Attraktiv

Da jeg var yngre troede jeg aldrig, at nogen nogensinde ville finde mig attraktiv. Når du vokser op som outsideren der bliver beskrevet som “nørd”, “asocial” og “sær” så booster det ikke ligefrem ens selvværd.
Første gang jeg kyssede var jeg 17 år, og jeg mistede min mødom som 18 årig. I årene op til blev ordene til at beskrive mig udskiftet, men det ændrede ikke mit selvværd. “Sej” og “punk” var da en forbedring, men det ændrede ikke på hvordan jeg oplevede mig selv:
Underlig, sær, nørdet.

Uattraktiv.

Med tiden er der kommet mange nye ord på mig. “Flot”, “lækker”, ja endda;

“Attraktiv”

Med det ord kommer mange nye øjne på en. Både over disken i supermarkedet, på dansegulvet og i andre sociale settings. Flirtende øjne og søde smil, endda berøringer. Jeg havde troet, at ordet “transkønnet” ville stoppe de fleste øjne. Men det gør det faktisk overhovedet ikke. Jeg vil ikke sige tværtimod, fordi det ville være løgn. Men det i hvert fald ikke en begrænsning.

Men min indre generte nørd er slet ikke vandt til den her opmærksomhed. Og efter jeg er blevet single, har jeg også fået mulighed for at gengælde de søde øjne. Eller selv lave dem. Og pt står jeg i en situation med et splittet hjerte og mange tanker.

I følge janteloven må jeg ikke være selvsikker og selv mene, at jeg er attraktiv. Men det skider jeg højt på. Jeg er fanme endt meget heldigt med mit udseende – det privilegie er jeg meget opmærksom på. Jeg er da stadig utilfreds med mine brede hofter og mavefedt osv. Men all in all er jeg glad. Og jeg nyder de romantiske øjne jeg får. Også selvom jeg i bund og grund har svært ved at tro på dem, og stadig føler jeg burde gå med et advarselstegn i panden.

Min store usikkerhed er så, om jeg stadig er attraktiv hvis jeg var mere queer i mit kønsudtryk. E n d e l i g få jeg romantiske interesse og er glad for min krop, og det vil jeg nu kaste væk for lidt make-up og feminint tøj? Det virker latterligt dumt at gøre det. Men det er også latterligt dumt at følge cisheteronormative regler som egentlig kun nedgører, diskriminerer og skaber dårlig selvtillid hos de fleste. Men med min stadigvæk haltende selvværd og selvbillede så er det, at andre ser mig som attraktiv vigtigt. Og rart. For så er jeg da et eller andet værd – tænker jeg. Omend det er en latterlig tanke..

Hvad gør man dog ikke for at være lækker. Skærmbillede 2015-12-07 kl. 17.12.26.png

Advertisements

Equus

I morgen skal min kæreste ud og ride på en hest. Han er spændt. Men her er min hemmelighed:

Jeg er ikke glad for heste.

Det kommer sig af at jeg var med min søster til ridning engang, og jeg fik lov til at ride. Jeg kunne selvfølgelig ikke ride, og hesten løb lidt løbsk. Ta-daa, ikke glad for heste.

Altså, jeg kan godt være omkring heste – jeg har ikke fobi eller angst eller noget – men jeg vil ærligt talt hellere klappe en ko end en hest. De har altid virket lidt for store…for skræmmende…for tilregnelige.

Jeg fortalte dette til mit første møde på Sexologisk Klinik. Jeg sagde at jeg godt vidste, jeg ikke var sådan traditionelt hyper-femi (det har vi snakket om), og nævnte heste-frygten som eksempel. Hvad jeg ikke havde forventet var, at psykologen ville bide så meget mærke i at jeg ikke kunne lide heste, og hun fik mig derfor til at fortælle hele historien. Jeg ved ikke om hun følte, det var vigtigt, eller om det var hendes nysgerrighed, der trådte i kraft – ærligt talt, så ville jeg nok også spørge ind til det, hvis en person sagde at de ikke kunne lide heste 😛

En anden mulighed var at de indgik i hendes bedømmelse af mig og min kvindelighed. SK er glade for stereotypier, ved jeg, og en person, der påstår hun er kvinde, men ikke kan lide heste er måske ikke stereotyp nok?

Vi kan godt blive enige om at den slags kønsstereotypier hører fortiden til, men måske skal jeg alligevel passe på med, hvad jeg siger til min udredning! Jeg må ikke nævne at jeg ser Battlebots. Er det mon for maskulint at gå i bukser? Skjorte er i hvert fald et nono. Er det drenget at lege med Lego? Jeg har aldrig lært at strikke, så det trækker nok ned.

Og jeg kan ikke lide heste. Jeg har fejlet som kvinde 😀

Jeg har flere gange overvejet om de også selv tager deres kønsidentitetstests derinde. Jeg vil gerne være sikker på at min behandler er mindst lige så meget kvinde som jeg, ellers synes jeg ikke hun har noget belæg for at vurdere min kvindelighed. Kører hun bil? Det er ikke super kvindeligt, altså. Og med en længerevarende uddannelse? Hvordan har hun tid til at passe børnene?

Hvor mange år mon der skal gå før vi holder op med at holde os til disse åndssvage mål for kvindelighed og mandlighed?

Det værste er at mens ‘behandlerne’ på SK og den generelle befolkning helst vil have at jeg er så stereotyp som muligt  før de vil acceptere mig som kvinde, vil de trans-fjendtlige radikale feminister helst ikke have at jeg opfører mig stereotypt kvindelig…for så er jeg falsk, idet jeg bare prøver at emulere kvindelighed.
Jeg har seriøst set kvinder, der kritiserer andre kvinder for at gå i kjole og have sex med mænd, fordi de mener, det forstærker stereotype, negative kønsroller. Det virker næsten som om, deres ideelle kvinde opfører sig som…en stereotyp mand? Men så igen, hvis jeg gjorde det, og proklamerede at jeg samtidig var kvinde, ville de stadig ikke acceptere mig. Altså.

Samfundet har langt hen ad vejen svært ved at bestemme sig. Der er dobbelte standarder. Ruby Rose er populær fordi hun er lidt maskulin, men hvis jeg er det, er jeg utilstrækkelig som kvinde? Vi elsker omsorgsfulde og feminine mænd (især hvis de er bøsser), men en transmand, der godt kan lide makeup er ikke en rigtig mand?

Suk…jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu, og bare komme så nemt igennem SK som muligt. Svare ærligt på deres spørgsmål, men passe på ikke at sige for meget.

…gad vide om min fobi for skaldyr får betydning?

[indsæt selv billede af en hummer her – jeg gør det ikke!]

…måske tror de bare jeg er jøde…men er det godt eller skidt? Argh!