Spørge-Jørgen møder Kloge-Åge

Er du på det rigtige toilet?
Jeg har fået spørgsmålet et par gange. Jeg ved ikke hvad folk forventer at få af svar på det spørgsmål. Måske havde de regnet med at jeg pludselig vågnede op som fra en trance, og sagde “Guuuuuud nej. Jeg skulle da have været på bibliotekets toilet! Min teleportationsmaskine er stadig i beta-test fasen, haha, undskyld!” Flere gange har jeg været fristet til at sige noget i den retning.
Det er hvad det er, og somme tider sker det jo også, at man lidt fraværende kommer til at vandre ind på det forkerte toilet. Problemet for mig opstår når jeg, efter at have vurderet urinaler samt stereotypiske kønsudtryk på mine fellow toiletbesøgende, bekræfter overfor den spørgende, at ja, jeg er på det rigtige toilet. Og så spørger de om jeg er sikker.
Er jeg sikker?
Undskyld. Nej. Jeg er jo selvfølgelig helt klar over, at DU som vildtfremmed person ved langt mere om mit køn og hvilket toilet jeg skal bruge end jeg. Faktisk kan dette spørgsmål bringe mig ud i en full-blown eksistentiel krise. For hvad er køn overhovedet? Kan man nogensinde være sikker på noget som helst? Hvad nu hvis hele verden er en hallucination som min hjerne opfinder, og jeg i virkeligheden er en masseløs bevidsthed der svæver gennem rummet mens jeg drømmer?
For min egen mentale sundhed siger jeg bare at ja, jeg er sikker. 99% sikker. I hvert fald.
Det er så her man somme tider ser folk begynde at argumentere for, hvorfor jeg tager fejl. “Nå men, det er bare fordi din stemme er så lys” “Jamen, du ligner altså en pige” “Okay, men hvis du er en dreng, hvorfor har du så neglelak på?” Den sidste har jeg fundet svaret på, og for at illustrere har jeg frembragt en lille tegneserie:

næseknips
PS jeg har neglelak på hovedsageligt fordi det er pænt og jeg godt kan lide det. Næseknipseri er sekundært.

Advertisements

Livets skole

Nogle gange lærer man utroligt meget, når man tilbringer tid med heteroseksuelle, ciskønnede mænd, der tror, at man er en af dem. Her for nyligt sad jeg og spiste aftensmad med nogle gutter, da en af dem (ellers ofte betragtet i gruppen som en “alfahan”, hvis man kan bygge mænds interne hieraki i  vennegrupper op efter ældgammelt og i øvrigt modbevist forskning om ulve) besluttede sig for at drikke vand til sin mad i stedet for en cola. En anden, en af den der typisk lidt usikre og derfor meget højlydte type, proklamerede, at vanddrikkeren måtte være bøsse, og at mænd, der drikker vand, er bøsser. Og jeg måtte jo give ham ret. Det er jo sandt, at inden for rimelig afvigelse har næsten 100% af alle homoseksuelle mænd drukket vand på et tidspunkt i deres liv. Jeg sagde til ham, at der var en holdbar hypotese. Hvorefter han så lidt mærkeligt på mig. Og så var der en af de andre, der regnede sig frem til, at alle mennesker – uanset seksualitet – nok engang har drukket vand. Der var han rigtignok hurtig.

Edderkopper

Hvis du er queer og ude af skabet, så er du engang (eller op til flere gange) blevet kaldt modig. Inspirerende, sej, vild. “Jeg forstår slet ikke at du tør altså, det må da bare være super hårdt…”
Når man lige sidder midt i sine kopnudler og dagens avis er det lidt en mærkelig én at få smidt i hovedet, at man på en eller anden måde skulle være specielt modig. Okay, jeg dræber edderkopper og lader som om jeg ikke er bange for dem når min kæreste er der. Men det er kun fordi jeg vil imponere dem og få dem til at tro, at jeg bare er tough og stærk og uha. I virkeligheden, når der sidder en edderkop i min vask, bruger jeg som regel meget lang tid på at stirre på den. Vurdere risici. Er det overhovedet så vigtigt for mig at bruge badeværelset? Kunne jeg, potentielt, bare finde et andet sted at bo? Indtil videre har jeg hver gang valgt at blive boende, tænde for vandhanen, og håbe på at edderkoppen drukner i afløbet … og ikke kommer kravlende tilbage. Åh nej. Jeg kan forestille mig det. Jeg står under bruseren, og pludselig er der noget der kribler under fødderne. Det er tusind edderkopper på vej op ad afløbet, hævntørstige, ondsindede…
Hvor var jeg igen? Nåja. Jeg var jo modig, sagde mister hetero i sin dynejakke og gummisko og hår, der sidder ligesom det gør på 60% af alle drenge i hans aldersgruppe. Modig, fordi jeg ikke finder mig i at skulle være kønskonform. Fordi jeg har taget en ørering med fjer i øret, fordi jeg har afbleget mit hår, fordi jeg har neglelak på. Fordi jeg  tør eksistere. Som mit autentiske selv. Ja hold da op, man skulle tro jeg var supermand, altså.

En gås i en hønsegård

Julen er en skøn tid, når man er sådan lidt queer i det. Det er en tid på året, hvor man kan opleve at omgås med en hel masse mennesker, der aldrig rigtig har mødt en homoseksuel eller hilst på en med næsepiercinger. I hvert fald ikke med vilje eller viden.
Jeg har en omgangskreds der næsten udelukkende består af ikke-hetero folk, og sådan har jeg det også bedst. Derfor føler jeg mig lidt som en undercover-spion, når jeg sådan kan sidde og lege Pæn og Normal overfor de fjernere dele af familien. Man får et sjældent autentisk billede af den kulturforskel, der alligevel findes. Men selvom det er enormt spændende at observere hvordan damerne får kram og herrerne får håndtryk, er det også i den slags situationer, hvor jeg føler mig mest anderledes. Ikke på en udelukkende dårlig måde, men jeg lever simpelt hen så isoleret i min lille homo-boble, at jeg kan have svært ved at forholde mig til at nogen mennesker ikke er bare, du ved. En lille smule homo. Bare sådan lidt. Ved disse lejligheder har jeg både følt mig undercover-hemmelig-agent skråstreg fascineret-forsker-agtig, men paradoksalt nok også meget udstillet. Bare lidt ligesom en gås i en hønsegård, hvor alle hønsene godt er klar over, at ham derovre er en gås og har sin gåsekæreste med til julefrokost, men hvor de alligevel synes at de skal snakke lidt om hvor provokerende gæs egentlig er med al deres smiden af tøjet på Rådhuspladsen en gang hver sommer. Okay, den metafor er vidst lidt tynd, men pointen er, at når hønsene er færdige med at diskutere gæssene indbyrdes, vender de sig over mod dén bestemte gås, som de vidst nok tilfældigvis er i familie med. Og så siger de, at de selvfølgelig ikke taler om netop den gås. At den gås jo er så Pæn og Normal, at den aldrig kunne finde på at tage tøjet af på Rådhuspladsen eller tage med til melodi grand prix. Og så må gåsen jo lidt sidde der og indrømme, at han faktisk har set Conchita Wurst næsten helt tæt på, og at han engang hang ud af en vogn med en lunken øl i hånden og sang med på “I will survive”. Og det er det øjeblik, det øjeblik hvor Moster Henrik og Farmor Jørgen indser, at deres Pæne og Normale gås ikke er helt så Normal, som de gik og troede.
Og så kommer spørgsmålene. Jeg er mega skrap til quizzer, men det er altså mærkeligt at sidde og skulle svare på alle mulige ting til Moster Henrik. Men så længe de spørger om hvorfor jeg er så provokerende, så glemmer de nok at komme til de helt farlige spørgsmål: Hvad skal jeg efter gymnasiet, har jeg lagt planer for fremtiden, hvordan går det med karaktererne? Brrr. Jeg får helt kuldegysninger ved tanken.
Så hvornår føler jeg mig mest queer? Når jeg er til familiemiddag.