Rupaul’s Drag Race

Det har været nogen tid siden jeg har skrevet noget herinde. Siden nogen har skrevet noget som helst. Det giver måske lidt stof til eftertanke.

Vi skriver 2017. Der er sket en del i verden. Blandt andet er Donald Trump blevet præsident i USA. Jeg tror ikke vi kan komme udenom det faktum, og jeg har heller ikke lyst til at blive politisk af den grund, men det er sket. Så må himlen falde ned om ørerne på os, som de siger i Asterix.

 

Derudover har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Rupaul’s Drag Race. Jeg var godt nok tilbageholden. Needless to say, jeg har været tilbageholden – og særdeles fordomsfuld – overfor drag queens i det hele taget. Det er sært når man tænker på, at jeg som queer burde kunne relatere. Det er sjovt når man tænker på, at jeg så siden hen er blevet oplyst nok til at lægge mine fordomme fra mig. None the less hang de stadig lidt ved da mig og min kæreste – nu forlovede ❤ – satte første sæson på og bingewatchede det hele. Jeg må nu alligevel sige jeg blev grebet. Ikke af deres interne drama-shit, fordi det var bare seertal der skulle pleases, men af deres kreativitet, af deres engagement, af deres styrke. Det var som om en ild brændte i alle deltagerne, i hver sin form og det var så fantastisk at se. Jeg er stadig ked af at Alexis Mateo ikke kom gennem nåleøjet men whatevs!

So, jeg tror det jeg vil sige er, at selv queer folk engang imellem kan være fordomsfulde. Jeg var i høj grad da jeg startede i community’et. Og er det måske stadig. Men jeg erkender mine fejl. Drag queens er ikke kønsforvirrede forfjamskede mænd. Beton-lebber er ikke hardcore kvinder der leder efter en måde at passe ind i en maskulin verden på. Vi er alle hver vores person og har hver vores måde at tolke verden på. Og ja, undskyld udtrykket beton-lebber. Det sidder fast, og jeg glæder mig til den dag det ikke længere gør, men det er bare en dum del af mine teenage-år.

 

Og ja, jeg er kommet videre. I den grad. Jeg havde selv fordomme om specielt MTF’er i sin tid, men efter at have været i miljøet og have mødt så mange søde og dejlige MTF’er som jeg har, så ser jeg tilbage på min uvidenhed som en del af en uddannelse. Dannelse hvis man vil. For man lærer altid noget nyt.

 

Ja, jeg er blevet forlovet. Jeg har lært at min kæreste betød mere for mig end jeg nogensinde selv ville have kunnet forestille mig. Vi har fået en kat mere, selvom jeg egentlig var meget imod det så har det bragt liv og glæde til vores lille familie her i Aarhus. Ja, jeg er gået hen og elsker min hobby med ball-jointed dolls, som er en umådelig kvindedomineret hobby, og jeg har vist også raget uklar med et par eller tre, men det afholder mig ikke fra at lave det jeg laver. Selvom jeg for tiden er sygemeld med depression og hjælper min kæreste på højkant med hendes lille dukketøjsvirkomshed, så nyder jeg tilværelsen. Lidt overvægtig, lidt for meget kolesterol i blodet, men masser af kærlighed og glæde.

 

Så må verden derude komme an. Jeg har dedikeret 2017 til at være et år for forandringer. Jeg vil hjælpe hvor jeg kan, når jeg kan. Jeg lider vel at mærke af angst men jeg vil ikke være bange længere. Vi har en heftig fremtid foran os og jeg vil ikke ligge på den lade side og sige “I told you so” når atombomben slår ned.

 

Jeg betaler min uvidenhed med mit engagement, dér hvor jeg kan og hvor det giver mening.

 

Cheers and hugs! xoxo

Advertisements

Træning jvf. mig

Hm, det er svært at sige hvordan man skal tage fat på et emne som træning, but here goes…

Jeg var engang virkelig meget imod fitness. Jeg syntes det var dumt at folk ikke bare løb en tur i skoven eller løftede nogle tunge kasser derhjemme. Jeg er sidenhen kommet på andre tanker. I starten af min hormonbehandling brugte jeg træning i fitness som en ekstra stimulans. Træner du de store muskelgrupper producerer du mere testosteron. Noget i den dur.

Jeg kunne mærke min krop, og ikke på den ufede, dysfori-agtige måde. Det var skønt at føle kontrollen, disciplinen og suset, det rush som vi alle elsker når dopaminen kicker ind.

Men så ramte depressionen og stresset mig. Jeg fik medicin og lige siden har det været praktisk talt umuligt for mig at komme afsted. Det blev så umuligt at jeg her i januar måned endte med at afmelde mit medlemsskab, da jeg havde betalt for så mange måneder uden at komme afsted, at jeg ikke kunne se en mening med at blive ved.

Desværre er det nu jeg har mere brug for det end nogensinde. Jeg er ved at være ovre min årlige vinterdepression, jeg har taget næsten 8 kg på siden jeg startede på mine antidepressiver, og jeg føler mig uoplagt, umotiveret og generelt øv. Jeg har mine lyse dage, der er flere end tidligere heldigvis, men jeg kan ikke nosse mig sammen til at komme afsted.

Alligevel er jeg glad for det åndehul som træningen gav mig i sin tid, og jeg vil gerne tilbage til løbebåndet, vægtene og maskinerne. Det gav mig en tro på at jeg kunne få forbindelse til mig selv og se ud over de skavanker som min krop tosser rundt med. Min dysfori var mindre i den periode, min selvtillid langt højere, og mit ego voksede måske lidt for godt. Men jeg fandt alt ved mig selv attraktivt, jeg var på toppen, jeg var glad, jeg var lykkelig. Jeg har aldrig oplevet en så rar ligestillingsfornemmelse med ciskønnede mænd, og det er endda meget sjældent, hvis ikke aldrig, at jeg kan mærke nogen jalousi i forhold til dem.

Nu går jeg spændt og venter hvad tiden vil bringe efter min praktikperiode på Godsbanen her i Aarhus. Jeg slutter til April og har givet udtryk for at jeg gerne vil have træningsstøtte fra kommunen, noget, som ikke er umuligt, men vi skal bare have detaljerne på plads.

Det var lidt om træning herfra!

Equus

I morgen skal min kæreste ud og ride på en hest. Han er spændt. Men her er min hemmelighed:

Jeg er ikke glad for heste.

Det kommer sig af at jeg var med min søster til ridning engang, og jeg fik lov til at ride. Jeg kunne selvfølgelig ikke ride, og hesten løb lidt løbsk. Ta-daa, ikke glad for heste.

Altså, jeg kan godt være omkring heste – jeg har ikke fobi eller angst eller noget – men jeg vil ærligt talt hellere klappe en ko end en hest. De har altid virket lidt for store…for skræmmende…for tilregnelige.

Jeg fortalte dette til mit første møde på Sexologisk Klinik. Jeg sagde at jeg godt vidste, jeg ikke var sådan traditionelt hyper-femi (det har vi snakket om), og nævnte heste-frygten som eksempel. Hvad jeg ikke havde forventet var, at psykologen ville bide så meget mærke i at jeg ikke kunne lide heste, og hun fik mig derfor til at fortælle hele historien. Jeg ved ikke om hun følte, det var vigtigt, eller om det var hendes nysgerrighed, der trådte i kraft – ærligt talt, så ville jeg nok også spørge ind til det, hvis en person sagde at de ikke kunne lide heste 😛

En anden mulighed var at de indgik i hendes bedømmelse af mig og min kvindelighed. SK er glade for stereotypier, ved jeg, og en person, der påstår hun er kvinde, men ikke kan lide heste er måske ikke stereotyp nok?

Vi kan godt blive enige om at den slags kønsstereotypier hører fortiden til, men måske skal jeg alligevel passe på med, hvad jeg siger til min udredning! Jeg må ikke nævne at jeg ser Battlebots. Er det mon for maskulint at gå i bukser? Skjorte er i hvert fald et nono. Er det drenget at lege med Lego? Jeg har aldrig lært at strikke, så det trækker nok ned.

Og jeg kan ikke lide heste. Jeg har fejlet som kvinde 😀

Jeg har flere gange overvejet om de også selv tager deres kønsidentitetstests derinde. Jeg vil gerne være sikker på at min behandler er mindst lige så meget kvinde som jeg, ellers synes jeg ikke hun har noget belæg for at vurdere min kvindelighed. Kører hun bil? Det er ikke super kvindeligt, altså. Og med en længerevarende uddannelse? Hvordan har hun tid til at passe børnene?

Hvor mange år mon der skal gå før vi holder op med at holde os til disse åndssvage mål for kvindelighed og mandlighed?

Det værste er at mens ‘behandlerne’ på SK og den generelle befolkning helst vil have at jeg er så stereotyp som muligt  før de vil acceptere mig som kvinde, vil de trans-fjendtlige radikale feminister helst ikke have at jeg opfører mig stereotypt kvindelig…for så er jeg falsk, idet jeg bare prøver at emulere kvindelighed.
Jeg har seriøst set kvinder, der kritiserer andre kvinder for at gå i kjole og have sex med mænd, fordi de mener, det forstærker stereotype, negative kønsroller. Det virker næsten som om, deres ideelle kvinde opfører sig som…en stereotyp mand? Men så igen, hvis jeg gjorde det, og proklamerede at jeg samtidig var kvinde, ville de stadig ikke acceptere mig. Altså.

Samfundet har langt hen ad vejen svært ved at bestemme sig. Der er dobbelte standarder. Ruby Rose er populær fordi hun er lidt maskulin, men hvis jeg er det, er jeg utilstrækkelig som kvinde? Vi elsker omsorgsfulde og feminine mænd (især hvis de er bøsser), men en transmand, der godt kan lide makeup er ikke en rigtig mand?

Suk…jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu, og bare komme så nemt igennem SK som muligt. Svare ærligt på deres spørgsmål, men passe på ikke at sige for meget.

…gad vide om min fobi for skaldyr får betydning?

[indsæt selv billede af en hummer her – jeg gør det ikke!]

…måske tror de bare jeg er jøde…men er det godt eller skidt? Argh!