Hende fra Aladdin?

Nu ved jeg godt det er ved at være et stykke tid siden, men jeg ville gerne lige fortælle om noget jeg oplevede til kapsejladsen. Kort fortalt havde jeg en fed kapsejlads. Til dem, der ikke har været til dette skøre arrangement i Århus Universitetspark før, kan jeg fortælle, at jeg heller ikke er helt sikker på hvad det gik ud på. Da vi efter flere timers tæt druk endelig nåede til afgørelsen i hvad der vist bare gik ud på at drikke en masse alkohol og sejle over søen i stafetagtige-hold, var jeg allerede gået kold mellem mine studieveninders tasker. Basically er det en hel dag, hvor den gamle smukke park forvandles til Roskilde Festival på den gode måde med fest og druk og blå festivaltoiletter.

Jeg havde en fest! Jeg følte mig oven på med et glas kølig papvin i hånden og godt selskab. I mellem de tusind ture til toiletterne og hilsen på bekendte fra andre studier, endte jeg i en hyggelig samtale med min veninde og nogle folk fra hendes studie. Pludselig tog samtalen en mærkelig drejning, da der er en der bekendtgører at mandenavne slutter på konsonanter og kvindenavne på vokaler….. Virkeligt?

Mig: “Er jeg så ikke en kvinde?”

Ham: “Jo, men du er jo også biseksuel?”

Mig: “…”

Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg skal konkludere ud fra den udtalelse. Er man mindre kvinde, hvis man ikke kun er til mænd? Eller bliver jeg en lille smule mere en mand, hver gang jeg er tiltrukket af en kvinde eller en nonbinær? Om ikke andet fik det mig da til at overveje lidt, det der skøre navn mine forældre, i følge min mor, ret spontant kom på. 

Selv når folk ikke er kommet op med en skør forkortelse, forlængelse eller omskrivning af mit navn til diverse kreative kælenavne, udtaler de det stadig vildt forskelligt! Da jeg var barn var jeg altid hende der irriteret rettede vikarerne, når de skulle læse klasselisten op, men med årene har jeg fået lidt en forkærlighed for de forskellige tolkninger. Det var dog først på højskolen, at der var en i min omgangskreds, der konsekvent brugte den “maskuline” udtalelse af mit navn. Okay, det lyder måske skørt, at der er sådan en version, men det er altså tilfældet med mit. Eller sådan rent statistisk set, så har jeg mødt massere af forskellige kvinder med mit navn, men kun en fyr og han hed denne “maskuline” udtalelse. 

Måske kunne det være sjovt at præsentere mig som sådan lidt oftere? 

– og nej, jeg har ikke et flyvende tæppe eller en flot mellemøstlig prins…

Advertisements

Nye øjne

For 1 år siden fik jeg briller efter at have knebet øjnene sammen i flere år når jeg skulle læse noget på afstand. Det var helt vildt pludselig at kunne læse busserne numre før de stoppede ved busstoppestedet, og kunne se skuespillernes ansigtsudtryk i teatret bare pga et stel med glasstykker hvilende på min næse.

Men nu hvor jeg danser hver uge og laver en masse teater, er brillerne kommet i vejen. For jeg formår ofte at dugge dem til i min ansigtssved, og det er ikke kun super klamt, men også super irriterende. I lørdags havde jeg så endelig tid til at gøre noget ved det, så jeg tog i Synoptik (lille reklame til dem fordi de er nice) og bad om kontaktlinser. Den søde ekspedient skulle først teste mig en masse hvorefter han guidede mig i gang med hvordan man tager kontaktlinser i – og det er ikke nemt.

For det første har jeg en neanderthaler værdig pande-øjne struktur der gør min øjne virkelig godt dækket og for det andet så er kontaktlinser små plastic ting der langt hellere vil klistre til din finger end dit øjenæble. Det er som at aflevere et barn i børnehaven der for alt i verden vil holde fast i sin forældre og ikke efterlades dette ukendte sted..  Men der sad jeg med den lille plastikskive og prøvede ihærdigt at få dem sat på plads. Min søde ekspedient guidede mig virkelig godt, og han sagde at vi fyre havde ofte sværere ved at få kontaktlinser i fordi vi ikke er vandt til at prikke os i øjet, kontra piger der jo er vandt til make-up. Jeg var lige ved at fortælle ham at jeg går med make-up en gang i mellem, men jeg besluttede at det nok var bedre at jeg koncentrede mig om min finger på vej mod mit øje, end at udrydde de heteronormative vaner han havde..

I kom de og det er første gang i mange år at verden ikke er sløret eller set igennem briller for mig. Det er jo vildt snyd at alle andre end os synshandicappede kan se verden så klart – for wauw! Ingen små fedtede briller eller utydelige former – alt er jo klart!

De fleste synes at jeg er langt pænere med briller og det er nok fordi de er en del af mit kendtegn. Jeg omtales ofte som “Oliver, ham med briller og ring i næsen” og selvom ringen stadig er der så ‘mangler’ der noget synes folk. Jeg har jo kun haft briller 1 år så jeg synes det er vildt hvor meget folk knytter de briller til mig! Her på det seneste har jeg dog bidt mærke i hvor hurtigt folk er til at huske mit navn, og selvom jeg ikke rigtigt kender dem. Jeg ved ikke om det er ringen, brillerne eller min personlighed der gør at folk husker mig, men jeg tager det som et kæmpe kompliment! På en eller anden måde tror/håber jeg, at det er fordi folk synes jeg ligner en Oliver. Jeg har jo selv skulle vælge mit navn, og det at folk hurtigt lærer det tager jeg som at de synes navnet passer til mig.

Anyway. I skrivende stund er jeg faktisk virkelig træt og det virker som om min højre linse gerne vil flygte, så jeg vil se noget serie og få ryddet op. Jezuz hvor kan jeg rode meget på kort tid! thug-life-meme-glasses 2

What’s in a name.

Jeg lægger hårdt ud, I know, men det her er noget, der er poppet op i min hverdag gentagne gange i den sidste måned, og jeg føler et behov for at artikulere mine følelser omkring det.

Jeg sad for nylig til et møde med en flok andre transkønnede, deriblandt en som tilhører en ældre generation. En person, der stadig benytter ordet ‘Transseksuel’ i flæng (men den diskussion tager vi en anden dag), og som er meget ublufærdig. Hun proklamerede over for den lille flok, vi var, at hun havde googlet mig, men at hun i stedet for at finde mit nuværende navn, fandt frem til mit gamle. Hun valgte så at dele dette navn med alle de tilstedeværende. Bare sådan uden videre.

Og det generede mig voldsomt! De fleste af dem kendte allerede mit gamle navn, fordi vi har udvekslet forfærdelige kørekorts- og pasbilleder, men det er et navn, jeg ikke selv har brugt i over et år, som jeg ønsker aldrig vil blive brugt om mig igen, og som endda gør mig utilpas når jeg hører det brugt på andre. Ikke fordi det er et grimt navn, men det er svært ikke at have et dårligt forhold til det navn, man har associeret med indre og ydre lidelse gennem det meste af sit liv. De fleste transpersoner forstår dette, og jeg ville aldrig benytte en anden transpersons navn i nogen sammenhæng uden tilladelse.

Dette er selvfølge for mig,  og derfor bliver jeg også altid lidt paf, når personer, der vil interviewe mig, eller som møder mig tilfældigt i byen vil vide, hvad mit gamle navn var. Nogle gange beder jeg dem fortælle mig hvorfor denne viden er vigtigt for dem, og jeg har endnu ikke hørt et tilfredsstillende svar. Andre gange fortæller jeg dem blot, at mit gamle navn for mig er som det forfærdelige øgenavn, de blev drillet med i børnehaven. Det er ubehageligt. Det vækker dårlige minder om en tid hvor jeg hadede mig selv uden helt at vide hvorfor.

Men der er også en anden grund: Når folk kender dit gamle navn, hænder det at de ser dig anderledes for det. Helt ubevidst har vi forestillinger om, hvordan en, der hedder Kasper, Judith eller Pippi-Lilja, er som person. Navne har magt, og jeg er i den privilegerede situation at kunne have valgt mit eget navn, og dermed valgt, hvordan folk forestiller sig mig, ud fra det. Mit navn er mig. Så sent som i sidste uge snakkede jeg med en person, der gerne vil interviewe mig, og hun nævnte en anden transkvinde…men om denne transkvinde brugte hun hankønsord, og fortalte mig endog kvindens gamle navn. Jeg rettede hende. Hun undskyldte, og fortalte at hun havde svært ved at se denne person som en kvinde, fordi hun kendte hendes gamle navn, og hørte en mandestemme i telefonen, når de snakkede sammen. Hun associerede de to elementer, og derved kom også hankønsordene frem.

Og det er det, jeg frygter. Hvis jeg fortæller folk mit gamle, maskuline navn, frygter jeg at de vil tillægge mig maskuline egenskaber, og derfor lægge mere mærke til mine maskuline træk (af hvilke jeg stadig har en del). Jeg forstår godt at folk er nysgerrige, men for mig er dette spørgsmål om det gamle navn mere invaderende end spørgsmålet om mine kønsorganer.

Det er heller ikke kun transpersoner, der gør det her med at vælge deres eget navn. Jeg har flere ciskønnede venner og veninder, som jeg kun omtaler ved deres eget valgte navn, hvad enten det er et kælenavn, de godt kan lide, en variation af deres “gamle” navn, eller et helt andet navn, de af en eller anden grund foretrækker – muligvis fordi de har dårlige associationer med det gamle, eller fordi de simpelthen ikke identificerer sig med det.

Jeg har set skuffelsen i folks øjne, når de bliver bedt om at oplyse et navn, de hader, fx i juridiske sammenhænge. Jeg har oplevet hvor ydmygende det kan være for folk, når de bliver kaldt deres gamle navn foran venner, der kun kender dem som det navn, de selv har givet. Og jeg føler det stadig, hver gang min egen far glemmer at jeg ikke længere har det navn, han har været vant til i 26 år. Det er ærligt talt en af årsagerne til at min kæreste endnu ikke har mødt mine forældre – jeg er usandsynligt bange for at han vil komme til at se mig i et andet lys, for selv om han kender mit gamle navn, har han aldrig hørt det brugt om mig direkte.

Så lad være med at stille spørgsmål til mit gamle navn – det kommer hverken dig eller mig til gode at du har den information, og det er trods alt nemmere kun at skulle holde styr på et enkelt navn, ikke? 😉