Queer is a five letter word

Men hvad betyder det?

Starbuck og jeg havde en samtale om dette for nylig, og vi har også før haft samtaler om samme emne, så nu føler jeg, det er tid at få nogle af mine tanker ned på skrift.

‘Queer’, som ordet i sig selv, betyder noget i retning af ‘Underlig’ og ‘Mystisk’.
Som identitet kan det betyde næsten alt, har jeg lært. Folk knytter det oftest til non-heterocisnormative individer, men jeg har set det brugt om begreber som race, tro, og musik. I det store hele lader det til, at Queer kan stilles op over for Normativ i en dikotomi…

Men det er en dikotomi, der er afhængig af social kontekst, og som kan fungere på flere sociale niveauer. Er du Queer på et makro-niveau, er du modsat det store statssamfunds Normativitet (e.g., på statsniveau er heteroseksualitet normativt), men på et mikro-niveau er du blot modsat familiens og vennekredsens normativitet (og her er heteroseksualitet ikke nødvendigvis normativt (jeg kender til familier, hvor det at være hetero er Queer)).

Dette betyder rent og skært, at ens Queer-status afhænger af den sociale kontekst, og hvilket social niveau, man færdes i. Når jeg sidder blandt mine venner og bekendte i LGBT Ungdom Århus, er jeg ikke Queer, for vi tilhører næsten alle den kategori, der hedder Ikke-hetero. Og dog er jeg stadig Queer, fordi de fleste er Ciskønnede, mens jeg selv er Transkønnet…og så alligevel, for kønsidentiteter er om noget flydende i den kreds, og jeg har aldrig følt, at min var noget specielt.
Men har vi diskussioner om stat og om andre højere sociale niveauer til vores hyggecafeer, bliver vi pludselig Queer igen på LGBT-kontoen, idet samtalen nu drejer sig om kontekster, hvor vi er specielle, på godt og ondt. Således er vi i den sjove situation, at vi er Queer for andre, men ikke for hinanden, og heller ikke for os selv. Vi er Queer for nogen, der slet ikke er til stede.

Jeg føler, det bliver lidt speget det her, men jeg undskylder mig med, at jeg har haft næsen dybt begravet i psykologiske tekster om personlige og sociale identiteter, og det er svært at stoppe…så….videre!

Queer betyder mange ting. For nogle er det et symbol, for andre en identitet, for tredje en beskrivelse.
Ordet Queer er i titlen på denne blog! Her er betydningen igen ‘Ikke-normativ’. Læs om verden gennem ikke-normative folks øjne.
For nogle er det et skældsord. For nogle er det et kampråb. For nogle er det bare et ord uden særlige konnotationer.

Og så kommer vi til det endelige spørgsmål: Hvad betyder Queer for mig?

Det har jeg tænkt længe over. Jeg kaldte ikke mig selv Queer, før jeg joinede denne blog. Jeg var godt klar over, at jeg var det, fordi jeg var transkønnet og ikke-hetero, men det faldt mig mere naturligt at bruge de specifikke denotationer i stedet for det meget brede Queer. For, som skrevet, kan Queer betyde mange ting, og jeg føler ikke rigtigt, det fortæller folk noget om mig, at jeg er Queer, og så vil jeg alligevel skulle begive mig ud i de andre ord.

Jeg har aldrig haft en personlig historie med ordet, for det har aldrig været brugt til at definere mig, hverken på godt eller på ondt. Queer har altid bare været der, til når jeg skulle få lyst til det, men det har ikke krævet noget af mig, at tage det på mig. Der har ikke været nogen erkendelsesproces, ingen kamp, ingen lykke, ingen tvivl. Det har aldrig gjort mig glad at være Queer, og det har aldrig gjort mig ked.

At sige, jeg er Queer, føles for mig lige som en provokation for provokationens skyld.

Og dog er Queer, hvad jeg er, pr. definition.

For at illustrere, hvor lidt det betyder for mig…så betyder det mere for mig, at jeg er blevet kaldt Høj, Blond, Tynd…at jeg er Højrehåndet…tilsyneladende totalt ligegyldige deksriptorer, som alligevel har haft betydning for mig, og hvis betydning, jeg er klar over.

Jeg tror, jeg har det med det at være Queer, som jeg har det med at være Dansker.

Jeg er født og opvokset i Danmark, men jeg opfatter ikke mig selv som nationalist. Jeg nyder danske traditioner, men jeg udfører dem ikke fordi, jeg føler de cementerer min identitet som Dansker – jeg udfører dem, fordi jeg kan lide dem. Når jeg snakker Dansk er det ikke et udtryk for min Danskhed, men simpelthen bare min normale måde at kommunikere på. Jeg gør så mange Danske ting, men jeg gør dem ikke, fordi de er Danske.

Som jeg også skrev i et tidligere oplæg, er mange af de ting, jeg gør, Queer…uden at jeg nødvendigvis tænker dem som sådan.
Hell, når jeg som kvinde går i bad og vasker min penis, så er det en Queer handling. Jeg kan jo ikke lade være.
Jeg overvejede at deltage i årets nøgenløb under Kapsejladsen i Århus Universitspark, og jeg fandt frem til, at om jeg ville det eller ej, så ville det være en Queer handling, fordi min krop er Queer. Og det ville endda være en Politisk handling, fordi jeg har en Politisk krop. Hjælp!

Min pointe er, at jeg er Queer. Men jeg har ikke lyst til at tillægge det nogen betydning.

Hvorfor?

Fordi Queer/Normativ dikotomien har nogle, i mine øjne, negative konsekvenser for individet.

At være Queer på makro-niveau er at definere sig selv som værende uden for statslige strukturer. Queer er Anarki, og det kan ikke lade sig gøre for mig at være adskilt fra samfundet. Jeg kan godt lide samfundet, omend jeg ikke altid tilsutter mig normen. Jeg ønsker at deltage i diskussioner om verden, ikke melde mig ud med forklaringen “Det angår ikke mig!”. Jeg er ikke som Jer, på mange måder, men Vi er ens på så mange flere, og det er det, jeg vil holde fast i.
At insistere på, man er Queer, i alle dele af ens liv, virker for mig vældigt ekskluderende.

Selvfølgelig er det vigtigt for mig at definere mig selv, der hvor jeg ikke er som normen, fordi normen tvinger mig til at tage stilling til det. Jeg er opmærksom på, at jeg er transkønnet og ikke-hetero, især når diskussionen ikke går på mine mikro-niveauer.
Og jeg vil bruge det, også på et eventuelt meso-niveau, i en foredragssituation, men det vil aldrig blive på teksten “Jeg er speciel”. Jeg -er- speciel, men på samme måde som alle andre er det. At være transkønnet er ikke noget specielt. At være ikke-hetero er ikke noget specielt. At være menneske…det er noget helt specielt.

Når jeg ser folk online, der bedyrer deres Queer-ness, kommer jeg ofte til at tænke på de jokes, der var i min opvækst, om Emo’er, der samledes i flokke for at være helt unikke sammen, selvom de alle var helt unikke på helt den samme måde.
For jeg har set det hele før.
Intet, du gør, der definerer dig som Queer, vil få mig til at acceptere, at du ikke er som alle andre. Du er stadig en del af samfundet, og du må fungere inden for de rammer, det nu engang sætter (igen, justeret for socialt niveau).
At være Queer sætter dig ikke fri for ansvar, bare fordi du selv føler, du ikke hører til.

Måske er jeg i virkeligheden bare kedelig og konservativ, men jeg føler ikke, at provokation for provokationens skyld tjener noget formål. Gør hvad du kan lide, og gør det, fordi du kan lide det, men gør det i det samfund, du lever i, og efter de regler, der gør sig gældende, hvor du er.

Men Queer…Queer vil nok altid være lidt et tomt begreb for mig, fordi alt kan være Queer…og derfor fortæller det mig intet om dig, at du er Queer. Hvis Queer betyder Underlig, og at være Queer er at gøre Underlige ting, ja, så melder jeg mig ud af den klub. Jeg vil ikke bygge mit liv på at gøre ting, jeg selv synes er underlige. Det er muligt, folk ser mit og Starbucks forhold som underligt, men for mig er det det ikke. Hvis det var, ville jeg jo ikke være i det.

Det at være Queer er, for mig, på et helt personligt plan, alt andet end Queer. Det er bare den, jeg er. Og den, jeg er, kan umuligt være andet end normativt for mig, for det er kun mig, der er mig.

Advertisements

Sorg

Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg.
Men nu gør jeg det så alligevel.

For halvanden uge siden, klokken 2 om natten d. 12/6 2016, blev 49 mennesker dræbt og 53 såret på en natklub i Orlando, USA. Gerningsmanden tiltvang sig adgang med våben, og begyndte at skyde på de tilstedeværende.

Det ved I alle sammen godt. I har hørt om det. Det var over hele internettet og i nyhederne. Det er det stadig, halvanden uge efter, og med god grund. Over hundrede mennesker blev skudt, og halvdelen af dem døde. Det er det største masseskyderi begået af en enkelt person i USA nyere tid.

Jeg har ikke lyst til at skrive det her, fordi jeg ved, jeg ikke bare kan forholde mig til kolde fakta…

Jeg er ikke god til tragedier.

Jeg er en af de personer, der græder nemt, når noget er smertefuldt eller smukt, også selvom det ikke sker for mig selv, men for folk i fjernsynet. Jeg græder over sørgelige film, og jeg græder over opløftende fortællinger.

Jeg har ikke grædt over Orlando endnu. Ikke fordi, jeg ikke er ked af det, der er sket, men fordi, jeg har været bange for at lade det komme for tæt på. For det -er- tæt på.
Natklubben, Pulse, var en af Orlandos bedst kendte LGBT-klubber, og størstedelen af ofrene for skyderiet tilhørte miljøet.
Den pågældende nat var natklubben vært for et Latinx-arrangement. Latinx refererer til folk, der foruden at være latino også falder uden for det binære kønssystem.

Ofrene var Latino. Non-binære. LGBT+ eller allierede.

Mandag morgen blev jeg ringet op af TV2 Midtjylland. De ville gerne have en udtalelse omkring skyderiet, og fordi jeg tidligere har medvirket i medier, og har en plads i Danmarks primære politiske organ, når det kommer til LGBT, ringede de til mig. Klokken var 8.20, og min weekend havde allerede været fuld af billeder og reportager fra Orlando.

Jeg fortalte dem, at de skulle ringe til en anden. Jeg havde intet at sige.

Men det havde jeg. Jeg var bange. Ikke så meget for mig selv, men for så mange andre. Jeg var bange for, hvem denne gerningsmand ville inspirere. Jeg var bange for, hvad folk ville bruge skyderiet til af politiske agendaer. Jeg var bange for, at det ville splitte minoriteterne endnu mere end de er i forvejen.

Og jeg var vred. Mest af alt, var jeg vred. Og det er jeg stadig, men nu også af andre grunde.

Der er altid et spørgsmål om skyld i disse situationer, og folk prøver ihærdigt at finde en simpel forklaring på, hvordan det kunne ske, så de kan forsøge at ændre denne lille faktor, i håb om at det vil forhindre fremtidige tragedier.

Der er ingen simpel forklaring. Men folk prøver alligevel. For gerningsmanden er død, og folk har brug for at kunne vende deres vrede et sted hen, nu hvor han ikke kan modtage den. Det forstår jeg godt.
Men jeg har ikke lyst til at analysere gerningsmanden, og jeg har slet ikke lyst til at vende vreden mod andre, der deler hans træk på den ene eller den anden måde. Jeg ville helst bare kunne glemme, at det her er sket. Jeg ville helst bare kunne lukke øjnene, og vente til det er overstået. Jeg ville helst bare kunne tro på, at sådan noget ikke sker i virkeligheden.

Men det kan jeg ikke.

TV2 spurgte mig, om jeg var bange for, at noget lignende kunne ske i Danmark. De fik ikke mit svar, men det gør I nu.

Ja. Det er jeg. Jeg er bange.

En uge før Orlando gik jeg til Århus Pride med min kæreste, Starbuck, ved min side. Søndag d. 12/6 sad jeg og så nyhederne med mine forældre, og jeg kunne mærke bekymringen i deres stemmer, når vi snakkede om det efterfølgende.
Jeg har aldrig været bange for at tage Starbucks hånd, når vi går sammen, selvom jeg godt ved, der er folk, der ser skævt til os. Jeg tager ikke Starbucks hånd for at bevise noget, hverken over for mig selv eller over for andre. Jeg tager den, fordi den er tryg og varm. Kærlighed er det naturligste i verden, og jeg udtrykker min, som jeg nu en gang har lyst til.

Men jeg er også blevet lagt for had. Jeg er blevet spyttet på, jeg er blevet truet, jeg er blevet seksuelt forulempet (for at sige det mildt), op til flere gange, fordi jeg er anderledes. Nogle gange fordi jeg er transkønnet. Nogle gange fordi jeg ikke er heteroseksuel. Nogle gange fordi jeg er kvinde. Jeg har oplevet had, og de værste sider af mennesker. Og jeg prøver, virkelig prøver, ikke at lade de ting røre mig. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det kun er trusler, at jeg ikke skal frygte for min sikkerhed…

Men jeg er bange. For at tilråbene en dag skal blive til vold. For at hadet en dag skal blive til handling. For at jeg skal blive målet for endnu et ondt menneskes forsøg på at ændre verden med mord.

Som ofrene i Orlando blev det.

Jeg blev en gang jagtet af en hund. Den så helt forfærdelig ud, som om den ville slå mig ihjel. Ejeren kom og reddede mig, og fortalte mig med et smil, at hunden altså ikke var farlig (men at han nok skulle holde den indendørs eller i snor fra nu). I lang tid herefter var jeg bange for hunde. Alle hunde. Jeg stolede ikke på min fætters hund. Den var voldsom, slet ikke som deres gamle. Legesyg. Utilregnelig. Den bed min fætter i ansigtet. Så fik de en ny, der gøede hele tiden. Den stolede jeg heller ikke på.
Jeg gik med reklamer, og mødte hunde hele tiden. Jeg gik aldrig op til huset med hunden, der havde jagtet mig. Hvis der var en hund i haven, fik det hus ingen reklamer den dag.
Jeg blev jagtet af andre hunde siden, som bare ville lege. Jeg flygtede, for jeg vidste jo ikke, hvad de havde tænkt sig. Når jeg mødte hunde i snor, og de knurrede af mig, fik jeg at vide, det var fordi, jeg sendte signaler om frygt, og hunden reagerede på det. Den er mere bange for mig end jeg er for den, sagde de. Nå ja, det kan godt ske, men den står klar til angreb med blottede tænder. Selvom den er mere bange end mig, er det den, der er klar til at skade mig. Måske var det -fordi- den var bange, at den ville skade mig.
Jeg stoler stadig ikke på hunde generelt, og jeg går aldrig hen til en hund, jeg ikke kender, hvis jeg er alene. Jeg går aldrig ind på en hunds område.

Og jeg har haft det på samme måde med mennesker. Jeg har haft svært ved at stole på dem, fordi jeg aldrig helt følte, jeg kunne vide, om de ville skade mig…og det virkede som en ret stor risiko at løbe.

Jeg er større nu. Jeg er ikke længere bange for alle hunde. Og jeg er ikke længere bange for mennesker. Jeg kan ikke leve mit liv i frygt for, hvad ondt en enkelt person måske kunne gøre, og derved gå glip af alt det gode, en anden kunne gøre.

Og derfor vil tragedier som Orlando heller aldrig få mig til at gå i skjul. Men jeg vil nok aldrig slippe helt af med tanken om, at det kunne ske for mig. Og jeg vil nok altid være bange for de folk, der sviner mig til og truer mig, ligesom jeg er bange for hunde, der knurrer.

Men jeg er i sorg over Orlando. Det påvirker mig. Og jeg er mere bange i dag, end jeg var for to uger siden. Og det er okay at være det. For selvom jeg er bange, står jeg stadig frem. Selvom jeg er bange, går jeg stadig ud og udfordrer verden.

Jeg er i sorg. Jeg er vred. Jeg er bange.

Det var det.

Tisseperson

Jeg har gået og tænkt over kønsneutralitet.

Okay, jeg skal nok uddybe! Sheesh!

Man hører for tiden meget om kønsneutrale opdragelser, kønsneutrale børnehaver, kønsneutrale toiletter, forretninger, osv..

Kønsneutrale mennesker og kønsneutrale børn. Det kan være, jeg skriver noget om det en dag, men i dag vil jeg gerne snakke om noget helt andet.

Tissemænd. Og tissekoner.

Hvad er en tissemand/kone?

Jeg er udmærket klar over, at der findes et væld af slang, synonymer, eufemismer og dysfemismer omkring kønsorganer, men det sjove ved dem (eller i hvert fald de fleste af dem) er, at de knytter sig til selve organet, som kategori og koncept, adskilt fra hvad end kvaliteter indehaveren måtte have.
At en person har en penis siger i min opfattelse intet om dennes køn.

Men tissemænd og -koner er mere kønnede begreber.

Nu er mine kønsorganer ikke længere kliniske og neutrale, men har i stedet et iboende køn! Min tisser er en mand! Send hjælp!

Men det er den jo ikke. Den er ikke engang et mandligt kønsorgan, for den sidder på mig, en kvinde. Den er for så vidt heller ikke kvindelig, for mange mænd har også en (nogle har endda flere), og hvis min er noget, er deres det også.

Nej, en penis er ikke noget, mænd eller kvinder har. Det er noget personer har. Noget mennesker har. Den er ikke mandlig eller kvindelig. Den er personlig. Den er menneskelig.

Og det samme gælder selvfølgelig for vaginaer 😀

Men vi er så vant til det synonym, ’tissemand’, at alle ved, hvordan sådan en ser ud.

Men…hvis jeg en dag besluttede mig for, at jeg ønskede vaginoplastiske operationer, så ville min tissemand blive en tissekone??? Hvordan? Den er stadig lavet af det samme hud og de samme nerver, bare sat sammen på en lidt anden måde. Er det bare på grund af den måde, den ser ud?

Nej…for så ville enhver ting, der ligner en tissemand også være det. Form, funktion, det har intet at sige. Du kan sagtens have et kønsorgan, der ligner en tissemand, men som ikke fungerer som en, og et kønsorgan, der fungerer som en tissemand, men ikke ligner en.

Og så alligevel…

Jeg har hørt folk referere til en packer som deres pik. Jeg har hørt folk refere til anus som deres fisse. En penis kan være klitoris og omvendt. Der er også på dette område en masse muligheder for selvbestemmelse i kraft af sproget, og det synes jeg er dejligt. Bevares, hvis du en dag kommer slemt til skade med dit skridt, er det smart at du bruger de korrekte kliniske termer over for lægen, der skal redde dig og dit vedhæng (en vagina er også et vedhæng ifølge Starbuck), men når du sidder og snakker med fremmede, er der intet i vejen for, at du kan bruge hvilket som helst ord, der passer dig, hvis de spørger til dine kønsorganer.

(Pro-tip: Lad være med at spørge til folks kønsorganer. Det er suuuuuper creepy!)

Og nu er vi så kommet frem til min pointe!

Kan jeg godt kalde min penis for en tissekone?

Ikke at jeg har lyst; jeg synes penis, pik, lem, bukseslange, skaft, Queen Mary of Scotland, langejan, etc. er udmærkede ord for den 🙂

Men står det egentlig ikke i min magt selv at definere den, som det gør med så mange andre dele af mig? Og hvis min definition ikke passer på den gængse, så er det måske den gængse, der er utilstrækkelig. Kan vi gøre kønsorganer kønsneutrale?

Måske en dag.

I sidste ende, hvis du spørger mig, hvad jeg har mellem benene (pro-tip, lad stadig være), vil mit svar være som tidligere nævnt:

“Noget personligt og menneskeligt.”

…eller det her 😛

what-are-you-evil-whats-your-gender-villan-whats-in-your-pants-doom

Bøsseboksen

Jeg har brugt mange labels i løbet af mit liv.

Folk joker ofte med, at jeg kan repræsentere hele LGBTQIAP-alfabetet ene person, og det er for så vidt ikke langt fra sandheden.
Jeg identificerede som bøsse (G) i min gymnasietid og på mit arbejde i Legoland. Senere identificerede jeg som Biseksuel (B), da jeg endelig indså, at min tiltrækning til piger var mindst lige så stærk.
Transkønnet (T) blev en del af min identitet omkring mit 18. leveår, og har været det siden (omend jeg har forsøgt at benægte det halvdelen af tiden siden…).
Queer (Q) er jeg i hvert fald, både på køn og seksualitet. Jeg har benyttet dette ord om mig selv i godt to år nu.
Aseksuel (A) har også været, og er stadig, en del af min identitet, idet jeg opfatter mig selv som Demiseksuel. Da jeg var sammen med min ekskæreste, var det endnu nemmere at benytte det fulde Aseksuel-label, men jeg er siden blevet klogere på mig selv.
Nutildags bruger jeg ordet Panseksuel (nok i virkeligheden Panromantisk, jf. Demiseksuel), til at beskrive min seksualitet. Da jeg fandt ud af at der fandtes mere end to køn, virkede det naturligt at ændre label. Dengang troede jeg nemlig, at Biseksuel betød tiltrækning til kvinder og mænd, og ikke til non-binære kønsidentiteter. Jeg er siden blevet meget klogere, men Pan er stadig mit foretrukne label.

Det efterlader blot Lesbisk (L) og Intersex (I).
Intersex er jeg, så vidt jeg ved, ikke, og Lesbisk duer ikke rigtigt, eftersom min erkendelse om, at jeg er tiltrukket af mere end ét køn kom før erkendelsen af, at jeg er en kvinde…andre folk har dog givet mig det label – folk, der ikke ved, jeg er trans, og som hører mig snakke om mit 4-år lange forhold til en kvinde 😛

Men for en lille måned siden havde jeg en oplevelse, der fik mig til at tænke over disse labels.

Jeg havde i weekenden været til fødselsdagsfejring for en veninde, og havde i den anledning taget en flot, rød neglelak på. Man må gerne se godt ud, mens man bowler!

Men de to følgende dage havde jeg det virkelig skidt, og kom slet ikke ud af min lejlighed. Den fine neglelak blev på, mens jeg lå i sengen og kom til at se mere og mere syg ud.
Som tidligere beskrevet barberer jeg mig ikke, når jeg bare er hjemme for mig selv, og især når jeg har det dårligt, virker det som en unødig handling, så da det blev onsdag, og jeg igen var klar til at komme ud i den friske luft, var det med et 3-dages skæg.
Og flot, rød neglelak på samtlige fingre (kun en lille smule ridset).

Jeg skulle ned og handle. Normalt tager jeg jo bare noget kedeligt tøj og nogle flade sko på, men den røde neglelak var ligesom ikke til at overse. Det var en varm dag, så det virkede også forkert at have handsker på…især inde i butikken!

Så mine valg var:
1: Handle ind med skæg, vindjakke og flotte, røde negle.
2: Barbere mig for at være ude blandt tilfældige fremmede i 30 minutter.
3: Fjerne neglelakken, igen for at være ude blandt fremmede i 30 minutter.
4: Sulte ihjel.

Ingen af dem virkede tiltalende, men jeg var bange for, at hvis jeg gik ud med et inkongruent kønsudtryk, så ville folk…øh…ja, hvad var jeg egentlig bange for?
Hvad var jeg bange for, folk ville tænke, når de så mig, en person med skæg, gå rundt i butikken med flotte, røde negle? Hvad troede jeg egentlig, de ville tænke? At jeg var en kvinde med skæg (hvilket jo er sandt!), at jeg var en mand med neglelak (en nem fejlantagelse at gøre sig), eller at jeg var…bøsse?
Det viste sig faktisk, at det jeg var mest bange for, var at de skulle tro, jeg var bøsse. Hvorfor? Måske fordi, det label er så fjernt fra min nuværende identitet, og fordi det sætter mig i kasser, jeg aldrig rigtigt har befundet mig i. Jeg, en homoseksuel mand!?

Nej, vel?

Selv i den tid, jeg identificerede mig som bøsse, var det aldrig noget, jeg kunne sige, jeg var stolt af. I gymnasietiden var det skammeligt, og i Legoland var det nærmere et forsvar mod spørgsmål om mit køn. Jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg kunne sige det højt og klart…i stedet var det en skamfyldt hvisken. At være bøsse blev aldrig til en styrke, og måske derfor er det stadig et label der, når det påduttes mig, føles virkelig utilpas.

Selvom jeg aldrig har været lesbisk, kan jeg stadig mærke, at det ikke gør mig noget som helst, om folk antager det. Jeg går ofte hånd i hånd med en veninde, og folks antagelser rører mig ikke. Hvis jeg har en skæg-dag, gør det mig ikke noget, om folk antager, at jeg er en mand. Jeg skammer mig ikke over at være født hankøn og have levet som mand i størstedelen af mit liv. Det generer mig endda ikke voldsomt, hvis folk, der møder mig for første gang, spørger ind til, om jeg var født kvinde! Jeg har konsolideret de identiteter. Jeg var – og nu er jeg.

Men med bøsse…jeg tror aldrig, jeg nåede at slippe af med den der internaliserede homofobi. Jeg turde aldrig helt være i den identitet, for jeg følte mig så forkert i den. Og dengang, tør jeg godt indrømme, syntes jeg faktisk, det var dårligt, ligefrem ulækkert, at være bøsse. Det gør jeg ikke mere. Men hvis jeg skal forestille mig selv som bøsse, er det stadig de tanker, der kommer frem.

Nu er chancen for, at nogen vil vedholde, jeg er bøsse, ret lille. Selv hvis det skulle ske, ville de jo tage fejl på så mange fronter, at det ville være pinligt for deres slægt i flere generationer. Men hvis det skulle ske, ved jeg, at jeg ikke ville benægte det med logik til at starte med, men i stedet med et lidt for hurtigt “Nej!”, og først derefter saglige argumenter. Suk…

Nå, men tilbage til den onsdag!

Efter at have haft denne interne kamp for at forstå, hvorfor jeg var så bange for at blive kaldt bøsse, besluttede jeg mig for at se realistisk på tingene:
For det første er der ingen, der vil konfrontere dig i et supermarked.
Hvis de endelig gør, er det nok for at spørge, hvilket mærke neglelak, du bruger.
Folk har glemt dig, så snart de har vendt ryggen til. Der er ingen, der fortæller om ‘ham der med flot, rød neglelak’ henover aftensmaden.

Og med det, tog jeg ned for at handle. Jeg satte mig op i min store og rummelige Queer-boks, og sejlede af sted gennem heteronormativiteten.
Det er godt at vide, hvem man er.
Det er også godt at vide, hvem man ikke er.
‘Bøsse’ kommer aldrig til at være et label, der passer til mig, men jeg må lære ikke at være så bange for det.

gay-box

…den er ellers fin. Måske en onsdag engang…

Hverdag

Jeg får ofte at vide, jeg lever et spændende liv.

Når folk hører om mit frivillige arbejde i LGBT-miljøet, om mit studie, og, nå ja, at jeg er transkønnet, kan de slet ikke få armene ned. Og så flyver spørgsmålene, og man får næsten ikke mulighed for at spørge ind til deres liv, fordi de alt for ofte vil sige, de jo bare er, sådan, kedelige.

Her er en lille hemmelighed: jeg er også ret kedelig 🙂

Eller, nej, det kan jeg ikke sige med overbevisning. Jeg synes selv, mit liv er spændende. De ting, jeg interesserer mig for, er spændende. Jeg elsker at snakke om mine oplevelser med LGBT, om de bøger jeg læser, de film og serier jeg ser, de diskussioner jeg har om feminisme og aktivisme og hvad ved jeg.
Det er spændende for mig – ellers ville jeg jo ikke gøre det.

Men rent objektivt er jeg også kedelig. Almindelig. Mit liv er ikke en non-stop glitterfest (bortset fra når jeg er sammen med Starbuck), og langt de fleste dage tilbringes med helt almindelige sysler. Jeg står op, drikker kaffe, læser, træner, vasker op, skriver, ser serier, går i seng.
Hele dage kan gå, uden jeg laver noget som helst queer ud over at grine lidt over de sjove lgbt-jokes, der dukker op på min facebook feed.

Men det er jo heller ikke de dage, jeg fortæller om, når folk spørger ind til mit liv. Så er det Pride og aktivisme og psykologiske teorier og hormonbehandling. Alle de store ting, jeg ved, folk synes er spændende. Nogle gange er det en fejl, for jeg vil også gerne snakke om andre folk, og medmindre de deler mine interesser og identiteter, så er der ikke plads til at snakke om dem selv i den samtale.

Og derfor er jeg faktisk også begyndt at undlade at fortælle om disse ting, og i stedet holde mig til de mere jordnære ting, jeg gør. Ting som andre også kan være med på, så vi kan få en samtale, i stedet for at jeg skal sidde og holde et foredrag for den anden. Hverdagsting. Serier, bøger, Starbuck <3, musik. Mad, øl, strik, familie…alle de små ting, som jo langt hen ad vejen er nogle af de vigtigste.

Jeg tror også, det har at gøre med, at min queer-ness er blevet mere og mere hverdag for mig. At den fylder mindre og mindre i mit sind.

Jeg sidder i en rådgivning for lgbt-personer, og mange af dem, vi snakker med, føler sig netop overvældede af deres nye identitet som queer. Alting drejer sig om det. Alting skal vurderes i forhold til det. Vaner sættes i nyt lys i kraft af, at man pludselig identificerer sig som fx homoseksuel…ethvert forhold vil nu være et homoseksuelt forhold…venskaber sættes på prøve…i starten fylder det alt.
Og de gjorde det også for mig. Da jeg endelig følte, jeg kunne snakke om det at være trans, bestilte jeg jo næsten ikke andet! Der var så meget, jeg havde gået med selv, som jeg nu ville dele med andre. Alting handlede om det. Hvert problem, hver succes, hver nye og gamle relation, min fremtid og min fortid, alt var farvet trans-farvet (lyserødt, lyseblåt og hvidt, hvis du var i tvivl 😉 )

Men nu…nu tænker jeg faktisk næsten ikke over det. Selvfølgelig er jeg opmærksom på, at jeg er, som jeg er, men jeg føler ikke længere, at jeg fx gør bestemte ting, fordi jeg er trans; i stedet gør jeg dem, fordi jeg er mig.

Jeg er altid trans. Og jeg er altid queer. Jeg gør selvfølgelig stadig visse ting -fordi- jeg er queer og trans, og det føler jeg også, jeg har brug for, for stadig at kunne sige jeg er det. Når jeg stiller op til interviews er det som transperson. Når jeg laver frivilligarbejde er det som queer. Men i mine personlige relationer er det som mig.

Og jeg tror, det er sådan, det fungerer bedst for mig. Jeg er queer trans konstant, men jeg behøver ikke udøve det. De få, men store udøvelser, er nok til at definere mig, også for andre. Jeg er altid queer, men ikke alt, jeg gør, er queer.

For at citere årets hidtil bedste film:

“Four or five moments – that’s all it takes to become a hero. Everyone thinks it’s a full-time job. Wake up a hero. Brush your teeth a hero. Go to work a hero. Not true. Over a lifetime there are only four or five moments that really matter. Moments when you’re offered a choice to make a sacrifice, conquer a flaw, save a friend – spare an enemy. In these moments everything else falls away…”

Erstat ‘a hero’ med ‘queer’…de er næsten synonyme anyway 😀

At være queer og trans er stadig vigtigt for mig, og det er en stor del af min identitet. Men måske netop fordi , det er så stort, føler jeg også et behov for ikke altid at tale om det. Mon ikke det er det samme for alle, der har megen identitet forankret i få ting. Folk, der er så opslugte af deres hobbier, deres fandoms, deres arbejde, hvad end der giver dem identitet. Vi elsker jo at snakke om det, fordi det er så spændende, og vi elsker, når folk er interesserede i vores liv, men nogle gange er det altså også rart bare at snakke om almene hverdagsting, og føle, man også er interessant på det niveau 🙂

Jeg er spændende. Også når jeg ikke laver queer ting. Også til hverdag.
Jeg er spændende i kraft af alt, jeg er.
Og det er du også ❤

Trigger Warning

[TW: Voldtægt, Sex, Misbrug, Overgreb, Psykisk vold]

Jeg beklager den meget seriøse post i dag…men man må nogle gange følge sin inspiration!



Jeg færdes en del på fora, hvis medlemmer hører til de udsatte grupper i samfundet, og jeg erfarer ofte, at der er en helt anden kultur og kommunikation disse steder end i den virkelige verden og i frit tilgængelige fora (såsom kommentarsporet på diverse nyhedsoutlets online).

Disse folk har ofte været udsat for traumatiserende oplevelser – nogle akutte (som i enkelte, voldsomme hændelser), andre mere kroniske (som i mere eller mindre voldsomme, men gentagne hændelser) – og det har sat tydelige spor i deres psyke. Hvad enten det er fysiske, emotionelle eller verbale overgreb, så påvirker det ofrene, og det kan tage lang tid at nå til det punkt, hvor det ikke længere medfører overvældende negative tanker at blive mindet om disse eller lignende overgreb. Nogle mennesker når aldrig dertil, og må leve med smerten og frygten resten af livet.

Jeg kender folk personligt, der er blevet udsat for overgreb, eller som har så forfærdelige minder knyttet til visse folk eller situationer, at nævner man det forkerte navn på det forkerte tidspunkt, går de helt i stykker. Når man hører historierne, forstår man det godt, og man bestræber sig på, ikke at bringe dem på bane.

Nogle gange kan det være svært. Jeg har siddet til fester, hvor der er blevet sagt noget forkert (en trigger), og en person har måttet forlade selskabet for en stund for at samle sig igen. Vennerne er som regel gode til at forklare, hvad det var, der skete, og opfordre til, at det ikke sker igen. Der er aldrig nogen, der beskylder personen, der sagde det forkerte, for at være ond; vedkommende viste jo ikke, det ville have den effekt. Og som oftest bliver den efterfølgende undskyldning også mødt med et “Det er okay.”. Men disse situationer er oftest opstået i fællesskaber, hvor udsatte mødes. Mange af mine bekendte har haft erfaringer med misbrug af stoffer og alkohol og alt hvad det medfører, og der eksisterer i det rum en fælles forståelse af, at folk bliver skadet, og at man skal tage hånd om dem.

Den forståelse kan dog være svær at finde i det større samfund.

Jeg hører nogle gange fra udenforstående, at det er op til den udsatte at gøre opmærksom på de ord og temaer, der kan udløse voldsomme reaktioner. Helst lige fra start, så de undgår at skulle føle sig som de onde, hvis de siger noget forkert. Det kan være, det afhjælper noget af deres skyldfølelse, hvis de lægger ansvaret over på en anden?
Men jeg tror, de misforstår. Der er ikke nogens skyld. Ofte er triggers noget, der optræder helt naturligt i samtaler, og du skal være synsk for at vide, de vil give en voldsom reaktion.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget, der får en anden person til at gå i stykker, hvis du ikke var klar over, det ville ske.
Det er heller ikke din skyld, hvis du går i stykker over et ord, uden at have fortalt om det forinden.

For hvem har lyst til at rende rundt med en liste over triggers? “Hej, jeg hedder Maia, her er 37 ord, du absolut ikke må bruge i min nærhed!”. Og forventer folk virkelig, at man skal starte en samtale med at fortælle om, hvorfor voldtægt er en trigger, når denne handling netop ville medføre, at det ville blive bragt på bane? Jeg har ikke selv mange triggers, men dem jeg har, gør virkelig ondt at tale om, og bare det at tænke på dem, kan bringe mig til tårer. Fed start på en samtale.

Derfor respekterer jeg også, at der i min omgangskreds er visse ting, man ikke bare bringer på bane uden advarsel. Fx er emnet ‘Sex’ ikke nødvendigvis noget, vi snakker om på plenum i den lokale T-gruppe (for transpersoner og pårørende). idet mange har et anstrengt forhold til det. Selvfølgelig begrænser det -mig-, ikke at kunne tale om sex i disse situationer, men ved du hvad? Jeg har så mange andre steder, jeg kan snakke om det. Det behøver ikke være lige dér.

Og det er her, jeg tror mange falder i. Jeg ser folk argumentere for, at der er ytringsfrihed i Danmark, og at man derfor må sige, hvad man vil, og det er for så vidt rigtigt…men man må altså også godt lade være. Selvfølgelig må jeg da til enhver tid diskutere emner som stofmisbrug, men jeg har for megen respekt for folk omkring mig til, at jeg gør det blandt dem, jeg ved, det vil såre.

Respekt.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget forkert, når du ikke ved, det er en trigger.

Det -er- dog din skyld, hvis du gør det igen, efter at have fået at vide, det er en trigger.

Det viser en mangel på respekt for dine medmennesker, at du med vilje sårer dem. Nogle folk forsvarer sig med, at det kun er godt for den sårede at blive udsat for sin trigger, for vi ved jo alle at konfrontation er den bedste måde at slippe af med frygt, fobier og angst…det er rigtigt nok, men konfrontationen skal foregå i en terapeutisk situation med et tydeligt sikkerhedsnet. Hvis du med fuldt overlæg konfronterer mig med min største frygt, uden at sørge for, der er nogen til at gribe mig, så hjælper du mig ikke. Tvært imod vil jeg fremover undgå enhver situation, hvor du optræder. Tillykke, du har faktisk gjort det værre.

Jeg forstår godt, det er svært at forholde sig til, når man ikke selv har oplevet det, men det er derfor man bør lytte til dem, der har. Respektér, at nogle mennesker har helt specialle udfordringer, og tag hånd om dem, hvis du holder af dem. Acceptér, at der ikke altid er noget, du kan gøre for at ændre situationen.

Og hvis du ikke kan det, så hold dig væk. Eller læg i det mindste ud med en Trigger Warning, så folk selv kan styre uden om dine ytringer.

Buff

Lad mig fortælle om tiden før min transition.

Jeg har altid været ret skinny. Min vægt har holdt sig støt omkring de 70 kg siden min første pubertet sluttede, og i kraft af min højde har jeg derfor fremstået ganske tynd. Folk plejede at joke med, at jeg kunne gemme mig bag en lygtepæl, hvis jeg stod med siden til, og de har ikke været helt galt på den. Min røv var ikke-eksisterende, og der var naturligvis heller intet at komme efter på brystet. I løbet af mit 4½ år lange forhold fik jeg ind imellem lidt mave, men det holdt aldrig længe.

Jeg kunne spise hvadsomhelst, og aldrig frygte, at jeg skulle tage på.

Jeg forstår nu, hvorfor de andre piger var misundelige.

Efter jeg er begyndt på hormonbehandling, har min krop ændret sig. Jeg har nu reelle fedtdepoter på kroppen (som jeg er ret glad for!), og mine muskler (de få, jeg havde) er skrumpet lidt. Jeg kan også mærke, at min krop holder bedre på fedtet, og at jeg derfor godt kan risikere at tage på, når jeg spiser fed mad.
I løbet af de sidste to år har min vægt fluktueret med 10 kg (ca. 3 ned og 7 op), og det har været lidt svært for mig at finde en god balance.

Derfor gik jeg i gang med at træne. Det var en måde at få forbrændt noget af det nye fedt på, og samtidig genopbygge nogle muskler, så jeg ikke blev totalt slap. Jeg kunne mærke, det generede mig at miste styrke og øge vægt, og jeg tror, det var fordi, det var noget, jeg ikke kunne styre – det skete bare.

Så træning blev en måde at genvinde kontrollen på. Tanken var, at jeg bare skulle op på det niveau, jeg var på før. Jeg havde ikke lyst til at være stærk, og jeg gik ikke specielt meget op i flad mave; jeg ville bare gerne være i nogenlunde sund form.

Men mål ændrer sig, og jeg mærkede sidste år, at jeg faktisk gerne ville være stærkere, mere udholdende. Jeg var ikke klar til, at min krop skulle begynde at hænge, så jeg oppede min træning i en periode. Jeg følte mig vel tilpas med nogle muskler på overarmene og en fladere mave, men så ramte depressionen, og jeg mistede motivationen til at træne, selvom jeg udmærket vidste, det var godt for mig at gøre – også som beskyttelse mod depressionen selv. Min vægt er gået voldsomt op og ned, grundet perioder med over- og underspisning, og mine kræfter har været svindende.

Nu er jeg næsten ude på den anden side af alt det lort, og jeg kan mærke, at lysten til at træne er på vej tilbage. Jeg er så småt i gang med at lave en rimelig plan, og jeg agter at følge den. Jeg vil gerne være i god form. Jeg vil gerne have en flad mave og slankere overarme. Jeg vil gerne have en god røv, og jeg vil gerne være stærk og mere udholdende.

Træning er igen blevet en måde for mig at tage kontrollen over min krop og mit liv tilbage. En lille påmindelse om, at de ting jeg gør, rent faktisk har en effekt.

woman-biceps

Plus, så kan jeg besejre tilfældige douchebags i armlægning, og det er vældigt tilfredsstillende 😉

I dine øjne

Jeg var på sommerhustur forrige weekend, og endte med at sidde hele natten og snakke engelsk med en svensker, der skulle til Asien dagen efter…

Vi snakkede om en masse ting, og vi snakkede selvfølgelig også om Starbuck (fordi jeg ikke kan lade være). På et tidspunkt i løbet af natten leverer jeg denne linje:

“Noget af det, jeg elsker mest…er at se mig selv reflekteret i [Starbucks] øjne.”

Jeg var bange for, at det ville blive opfattet som helt utroligt narcissistisk, men svenskeren forstod heldigvis, hvad jeg mente. Jo, altså, jeg elsker også at sidde og kigge ind i Starbucks øjne, men det er ikke mit spejlbillede i pupillen, jeg kigger på, men snarere den fortryllende iris, der skifter farve efter lysfald og humør – disse smukke øjne, der kan være alt fra grå til lysebrune, til turkis og forårsgrønne…

Ah, sorry, det var et sidespring 😀

Det jeg mener er, at jeg elsker det billede, Starbuck har af mig i sit hovede. Nogle gange får jeg tilsendt eller oplæst små digte og brudstykker af historier og sange, der minder Starbuck om mig, og jeg elsker at læse og høre de ord. De får mig til at føle mig stærk og smuk – følelser, som jeg kan have svært ved at frembringe selv.

For Starbuck er jeg noget nær perfekt. Alle de ting, jeg selv synes er mine begrænsninger og svagheder, er for Starbuck mine bedste sider og styrker. Og det bedste er, at jeg begynder at kunne se mig selv, som Starbuck ser mig. Hvis jeg nogensinde begynder at tvivle på mig selv, behøver jeg bare tænke på Stabuck, og så ved jeg, at jeg kan klare det…for det ved Starbuck, at jeg kan.

Og jeg får lyst til at være en bedre person, så jeg aldrig vil komme til at skuffe Starbuck, og ødelægge det billede. Jeg får lyst til at være en bedre person, så jeg kan gøre mig fortjent til al den kærlighed, der gives. Jeg ved, jeg har mine fejl, og jeg ved, Starbuck nok skal få øje på dem hen ad vejen, men jeg føler mig motiveret til at udbedre dem, så jeg kan give alt det, Starbuck fortjener at få.

Jeg elsker at se mig selv reflekteret i Starbucks øjne, for det er den person, jeg ønsker at være – og jeg ved, at jeg rent faktisk kan være den person, for Starbuck har en evne til at få mig til at tro på det

Jeg stoler fuldt og fast på de øjne.

…de dybe, funklende øjne, så fulde af nysgerrighed og glæde… ❤

Som uforventet

Jeg kom til at love, at de næste tre blog-indlæg skulle handle om Starbuck…hvilket ikke bliver så svært, for der er godt nok meget at sige!

Jeg tænker at i dag er en god anledning til at snakke om forventninger – for selvfølgelig har man altid en masse forventninger til det nye år. Det havde jeg også sidste år, men lad mig være den første til at sige, at de ikke er blevet indfriede i helt så stor grad som, well, som forventet.

Jeg havde forventet at jeg skulle skrive min bachelor. Det skete ikke.

Jeg havde forventet at jeg skulle få det bedre. Det skete først sent på året, efter det blev meget værre i en periode.

Jeg havde forventet at jeg skulle være sammen med min kæreste hele året. Det skete ligesom heller ikke.

Og meget andet forventet skete heller ikke.

Men Starbuck skete. Helt uforventet. Et tilfældigt, magisk møde, som vi begge troede skulle være hele historien. Et par timer, begyndelse og ende i et, hver til sit og aldrig ses igen.

Indtil Starbuck skrev. Helt uforventet. Og selv da var det kun en let flirt, for vi troede alligevel ikke, vi skulle ses igen. Begge drømmende, men aldrig virkelige.

Indtil Starbuck kom til Århus. Helt uforventet. Og for mit vedkommende ganske uskyldigt…

Indtil Starbuck kyssede mig. Helt uforventet.

Indtil jeg blev forelsket…helt uforventet.

Men alligevel ikke så overraskende? Når jeg ser tilbage, føler jeg kun, der var en vej at gå…og det var mod dette. Os.

Rejser jeg 4 år tilbage i tiden, kan jeg godt mærke, at jeg havde helt andre forventninger, end hvad jeg er endt med af realiteter.
For 4 år siden var jeg i et stabilt og heteroseksuelt forhold – mig som mand, min eks som kvinde (det er hun forresten stadig, så vidt jeg ved :D). Ingen vidste, jeg var trans, og jeg var nærmest klar på, at dette var min fremtid. Selv da vi slog op, var forventningen meget normativ. Måske ikke nødvendigvis hetero, men i hvert fald med enten en mand eller kvinde, med mig som kvinde, og ganske ligetil.

Well…jeg ved ikke, hvordan jeg helt præcist skal karakterisere mit og Starbucks forhold…men det er ikke dét. I og med ingen af os bekender os 100% til en enkelt kønsidentitet, bliver det aldrig ligetil…vi kan hverken kalde os homo- eller heteroseksuelle, og vi er desuden begge åbne for at kunne være sammen med andre…og vi er ikke kærester.

Det har folk svært ved at forstå, det med ikke at være kærester, for det passer heller ikke til deres forventninger. Nogle har spurgt mig, om det bunder i usikkerhed, men det føler jeg ikke er tilfældet. Jeg føler mig sikker på, at det her er rigtigt og godt.

Men med Starbuck har jeg måttet give slip på forventninger, fordi det simpelthen ikke nytter noget! Jeg har måttet give op på at tro, jeg ved, hvad der vil ske, for det sker alligevel aldrig helt som jeg havde forestillet mig. Oftest er det meget bedre, nogle gange blot anderledes. Og selvom det ikke er noget, jeg kunne have forudset, overrasker det mig sjældent.
Starbuck er, for mig, og garanteret også for andre, en gåde. En vittighed, man ikke kender punchlinen til. Man forsøger at regne den ud, uden held, men når man endelig får den, giver den så meget mening, at man nærmest føler sig fjollet over ikke at have gættet den.

Starbuck, på trods af at være uforudsigelig, giver mere mening end nogen anden.

Og Starbuck giver mig mulighed for at drømme. Og det gør jeg. Totalt løsrevet fra forventninger, fordi jeg føler, alt kan lade sig gøre. Jeg føler mig frigjort og lettet, og det er ærligt talt første gang et forhold har givet mig den følelse. Jeg er ikke bekymret. Lige så snart, Starbuck står foran mig og smiler sit søde smil, er alting let. Selvom det virker kompliceret, er det for mig helt og aldeles simpelt. Som at stå i stormens øje. Som en kop te ved verdens ende.

Mine forventninger til dette år er mindre tunge end sidst, mindre nødvendighedsprægede. Jeg har nu i stedet ting, jeg gerne vil, født ved lyst og glæde. Starbuck har vist mig, at jeg intet ‘skal’. Selv når jeg gør ting af pligt, er det for at fordre et ønske, et ‘vil’, en drøm.

Nogle gange kigger jeg på mit liv udefra, og fatter ikke, at jeg kan være så heldig, som jeg er. Jeg kigger på mine venner, min familie, mit studie, mit frivillige liv…og Starbuck. Fucking vidunderlige Starbuck.

Jeg tror mange kunne have brug for at give slip på forventninger, og bruge tid på at tillade sig at drømme i stedet. Eller i det mindste acceptere, at ting nogle gange ikke går som forventet.

Nogle gange er de uforventelige ting de aller bedste, der kan ske 🙂

Bogorm

“Books, like friends, should be few and well chosen. Like friends too, we should return to them again and again for, like true friends, they will never fail us.”

Lad det være kendt, at jeg elsker bøger. Jeg elsker duften, jeg elsker at mærke papiret, jeg elsker dedikationer, og jeg elsker omslag. Jeg elsker at mærke vægten af en tung bog i mit skød, og jeg elsker at finde en bog, der kan være i min lomme. I alle former og størrelser, elsker jeg bøger.

Bøger kan transportere en ind i en helt ny verden, eller vise os vores verden i et nyt perspektiv. Bøger, på en helt unik måde, giver os mulighed for at forstå andre personers handlinger ud fra deres tanker, og de giver os anledning til også bedre at forstå os selv igennem andre.

Jeg tilhører en generation af læseheste og nørder. De fleste i min omgangskreds er glade for bøger, og nogle skriver endda selv. Jeg tror internettet, med dets store mulighed for udveksling af skriblerier og kritik, har hjulpet dette godt på vej, og jeg tror at tendensen til, som jeg gør her, at formidle sine indre tanker i et offentligt rum, har gjort os, som mennesker, bedre i stand til at forstå hinanden.

Bøger, som film og tv, afspejler ofte den samfundsmæssige diskurs, og i min levetid har bøger med Queer karakterer været få og svært tilgængelige. Man så dem aldrig på bestsellerhylden, eller på promoveringsstanden. Jeg var desværre aldrig selv, som ung, i stand til at finde disse skjulte skatte af Queer-litteratur…indtil jeg fandt fanfics.

Jeg læste min første Harry Potter fanfic som 15-årig, og -selvfølgelig- var den Queeret godt og grundigt op. Det var ikke eksplicit seksuelt, men mange af karaktererne gav udtryk for homoromantiske tiltrækninger, hvilket jeg fandt vældig interessant. Jeg dykkede mere ned i det, og fandt, at jeg holdt meget af de fanfics, der ikke direkte stred imod eden etablerede kanon for universet, men som udforskede bipersoners liv – dem, hvis tanker vi aldrig får indblik i, og hvis liv vi aldrig involveres tilstrækkeligt i til at kende deres identiteter tilstrækkeligt.

Folk har ofte en opfattelse af, at karakterer er heteroseksuelle, medmindre andet står eksplicit i bøgerne. “Hvis han var bøsse, havde det nok stået der,” siger de, og beskylder en for at presse homoseksualitet ned over hovedet på dem, når man siger at Draco Malfoy sagtens kunne være Queer. Jeg beskylder dem for at presse heteroseksualitet ned over mit hoved, når de forsøger at overbevise mig om, at han ikke er, men den side af argumentet har sjovt nok ikke lige så meget vægt i den generelle befolkning 😛

Men denne løsrivelse fra heteronormen har givet mig en ny måde at læse bøger på, hvor jeg ikke længere antager noget om nogens seksuelle identitet eller kønsidentitet. Og jeg må sige, det er befriende!

Endnu mere befriende er det, at bruge denne approach i dagligdagen, når man har med mennesker at gøre. Jeg bliver sjældent overrasket, når folk fortæller mig om deres skævheder, for jeg har ikke haft nogen forventning om, at de skulle være normative.

Jeg elsker at høre folks historier, og udbygge min forestilling om dem derigennem, ligesom jeg elsker at læse en bog, og fordybe mig i dens univers. Mennesker er meget lig bøger, og jeg elsker at læse dem begge.

Men læsningen foregår på menneskets og bogens præmisser. Nogle gange skriver vi vores egne små fanfics om mennesker, vi kender; ting der kunne være sande, men som vi ikke ved med sikkerhed. Forskellen er, at mennesker kan vi altid spørge – bøger giver os intet mere, end det der står.

Jeg elsker bøger, og jeg elsker at digte videre. En dag får jeg skrevet min egen, som folk selv kan få lov at fortolke, og jeg glæder mig til at se, hvad de finder på 🙂