Gensyn med fortiden – Mødet

Det er dagen derpå. Vejret var godt, og solen skinnede. Jeg burde nok have følt nervøsitet, men nej – af en eller anden grund var det fraværende. Vi mødtes, fik en kop kaffe og gik en tur. Og så skiltes vi. Det var så det (indtil videre).

Jeg følte mig tom efterfølgende. Der var ingen glæde eller opstemthed, ej heller (heldigvis) ingen skuffelse eller sorg. Jeg følte mig bare fuldstændig følelsestom. Som at befinde sig på en øde slette uden lyde fra nogen dyr og ikke en vind, der rører sig. Fanget i et vakuum.

Det var ikke fordi, det gik skidt. Vi skulle lige i gang med samtalen først, men så gik det til gengæld også ret godt derfra. Vi fik fulgt op på nogle af de ting, vi havde skrevet sammen om via Messenger, og under vores gåtur var vi det ene øjeblik muntre og lavede sjov med hinanden, og det andet alvorlige og talte om de prøvelser, vi hver især havde været igennem de sidste par år.

Det var heller ikke fordi, det gik godt. Eller – det kan jeg ikke rigtigt fornemme. Jeg er meget dårlig til at læse andre folks signaler, så jeg ved aldrig, om jeg er i gang med at kede dem eller interesserer dem med den historie, jeg er i gang med at fortælle. Så jeg gik derfra uden at blive klogere på, hvad han egentlig følte om det hele.

Og denne følelse af tomhed forvirrede mig. Hvis jeg ikke var kommet mig over ham, og hvis jeg stadig havde følelser for ham – burde det så ikke have trigget et eller andet at se ham igen efter så lang tid og tale med ham igen? Burde det ikke have haft en effekt på mine følelser, at vi kom bedre ud af det nu, end vi gjorde det dengang? Jeg kan mærke, jeg har nogle følelser for ham, men kan ikke konkretisere, hvad er det for nogle, og hvad de tager udgangspunkt i…

Er mine følelser reelle, eller er det fortiden, der spøger? Er det fordi, mine oplevelser med ham oplevedes så positive, og det i virkeligheden er intimiteten, jeg ønsker tilbage – og min hjerne så fabrikerer følelser for ham, der i virkeligheden har mere at gøre med nærværet og intimiteten frem for reelle følelser for lige netop ham?

Eller kan det være, at min hjerne spiller mig et puds? Mit liv er vitterligt kedsommeligt for tiden uden de store udsving i hverken den ene eller den anden retning, og da jeg havde en god tid med ham dengang, så imiterer den måske følelser for ham for at prøve at tilføje lidt ekstra krydderi til tilværelsen? Som en form for desperat handling i håbet om, at det vil gøre min tilværelse mere spændende?

Så forvirringen er total – jeg føler noget, når jeg er alene, men føler åbenbart ikke noget, når jeg er sammen med ham, og er usikker på, om jeg i det hele taget føler noget, eller om det er opspind…

Det er dog ikke helt sandt, det med at jeg ikke følte noget… Der var et enkelt øjeblik, hvor der var et eller andet i mig, der begyndte at gnistre. Da vi havde sat os inden for og han tog solbrillerne af – jeg havde næsten glemt, hvordan han så ud, og fra da vi mødtes til vi kom over til caféen kunne jeg ikke se hans ansigt ordentligt pga. solbrillerne. Det kunne jeg til gengæld der, og det bragte et lille sug i maven med sig.

Det bragte mig tilbage til dengang, vi mødtes – det var en aften ude i byen, hvor jeg mødte ham gennem fælles venner. Til at starte med, så gjorde han ikke rigtigt noget indtryk på mig, men på et tidspunkt faldt vi i snak, og så skete der pludselig noget… Jeg kan bedst beskrive det med et citat fra Dr. Who, som meget godt forklarer, hvad der skete:

AmyQuote

Citat af Amy Pond (Dr. Who).

Da vi tog afsked med hinanden den aften, så jeg ham som et af de skønneste væsener på jorden, og i tiden efter forstærkedes den følelse kun. For mig at se var han en af de smukkeste personer, jeg nogensinde har kendt, og den dag i går kunne jeg mærke, at jeg stadig ser sådan på ham. Et øjeblik, i hvert fald.

Så det følte jeg dog – jeg kunne stadig se skønheden i ham, og det fik i nogle få sekunder en sommerfugl til at flakse lidt med vingerne i maven på mig. Det var dog en forbigående følelse, og efter det øjeblik kom det ikke tilbage.

Så ja – forvirring er det, der præger tiden nu. Kan være, jeg skulle bruge pinsen som en kærkommen lejlighed til at rydde ud i det morads, der er mine følelser, og se, hvad jeg ender ud med. Måske det bare er tid, der skal til før det falder på plads?

Advertisements

Gensyn med fortiden – del 2

(Læs første del her.)

Morgenen efter vågnede jeg i usædvanligt godt humør og superfrisk. Væk var nervøsiteten fra aftenen forinden, men jeg gjorde mig nu stadig tanker om, hvorvidt jeg havde modtaget svar eller ej.

Jeg fik hurtigt syn for sagen. Ikke så snart, jeg havde tændt for min mobil, så tikkede en besked ind via Messenger. Og det var fra ham.

Jeg åbnede den, skimmede den hurtigt, og gik så ud af den igen. Gik på facebook og fordrev en del tid der, og vendte så tilbage til beskeden. Læste den igen, men denne gang grundigt. Loggede af igen, og stod endeligt op og gik ud for at få noget morgenmad.

Mens jeg spiste, så jeg med computeren og tjekkede mails og diverse sociale medier, og da jeg var færdig med at spise, åbnede jeg beskeden igen, læste den på ny, og begyndte at formulere et svar.

Svaret var forholdsvis positivt og åbent. Han var meget overrasket over, at høre fra mig (se: akavet afslutning tre år tidligere), men var meget glad for at høre fra mig og i at han havde min støtte i sin beslutning. Han berørte også situationen for tre år siden, og bemærkede, at det lød som om, jeg var kommet videre (ja, lige omkring det… Not so much, er jeg bange for) og at det var ærgerligt, det var endt sådan dengang.

Vi endte med at skrive lidt frem og tilbage den formiddag – og mest fantastisk af alt, så fik vi vendt lidt af hele situationen dengang for tre år siden, og fik forklaret hinanden hver især, hvordan vi havde haft det og følt og så videre. Jeg undskyldte for noget, jeg havde gjort dengang, som ikke havde været særlig hensigtsmæssigt, og han undskyldte derefter for noget, han havde gjort. Og det føltes godt – at få ryddet ud i alle de følelser fra den gang, der havde ligget og samlet støv, og i det hele taget at få talt om det. Det var ikke uden en vis nostalgi, at vi skrev frem og tilbage, og noget af det gjorde mig til tider helt rørt.

Som jeg også skrev i mit blogindlæg her på siden sidste år, så mindes jeg det meget positivt, og jeg tog meget med fra det, vi havde (selvom det kun varede få måneder). Det nævnte jeg også for ham, og han nævnte, at det også havde betydet meget for ham.

Jeg fik tanken om, at foreslå at mødes en dag, og sad tydeligvis ikke alene med den tanke, for før jeg selv fik den formuleret, havde han foreslået det. Så det aftale vi. Bemærkelsesværdigt uden problemer i modsætning til, hvordan det havde foregået for tre år siden. Vi blev enige om, at se om vi kunne finde ud af at være venner, og ville så mødes for at følge op på, hvad vi hver især havde haft gang i de sidste par år.

Og lige nu er jeg lidt nervøs for det møde. Ikke så nervøs som da jeg skulle sende beskeden, men alligevel – jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det, og om det lykkes at lukke det ned, vi havde for tre år siden. Og på, om vi kan blive venner (igen), eller hvad der kunne ske. Jeg har ikke nævnt noget om, at jeg stadig har følelser for ham, og ved ikke endnu, hvordan jeg skal håndtere den situation. Lige til at starte med, vil jeg prøve at lægge låg på dem (for det fungerede jo vildt godt sidste gang…) og se, om vi overhovedet kan finde ud af at blive venner igen. Så må jeg se, om det med tiden vil vise sig, at følelserne forsvinder, eller om de bliver. Og så må jeg tage den derfra…

***

I forhold til dette og det forrige indlæg, så læste jeg mit tidligere indlæg fra sidste år igennem, og flere ting faldt mig i øjnene. Dengang skrev jeg, at jeg ikke følte, vi var færdige med hinanden, og i og med vi nu har kontakt igen og skal mødes, må det siges at have holdt stik. Jeg er så ikke så sikker på, om tanken bag længere er den samme – jeg havde visse følelser forbundet med det, da jeg skrev det sidste år, og er den dag i dag mere forvirret.

Derudover – det portræt, han tegnede af mig, som jeg havde som baggrund på min telefon. Det er ikke tilfældet længere. Jeg fik ny telefon for trekvart år siden, og i den forbindelse blev jeg enig med mig selv om at finde en ny baggrund. Hvad der så virker en anelse ironisk, er at jeg skiftede det ud med en tegning af karakteren Nico de Angelo fra Rick Riordans serie om halvguden Percy Jackson m.fl. Du ved, ham drengen, der er dødeligt forelsket i Percy, men som han i flere år stædigt benægter, han er forelsket i…? Lyder det ikke vidunderligt bekendt…?

Og for bare en uge siden, var jeg sikker på, jeg var kommet videre…

Nico_mini

En tegning af Nico de Angelo (fundet på tumblr).

Gensyn med fortiden – del 1

”(…) jeg tænker over, om jeg overhovedet er kommet videre, eller en dag kommer det…”

Det var de afsluttende ord til et indlæg, jeg skrev her på bloggen i marts måned sidste år. Svaret fandt jeg i sidste uge, for nej, jeg var ikke kommet videre, men har tværtimod været utrolig god til at nægte at se sandheden i øjnene i alt for lang tid.

Det, der satte det hele i gang var et indlæg på facebook. Hendes. Eller rettere – hans. For efter en del overvejelser og hårde år, havde han truffet en beslutning om at leve som det menneske, han er, og skrev derfor et længere indlæg, hvori han fremover bad folk om at kalde ham ved mandlige pronomener og et nyt (mandligt) navn.

Det var inderst inde det, jeg håbede, han havde modet til at stå ved, da vi mødtes for tre år siden, så jeg blev afsindigt glad for at læse indlægget. Men det var ikke det eneste, jeg følte, for straks dukkede der billeder op i hovedet på mig – fantasier om, ”hvad nu hvis…” og tanken om at finde sammen igen overtog min hjerne.

Jeg havde lyst til at skrive til ham om, hvor glad jeg var for den beslutning, han havde truffet – men vi havde ikke haft kontakt i snart 3 år, og afslutningen på vores – hvad pokker det end var – var noget akavet. Ville det egentlig ikke være bedst, hvis jeg glædede mig over det og så ellers lod ham om sit eget liv, og koncentrerede mig om mit eget?

Der gik et døgns tid, og tankerne om at skrive til ham ville bare ikke gå væk. Som jeg har gjort så mange andre gange, når jeg har været i tvivl om noget, vendte jeg mig mod en af mine bedste venner, som er god til at give råd. Derudover kender vi hinanden på godt og ondt efter snart 10 års venskab, så han ville med det samme kunne se lige gennem mig, og (sandsynligvis) formulere dilemmaet bedre end jeg selv kunne.

Og sandt nok – ikke før end jeg skrev, at jeg tænkte at tage kontakt til nogen, jeg ikke havde talt med i nogle år, havde han gættet, hvem det drejede sig om, og hvilke følelser, der rodede rundt i hovedet på mig. Vi endte med at have en lang samtale om det hele – både situationen for tre år siden, og situationen nu, og jeg endte (takket være hans hjælp) med at indse nogle ting om mig selv:

For det første – Gu var jeg da ej kommet videre! Jeg havde tværtimod i løbet af de sidste par år været utroligt god til at benægte (over for mig selv såvel som over for andre), at jeg stadig havde følelser for ham, og jeg ikke var kommet et eneste skridt videre. (Min ven havde luret det, og havde vidst det i flere år, men ventede på, at jeg selv indså det.)

For det andet – jeg lå inde med en masse uforløste følelser, tanker og ord, som jeg havde brug for at komme ud med for at få lukket det, der skete for tre år siden. Og for at få løst op for det, så var der ingen vej udenom at tale med den person, der havde været en del af det sammen med mig.

Så, der var ikke rigtigt noget dilemma – det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at prøve at genoptage kontakten og så se, hvad der kom ud af det. Det kunne være, jeg kunne lukke det afsnit af mit liv, og rent faktisk komme videre. Det kunne også være (hvad jeg jo egentlig også lidt håbede), at vi fandt sammen igen. Eller det kunne forværre det hele. Men da jeg talte med min ven om det, blev vi enige om, at det var bedst at handle, og så se, hvad der kom ud af det.

Så som sagt, så gjort – jeg skrev sent den aften en besked og sendte den af sted. Det tog mig lang tid at finde de rette ord, og da jeg til sidst sad og havde gjort alt klart, og bare manglede at trykke ”send” – så var jeg noget så nervøs. Jeg var hamrende nervøs. For reaktionen. For svaret. For hvad der kunne komme ud af det. For hvilken indvirkning dette skridt ville have på mit liv – om nogen.

Og så trykkede jeg. Beskeden røg af sted, og jeg skyndte mig at lukke computeren, så jeg ikke stirrede mig blind på, hvornår han fik læst min besked.

…og det var slut på første del 1. Anden del følger næste uge 🙂
kissing___by_kyrie0201_mini

Hvad min hjerne er fuld af lige for tiden…

Nedtur

Starten af 2016 var tænkt som en pause fra nogle ting, deriblandt denne blog, idet jeg havde nogle ting, jeg havde brug for at koncentrere mig om. Nu er måneden så slut, året er godt i gang, og selv om jeg kan ane spændende ting forude, så er tiden for mig lige i disse dage ikke særlig fantastisk. Derfor titlen på mit indlæg.

Kort fortalt, så havde jeg sidste arbejdsdag på mit arbejde i fredags. Jeg havde arbejdet der næsten 1½ år, og slutningen var alt andet end køn. Det var f.eks. først på den allersidste dag, jeg endeligt fik at vide, at det VAR min sidste dag, og at jeg derfor står uden beskæftigelse på mandag (i morgen). Det på trods af tidligere løfter om ansættelse, når jeg var færdig med min praktik hos dem. Et løfte, de så valgte at bryde, pudsigt nok kort efter, de ansatte en anden, hvis primære opgave det var at blive sat ind i mine arbejdsområder.

Derfor var jeg heller ikke så overrasket over, at de valgte at slutte det, og selvom det i sig selv er lusket at love én ansættelse og så hyre en anden og sætte førstnævnte til at oplære dem og ydermere vente til allersidste dag med at fortælle, at det var det, så er det ikke det værste. Jeg føler mig på en måde misbrugt af dem. Og det er rædsomt at sidde med en sådan fornemmelse efter at have været en del af en arbejdsplads og et fællesskab i 16 måneder.

Sagen er den, at under hele min ansættelse fik min arbejdsplads enten min arbejdskraft gratis eller med tilskud fra kommunen. De har aldrig selv betalt min fulde løn. I starten var der ingen ende på rosen og de lovede hurtigt, at der skam var plads til mig, og de havde brug for mine kompetencer. Fast forward til december 2015, hvor de vælger at ansætte det, der bliver min efterfølger uden at nævne det for mig.

De havde dog ret – de havde brug for mine kompetencer til at skrue nogle arbejdsgange og processer sammen. Det var der brug for. Pudsigt nok havde de så ikke brug for mig, da de ikke længere kunne få mig helt eller delvist gratis, og havde ingen problemer med – bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden – at finde en til at overtage (til fuld løn). Og så holdt de mig hen i 1½ måned, og sagde tak for samarbejdet på allersidste dag.

Jeg føler mig udnyttet, jeg føler mig vred, og ikke mindst føler jeg mig virkeligt naiv. I lang tid troede jeg faktisk på deres løfter, som i sidste ende viste sig at være lige så håndgribelige som den stride vind, der blæser gennem gaderne i dag. Og jeg føler mig fuldstændig lost.

Jeg ved stadig ikke helt, hvordan pokker jeg skal tackle denne situation, og hvordan jeg skal reagere. Jeg har indtil videre sagt noget om dette til nogle få venner og familie, men jeg kan mærke på mig selv, jeg har brug for virkeligt at komme ud med mine tanker om forløbet. Og så har jeg lyst til at gøre et eller andet for, at det her ikke sker for en anden i samme virksomhed.

Så jeg sidder og tænker så det knager over, hvad mine muligheder er, og hvad de hver især indebærer af risici med mere. Uanset hvad, så skal jeg til at se videre og se om jeg kan finde et andet sted at arbejde. Jeg har allerede modtaget flere links fra venner, der er faldet over interessante stillinger, men jeg føler, jeg bliver nødt til at få det her afsluttet først.

Lige præcis hvordan det så falder ud – ja, det må jeg se på i løbet af det næste stykke tid… ❤

På tærsklen til det nye år

– så er det næsten en selvfølge at reflektere over ens liv det sidste års tid og lægge planer for det nye. Det er dog ikke det, indlægget her kommer til at handle om, for jeg har med vilje udskudt den refleksion, da jeg på forhånd ikke føler, at det forgangne år har været særlig fantastisk, samtidig med, at det nye år byder på nogle seriøse udfordringer fra starten af. Jeg har været mere optaget af at få tingene til at hænge sammen end at reflektere over dem, kan man vel sige.

Så derfor – ingen ord om det forgangne år fra mig, ud over at det har været en fornøjelse at blogge her på siden de sidste 12 måneder 🙂 Det har budt på mange forskellige emner og indsigter i årets løb, og jeg håber, det næste år byder på mere af samme skuffe.

Og så vil jeg slutte af med en andens ord, nemlig Neil Gaimans. Han har for vane at skrive nogle ord hvert nytår – et håb for det kommende år. Jeg har udvalgt et, jeg synes, passer til siden her 🙂

NG - New Year

Og med det – godt nytår og må 2016 blive bedre end 2015! Tak for at følge os ❤

Og så blev det jul endnu en gang…

Grumpy christmas

… og Grumpy Cat her udtrykker meget præcist, hvordan jeg har det med det. Det er ikke fordi, jeg hader julen eller noget, men på den anden side er det heller ikke en højtid, jeg ligefrem elsker.

En af grundene til, jeg egentlig helst vil have denne tid overstået, er at den i min familie dyrkes meget konservativt. Der er faste traditioner, og de har altid været der, og de skal følges. Punktum! Der skal ikke ændres ved det, for traditionerne er jo noget, der fungerer – eller, det ved vi jo ikke, for vi rokker aldrig ved dem…

Derudover betyder julen også for mig en masse tid sammen med min familie. Forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg har noget mod min familie eller ikke bryder mig om at være sammen med dem, slet ikke – men dels er jeg ikke åben over for dem, og kan derfor ikke altid give udtryk for det, jeg gerne vil, dels er vi så langt fra hinanden, at det betyder en del kompromisser for mig at være sammen med dem.

Mine forældre valgte for nogle år tilbage at bosætte sig i udkantsdanmark, kan man roligt sige. Så derfor er der ikke noget, der hedder: ”Jeg kommer lige forbi til kaffe!” Næ, det bliver planlagt god tid i forvejen, og så er man sammen mindst en tre-fire dage. Denne gang er det så fem. Og selv om det nok vil indeholde flere hyggelige stunder, betyder det desværre, at jeg ikke kan gøre, hvad jeg selv vil eller være åben omkring mig selv. Mine forældre er ikke strikse, men de har alligevel nogle ret konservative holdninger til nogen ting. En af dem er f.eks. internettet og det at bruge tid på sociale medier eller i det hele taget at være online.

Det er netop noget, jeg gør mig meget i, da det interesserer mig, men også fordi, jeg mange gange lærer så utroligt meget og bliver inspireret af forskellige ting, om jeg så ser det på facebook, tumblr eller et tredje sted. Derudover bruger jeg det også til at komme i kontakt med andre som mig selv (om det så drejer sig om at være aseksuel, queer eller være et stort spørgsmålstegn om sin kønsidentitet). Så derfor bruger jeg meget af min fritid foran en computer.

Det er så desværre det aspekt, mine forældre ikke forstår – for dem, så betyder en computer og internet nemlig, at tjekke sin mail, og så logge ud igen. Andet er der jo ikke behov for. De ser selv meget tv og tjekker tekst-tv utroligt ofte, hvad jeg slet ikke gør mig i. Vi får begge mange nyheder, men får dem forskellige steder fra, og forståelsen for, at jeg får mine nyheder fra andre kilder end dem, er ikke lige gået op for dem endnu. For dem, så er en time foran computeren næsten for alt meget, og så er det også så asocialt (siger de samtidig med at de alle sidder foran fjernsynet og ingen af dem siger et kvæk…)

Så – for at få fred og hygget, betyder det, at jeg må gå på kompromis med mit online-forbrug, hvilket jeg hader. Det gør mig i hvert fald sjældent i godt humør, og det smitter typisk. Så på den ene side glæder jeg mig til julen, fordi det betyder gode stunder, mad og gaver, men på den anden side bryder jeg mig ikke om, at jeg skal indordne mig under – hvad jeg ser som – gammeldags dogmer og konservatisme i forhold til medier og interesser. Så et eller andet sted glæder jeg mig, til jeg er hjemme igen og selv kan bruge min tid på lige det, jeg har lyst til og ikke skulle føle mig skyldig i at ”ødelægge” familiehyggen ved at være asocial foran et andet medie end fjernsynet.

Oh, well… Det er gået de sidste par år, så jeg skal nok klare det dette år også. Jeg skal nok tage del i alle traditionerne, og synge med rundt om træet, men så snart det er ordnet, så har jeg også fået nok. Jeg er træt af at skulle gå på kompromis med mig selv på denne måde. Det er fem dage, og så går der nok en 3-4 måneder, før jeg skal derover igen. Så kan jeg lige klare den i mellemtiden, og forhåbentlig gøre dem mere klar på, hvorfor jeg bruger så meget tid online. Det vil i hvert fald hjælpe i forhold til næste ferie hos dem.

Og så lige her på falderebet: Må I få en god jul, alle sammen – og må I finde tiden til at gøre lige netop det, I allermest har lyst til. Jeg håber, I klarer jer igennem julen. Så ses vi på den anden side 🙂

Det der med at være attraktiv…

Olivers indlæg i mandags om at være attraktiv fik mig til at tænke – og bragte mig tilbage i tiden. For så snart jeg læste de første tre linjer, tænkte jeg: ”Det er spot on! Der er mine tanker, det der!” Det var, som om det kunne have været noget, jeg selv kunne have skrevet over samme emne.

Jeg voksede op meget med de samme tanker. Jeg var ranglet og nørdet, og jeg havde da også et ry i klassen som en lidt sær fisk. Så med årene udviklede der sig en fortælling i mit hoved om, at jeg ikke var attraktiv. Det kunne jeg også se på de andre i klassen – de så langt bedre ud end mig, og der var sjældent nogen, der gad være kærester med mig.

Og det har i høj grad hængt ved. Om end jeg i dag godt kan føle mig lækker en gang i mellem, så lurer det dårlige selvværd stadig lige under overfladen og truer med at ødelægge den dejlige følelse med nogle velvalgte skældsord. Om end jeg har oplevet folk flirte med mig eller kigge efter mig – eller decideret sige det til mig – så er det som om, jeg stadig har svært ved at tro, at nogen overhovedet kan finde mig køn eller attraktiv.

Der er da desværre også flere oplevelser, der føder fortællingen om, at jeg er uattraktiv, end det modsatte. Det er sjældent, jeg oplever folk flirte med mig i supermarkedet eller i byen, og på dating sider har jeg slet ikke succes (jo, med at finde venner, men det er en anden historie…) En gang i mellem er det dog som om, universet lige vil minde mig om, at den der fortælling, der har brændt sig ind i hovedet på mig, altså ikke er sand, og sender en person, der får mig til at føle mig attraktiv og noget værd. Ikke kun over for andre, men i lige så høj grad over for mig selv.

Det er ikke fordi, det er let, når det sker, for som Oliver også nævner, så er det bestemt ikke noget, jeg er vant til. Jeg ved aldrig rigtig, hvordan jeg skal reagere på den form for opmærksomhed. Det, der mest går mig på i de situationer, er at mit lave selvværd og den førnævnte fortælling står i vejen, og har travlt med at bilde mig ind, at den anden person slet ikke flirter med mig eller finder mig interessant og det bare er fordi, vedkommende vil udnytte mig på en eller anden måde… Ikke ligefrem det bedste at stå og tænke på, når en anden står og flirter med én, og man godt vil gøre et godt indtryk 😦

Når jeg tænker tilbage på nogle af de positive oplevelser jeg har haft med det med at flirte med andre, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvor meget af det, der har med attitude at gøre? Det, at andre finder én attraktiv? For jeg har oplevet flere gange, at netop de gange, hvor jeg følte mig helt ovenpå og ikke til at skyde igennem – ja, så var det lettere at tiltrække nogen, og lettere at flirte med andre. Der skete det oftere, at andre gav mig grund til at tro på, jeg var attraktiv.

Og så vil jeg give Oliver fuldstændig ret i sin afsluttende pointe: Når man har et lidt ambivalent forhold til sit udseende og om man er attraktiv for andre, så kan det betyde verden (intet mindre), at andre bekræfter en i det! Det er virkelig vigtigt at få den bekræftelse – og ja, det føles også virkelig rart, når det sker 🙂 Man føler sig mere værd – for sig selv og for andre.

(Og det er så her, mit dårlige selvværd fortæller mig, det er en latterlig tanke, og hvor jeg mest har lyst til at råbe: ”Skrid med dig! Jeg har ikke brug for det her, for jeg VED – jeg har oplevet det flere gange – at andre godt kan finde mig attraktiv!” … det måtte dog godt lige ske noget oftere…)

Tinder

Sidste uge fik jeg oprettet mig på Tinder. Endelig, kan man sige, for jeg har haft app’en liggende på min mobil i snart to måneder, men nu fik jeg altså endelig oprettet mig. Mine forventninger til det var ikke så store, men kan dog ikke sige mig fri fra at have nogle romantiske illusioner om, hvad der kunne komme ud af det. Så derfor – jeg kastede mig ud i det!

Nu har jeg så brugt den en uge, og det har resulteret i to ting: Et match (som ikke har fjernet mig igen inden nogen form for kommunikation), og tanken om, at slette app’en.

For at tage det positive først: Jeg fik et match! 😀 Og endda var det en meget spændende kvinde, som jeg godt kunne se, jeg havde meget til fælles med. Jeg tog mod til mig, og fik skrevet en besked til hende, og der gik lige nogle dage inden der var svar. Jeg svarede, og nu venter jeg på at se, om jeg får endnu et svar. Så det går vist, om end meget langsomt.

Så til det negative: Den måde, Tinder fungerer på, har jeg fundet ud af, slet ikke passer til mig. Hvilket er grunden til, jeg overvejer at slette den. Jeg troede (måske lidt naivt), at folk gjorde noget ud af deres profiltekster, men efter at have set, at de er en sjældenhed, gik det op for mig, at det kun er billeder, der virker til at have en betydning. Fair nok, sådan fungerer det oftest i forhold til datingsider og –apps, men det kom alligevel bag på mig, at det var så udbredt. Og i forhold til, at jeg altid har haft et meget ambivalent forhold til mit udseende og stadig den dag i dag kæmper med dårligt selvværd, så er det nærmest angstprovokerende for mig at navigere på Tinder, der kun går på udseende, og hvor det står klart for mig, at folk derfor kun vurderer mig på dette.

Det har så også ført til, at jeg bruger utroligt lidt tid på den nu, så jeg er oftest kun online en enkelt gang om dagen, og kun i nogle få minutter. Jeg får det simpelthen dårligt af at være på i længere tid af gangen.

Så – nu ser jeg, hvad der kommer ud af det match, jeg har. Løber det ud i sandet, eller skulle det gå hen og gå godt, og vi begynder at kommunikere via andre kanaler – ja, så ryger Tinder altså i svinget. Og det vil jeg faktisk kun være glad for.

Kunsten at skamme sig over en udgivelse

Jeg har tidligere skrevet om en antologi (læs mere her), der for ikke så lang tid siden er udkommet. Bogens bidragsydere har skrevet om deres hverdag som aseksuelle, og det er (så vidt jeg ved) en af de første antologier af sin slags 🙂

Jeg var en af de 17, der skrev et indlæg til den bog.

Jeg har siden udgivelsen ikke fortalt det til særlig mange mennesker. Stort set ingen har fået det at vide, faktisk. Og det er der en god grund til: Jeg skammer mig lidt over det, jeg har skrevet.

Det gik ellers godt til at begynde med – jeg skrev løs, og fik det læst igennem og redigeret både to, tre og fire gange, så jeg til sidst stod med et resultat, jeg var glad for. Jeg indsendte det, og fik også ros retur fra redaktøren 🙂 Det blev lige vredet gennem en redigeringsproces, men det blev mit bidrag egentlig kun bedre af. Så da den proces var afsluttet, og bogen gik ind i den næste fase, var jeg faktisk ret tilfreds og glad for det, jeg havde skabt 🙂

Så gik der nogle måneder, og jeg beskæftigede mig ikke mere med det, indtil jeg en dag gik i gang med at prøve at oversætte mit bidrag til dansk, så jeg havde den på begge sprog.

Og så var det, det gik galt.

De fleste kender nok det med, at de sjældent vender tilbage til noget, de har skrevet tidligere, fordi de pludselig indser, at det de skrev, ikke var særlig godt. Og det var præcis sådan, jeg havde det, da jeg efter nogle måneder læste min historie igennem igen. Bevares, nogle af tingene hang godt sammen, og jeg havde nogle fine pointer, men hele den første side (mit bidrag fyldte 4½) var rædselsfuldt skrevet. Det blev lidt bedre derefter, men ikke voldsomt meget.

Oversat det fik jeg da, og jeg blev mere glad for den danske udgave end den engelske, men det rokkede ikke ved, at jeg ikke længere tænkte så højt om det, jeg havde skrevet. Så derfor valgte jeg at undlade at fortælle det til andre – at jeg havde skrevet noget, der snart ville blive udgivet.

Og det er faktisk noget, der betyder meget for mig, for jeg har altid haft – indrømmet, mange drømme – men en af de stærkeste var, at jeg gerne ville skrive og have noget udgivet på et tidspunkt. Så derfor betød dette, at jeg pludselig fik mit navn stående i en bog, man kunne købe, ret meget – men blev så ødelagt af, at jeg ikke længere brød mig om det, jeg havde skrevet.

Udgivelsen er derfor ikke blevet nævnt med et ord for andre end de i min omgangskreds, der selv er aseksuelle (ikke særligt mange) og som havde hørt om det i forvejen. Selv efter bogen udkom, vægrede jeg mig ved at nævne det, men endte alligevel med at gøre det – nu havde de hørt om det så længe, så det var kun fair af mig at fortælle dem det.

…og nu er de så i gang med at finde ud af, hvor mange af dem, der vil have bogen, så de kan købe dem samlet… Det er virkelig fedt, for så kommer bogen til at blive købt og kommer ud i verden – men så betyder det også, de kommer til at læse det bidrag, jeg efterhånden er kommet til at skamme mig over. Det bryder jeg mig ikke særlig meget om 😦

Det er nok ikke til at komme udenom, at hvis man skriver, så ender man med, at bryde sig om noget af det, man skriver, og knap så meget om andet af det, man skriver. Nu må jeg så leve med, at denne udgivelse falder i sidstnævnte kategori, og håbe på, jeg på et tidspunkt får udgivet noget, der falder i førstnævnte.

Der er heldigvis ting, jeg har skrevet, jeg stadig den dag i dag virkeligt godt kan lide (bl.a. et par af indlæggende på denne blog), så det er ikke fordi, jeg er ude af stand til at skabe noget, jeg holder af. Og hvis jeg formår at tænke konstruktivt, kan jeg med fordel vende denne oplevelse til en positiv, og lære af de fejl, jeg gjorde mig i det bidrag, og bruge det til at minimere fejl i kommende skriverier.

Og så en dag kan det være, jeg står med en bog i hånden med mit navn på og er glad over det 🙂

Flirt?

I forbindelse med Halloween var jeg til en fest hos nogle venner i sidste weekend, og der var nogle øjeblikke til den fest, der fik mig til at lægge mærke til nogle ændringer ved mig, som er kommet inden for de sidste par år.

Som altid til de fester, netop disse venner holder, blev der drukket og danset og skrålet med til de hits, der pumpede ud af højttalerne. Som det oftest sker når mennesker får alkohol i blodet, så bliver man mere frimodig og flirter mere med andre end man gør i ædru tilstand. Eller – det gør jeg i hvert fald, og har oplevet det med mange andre, så tænker, det er noget, de fleste i hvert fald oplever…

I løbet af festen bemærkede jeg, at der muligvis var to, der flirtede med mig. Det der ”muligvis” vender jeg tilbage til, men for at uddybe: Til disse fester er det typisk det samme selskab, der dukker op, så det er mennesker, jeg er vant til at feste med (deriblandt hende, jeg har skrevet flere indlæg om tidligere, og som jeg på et tidspunkt havde et godt øje til). Der var dog en ny med til denne fest, og i løbet af aftenen sagde han flere ting til mig, der gjorde mig lidt usikker på, om han flirtede med mig, eller om han – idet han var ny i selskabet – bare ikke var inde i omgangstonen i selskabet. På et tidspunkt nævnte han noget om, at han godt kunne se for sig, at vi endte med at kysse i løbet af aftenen. Det var netop denne bemærkning, der fik mig til at spekulere på, at han flirtede med mig.

Derudover var der en anden til festen, som jeg godt kendte i forvejen, som jeg på et tidspunkt havde ”a moment” med. Vi havde danset en del, og havde så sat os ned for lige at slappe af, og snakkede lidt om løst og fast (tilgiv min hukommelse, thi flasken med vodka var næsten tom, da jeg gik hjem…), og der faldt nogle bemærkninger, og lige der kiggede vi hinanden i øjnene og jeg fik en følelse af samhørighed: At vi lige i det øjeblik ikke bare var fysisk tæt på hinanden, men som om vi også delte en følelsesmæssig forbindelse. Og jeg havde lige i det øjeblik lyst til at kysse hende. Jeg tror, hun følte det samme. Jeg gjorde det dog ikke, men spekulerede over, om det, hun havde sagt forinden var flirten.

Og nu til det der ”muligvis”, som jeg lagde ud med… For lige at få det på plads (jeg har vist også skrevet om det før), så er jeg fuldstændig clueless når det kommer til flirten. Jeg lægger ikke mærke til, når nogen flirter med mig, og jeg lægger ikke engang mærke til, når jeg selv flirter med nogen! De signaler går lige over hovedet på mig, og det har de altid gjort. Så derfor bliver jeg meget usikker når talen falder på emnet, og derfor bruger jeg ordet ”muligvis” i denne sammenhæng, idet jeg ikke kan være sikker på, at der rent faktisk var tale om flirten.

Med det sagt, så gjorde de to oplevelser med de to personer dog noget for mig: Jeg fik øjnene op for, at jeg havde ændret mig på et punkt i løbet af de sidste par år.

Tidligere i situationer som disse, har jeg ofte grebet chancen og reageret på det. Oftest med et positivt udfald. I sjældne tilfælde har det ført noget vedvarende med sig, men oftest har det været enkeltstående oplevelser, der har budt på samvær for en enkelt aften eller nat. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at det var det, jeg skulle gøre – altså, reagere på det.

Det var ikke sådan, jeg reagerede denne aften. Tværtimod. I selve øjeblikket lagde jeg mærke til mulighederne, men reagerede med vilje ikke på dem. Ikke fordi, jeg ville have noget imod det – slet ikke. Der var tale om to pænt attraktive mennesker. Jeg havde bare ikke lysten til det.

Jeg har på fornemmelsen, der bunder i de erkendelser og den viden, jeg har gjort mig de sidste par år i forhold til seksualitet og romantik. Før i tiden har jeg reageret ud fra antagelsen om, at det var sådan man skulle gøre – nu til dags tænker jeg mere over, om det rent faktisk er noget, jeg har lyst til frem for, hvad jeg tror, der forventes af mig. Så det var med tanke på det, der gjorde, at jeg denne aften valgte at forholde mig passivt til de ting, jeg oplevede. Og den ændring i min adfærd er jeg rent faktisk vældig glad for.

Ser du – som jeg lige har været inde på, så har det tidligere sjældent ført til noget, og jeg er efterhånden kommet dertil, at jeg gerne vil noget mere med en anden person end bare noget for en enkelt aften eller nat. Der må gerne være mere i det, så derfor er jeg forbeholden over for at reagere hver gang jeg oplever nogen flirte med mig (ikke at det sker særlig tit). Og så synes jeg bare ikke, en fest er det bedste sted at prøve at starte sådan noget…

Kald mig bare gammeldags, men jeg vil nu foretrække at lære et andet menneske bedre at kende på den måde i ædru tilstand – i hvert fald til at begynde med… Så derfor mit valg om ikke at gøre noget til festen.

Så kan jeg kun krydse fingre for, at jeg traf det rigtige valg ved ikke at indlade mig på noget til festen. Det er nok ikke så skidt, at jeg afholdte mig fra at flirte selv (tror jeg), for jeg er seriøst virkelig dårlig til det… 😛

futurama-fry-meme-generator-not-sure-if-flirting-or-being-extra-friendly