Hvorfor træner jeg?

For tiden har jeg en rigtig god træningsrytme. Jeg har et lille styrkeprogram jeg kan lave både hjemme og i Fitness, og derudover prøver jeg at presse en masse cardio ind. Én gang om ugen går jeg til “Club Dance” hos Let’s Dance og ellers er jeg ivrig bruger af funk og DanceFit i Fitness World. Til Club Dance er vi faktisk 3 fyre og så sent som i går da mange ikke kom, udgjorde vi 50 % af holdet. Modsat funk og Dancefit hos Fitness World hvor antallet af mænd er på 0.50 % – på en god dag.
Men nu skal det ikke handle om min evige irritation om hvordan samfundet fortsat synes det er “piget” at danse, og rigtig mænd ikke går til dans. For det er noget pis, for der findes masser af professionelle og dygtige mandlige danser. Og de er ikke alle sammen bøsser nej.

Men jeg træner. En masse. Og minimum én gang om året løber jeg 10 km på én time fordi at det VIL jeg kunne. I år overvejer jeg stærkt at melde mig til et forhindringsløb. Og selvom mange synes fitness medlemskaber er dyre, så er mit dét værd.
I går overvejede jeg om jeg har et mindreværdskompleks siden jeg virkelig gerne vil blive mere trænet. Men måske det bare er en drengedrøm? Hvilken fyr har ikke på ét eller andet tidspunkt i deres liv ønsket de havde en six-pack og nogle ordentlige guns? De færreste vil kunne sige nej til den drøm.
Og jeg vil ikke have det fordi jeg ligne vil ligne reklamerne med super trænede mænd der hænger over alt og sælger alt fra sko til biograffilm. Jeg vil have det af præcis samme grund som at jeg danser.

Kontrol.
Jeg vil gerne kunne stå på hænder. Løfte hele min krop op kun ved hjælp af min egen muskelkraft. Kunne transporterer mig 20 km uden hjælpemidler. Kunne bevæge min krop efter rytmer og koreografier. Løfte en pige jeg kan lide. Intet skal kunne stå i vejen for mig og jeg vil altid have kontrol over min krop. En krop jeg ikke altid har haft kontrol over. En krop som trak mig igennem en østrogen pubertet og pålagde mig fedt og former jeg ikke ønskede. Men nu har jeg kontrollen, nu mangler jeg bare styrken. Både i mine arme og ben, men også mit hoved. En vilje til at træne hårdt, løbe langt, blive ved indtil koreografien er perfekt. Kommer forbi hver en forhindring min krop eller verden lægger for mig.

Så det handler ikke om at se godt ud – det er kun en bonus, at trøjen sidder lidt bedre på mig. Nej det jeg får er en krop jeg kan bruge. En krop som adlyder. En krop som er min ven og jeg kan overkomme udfordringer og forhindringer med. En krop som kan løfte mig op og få mig til at grine af begejstring og svede fordi jeg udfordre mig selv.

Så derfor træner jeg. Fordi det er hårdt. Og pisse sjovt. Og fordi jeg altid vinder i sidste ende.

tumblr_o1c2rnn2Qs1tne8kyo1_500.jpg

Advertisements

I dine øjne

Jeg var på sommerhustur forrige weekend, og endte med at sidde hele natten og snakke engelsk med en svensker, der skulle til Asien dagen efter…

Vi snakkede om en masse ting, og vi snakkede selvfølgelig også om Starbuck (fordi jeg ikke kan lade være). På et tidspunkt i løbet af natten leverer jeg denne linje:

“Noget af det, jeg elsker mest…er at se mig selv reflekteret i [Starbucks] øjne.”

Jeg var bange for, at det ville blive opfattet som helt utroligt narcissistisk, men svenskeren forstod heldigvis, hvad jeg mente. Jo, altså, jeg elsker også at sidde og kigge ind i Starbucks øjne, men det er ikke mit spejlbillede i pupillen, jeg kigger på, men snarere den fortryllende iris, der skifter farve efter lysfald og humør – disse smukke øjne, der kan være alt fra grå til lysebrune, til turkis og forårsgrønne…

Ah, sorry, det var et sidespring 😀

Det jeg mener er, at jeg elsker det billede, Starbuck har af mig i sit hovede. Nogle gange får jeg tilsendt eller oplæst små digte og brudstykker af historier og sange, der minder Starbuck om mig, og jeg elsker at læse og høre de ord. De får mig til at føle mig stærk og smuk – følelser, som jeg kan have svært ved at frembringe selv.

For Starbuck er jeg noget nær perfekt. Alle de ting, jeg selv synes er mine begrænsninger og svagheder, er for Starbuck mine bedste sider og styrker. Og det bedste er, at jeg begynder at kunne se mig selv, som Starbuck ser mig. Hvis jeg nogensinde begynder at tvivle på mig selv, behøver jeg bare tænke på Stabuck, og så ved jeg, at jeg kan klare det…for det ved Starbuck, at jeg kan.

Og jeg får lyst til at være en bedre person, så jeg aldrig vil komme til at skuffe Starbuck, og ødelægge det billede. Jeg får lyst til at være en bedre person, så jeg kan gøre mig fortjent til al den kærlighed, der gives. Jeg ved, jeg har mine fejl, og jeg ved, Starbuck nok skal få øje på dem hen ad vejen, men jeg føler mig motiveret til at udbedre dem, så jeg kan give alt det, Starbuck fortjener at få.

Jeg elsker at se mig selv reflekteret i Starbucks øjne, for det er den person, jeg ønsker at være – og jeg ved, at jeg rent faktisk kan være den person, for Starbuck har en evne til at få mig til at tro på det

Jeg stoler fuldt og fast på de øjne.

…de dybe, funklende øjne, så fulde af nysgerrighed og glæde… ❤

Træning jvf. mig

Hm, det er svært at sige hvordan man skal tage fat på et emne som træning, but here goes…

Jeg var engang virkelig meget imod fitness. Jeg syntes det var dumt at folk ikke bare løb en tur i skoven eller løftede nogle tunge kasser derhjemme. Jeg er sidenhen kommet på andre tanker. I starten af min hormonbehandling brugte jeg træning i fitness som en ekstra stimulans. Træner du de store muskelgrupper producerer du mere testosteron. Noget i den dur.

Jeg kunne mærke min krop, og ikke på den ufede, dysfori-agtige måde. Det var skønt at føle kontrollen, disciplinen og suset, det rush som vi alle elsker når dopaminen kicker ind.

Men så ramte depressionen og stresset mig. Jeg fik medicin og lige siden har det været praktisk talt umuligt for mig at komme afsted. Det blev så umuligt at jeg her i januar måned endte med at afmelde mit medlemsskab, da jeg havde betalt for så mange måneder uden at komme afsted, at jeg ikke kunne se en mening med at blive ved.

Desværre er det nu jeg har mere brug for det end nogensinde. Jeg er ved at være ovre min årlige vinterdepression, jeg har taget næsten 8 kg på siden jeg startede på mine antidepressiver, og jeg føler mig uoplagt, umotiveret og generelt øv. Jeg har mine lyse dage, der er flere end tidligere heldigvis, men jeg kan ikke nosse mig sammen til at komme afsted.

Alligevel er jeg glad for det åndehul som træningen gav mig i sin tid, og jeg vil gerne tilbage til løbebåndet, vægtene og maskinerne. Det gav mig en tro på at jeg kunne få forbindelse til mig selv og se ud over de skavanker som min krop tosser rundt med. Min dysfori var mindre i den periode, min selvtillid langt højere, og mit ego voksede måske lidt for godt. Men jeg fandt alt ved mig selv attraktivt, jeg var på toppen, jeg var glad, jeg var lykkelig. Jeg har aldrig oplevet en så rar ligestillingsfornemmelse med ciskønnede mænd, og det er endda meget sjældent, hvis ikke aldrig, at jeg kan mærke nogen jalousi i forhold til dem.

Nu går jeg spændt og venter hvad tiden vil bringe efter min praktikperiode på Godsbanen her i Aarhus. Jeg slutter til April og har givet udtryk for at jeg gerne vil have træningsstøtte fra kommunen, noget, som ikke er umuligt, men vi skal bare have detaljerne på plads.

Det var lidt om træning herfra!

Nedtur

Starten af 2016 var tænkt som en pause fra nogle ting, deriblandt denne blog, idet jeg havde nogle ting, jeg havde brug for at koncentrere mig om. Nu er måneden så slut, året er godt i gang, og selv om jeg kan ane spændende ting forude, så er tiden for mig lige i disse dage ikke særlig fantastisk. Derfor titlen på mit indlæg.

Kort fortalt, så havde jeg sidste arbejdsdag på mit arbejde i fredags. Jeg havde arbejdet der næsten 1½ år, og slutningen var alt andet end køn. Det var f.eks. først på den allersidste dag, jeg endeligt fik at vide, at det VAR min sidste dag, og at jeg derfor står uden beskæftigelse på mandag (i morgen). Det på trods af tidligere løfter om ansættelse, når jeg var færdig med min praktik hos dem. Et løfte, de så valgte at bryde, pudsigt nok kort efter, de ansatte en anden, hvis primære opgave det var at blive sat ind i mine arbejdsområder.

Derfor var jeg heller ikke så overrasket over, at de valgte at slutte det, og selvom det i sig selv er lusket at love én ansættelse og så hyre en anden og sætte førstnævnte til at oplære dem og ydermere vente til allersidste dag med at fortælle, at det var det, så er det ikke det værste. Jeg føler mig på en måde misbrugt af dem. Og det er rædsomt at sidde med en sådan fornemmelse efter at have været en del af en arbejdsplads og et fællesskab i 16 måneder.

Sagen er den, at under hele min ansættelse fik min arbejdsplads enten min arbejdskraft gratis eller med tilskud fra kommunen. De har aldrig selv betalt min fulde løn. I starten var der ingen ende på rosen og de lovede hurtigt, at der skam var plads til mig, og de havde brug for mine kompetencer. Fast forward til december 2015, hvor de vælger at ansætte det, der bliver min efterfølger uden at nævne det for mig.

De havde dog ret – de havde brug for mine kompetencer til at skrue nogle arbejdsgange og processer sammen. Det var der brug for. Pudsigt nok havde de så ikke brug for mig, da de ikke længere kunne få mig helt eller delvist gratis, og havde ingen problemer med – bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden – at finde en til at overtage (til fuld løn). Og så holdt de mig hen i 1½ måned, og sagde tak for samarbejdet på allersidste dag.

Jeg føler mig udnyttet, jeg føler mig vred, og ikke mindst føler jeg mig virkeligt naiv. I lang tid troede jeg faktisk på deres løfter, som i sidste ende viste sig at være lige så håndgribelige som den stride vind, der blæser gennem gaderne i dag. Og jeg føler mig fuldstændig lost.

Jeg ved stadig ikke helt, hvordan pokker jeg skal tackle denne situation, og hvordan jeg skal reagere. Jeg har indtil videre sagt noget om dette til nogle få venner og familie, men jeg kan mærke på mig selv, jeg har brug for virkeligt at komme ud med mine tanker om forløbet. Og så har jeg lyst til at gøre et eller andet for, at det her ikke sker for en anden i samme virksomhed.

Så jeg sidder og tænker så det knager over, hvad mine muligheder er, og hvad de hver især indebærer af risici med mere. Uanset hvad, så skal jeg til at se videre og se om jeg kan finde et andet sted at arbejde. Jeg har allerede modtaget flere links fra venner, der er faldet over interessante stillinger, men jeg føler, jeg bliver nødt til at få det her afsluttet først.

Lige præcis hvordan det så falder ud – ja, det må jeg se på i løbet af det næste stykke tid… ❤

Ikke queer nok

I onsdags holdt jeg foredrag på Kvindemusset om Trans*. Det emne indebar at forklare forskellen på biologisk køn/tildelt køn, kønsidentitet og kønsudtryk, og hvad det vil sige at være ciskønnet, transkønnet og hvem “transperson” indbefatter.
Det er begreber som jeg, nu efter 3 år i den her queer verden, har ret godt fat i forstår, og som jeg nemt kan snakke om – også til en forsamling.

Men hold nu op hvor var jeg nervøs!

Da jeg trådte ind i foredragssalen 18.55 var den allerede proppet, og folk blev ved med at komme ind nu med taburetter i hænderne da stolene allerede var taget. Og efter en lille introduktion gik jeg i gang med at vride begreber og ord ud af mit hoved og gestituerer til folk om alt det med køn. Alt det med at ens køn ligger samme sted som ens personlighed nemlig i hovedet, og at det biologiske køn dermed ikke bestemmer hvem eller hvad vi er som person.
Foredraget må I få en anden gang, for jeg er sikker på at der kommer en vol 2, vol 3 osv. Jeg skal i hvert fald snakke for SFU i aften (beklager den sene invi?) og mange er mega interesseret i alt det med køn.

Nå men. Jeg er jo ikke den nye Emma Holten eller Mads Ananda, eller, det kunne jeg. Jeg kunne godt rejse landet rundt og belære folk om køn og identitet. Og måske gør jeg det. Men hvad jeg også altid prøver at sige til folk når snakken går på transkønnede, så er det, at vi er mere end bare transkønnede. Jeg er mere end en konstant krise med min biologiske køn. For tiden bruger jeg mere tid på Baresso hvor jeg hælder en masse Iceblends i mig end at snakke om at jeg er transkønnet.

Nogle gange, eller ofte, har jeg det underligt med at jeg som en udefraseende enormt binær transmand skal forklare queer begreber og identiteter og følelser – nogle som jeg ikke selv har. Og det betyder jeg nogle gange bliver irriteret over min binæritet og “cispassing” for selvom den er nemmere at sluge for mange, så er den jo netop det jeg prøver at sige alle ikke er. “Øv hvorfor er jeg ikke mere queer” tænker jeg så, og skammer mig over mig selv. Og dét er jo også åndssvagt, for jeg skal være som jeg er. Slut.

Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg gik mere med neglelak. Eller havde langt hår der kunne forvirre folk når de så mig bagfra. Eller at jeg var mere slank og kunne gå i flotte kjoler. Selv jeg har et ét bestemt billede om hvordan man er queer selvom jeg taler om det modsatte. Man er smuk, slank, har et pænt skæg og langt hår. Basicly en model. Og det er fint hvis nogen ser sådan ud, men lige pludselig føler jeg mig “forkert” selv i den udefinerbare queer boks. Og mit eget maskuline udtryk og til tider “kedelige” og binære udtryk bliver ikke-queer i mit hoved. Også skal jeg stå og snakke om queer ting? Oh hell no. Og det at jeg er transkønnet er ikke mit queer kort, for jeg er binær i min kønsidentitet. Jeg føler, at jeg skulle være født som en cismand. Mit kønsudtryk er en anden historie. Eller en on-going historie.

Men jeg siger det til foredrag, til andre og også mig selv: Man bestemmer selv hvad queer er. Man bestemmer selv hvordan man vil se ud, og der er ikke en “queer uniform”. Og hvis du nu spørger “hvorfor vil du så gerne være queer?” Så er mit svar sådan set, at det ér jeg på mange punkter. Måske er de ikke tydelige og de har sjældent noget min fysiske krop at gøre. Men jeg føler mig til tider mellem kønnene og jeg elsker at udfordre kønsnormerne. Samt queer identiteten giver mig netop en identitet der ikke er “forkert” og som ikke er”sær” og “underlig” som forældre kaldte mig. Men som er rigtig, respekteret og som har sit eget miljø i LGBT* verden. Det er min identitets familierelation til andre og hvorfra min verden går til tider.

Skærmbillede 2016-01-27 kl. 12.54.50.png

Fyldeord

Jeg var egentlig i gang med at skrive et enormt poetisk indlæg, men så kom jeg i tanke om at jeg ikke er digter. Eller det kan jeg såmænd godt være hvis det skal være, jeg kom måske bare i tanke om min værdighed. Eller, poeter har også værdighed, så jeg kom bare i tanke om hvor svært det kan være for folk at forstå en over tekst. Eller, faktisk kan man være mere direkte og uddybende på tekst end med talte ord. Så det jeg kom i tanke om var, at jeg ikke gider virke ynkelig. Selvom man nu ikke behøver være ynkelig bare fordi man taler om poetik. Jeg ville jo bare sige at.. Ja.. Noget poetisk. Om kærlighed. Uden at være ynkelig. Og uden at miste min værdighed. Men den mistede jeg vist så snart jeg sagde jeg var digter. Eller, ikke min værdighed, måske min egen selvrespekt.

Det jeg vil sige er:
At det kommer i bølger, det her… Savn. Og tankerne der følger med. Men at jeg ikke sidder derhjemme som Rapunsel og venter (selvom jeg er faktisk er ved at lade mit hård gro ud). Faktisk lever jeg en helt masse. Tror faktisk ikke jeg har været så meget i live som jeg er nu. Eller, det ved jeg ikke om man kan sige, men jeg er i hvert fald meget glad for mit liv! Ja, det giver mening.
Men savnen er der. Og tankerne. Og minderne. Og jeg føler mig ynkelig når jeg har dem. Lidt ligesom en hovedpine får mig til at føle mig ynkelig. Selvom der ikke er en kur på det her. Og jeg føler bestemt ikke jeg i min ynkelighed fortjener hverken opmærksomhed eller taletid. Og mine fingre er enige. Altså, de skriver ingenting. Andet end en masse fyldeord. Og forvirrende ord. Om poeter, ynkelighed og kærlighed. Og et eller andet om savn.

For det er ikke de 3 små ord jeg savner. Det er ikke de lange sætninger i en kærlighedserklæring. Det er ikke engang høflig hverdagskommunikation. Det er ikke et savn efter romantiske ture til Kærlighedens by eller store løfter. Det er heller ikke fælles indkøbsture og parmiddage.

Jeg savner bare de brune øjne, okay?

Skærmbillede 2016-01-14 kl. 00.14.39.png

Cheat

Når jeg fortæller om Starbuck er det ofte med et stort smil og masser af glæde i stemmen, hvilket giver mening, fordi det gør mig virkelig glad at fortælle om vores eventyr og samtaler 😀

Men hvad jeg ofte ‘glemmer’ at fortælle folk er, at det jo ikke altsammen er rosenrødt og lykkeligt. Det at jeg dater Starbuck har ført til skuffelse og smerte hos andre, og det er også noget, jeg må tage med. Og derfor handler denne blog knap så meget om Starbuck, som den gør om de sårede….

—–

Jeg var min ekskæreste utro.

Altså ham jeg har skrevet blogs om før.  Ikke den første.

Jeg husker tydeligt telefonsamtalen med ham, dagen efter jeg havde mødt Starbuck i byen, og vi havde haft vores famøse kys. Jeg fortalte ham sandheden, og hans reaktion var et umiddelbart “Whoohoo!”, indtil jeg fortalte ham mere – at det ikke bare var fysisk, og at det ikke bare var en engangsting. Jeg havde lyst til at se Starbuck igen. Da gik det op for ham, at det ikke var for sjov, og at jeg var gået bag om ryggen på ham, for jeg skulle jo have sagt til ham, at jeg skulle ses med Starbuck.

Jeg fortalte ham om Starbuck dengang vi mødtes i Aalborg, og jeg fortalte ham, at jeg nok havde et lille crush. Hans sagde dengang, at hvis jeg havde lyst, skulle jeg bare gøre det (for han havde dårlig samvittighed over ikke at ville mig seksuelt), men på det tidspunkt var jeg overbevist om, at Starbuck og jeg aldrig ville se hinanden igen, så jeg fejede ideen af vejen.

Jeg fortalte ham også da jeg begyndte at skrive med Starbuck på messenger. Bare lige et heads-up, den her person som jeg crushede lidt på, er tilbage i mit liv. Men igen troede jeg ikke, vi nogensinde ville komme til at ses.

Men den aften fortalte jeg ham intet om at vi skulle mødes. Jeg har læst vores samtaler igennem, og jeg kan sige til mit forsvar, at jeg først besluttede mig for at tage ned for at finde Starbuck over midnat den dag, og eftersom min intention ikke var at der skulle ske noget, følte jeg ikke et behov for at vække ham.

Men bortforklaringer er ikke så meget værd, sat op mod fakta. Jeg var utro.

Jeg havde det forfærdeligt med det (og jeg forstår ikke at nogle mennesker kan gøre sådan noget uden at få det dårligt), og selvom folk omkring mig blev ved med at fortælle mig, det ikke var så slemt, hjalp det intet på min samvittighed.

Min ekskæreste tilgav mig dog, efter 3 uger. Vi snakkede det hele igennem, og vi fandt en løsning: jeg kunne ses med Starbuck og finde ud af, hvad det handlede om.

Det gjorde jeg, og jeg fik bekræftet at det var mere end bare sex…meget mere. Da jeg fortalte min ekskæreste om det, gav han mig et valg…og jeg valgte ham fra.

Jeg ved, jeg har skrevet mange lange og rosende indlæg om min ekskæreste, og jeg står ved alt, jeg har skrevet om ham. Han er en dejlig person, og jeg elsker ham virkelig for alt det gode, han har gjort for mig. Jeg tror, han var den rette for mig dengang, men jeg må også sande, at jeg mistede troen på en fremtid sammen støt op gennem forholdet. Vi ville forskellige ting, og jeg kunne ikke få det, jeg gerne ville have med ham.

Grunden til, jeg ikke kunne vælge ham var, at jeg nu, gennem Starbuck, var blevet klar over at man godt kunne få de ting, og at vælge ham til ville være at vælge de ting fra. Og det kunne jeg ikke.

Jeg har ikke snakket med ham om Starbuck siden, andet end at vi stadig har kontakt og ses. Jeg tror ikke han har hverken lyst til eller brug for den viden. Og selv hvis han har, har jeg ikke lyst til eller brug for at være den, der skal give ham den.

——

Min eks og jeg har det okay nu. ‘Okay’ er sådan et godt ord, når man ikke helt ved, hvad svaret er. Vi ses i byen og snakker, vi skriver stadig sammen, og det går faktisk godt, men det er usandsynligt at han er ovre mig. Det ved jeg, han ikke er.

Men…jeg er ovre ham. I hvert fald romantisk. Jeg holder stadig af ham, som skrevet, men jeg har intet ønske om at vende tilbage til et forhold med ham. Ikke at det var dårligt, slet ikke, men jeg ved, at det er en meget snæver gyde, som muligvis ender blindt. Det var en dejlig tid, og jeg fortryder intet.

Men i de fleste forhold er der altid mindst én, der bliver såret, og denne gang var det ham.

Metafor

At begå sig i livet udenfor de gængse kønsopfattelser er lidt ligesom at gå midt på vejen i silende regnvejr mens alle andre passerer på fortovet under butiksmarkiserne eller med paraplyer. Man er dømt til et evindeligt zik-zak eller slalom om man vil, mellem store vandpytter, rendestenspludder og den nu og da tilfældigt passerende forgænger der skal fra det ene fortov til det andet. Det er tæt mørke, du har ingen reflekser på din jakke og biler og cykelister strømmer afsted forbi dig mens du ser hjælpeløst til, frysende i det kolde, våde vejr.

Det er ikke underligt, at det tærer på mange udenfor det heteronormative spektrum når man skal forsøge at stride sig frem i ad den endeløse livets vej mod et mål der formodentlig bliver en et-værelses med låg (som min mor ynder at kalde det). De første gange du har formået at få et lift i en bil kan det være du har oplevet slag, overfald eller andre ydmygelser, der gør at du afslår de senere tilbud om lignende hjælp. Tillid og åbentsindethed bliver langsomt kyset af vejen af mistro, isolation og angst.

Angsten er den værste. Det er tankemønstrenes boss, og jeres battle er uden stop. Du føler dig til frit skue for dem på fortovet, de kan altid se dig, de kan se du ikke færdes med dem, ergo må der være noget skævt, noget ”off” ved dig, right? Du er ikke som dem.

Angsten melder sig altid når man mindst venter det. Den kommer krybende, snigende, som en hugorm i rendestenene, den følger dit fodslag og ved ethvert skridt kan du risikere at blive snappet i hælen af dine våde snickers. Og det er kun dig der kan se hugormen, hvis du overhovedet kan se den i det regnvejrsflimrende mørke. Det er den, der sender mistroens gift gennem dine årer og ud i hårrødderne; det er den der hvisker hvad de andre tænker om dig og hvad du må gøre for at undgå deres fordømmelse.

”Kravl nu op til dem.”

”Kom nu, det kan da ikke være så svært bare at være almindelig.”

”Drop nu alt det der selvoptagethed og gør hvad der er bedst for alle de andre omkring dig – så behøver du jo ikke gå herude i regnen alene mere, vel?”

”Det hele bliver meget nemmere hvis du bare dropper det.”

Nogle gange kan man være længere væk fra hugormen end andre. Man kan faktisk komme så langt væk at man glemmer den nogensinde har været dér. Regnen er knap så slem, mørket knap så tæt og med mindre trafik går man mere sikkert på vejen. Skoene er efterhånden tørre, bagagen i tasken på ryggen føles ikke så tyngende, og du kan se fra side til side på menneskerne på fortovet, hvordan de haster afsted, mod præcis samme mål som dig, men mere sanseløst, mere livløst, uforhindret, ureflekterende.

Hugormen kan sagtens komme igen. Den kommer og går. Nogle slipper helt ud af dens greb og finder den mindst trafikerede vejbane at færdes på. Andre sakker agterud og møder den igen og igen resten af turen. En eller to bliver så forgiftet af den at de falder om undervejs og må bæres ind i en et-værelses med låg tidligere end os andre.

Man kan ikke sætte en snor på en hugorm, men man kan lære at se den, holde øje med den og acceptere at dens bid gør ondt og får én til at stagnere i sin fremdrift. Det er ikke ensbetydende med at det er en jernlænke der holder én fast for evigt. Den kan afværges, den kan holdes på afstand, og man kan måske være heldig at få modgift mod dens bid. Under alle omstændigheder er man aldrig alene med sin kamp, imod vejen, imod fortovsgængerne, imod hugormen, imod regnen.

6_150209210950

Som uforventet

Jeg kom til at love, at de næste tre blog-indlæg skulle handle om Starbuck…hvilket ikke bliver så svært, for der er godt nok meget at sige!

Jeg tænker at i dag er en god anledning til at snakke om forventninger – for selvfølgelig har man altid en masse forventninger til det nye år. Det havde jeg også sidste år, men lad mig være den første til at sige, at de ikke er blevet indfriede i helt så stor grad som, well, som forventet.

Jeg havde forventet at jeg skulle skrive min bachelor. Det skete ikke.

Jeg havde forventet at jeg skulle få det bedre. Det skete først sent på året, efter det blev meget værre i en periode.

Jeg havde forventet at jeg skulle være sammen med min kæreste hele året. Det skete ligesom heller ikke.

Og meget andet forventet skete heller ikke.

Men Starbuck skete. Helt uforventet. Et tilfældigt, magisk møde, som vi begge troede skulle være hele historien. Et par timer, begyndelse og ende i et, hver til sit og aldrig ses igen.

Indtil Starbuck skrev. Helt uforventet. Og selv da var det kun en let flirt, for vi troede alligevel ikke, vi skulle ses igen. Begge drømmende, men aldrig virkelige.

Indtil Starbuck kom til Århus. Helt uforventet. Og for mit vedkommende ganske uskyldigt…

Indtil Starbuck kyssede mig. Helt uforventet.

Indtil jeg blev forelsket…helt uforventet.

Men alligevel ikke så overraskende? Når jeg ser tilbage, føler jeg kun, der var en vej at gå…og det var mod dette. Os.

Rejser jeg 4 år tilbage i tiden, kan jeg godt mærke, at jeg havde helt andre forventninger, end hvad jeg er endt med af realiteter.
For 4 år siden var jeg i et stabilt og heteroseksuelt forhold – mig som mand, min eks som kvinde (det er hun forresten stadig, så vidt jeg ved :D). Ingen vidste, jeg var trans, og jeg var nærmest klar på, at dette var min fremtid. Selv da vi slog op, var forventningen meget normativ. Måske ikke nødvendigvis hetero, men i hvert fald med enten en mand eller kvinde, med mig som kvinde, og ganske ligetil.

Well…jeg ved ikke, hvordan jeg helt præcist skal karakterisere mit og Starbucks forhold…men det er ikke dét. I og med ingen af os bekender os 100% til en enkelt kønsidentitet, bliver det aldrig ligetil…vi kan hverken kalde os homo- eller heteroseksuelle, og vi er desuden begge åbne for at kunne være sammen med andre…og vi er ikke kærester.

Det har folk svært ved at forstå, det med ikke at være kærester, for det passer heller ikke til deres forventninger. Nogle har spurgt mig, om det bunder i usikkerhed, men det føler jeg ikke er tilfældet. Jeg føler mig sikker på, at det her er rigtigt og godt.

Men med Starbuck har jeg måttet give slip på forventninger, fordi det simpelthen ikke nytter noget! Jeg har måttet give op på at tro, jeg ved, hvad der vil ske, for det sker alligevel aldrig helt som jeg havde forestillet mig. Oftest er det meget bedre, nogle gange blot anderledes. Og selvom det ikke er noget, jeg kunne have forudset, overrasker det mig sjældent.
Starbuck er, for mig, og garanteret også for andre, en gåde. En vittighed, man ikke kender punchlinen til. Man forsøger at regne den ud, uden held, men når man endelig får den, giver den så meget mening, at man nærmest føler sig fjollet over ikke at have gættet den.

Starbuck, på trods af at være uforudsigelig, giver mere mening end nogen anden.

Og Starbuck giver mig mulighed for at drømme. Og det gør jeg. Totalt løsrevet fra forventninger, fordi jeg føler, alt kan lade sig gøre. Jeg føler mig frigjort og lettet, og det er ærligt talt første gang et forhold har givet mig den følelse. Jeg er ikke bekymret. Lige så snart, Starbuck står foran mig og smiler sit søde smil, er alting let. Selvom det virker kompliceret, er det for mig helt og aldeles simpelt. Som at stå i stormens øje. Som en kop te ved verdens ende.

Mine forventninger til dette år er mindre tunge end sidst, mindre nødvendighedsprægede. Jeg har nu i stedet ting, jeg gerne vil, født ved lyst og glæde. Starbuck har vist mig, at jeg intet ‘skal’. Selv når jeg gør ting af pligt, er det for at fordre et ønske, et ‘vil’, en drøm.

Nogle gange kigger jeg på mit liv udefra, og fatter ikke, at jeg kan være så heldig, som jeg er. Jeg kigger på mine venner, min familie, mit studie, mit frivillige liv…og Starbuck. Fucking vidunderlige Starbuck.

Jeg tror mange kunne have brug for at give slip på forventninger, og bruge tid på at tillade sig at drømme i stedet. Eller i det mindste acceptere, at ting nogle gange ikke går som forventet.

Nogle gange er de uforventelige ting de aller bedste, der kan ske 🙂

På tærsklen til det nye år

– så er det næsten en selvfølge at reflektere over ens liv det sidste års tid og lægge planer for det nye. Det er dog ikke det, indlægget her kommer til at handle om, for jeg har med vilje udskudt den refleksion, da jeg på forhånd ikke føler, at det forgangne år har været særlig fantastisk, samtidig med, at det nye år byder på nogle seriøse udfordringer fra starten af. Jeg har været mere optaget af at få tingene til at hænge sammen end at reflektere over dem, kan man vel sige.

Så derfor – ingen ord om det forgangne år fra mig, ud over at det har været en fornøjelse at blogge her på siden de sidste 12 måneder 🙂 Det har budt på mange forskellige emner og indsigter i årets løb, og jeg håber, det næste år byder på mere af samme skuffe.

Og så vil jeg slutte af med en andens ord, nemlig Neil Gaimans. Han har for vane at skrive nogle ord hvert nytår – et håb for det kommende år. Jeg har udvalgt et, jeg synes, passer til siden her 🙂

NG - New Year

Og med det – godt nytår og må 2016 blive bedre end 2015! Tak for at følge os ❤