Pass

Jeg havde i går en god diskussion med en god ven omkring konceptet med at “Passere”.
Det kommer velsagtens af det engelske ord for det, “Passing”, hvilket betyder at man ‘ligner godt nok’. Det bruges oftests i forbindelse med transpersoner, der gerne vil passere eller ligne deres køn godt nok, men kan så sandelig også bruges i mange andre sammenhænge – fx kan en homoseksuel siges at passere som hetero.

Jeg er ikke vild med konceptet. Jeg synes, der ligger en del beskæmmende i det – bare ideen om at der er en nedre grænse for, hvornår du ligner en mand godt nok fylder mig med ubehag. Og morsomt nok er det kun et koncept for dem, der ikke er normative, så at sige. ‘Passing’ udtrykker jo netop et ønske om at nærme sig normen.

Og det skræmmer mig nogle gange, at der lægges så stor vægt på vigtigheden i at passere, både fra udefrakommende, men så sandelig også inde i de grupper, hvor konceptet er gældende. Jeg har snakket med homoseksuelle mænd og kvinder, der egentlig foretrækker at deres partner er ‘Straight-acting’, dvs. ikke-stereotypt homo, og disse mennesker har ofte selv været dem, jeg ville kategorisere som ikke-stereotype.

Jeg er selv blevet hevet med i samtaler med andre transkønnede, der udelukkende gik på, hvordan man bedst passerer.

Det trætter mig at der ikke blot i samfundet, men også inde i de forholdsvist lukkede miljøer eksisterer en forherligelse af det normative. Jo mere du ligner de andre, jo bedre for dig (og for os som miljø – det er kun de transpersoner, der passerer, vi gider vise i medier).

Og ordet, for mig, giver netop anledning til konnotationen: du har klaret en test. Du har opfyldt mindstemålet for, hvad samfundet opfatter som værende acceptabelt. Du er en del af normen nu.

Fuck da det.

Kan vi blive enige om, at de færreste ciskønnede ville blive glade for at få at vide, de passerer som trans? Hvor mange heteroseksuelle mænd nyder at høre, de kunne gå for at være bøsser?

Hvorfor går vi selv inde i miljøet op i at forstærke det normative som det gode, og det skæve som det dårlige?

Fordi det er den bedste måde at overleve på. Fordi mange steder i verden har både transpersoner og homoseksuelle -brug- for at passe ind i normen – for hvis de stikker for meget ud, kan det have alvorlige konsekvenser. Fordi vi selv her i Danmark kan blive frasorteret på så mange områder, hvis vores udseende og opførsel ikke passer ing i, hvad arbejdsgivere, kolleger, kunder, familie og venner finder aceptabelt.

Fordi de normative går op i det, må vi desværre også se og nødsaget til det.

Og her må jeg også nævne, at jeg ‘passerer’, hvad enten jeg kan lide konceptet eller ej, og det føles derfor lidt hult for mig at kritisere folks behov for at passere – omtrent som når en hvid mand ikke forstår, hvorfor vi skal snakke om racisme. Og jeg fjerner jo også mit skæg og gror mit hår langt netop for at folk skal se mig som kvinde fra start – så jeg går også op i det.

Men min kritik er heller ikke møntet på dem, der går op i det for deres eget vedkommende – den er møntet på det samfuldsideal, der stadig følger normen. Det har været med os siden queer-bevægelser opstod første gang – de havde netop en fokus på at gøre homoseksualitet ‘Normalt’ – tilstrækkeligt normativt til at det kunne godkendes. Det var vigtigt for homoseksuelle mænd, der kom i mediernes søgelys at udvise maskulinitet og respektabilitet – selv inden for miljøet sås det helst at maskuline fandt sammen med feminine, for på bedst mulig måde at emulere heteronormativiteten – se, vi er lige som jer!

Jeg glæder mig til vi kan gøre det normale skævt, i stedet for det omvendte. Jeg glæder mig til Hetero og Mand bliver diffuse begreber i samfundet, der hverken dikterer udseende eller opførsel.

Btw, prøv at fortæl dine ciskønnede venner at du synes, de ligner deres køn virkelig godt. Jeg tror de færrste vil tage det som et kompliment, og de fleste vil måske endda blive fornærmede over at du føler et behov for at fortælle dem det – som om der skulle være nogen tvivl!

Jeg har ikke til hensigt at pass-shame. Som nævnt forstår jeg fuldt ud folks bevæggrunde for at gå op i at tilpasse sig normen, og folk bestemmer selv, hvad der er vigtigt for dem. Jeg forstår også udmærket folks frustration over ikke at kunne leve op til de mål, samfundet og de selv har stillet. Jeg har selv længe bakset med følelsen af ikke at være God Nok, og indimellem rammes jeg stadig af den.

Men lad mig slutte af med at fortælle dig, læseren, at du er God Nok. Og hvis folk ikke synes det, så burde det udelukkende være deres problem!

Advertisements

Quantum

“Jeg er Schrödingers Queer”

Således skrev personen, jeg dater (for nemheds skyld kaldt Starbuck i denne blog), til mig for ikke alt for lang tid siden.

Preamblen var en forklaring om, hvordan Starbucks køn afhænger af humør og omstændigheder, og at en udenforstående ikke kan vide, hvilket køn, der er gældende den pågældende dag, hvorfor Starbuck kan siges at være i en tilstand, der er både Mand og Kvinde (min parafrase af Starbucks besked).

Som fritidsnørd tænder denne tanke mig enormt.

Som fuldtidsqueer og polyseksuel tænder den mig endnu mere.

Lad os lige få alle med:

“Schrödingers Kat” er en kendt lignelse, der illustrerer et problem kvantecidenskaben ofte har – nemlig at én ting anses for at have to(eller flere) mulige tilstande, og at man ikke kan vide hvilken, uden at observere udfaldet af dens deltagelse i et eksperiment.

En kat sættes ned i en kasse, sammen med en kolbe med gift. Giften udløses gennem en mekanisme, der er styret af et bestemt atoms tilstand – men denne tilstand er umulig at forudsige, og det kunne tage alt 1 sekund til en uendelighed før giften frigives og dræber katten. Således kan vi ikke vide, om katten er levende eller død, og vi må behandle den som værende begge dele, indtil vi åbner kassen, og finder ud af det.

På samme måde befinder Starbucks køn sig i en superposition, der er både Mand og Kvinde, idet en udefra observerende person ikke vil kunne se det på SBs tøj eller opførsel. Selvfølgelig ved SB godt, hvad dagens eller timens køn er, men indtil der spørges, må SB betragtes og behandles som værende begge.

Således er ethvert forhold, SB befinder sig i, Biseksuelt, idet man vil være i et forhold med både en Mand og en Kvinde. Selvfølgelig er det muligt at kollapse funktionen ved at spørge ind til (observere) kønnet, men hvor er det sjove i det? Og desuden ved du aldrig, hvornår det skifter igen 😉

For mit vedkommende synes jeg, det er genialt at være sammen med en person, der konstant er et enigma. Selvfølgelig tillægger jeg ind imellem Starbuck et køn ud fra mine egne observationer og forventninger (og nogle gange fordi mine forældre og andre har svært nok ved at forstå at der findes transkønnede), men det er altid med viden om, at det er -min- fortolkning, og at virkeligheden måske er en anden.

Jeg forventer, at Starbuck fortæller mig, hvis dagens køn er vigtigt at observere, for nogle gange kan det sikkert have betydning. Jeg ved fra mig selv, at der er dage, hvor mit køn er vigtigt for mig, og andre hvor det ikke er. Men ellers går jeg gennem tilværelsen, lykkeligt uvidende om, hvorvidt jeg er i et Homoseksuelt eller et Heteroseksuelt forhold.

Vil det forresten sige at Biseksualitet er en Superseksualitet, idet den er både Homo og Hetero?

Ja…ja, det vil det!

Remembrance

I dag er international transmindedag. Det er den dag på året, hvor vi husker på de folk, der er blevet taget fra os på grund af had, misundelse eller misforståelse – blot fordi de ikke passede ind i et cis-narrativ. Hvad enten det er sket ved andres eller egen hånd, mindes vi de personer, og husker på at kampen langt fra er ovre.

Det er også en dag, hvor jeg minder mig selv om, at det stadig er risikofyldt at være transperson. Jeg har det med at færdes i meget sikre cirkler, og jeg oplever heldigvis ikke selv had rettet mod mig, men jeg ser det på sociale medier hele tiden, og jeg hører folk fortælle om deres forældre, der ikke vil lade dem leve deres liv…og jeg indser, at jeg stadig er bange.

Hver gang jeg møder en ny transperson, rammes jeg af vægten af deres kamp. Hver af os har udfordringer med hensyn til transition, men nogle har enten flere, eller er dårligere udstyret til at overkomme dem. Jeg kan ofte se frygten i deres øjne, og at jeg fortæller dem, hvor godt jeg har det, hjælper dem kun en lille smule – for de er ikke mig.

Jeg forventer altid, at det vil gå folk godt i livet. Jeg tror på det gode. Men jeg ved også, at selvom du har tre tusinde gode mennesker i dit liv, så skal der kun et enkelt ondt menneske til at slå det i stykker.

Her i Danmark er der heldigvis ikke så mange, der bliver slået ihjel. Men jeg kender folk, der er blevet offentligt ydmyget, slået ned, tilsvinet, spyttet på…jeg kender folk, der er blevet nægtet den behandling, der har været så livsvigtig for mange af mine nære venner, og jeg frygter oprigtigt for, hvor meget mere afvisning, de kan tåle…jeg har kendt folk, der har taget livet af sig selv gennem mange år ved at selvmedicinere, og som ikke i tide har opdaget blodpropper og hjertefejl.

I Danmark bliver man ikke slået ihjel hurtigt. Man får blot frataget muligheden for at leve, stykke for stykke.

Så på denne transmindedag vil jeg mindes dem, der venter på at få hjælp, og dem, der aldrig har kunnet få den. Jeg mindes dem, der må tåle aggressioner fra familie og kolleger, og som langsomt føler, de fratages deres værdi som mennesker.

Der er grænser for, hvor meget et enkelt menneske kan klare.

I morgen eller en anden dag

Hej Queer Tider – længe siden!

Der er sket meget siden sidst, jeg følte overskud til at skrive på denne blog; netop ‘overskud’ er nøgleordet, for det har der ikke været meget af. Men nu er jeg altså på vej tilbage 🙂

Jeg vil ikke kede jer med alle de lange detaljer, men blot fortælle at jeg har revet mit metaforiske hus ned, og nu er i gang med at bygge det op igen. Heldigvis har jeg et solidt fundament og nogle kyndige håndværkere, så denne gang bliver det et meget bedre hus.

Der er en masse historier, jeg gerne vil fortælle jer, men vi tager det lidt hen ad vejen…

Det vigtigste er, at jeg er okay.

Eller, det er jeg ikke helt. Men det er også okay.

Ellers bliver det det nok.

I morgen, eller en anden dag 🙂

Equus

I morgen skal min kæreste ud og ride på en hest. Han er spændt. Men her er min hemmelighed:

Jeg er ikke glad for heste.

Det kommer sig af at jeg var med min søster til ridning engang, og jeg fik lov til at ride. Jeg kunne selvfølgelig ikke ride, og hesten løb lidt løbsk. Ta-daa, ikke glad for heste.

Altså, jeg kan godt være omkring heste – jeg har ikke fobi eller angst eller noget – men jeg vil ærligt talt hellere klappe en ko end en hest. De har altid virket lidt for store…for skræmmende…for tilregnelige.

Jeg fortalte dette til mit første møde på Sexologisk Klinik. Jeg sagde at jeg godt vidste, jeg ikke var sådan traditionelt hyper-femi (det har vi snakket om), og nævnte heste-frygten som eksempel. Hvad jeg ikke havde forventet var, at psykologen ville bide så meget mærke i at jeg ikke kunne lide heste, og hun fik mig derfor til at fortælle hele historien. Jeg ved ikke om hun følte, det var vigtigt, eller om det var hendes nysgerrighed, der trådte i kraft – ærligt talt, så ville jeg nok også spørge ind til det, hvis en person sagde at de ikke kunne lide heste 😛

En anden mulighed var at de indgik i hendes bedømmelse af mig og min kvindelighed. SK er glade for stereotypier, ved jeg, og en person, der påstår hun er kvinde, men ikke kan lide heste er måske ikke stereotyp nok?

Vi kan godt blive enige om at den slags kønsstereotypier hører fortiden til, men måske skal jeg alligevel passe på med, hvad jeg siger til min udredning! Jeg må ikke nævne at jeg ser Battlebots. Er det mon for maskulint at gå i bukser? Skjorte er i hvert fald et nono. Er det drenget at lege med Lego? Jeg har aldrig lært at strikke, så det trækker nok ned.

Og jeg kan ikke lide heste. Jeg har fejlet som kvinde 😀

Jeg har flere gange overvejet om de også selv tager deres kønsidentitetstests derinde. Jeg vil gerne være sikker på at min behandler er mindst lige så meget kvinde som jeg, ellers synes jeg ikke hun har noget belæg for at vurdere min kvindelighed. Kører hun bil? Det er ikke super kvindeligt, altså. Og med en længerevarende uddannelse? Hvordan har hun tid til at passe børnene?

Hvor mange år mon der skal gå før vi holder op med at holde os til disse åndssvage mål for kvindelighed og mandlighed?

Det værste er at mens ‘behandlerne’ på SK og den generelle befolkning helst vil have at jeg er så stereotyp som muligt  før de vil acceptere mig som kvinde, vil de trans-fjendtlige radikale feminister helst ikke have at jeg opfører mig stereotypt kvindelig…for så er jeg falsk, idet jeg bare prøver at emulere kvindelighed.
Jeg har seriøst set kvinder, der kritiserer andre kvinder for at gå i kjole og have sex med mænd, fordi de mener, det forstærker stereotype, negative kønsroller. Det virker næsten som om, deres ideelle kvinde opfører sig som…en stereotyp mand? Men så igen, hvis jeg gjorde det, og proklamerede at jeg samtidig var kvinde, ville de stadig ikke acceptere mig. Altså.

Samfundet har langt hen ad vejen svært ved at bestemme sig. Der er dobbelte standarder. Ruby Rose er populær fordi hun er lidt maskulin, men hvis jeg er det, er jeg utilstrækkelig som kvinde? Vi elsker omsorgsfulde og feminine mænd (især hvis de er bøsser), men en transmand, der godt kan lide makeup er ikke en rigtig mand?

Suk…jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu, og bare komme så nemt igennem SK som muligt. Svare ærligt på deres spørgsmål, men passe på ikke at sige for meget.

…gad vide om min fobi for skaldyr får betydning?

[indsæt selv billede af en hummer her – jeg gør det ikke!]

…måske tror de bare jeg er jøde…men er det godt eller skidt? Argh!