Afsky

Tidligere på ugen var jeg til et spændende arrangement på Hovedbiblioteket i København, der handlede om afsky i forskellige former. En håndfuld studerende, hvoraf den ene er en af mine venner, holdt oplæg om hver sin afart af afsky, heriblandt mytologien om Dracula, incestlovgivning, russisk lovgivning mod homo-propaganda og rygekampagner. Det oplæg, min ven skulle holde, handlede om seksuel afsky, dens rolle inden for psykiatrien samt relationen til aseksualitet.

Seksuel afsky er i sig selv ikke noget at være bange for, idet vi alle oplever det fra tid til anden: F.eks. kan tanken om at have sex med en bestemt person eller tanken om at skulle onanere og derved berøre sit eget skridt være eksempler på seksuel afsky. For de fleste optræder det lejlighedsvist – for andre er det mere vedvarende.

Som min ven i sit oplæg kom ind på, findes der indenfor psykiatrien en diagnose for personer, der har en vedvarende oplevelse af seksuel afsky. Sex, og især en sund interesse for sex, er tæt knyttet til ord som trivsel og sundhed, mens en afstandtagen fra sex derimod modtages med skepsis og gode råd om, hvordan man kan komme på ”bedre tanker”. For sex er (underforstået) godt for alle, og alle skal lide det, tragte efter det og have det. Den holdning til sex gennemsyrer samfundet, og som det sker, sætter det sig spor. I dette tilfælde i psykiatrien, der sygeliggør en aversion mod sex, da dette jo strider mod samfundsnormen.

Dette blev i høj grad problematiseret i oplægget, for skal dette forvrængede syn på sex og seksualitet virkelig være med til at sygeliggøre de personer, der føler en aversion mod sex – om de personer er aseksuelle eller ej?

Tidligere på året faldt jeg over en undersøgelse foretaget af AVEN (Asexual Visibility & Education Network), der viste, at blandt aseksuelle personer, følte helt op til 55 % afsky ved sex eller seksuelle handlinger. Undersøgelsen tog udgangspunkt i svar fra 14.000 personer, så regner man lidt på det, kommer man hurtigt frem til, at psykiatriens fingre nok ville klø efter at diagnosticere de 7.500-8.000 personer, der på den måde afveg fra den seksuelle norm.

Èn ting er dog at føle personlig afsky ved sex – men hvad var holdningen generelt til sex? Det kunne undersøgelsen også svare på, for et andet af spørgsmålene handlede om, hvorvidt ens syn på sex var positivt eller negativt. Her svarede omkring 10 %, at de var negative over for sex, og havde den opfattelse, at sex var forkert og burde undgås. Ikke kun for dem selv, men at alle burde gøre det på den måde. Så selvom et flertal af de adspurgte personer følte personligt afsky ved sex, havde næsten alle et positivt syn på det – at sex blev opfattet som noget, der blev set som sundt og godt i et samfundsmæssigt perspektiv.

Oplægget på Hovedbiblioteket var for mig rigtig interessant – dels fordi det bekræftede min forestilling om samfundets syn på seksuel aversion (og implicit aseksuelle), og dels fordi jeg ikke tidligere har oplevet et proppet lokale lytte oprigtigt interesserede til noget, der indbefatter aseksualitet. I spørgerunden efter oplæggene var der også kun et spørgsmål til noget af det psykiatriske i forhold til det oplæg, og ingen kommentarer eller spørgsmål funderet i fordomme eller uvidenhed. Det var en af de ting, jeg var nervøs for ville ske, men jeg blev positivt overrasket 🙂

Nu var det godt nok kun et ”lille” oplæg for en 100 mennesker, men i forhold til modtagelsen har jeg et håb om, at det går den rigtige vej og det kan bliver bedre. Der snakkes i hvert fald om det nu, og det er en god start 🙂

Hvis I selv vil læse mere, så er her link til eventen med beskrivelser, litteraturhenvisninger og billeder: https://www.facebook.com/events/1048398688527982/ 🙂

tumblr_noxdd9IsTL1tc59pfo1_r1_500

Advertisements

Identitet og udspring

Jeg faldt i ugens løb over en lille comic på tumblr i anledning af, at det var ”National Coming Out Day” i USA. Striben handlede om – hvad enten det var din første eller din femte gang, du nu ville springe ud af skabet – det, at springe ud på ny med en ny identitet. Tegneren benyttede lejligheden til at skitsere sin egen korte fortælling om, hvad vedkommende har identificeret sig som gennem årene – hvilket var ikke så få betegnelser.

Pointen med striben var at sætte fokus på det, at ens identitet (hvad enten der er tale om seksualitet eller køn) kan skifte, og det er helt igennem okay, at det sker. Tegneren opstillede det med tre punkter:

  1. Alt er i bevægelse. Nogle oplever kun mindre udsving, mens andre oplever større skift.
  2. Springer du ud på ny, betyder det ikke nødvendigvis, at din tidligere identitet har været ugyldig eller forkert.
  3. Det er okay at være usikker, forvirret eller uvillig til at bruge labels om sig selv, ligesom det er okay at bruge mange labels om sig selv.

Det fik mig til at tænke over, hvilken rejse jeg selv indtil videre har været på rent identitetsmæssigt. Der har nemlig været flere skift undervejs:

  • Som barn var jeg en blank tavle – jeg tænkte aldrig over det, og jeg følte ingen særlig tiltrækning til hverken det ene eller det andet, ligesom jeg ikke følte mig som hverken det ene eller andet køn.
  • Som teenager oplevede jeg mest af alt forvirring, fordi jeg ikke kunne genkende mig selv i, hvordan alle mine klassekammerater opførte sig, hvad de gik op i og hvad de talte om. Jeg kunne mærke en eller anden form for tiltrækning til andre, og gik i nogle år og tænkte, jeg nok var biseksuel – uden at tænke nærmere over det.
  • I slutningen af teenagetiden havde jeg en større krise, hvor jeg endte med at springe ud som homoseksuel, da det var sådan, jeg følte mig.
  • 10 år senere havde det sat sig spor i min identitet i forhold til, hvilke ting, jeg interesserede mig for, hvordan jeg opførte mig og hvilke ting, jeg talte om – men det begyndte at føles uvedkommende og begrænsende, og jeg overvejede mange gange, hvad der var galt med mig, siden jeg følte mig ved siden af.
  • Et par år efter faldt jeg først over demiseksuel, og begyndte at identificere mig med det, og kort efter aseksuel. Det var en stor lettelse for mig, og gjorde op med meget af den tvivl, der havde bygget sig op.
  • Dernæst begyndte jeg også at bruge ord om min romantiske orientering, hvilket jeg ikke tidligere anede noget om. Jeg bruger oftest panromantisk om mig selv, men er den dag i dag stadig i tvivl om, hvad jeg er, og om jeg nogensinde bliver sikker. Usikkerheden generer mig ikke, så om der sker udvikling på den front – I don’t give a fuck.
  • Omkring samme tid læste jeg meget om køn og kønsidentitet, og tænkte meget over det, og fra at have identificeret mig som en cismand, er jeg nu i en alder af 35 mere ovre i at kalde mig selv kønsneutral eller noget andet i den dur. Heller ikke der er jeg sikker – udover at jeg ikke er cis – og heller ikke her rører usikkerheden mig.

Så – i dag er jeg queer og genderqueer 🙂 Jeg har flere gange i løbet af livet skiftet identitet med større eller mindre betydning for mig. Alle identiteter har været en del af mig, og har betydet meget for mig, så det er på ingen måde noget, jeg tænker tilbage på med skam eller fortrydelse. Som tegneren også selv er inde på i striben: Min tidligere identitet (eller rettere: identiteter) er ikke ugyldige, og dengang så var det, hvem jeg var!

Og efter den tur ned ad Memory Lane, så kan I lige få denne tegning som afslutning:

Watch Me

Og forresten – her er link til den comic, der inspirerede dette indlæg 🙂 http://noelarthurian.tumblr.com/post/130964968901/a-little-comic-for-national-coming-out-day-not

Labels

”Fuck labels, altså. Det ville være så fedt, hvis vi ikke havde nogen labels.”

Ovenstående citat er frit fra hukommelsen og ligger nogle år tilbage, og stammer fra en diskussion omkring normer om køn og seksualitet. Personen, der kom med citatet mente det af sit gode hjerte og mente, at labels begrænser mere end de sætter én fri. Intentionen bag udsagnet var ikke til at tage fejl af – at putte folk i kasser gør ondt på folk. Og vedkommende mente, at folk ville være mere fri, hvis vi engang nåede til et stadie, hvor folk ikke placeres i kasser.

Men allerede dengang skurrede det i mine ører, og det har det gjort i lang tid – lige indtil denne uge.

Jeg har ikke præcist kunne sætte fingeren på, hvad det var ved den tankegang, der generede mig, men det har rumsteret i baghovedet på mig, hver gang nogen kom ind på den diskussion. Intentionen er der i og for sig intet galt med – men hvad var det så?

I løbet af ugen fandt jeg så et citat på tumblr, og idet jeg læste det, ramte hammeren hovedet på sømmet. Citatet lød:

“No labels” rhetoric isolates people from their community, history and culture. It keeps people from being able to articulate themselves and ask for what they need. It promotes a false sense of unity that only serves to further the dominant classes in society. It is a lazy way of getting out of understanding and digesting complex issues. I dislike this rhetoric and approach.

Så forstod jeg endelig, hvorfor det havde generet mig i så lang tid. Ikke at jeg skal påstå, jeg havde gjort mig præcis de samme tanker, men nogle af dem havde været inde og vende i kraniekassen. Det, der betød mest for mig, var det fællesskab og den spejling, der ligger i labels, så det var det, jeg straks genkendte fra citatet her. I de mellemliggende år havde jeg nået frem til, at det var nogle af de ting, jeg fandt, var yderst positivt og for mange også ret vigtigt når man taler om labels.

Om citatets antagelser holder stik, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det forklarer i hvert fald for noget, jeg har gået og spekuleret på i længere tid. I stedet for forvirringen over en tankegang, så er det nu citatet her, der vender og drejer sig i tide og utide i hovedet på mig. Det har sat nogle nye tanker i gang, som jeg nyder at beskæftige mig mere med end den forvirring, der havde bidt sig fast tidligere.

Hvad det endelige output bliver, skal jeg ikke kunne sige – men noget skal der nok komme ud af spekulationerne. Det har inspireret mig – og jeg håber, der er noget i det, du også kan bruge til noget 🙂

Og hvis ikke, så har jeg i den forløbne uge også læst mig til, at du efter bare en time har glemt halvdelen af de informationer, du er blevet præsenteret for i samme periode. Så chancen for, du glemmer mit indlæg og citatet er nok rimelig stor 😛

Copenhagen Pride

Nu er det snart en måned siden, og jeg har ikke skrevet et ord om Copenhagen Pride… Det er for galt, så det må jeg hellere rette op på.

Grunden til, jeg nok ikke lige har haft den nærliggende tanke, at dele mine oplevelser under Priden med jer, er den simple, at jeg er blevet noget ambivalent med Priden, og derfor ikke har tænkt det som noget positivt, jeg måtte skrive om. For mig at se har Priden i København i mange år været uhyrligt homonormativ med utrolig lidt plads (om nogen) for andre end bøsser og lesbiske. Det er så småt ved at ændre sig, og den nye Pridebestyrelse gør meget for at inkludere andre end homoer, men der er for mig at se lang vej, da det vil kræve en kulturændring i den måde, man i det hele taget tænker Priden på.

Den anden dag var jeg til et feministisk arrangement, hvor jeg mødte formanden for Priden, og vi endte med at tale meget om forskellene på organisationerne i miljøet og de visioner, han har for Priden. Jeg fik der øjnene op for, at der er et væsentligt potentiale i Priden som brobygger mellem de forskellige bogstaver. Det vil være en hård kamp at komme dertil, men potentialet var der. Det sværeste er nok for mig at se, at få slået fast i bevidstheden hos alle de, der kommer til Priden år efter år, at det altså ikke længere er en lukket fest for bøsser og lesbiske. Den tankegang hænger mange desværre fast i.

Hvad der lige skal til, skal jeg ikke kunne sige – dertil ved jeg for lidt om kulturændringer og hvordan sådan noget kan ske i praksis – men efter at have talt med formanden havde jeg et langt mere positivt syn på Priden end for en måned tilbage, da jeg selv deltog i den. Det er jeg taknemlig for 🙂

Der er nemlig det i det, at jeg har været med i Priden i så mange år, at det lidt er blevet en årlig fætter-kusinefest, hvor jeg én gang om året møder alle dem, der engang var en stor del af mit liv, men som af forskellige årsager ikke er det længere. Ikke at det er noget negativt – bestemt ikke – men det føles bare ikke som den helt store fejringsdag, som mange andre gør det til. Bevares, jeg havde nogle fornøjelige dage op til og selve paraden gik også fint. Jeg gik sammen med min far og nogle af mine venner og hyggede mig. Så det er slet ikke fordi, jeg ikke har noget godt at fortælle om – problemet er bare, det lidt er blevet standarden, og når man har oplevet det mange gange nok, står det ikke længere ud i ens bevidsthed.

Det, jeg husker bedst fra Priden var faktisk netop et af de øjeblikke, hvor jeg var sammen med nogen, jeg efterhånden kun ser denne ene gang om året. Det var en dag eller to før paraden på Pride Square på Rådhuspladsen – de var en gruppe af fem bøsser, der havde slået sig ned med en øl, og da jeg kendte dem og ikke lige kendte andre i nærheden, slog jeg mig ned ved deres bord.

DET var lidt af et kulturchok! Det slog mig hurtigt, at de overhovedet ikke havde ændret sig siden vi hang ud sammen for en 5 år siden. De snakkede stadig om de samme ting (mest om unge fyre og sex), og havde på den måde slet ikke forandret sig. Det behøver slet ikke være af det dårlige, men der var lige det ved det, at jeg i den mellemliggende periode havde forandret mig væsentligt – gik det nu op for mig. Der var engang, hvor jeg var ligesom dem og talte om de samme ting og gik op i de samme emner, men der er sket meget siden dengang.

Og det var først der ved det bord den dag inden Priden, det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde forandret mig.

Den åbenbaring blev jeg ret glad for – netop fordi, jeg føler, jeg selv de sidste par år har været gennem en masse i forhold til, hvem jeg er som person og hvordan jeg relaterer mig til andre mennesker. Ændringerne er jo sket efterhånden, men så langsomt, at jeg har vænnet mig til dem undervejs, og det var først ved konfrontationen med mit ”gamle jeg” personificeret ved de andre bøsser, det gik op for mig, præcis hvor stor ændringen var. Det har været – for mig – en positiv udvikling, og det glædede mig, at den havde været så markant, for der var mange ting ved den måde, jeg var på før, der var ret problematiske.

Samtidig var det også noget vemodigt, i og med jeg ikke længere havde noget til fælles med disse personer, der engang var en stor del af mit liv. Så oplevelsen havde en bittersød smag. Men jeg tænker også der var en grund til, vi gled fra hinanden. Den ser jeg tydeligt nu, og jeg ser lige så tydeligt, at jeg nok aldrig nogensinde igen kommer til at have noget tæt venskab med dem igen. Dertil er der sket for meget i mellemtiden.

Det sker, man vokser fra hinanden, og det var også det, der var sket i dette tilfælde – jeg udviklede mig i en retning, hvor jeg ikke længere havde noget til fælles med disse mennesker, hvorved venskabet naturligt gled ud. Heldigvis er der dukket andre venskaber op siden, samt nye netværk og nye muligheder for udvikling. Det er jeg alt sammen glad for er sket 🙂

Og næste år til Priden, hvis jeg ser dem sidde ved et bord og jeg igen står i situationen, at jeg ikke kender andre – så tror jeg, jeg vil prøve at gå et helt andet sted hen. Fortiden må nu engang høre fortiden til.

Past_tattoo

Afslutningen på historien

Jeg skylder vist efterhånden at knytte nogle løse tråde sammen… For noget tid siden skrev jeg en del om en kvinde, jeg blev lidt lun på, og om hvordan det gik mellem os. Jeg fik aldrig skrevet, hvad der skete, efter jeg sidst skrev om, at jeg ville invitere hende på en date…

Long story short – jeg skrev, hun sagde nej, og vi blev enige om at vores forhold var venskabeligt. Så der skete ikke mere mellem os.

Efter jeg fik den besked, var jeg selvsagt ked af det, men må samtidig indrømme, at jeg følte en byrde blive løftet fra mine skuldre. Det havde optaget mig meget, så lige pludselig at blive ”fri” for at spekulere hele tiden, og ikke skulle give sig ud i et forløb om dating og muligt kæresteri med alt hvad det ville medføre af spænding, nervøsitet og hvad ved jeg – det føltes faktisk rart ikke at skulle begive sig ud i det. Samtidig med, at jeg ville ønske, det var netop den retning, vi havde bevæget os i.

Det var så modsætningsfyldt. Så jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg i det hele taget skulle reagere eller hvad jeg skulle sige. Så jeg lod bare være. Og så gik tiden, og jeg fik tankerne hen på andre ting, og jeg tror et eller andet sted, jeg glemte de følelser, jeg havde haft. Det, eller også løb de ikke så dybt, som jeg først troede.

Så jeg er ikke længere lun på hende. Eller på nogen. Det sker heller ikke særlig tit for mig. Sidste gang, det skete, var i julen 2012. Så med mindre mønsteret ændrer sig, skal jeg nok ikke lige forvente at forelske mig i nogen igen det første års tid eller to. Hvis jeg forstår at bruge tiden indtil da fornuftigt, kunne jeg passende forberede mig mentalt på alt det der med dating og sådan, så det ikke virker så skræmmende på mig næste gang 🙂 Det kunne være rart.

Og det virker faktisk – det der med et venskabeligt forhold 🙂 Vi har set hinanden flere gange siden, og vi snakker fint sammen. Det er jeg ret glad for 🙂

Lava

Forleden dag var jeg i biografen og så Disney/Pixars nyeste animationsfilm, ”Inside out”. Den var fantastisk 🙂 Der var nogle få øjeblikke under filmen, hvor jeg blev lidt træt, idet nogle af følelserne hos andre personer end lige hovedpersonen blev skitseret meget kønsstereotypisk. Det eneste minus, heldigvis, og det var ”blink and you’ll miss it”-øjeblikke, så det kunne jeg godt leve med.

Det er dog ikke den film, jeg vil skrive om, men derimod den kortfilm, de viste før filmen. Det var en kortfilm med titlen ”Lava” og handlede om en vulkan, der savnede selskab og drømte om ”someone to lava” (oversat – den ville have nogen at elske og være sammen med). Sangen i filmen var meget god og en ørehænger, men kortfilmen i sig selv – jeg brød mig slet ikke om den. Grunden til det skyldes den, at de to vulkaner i filmen var kønnede, heteroseksuelle og tænkte ikke på andet end ”lava” (kærlighed).

Jeg mindes en tekstpost på tumblr (kan ikke lige finde den nu), der starter ud med et citat om, at man ikke skal presse køn og seksualitet ned over børn før de er klar til det, efterfulgt af en linje om, at (specielt cisheteroseksuelle) personer netop presser cisheteronormative idéer og forventninger ned over børn fra før de overhovedet er født.

Det var det, der generede mig så voldsomt med denne kortfilm – filmen efter (som er den, folk går i biografen for at se), er målrettet børn, men inden de ser den, skal de lige udholde 6 minutters cisheteronormativ indoktrinering – samtidig med, at de lige skal lære, at livets formål altså er kærlighed og at indgå i partnerskab med én anden person (af det andet køn).

Hvor skadeligt kan det ikke virke på børn og unge, der ikke kan genkende sig selv i en cisheteroseksuel matrix – eller ikke er romantisk anlagte og helst vil leve uden? Det vil næppe få dem til at føle sig bedre med sig selv, når de ser denne kortfilm.

Jeg var i virkeligt dårligt humør efter den film. Heldigvis var den film, jeg var taget i biografen for at se god, men det ændrede ikke ved, at jeg efterfølgende havde det dårligt med kortfilmen og kunne ikke lade være med at tænke på de millioner af børn, der vil blive påvirket af den. Det rokkede ved glædesfølelsen over ”Inside out”.

Ku’ I for pokker ikke have ladet den kortfilm forblive en urealiseret idé, Disny/Pixar? Behøver I virkelig ødelægge børn og unge med det cisheteronormative lort?

hn

Femininitet og maskulinitet

Jeg bryder mig ikke rigtig om at klippe mine negle. Ikke fordi, jeg har noget mod selve handlingen, men mere, fordi jeg hurtigt vænner mig til, at mine negle er lange, og faktisk godt kan lide det sådan 🙂 Faktisk så lægger jeg mere mærke til mine fingre og hænder, når mine negle er lange, og jeg synes, det ser godt ud på mig. Samtidig sørger jeg altid for, at de er velplejede.

At have lange (og pæne) negle får mig til at føle mig godt tilpas – og en lille smule glad indvendig 🙂 Jeg er glad for, at de ser så godt ud, og foretrækker ofte at beholde dem sådan. De når dog hurtigt at blive for lange, og så bliver det for besværligt at have dem sådan. Det går oftest helt galt, når jeg benytter tastaturet på min computer i de perioder, jeg har lange negle. De kommer ofte i vejen for min skrivning (som oftest går ret hurtigt), og så laver jeg flere fejl, som betyder ekstra tid på rettelser. Så de forsinker mig meget i både mit egentlige arbejde såvel som i mange af de ting, jeg bruger min fritid på (som i: Jeg bruger meget tid foran computeren til daglig). Så derfor bliver jeg nødt til at klippe dem.

Det pudsige ved det er så, at når jeg først har klippet dem, så bliver jeg glad for resultatet og er glad for mine korte negle. Men jeg lægger ikke mærke til dem på samme måde længere…

Tager man de helt konservative kønsnormer i betragtning, så burde jeg – med det køn, jeg nu engang er tildelt ved fødslen – ikke bryde mig om lange negle eller være så glad for dem, som jeg nu engang er. Men sådan har jeg haft det så langt tilbage, som jeg kan huske. Engang betragtede jeg det som en form for hemmelighed, at jeg var så glad for dem, for ”sådan noget skulle drenge ikke bryde sig om”, og jeg må indrømme, det også var forbundet med en smule skam. Det sidste har jeg så heldigvis aflært mig siden.

Jeg elsker at være tvetydig i min opførsel, så jeg prøver (i det omfang, jeg er bevidst om det), at blande både maskuline og feminine elementer i min fremtoning. Ikke kun fordi jeg kan li’ at forvirre andre på den måde, men også fordi, jeg foretrækker at ligge et sted midt mellem det maskuline og feminine i forhold til, hvad normerne dikterer. På den måde passer det mig derfor fint at have lange negle 🙂 Jeg ser det som et mikro-oprør mod kønsnormerne.

En anden ting, jeg sjældent gør, men godt kan lide at gå i, er højhælede sko. Altså, damesko, som i – lavet til kvinder. De giver mig en mere rank holdning, hvilket giver mig en følelse af selvsikkerhed. Jeg har dog ikke selv nogen sko, så jeg har kun gjort det de gange, jeg har kunnet låne andres (typisk ved festlige lejligheder).

Derfor glædede det mig usigeligt meget, at jeg sidste weekend fik et par aflagte støvler 🙂 Jeg prøvede dem på med det samme, og dem, jeg var sammen med den dag, blev hurtigt enige om, at støvlerne gav mig et mere maskulint udtryk end det, jeg plejede at have. Lidt pudsigt, når man tænker på, at det meste af det, der bliver produceret til kvinder, laves for at få dem til at se feminine ud – men på mig havde de støvler altså en anden virkning. Og det var en virkning, der passede mig fremragende 🙂 At de andre så syntes, det så mærkeligt ud – dem om det…

Hvornår jeg så får luftet de støvler i offentligheden, det ved jeg ikke endnu – men når jeg gør, så skal jeg sørge for at mikse beklædningen godt og grundigt, så jeg mere fremstår som både-og frem for enten-eller. Og jeg kan love dig for, at jeg skal have lange negle den dag… 😉

Starfighter: Eclipse

De sidste par dage har jeg brugt uanselige mængder af tid på dels at spille et computerspil, dels lytte til det musiknummer, det åbner og lukker med. Spillet hedder ”Starfighter: Eclipse” og musikvideoen noget så originalt som ”Desire”.

SFE

Hvis du kender til den webcomic, der meget simpelt hedder ”Starfighter”, så ved du, hvad du kan forvente af spillet – gør du ikke, kan jeg kort forklare, at historien tager afsæt i et futuristisk samfund, hvor vi følger hovedpersonerne Abel og Cain og deres oplevelser som del af den rumbårne enhed kaldet The Alliance.

Spillet reducerer de to til bipersoner, og introducerer i stedet to andre personer som de primære karakterer – Helios, som man spiller som, og dennes nye partner, Selene. Spillet er en form for dating simulator, hvor du gennemlever fem dage og interagerer med forskellige karakterer over den tid. Du præsenteres for forskellige valgmuligheder, og vælger du rigtigt, ender du sammen med en af de øvrige karakterer i spillet. Vælger du forkert – ja, så kommer en sort skærm med ”Game over” i rød skrift, og du må pænt begynde forfra…

Dating sims er rimeligt populære, men det der gør, at jeg synes dette spil stikker ud fra andre er dels den grafiske side (HamletMachine er en fantastisk tegner!), dels det at – i modsætning til de fleste andre spil i genren – så er alle karakterer, man kan ende sammen med, mænd. Og man spiller selv som en mand. Læg oven i det, at de afsluttende scener med hvem man nu ender sammen med, er så grafiske som selve den webcomic, universet kommer fra (NSFW).

Så – med andre ord – der er lagt op til svedig, heftig tegneseriesex mellem mænd i det her spil 🙂 Scenerne ”begejstrede” mig ikke ligefrem (if you get me), men hele historien og replikkerne var godt skrevet, så jeg fulgte interesseret med.

Og hvis du er til firser-inspireret pop, så prøv lige at giv musiknummeret et lyt – det kan være, det inspirerer til at prøve spillet af eller til at tjekke den oprindelige webcomic ud 🙂

Video her: https://youtu.be/oIpci4XB7Bk

Jeg var engang homo…

… i 12½ år for at være mere præcis. Det føltes aldrig helt rigtigt. Lige i starten, men som årene gik føltes det mere og mere begrænsende. Som om, det ikke rigtig passede mig alligevel. For et par år siden faldt jeg over et begreb, der bedre dækkede, hvem jeg var, og så mig nødsaget til at smide identiteten ”homo” overbord. Den passede mig ikke længere – og spørgsmålet er, om den overhovedet nogensinde passede mig.

Sådan noget kommer dog ikke uden udfordringer, for idet man skifter fra én seksuel identitet til en anden – hvordan forklarer man sin omgangskreds, at man pludselig ikke længere er homo eller bøsse eller vil omtales sådan? Og at de desuden ikke skal regne med, det er en mand, jeg forelsker mig i næste gang?

Jeg har været yderst sparsom med (igen) at springe ud over for venner, og når jeg tænker over det, så er det ikke fordi, jeg ikke har tiltro til, at de kan forstå det eller acceptere det. De fleste af mine venner er i forvejen rimeligt queer-orienterede, så at ens seksualitet – eller for den sags skyld ens kønsidentitet – kan ændre sig, forstår de udmærket. En del af dem har prøvet det selv. Så de vil med stor sandsynlighed forstå og acceptere det 🙂

Der er dog en håndfuld af mine venner, især de ældste af mine venner, der er mere konservativt indstillede i forhold til det med køn og seksualitet, og mange af dem hænger stadig fast i fordommene omkring, at en biseksuel person ”bare” er en, der ikke har valgt side endnu. Og at ens seksualitet er noget man er født med (tak for det, Lady Gaga!), og som sådan aldrig vil ændre sig. Med den indstilling er det rimelig meget op ad bakke at skulle forklare min situation, og jeg har da også på forhånd helt droppet det (indtil videre). Jeg magter det umiddelbart ikke – at skulle prøve at sætte dem ind i, hvordan det hænger sammen, når vi hver især befinder os i hver sin verden. Det ville være som at forklare de gamle grækeres forståelse af geometri til et rumvæsen, der kommer fra en planet med en helt anderledes grundforståelse for matematik. Ikke umuligt, men besværligt og opslidende.

Så er der også det, at jeg fra flere sider har hørt det med, at man vil blive betragtet som en slags forræder i det homoseksuelle miljø, hvis man springer videre fra det med at være homo. Hvor meget det har på sig – om det i det hele taget har noget på sig – ved jeg ikke, men jeg håber det da ikke. Den slags konfrontation har jeg ikke lyst til, især ikke i et rum, jeg har anset og stadig anser som et safe space.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil have, at mine venner kender til den side af mig, og ved, hvem jeg tiltrækkes af og sådan – det er mere fordi, jeg ikke rigtig orker at springe ud en gang til. Og så har jeg ikke lyst til at skulle forklare mig. Forklare, hvorfor det pludselig hænger sådan sammen og mere eller mindre skulle forsvare mine egne følelser over for andre.

Det går mig lidt på, for jeg har altid prædiket åbenhed omkring ens seksualitet, og mener stadig, at det hjælper langt mere end at være i skabet. Synlighed betyder meget, og det kan være, at det at man selv er åben omkring sine præferencer, kan hjælpe andre til at forstå sig selv bedre – eller til selv at stå ved, hvem man er. At jeg så pludselig finder mig selv i en situation, hvor jeg går imod min overbevisning – det irriterer mig. For at sige det mildt.

Er mine forklaringer om, hvorfor jeg ikke vil fortælle det til folk reelle, eller er det bortforklaringer, fordi jeg slet og ret er en kujon? Fordi jeg er bange for at blive udstødt af det miljø, jeg har befundet mig i – og stadig befinder mig godt i – i snart 15 år? Er det fordi, jeg ikke magter konsekvensen, og hellere vil være foruden? Jeg kan ikke selv finde svaret.

Nu jeg tænker over det, så er det dog ikke fordi, folk ikke har lugtet lunten, om man så må sige. Der er et par stykker (som jeg ikke har fortalt), der er begyndt at spørge til, om det er en mand eller kvinde, jeg er lun på, når jeg fortæller om, at jeg er begyndt at synes godt om en person. Så selvom jeg ikke har fortalt dem noget, så har de alligevel fået færten af det – og lader til, at de er okay med det.

Jeg ved dog stadig ikke – måske jeg bare ser spøgelser, og folk allerede har fundet ud af, hvem jeg er, og bare venter på, jeg fortæller dem det. Det ville ikke være første gang. Måske jeg bare overtænker det, og lægger mere i det, end jeg burde (det ville bestemt heller ikke være første gang).

Måske jeg bare burde være åben om det, når chancen byder sig, og tage den derfra. Det ville hjælpe i og med jeg ikke skal tænke over, hvilket pronomen jeg nu benytter, og så er der også den bonus, at jeg rent faktisk ville leve op til mine egne idealer. Det kunne nu være smukt, hvis det skete 🙂

Efter festen

Det var en date.

Det står klart for mig nu. Jeg var til en fest i går, hvor hun også var med, og på et tidspunkt (kan ikke lige huske, hvordan vi kom ind på det) nævnte værten, at vi (hende og jeg) da allerede havde været på en date. Vel vidende at han har et lidt løst forhold til sandheden, så tog jeg det med et gran salt, men hendes ansigtsudtryk, da han sagde det, bekræftede mig i, at det VAR sandheden, han kom med.

Så det var altså en date, og det var gået godt. Det gjorde mig lettet at høre.

Vi talte da også godt sammen i går. Et par gange i løbet af aftenen holdt vi hinanden i hænderne, og da vi gik i gang ude på dansegulvet – well, lad mig nøjes med at sige, at få ting var overladt til fantasien, når man så på, hvordan vi dansede med hinanden.

Jeg kan oven på det konstatere, at der er god kemi mellem os, der er interesse, og der er tiltrækning. Så alt i alt godt 🙂 Nu skal jeg bare have sparket mig selv bagi og se, hvordan vi kommer videre i processen. Hvilket i sig selv er lidt skræmmende – dels fordi jeg, som jeg har skrevet om tidligere, har stort set nul erfaring i det med at date, og dels fordi, jeg er pissehamrende nervøs over det hele, og om jeg nu kommer til at sige eller gøre noget dumt.

Heldigvis havde jeg en god ven med til festen i går, der var betydeligt mere ædru end jeg, og kunne fortælle, hvad han havde set og hørt i går mellem os. Hvilket var utroligt godt, for jeg huskede ikke alt, og mange ting huskede jeg ikke, som de reelt havde udspillet sig.

Jeg var enormt træt, da jeg stod op tidligere i dag, og i væsentligt dårligt humør, men det er skiftet i løbet af dagen, så nu ser jeg mere optimistisk på tingene. Og så skal jeg nok få skrevet til hende igen – bare ikke lige i dag… I dag skal jeg slappe af, drikke cola og spise ulækker mad. Og være glad over, at jeg ikke har tømmermænd og at det gik godt mellem hende og mig til festen i går 🙂