Gensyn med fortiden – del 2

(Læs første del her.)

Morgenen efter vågnede jeg i usædvanligt godt humør og superfrisk. Væk var nervøsiteten fra aftenen forinden, men jeg gjorde mig nu stadig tanker om, hvorvidt jeg havde modtaget svar eller ej.

Jeg fik hurtigt syn for sagen. Ikke så snart, jeg havde tændt for min mobil, så tikkede en besked ind via Messenger. Og det var fra ham.

Jeg åbnede den, skimmede den hurtigt, og gik så ud af den igen. Gik på facebook og fordrev en del tid der, og vendte så tilbage til beskeden. Læste den igen, men denne gang grundigt. Loggede af igen, og stod endeligt op og gik ud for at få noget morgenmad.

Mens jeg spiste, så jeg med computeren og tjekkede mails og diverse sociale medier, og da jeg var færdig med at spise, åbnede jeg beskeden igen, læste den på ny, og begyndte at formulere et svar.

Svaret var forholdsvis positivt og åbent. Han var meget overrasket over, at høre fra mig (se: akavet afslutning tre år tidligere), men var meget glad for at høre fra mig og i at han havde min støtte i sin beslutning. Han berørte også situationen for tre år siden, og bemærkede, at det lød som om, jeg var kommet videre (ja, lige omkring det… Not so much, er jeg bange for) og at det var ærgerligt, det var endt sådan dengang.

Vi endte med at skrive lidt frem og tilbage den formiddag – og mest fantastisk af alt, så fik vi vendt lidt af hele situationen dengang for tre år siden, og fik forklaret hinanden hver især, hvordan vi havde haft det og følt og så videre. Jeg undskyldte for noget, jeg havde gjort dengang, som ikke havde været særlig hensigtsmæssigt, og han undskyldte derefter for noget, han havde gjort. Og det føltes godt – at få ryddet ud i alle de følelser fra den gang, der havde ligget og samlet støv, og i det hele taget at få talt om det. Det var ikke uden en vis nostalgi, at vi skrev frem og tilbage, og noget af det gjorde mig til tider helt rørt.

Som jeg også skrev i mit blogindlæg her på siden sidste år, så mindes jeg det meget positivt, og jeg tog meget med fra det, vi havde (selvom det kun varede få måneder). Det nævnte jeg også for ham, og han nævnte, at det også havde betydet meget for ham.

Jeg fik tanken om, at foreslå at mødes en dag, og sad tydeligvis ikke alene med den tanke, for før jeg selv fik den formuleret, havde han foreslået det. Så det aftale vi. Bemærkelsesværdigt uden problemer i modsætning til, hvordan det havde foregået for tre år siden. Vi blev enige om, at se om vi kunne finde ud af at være venner, og ville så mødes for at følge op på, hvad vi hver især havde haft gang i de sidste par år.

Og lige nu er jeg lidt nervøs for det møde. Ikke så nervøs som da jeg skulle sende beskeden, men alligevel – jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det, og om det lykkes at lukke det ned, vi havde for tre år siden. Og på, om vi kan blive venner (igen), eller hvad der kunne ske. Jeg har ikke nævnt noget om, at jeg stadig har følelser for ham, og ved ikke endnu, hvordan jeg skal håndtere den situation. Lige til at starte med, vil jeg prøve at lægge låg på dem (for det fungerede jo vildt godt sidste gang…) og se, om vi overhovedet kan finde ud af at blive venner igen. Så må jeg se, om det med tiden vil vise sig, at følelserne forsvinder, eller om de bliver. Og så må jeg tage den derfra…

***

I forhold til dette og det forrige indlæg, så læste jeg mit tidligere indlæg fra sidste år igennem, og flere ting faldt mig i øjnene. Dengang skrev jeg, at jeg ikke følte, vi var færdige med hinanden, og i og med vi nu har kontakt igen og skal mødes, må det siges at have holdt stik. Jeg er så ikke så sikker på, om tanken bag længere er den samme – jeg havde visse følelser forbundet med det, da jeg skrev det sidste år, og er den dag i dag mere forvirret.

Derudover – det portræt, han tegnede af mig, som jeg havde som baggrund på min telefon. Det er ikke tilfældet længere. Jeg fik ny telefon for trekvart år siden, og i den forbindelse blev jeg enig med mig selv om at finde en ny baggrund. Hvad der så virker en anelse ironisk, er at jeg skiftede det ud med en tegning af karakteren Nico de Angelo fra Rick Riordans serie om halvguden Percy Jackson m.fl. Du ved, ham drengen, der er dødeligt forelsket i Percy, men som han i flere år stædigt benægter, han er forelsket i…? Lyder det ikke vidunderligt bekendt…?

Og for bare en uge siden, var jeg sikker på, jeg var kommet videre…

Nico_mini

En tegning af Nico de Angelo (fundet på tumblr).

Advertisements

Gensyn med fortiden – del 1

”(…) jeg tænker over, om jeg overhovedet er kommet videre, eller en dag kommer det…”

Det var de afsluttende ord til et indlæg, jeg skrev her på bloggen i marts måned sidste år. Svaret fandt jeg i sidste uge, for nej, jeg var ikke kommet videre, men har tværtimod været utrolig god til at nægte at se sandheden i øjnene i alt for lang tid.

Det, der satte det hele i gang var et indlæg på facebook. Hendes. Eller rettere – hans. For efter en del overvejelser og hårde år, havde han truffet en beslutning om at leve som det menneske, han er, og skrev derfor et længere indlæg, hvori han fremover bad folk om at kalde ham ved mandlige pronomener og et nyt (mandligt) navn.

Det var inderst inde det, jeg håbede, han havde modet til at stå ved, da vi mødtes for tre år siden, så jeg blev afsindigt glad for at læse indlægget. Men det var ikke det eneste, jeg følte, for straks dukkede der billeder op i hovedet på mig – fantasier om, ”hvad nu hvis…” og tanken om at finde sammen igen overtog min hjerne.

Jeg havde lyst til at skrive til ham om, hvor glad jeg var for den beslutning, han havde truffet – men vi havde ikke haft kontakt i snart 3 år, og afslutningen på vores – hvad pokker det end var – var noget akavet. Ville det egentlig ikke være bedst, hvis jeg glædede mig over det og så ellers lod ham om sit eget liv, og koncentrerede mig om mit eget?

Der gik et døgns tid, og tankerne om at skrive til ham ville bare ikke gå væk. Som jeg har gjort så mange andre gange, når jeg har været i tvivl om noget, vendte jeg mig mod en af mine bedste venner, som er god til at give råd. Derudover kender vi hinanden på godt og ondt efter snart 10 års venskab, så han ville med det samme kunne se lige gennem mig, og (sandsynligvis) formulere dilemmaet bedre end jeg selv kunne.

Og sandt nok – ikke før end jeg skrev, at jeg tænkte at tage kontakt til nogen, jeg ikke havde talt med i nogle år, havde han gættet, hvem det drejede sig om, og hvilke følelser, der rodede rundt i hovedet på mig. Vi endte med at have en lang samtale om det hele – både situationen for tre år siden, og situationen nu, og jeg endte (takket være hans hjælp) med at indse nogle ting om mig selv:

For det første – Gu var jeg da ej kommet videre! Jeg havde tværtimod i løbet af de sidste par år været utroligt god til at benægte (over for mig selv såvel som over for andre), at jeg stadig havde følelser for ham, og jeg ikke var kommet et eneste skridt videre. (Min ven havde luret det, og havde vidst det i flere år, men ventede på, at jeg selv indså det.)

For det andet – jeg lå inde med en masse uforløste følelser, tanker og ord, som jeg havde brug for at komme ud med for at få lukket det, der skete for tre år siden. Og for at få løst op for det, så var der ingen vej udenom at tale med den person, der havde været en del af det sammen med mig.

Så, der var ikke rigtigt noget dilemma – det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at prøve at genoptage kontakten og så se, hvad der kom ud af det. Det kunne være, jeg kunne lukke det afsnit af mit liv, og rent faktisk komme videre. Det kunne også være (hvad jeg jo egentlig også lidt håbede), at vi fandt sammen igen. Eller det kunne forværre det hele. Men da jeg talte med min ven om det, blev vi enige om, at det var bedst at handle, og så se, hvad der kom ud af det.

Så som sagt, så gjort – jeg skrev sent den aften en besked og sendte den af sted. Det tog mig lang tid at finde de rette ord, og da jeg til sidst sad og havde gjort alt klart, og bare manglede at trykke ”send” – så var jeg noget så nervøs. Jeg var hamrende nervøs. For reaktionen. For svaret. For hvad der kunne komme ud af det. For hvilken indvirkning dette skridt ville have på mit liv – om nogen.

Og så trykkede jeg. Beskeden røg af sted, og jeg skyndte mig at lukke computeren, så jeg ikke stirrede mig blind på, hvornår han fik læst min besked.

…og det var slut på første del 1. Anden del følger næste uge 🙂
kissing___by_kyrie0201_mini

Hvad min hjerne er fuld af lige for tiden…

Bøsseboksen

Jeg har brugt mange labels i løbet af mit liv.

Folk joker ofte med, at jeg kan repræsentere hele LGBTQIAP-alfabetet ene person, og det er for så vidt ikke langt fra sandheden.
Jeg identificerede som bøsse (G) i min gymnasietid og på mit arbejde i Legoland. Senere identificerede jeg som Biseksuel (B), da jeg endelig indså, at min tiltrækning til piger var mindst lige så stærk.
Transkønnet (T) blev en del af min identitet omkring mit 18. leveår, og har været det siden (omend jeg har forsøgt at benægte det halvdelen af tiden siden…).
Queer (Q) er jeg i hvert fald, både på køn og seksualitet. Jeg har benyttet dette ord om mig selv i godt to år nu.
Aseksuel (A) har også været, og er stadig, en del af min identitet, idet jeg opfatter mig selv som Demiseksuel. Da jeg var sammen med min ekskæreste, var det endnu nemmere at benytte det fulde Aseksuel-label, men jeg er siden blevet klogere på mig selv.
Nutildags bruger jeg ordet Panseksuel (nok i virkeligheden Panromantisk, jf. Demiseksuel), til at beskrive min seksualitet. Da jeg fandt ud af at der fandtes mere end to køn, virkede det naturligt at ændre label. Dengang troede jeg nemlig, at Biseksuel betød tiltrækning til kvinder og mænd, og ikke til non-binære kønsidentiteter. Jeg er siden blevet meget klogere, men Pan er stadig mit foretrukne label.

Det efterlader blot Lesbisk (L) og Intersex (I).
Intersex er jeg, så vidt jeg ved, ikke, og Lesbisk duer ikke rigtigt, eftersom min erkendelse om, at jeg er tiltrukket af mere end ét køn kom før erkendelsen af, at jeg er en kvinde…andre folk har dog givet mig det label – folk, der ikke ved, jeg er trans, og som hører mig snakke om mit 4-år lange forhold til en kvinde 😛

Men for en lille måned siden havde jeg en oplevelse, der fik mig til at tænke over disse labels.

Jeg havde i weekenden været til fødselsdagsfejring for en veninde, og havde i den anledning taget en flot, rød neglelak på. Man må gerne se godt ud, mens man bowler!

Men de to følgende dage havde jeg det virkelig skidt, og kom slet ikke ud af min lejlighed. Den fine neglelak blev på, mens jeg lå i sengen og kom til at se mere og mere syg ud.
Som tidligere beskrevet barberer jeg mig ikke, når jeg bare er hjemme for mig selv, og især når jeg har det dårligt, virker det som en unødig handling, så da det blev onsdag, og jeg igen var klar til at komme ud i den friske luft, var det med et 3-dages skæg.
Og flot, rød neglelak på samtlige fingre (kun en lille smule ridset).

Jeg skulle ned og handle. Normalt tager jeg jo bare noget kedeligt tøj og nogle flade sko på, men den røde neglelak var ligesom ikke til at overse. Det var en varm dag, så det virkede også forkert at have handsker på…især inde i butikken!

Så mine valg var:
1: Handle ind med skæg, vindjakke og flotte, røde negle.
2: Barbere mig for at være ude blandt tilfældige fremmede i 30 minutter.
3: Fjerne neglelakken, igen for at være ude blandt fremmede i 30 minutter.
4: Sulte ihjel.

Ingen af dem virkede tiltalende, men jeg var bange for, at hvis jeg gik ud med et inkongruent kønsudtryk, så ville folk…øh…ja, hvad var jeg egentlig bange for?
Hvad var jeg bange for, folk ville tænke, når de så mig, en person med skæg, gå rundt i butikken med flotte, røde negle? Hvad troede jeg egentlig, de ville tænke? At jeg var en kvinde med skæg (hvilket jo er sandt!), at jeg var en mand med neglelak (en nem fejlantagelse at gøre sig), eller at jeg var…bøsse?
Det viste sig faktisk, at det jeg var mest bange for, var at de skulle tro, jeg var bøsse. Hvorfor? Måske fordi, det label er så fjernt fra min nuværende identitet, og fordi det sætter mig i kasser, jeg aldrig rigtigt har befundet mig i. Jeg, en homoseksuel mand!?

Nej, vel?

Selv i den tid, jeg identificerede mig som bøsse, var det aldrig noget, jeg kunne sige, jeg var stolt af. I gymnasietiden var det skammeligt, og i Legoland var det nærmere et forsvar mod spørgsmål om mit køn. Jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg kunne sige det højt og klart…i stedet var det en skamfyldt hvisken. At være bøsse blev aldrig til en styrke, og måske derfor er det stadig et label der, når det påduttes mig, føles virkelig utilpas.

Selvom jeg aldrig har været lesbisk, kan jeg stadig mærke, at det ikke gør mig noget som helst, om folk antager det. Jeg går ofte hånd i hånd med en veninde, og folks antagelser rører mig ikke. Hvis jeg har en skæg-dag, gør det mig ikke noget, om folk antager, at jeg er en mand. Jeg skammer mig ikke over at være født hankøn og have levet som mand i størstedelen af mit liv. Det generer mig endda ikke voldsomt, hvis folk, der møder mig for første gang, spørger ind til, om jeg var født kvinde! Jeg har konsolideret de identiteter. Jeg var – og nu er jeg.

Men med bøsse…jeg tror aldrig, jeg nåede at slippe af med den der internaliserede homofobi. Jeg turde aldrig helt være i den identitet, for jeg følte mig så forkert i den. Og dengang, tør jeg godt indrømme, syntes jeg faktisk, det var dårligt, ligefrem ulækkert, at være bøsse. Det gør jeg ikke mere. Men hvis jeg skal forestille mig selv som bøsse, er det stadig de tanker, der kommer frem.

Nu er chancen for, at nogen vil vedholde, jeg er bøsse, ret lille. Selv hvis det skulle ske, ville de jo tage fejl på så mange fronter, at det ville være pinligt for deres slægt i flere generationer. Men hvis det skulle ske, ved jeg, at jeg ikke ville benægte det med logik til at starte med, men i stedet med et lidt for hurtigt “Nej!”, og først derefter saglige argumenter. Suk…

Nå, men tilbage til den onsdag!

Efter at have haft denne interne kamp for at forstå, hvorfor jeg var så bange for at blive kaldt bøsse, besluttede jeg mig for at se realistisk på tingene:
For det første er der ingen, der vil konfrontere dig i et supermarked.
Hvis de endelig gør, er det nok for at spørge, hvilket mærke neglelak, du bruger.
Folk har glemt dig, så snart de har vendt ryggen til. Der er ingen, der fortæller om ‘ham der med flot, rød neglelak’ henover aftensmaden.

Og med det, tog jeg ned for at handle. Jeg satte mig op i min store og rummelige Queer-boks, og sejlede af sted gennem heteronormativiteten.
Det er godt at vide, hvem man er.
Det er også godt at vide, hvem man ikke er.
‘Bøsse’ kommer aldrig til at være et label, der passer til mig, men jeg må lære ikke at være så bange for det.

gay-box

…den er ellers fin. Måske en onsdag engang…

Juridisk kønsbøvl

Sidst sagde jeg mit juridiske kønsskifte var gået nemt og glat, men der tog jeg grueligt fejl.
Mit første besøg på borgerservice var kort efter jeg fik mit nye CPR nummer, og der fortalte den søde dame at vi bare kunne ændre mit brugernavn på mit NemID så ville resten følge med. Så det gjorde vi, og jeg tænkte ikke mere over det.
Indtil jeg skulle se i min e-boks og alt jeg kom ind til var mit gamle CPR nrs konto hvor min nye post ikke kom.
Desuden kunne jeg ikke se min bankkonto selvom jeg havde været i banken med både sygesikringskonto og erklæring om skiftet.
Af sted igen til først banken hvor min bankrådgiver lovede at rykke i sagen. Efter en 2 uger mere var der intet sket med min bank, så jeg tog derned igen. Denne gang ret irriteret.
Det viste sig først at der var problemer fordi jeg havde en delekonto med min eks (som er i Irland) og senere bragte en pensionskonto mig også problemer. Min bankrådgiver undskyldte og jeg fik flere mails hvor hun og en anden ukendt dame lovede, at de var i gang nu. Kun lidt over en måned efter mit første besøg.

Jeg kunne stadig ikke bruge mit NemID til at se post til mit nye CPR nummer, så jeg tog af sted igen til borgerservice.
“Hvad er problemet?” Spurgte damen mig.
“Hvis jeg logger ind med mit NemID så går den ind på mit gamle CPR nrs profil”
“Det lyder mystisk, hvad er dit nøglekorts nummer?”
Det fortalte jeg, og systemet sagde det var forbundet til mit nye CPR nr.
“Det er mystisk” gentog damen. Og hun lovede at ringe når hun havde snakket med NemID.
Der gik 2 dage uden jeg hørte noget så jeg ringede til borgerservice og spurgte om nyt, men hun lovede at ringe når hun havde fået fat i NemID og ikke bare deres telefonsvarer. Så ringede hun i dag.
“Jeg har fået et nummer til e-boks, de kan hjælpe dig med at komme ind.” Sagde hun i telefonsvaren. Intet nævnt om NemID som jo er problemet i det her og ikke noget e-boks kan gøre for eller ved.
Så måtte jeg ringe til borgerservice igen, og forklarede det hastede ved at jeg ingen SU har fået.
“Jeg havde en der også havde fået kønsskifte i sidste måned og der var der ingen problemer” Sagde damen i telefonen imens jeg gøs over “kønsskifte” og tænkte, at det var da rart for den person.
“Du kan få nummeret til NemID, de kan nok hjælpe dig” sagde hun så.
“Jeg troede ikke privatpersoner kunne ringe til NemID” sagde jeg, for på NemIDs hjemmeside står der, at hvis man skal have nyt nøglekort og ikke ejer pas eller kørekort, så skal man møde op i borgerservice. Og det er det jeg gætter på jeg skal have siden der er så mange problemer med det.
“Jo det kan man sagtens” Sagde hun venligt til mig og jeg tænkte: Hvorfor er der ingen der bare har givet mig deres nummer til at starte med så?!
“Og det er din bank som skal forbinde til din Nemkonto så du kan få SU” sagde hun. Noget ingen heller har fortalt mig. Jeg sagde mange tak og sendte straks en mail til min bank om de kunne hjælpe med Nemkonto.
Så ringede jeg til nummeret hun gav mig og fik fat i NemID support efter flere sorteringsrunder og jeg hver gang skulle vælge “Andre spørgsmål”. Jeg følte mig som nitten ingen medarbejdere havde lyst til at trække.
“Kan jeg få dit CPR nummer?” Sagde manden i røret da endelig blev min tur.
“Ja, det er så lige præcis problemet” svarede jeg nu ret træt tilbage. Men han fik det og kiggede i sit system.
“Du skal bare have en ny kode, det burde løse problemet” Sagde han. Og jeg havde på det her tidspunkt opgivet nogensinde at blive en del af det offentlige system igen. Er det virkelig så vigtigt? Jeg kunne også bare blive hjemløs, det virkede nemmere end alt det her, tænkte jeg.
“Du kan få den på nogle forskellige måder; Det hurtigste er at du skriver til bank, de burde kunne give den..” og der stoppede jeg ham “For dem har jeg også problemer med” sagde jeg.
“Eller jeg kan sende dig en kode med posten” fortsatte han.
“Bare gør det” for hvis jeg endelig skal kastes rundt i det offentlige system, så kan jeg ligeså godt få PostDanmark indblandet også.

Så nu får jeg MÅSKE snart en brugbar NemID.
Og MÅSKE får jeg snart SU.
Fuck det her binære CPR system!

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 16.07.09.png

 

 

Kom an verden!

I nogle måneder har jeg haft gang i mit eget lille skriveprojekt, og nu er jeg kommet til den mere “kreative” del og som holdt mig oppe til klokken 1 i nat.
Projektet handler om mig, og den kreative del er billeder af mig. Det ér enormt ego-centreret (bevidst todelt stavet), men det er en del af processen “Oliver skal blive glad”.

Men der sad jeg så i går; Med begge mine eksterne fyldt med billeder tilbage til 2008 og til dig der tænker “2008 er ikke så længe siden!” Åh jo det er. Det er faktisk 8 år siden. Og jeg var 15 år dengang. Det ér længe siden.
Målet var at finde en masse forskellige billeder fra mit liv for at jeg så senere kan sortere og redigere i dem og sætte dem sammen med projektet. Et projekt der har været ualmindeligt hårdt at skrive og som hev mig igennem flere tudeture og vredesudbrud. Så det var hvad jeg ledte efter; Vrede. Sorg. Tårer. Billeder af mig sammenkrøbet på mit kostskoleværelse, billeder hvor jeg er enormt fuld og alene, billeder af min smerte.

Men de var der ikke.

Derimod fandt jeg et hav af smilende selfies og farverige hårfarver. Utallige billeder af mig selv blandt venner storsmilende og glad, og det er langt fra de billeder jeg netop ledte efter. Men de billeder var der ikke. Engang imellem dukkede et ømt billede op af mig imens jeg henkastet så væk imod horisonten, men det var næsten det. Jeg skulle grave langt og dybt for at finde nogen der udtrykte den smerte jeg ved, at jeg gik med.

Jeg så glad ud. Farverig. Ung. Og hold nu op hvor jeg lignede min søster!
Det var underligt at se alle de billeder af mig selv, specielt hvor glad jeg ser ud. For jeg var jo glad før jeg transitionerede – det har jeg bare tendens til at glemme.

Som transperson starter dit liv ikke idet du transitionerer – selvom det føles sådan. Din hukommelse bliver ikke slettet og dit liv bliver ikke genstartet. Og som transperson har du det ikke nødvendigvis elendigt helt op til din transition starter.

Jeg kan huske kærlige ord hvisket til mig i varmen af senge. Kys på min krop og berøring jeg søgte og fik. Handlinger der gjorde mig glad og rolig. Ord jeg mindede mig selv om når jeg så mig i spejlet efter et bad. Jeg tænkte aldrig “den her krop er forkert”, og jeg tænkte aldrig “jeg ville ønske jeg var en dreng” – for hvad godt skulle det gøre? Jeg nød min lesbiske identitet og jeg kæmpede for at følge med mit energiniveau, mit drive for projekter og følge med i skolen. Jeg fik det bedste ud af en rigtig lortet situation.

Og udfra billederne at se, så gik det godt. Jeg var glad. Jeg fik gennemført en helveds masse ting. Jeg havde venner. Jeg havde kærester. Jeg havde rigtig gode tider. Og det var alt sammen før min transition. Langt før jeg overhovedet vidste, at jeg en dag ville være en fyr. Jeg gjorde noget ret imponerende: Jeg havde det af helvedes til fordi jeg var udsat for nogle frygtelige ting og fordi jeg behandlede mig selv elendigt til tider, men jeg smilte stadig. Jeg grinte stadig. Jeg prøvede at få et så godt liv jeg syntes jeg kunne og fortjente.

Ofte glemmer jeg og undervurdere jeg mit gamle jeg. Mit 17 årige jeg der stod i lort til halsen, men stadig klarede den. Mit 19 årige jeg der bare ville være glad. Og takket været dem står jeg nu som 23 årig og føler verden ligger for mine fødder. At jeg kan blive til alt jeg ønsker at blive. At den største forhindring i mig selv – og det har jeg overkommet før.

Hver dag er jeg spændt på i morgen, og jeg er så spændt på hvad livet kommer til at byde mig! P1010652.JPG

Ps. Jeg blev også mindet om den tid hvor en selfie var at række kameraet mod en og satse på man ramte en selv, og ikke bare en væg.

Hverdag

Jeg får ofte at vide, jeg lever et spændende liv.

Når folk hører om mit frivillige arbejde i LGBT-miljøet, om mit studie, og, nå ja, at jeg er transkønnet, kan de slet ikke få armene ned. Og så flyver spørgsmålene, og man får næsten ikke mulighed for at spørge ind til deres liv, fordi de alt for ofte vil sige, de jo bare er, sådan, kedelige.

Her er en lille hemmelighed: jeg er også ret kedelig 🙂

Eller, nej, det kan jeg ikke sige med overbevisning. Jeg synes selv, mit liv er spændende. De ting, jeg interesserer mig for, er spændende. Jeg elsker at snakke om mine oplevelser med LGBT, om de bøger jeg læser, de film og serier jeg ser, de diskussioner jeg har om feminisme og aktivisme og hvad ved jeg.
Det er spændende for mig – ellers ville jeg jo ikke gøre det.

Men rent objektivt er jeg også kedelig. Almindelig. Mit liv er ikke en non-stop glitterfest (bortset fra når jeg er sammen med Starbuck), og langt de fleste dage tilbringes med helt almindelige sysler. Jeg står op, drikker kaffe, læser, træner, vasker op, skriver, ser serier, går i seng.
Hele dage kan gå, uden jeg laver noget som helst queer ud over at grine lidt over de sjove lgbt-jokes, der dukker op på min facebook feed.

Men det er jo heller ikke de dage, jeg fortæller om, når folk spørger ind til mit liv. Så er det Pride og aktivisme og psykologiske teorier og hormonbehandling. Alle de store ting, jeg ved, folk synes er spændende. Nogle gange er det en fejl, for jeg vil også gerne snakke om andre folk, og medmindre de deler mine interesser og identiteter, så er der ikke plads til at snakke om dem selv i den samtale.

Og derfor er jeg faktisk også begyndt at undlade at fortælle om disse ting, og i stedet holde mig til de mere jordnære ting, jeg gør. Ting som andre også kan være med på, så vi kan få en samtale, i stedet for at jeg skal sidde og holde et foredrag for den anden. Hverdagsting. Serier, bøger, Starbuck <3, musik. Mad, øl, strik, familie…alle de små ting, som jo langt hen ad vejen er nogle af de vigtigste.

Jeg tror også, det har at gøre med, at min queer-ness er blevet mere og mere hverdag for mig. At den fylder mindre og mindre i mit sind.

Jeg sidder i en rådgivning for lgbt-personer, og mange af dem, vi snakker med, føler sig netop overvældede af deres nye identitet som queer. Alting drejer sig om det. Alting skal vurderes i forhold til det. Vaner sættes i nyt lys i kraft af, at man pludselig identificerer sig som fx homoseksuel…ethvert forhold vil nu være et homoseksuelt forhold…venskaber sættes på prøve…i starten fylder det alt.
Og de gjorde det også for mig. Da jeg endelig følte, jeg kunne snakke om det at være trans, bestilte jeg jo næsten ikke andet! Der var så meget, jeg havde gået med selv, som jeg nu ville dele med andre. Alting handlede om det. Hvert problem, hver succes, hver nye og gamle relation, min fremtid og min fortid, alt var farvet trans-farvet (lyserødt, lyseblåt og hvidt, hvis du var i tvivl 😉 )

Men nu…nu tænker jeg faktisk næsten ikke over det. Selvfølgelig er jeg opmærksom på, at jeg er, som jeg er, men jeg føler ikke længere, at jeg fx gør bestemte ting, fordi jeg er trans; i stedet gør jeg dem, fordi jeg er mig.

Jeg er altid trans. Og jeg er altid queer. Jeg gør selvfølgelig stadig visse ting -fordi- jeg er queer og trans, og det føler jeg også, jeg har brug for, for stadig at kunne sige jeg er det. Når jeg stiller op til interviews er det som transperson. Når jeg laver frivilligarbejde er det som queer. Men i mine personlige relationer er det som mig.

Og jeg tror, det er sådan, det fungerer bedst for mig. Jeg er queer trans konstant, men jeg behøver ikke udøve det. De få, men store udøvelser, er nok til at definere mig, også for andre. Jeg er altid queer, men ikke alt, jeg gør, er queer.

For at citere årets hidtil bedste film:

“Four or five moments – that’s all it takes to become a hero. Everyone thinks it’s a full-time job. Wake up a hero. Brush your teeth a hero. Go to work a hero. Not true. Over a lifetime there are only four or five moments that really matter. Moments when you’re offered a choice to make a sacrifice, conquer a flaw, save a friend – spare an enemy. In these moments everything else falls away…”

Erstat ‘a hero’ med ‘queer’…de er næsten synonyme anyway 😀

At være queer og trans er stadig vigtigt for mig, og det er en stor del af min identitet. Men måske netop fordi , det er så stort, føler jeg også et behov for ikke altid at tale om det. Mon ikke det er det samme for alle, der har megen identitet forankret i få ting. Folk, der er så opslugte af deres hobbier, deres fandoms, deres arbejde, hvad end der giver dem identitet. Vi elsker jo at snakke om det, fordi det er så spændende, og vi elsker, når folk er interesserede i vores liv, men nogle gange er det altså også rart bare at snakke om almene hverdagsting, og føle, man også er interessant på det niveau 🙂

Jeg er spændende. Også når jeg ikke laver queer ting. Også til hverdag.
Jeg er spændende i kraft af alt, jeg er.
Og det er du også ❤

Trigger Warning

[TW: Voldtægt, Sex, Misbrug, Overgreb, Psykisk vold]

Jeg beklager den meget seriøse post i dag…men man må nogle gange følge sin inspiration!



Jeg færdes en del på fora, hvis medlemmer hører til de udsatte grupper i samfundet, og jeg erfarer ofte, at der er en helt anden kultur og kommunikation disse steder end i den virkelige verden og i frit tilgængelige fora (såsom kommentarsporet på diverse nyhedsoutlets online).

Disse folk har ofte været udsat for traumatiserende oplevelser – nogle akutte (som i enkelte, voldsomme hændelser), andre mere kroniske (som i mere eller mindre voldsomme, men gentagne hændelser) – og det har sat tydelige spor i deres psyke. Hvad enten det er fysiske, emotionelle eller verbale overgreb, så påvirker det ofrene, og det kan tage lang tid at nå til det punkt, hvor det ikke længere medfører overvældende negative tanker at blive mindet om disse eller lignende overgreb. Nogle mennesker når aldrig dertil, og må leve med smerten og frygten resten af livet.

Jeg kender folk personligt, der er blevet udsat for overgreb, eller som har så forfærdelige minder knyttet til visse folk eller situationer, at nævner man det forkerte navn på det forkerte tidspunkt, går de helt i stykker. Når man hører historierne, forstår man det godt, og man bestræber sig på, ikke at bringe dem på bane.

Nogle gange kan det være svært. Jeg har siddet til fester, hvor der er blevet sagt noget forkert (en trigger), og en person har måttet forlade selskabet for en stund for at samle sig igen. Vennerne er som regel gode til at forklare, hvad det var, der skete, og opfordre til, at det ikke sker igen. Der er aldrig nogen, der beskylder personen, der sagde det forkerte, for at være ond; vedkommende viste jo ikke, det ville have den effekt. Og som oftest bliver den efterfølgende undskyldning også mødt med et “Det er okay.”. Men disse situationer er oftest opstået i fællesskaber, hvor udsatte mødes. Mange af mine bekendte har haft erfaringer med misbrug af stoffer og alkohol og alt hvad det medfører, og der eksisterer i det rum en fælles forståelse af, at folk bliver skadet, og at man skal tage hånd om dem.

Den forståelse kan dog være svær at finde i det større samfund.

Jeg hører nogle gange fra udenforstående, at det er op til den udsatte at gøre opmærksom på de ord og temaer, der kan udløse voldsomme reaktioner. Helst lige fra start, så de undgår at skulle føle sig som de onde, hvis de siger noget forkert. Det kan være, det afhjælper noget af deres skyldfølelse, hvis de lægger ansvaret over på en anden?
Men jeg tror, de misforstår. Der er ikke nogens skyld. Ofte er triggers noget, der optræder helt naturligt i samtaler, og du skal være synsk for at vide, de vil give en voldsom reaktion.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget, der får en anden person til at gå i stykker, hvis du ikke var klar over, det ville ske.
Det er heller ikke din skyld, hvis du går i stykker over et ord, uden at have fortalt om det forinden.

For hvem har lyst til at rende rundt med en liste over triggers? “Hej, jeg hedder Maia, her er 37 ord, du absolut ikke må bruge i min nærhed!”. Og forventer folk virkelig, at man skal starte en samtale med at fortælle om, hvorfor voldtægt er en trigger, når denne handling netop ville medføre, at det ville blive bragt på bane? Jeg har ikke selv mange triggers, men dem jeg har, gør virkelig ondt at tale om, og bare det at tænke på dem, kan bringe mig til tårer. Fed start på en samtale.

Derfor respekterer jeg også, at der i min omgangskreds er visse ting, man ikke bare bringer på bane uden advarsel. Fx er emnet ‘Sex’ ikke nødvendigvis noget, vi snakker om på plenum i den lokale T-gruppe (for transpersoner og pårørende). idet mange har et anstrengt forhold til det. Selvfølgelig begrænser det -mig-, ikke at kunne tale om sex i disse situationer, men ved du hvad? Jeg har så mange andre steder, jeg kan snakke om det. Det behøver ikke være lige dér.

Og det er her, jeg tror mange falder i. Jeg ser folk argumentere for, at der er ytringsfrihed i Danmark, og at man derfor må sige, hvad man vil, og det er for så vidt rigtigt…men man må altså også godt lade være. Selvfølgelig må jeg da til enhver tid diskutere emner som stofmisbrug, men jeg har for megen respekt for folk omkring mig til, at jeg gør det blandt dem, jeg ved, det vil såre.

Respekt.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget forkert, når du ikke ved, det er en trigger.

Det -er- dog din skyld, hvis du gør det igen, efter at have fået at vide, det er en trigger.

Det viser en mangel på respekt for dine medmennesker, at du med vilje sårer dem. Nogle folk forsvarer sig med, at det kun er godt for den sårede at blive udsat for sin trigger, for vi ved jo alle at konfrontation er den bedste måde at slippe af med frygt, fobier og angst…det er rigtigt nok, men konfrontationen skal foregå i en terapeutisk situation med et tydeligt sikkerhedsnet. Hvis du med fuldt overlæg konfronterer mig med min største frygt, uden at sørge for, der er nogen til at gribe mig, så hjælper du mig ikke. Tvært imod vil jeg fremover undgå enhver situation, hvor du optræder. Tillykke, du har faktisk gjort det værre.

Jeg forstår godt, det er svært at forholde sig til, når man ikke selv har oplevet det, men det er derfor man bør lytte til dem, der har. Respektér, at nogle mennesker har helt specialle udfordringer, og tag hånd om dem, hvis du holder af dem. Acceptér, at der ikke altid er noget, du kan gøre for at ændre situationen.

Og hvis du ikke kan det, så hold dig væk. Eller læg i det mindste ud med en Trigger Warning, så folk selv kan styre uden om dine ytringer.

Nye tal

For at ændre de sidste 4 tal i ens CPR-nummer skal man søge om det, vente i 6 måneder kaldet “tænketid” og derefter sende en mail om at man er sikker i sin beslutning. Det skulle jeg havde gjort i marts 2015, meeen det skete bare ikke.. Men for 3 ugers tid siden fik jeg så sendt min beslutning af sted og 2 dage efter ringede en sød dame fra CPR kontoret og fortalte mig mit nye tal ID.

Og det er lidt fjollet hvor meget fire små til i ens nummer ID kan betyde, men alligevel blev jeg helt glad da hun ringede og jeg officielt blev en “juridisk mand”.

En af grundene til, at jeg har udskudt skiftet har været det enorme papirarbejde et juridisk kønsskifte tager med sig. Jeg skulle ændre det i min skoles system, i SU systemet, på mit arbejde, i min bank, i sundhedsvæsenet og det virkede simpelt uoverskueligt i lang tid.
Men skiftet har faktisk været meget nemmere – og sjovere end jeg havde forventet. Det er alligevel sjældent at folk oplever en person der skifter noget så permanent som et CPR nummer, og jeg har kunne mærke det offentlige personale jeg har mødt efterfølgende har været nysgerrige og glade på mine vegne.
I min bank gik jeg ned for at fortælle om mine nye tal, og ekspedienten sagde “at det havde hun ikke oplevet før!” – hvilket jeg heller ikke har, sagde jeg. Det syntes hun var sjovt og hun ønskede mig tillykke “for det gør man vel?” sagde hun i den her nye situation vi begge stod i.
Nede på borgerservice hjalp en sød ung kvinde mig med ordene “At det er spændende at få en ny udfordring!” og fik mig i kontakt med mit NemId igen meget nemmere end jeg havde troet.
Senest i morges var jeg på Risskov for at blive tjekket op med min medicin og da min behandler var syg fik jeg en jeg ikke kendte. Jeg nævnte skiftet og hun fortalte hun godt havde læst det, og jeg kunne se i hendes – og praktikanten hun havde med, øjne at jeg var enooormt spændende. De virkede fyldte med spørgsmål, men de holdt sig til dagsorden og jeg smuttede ligeså hurtigt som jeg plejer. Jeg føler mig lidt mere “shiny and new” i samfundets øjne, og det er lidt sjovt!

Så selvom jeg stadig ikke kan komme ind på min netbank og jeg stadig ikke har fået mit nye gule kort, så er hele skiftet gledet utrolig nemt og behageligt. Og jeg må indrømme, at jeg glæder mig lidt til den dag jeg skal have et pas og der står et “m” i mit pas. Det er de små ting der gør en forskel nogle gange.

 

 

Arme i luften!

Hej mine queer venner! Eller bare venner! Alle er velkomne her.
Lige for tiden er livet absolut fantastisk for mig. Og lidt skrækkeligt. Men mest fantastisk!

Jeg har fået tilbud et job på Århus Teater for anden gang i mit liv hvor jeg skal spille statist. Jeg ved ikke så meget, men jeg fik opsnappet at jeg skal spille en bøsset kirketjener! Så selv på scenen kan jeg drille kønsnormerne lidt 😉

Det er fuldstændig vanvittigt at jeg som ufaglært “skuespiller” får lov til at spille blandt professionelle til så stor en opsætning! Så mine arme er oppe i luften lige de her dage! (Bemærk alle !’erne, det er sådan set en fin illustration af mine arme).

Også, ja, så går mit kærlighedsliv sku’ ret godt. Jeg får lov til at bruge meget tid sammen med en sød pige med smukke øjne og en dejlig stemme. Det er virkelig rart at have hende i mit liv, og jeg nyder alting som det er lige nu imellem os! (Se; Flere arme!!)

Også er jeg begyndt på ny medicin. For hvad siger du? ADHD. De er ikke sikre på, at jeg har det, men en del tyder på det. Så nu starter jeg mine dage med en pille der er halvt blå og halvt hvid. Indtil videre kan jeg ikke mærke den store forskel, men det burde komme om en måneds tid.

Også fik jeg endelig, ENDELIG, sagt fra overfor en person der har presset mig i mange år. Det har været ekstremt hårdt, for det triggede alle mine tanker om at jeg ikke burde eksistere. Men nu er det gjort, også må vi se hvad der sker.

Jeg vil bare sige, at jeg virkelig er glad for tiden fordi jeg føler virkelig at jeg er på rette vej! Og nu hvor bloggen fylder 1 år kan jeg også se tilbage på ét års blogindlæg, og der har både været op og nedture. Men det er virkelig rart at kunne fejre mit ét års blogging her på Queer Tider med så gode nyheder og godt humør!

Håber I alle sammen har det fantastisk!

Skærmbillede 2016-02-17 kl. 17.52.27.png

Buff

Lad mig fortælle om tiden før min transition.

Jeg har altid været ret skinny. Min vægt har holdt sig støt omkring de 70 kg siden min første pubertet sluttede, og i kraft af min højde har jeg derfor fremstået ganske tynd. Folk plejede at joke med, at jeg kunne gemme mig bag en lygtepæl, hvis jeg stod med siden til, og de har ikke været helt galt på den. Min røv var ikke-eksisterende, og der var naturligvis heller intet at komme efter på brystet. I løbet af mit 4½ år lange forhold fik jeg ind imellem lidt mave, men det holdt aldrig længe.

Jeg kunne spise hvadsomhelst, og aldrig frygte, at jeg skulle tage på.

Jeg forstår nu, hvorfor de andre piger var misundelige.

Efter jeg er begyndt på hormonbehandling, har min krop ændret sig. Jeg har nu reelle fedtdepoter på kroppen (som jeg er ret glad for!), og mine muskler (de få, jeg havde) er skrumpet lidt. Jeg kan også mærke, at min krop holder bedre på fedtet, og at jeg derfor godt kan risikere at tage på, når jeg spiser fed mad.
I løbet af de sidste to år har min vægt fluktueret med 10 kg (ca. 3 ned og 7 op), og det har været lidt svært for mig at finde en god balance.

Derfor gik jeg i gang med at træne. Det var en måde at få forbrændt noget af det nye fedt på, og samtidig genopbygge nogle muskler, så jeg ikke blev totalt slap. Jeg kunne mærke, det generede mig at miste styrke og øge vægt, og jeg tror, det var fordi, det var noget, jeg ikke kunne styre – det skete bare.

Så træning blev en måde at genvinde kontrollen på. Tanken var, at jeg bare skulle op på det niveau, jeg var på før. Jeg havde ikke lyst til at være stærk, og jeg gik ikke specielt meget op i flad mave; jeg ville bare gerne være i nogenlunde sund form.

Men mål ændrer sig, og jeg mærkede sidste år, at jeg faktisk gerne ville være stærkere, mere udholdende. Jeg var ikke klar til, at min krop skulle begynde at hænge, så jeg oppede min træning i en periode. Jeg følte mig vel tilpas med nogle muskler på overarmene og en fladere mave, men så ramte depressionen, og jeg mistede motivationen til at træne, selvom jeg udmærket vidste, det var godt for mig at gøre – også som beskyttelse mod depressionen selv. Min vægt er gået voldsomt op og ned, grundet perioder med over- og underspisning, og mine kræfter har været svindende.

Nu er jeg næsten ude på den anden side af alt det lort, og jeg kan mærke, at lysten til at træne er på vej tilbage. Jeg er så småt i gang med at lave en rimelig plan, og jeg agter at følge den. Jeg vil gerne være i god form. Jeg vil gerne have en flad mave og slankere overarme. Jeg vil gerne have en god røv, og jeg vil gerne være stærk og mere udholdende.

Træning er igen blevet en måde for mig at tage kontrollen over min krop og mit liv tilbage. En lille påmindelse om, at de ting jeg gør, rent faktisk har en effekt.

woman-biceps

Plus, så kan jeg besejre tilfældige douchebags i armlægning, og det er vældigt tilfredsstillende 😉