Renskuret borgerskab møder 60’er lebbe

It’s been a while, I know.

Jeg har været til eksamen, fået ferie, flyttet og holdt mere ferie. Også har jeg løbet Nordic Race (et forhindringsløb) og blevet dækket af mudder og blå mærker – så fedt!
Derudover har jeg fået en diagnose mere (borderline) og holdt mere ferie for at tygge lidt på den.

Mest af alt har jeg prøvet bare at være mig. Og i dagens Danmark er det virkelig svært bare at være sig selv. Og det er det af den mest.. Forkælede grund.

For tiden spiller jeg med i HAIR som er en musical fra 60′-70’erne der forgår i New York baseret på alle oprørerne de havde. Oprørerne mod konventionerne, konservatisme, traditionalisme, sexisme, racisme, homofobi og alt det gængse. Alt det vi i dag har love imod og tager forgivet; At kvinder kan arbejde på ligefod med mænd (generelt set), det ikke er lovligt at diskriminere folk baseret på deres hudfarve eller partner osv. Alt det som gør, at normen er en bredere definition i dag end i 60’erne.

Hvis jeg skulle prøve at leve i et årti, så ville jeg nok have valgt 60’erne eller 70’erne. Så ville jeg flytte til København, bo i et besat hus og demonstrere imod alt det konventionelle, cisheteronormative og gængse. En skamplet for mine forældre, men en helt og pioner i nutidens historiebøger. Jeg ville havde været en korthåret lesbian med stort L og stort F for feminisme. Indædt hade patriarkatet, renskurede mænd og jeg ville sandsynligvis både få og give blåmærker i kampen for frihed. Nu ved jeg ikke hvordan jeg i realiteten ville havde været, men jeg ville håbe jeg var sådan. Og ja, enormt lesbisk. So gay.
Men hvis jeg nu faktisk var født som en mand på den tid så.. Ville jeg havde været en del af det renskurede borgerstand. En ganske almindelige cis, hetero og regellydig ung mand der ville gifte mig inden jeg blev 23 år og sandsynligvis få både villa, volvo og vovse + 3 børn. Og hvorfor ville jeg ikke gøre oprør? Fordi jeg ville passe ind i normen, og jeg ville føle mig tilpas i den. Tror jeg. Hvem ved hvordan eller hvem jeg ville være hvis jeg var født cis.

Men at være sig selv er også svært i dag. Normen for hvem du kan være er bred, men ikke ubegrænset. Men jeg er mest af alt en rimelig kedelig, gennemsnitlig, hvid dansk fyr. Den værste diskrimination jeg kan møde er at jeg skal vise ID for at bevise min alder når jeg går i byen. Vil jeg have grønt hår kan jeg få det, og stadig få et arbejde. Og jeg vil sandsynligvis ikke blive slået ned eller blive udsat for verbal provokation. Sandsynligvis, det er længe siden jeg havde grønt hår 😉

Det der er svært for mig er, at jeg kan være alt jeg vil. Ingen kan stoppe mig, sige det er forkert eller at det er unormalt. For med nettet ved jeg, at jeg aldrig er alene. Og med anti-diskrimination love og almen god opdragelse af befolkningen til at respektere folk tiltros for vores forskelligheder, er jeg i sikkerhed.
Og det giver min hjerne frit spil. Lidt ligesom en person med for meget fritid, er jeg blevet ekspert i at udtænke alle de forskellige personer jeg kunne være hvis ….
Og det betyder jeg konstant bliver bombarderet med idéer til hvem og hvad jeg kunne være.
Istedet for bare at være mig selv.

Og med en svag identitetsfølelse (mit symptom fra borderline) er jeg nemt påvirkelig. Og det resulterer i, at alle de personer jeg tænker jeg kunne være får mig til at være smørklatten i et super nedern få-fat-i-bolden-og-find-dig-selv-spil. Og jeg løber fra person til person uden at vinde hverken spillet eller selvtillid. Derimod står jeg med en konstant tvivl om mig selv konstant; “Er dét her mig, eller bare en idé?”, “Hvad nu hvis..”, “men det her er jo også fedt!”, “er det her virkelig mig?”.

Og pludselig bliver den konventionelle, almindelige og hvide fyr jeg ér ikke så tiltrækkende og spændende som de andre personer. Og at indse, at jeg er kedelig, konventionel og egentlig bare gerne vil have villa, volvo og vovse + 3 børn ikke den fedeste erkendelse. For pludselig er jeg en del af et renskuret borgerskab min indre 60’er lebbe slet ikke kan holde ud.

Så nu er jeg begyndt at gå lidt med skyklapper og ikke tænke for meget over hvem jeg kunne være, men hvem jeg egentlig ér.

It’s a work in progress. Men det virker som om jeg ikke er synderlig queer udadtil mere. Heller ikke i sengen. Faktisk har jeg en kink med konventioner og kønsnormer jeg måske ikke ligefrem er mest stolt af.. Men i det mindste kender jeg til mine privilegier, kampen der har været for mine rettigheder og har et indblik i at mange ikke har det så nemt som jeg har det – og dem skal jeg kæmpe for. Og måske kan den renskurede borgerskabs unge mand vinde lidt indpas hos 60’er-lebben. Du bor i hvert fald begge i mig, og her skal der være plads til alle. comics-Cyanide-and-Happiness-boy-pedophile-440182.png

 

Advertisements

16 år igen

For nylig er jeg flyttet og jeg har nu efterladt Åbyhøj til fordel for et værelse i en lejlighed midt i Aarhus C. Jeg kunne ikke være gladere og jeg nyder min sommerferie her i mit nye værelse med lyden af byens susen udenfor mine vinduer. For nylig fik jeg også en kæreste og vi har nu gjort det officielt på Facebook, så nu kan hverken jeg eller hun løbe fra, at vi er glade for hinanden 😉

Vi smed os på sengen efter flytningen og brugte hele aften der. Og putningen blev mere og mere intens i løbet af aften. Mit gamle værelse var i et hus hvor der boede andre mennesker, men jeg blev aldrig venner med dem. Hovedsageligt fordi de der boede der havde en tendens til enten at ryge meget hash, drikke for meget alkohol eller skændes højlydt med hinanden. Ikke lige min slags mennesker. Så dem var jeg ligeglade med om de hørte mig have sex.
Men her i mit nye værelse deler jeg lejligheden med en kollega og en sød pige, og jeg har på ingen måde et behov for at mine venner skulle høre os have sex.

Så vi prøvede at begrænse lydniveauet så mine kære roommates ikke skulle høre os. Men det var meget nyt for os og vi ikke kunne lade vær med at grine lidt over situation. Det var som om vi var 16 år igen og var på efterskole, og vi blev nødt til at være stille så hverken roommates eller lærere skulle opdage os. Og hvert øjeblik det skulle være så kunne føromtalt træde ind ad døren og fange us in the moment.

Jeg havde ikke sex da jeg var 16 år, og slet ikke på efterskolen og langt fra som en fyr. Men det er jeg nu, altså en fyr, og følelsen af at være 16 år og skulle være stille for ikke at blive opdaget gjorde ikke kun sex’en bedre (som er god som den er!), men blev også en helt speciel oplevelse. For pludselig fik jeg et minde om sex som en 16 årig fyr på efterskole med min søde kæreste. Det var ikke virkeligheden, men følelsen var ægte, og jeg fik pludselig foræret et mindre jeg aldrig havde troet jeg kunne få.
Og jeg elsker de øjeblikke. Øjeblikke hvor jeg pludselig får foræret oplevelser og minder som fyr, som jeg aldrig havde troet jeg kunne få. Det er ikke kun med sex, men også andre oplevelser som gør at jeg føler mig som en hel ung fyr. Og for en stund er jeg bare dét; En ung fyr. Ikke en pige, transkønnet, transmand, anderledes fyr. Bare en ganske gennemsnittelig fyr. For andre ciskønnede er sådanne oplevelser sandsynligvis hverdagsting som de ikke lægger mærke til. Men jeg mærker dem og hver gang føler jeg mig “almindelig” – på en god måde.

Hvem skulle have troet at følelsen at være 16 år på efterskole og ved at have hemmelighedsfuld sex med ens kæreste kunne være andet end bare frækt, men også en bekræftende identitetsoplevelse? Nu håber jeg bare ikke mine naboer hørte os og føler de ufrivilligt blev en del af oplevelsen!…

 

 

Juridisk kønsbøvl

Sidst sagde jeg mit juridiske kønsskifte var gået nemt og glat, men der tog jeg grueligt fejl.
Mit første besøg på borgerservice var kort efter jeg fik mit nye CPR nummer, og der fortalte den søde dame at vi bare kunne ændre mit brugernavn på mit NemID så ville resten følge med. Så det gjorde vi, og jeg tænkte ikke mere over det.
Indtil jeg skulle se i min e-boks og alt jeg kom ind til var mit gamle CPR nrs konto hvor min nye post ikke kom.
Desuden kunne jeg ikke se min bankkonto selvom jeg havde været i banken med både sygesikringskonto og erklæring om skiftet.
Af sted igen til først banken hvor min bankrådgiver lovede at rykke i sagen. Efter en 2 uger mere var der intet sket med min bank, så jeg tog derned igen. Denne gang ret irriteret.
Det viste sig først at der var problemer fordi jeg havde en delekonto med min eks (som er i Irland) og senere bragte en pensionskonto mig også problemer. Min bankrådgiver undskyldte og jeg fik flere mails hvor hun og en anden ukendt dame lovede, at de var i gang nu. Kun lidt over en måned efter mit første besøg.

Jeg kunne stadig ikke bruge mit NemID til at se post til mit nye CPR nummer, så jeg tog af sted igen til borgerservice.
“Hvad er problemet?” Spurgte damen mig.
“Hvis jeg logger ind med mit NemID så går den ind på mit gamle CPR nrs profil”
“Det lyder mystisk, hvad er dit nøglekorts nummer?”
Det fortalte jeg, og systemet sagde det var forbundet til mit nye CPR nr.
“Det er mystisk” gentog damen. Og hun lovede at ringe når hun havde snakket med NemID.
Der gik 2 dage uden jeg hørte noget så jeg ringede til borgerservice og spurgte om nyt, men hun lovede at ringe når hun havde fået fat i NemID og ikke bare deres telefonsvarer. Så ringede hun i dag.
“Jeg har fået et nummer til e-boks, de kan hjælpe dig med at komme ind.” Sagde hun i telefonsvaren. Intet nævnt om NemID som jo er problemet i det her og ikke noget e-boks kan gøre for eller ved.
Så måtte jeg ringe til borgerservice igen, og forklarede det hastede ved at jeg ingen SU har fået.
“Jeg havde en der også havde fået kønsskifte i sidste måned og der var der ingen problemer” Sagde damen i telefonen imens jeg gøs over “kønsskifte” og tænkte, at det var da rart for den person.
“Du kan få nummeret til NemID, de kan nok hjælpe dig” sagde hun så.
“Jeg troede ikke privatpersoner kunne ringe til NemID” sagde jeg, for på NemIDs hjemmeside står der, at hvis man skal have nyt nøglekort og ikke ejer pas eller kørekort, så skal man møde op i borgerservice. Og det er det jeg gætter på jeg skal have siden der er så mange problemer med det.
“Jo det kan man sagtens” Sagde hun venligt til mig og jeg tænkte: Hvorfor er der ingen der bare har givet mig deres nummer til at starte med så?!
“Og det er din bank som skal forbinde til din Nemkonto så du kan få SU” sagde hun. Noget ingen heller har fortalt mig. Jeg sagde mange tak og sendte straks en mail til min bank om de kunne hjælpe med Nemkonto.
Så ringede jeg til nummeret hun gav mig og fik fat i NemID support efter flere sorteringsrunder og jeg hver gang skulle vælge “Andre spørgsmål”. Jeg følte mig som nitten ingen medarbejdere havde lyst til at trække.
“Kan jeg få dit CPR nummer?” Sagde manden i røret da endelig blev min tur.
“Ja, det er så lige præcis problemet” svarede jeg nu ret træt tilbage. Men han fik det og kiggede i sit system.
“Du skal bare have en ny kode, det burde løse problemet” Sagde han. Og jeg havde på det her tidspunkt opgivet nogensinde at blive en del af det offentlige system igen. Er det virkelig så vigtigt? Jeg kunne også bare blive hjemløs, det virkede nemmere end alt det her, tænkte jeg.
“Du kan få den på nogle forskellige måder; Det hurtigste er at du skriver til bank, de burde kunne give den..” og der stoppede jeg ham “For dem har jeg også problemer med” sagde jeg.
“Eller jeg kan sende dig en kode med posten” fortsatte han.
“Bare gør det” for hvis jeg endelig skal kastes rundt i det offentlige system, så kan jeg ligeså godt få PostDanmark indblandet også.

Så nu får jeg MÅSKE snart en brugbar NemID.
Og MÅSKE får jeg snart SU.
Fuck det her binære CPR system!

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 16.07.09.png

 

 

Kom an verden!

I nogle måneder har jeg haft gang i mit eget lille skriveprojekt, og nu er jeg kommet til den mere “kreative” del og som holdt mig oppe til klokken 1 i nat.
Projektet handler om mig, og den kreative del er billeder af mig. Det ér enormt ego-centreret (bevidst todelt stavet), men det er en del af processen “Oliver skal blive glad”.

Men der sad jeg så i går; Med begge mine eksterne fyldt med billeder tilbage til 2008 og til dig der tænker “2008 er ikke så længe siden!” Åh jo det er. Det er faktisk 8 år siden. Og jeg var 15 år dengang. Det ér længe siden.
Målet var at finde en masse forskellige billeder fra mit liv for at jeg så senere kan sortere og redigere i dem og sætte dem sammen med projektet. Et projekt der har været ualmindeligt hårdt at skrive og som hev mig igennem flere tudeture og vredesudbrud. Så det var hvad jeg ledte efter; Vrede. Sorg. Tårer. Billeder af mig sammenkrøbet på mit kostskoleværelse, billeder hvor jeg er enormt fuld og alene, billeder af min smerte.

Men de var der ikke.

Derimod fandt jeg et hav af smilende selfies og farverige hårfarver. Utallige billeder af mig selv blandt venner storsmilende og glad, og det er langt fra de billeder jeg netop ledte efter. Men de billeder var der ikke. Engang imellem dukkede et ømt billede op af mig imens jeg henkastet så væk imod horisonten, men det var næsten det. Jeg skulle grave langt og dybt for at finde nogen der udtrykte den smerte jeg ved, at jeg gik med.

Jeg så glad ud. Farverig. Ung. Og hold nu op hvor jeg lignede min søster!
Det var underligt at se alle de billeder af mig selv, specielt hvor glad jeg ser ud. For jeg var jo glad før jeg transitionerede – det har jeg bare tendens til at glemme.

Som transperson starter dit liv ikke idet du transitionerer – selvom det føles sådan. Din hukommelse bliver ikke slettet og dit liv bliver ikke genstartet. Og som transperson har du det ikke nødvendigvis elendigt helt op til din transition starter.

Jeg kan huske kærlige ord hvisket til mig i varmen af senge. Kys på min krop og berøring jeg søgte og fik. Handlinger der gjorde mig glad og rolig. Ord jeg mindede mig selv om når jeg så mig i spejlet efter et bad. Jeg tænkte aldrig “den her krop er forkert”, og jeg tænkte aldrig “jeg ville ønske jeg var en dreng” – for hvad godt skulle det gøre? Jeg nød min lesbiske identitet og jeg kæmpede for at følge med mit energiniveau, mit drive for projekter og følge med i skolen. Jeg fik det bedste ud af en rigtig lortet situation.

Og udfra billederne at se, så gik det godt. Jeg var glad. Jeg fik gennemført en helveds masse ting. Jeg havde venner. Jeg havde kærester. Jeg havde rigtig gode tider. Og det var alt sammen før min transition. Langt før jeg overhovedet vidste, at jeg en dag ville være en fyr. Jeg gjorde noget ret imponerende: Jeg havde det af helvedes til fordi jeg var udsat for nogle frygtelige ting og fordi jeg behandlede mig selv elendigt til tider, men jeg smilte stadig. Jeg grinte stadig. Jeg prøvede at få et så godt liv jeg syntes jeg kunne og fortjente.

Ofte glemmer jeg og undervurdere jeg mit gamle jeg. Mit 17 årige jeg der stod i lort til halsen, men stadig klarede den. Mit 19 årige jeg der bare ville være glad. Og takket været dem står jeg nu som 23 årig og føler verden ligger for mine fødder. At jeg kan blive til alt jeg ønsker at blive. At den største forhindring i mig selv – og det har jeg overkommet før.

Hver dag er jeg spændt på i morgen, og jeg er så spændt på hvad livet kommer til at byde mig! P1010652.JPG

Ps. Jeg blev også mindet om den tid hvor en selfie var at række kameraet mod en og satse på man ramte en selv, og ikke bare en væg.

Nye tal

For at ændre de sidste 4 tal i ens CPR-nummer skal man søge om det, vente i 6 måneder kaldet “tænketid” og derefter sende en mail om at man er sikker i sin beslutning. Det skulle jeg havde gjort i marts 2015, meeen det skete bare ikke.. Men for 3 ugers tid siden fik jeg så sendt min beslutning af sted og 2 dage efter ringede en sød dame fra CPR kontoret og fortalte mig mit nye tal ID.

Og det er lidt fjollet hvor meget fire små til i ens nummer ID kan betyde, men alligevel blev jeg helt glad da hun ringede og jeg officielt blev en “juridisk mand”.

En af grundene til, at jeg har udskudt skiftet har været det enorme papirarbejde et juridisk kønsskifte tager med sig. Jeg skulle ændre det i min skoles system, i SU systemet, på mit arbejde, i min bank, i sundhedsvæsenet og det virkede simpelt uoverskueligt i lang tid.
Men skiftet har faktisk været meget nemmere – og sjovere end jeg havde forventet. Det er alligevel sjældent at folk oplever en person der skifter noget så permanent som et CPR nummer, og jeg har kunne mærke det offentlige personale jeg har mødt efterfølgende har været nysgerrige og glade på mine vegne.
I min bank gik jeg ned for at fortælle om mine nye tal, og ekspedienten sagde “at det havde hun ikke oplevet før!” – hvilket jeg heller ikke har, sagde jeg. Det syntes hun var sjovt og hun ønskede mig tillykke “for det gør man vel?” sagde hun i den her nye situation vi begge stod i.
Nede på borgerservice hjalp en sød ung kvinde mig med ordene “At det er spændende at få en ny udfordring!” og fik mig i kontakt med mit NemId igen meget nemmere end jeg havde troet.
Senest i morges var jeg på Risskov for at blive tjekket op med min medicin og da min behandler var syg fik jeg en jeg ikke kendte. Jeg nævnte skiftet og hun fortalte hun godt havde læst det, og jeg kunne se i hendes – og praktikanten hun havde med, øjne at jeg var enooormt spændende. De virkede fyldte med spørgsmål, men de holdt sig til dagsorden og jeg smuttede ligeså hurtigt som jeg plejer. Jeg føler mig lidt mere “shiny and new” i samfundets øjne, og det er lidt sjovt!

Så selvom jeg stadig ikke kan komme ind på min netbank og jeg stadig ikke har fået mit nye gule kort, så er hele skiftet gledet utrolig nemt og behageligt. Og jeg må indrømme, at jeg glæder mig lidt til den dag jeg skal have et pas og der står et “m” i mit pas. Det er de små ting der gør en forskel nogle gange.

 

 

Arme i luften!

Hej mine queer venner! Eller bare venner! Alle er velkomne her.
Lige for tiden er livet absolut fantastisk for mig. Og lidt skrækkeligt. Men mest fantastisk!

Jeg har fået tilbud et job på Århus Teater for anden gang i mit liv hvor jeg skal spille statist. Jeg ved ikke så meget, men jeg fik opsnappet at jeg skal spille en bøsset kirketjener! Så selv på scenen kan jeg drille kønsnormerne lidt 😉

Det er fuldstændig vanvittigt at jeg som ufaglært “skuespiller” får lov til at spille blandt professionelle til så stor en opsætning! Så mine arme er oppe i luften lige de her dage! (Bemærk alle !’erne, det er sådan set en fin illustration af mine arme).

Også, ja, så går mit kærlighedsliv sku’ ret godt. Jeg får lov til at bruge meget tid sammen med en sød pige med smukke øjne og en dejlig stemme. Det er virkelig rart at have hende i mit liv, og jeg nyder alting som det er lige nu imellem os! (Se; Flere arme!!)

Også er jeg begyndt på ny medicin. For hvad siger du? ADHD. De er ikke sikre på, at jeg har det, men en del tyder på det. Så nu starter jeg mine dage med en pille der er halvt blå og halvt hvid. Indtil videre kan jeg ikke mærke den store forskel, men det burde komme om en måneds tid.

Også fik jeg endelig, ENDELIG, sagt fra overfor en person der har presset mig i mange år. Det har været ekstremt hårdt, for det triggede alle mine tanker om at jeg ikke burde eksistere. Men nu er det gjort, også må vi se hvad der sker.

Jeg vil bare sige, at jeg virkelig er glad for tiden fordi jeg føler virkelig at jeg er på rette vej! Og nu hvor bloggen fylder 1 år kan jeg også se tilbage på ét års blogindlæg, og der har både været op og nedture. Men det er virkelig rart at kunne fejre mit ét års blogging her på Queer Tider med så gode nyheder og godt humør!

Håber I alle sammen har det fantastisk!

Skærmbillede 2016-02-17 kl. 17.52.27.png

Hvorfor træner jeg?

For tiden har jeg en rigtig god træningsrytme. Jeg har et lille styrkeprogram jeg kan lave både hjemme og i Fitness, og derudover prøver jeg at presse en masse cardio ind. Én gang om ugen går jeg til “Club Dance” hos Let’s Dance og ellers er jeg ivrig bruger af funk og DanceFit i Fitness World. Til Club Dance er vi faktisk 3 fyre og så sent som i går da mange ikke kom, udgjorde vi 50 % af holdet. Modsat funk og Dancefit hos Fitness World hvor antallet af mænd er på 0.50 % – på en god dag.
Men nu skal det ikke handle om min evige irritation om hvordan samfundet fortsat synes det er “piget” at danse, og rigtig mænd ikke går til dans. For det er noget pis, for der findes masser af professionelle og dygtige mandlige danser. Og de er ikke alle sammen bøsser nej.

Men jeg træner. En masse. Og minimum én gang om året løber jeg 10 km på én time fordi at det VIL jeg kunne. I år overvejer jeg stærkt at melde mig til et forhindringsløb. Og selvom mange synes fitness medlemskaber er dyre, så er mit dét værd.
I går overvejede jeg om jeg har et mindreværdskompleks siden jeg virkelig gerne vil blive mere trænet. Men måske det bare er en drengedrøm? Hvilken fyr har ikke på ét eller andet tidspunkt i deres liv ønsket de havde en six-pack og nogle ordentlige guns? De færreste vil kunne sige nej til den drøm.
Og jeg vil ikke have det fordi jeg ligne vil ligne reklamerne med super trænede mænd der hænger over alt og sælger alt fra sko til biograffilm. Jeg vil have det af præcis samme grund som at jeg danser.

Kontrol.
Jeg vil gerne kunne stå på hænder. Løfte hele min krop op kun ved hjælp af min egen muskelkraft. Kunne transporterer mig 20 km uden hjælpemidler. Kunne bevæge min krop efter rytmer og koreografier. Løfte en pige jeg kan lide. Intet skal kunne stå i vejen for mig og jeg vil altid have kontrol over min krop. En krop jeg ikke altid har haft kontrol over. En krop som trak mig igennem en østrogen pubertet og pålagde mig fedt og former jeg ikke ønskede. Men nu har jeg kontrollen, nu mangler jeg bare styrken. Både i mine arme og ben, men også mit hoved. En vilje til at træne hårdt, løbe langt, blive ved indtil koreografien er perfekt. Kommer forbi hver en forhindring min krop eller verden lægger for mig.

Så det handler ikke om at se godt ud – det er kun en bonus, at trøjen sidder lidt bedre på mig. Nej det jeg får er en krop jeg kan bruge. En krop som adlyder. En krop som er min ven og jeg kan overkomme udfordringer og forhindringer med. En krop som kan løfte mig op og få mig til at grine af begejstring og svede fordi jeg udfordre mig selv.

Så derfor træner jeg. Fordi det er hårdt. Og pisse sjovt. Og fordi jeg altid vinder i sidste ende.

tumblr_o1c2rnn2Qs1tne8kyo1_500.jpg

Ikke queer nok

I onsdags holdt jeg foredrag på Kvindemusset om Trans*. Det emne indebar at forklare forskellen på biologisk køn/tildelt køn, kønsidentitet og kønsudtryk, og hvad det vil sige at være ciskønnet, transkønnet og hvem “transperson” indbefatter.
Det er begreber som jeg, nu efter 3 år i den her queer verden, har ret godt fat i forstår, og som jeg nemt kan snakke om – også til en forsamling.

Men hold nu op hvor var jeg nervøs!

Da jeg trådte ind i foredragssalen 18.55 var den allerede proppet, og folk blev ved med at komme ind nu med taburetter i hænderne da stolene allerede var taget. Og efter en lille introduktion gik jeg i gang med at vride begreber og ord ud af mit hoved og gestituerer til folk om alt det med køn. Alt det med at ens køn ligger samme sted som ens personlighed nemlig i hovedet, og at det biologiske køn dermed ikke bestemmer hvem eller hvad vi er som person.
Foredraget må I få en anden gang, for jeg er sikker på at der kommer en vol 2, vol 3 osv. Jeg skal i hvert fald snakke for SFU i aften (beklager den sene invi?) og mange er mega interesseret i alt det med køn.

Nå men. Jeg er jo ikke den nye Emma Holten eller Mads Ananda, eller, det kunne jeg. Jeg kunne godt rejse landet rundt og belære folk om køn og identitet. Og måske gør jeg det. Men hvad jeg også altid prøver at sige til folk når snakken går på transkønnede, så er det, at vi er mere end bare transkønnede. Jeg er mere end en konstant krise med min biologiske køn. For tiden bruger jeg mere tid på Baresso hvor jeg hælder en masse Iceblends i mig end at snakke om at jeg er transkønnet.

Nogle gange, eller ofte, har jeg det underligt med at jeg som en udefraseende enormt binær transmand skal forklare queer begreber og identiteter og følelser – nogle som jeg ikke selv har. Og det betyder jeg nogle gange bliver irriteret over min binæritet og “cispassing” for selvom den er nemmere at sluge for mange, så er den jo netop det jeg prøver at sige alle ikke er. “Øv hvorfor er jeg ikke mere queer” tænker jeg så, og skammer mig over mig selv. Og dét er jo også åndssvagt, for jeg skal være som jeg er. Slut.

Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg gik mere med neglelak. Eller havde langt hår der kunne forvirre folk når de så mig bagfra. Eller at jeg var mere slank og kunne gå i flotte kjoler. Selv jeg har et ét bestemt billede om hvordan man er queer selvom jeg taler om det modsatte. Man er smuk, slank, har et pænt skæg og langt hår. Basicly en model. Og det er fint hvis nogen ser sådan ud, men lige pludselig føler jeg mig “forkert” selv i den udefinerbare queer boks. Og mit eget maskuline udtryk og til tider “kedelige” og binære udtryk bliver ikke-queer i mit hoved. Også skal jeg stå og snakke om queer ting? Oh hell no. Og det at jeg er transkønnet er ikke mit queer kort, for jeg er binær i min kønsidentitet. Jeg føler, at jeg skulle være født som en cismand. Mit kønsudtryk er en anden historie. Eller en on-going historie.

Men jeg siger det til foredrag, til andre og også mig selv: Man bestemmer selv hvad queer er. Man bestemmer selv hvordan man vil se ud, og der er ikke en “queer uniform”. Og hvis du nu spørger “hvorfor vil du så gerne være queer?” Så er mit svar sådan set, at det ér jeg på mange punkter. Måske er de ikke tydelige og de har sjældent noget min fysiske krop at gøre. Men jeg føler mig til tider mellem kønnene og jeg elsker at udfordre kønsnormerne. Samt queer identiteten giver mig netop en identitet der ikke er “forkert” og som ikke er”sær” og “underlig” som forældre kaldte mig. Men som er rigtig, respekteret og som har sit eget miljø i LGBT* verden. Det er min identitets familierelation til andre og hvorfra min verden går til tider.

Skærmbillede 2016-01-27 kl. 12.54.50.png

Fyldeord

Jeg var egentlig i gang med at skrive et enormt poetisk indlæg, men så kom jeg i tanke om at jeg ikke er digter. Eller det kan jeg såmænd godt være hvis det skal være, jeg kom måske bare i tanke om min værdighed. Eller, poeter har også værdighed, så jeg kom bare i tanke om hvor svært det kan være for folk at forstå en over tekst. Eller, faktisk kan man være mere direkte og uddybende på tekst end med talte ord. Så det jeg kom i tanke om var, at jeg ikke gider virke ynkelig. Selvom man nu ikke behøver være ynkelig bare fordi man taler om poetik. Jeg ville jo bare sige at.. Ja.. Noget poetisk. Om kærlighed. Uden at være ynkelig. Og uden at miste min værdighed. Men den mistede jeg vist så snart jeg sagde jeg var digter. Eller, ikke min værdighed, måske min egen selvrespekt.

Det jeg vil sige er:
At det kommer i bølger, det her… Savn. Og tankerne der følger med. Men at jeg ikke sidder derhjemme som Rapunsel og venter (selvom jeg er faktisk er ved at lade mit hård gro ud). Faktisk lever jeg en helt masse. Tror faktisk ikke jeg har været så meget i live som jeg er nu. Eller, det ved jeg ikke om man kan sige, men jeg er i hvert fald meget glad for mit liv! Ja, det giver mening.
Men savnen er der. Og tankerne. Og minderne. Og jeg føler mig ynkelig når jeg har dem. Lidt ligesom en hovedpine får mig til at føle mig ynkelig. Selvom der ikke er en kur på det her. Og jeg føler bestemt ikke jeg i min ynkelighed fortjener hverken opmærksomhed eller taletid. Og mine fingre er enige. Altså, de skriver ingenting. Andet end en masse fyldeord. Og forvirrende ord. Om poeter, ynkelighed og kærlighed. Og et eller andet om savn.

For det er ikke de 3 små ord jeg savner. Det er ikke de lange sætninger i en kærlighedserklæring. Det er ikke engang høflig hverdagskommunikation. Det er ikke et savn efter romantiske ture til Kærlighedens by eller store løfter. Det er heller ikke fælles indkøbsture og parmiddage.

Jeg savner bare de brune øjne, okay?

Skærmbillede 2016-01-14 kl. 00.14.39.png

Jul

Musikken overdøver min hurtige vejrtrækning og fører mig af sted over fortovene. Forbi mig suser villaerne med hække og træer viklet ind i små lys. I vinduerne kan jeg se juledekorationer og velindrettede børneværelser. Nogle gange ser jeg mennesker i de små gule firkanter som vinduerne er her i december mørket. Gråhårede, middelaldrende par der snakker sammen over en fællesmiddag. En kvinde med pagehår og briller der taler til sin teenage søn som er blevet så høj siden sidste jul. Lys, varme og jul skinner ud på haven med lysene og ud på fortovet jeg løber over. Jeg løber hurtigt. Både for at følge de 165 trin Spotify har talt min løbehastighed til og dermed beatet på musikken, men måske også væk fra noget indeni i mig. Jeg løber forbi min eks’ bedsteforældres hjem, og jeg kan ikke lade være med at stoppe lidt op og kigge ind. Der er lys, men også rullet ned. Bare de har det godt, tænker jeg, og løber videre. Væk.

Jeg vil gerne væk, lige for tiden. Væk fra julen. Væk fra julemusikken, julegaverne, julemaden, julehyggen. Det er såmænd ikke julestressen der anstrenger mig, eller juleøkonomien. Det er faktisk heller ikke musikken, gaverne eller maden der kan få skylden. Selvom jeg aldrig bliver fan af pebernødder.

De sidste 3 år har jeg ikke holdt jul med min familie. Det har været en lettelse ikke at skulle holde jul med dem, men det gør ikke julen nemmere. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så elsket og velkommen som jeg har gjort de sidste 3 års juleaftener hos henholdsvis min plejemor og bedstevenindes familie. Men det gør desværre ikke juletiden nemmere.

Vi sidder og snakker lidt, mine venner og jeg. Min ven fortæller hvordan hans forældre pakkede hans taske og smed den ud på gaden, da han sprang ud som bøsse som 16 årig. Nu, 5 år efter, har han stadig ikke hørt fra dem. Det samme skete for min anden ven da han var ung. Og desværre hører jeg stadig de historier. Også historier om juleaftener med det gamle navn på julegaverne eller ubehagelige julegaver der ikke ligefrem byder til accept. Min mors skuffede blik og triste mine glemmer jeg aldrig. Imens jeg prøvede at sige tak for en gave vi begge vidste slet ikke var mig. Og jeg prøvede så hårdt at være sød og høflig, for jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være den datter hun ønskede.

Julen er ikke hjerternes tid for alle. For mig, og desværre også andre LGBT*ere og cisheteroer er det en smertefuld tid. En tid med ubehagelige kompromier, kommentarer eller diskussioner. Eller en tid der netop minder en om alt det man ikke har, men som et hvert ugeblad billedligt beskriver normen er.

Jeg håber, at hvis du kender en der som mig står uden et behageligt og rart sted at holde jul, vil invitere dem ind i dit hjem. Jeg er så heldig at jeg har en (uofficiel) plejemor der har taget mig ind, samt en bedsteveninde med den sødeste familie der også har åbnet deres hjem for mig. De gør, at julene er lidt bedre for mig. For du kan næppe fikse personens familie, men i det mindste kan du gøre, at de kan få en god jul med nogle mennesker der holder af dem. For det at nogen åbnede deres hjem op til mig, er den største gave jeg nogensinde har fået.

God jul, jeg håber I alle kommer igennem den så godt I kan ❤