Gensyn med fortiden – del 1

”(…) jeg tænker over, om jeg overhovedet er kommet videre, eller en dag kommer det…”

Det var de afsluttende ord til et indlæg, jeg skrev her på bloggen i marts måned sidste år. Svaret fandt jeg i sidste uge, for nej, jeg var ikke kommet videre, men har tværtimod været utrolig god til at nægte at se sandheden i øjnene i alt for lang tid.

Det, der satte det hele i gang var et indlæg på facebook. Hendes. Eller rettere – hans. For efter en del overvejelser og hårde år, havde han truffet en beslutning om at leve som det menneske, han er, og skrev derfor et længere indlæg, hvori han fremover bad folk om at kalde ham ved mandlige pronomener og et nyt (mandligt) navn.

Det var inderst inde det, jeg håbede, han havde modet til at stå ved, da vi mødtes for tre år siden, så jeg blev afsindigt glad for at læse indlægget. Men det var ikke det eneste, jeg følte, for straks dukkede der billeder op i hovedet på mig – fantasier om, ”hvad nu hvis…” og tanken om at finde sammen igen overtog min hjerne.

Jeg havde lyst til at skrive til ham om, hvor glad jeg var for den beslutning, han havde truffet – men vi havde ikke haft kontakt i snart 3 år, og afslutningen på vores – hvad pokker det end var – var noget akavet. Ville det egentlig ikke være bedst, hvis jeg glædede mig over det og så ellers lod ham om sit eget liv, og koncentrerede mig om mit eget?

Der gik et døgns tid, og tankerne om at skrive til ham ville bare ikke gå væk. Som jeg har gjort så mange andre gange, når jeg har været i tvivl om noget, vendte jeg mig mod en af mine bedste venner, som er god til at give råd. Derudover kender vi hinanden på godt og ondt efter snart 10 års venskab, så han ville med det samme kunne se lige gennem mig, og (sandsynligvis) formulere dilemmaet bedre end jeg selv kunne.

Og sandt nok – ikke før end jeg skrev, at jeg tænkte at tage kontakt til nogen, jeg ikke havde talt med i nogle år, havde han gættet, hvem det drejede sig om, og hvilke følelser, der rodede rundt i hovedet på mig. Vi endte med at have en lang samtale om det hele – både situationen for tre år siden, og situationen nu, og jeg endte (takket være hans hjælp) med at indse nogle ting om mig selv:

For det første – Gu var jeg da ej kommet videre! Jeg havde tværtimod i løbet af de sidste par år været utroligt god til at benægte (over for mig selv såvel som over for andre), at jeg stadig havde følelser for ham, og jeg ikke var kommet et eneste skridt videre. (Min ven havde luret det, og havde vidst det i flere år, men ventede på, at jeg selv indså det.)

For det andet – jeg lå inde med en masse uforløste følelser, tanker og ord, som jeg havde brug for at komme ud med for at få lukket det, der skete for tre år siden. Og for at få løst op for det, så var der ingen vej udenom at tale med den person, der havde været en del af det sammen med mig.

Så, der var ikke rigtigt noget dilemma – det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at prøve at genoptage kontakten og så se, hvad der kom ud af det. Det kunne være, jeg kunne lukke det afsnit af mit liv, og rent faktisk komme videre. Det kunne også være (hvad jeg jo egentlig også lidt håbede), at vi fandt sammen igen. Eller det kunne forværre det hele. Men da jeg talte med min ven om det, blev vi enige om, at det var bedst at handle, og så se, hvad der kom ud af det.

Så som sagt, så gjort – jeg skrev sent den aften en besked og sendte den af sted. Det tog mig lang tid at finde de rette ord, og da jeg til sidst sad og havde gjort alt klart, og bare manglede at trykke ”send” – så var jeg noget så nervøs. Jeg var hamrende nervøs. For reaktionen. For svaret. For hvad der kunne komme ud af det. For hvilken indvirkning dette skridt ville have på mit liv – om nogen.

Og så trykkede jeg. Beskeden røg af sted, og jeg skyndte mig at lukke computeren, så jeg ikke stirrede mig blind på, hvornår han fik læst min besked.

…og det var slut på første del 1. Anden del følger næste uge 🙂
kissing___by_kyrie0201_mini

Hvad min hjerne er fuld af lige for tiden…

Advertisements

Juridisk kønsbøvl

Sidst sagde jeg mit juridiske kønsskifte var gået nemt og glat, men der tog jeg grueligt fejl.
Mit første besøg på borgerservice var kort efter jeg fik mit nye CPR nummer, og der fortalte den søde dame at vi bare kunne ændre mit brugernavn på mit NemID så ville resten følge med. Så det gjorde vi, og jeg tænkte ikke mere over det.
Indtil jeg skulle se i min e-boks og alt jeg kom ind til var mit gamle CPR nrs konto hvor min nye post ikke kom.
Desuden kunne jeg ikke se min bankkonto selvom jeg havde været i banken med både sygesikringskonto og erklæring om skiftet.
Af sted igen til først banken hvor min bankrådgiver lovede at rykke i sagen. Efter en 2 uger mere var der intet sket med min bank, så jeg tog derned igen. Denne gang ret irriteret.
Det viste sig først at der var problemer fordi jeg havde en delekonto med min eks (som er i Irland) og senere bragte en pensionskonto mig også problemer. Min bankrådgiver undskyldte og jeg fik flere mails hvor hun og en anden ukendt dame lovede, at de var i gang nu. Kun lidt over en måned efter mit første besøg.

Jeg kunne stadig ikke bruge mit NemID til at se post til mit nye CPR nummer, så jeg tog af sted igen til borgerservice.
“Hvad er problemet?” Spurgte damen mig.
“Hvis jeg logger ind med mit NemID så går den ind på mit gamle CPR nrs profil”
“Det lyder mystisk, hvad er dit nøglekorts nummer?”
Det fortalte jeg, og systemet sagde det var forbundet til mit nye CPR nr.
“Det er mystisk” gentog damen. Og hun lovede at ringe når hun havde snakket med NemID.
Der gik 2 dage uden jeg hørte noget så jeg ringede til borgerservice og spurgte om nyt, men hun lovede at ringe når hun havde fået fat i NemID og ikke bare deres telefonsvarer. Så ringede hun i dag.
“Jeg har fået et nummer til e-boks, de kan hjælpe dig med at komme ind.” Sagde hun i telefonsvaren. Intet nævnt om NemID som jo er problemet i det her og ikke noget e-boks kan gøre for eller ved.
Så måtte jeg ringe til borgerservice igen, og forklarede det hastede ved at jeg ingen SU har fået.
“Jeg havde en der også havde fået kønsskifte i sidste måned og der var der ingen problemer” Sagde damen i telefonen imens jeg gøs over “kønsskifte” og tænkte, at det var da rart for den person.
“Du kan få nummeret til NemID, de kan nok hjælpe dig” sagde hun så.
“Jeg troede ikke privatpersoner kunne ringe til NemID” sagde jeg, for på NemIDs hjemmeside står der, at hvis man skal have nyt nøglekort og ikke ejer pas eller kørekort, så skal man møde op i borgerservice. Og det er det jeg gætter på jeg skal have siden der er så mange problemer med det.
“Jo det kan man sagtens” Sagde hun venligt til mig og jeg tænkte: Hvorfor er der ingen der bare har givet mig deres nummer til at starte med så?!
“Og det er din bank som skal forbinde til din Nemkonto så du kan få SU” sagde hun. Noget ingen heller har fortalt mig. Jeg sagde mange tak og sendte straks en mail til min bank om de kunne hjælpe med Nemkonto.
Så ringede jeg til nummeret hun gav mig og fik fat i NemID support efter flere sorteringsrunder og jeg hver gang skulle vælge “Andre spørgsmål”. Jeg følte mig som nitten ingen medarbejdere havde lyst til at trække.
“Kan jeg få dit CPR nummer?” Sagde manden i røret da endelig blev min tur.
“Ja, det er så lige præcis problemet” svarede jeg nu ret træt tilbage. Men han fik det og kiggede i sit system.
“Du skal bare have en ny kode, det burde løse problemet” Sagde han. Og jeg havde på det her tidspunkt opgivet nogensinde at blive en del af det offentlige system igen. Er det virkelig så vigtigt? Jeg kunne også bare blive hjemløs, det virkede nemmere end alt det her, tænkte jeg.
“Du kan få den på nogle forskellige måder; Det hurtigste er at du skriver til bank, de burde kunne give den..” og der stoppede jeg ham “For dem har jeg også problemer med” sagde jeg.
“Eller jeg kan sende dig en kode med posten” fortsatte han.
“Bare gør det” for hvis jeg endelig skal kastes rundt i det offentlige system, så kan jeg ligeså godt få PostDanmark indblandet også.

Så nu får jeg MÅSKE snart en brugbar NemID.
Og MÅSKE får jeg snart SU.
Fuck det her binære CPR system!

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 16.07.09.png

 

 

Kom an verden!

I nogle måneder har jeg haft gang i mit eget lille skriveprojekt, og nu er jeg kommet til den mere “kreative” del og som holdt mig oppe til klokken 1 i nat.
Projektet handler om mig, og den kreative del er billeder af mig. Det ér enormt ego-centreret (bevidst todelt stavet), men det er en del af processen “Oliver skal blive glad”.

Men der sad jeg så i går; Med begge mine eksterne fyldt med billeder tilbage til 2008 og til dig der tænker “2008 er ikke så længe siden!” Åh jo det er. Det er faktisk 8 år siden. Og jeg var 15 år dengang. Det ér længe siden.
Målet var at finde en masse forskellige billeder fra mit liv for at jeg så senere kan sortere og redigere i dem og sætte dem sammen med projektet. Et projekt der har været ualmindeligt hårdt at skrive og som hev mig igennem flere tudeture og vredesudbrud. Så det var hvad jeg ledte efter; Vrede. Sorg. Tårer. Billeder af mig sammenkrøbet på mit kostskoleværelse, billeder hvor jeg er enormt fuld og alene, billeder af min smerte.

Men de var der ikke.

Derimod fandt jeg et hav af smilende selfies og farverige hårfarver. Utallige billeder af mig selv blandt venner storsmilende og glad, og det er langt fra de billeder jeg netop ledte efter. Men de billeder var der ikke. Engang imellem dukkede et ømt billede op af mig imens jeg henkastet så væk imod horisonten, men det var næsten det. Jeg skulle grave langt og dybt for at finde nogen der udtrykte den smerte jeg ved, at jeg gik med.

Jeg så glad ud. Farverig. Ung. Og hold nu op hvor jeg lignede min søster!
Det var underligt at se alle de billeder af mig selv, specielt hvor glad jeg ser ud. For jeg var jo glad før jeg transitionerede – det har jeg bare tendens til at glemme.

Som transperson starter dit liv ikke idet du transitionerer – selvom det føles sådan. Din hukommelse bliver ikke slettet og dit liv bliver ikke genstartet. Og som transperson har du det ikke nødvendigvis elendigt helt op til din transition starter.

Jeg kan huske kærlige ord hvisket til mig i varmen af senge. Kys på min krop og berøring jeg søgte og fik. Handlinger der gjorde mig glad og rolig. Ord jeg mindede mig selv om når jeg så mig i spejlet efter et bad. Jeg tænkte aldrig “den her krop er forkert”, og jeg tænkte aldrig “jeg ville ønske jeg var en dreng” – for hvad godt skulle det gøre? Jeg nød min lesbiske identitet og jeg kæmpede for at følge med mit energiniveau, mit drive for projekter og følge med i skolen. Jeg fik det bedste ud af en rigtig lortet situation.

Og udfra billederne at se, så gik det godt. Jeg var glad. Jeg fik gennemført en helveds masse ting. Jeg havde venner. Jeg havde kærester. Jeg havde rigtig gode tider. Og det var alt sammen før min transition. Langt før jeg overhovedet vidste, at jeg en dag ville være en fyr. Jeg gjorde noget ret imponerende: Jeg havde det af helvedes til fordi jeg var udsat for nogle frygtelige ting og fordi jeg behandlede mig selv elendigt til tider, men jeg smilte stadig. Jeg grinte stadig. Jeg prøvede at få et så godt liv jeg syntes jeg kunne og fortjente.

Ofte glemmer jeg og undervurdere jeg mit gamle jeg. Mit 17 årige jeg der stod i lort til halsen, men stadig klarede den. Mit 19 årige jeg der bare ville være glad. Og takket været dem står jeg nu som 23 årig og føler verden ligger for mine fødder. At jeg kan blive til alt jeg ønsker at blive. At den største forhindring i mig selv – og det har jeg overkommet før.

Hver dag er jeg spændt på i morgen, og jeg er så spændt på hvad livet kommer til at byde mig! P1010652.JPG

Ps. Jeg blev også mindet om den tid hvor en selfie var at række kameraet mod en og satse på man ramte en selv, og ikke bare en væg.

Nye tal

For at ændre de sidste 4 tal i ens CPR-nummer skal man søge om det, vente i 6 måneder kaldet “tænketid” og derefter sende en mail om at man er sikker i sin beslutning. Det skulle jeg havde gjort i marts 2015, meeen det skete bare ikke.. Men for 3 ugers tid siden fik jeg så sendt min beslutning af sted og 2 dage efter ringede en sød dame fra CPR kontoret og fortalte mig mit nye tal ID.

Og det er lidt fjollet hvor meget fire små til i ens nummer ID kan betyde, men alligevel blev jeg helt glad da hun ringede og jeg officielt blev en “juridisk mand”.

En af grundene til, at jeg har udskudt skiftet har været det enorme papirarbejde et juridisk kønsskifte tager med sig. Jeg skulle ændre det i min skoles system, i SU systemet, på mit arbejde, i min bank, i sundhedsvæsenet og det virkede simpelt uoverskueligt i lang tid.
Men skiftet har faktisk været meget nemmere – og sjovere end jeg havde forventet. Det er alligevel sjældent at folk oplever en person der skifter noget så permanent som et CPR nummer, og jeg har kunne mærke det offentlige personale jeg har mødt efterfølgende har været nysgerrige og glade på mine vegne.
I min bank gik jeg ned for at fortælle om mine nye tal, og ekspedienten sagde “at det havde hun ikke oplevet før!” – hvilket jeg heller ikke har, sagde jeg. Det syntes hun var sjovt og hun ønskede mig tillykke “for det gør man vel?” sagde hun i den her nye situation vi begge stod i.
Nede på borgerservice hjalp en sød ung kvinde mig med ordene “At det er spændende at få en ny udfordring!” og fik mig i kontakt med mit NemId igen meget nemmere end jeg havde troet.
Senest i morges var jeg på Risskov for at blive tjekket op med min medicin og da min behandler var syg fik jeg en jeg ikke kendte. Jeg nævnte skiftet og hun fortalte hun godt havde læst det, og jeg kunne se i hendes – og praktikanten hun havde med, øjne at jeg var enooormt spændende. De virkede fyldte med spørgsmål, men de holdt sig til dagsorden og jeg smuttede ligeså hurtigt som jeg plejer. Jeg føler mig lidt mere “shiny and new” i samfundets øjne, og det er lidt sjovt!

Så selvom jeg stadig ikke kan komme ind på min netbank og jeg stadig ikke har fået mit nye gule kort, så er hele skiftet gledet utrolig nemt og behageligt. Og jeg må indrømme, at jeg glæder mig lidt til den dag jeg skal have et pas og der står et “m” i mit pas. Det er de små ting der gør en forskel nogle gange.

 

 

Arme i luften!

Hej mine queer venner! Eller bare venner! Alle er velkomne her.
Lige for tiden er livet absolut fantastisk for mig. Og lidt skrækkeligt. Men mest fantastisk!

Jeg har fået tilbud et job på Århus Teater for anden gang i mit liv hvor jeg skal spille statist. Jeg ved ikke så meget, men jeg fik opsnappet at jeg skal spille en bøsset kirketjener! Så selv på scenen kan jeg drille kønsnormerne lidt 😉

Det er fuldstændig vanvittigt at jeg som ufaglært “skuespiller” får lov til at spille blandt professionelle til så stor en opsætning! Så mine arme er oppe i luften lige de her dage! (Bemærk alle !’erne, det er sådan set en fin illustration af mine arme).

Også, ja, så går mit kærlighedsliv sku’ ret godt. Jeg får lov til at bruge meget tid sammen med en sød pige med smukke øjne og en dejlig stemme. Det er virkelig rart at have hende i mit liv, og jeg nyder alting som det er lige nu imellem os! (Se; Flere arme!!)

Også er jeg begyndt på ny medicin. For hvad siger du? ADHD. De er ikke sikre på, at jeg har det, men en del tyder på det. Så nu starter jeg mine dage med en pille der er halvt blå og halvt hvid. Indtil videre kan jeg ikke mærke den store forskel, men det burde komme om en måneds tid.

Også fik jeg endelig, ENDELIG, sagt fra overfor en person der har presset mig i mange år. Det har været ekstremt hårdt, for det triggede alle mine tanker om at jeg ikke burde eksistere. Men nu er det gjort, også må vi se hvad der sker.

Jeg vil bare sige, at jeg virkelig er glad for tiden fordi jeg føler virkelig at jeg er på rette vej! Og nu hvor bloggen fylder 1 år kan jeg også se tilbage på ét års blogindlæg, og der har både været op og nedture. Men det er virkelig rart at kunne fejre mit ét års blogging her på Queer Tider med så gode nyheder og godt humør!

Håber I alle sammen har det fantastisk!

Skærmbillede 2016-02-17 kl. 17.52.27.png

Buff

Lad mig fortælle om tiden før min transition.

Jeg har altid været ret skinny. Min vægt har holdt sig støt omkring de 70 kg siden min første pubertet sluttede, og i kraft af min højde har jeg derfor fremstået ganske tynd. Folk plejede at joke med, at jeg kunne gemme mig bag en lygtepæl, hvis jeg stod med siden til, og de har ikke været helt galt på den. Min røv var ikke-eksisterende, og der var naturligvis heller intet at komme efter på brystet. I løbet af mit 4½ år lange forhold fik jeg ind imellem lidt mave, men det holdt aldrig længe.

Jeg kunne spise hvadsomhelst, og aldrig frygte, at jeg skulle tage på.

Jeg forstår nu, hvorfor de andre piger var misundelige.

Efter jeg er begyndt på hormonbehandling, har min krop ændret sig. Jeg har nu reelle fedtdepoter på kroppen (som jeg er ret glad for!), og mine muskler (de få, jeg havde) er skrumpet lidt. Jeg kan også mærke, at min krop holder bedre på fedtet, og at jeg derfor godt kan risikere at tage på, når jeg spiser fed mad.
I løbet af de sidste to år har min vægt fluktueret med 10 kg (ca. 3 ned og 7 op), og det har været lidt svært for mig at finde en god balance.

Derfor gik jeg i gang med at træne. Det var en måde at få forbrændt noget af det nye fedt på, og samtidig genopbygge nogle muskler, så jeg ikke blev totalt slap. Jeg kunne mærke, det generede mig at miste styrke og øge vægt, og jeg tror, det var fordi, det var noget, jeg ikke kunne styre – det skete bare.

Så træning blev en måde at genvinde kontrollen på. Tanken var, at jeg bare skulle op på det niveau, jeg var på før. Jeg havde ikke lyst til at være stærk, og jeg gik ikke specielt meget op i flad mave; jeg ville bare gerne være i nogenlunde sund form.

Men mål ændrer sig, og jeg mærkede sidste år, at jeg faktisk gerne ville være stærkere, mere udholdende. Jeg var ikke klar til, at min krop skulle begynde at hænge, så jeg oppede min træning i en periode. Jeg følte mig vel tilpas med nogle muskler på overarmene og en fladere mave, men så ramte depressionen, og jeg mistede motivationen til at træne, selvom jeg udmærket vidste, det var godt for mig at gøre – også som beskyttelse mod depressionen selv. Min vægt er gået voldsomt op og ned, grundet perioder med over- og underspisning, og mine kræfter har været svindende.

Nu er jeg næsten ude på den anden side af alt det lort, og jeg kan mærke, at lysten til at træne er på vej tilbage. Jeg er så småt i gang med at lave en rimelig plan, og jeg agter at følge den. Jeg vil gerne være i god form. Jeg vil gerne have en flad mave og slankere overarme. Jeg vil gerne have en god røv, og jeg vil gerne være stærk og mere udholdende.

Træning er igen blevet en måde for mig at tage kontrollen over min krop og mit liv tilbage. En lille påmindelse om, at de ting jeg gør, rent faktisk har en effekt.

woman-biceps

Plus, så kan jeg besejre tilfældige douchebags i armlægning, og det er vældigt tilfredsstillende 😉

Hvorfor træner jeg?

For tiden har jeg en rigtig god træningsrytme. Jeg har et lille styrkeprogram jeg kan lave både hjemme og i Fitness, og derudover prøver jeg at presse en masse cardio ind. Én gang om ugen går jeg til “Club Dance” hos Let’s Dance og ellers er jeg ivrig bruger af funk og DanceFit i Fitness World. Til Club Dance er vi faktisk 3 fyre og så sent som i går da mange ikke kom, udgjorde vi 50 % af holdet. Modsat funk og Dancefit hos Fitness World hvor antallet af mænd er på 0.50 % – på en god dag.
Men nu skal det ikke handle om min evige irritation om hvordan samfundet fortsat synes det er “piget” at danse, og rigtig mænd ikke går til dans. For det er noget pis, for der findes masser af professionelle og dygtige mandlige danser. Og de er ikke alle sammen bøsser nej.

Men jeg træner. En masse. Og minimum én gang om året løber jeg 10 km på én time fordi at det VIL jeg kunne. I år overvejer jeg stærkt at melde mig til et forhindringsløb. Og selvom mange synes fitness medlemskaber er dyre, så er mit dét værd.
I går overvejede jeg om jeg har et mindreværdskompleks siden jeg virkelig gerne vil blive mere trænet. Men måske det bare er en drengedrøm? Hvilken fyr har ikke på ét eller andet tidspunkt i deres liv ønsket de havde en six-pack og nogle ordentlige guns? De færreste vil kunne sige nej til den drøm.
Og jeg vil ikke have det fordi jeg ligne vil ligne reklamerne med super trænede mænd der hænger over alt og sælger alt fra sko til biograffilm. Jeg vil have det af præcis samme grund som at jeg danser.

Kontrol.
Jeg vil gerne kunne stå på hænder. Løfte hele min krop op kun ved hjælp af min egen muskelkraft. Kunne transporterer mig 20 km uden hjælpemidler. Kunne bevæge min krop efter rytmer og koreografier. Løfte en pige jeg kan lide. Intet skal kunne stå i vejen for mig og jeg vil altid have kontrol over min krop. En krop jeg ikke altid har haft kontrol over. En krop som trak mig igennem en østrogen pubertet og pålagde mig fedt og former jeg ikke ønskede. Men nu har jeg kontrollen, nu mangler jeg bare styrken. Både i mine arme og ben, men også mit hoved. En vilje til at træne hårdt, løbe langt, blive ved indtil koreografien er perfekt. Kommer forbi hver en forhindring min krop eller verden lægger for mig.

Så det handler ikke om at se godt ud – det er kun en bonus, at trøjen sidder lidt bedre på mig. Nej det jeg får er en krop jeg kan bruge. En krop som adlyder. En krop som er min ven og jeg kan overkomme udfordringer og forhindringer med. En krop som kan løfte mig op og få mig til at grine af begejstring og svede fordi jeg udfordre mig selv.

Så derfor træner jeg. Fordi det er hårdt. Og pisse sjovt. Og fordi jeg altid vinder i sidste ende.

tumblr_o1c2rnn2Qs1tne8kyo1_500.jpg

Træning jvf. mig

Hm, det er svært at sige hvordan man skal tage fat på et emne som træning, but here goes…

Jeg var engang virkelig meget imod fitness. Jeg syntes det var dumt at folk ikke bare løb en tur i skoven eller løftede nogle tunge kasser derhjemme. Jeg er sidenhen kommet på andre tanker. I starten af min hormonbehandling brugte jeg træning i fitness som en ekstra stimulans. Træner du de store muskelgrupper producerer du mere testosteron. Noget i den dur.

Jeg kunne mærke min krop, og ikke på den ufede, dysfori-agtige måde. Det var skønt at føle kontrollen, disciplinen og suset, det rush som vi alle elsker når dopaminen kicker ind.

Men så ramte depressionen og stresset mig. Jeg fik medicin og lige siden har det været praktisk talt umuligt for mig at komme afsted. Det blev så umuligt at jeg her i januar måned endte med at afmelde mit medlemsskab, da jeg havde betalt for så mange måneder uden at komme afsted, at jeg ikke kunne se en mening med at blive ved.

Desværre er det nu jeg har mere brug for det end nogensinde. Jeg er ved at være ovre min årlige vinterdepression, jeg har taget næsten 8 kg på siden jeg startede på mine antidepressiver, og jeg føler mig uoplagt, umotiveret og generelt øv. Jeg har mine lyse dage, der er flere end tidligere heldigvis, men jeg kan ikke nosse mig sammen til at komme afsted.

Alligevel er jeg glad for det åndehul som træningen gav mig i sin tid, og jeg vil gerne tilbage til løbebåndet, vægtene og maskinerne. Det gav mig en tro på at jeg kunne få forbindelse til mig selv og se ud over de skavanker som min krop tosser rundt med. Min dysfori var mindre i den periode, min selvtillid langt højere, og mit ego voksede måske lidt for godt. Men jeg fandt alt ved mig selv attraktivt, jeg var på toppen, jeg var glad, jeg var lykkelig. Jeg har aldrig oplevet en så rar ligestillingsfornemmelse med ciskønnede mænd, og det er endda meget sjældent, hvis ikke aldrig, at jeg kan mærke nogen jalousi i forhold til dem.

Nu går jeg spændt og venter hvad tiden vil bringe efter min praktikperiode på Godsbanen her i Aarhus. Jeg slutter til April og har givet udtryk for at jeg gerne vil have træningsstøtte fra kommunen, noget, som ikke er umuligt, men vi skal bare have detaljerne på plads.

Det var lidt om træning herfra!

Nedtur

Starten af 2016 var tænkt som en pause fra nogle ting, deriblandt denne blog, idet jeg havde nogle ting, jeg havde brug for at koncentrere mig om. Nu er måneden så slut, året er godt i gang, og selv om jeg kan ane spændende ting forude, så er tiden for mig lige i disse dage ikke særlig fantastisk. Derfor titlen på mit indlæg.

Kort fortalt, så havde jeg sidste arbejdsdag på mit arbejde i fredags. Jeg havde arbejdet der næsten 1½ år, og slutningen var alt andet end køn. Det var f.eks. først på den allersidste dag, jeg endeligt fik at vide, at det VAR min sidste dag, og at jeg derfor står uden beskæftigelse på mandag (i morgen). Det på trods af tidligere løfter om ansættelse, når jeg var færdig med min praktik hos dem. Et løfte, de så valgte at bryde, pudsigt nok kort efter, de ansatte en anden, hvis primære opgave det var at blive sat ind i mine arbejdsområder.

Derfor var jeg heller ikke så overrasket over, at de valgte at slutte det, og selvom det i sig selv er lusket at love én ansættelse og så hyre en anden og sætte førstnævnte til at oplære dem og ydermere vente til allersidste dag med at fortælle, at det var det, så er det ikke det værste. Jeg føler mig på en måde misbrugt af dem. Og det er rædsomt at sidde med en sådan fornemmelse efter at have været en del af en arbejdsplads og et fællesskab i 16 måneder.

Sagen er den, at under hele min ansættelse fik min arbejdsplads enten min arbejdskraft gratis eller med tilskud fra kommunen. De har aldrig selv betalt min fulde løn. I starten var der ingen ende på rosen og de lovede hurtigt, at der skam var plads til mig, og de havde brug for mine kompetencer. Fast forward til december 2015, hvor de vælger at ansætte det, der bliver min efterfølger uden at nævne det for mig.

De havde dog ret – de havde brug for mine kompetencer til at skrue nogle arbejdsgange og processer sammen. Det var der brug for. Pudsigt nok havde de så ikke brug for mig, da de ikke længere kunne få mig helt eller delvist gratis, og havde ingen problemer med – bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden – at finde en til at overtage (til fuld løn). Og så holdt de mig hen i 1½ måned, og sagde tak for samarbejdet på allersidste dag.

Jeg føler mig udnyttet, jeg føler mig vred, og ikke mindst føler jeg mig virkeligt naiv. I lang tid troede jeg faktisk på deres løfter, som i sidste ende viste sig at være lige så håndgribelige som den stride vind, der blæser gennem gaderne i dag. Og jeg føler mig fuldstændig lost.

Jeg ved stadig ikke helt, hvordan pokker jeg skal tackle denne situation, og hvordan jeg skal reagere. Jeg har indtil videre sagt noget om dette til nogle få venner og familie, men jeg kan mærke på mig selv, jeg har brug for virkeligt at komme ud med mine tanker om forløbet. Og så har jeg lyst til at gøre et eller andet for, at det her ikke sker for en anden i samme virksomhed.

Så jeg sidder og tænker så det knager over, hvad mine muligheder er, og hvad de hver især indebærer af risici med mere. Uanset hvad, så skal jeg til at se videre og se om jeg kan finde et andet sted at arbejde. Jeg har allerede modtaget flere links fra venner, der er faldet over interessante stillinger, men jeg føler, jeg bliver nødt til at få det her afsluttet først.

Lige præcis hvordan det så falder ud – ja, det må jeg se på i løbet af det næste stykke tid… ❤

Ikke queer nok

I onsdags holdt jeg foredrag på Kvindemusset om Trans*. Det emne indebar at forklare forskellen på biologisk køn/tildelt køn, kønsidentitet og kønsudtryk, og hvad det vil sige at være ciskønnet, transkønnet og hvem “transperson” indbefatter.
Det er begreber som jeg, nu efter 3 år i den her queer verden, har ret godt fat i forstår, og som jeg nemt kan snakke om – også til en forsamling.

Men hold nu op hvor var jeg nervøs!

Da jeg trådte ind i foredragssalen 18.55 var den allerede proppet, og folk blev ved med at komme ind nu med taburetter i hænderne da stolene allerede var taget. Og efter en lille introduktion gik jeg i gang med at vride begreber og ord ud af mit hoved og gestituerer til folk om alt det med køn. Alt det med at ens køn ligger samme sted som ens personlighed nemlig i hovedet, og at det biologiske køn dermed ikke bestemmer hvem eller hvad vi er som person.
Foredraget må I få en anden gang, for jeg er sikker på at der kommer en vol 2, vol 3 osv. Jeg skal i hvert fald snakke for SFU i aften (beklager den sene invi?) og mange er mega interesseret i alt det med køn.

Nå men. Jeg er jo ikke den nye Emma Holten eller Mads Ananda, eller, det kunne jeg. Jeg kunne godt rejse landet rundt og belære folk om køn og identitet. Og måske gør jeg det. Men hvad jeg også altid prøver at sige til folk når snakken går på transkønnede, så er det, at vi er mere end bare transkønnede. Jeg er mere end en konstant krise med min biologiske køn. For tiden bruger jeg mere tid på Baresso hvor jeg hælder en masse Iceblends i mig end at snakke om at jeg er transkønnet.

Nogle gange, eller ofte, har jeg det underligt med at jeg som en udefraseende enormt binær transmand skal forklare queer begreber og identiteter og følelser – nogle som jeg ikke selv har. Og det betyder jeg nogle gange bliver irriteret over min binæritet og “cispassing” for selvom den er nemmere at sluge for mange, så er den jo netop det jeg prøver at sige alle ikke er. “Øv hvorfor er jeg ikke mere queer” tænker jeg så, og skammer mig over mig selv. Og dét er jo også åndssvagt, for jeg skal være som jeg er. Slut.

Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg gik mere med neglelak. Eller havde langt hår der kunne forvirre folk når de så mig bagfra. Eller at jeg var mere slank og kunne gå i flotte kjoler. Selv jeg har et ét bestemt billede om hvordan man er queer selvom jeg taler om det modsatte. Man er smuk, slank, har et pænt skæg og langt hår. Basicly en model. Og det er fint hvis nogen ser sådan ud, men lige pludselig føler jeg mig “forkert” selv i den udefinerbare queer boks. Og mit eget maskuline udtryk og til tider “kedelige” og binære udtryk bliver ikke-queer i mit hoved. Også skal jeg stå og snakke om queer ting? Oh hell no. Og det at jeg er transkønnet er ikke mit queer kort, for jeg er binær i min kønsidentitet. Jeg føler, at jeg skulle være født som en cismand. Mit kønsudtryk er en anden historie. Eller en on-going historie.

Men jeg siger det til foredrag, til andre og også mig selv: Man bestemmer selv hvad queer er. Man bestemmer selv hvordan man vil se ud, og der er ikke en “queer uniform”. Og hvis du nu spørger “hvorfor vil du så gerne være queer?” Så er mit svar sådan set, at det ér jeg på mange punkter. Måske er de ikke tydelige og de har sjældent noget min fysiske krop at gøre. Men jeg føler mig til tider mellem kønnene og jeg elsker at udfordre kønsnormerne. Samt queer identiteten giver mig netop en identitet der ikke er “forkert” og som ikke er”sær” og “underlig” som forældre kaldte mig. Men som er rigtig, respekteret og som har sit eget miljø i LGBT* verden. Det er min identitets familierelation til andre og hvorfra min verden går til tider.

Skærmbillede 2016-01-27 kl. 12.54.50.png