Hende fra Aladdin?

Nu ved jeg godt det er ved at være et stykke tid siden, men jeg ville gerne lige fortælle om noget jeg oplevede til kapsejladsen. Kort fortalt havde jeg en fed kapsejlads. Til dem, der ikke har været til dette skøre arrangement i Århus Universitetspark før, kan jeg fortælle, at jeg heller ikke er helt sikker på hvad det gik ud på. Da vi efter flere timers tæt druk endelig nåede til afgørelsen i hvad der vist bare gik ud på at drikke en masse alkohol og sejle over søen i stafetagtige-hold, var jeg allerede gået kold mellem mine studieveninders tasker. Basically er det en hel dag, hvor den gamle smukke park forvandles til Roskilde Festival på den gode måde med fest og druk og blå festivaltoiletter.

Jeg havde en fest! Jeg følte mig oven på med et glas kølig papvin i hånden og godt selskab. I mellem de tusind ture til toiletterne og hilsen på bekendte fra andre studier, endte jeg i en hyggelig samtale med min veninde og nogle folk fra hendes studie. Pludselig tog samtalen en mærkelig drejning, da der er en der bekendtgører at mandenavne slutter på konsonanter og kvindenavne på vokaler….. Virkeligt?

Mig: “Er jeg så ikke en kvinde?”

Ham: “Jo, men du er jo også biseksuel?”

Mig: “…”

Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg skal konkludere ud fra den udtalelse. Er man mindre kvinde, hvis man ikke kun er til mænd? Eller bliver jeg en lille smule mere en mand, hver gang jeg er tiltrukket af en kvinde eller en nonbinær? Om ikke andet fik det mig da til at overveje lidt, det der skøre navn mine forældre, i følge min mor, ret spontant kom på. 

Selv når folk ikke er kommet op med en skør forkortelse, forlængelse eller omskrivning af mit navn til diverse kreative kælenavne, udtaler de det stadig vildt forskelligt! Da jeg var barn var jeg altid hende der irriteret rettede vikarerne, når de skulle læse klasselisten op, men med årene har jeg fået lidt en forkærlighed for de forskellige tolkninger. Det var dog først på højskolen, at der var en i min omgangskreds, der konsekvent brugte den “maskuline” udtalelse af mit navn. Okay, det lyder måske skørt, at der er sådan en version, men det er altså tilfældet med mit. Eller sådan rent statistisk set, så har jeg mødt massere af forskellige kvinder med mit navn, men kun en fyr og han hed denne “maskuline” udtalelse. 

Måske kunne det være sjovt at præsentere mig som sådan lidt oftere? 

– og nej, jeg har ikke et flyvende tæppe eller en flot mellemøstlig prins…

Advertisements

Bryster

I mine teenageår var jeg ikke så begejstret for min krop. Okay, det er de færreste nok, men for mig førte det til, at jeg viste mine bryster ret meget frem.

Jeg havde fået en eller anden trist idé om at de var mit eneste fortrin. Med årene er det heldigvis lykkedes mig at gøre dem lidt mere til en del af mig og min bløde krop og lidt mindre til en eller anden fremmed pyntegenstand på min overkrop. Oven i det så er hele min krop nok blevet lidt mere min og lidt mindre alle de skøre forventninger folk har til den. Jeg tror endda, den er blevet lidt mindre det jeg ser i spejlet og lidt mere det jeg bor i.

Okay det blev lidt mere højtragende end jeg havde forestillet mig for mit første blogindlæg.. Jeg tror, det jeg prøver at sige er, at det ikke som sådan er ud af kropsdysfori, at jeg har bestilt en binder. Altså sådan en overdel til at spænde dine bryster ind med.

Jeg har luftet ideen i lidt forskellige kredse og selvfølgelig fået forskellige reaktioner i form af alt fra “fedt! Lad os bestille det sammen” til meget undrende “hvad er det?” og mest af alt “hvorfor?”. Mine studieveninder var dem, hvis reaktion jeg var mest nervøs for, fordi jeg ser dem hver dag og holder ualmindeligt meget af dem, men de var som altid søde og mest af alt bare undrende. De forstod vist ikke helt, hvad jeg ville med sådan en. Jeg kan godt forstå deres undren. De fleste kvinder sætter vist pris på at have bryster og det er nu heller ikke fordi jeg ikke holder af dem fra tid til anden.

Når jeg ser mig i spejlet er det bare meget sjældent det jeg forventer, der kigger tilbage. Der er bare altid en eller andet udefinerbar i mit udseende, til at det sådan rigtigt ligner mig. Lyder det skørt? Måske, men det bringer nogle sjove frisure med sig i min stadige søgen efter nye ting jeg kan gøre med mit hår. Jeg prøver i det små at ændre lidt hist og lidt her og se hvad der sker. Nogen dage virker mine bryster fx bare i vejen. Så nu har jeg bestilt en binder. Jeg tænker, det bliver sådan en “fra tid til anden ting”, som at style mit hår på en anderledes måde eller i mit tilfælde at have make-up på. 

Så nu gør jeg det! Så må vi se, hvordan det så går og så vil jeg ud og have mig nogle seje hipster-skjorter med små dyremotiver på!

Skjorte