Binge Trans

Lige pt sidder jeg med en stor skoleopgave der har deadline før jeg kan blive færdig. Det er mildest talt super nederne, but thats life. Det fedeste ved opgaven er, at den går ud på, at jeg skal omdesigne en hjemmeside for en virksomhed/museum/produkt fra Berlin.

Jeg har valgt “Schwules Museum*” som er Europas eneste LGBT*, og det har helt klart gjort opgaven sjovere at lave. For at introducere mine lærere/læsere til hvad Schwules Museum* er har jeg været “nødt til” at introducere nogle begreber. Så i min opgave om design og kommunikation, har jeg fået lov til at lave et helt afsnit om hvad L, G, B, T, *, Queer, binær og non-binær betyder. Jeg er meget spændt på hvad mine lærere vil sige til det, for begrebs introduktionen fylder.. Måske lidt for meget.. Men det er jo vigtige ting! Synes jeg. Altså.

Nu sidder jeg på falderebet med opgaven og binge watcher “True Trans” af Laura Jane Grace i baggrunden. (Hvis I ikke har set serien så er den her.) Og jeg har af en eller anden grund en kæmpe lyst til netop at se en masse videoer, film, dokumentarer osv. omkring transpersoner og queers. Film som “Transamerica”, “Boys don’t cry”, og alle de dokumentarer jeg har fået samlet over tiden (link til spilleliste her).

Det er spændende at høre andres historier, se andre som mig – eller som ikke er som mig. Blive klogere på * og alt det nonbinære indeholder. Det er ikke min familie, og jeg er bestemt ikke fan af at the notion at alle transmænd er “transbrødre”, men jeg har altid synes debatten om køn er interessant. Cis, trans, queer – det er spændende.

I forgårs havde jeg besøg af en kammerat der ville tage billeder af mig til en skoleopgave. Vi havde en lang og god snak om hvad han ville tage billeder af, og jeg blev klogere på hvordan jeg gerne vil have MIN historie bliver vist og hvordan jeg tror transkønnedes historie bedst bliver vist. Og min historie er ikke den binære heteroseksuelle transmand, men mere kringlet og stadig under udvikling. Jeg er SUPER spændt på at se billederne – mere end jeg nogensinde har været efter at folk har taget billeder af mig. For til den her session gjorde jeg nogle usædvanlige ting foran et kamera og jeg var 100 % komfortabel samtidig. Hvis jeg tør, så lægger jeg måske billederne op her. Nu vil jeg binge watche videre på min trans*/queer interesse. Og skrive opgave.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 21.02.54.png

Advertisements

Attraktiv

Da jeg var yngre troede jeg aldrig, at nogen nogensinde ville finde mig attraktiv. Når du vokser op som outsideren der bliver beskrevet som “nørd”, “asocial” og “sær” så booster det ikke ligefrem ens selvværd.
Første gang jeg kyssede var jeg 17 år, og jeg mistede min mødom som 18 årig. I årene op til blev ordene til at beskrive mig udskiftet, men det ændrede ikke mit selvværd. “Sej” og “punk” var da en forbedring, men det ændrede ikke på hvordan jeg oplevede mig selv:
Underlig, sær, nørdet.

Uattraktiv.

Med tiden er der kommet mange nye ord på mig. “Flot”, “lækker”, ja endda;

“Attraktiv”

Med det ord kommer mange nye øjne på en. Både over disken i supermarkedet, på dansegulvet og i andre sociale settings. Flirtende øjne og søde smil, endda berøringer. Jeg havde troet, at ordet “transkønnet” ville stoppe de fleste øjne. Men det gør det faktisk overhovedet ikke. Jeg vil ikke sige tværtimod, fordi det ville være løgn. Men det i hvert fald ikke en begrænsning.

Men min indre generte nørd er slet ikke vandt til den her opmærksomhed. Og efter jeg er blevet single, har jeg også fået mulighed for at gengælde de søde øjne. Eller selv lave dem. Og pt står jeg i en situation med et splittet hjerte og mange tanker.

I følge janteloven må jeg ikke være selvsikker og selv mene, at jeg er attraktiv. Men det skider jeg højt på. Jeg er fanme endt meget heldigt med mit udseende – det privilegie er jeg meget opmærksom på. Jeg er da stadig utilfreds med mine brede hofter og mavefedt osv. Men all in all er jeg glad. Og jeg nyder de romantiske øjne jeg får. Også selvom jeg i bund og grund har svært ved at tro på dem, og stadig føler jeg burde gå med et advarselstegn i panden.

Min store usikkerhed er så, om jeg stadig er attraktiv hvis jeg var mere queer i mit kønsudtryk. E n d e l i g få jeg romantiske interesse og er glad for min krop, og det vil jeg nu kaste væk for lidt make-up og feminint tøj? Det virker latterligt dumt at gøre det. Men det er også latterligt dumt at følge cisheteronormative regler som egentlig kun nedgører, diskriminerer og skaber dårlig selvtillid hos de fleste. Men med min stadigvæk haltende selvværd og selvbillede så er det, at andre ser mig som attraktiv vigtigt. Og rart. For så er jeg da et eller andet værd – tænker jeg. Omend det er en latterlig tanke..

Hvad gør man dog ikke for at være lækker. Skærmbillede 2015-12-07 kl. 17.12.26.png

Bi-sex

Han har skæg. Det er tykt og rart at nusse. Han har lange hår på maven og brystet. Det føles rart at glide mine fingre igennem dem. Han er blød, og varm. En mand. Han har søde øjne og et dejligt smil. Vi har samme briller, nærmest samme kasket. Hans læber er store og bløde på mine. Han er rar at kysse med. 

Hun dufter fantastisk. Og når hun danser ser hun til siden imens hun smiler. Hun har grønne-grå øjne, omkranset af sort make-up. Hendes hud er glat og hendes læber røde. Hendes hår er langt og sat op i en knold. Hendes kys trækker mig ind til hende. Jeg skal bøje mig en smule ned for at nå hendes læber. 

Jeg krøller mine fingre ind i hans skæg imens vi kysser. Han holder om mig med hans faste hænder. Hans skridt vokser, og hans bukser er åbne. Han trækker min t-shirt af. Og åbner mine bukser. 

Hun sidder på mit skød. Kysser mig lidenskabeligt og ser på mig med smukke og lystne øjne. Vi griner lidt. Så går vi ind i sengen. Hun kommer med små lyde der får min krop til at krible. 

Jeg lægger mig på hans seng. Trækker ham ned til mig. Vi kysser. Hans hår er bløde mod min hud. Jeg føler mig tryg. Feminin. Og det er okay. Jeg er mig. 

Hendes negle kradser min ryg og jeg brummer. Jeg løfter hende rundt, bider i hendes krop. Jeg føler mig tryg. Maskulin. Og det er okay. Jeg er mig. 

Der ér forskel. På de to. Både dem og mig. Men jeg føler mig tryg, nysgerrig og værdsat. Det er sjovt. Og skræmmende. Og hyggeligt. Det er mig. tumblr_nkw63hY5HD1r1arpmo1_540.png

Post-travlhed

De her dage har jeg post-travlheds stress som betyder jeg glemmer at trække vejret, jeg har ondt i brystet og fanger mig selv i at glo ud i luften uden at vide hvor længe jeg har gjort det. Dertil kommer der næsten ingen ord ud af min mund og min hoved rumsterer med tanker. Det er helt okay, at jeg har det sådan, og meget normalt for mig.

I søndags spillede min teatertrup sin sidste forestilling på en teaterfestival, og med den blev mange måneders teaterliv for mig afsluttet. Bortset fra en måneds ferie i sommers, så har jeg non-stop lavet musical og teater siden februar. I alt har jeg lavet to musicals og et teaterstykke i år, hvilket jeg synes er ret godt gået!

Min nu går jeg rundt i min post-travlheds stress/uro og prøver at samle mine tanker om alting. Hvis jeg kan samle mod til mig, vil jeg måske fortælle jer om de tanker jeg har om at date andre mænd sammenlignet med det at date piger. Og egentlig vil jeg også gerne fortælle om kærlighed, og det at føle sig halv fordi man har mistet den person man tror er sin sjælepartner. Det er kønskærlighedslimbo til tider, med en balance gang af libido og behov.

Men det der fylder mest af alt er et projekt der har rumsteret i mit baghoved i flere uger snart. Jeg vil gerne lave en ny teater forestilling som skal handle om køn. Bum. Det er det jeg ved. Men behovet, lysten og tankerne holder mig vågen om natten og rumsterer konstant i mit baghoved. For hvordan kan jeg lave en forestilling om køn? Og hvad mener jeg med køn? Hvad er køn, måske? Eller hvem er køn? Køn som i køn. Som i smuk. Du ved. Og har det noget med køn at gøre? Altså køn, tillægsordet.

Jeg vender tilbage med min brainstorm om køn, for jeg får helt sikkert brug for en masse inputs til forestillingen!

Tilhørsforhold

I lørdags havde vi (endelig!) premiere på musicalen jeg spiller med i lige nu. Det blev afsluttet med en fest med god mad og fri bar(!). Alle os ensemble drenge endte ved samme rundbord og selvom jeg har levet som en dreng i 3 år nu, er det stadig en speciel følelse at være en del af drengegruppen. Og denne gang følte jeg mig faktisk ualmindeligt komfortabel ved rundbordet.

Måske er det fordi jeg de sidste 2 uger har delt garderobe med selvsamme drenge, og dermed er blevet meget komfortable med dem. Jeg skifter kostume ligesom alle de andre i bar overkrop og boxershorts, og selvom jeg ved de andre bemærker mit kæmpe ar på brystkassen (+ de mange små) så er jeg ligeglad. Og de er ligeglad. Ingen af dem ser skævt til mig eller synes det er underligt, at jeg er der. Og hvorfor skulle de? Jeg er en dreng i deres øjne.

I lørdags sprang jeg ud for et par stykker, selvom de fleste på en eller anden måde godt ved, at jeg er transkønnet. Men folk reagere alligevel ret “voldsomt” selvom de “ved” det. De fleste siger: “Jeg har aldrig set dig som andet end en mand.” og nogle siger endda: “Jeg kunne slet ikke forestille mig, at du skulle være en pige. I mine øjne er du 100 % mand”.
Og jeg svarer altid: “Hvorfor skulle du også se mig som andet?”

Så at sidde ved rundbordet med alle drengene og skifte tøj lige ved siden af dem, gør mig hverken nervøs eller utilpas. Det sjove er så, at jeg selvsamme aften endte med at sidde omgivet af piger. “Det er lidt at sjovt at alle pigerne sidder her – og Oliver” sagde en. Og selvom jeg var velkommen i gruppen, så havde jeg ikke samme tilhørsforhold som ved drengne. Jeg var bekendt med pige kotymen, men ingen så mig som en pige bare det mindste.

Men én ting er hvordan andre ser mig, for hvordan ser jeg mig selv? Hver dag lægger jeg eyeliner til musicalen, og ofte tænker jeg “gid jeg måtte lægge mere make-up”. Når pigerne kommer i flotte kjoler og sko tænker jeg: “Gid jeg kunne gøre ligeså meget ud af mig selv” og det er nogle meget nye tanker for mig. Det er ikke fordi jeg ikke er glad for min flade brystkasse og skjorte, men den feminine verden er utrolig spændende også. Men lige nu har jeg ikke tid til andet end at nøjes med den smule eyeliner og pudder jeg skal have på hver dag, før jeg hopper i et suit og senere håndværker tøj. Jeg kan mærke hvor meget jeg savner at være feminin og udforske min tydelige flydende kønsidentitet eller kønsudtryk(?) og til tider kan det få mit humør ned – hvilket virkelig skræmmer mig.

Forestillingen slutter om 2 uger også må vi se hvor jeg er der! tumblr_mqx9qf42eH1stlzkho1_500

Fortid

Nogle gange glemmer man fortiden, hvilket jo både er godt og skidt. Men lige for tiden graver jeg enormt meget i min fortid, og det er både en hård og spændende oplevelse. Men det sætter også mange ting i perspektiv.

Årsagen til, at jeg graver så meget i fortiden skyldes nogle lektier mine psykolog har givet mig for. Det gik op for mig, at der er mange af mine bedrifter jeg har “glemt” og selvom jeg godt kan huske meget fra jeg er 17 til 19, så er det ikke nogle år jeg har beskæftiget mig meget med senere hen. Det var årene jeg var vild, ung, dum, lesbisk og prøvede at finde mig selv. Alle de hårfarver, piercinger og dårlige valg jeg dog ikke har lavet i de år! Men det resulterer i nogle farverige billeder, og det er egentlig ret nice. Og udover de dårlige valg, formåede jeg også at gennemføre nogle vilde projekter. F.eks. Skrev og opsatte jeg min egen musical i 3.g kun lige fyldt 19 år! Og jeg eftefølgende en kulturpris af kommunen for mit frivillige arbejde på det lokale teater. Og det var kun som 19 årig!

Da jeg var 19 år prøvede jeg også at begå selvmord. Og det er dér perspektivet kommer ind i billedet. Jeg ser nemt op til folk, specielt i musical verden. Og jeg er tit bitter og jaloux over mine cis medspillere. Ofte er det endt i selvkritik “Hvis du dog ikke var som du var, så kunne du havde nået lige så langt!”
Men nu er jeg begyndt at vende “kritikken” lidt. Eller i det mindste se på det med andre øjne.
Nogle af mine medspillere ér 19 eller lavede større musicals før de var 19 år. Nogle af de store stjerner i dag havde kæmpe roller i professionelle musicals og teaterstykker da de var 19 år – og yngre. Og jeg bliver altid så bitter ved tanken om det, men..

Da jeg var 19 år prøvede jeg altså at begå selvmord? Man skal ret langt ud for, at man prøver at gøre sådan noget. Og i alle de år hvor mine medspillere voksede op i et køn de følte sig som, kæmpede jeg med et voksende selvhad og kritik fra mine omgivelser. Det er lidt ligesom om jeg er bitter over, at jeg ikke er en 2 meter høj solsikke ligesom alle de andre, når jeg har skulle vokse i frossen jord og uden sollys.
Like, come on Oliver, give yourself some slack?

Det er som om en helt fortid med en masse oplevelser og minder åbner sig for mig, som jeg har glemt. For da jeg begyndte at leve som dreng i 2012 og 19 år, så lagde jeg min fortid bag mig og så kun fremad. Men jeg havde et liv før jeg var dreng, og selvom det virkelig var hårdt og til tider latterligt forfærdeligt, så er det stadig mit liv. Og min historie. Og jeg tror specielt os queer mennesker, og måske især transkønnede, kan have en tendens til at glemme fortiden for hvad den også var.
Skærmbillede 2015-10-11 kl. 22.31.29

Kender I det?

Hvis I ikke har set 21 Søndag afsnittet om Vincent der bryder kønsnormerne så gør det nu!

Vincent er pisse sej og går i præcis det han vil. Jeg synes hans forældre er ligeså pisse seje fordi de ikke har stoppet ham eller prøvet at tvinge ham ned i en konventionel kønskasse. Thumps up all the way til Vincent og hans familie.

Kender I det at man ser en person og tænker “sådan der vil jeg også være!” Det sker rigtig, rigtig tit for mig. Det ene øjeblik ser jeg en kodyl sej Lebbe med svedige tattoveringer over det hele og jeg tænker “jeg ville ønske jeg kunne være den mest cool dykede lebbe in the neighborhood.” Og det næste øjeblik ser jeg en androgyn skønhed med læbestift og kjole på og tænker: “Jeg ville ønske jeg kunne gå i alt det flotte tøj og lægge en perfekt make-up og bare stråle af androgynitet.”.

Det er bestemt ikke fordi jeg ser mig i spejlet og tænker “øv”, overhovedet ikke. Jeg er faktisk ret stolt af hvor pæn jeg er endt med at blive, og jeg går meget op i at gå i pæne skjorter og farvesammensætte mit tøj til perfektion. Men alligevel bliver jeg meget påvirket af de seje kønsnormbrydende mennesker jeg møder og jeg tænker “Jeg vil også være sådan”. Også ser jeg på min bankkonto og tænker “Jeg har ikke råd til at blive sådan”.

Derudover så tør jeg ikke. Nu har jeg ejet en kjole i nogle måneder, men den har det meste af tiden bare set indersiden af mit skab. Når det endelig kommer til stykket så konformer jeg af enten frygt eller dagligdagens dovenskab, og ender i de samme skorter og farvekombinationer. Ret kedeligt, men nemt.

Men det er nu heller ikke nemt at ville ændre stil hver gang jeg ser en cool queer person. Og der er altså mange af dem!

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 15.49.38

Diagnose

I tirsdags var jeg på Risskov for at snakke med min behandler og få afsluttet min udredning. Jeg havde udfyldt en masse skemaer og snakket med min far om dem, men jeg havde inden samtalen fundet problemstillinger som jeg slet ikke havde nævnt. Eller rettere sagt; Som jeg havde undladt eller direkte løget om til samtalerne. Heldigvis blev min behandler ikke vred, men sagde at han var opmærksom på, at jeg stak ud på flere måder end den diagnose jeg har fået nu.

Jeg har fået en ADHD diagnose. Og vi aftalte, at når jeg var kommet i behandling for den kunne jeg senere blive undersøgt for en personlighedsforstyrrelse. Det er store diagnoser og ord, men jeg er glad for at jeg nu (forhåbentlig) kan komme på rette vej.

Det at jeg er transkønnet har stor betydning for hvordan mit liv har formet sig. Men har det også formet min diagnose? Vi lever i et samfund hvor drenge opfordres til at være fysisk aktive og vilde, og hvor piger helst skal være stille og kreative. I et samfund hvor mange drengebørn diagnosticeres med ADHD, men hvor pigernes først langt senere bliver opdaget fordi de er mere “stille” eller fordi de har ADD – altså ingen hyperaktivitet. Det er ikke fordi jeg vil udtale mig om mængden af diagnoser der gives til børn i dag er for stor, men for mig er min opvækst – og udfordrende kønsidentitet vigtig.

Hvis jeg var født som dreng ville min ADHD så hurtigere været blevet opdaget? Eller langt senere, fordi mit køn undskyldte for min voldsomme adfærd? Hurtig stemplet som en drenge-pige der elskede vilde lege fik jeg lov til at boltre mig, og min (eventuelle) ADHD var ikke et problem for mig i min tidlige barndom (bortset fra når mine venner kom til skade når vi legede, hvilket skete tit). Problemet begyndte først i den tidlige pubertet hvor jeg var som drevet af en maskine, og aldrig lavede lektier. Ville det hurtigere været opdaget hvis jeg havde været en dreng?

Det der har reddet mig igennem livet er mit gode hoved sagde min behandler. Jeg har altid kun fået middelmådige karakterer, hvis ikke lidt dårligere. Jeg har aldrig lavet lektier, og jeg får sjældent 10 eller 12 også er det for det meste af rent held. I et karakter-samfund kan man hurtigt føle sig dum, når alle andre får 10, 12 eller “bare” 7. Så det betyder enormt meget, at en professionel behandler siger jeg ikke er dum.

Uanset hvad, så går jeg en interessant tid i møde. Hvis medicinen virker på mig får jeg endelig bekræftet om jeg har ADHD eller ej. Og jeg må acceptere, at jeg aldrig kan finde ud af om diagnosens symptomer ville havde været anderledes hvis jeg var født og opvokset som dreng. Men det er et interessant dobbelt-billede som nok de færreste overvejer – om deres diagnose ville havde været anderledes hvis de var født som et andet køn.

Skærmbillede 2015-09-10 kl. 10.57.59

Behandler

Jeg går ude på Risskov psykiatriske afdeling for udredning. Hvorfor spørger du? Fordi jeg falder i søvn når jeg læser, er i skole eller skal koncentrere mig. Jeg er næsten konstant rastløs og har vildere humørsvingninger end et diskolys.

Den behandler jeg har fået er en cismandmed indisk baggrund (mit gæt). Selv hvis jeg ville fortælle jer hans navn så ville jeg ikke kunne stave det. Problemet er ikke hans navn, hans hudfarve, eller at han er en mand.

Problemet er, at det ikke er fordi han skal klippemit hår, tage min blodprøve eller massere mig. Han skal lytte til mine største problemer som er et makværk af en besværgelig barndom, konfliktfyldt ungdom og alt mulig andet lort. Han ved intet om den kvindelige pubertet og hvordan østrogen kan rasere hele ens humør i perioder. De forventninger en pige mødes med og som hun skal opfylde. Og uanset hvad han gør, så stoler jeg ikke på at han kan sætte sig ind i det. Han vil altid kunne sidde i sit elfenbenstårn og se “ned” på min pubertet og selv have gennemgået den pubertet jeg ønskede.

Dertil kommer det, at jeg føler mig enormt priviligeret og et røvhul at jeg piver over kønsforvirring og diskrimination overfor en person der selv møder voldsom diskrimination pga sin hudfarve. På gaden ligner jeg en hvid cismand – det mest sikre du kan være i verden.

Men igen; Det er ikke hudfarven der er relevant. Åh suk, det ér kønnet.. Han er en mand, og selvom jeg også er det så.. Så har min rejse dertil været meget, meget anderledes.

Så jeg ringede ud til Risskov og spurgte forsigtigt om jeg kunne få en ny behandler. Jeg er grøn som en uudsprunget anemone i forårsvejr når det gælder psykiatri systemet – tiltros for jeg har været på SK i halvanden år.

Jo, det kunne jeg godt svarede damen sødt. Jeg spurgte om jeg eventuelt kunne ønske en kvinde som behandler næste gange, jo det kunne jeg godt svarede hun sødt tilbage. “Men selvom de prøvede at opfylde ønsker, så var der jo nogle ting mænd måske forstod bedre hos mænd end kvinder og omvendt.. Må jeg lige få dit cpr nr?” Sagde hun i samme sætning.

… Øhm jo…

Jeg håbede hun hørte det lige tal tilsidst i talrækken og lagde 2 og 2 sammen. Jeg havde lyst til at fremhæve det for hende; Mit lige tal i mit cpr nr der gør mig anderledes end andre mænd. Det lille tal som forklarede hvorfor jeg ville have nemmere ved at dele visse emner med en kvinde.
Jeg sagde ikke noget. Hun sagde ikke noget. Hun sagde jeg ville høre fra dem med en venlig stemme og vi sagde farvel.

Jeg føler mig åndssvag at jeg er utryg ved at have en mandlig behandler, men jeg kan ikke lide det. Jeg ved ikke om det er en indgroet kønsstereotyp fra min side, at psykiske behandlere skal være kvinder. Eller om det er min baggrund og historie der forklarer min utryghed.

Nu glæder jeg mig til at høre fra dem så jeg snart kan få det bedre!

Skærmbillede 2015-08-25 kl. 22.14.30

Løvetæmmer

Det skulle jo ske. Det er som taget ud af en film. I et tidligere indlæg snakkede jeg om en gruppe mennesker til musical som jeg ser op til, men, men, men..

Jeg fik til en fest krattet lidt i overfladen og et hav af problemer dukkede op. Jeg kunne næsten ikke lade vær med at grine af mig selv. Her havde jeg forestillet mig hvor nemt og let deres liv var, også viste det sig at være en stor blandinger af følelser, ugengældte følelser, familieproblemer osv.

Det hverken formindsker eller forstørrer mine problemer eller deres, men lidt ligesom vandfarver blander farverne sammen føler jeg at jeg har lidt tilfælles med dem. Og at den piedestal jeg har sat dem på krakelere.

Jeg føler mig dog stadig anderledes. Til festen fik jeg også bekræftet, at de fleste kender til min “situation”; At jeg er født som “pige”. Men det er faktisk ikke dét der gør, at jeg føler mig anderledes. I mine øjne er min krop ligeså normal som alle andres, og at nogen skulle synes den var anderledes undrer mig oprigtigt.

Men anderledes føler jeg mig, og her for tiden er det ved at gå op for mig, at sådan kommer jeg altid til at have det. Så sent som her til morgen så jeg en video af en bekendt der fjoller rundt og jeg tænkte; At så modig bliver jeg aldrig. Min nakke er næsten sømmet fast i én anspændt position når jeg bevæger mig og det at “give slip” er mere frygtindgydende end at stikke mig selv én gang om måneden. Det at lave et grimt ansigt eller fjolle rundt overfor “fremmede” giver mig andedamme under armene og en nervøs grimasse.

Og det er lidt komisk. Her har jeg underlagt mig fuld narkose for en operation, stukket mig selv i 2.5 år med en kanyle, fået taget et hav af blodprøver, konfronteret folk der ikke vil anerkende mit køn og skældt folk ud når de omtalte transpersoner forkert. Stået frem på TV, radio og i avisartikler og talt min sag, men at fjolle rundt foran folk – HELL NO.

Hvilken modig lille løve jeg er, at jeg bliver skræmt væk af min egen skygge! Men det er faktisk svært at lægge våbnene fra sig og grine af tingene. Nogle gange føler jeg, at jeg har været i krig og vaks som var jeg det stadig. Jeg holder konstant øje mod “fjender” og som Lucky Luke vil jeg være hurtigere end min egen skygge. Det er bare åndssvagt når jeg ikke er i krig. Og egentlig burde kunne slappe af.

Men kan man nogensinde sige, at man er ude af queer regimentet når man først har indskrevet sig i det? Og vil jeg virkelig lade kønsdiskriminerende jokes og kommentarer gå forbi for at kunne fjolle rundt? Hvem siger det er ufedt at være en akavet blød asparages fra dåse hvis man netop stivner som ukogt spaghetti ved en nedern kommentar og slår igen som et spanksrør? Måske er jeg egentlig en løvetæmmer der holder fast i mine principper for ellers bliver jeg ædt op af dyriske og gammeldags kommentarer. Ja, en løvetæmmer, det er sejere at være!

Skærmbillede 2015-08-04 kl. 07.20.18