Switch’n’queer

Et spørgsmål der nok vender tilbage til de fleste mennesker gennem tiden: Hvad er jeg? Hvad betyder det at være menneske? Har vi noget formål overhovedet andet end at være mennesker? “Hvem” er ikke så relevant, det sørger vi selv for. Men den fysiske skal, homo homo sapiens… Hvad er vi?

Mange prøver at fylde det tomrum hvor svarene står uskrevet med religion, arbejde og karrierer eller en eller anden højere form for kunstnerisk udfoldelse. Nogen udvandrer af samfundet og finder måder at være selvforsynende i en tid hvor teknologisk afhængighed er allestedsnærvende. Andre vælger at leve i en rutinemæssig trummerum med troen om at det er deres handlinger, der gør dem til mennesker, og at det måske i virkeligheden er formålet med det hele.

For andre, er det ikke nær så eksistentielle overvejelser der ligger bag spørgsmålene. Det kan for nogen være en daglig kamp at stå nøgen foran et spejl og se på sig selv og spørge ”Hvad er jeg?” og spejlet lyver som bekendt aldrig. Det viser det fulde, blottede og sårbare billede af et sind i oprør mod sig selv og dets skal, dets fysiske struktur. Overvejelserne går ikke så meget på hvad meningen med livet som menneske er, men mere hvad man selv føler man er. Hvad gør én til det man er og ikke det man føler, eller måske omvendt? Måske i højere grad omvendt for en del.

For har man først accepteret at man er en højde, en bredde, en længde, en vægt, en hårfarve eller øjenfarve, en ansigtsform og en brystskål, så er det nok ret nemt for de fleste at komme videre. Der er ikke mange flere spekulationer, andet end om man kan passe garderoben hvis man ligger lidt for meget på langs på sofaen foran Netflix’ dragende dybder, eller om skoene nu også går til læbestiften, halstørklædet eller hipster-fuldskægget.

Det er derimod sværere hvis vægt og mål ikke nødvendigvis passer sammen med det køn kroppen foran én, i spejlets refleksion, viser.

Jeg fandt en metode. Jeg ved at det ikke er hvem som helst der ville kunne anvende den, men den virker for mig, og måske den også virker for et par andre. I have no idea. Og jeg har mit lokale BDSM-miljø at takke for det (generelt har jeg det en del at takke for, men det er underordnet i den her diskussion).

Indenfor BDSM-miljøet findes der en betegnelse der hedder ”switch” (som en kontakt der kan stå på en indstilling eller en anden). Det betyder basically at du kan både være dom/top, dvs. den der langer slag ud, styrer showet og har ansvaret for legens gang, mens du i en anden session kan være det totalt modsatte, sub/bottom, den underdanige, underkastede og tjenende. Der er mange der betegner sig mest som det ene eller det andet, men der findes også en gråzone af folk der kan begge dele. Faktisk er rigtig mange af de folk jeg kender switches. Nogen folk mener ikke at fænomenet eksisterer, at en switch altid vil vælge at hælde mere til én side end en anden, og at det derfor bare er en undskyldning for måske at være lidt anderledes.

Da jeg fandt min switch-rolle frem, for jeg har altid vidst den var der, bare ikke turdet gå så meget i dybden med mig, var det også dér jeg indså at jeg måske var mere queer, end jeg egentlig havde troet jeg var til at starte med. Mine egne forsøg på at passe alle de ting ind, som jeg var, under et tag, eller rettere i en sammenhængende sætning, gjorde folk forvirrede. Måske var det den indsigt i mig selv, at jeg var switch der gjorde at jeg accepterede min queer-side? Den ekstra facet, det ekstra aspekt af mig? Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men efter i går at have stået foran spejlet på badeværelset og kontempleret lidt omkring betegnelsen ”queer” og ”switch” på én gang, indså jeg, at der da i hvert fald var en tydelig sammenhæng. En side af mig er maskulin, dominerende, har nemt ved jalousi men er stadig romantisk anlagt, holder fast når det gælder og tager initiativ og ansvar i min tilværelse. En anden side af mig er feminin, henslængt i dens eget søle af selvtilfredshed og egoisme, betragter verden gennem et glas rødvin og spejler sig så lidt som muligt i andre fordi den er unik som ingen andre kan være det.

Begge sider er lige stærke, begge sider er lige destruktive. Måske er det det min tilværelse skal gå med, nu hvor min uddannelse ser mere og mere ud til at gå hen og dø ud, at betragte kampen mellem disse sider af mig selv mens jeg flyver afsted i et tomrum hvor mennesker omkring mig er grå eller røde?

Måske har jeg bare virkelig fundet ud af meningen med hvad kineserne så i Yin og Yang, og jeg blot har fundet de to sider af mig selv i perfekt silhuet mod hinanden, sort og hvid, lys og mørke og alle andre dualismer i nyere filosofi?

Advertisements

Der ligger en lejr

… i USA, for drenge, der godt kan lide at gå i pigetøj. Det er en sommerlejr udelukkende for drenge hvor de kan iføre sig pigetøj og opholdet afsluttes med et modeshow, til stor morskab for forældre og de små modeller. Beliggenheden er hemmelig, for det falder nok ikke i god jord hos alle, at mindre drengebørn bliver iklædt der modsatte køns klæder.

Fotograf Lindsay Morris har fået lov til, i 2013, at komme til lejren og tage billeder for at dokumentere den, i andres øjne, særprægede begivenhed. Det er blevet til foto-bogen “You are you”, udgivet af forlaget Kehrer. Billederne viser børn i forskelligt tøj og i forskellige situationer, men vigtigst, er de smilende og tilfredse. Ingen ubehag, ingen fordømmelse.

Alt imens sidder vi herhjemme og snakker om drenge skal have lov til at klæde sig ud som prinsesser til fastelavn, men pigerne til stadighed kan kravle sig ind på superheltenes område uden nogen så meget som løfter et øjenbryn. Måske er det også sværere at indlemme atypiske normer i hverdagsting såsom Fastelavn og/eller halloween fremfor en skjult sommerlejr.

Måske en dag, behøver vi ikke spekulere på den slags, for vi er frie til at gøre som vi vil?

Læs hele artiklen om lejren og se billederne, på Politiken: http://politiken.dk/fotografier/ECE2602352/de-er-drenge-de-er-paa-sommerferie—i-tyl-og-hoeje-haele/

Det store hjerte

Det har taget sin tid at komme hertil, her, hvor jeg står nu. Det er ikke altid lige let at se tilbage. Midt i flytterod og kaos finder man glemte ting og sager. Efterladt af en fortid, der ikke synes reel længere, men som har haft en stor betydning i éns liv, ens tilværelse. Uddannelsespapirer med et sjovt navn på, kontoudtog til et andet cpr-nummer, eks-kæresters kvitteringer for Wii’en man købte sammen, en gammel telefon fra før knapperne blev integreret under skærmen, dankort-papirer der annoncerer at de nu har en chip. WAUW! De fleste ting ryger ud, men nogle bliver.

Såsom det fotoalbum jeg fandt her til aften da jeg sad og skulle sortere i gamle papirer. Det ene havde hovedsageligt gamle børnebilleder i op til 14-års alderen, den anden endte ved 15-års alderen. Jeg bladrede igennem dem, så på dagplejebilleder, så på skolefotos, så på mine tossede photoshoots med min roomie på efterskolen. Og så pakkede jeg dem tilbage ind i reolen.

De står der lige nu, men jeg regner med inden for ikke så længe, at integrere dem i det jeg kalder “mit hjerte”. Det er en stor kasse, ca 40x60cm, og den står under min seng. Den har stået der længe, samler støv i revnen hvor kassens øverste flapper lige akkurat ikke mødes, men den er der. Tung og heftig i sin fremtoning dernede. Den har ikke altid stået der. Det var faktisk først min anden kæreste, der introducerede mig til fænomenet, for hun havde en selv. Relativt meget mindre, da hun også var en del yngre end mig.

Kassen behøver ikke være pæn eller ny. Den kan være fra IKEA, den kan være fra en genbrug og have ingen som helst værdi for dig. Det der er vigtigt, er indeni. Ligesom med mennesker. På bunden af min ligger operationsrapporter fra mine mange besøg på Rigshospitalet som spæd, der er en gipsafstøbning af min hånd som 4-årig, der er en sort nonfirmationskjole (I was that rebellious, yes), min studenterhue, breve, tegninger, småting. Alt sammen har det til fælles, at de tilhører min fortid. Den er manifesteret ganske reelt i dens omfang, og den vokser for hver gang jeg flytter et nyt sted hen, hvor jeg inden da skal vurdere indholdet af min nuværende lejlighed og bestemme hvad der skal med og hvad der ikke skal.

Mine gamle fotos ryger nok ned i hjertet. Ikke glemt, ikke afvist fra min historiske tid. Men de kommer derned og mænger sig med det, der engang var. Nogen vil måske kalde det eskapisme eller projicering. Jeg losser min fortid ud i en kasse som bare står og står og gør ikke så meget andet. Men jeg kan betro jer, det er det bedste jeg har gjort, for at få styr på min tilværelse. At have noget håndgribeligt, noget samlet, som jeg af og til trækker frem og viser mig selv eller bekendte, som jeg er fortrolige nok med til at vise hvem jeg engang var. Jeg har nok ar på krop og sjæl til at jeg ikke behøver at have min fortids tyngde til at trække mig mere ned i min hverdag.

Derfor er det rart at have det store hjerte, stadig med en navlestreng til mig, for den er ved det helligste i mit hjem, min seng, hvor jeg drømmer og ser ud i mørket når alle omkring mig er gået til ro.

Jeg turde ikke

Det var næsten for godt til at være sandt. Jeg måtte se syner, læse forkert; et eller andet fortalte mig ihvertfald, at jeg ikke kunne være så heldig. Det ville være helt og aldeles umuligt.

Hendes introduktion ind i mit miljø og mit liv, sådan det helt hårde crash-course fandt sted for cirka 13 måneder siden, og hvor tilbageholdende hun end måske var i starten om tanken, så tog hun imod mit tilbud om at følge med mig ned i klubben og se, høre og være vidne til, og måske endda selv prøve, hvad det var der fyldte mit liv, der hvor de fleste ville have lagengymnastik/sex.

For mig er BDSM en måde at udfolde mig fysisk der hvor min krop ikke er tilstrækkelig. Det er ikke blot et sted hvor jeg kan få lov til at stavre rundt i plateausko, korset og hofteholdere, men også et sted hvor dybden i mig kan udforskes. Jeg kan finde grænser hver gang og jeg kan rykke dem igen og igen, små skridt, “baby steps” som jeg sagde til hende i starten, men jeg rykker mig konstant. Det er en blid spiral man drages igennem, om man ser på sin personlige udvikling eller om man blot ser på en enkelt play-session. Det er som en prop der bliver hevet ud af bunden af badekarret og man suser gennem følelserne, mærker hvordan verden forstummer omkring én mens kroppen giver det den kan, svinger læderfloggeren hårdere, langer længere ud med ridepisken og knækker spanskrøret for 117. gang mens man lytter til befriende grådkvalte tårer. Jeg giver mig mere når jeg leger med min partner end når jeg er i fitness. Jeg har flere gange oplevet min krop være mere øm efter en 3-timers session end efter 60 minutters high-impact cardio.

Derfor turde jeg heller ikke helt tro på det, da hun sagde ja til at være min partner, og da hun for ikke så længe siden, sagde ja til tanken om at flytte sammen. Vi er af samme støbning på mange punkter, men hun kan lide begge mine sider, min mørke, dystre, dominante side og min lyse, feminine, shoe-obsessed, cross-dressing side.

Jeg turde ikke håbe på, at finde en partner der ville kunne acceptere hele den pakkeløsning som jeg betegner mig selv som, fyldt med skeletfyldte skabe, mørke, snørklede afkroge der dukker op fra tid til anden; lyse og mørke dage der tilsammen udgør den jeg er. Men når hun dirrer for enden af det læderomsvøbte spanskrør eller når jeg er ved at kløjs i hendes strap-on, så ved jeg det er rigtigt.

Life in numbers

Jeg ville oprindeligt skrive dette indlæg på engelsk. Engelsk er lige ved og næsten mit andet modersmål, så bær over med mig hvis anglisismerne får overtaget fra tid til anden.

Vi kan måle og veje alt. Vi kan bruge statistikker til at læse samfundsadfærd, struktur og alt muligt andet gejl. Men vi undervurderer hvor meget magt tal har i vores liv, specielt når det kommer til vores personnummer. CPR. Det centrale personregister. Det er her vi alle sammen står, rad på række, som de elektroniske kuvøser stablet ovenpå hinanden som maskinernes høstmarker i Matrix.

Jeg er en af dem, der har fået foretaget juridisk kønsskifte. Det er faktisk lige sket igår. Eller rettere i forgårs. Proceduren indbefatter en 6 måneders betænkningsperiode, der udløb, for mit vedkommende, den 2/3. Derefter tog det en enkelt mail til cpr-administrationen, der ligger under økonomi- og indenrigsministeriet, og 24 timers behandling og så kom det nye nummer. Og så slog lynet ned og afskar mig fra min NemID og dermed også min eboks, netbank, skat – alt.

Det var en sær følelse at svæve dér, udstrakt i et rum hvor man ikke rigtig tilhørte noget. Man var afskåret, indespærret og på forunderlig vis sat til side. Jeg følte, jeg betragtede mine omgivelser gennem et slør der for første gang i sandhed afskar mig fra dem. Jeg var personlighedsløs, registreret i systemet, ja, men et nyt sted, et nyt nummer, og med oplysninger om mig som jeg ingen chance havde for at komme ind og tjekke. Jeg sidder og vil egentlig gerne kunne holde mig up-to-date med hvad der sker i min kommunes sagsbehandling af min revalideringsansøgning. Jeg ville også gerne se om der sker ændringer i mine tider på Riget, Sexologisk klinik og min kommunale alkoholbehandlingsklinik, som jeg besøger en gang om ugen som følge af årelangt misbrug (might be a topic for a later blog post).

Jeg fik søgt økonomisk støtte fra venner og familie til at kunne få bestilt nyt pas så jeg kan få mit NemID så jeg ENDELIG kan komme tilbage ind i systemet. Indtil da er jeg magtesløs i mørket og virkelig forvirret. Mange har sagt jeg bare skal ringe rundt og få ordnet tingene, men én ting er at ringe når man har svær angst når man skal snakke i telefon, en anden ting er at ringe rundt og få at vide at de ikke kan stille så meget op uden jeg tropper op med billede-ID, min ene lunge i pant og en underskrift fra Satan himself.

Derudover er systemet sådan indrettet at jeg skal skifte navn med NemID men jeg havde håbet at kunne gøre det før så jeg kunne få det nye, rigtige navn i mit pas INDEN jeg bestiller det. Det er ikke sådan verden vil have mig til at nå mit mål. Men så går jeg den lange, tunge vej udenom.

Modgang styrker karakteren – men det gør fandme også én harm fra tid til anden.

Fastelavn og skostørrelser

 

Den eneste fastelavnsfest jeg regner med at skulle til, kommer til at foregå i klubben. Jeg har ingen anelser om kostume eller andet outfit. De siger nøgenhed er den bedste maske, men jeg er ikke helt sikker på at min krop vil være glad for at skulle fremstilles i dens adamskostume, min dysfori siger ihvertfald nej.

Nå, jamen hvad skal jeg så stille op? Well, jeg har en lang sort paryk, min kæreste har en ret cute gothic lolita kjole i sort med røde blonder og flæser og whatnot. Hofteholdere og strømper sørger jeg selv for. Det skal nok blive et scoop! Oh wait… I forgot about the shoes…

Jeg elsker sko, jeg har en decideret sko-fetish. Jeg har ikke mange selv, og dem jeg har er lavpraktiske: vinterstøvler, flade snickers/hverdagssko, træningssko, sandaler og de sædvanlige udtrådte par sko der står klar når man bare lige skal ned med skraldeposen. Og så har jeg mine elskede plateausko, men man kan ikke just sige at de ville passe til en lille goth-pige. Ud over ikke at passe til det outfit jeg har i tankerne, så bemærkede min kæreste også at mine tæer stak længere ud end de normalt gør, sidst jeg havde dem på. Jeg rynkede panden og fik målt min fod fra hæl til længste tå (i mit tilfælde pegetåen, I ved, den der er ved siden af storetåen – hvad man end kalder den!!).

True, jeg er gået en skostørrelse op. Tak, hormonbehandling, mange tak. Jeg finder det en kende ironisk at det, der giver mig mine maskuline træk sørger også for at min feminine garderobeelementer må se sig slået af ekspanderet muskelmasse og voksende knogler.

Min kæreste har lovet at tage mig med på genbrugsshopping på fredag, så jeg kan finde nogle sko, der vil passe til outfitet, og som jeg måske ville kunne genbrug senere i andre sammenhænge.

*sigh* Damned be cross-dressing while also being an FTM in transition!239587

Pride-forberedelser

Jeg har en del idéer til hvordan det kommende år skal foregå. Jeg er allerede bl.a. ved at planlægge min tur gennem Aarhus til Pride-paraden. Der er en del forbehold at komme med til sådan en tur for mit vedkommende. For det første, går jeg og kæresten sammen med den lidt mere kinky trup af optoget. De sidste år har vi haft en trone på en trækvogn som vi har trisset rundt med og derpå har der været placeret en sød kvinde med en kæmpe strap-on og latex-maske. Ganske godt blikfang må det siges. Jeg har selv holdt mig til lidt mere afdæmpede ting at iføre mig: sort tøj, en flogger over skulderen, måske et korset (da min ryg nemt får det lidt hårdt når jeg går i længere tid).

For det andet, har jeg i år lidt andre idéer. Eller ihvertfald nogle idéer, der adskiller sig fra det oprindelige outfit jeg har iklædt mig i offentligheden når jeg er ude og vifte med queer-fanerne. Jeg har allerede tanker om en super neon paryk af en art, falske øjenvipper, læbestift og noget ekstraordinært slutty tøj. Men jeg er også i en vis forsvarsposition overfor denne form for påklædning, da jeg kender en del i Aarhus, både undergrunds- og overgrundsmiljø. Og det er ikke alle der kender mine queer-tendencies.

Dertil kommer risikoen/chancen/whatever for at familien dukker op. Jeg håber de går til Sculptures by the Sea istedet. Det er ihvertfald noget jeg vil sige til dem. Ikke at jeg ikke har lyst til at de skal kende mine lyster, faktisk ville jeg hellere end gerne kunne være 100% ærlig omkring hvem jeg er og hvad jeg afspejler af min seksualitet. Og Priden er en god mulighed for at “come clean” med de ting der hober sig op i løbet af et år. Det ville være en rar afveksling fra det dobbelt liv man lever af og til overfor sine venner og så overfor familien. Det er hårdt, i længden. Specielt når man skal fungere som en mand i andre folks øjne, fordi det er det køn man identificerer sig med og skal hen til, men man stadig har den ekstra side. Den ekstra ting i sin personlighed og sin tilværelse, der ikke kan afvises men som folk – måske – vil fordømme. Når man bruger så mange penge på hormonbehandling etc. og samtidig synes hofteholdere, plateausko og korsetter er noget af det lækreste at iføre sig.

Damned be prejudices.

Fifty Shades of What-The-Fuck

Måske en kende off-topic, men i anledning af den snarligt forestående præmiere på filmen Fifty Shades of Grey, baseret på bogen af samme navn, skrevet af E.L. James, kommer her lidt tanker fra en transkønnet, BDSM-udøvende queer-person, om denne bog.

p5B07qtSvampbebob Firkant kan også det dér med at se, øhm, sexet ud. Source: reddit.com

Jeg tillader mig at tage bladet fra munden og adressere en af vor tids bedst sælgende erotiske romaner: den sucks. Eller, den er i hvert fald alt andet end hvad den prøver at være. Det kan diskuteres – og det er det sandelig også blevet i de kredse jeg færdes i – hvad den her bog egentlig prøver at være/fremstille/påstå/vise omkring seksualitet, herunder i særdeleshed samspillet mellem kvinde og mand, dominans og underkastelse: et jævnbyrdigt forhold, som de fleste kender det, er byttet ud med TPE (total power exchange red.), piske, reb, læder og hvad dertilhører.

Som aktivt medlem af BDSM-miljøet i Danmark har jeg mere end en gang lagt øre til, hvordan bogens indhold har været oppe til diskussion flere gange blandt mine bekendte, kinky fæller. Oprindeligt skrevet som fanfiction (en historie baseret på et allerede etableret franchise/fandom som f.eks. Harry Potter, Lord of the Rings etc.) over Twilight (som jeg kun har stiftet bekendtsskab med på film nummer 1 basis), afspejler den en forfjamsket piges færd ind i et D/s (dominant-submissivt) forhold med en mand, der i alle mine fællers perspektiv – og mit eget – ikke burde udfolde sig indenfor et sådant forhold, eftersom han bl.a. bryder adskillige af sine egne opsatte regler (skrevet i et 10-siders dokument til det snotforvirrede pigebarn der af alle ting også er jomfru).

Den er blevet udnævnt som frigørende litteratur for kvindelig seksualitet. Den er blevet ophøjet som en milepæl i moderne litteratur for dens eksplicitte afspejling af kinky fantasier, og agreed, E.L. James har da også gjort sit forarbejde. Men dens litterære kunnen er lysår væk fra noget der kunne minde om god litteratur. Tørvetrillende, fortærsket symbolik, tomme metaforer og træthedsfremkaldende talesprog, der skal forsøge at forhøje læserens forståelse af forfatterens egen begejstring for det scenarie der udspiller sig på bogens sider.

Anastasia Steele, bogens kvindelige pendant til alfahannen Christian Trevelyan-Grey, er hvad man indenfor fanfiction vil kalde en god, gammeldags, velstøbt Mary Sue; en karakter opfundet af forfatteren til at ”vinde hovedkarakterens ubegrænsede gunst hvor ingen andre ville kunne opnå det samme”. Christian Grey, bedårende, charmerende, altid velduftende, utrolig velsmagende, og hot og sexy i læderjakke, er indbegrebet af hvad Edward Cullen er for Bella Swan. Og alt handler om disse tos spirende forhold. Der er ingen livsfilosofiske overvejelser om klassesammenstødet, ingen underliggende Romeo&Julie-fortælling (måske et par små spor men intet bærende tematisk element); intet kød. Kun banal tiltrækning og forløselse af denne. Christian Greys fortid glimrer fraværende som hentydninger til et fortidigt D/s forhold hvor han selv var underkastet en erfaren domina med traumatiske hændelser i bakspejlet hos den adopterede multi-millionær, der ikke tøver med at spore sin udkårnes telefon så han får hendes præcise placering på GPS og kan troppe op uanmeldt i nød og lyst.

Min kæreste havde før nævnt at hun ville se filmen og læse bogen. Hun er en klog pige og vil gerne vide hvad hun har med at gøre før hun udtaler sig om noget som helst. Jeg indvilligede i at se filmen med hende hvis hun kunne holde mig bundet til stolen længe nok. Og så begyndte min egen nysgerrihed alligevel også at gnave. Jeg er ikke meget for filmatiseringer selv, og tænkte derfor at den litterære baggrund for fortællingen trods alt var den oprindelige og derfor fortjente en smagsprøve. Vi blev enige om at læse bogen højt sammen. Vi har på stående fod 100 sider tilbage af første bog, og den masochistiske bittersødme ved at fortsætte er det eneste der holder engagementet oppe – samt min kærestes grineflip når jeg kyler tabletten ad helvede til eller banker den ned i puderne mens jeg græder indvendig over den ene kvalmefremkalende passage efter den anden.

Jeg er ikke sart, mine egne erotiske fortællinger har givet folk mareridt, så det er ikke det aspekt af bogen, der irriterer mig: det er dens blatante omgang med BDSM, en mands manipulation af en personlighedsforladt jomfru, og det faktum at dette forhold er omdrejningspunktet for en af de større bestsellere i de seneste par år.

Jeg forstår hvorfor, og det gør ondt at tænke på. Den er nem at læse med ukritiske briller. Det har taget mig måske 12 timer sammenlagt at tilbagelægge 250 sider sammen med kæresten i den engelske udgave, og jeg ser frem til at afslutte de sidste 100 snart. Og efter nogle minutters eftertænksom diskussion med min bedre halvdel kom vi frem til at bogen ikke er andet end en pornofilm – på skrift. Den er vanilje-verdenens vilde fantasier/mine weekender, og der er simpelthen ikke noget at gøre ved det. På den led kan den måske forløse en del folks forhold til seksualitet, den kan endda fungere som instrument for par med knas i forholdet til at få genoprejsning på sengekanten med plyshåndjern, fjerkost og klask i bagdelen.

Et terapeutisk indslag i stillestående sexliv eller banal porno. That’s it. Right there.

Selvet, accepten og nåle

Jeg har set på mens folk er blevet tævet røde, gule og blå. Jeg har set på mens folk er sunket sammen i andres arme, lagt på jorden og vækket blidt igen, deres øjne fjerne og pupillerne udspilede af endorfinrus. Jeg har hørt råb, skrig, støn og den våde sang af den fedtede læderpisks smæld mod nøgen hud. Jeg har set blod trille over marmorblege balder og betragtet det blandes med svedperler.

Jeg har observeret og funderet over det virvar af ekstremer og radikaler der kan danne rammerne for et fællesskab. Ikke at det undrer mig eller forbløffer mig. Måske i starten, fordi jeg skulle vænne mig til at jeg kunne være vidne til handlinger som jeg ikke selv ville bryde mig om at være en del af. Men gradvist fandt jeg mere fred med det engelske ordsprog: ”your kink is not my kink and not my problem either”.

Det er tankevækkende, at de folk, hvis lyster og perversiteter er på den yderste kant af hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, er de mest accepterende, fredfyldte og åbne mennesker jeg i min hidtidige færd gennem livet, er stødt på.

Min tid i BDSM-community’et blev indledt som det man typisk ville kalde ”dominant”, fordi jeg var for bange for at krybe til korset og indrømme at der var flere sider af mønten. Jeg var bange for at folk ville se endnu mere skævt til mig hvis jeg viste min underdanige, submissive side frem, den mere feminine, forfængelige side; den side som offentligheden i særdeleshed ville have svært ved at acceptere når nu mænd skal være bryske, stærke og handlekraftige, og ikke viljeløse, tøjlede og kontrollerede af andre. Jeg gik på dette tidspunkt jævnligt i til terapeut, men efterhånden som jeg kom dybere ind i BDSM-community’et blev det ligeså meget selvterapi. At finde et ståsted før andre kunne nå at vippe mig af pinden, at finde balancen inden næste skridt.

Da jeg begyndte at vække den sovende sub i mig var det med vaklende skridt og famlende hænder i retning af noget, jeg ikke var sikker på. Jeg frygtede omverdenens ”fordomme”, ”fordømmelse” og ”forkastelse” af den uafviselige del af mig, som jeg havde undertrykt i mange, lange år. Da den endelig så dagens lys stod det pludselig klart for mig, at det ikke handlede om andre folks reaktioner. Det gjaldt min egen selvindsigt og selvopfattelse, og mest af alt selv-accept. At det var ok ikke at være så mandig som omverdenen syntes jeg skulle være, at det var ok at være den lille fra tid til anden.

Det var en frydefuld aften i 2014, med stiletter, korset og med hvide englefjer fæstnet som vinger på min ryg med nåle. Jeg har aldrig smilt så bredt før den dag, da jeg accepterede mig selv.

Sokker

Sokker
Vi har dem alle sammen. De er en del af dagligdags tøjvalg. Sorte, grå, hvide, farvede, mønstrede, uldne, tyndt vævede. Vi oplever gang på gang at vaskemaskinen eller tørretumbleren sluger dem som en magisk portal til Narnia, og vi gider ligesom ikke kæmpe mod det onde fnugfilter, partere maskineriet og rode rundt i monstrummet for at hive dem ud.
None the less er de en vigtig ting i alles liv. Vi kan bande og svovle over dem, vende vrangen ud af dem og tage dem på som vi vil, selv uden at bekymre os om venstre sok sidder på venstre fod eller omvendt – med mindre der selvfølgelig er direkte instrukser på sokkerne, men det er i de fleste sokkers tilfælde IKKE tilfældet. Ihvertfald ikke mine.
Og jeg har et godt sortiment. Ikke overvældende som de fleste sikkert vil have med andre beklædningsgenstande. Men der er store radikaler, måske kan man kalde det ekstremer, imellem hvilke sokker der ligger i min tøjskuffe i tøjskabet. Faktisk ligger der som regel kun mine sportsstrømper, mine orange ”Jeg er for lækker”- strømper, som min far gav mig og som jeg stolt bar da jeg var forlover til min veninde og kammerats hygge-bryllup, og diverse andre. For daily use. Ordinary use.
Ikke desto mindre begravede der sig et par netstrømper dernede forleden efter jeg havde sorteret vasketøj. Jeg stod lidt og kiggede ned i skuffen efter at have fisket strømperne op, lidt gået i baglås. Det var sært at se dem dernede, men samtidig følte jeg en tristhed over at jeg holdt tingene så adskilt. Normalt lå mine lidt mere kinky ting i min sportstaske eller i bedrolleren. Jeg ved ikke om det er en underbevidst adskillelse af min queer-tilværelse. Normalt flasher jeg det ikke tydeligt i offentligheden. Jeg kan lide at være diskret, men af og til kan jeg da vove et korset på sammen med mine baggy jeans. Jeg kan lide at sætte håret, lide at se godt ud.
Jeg fik medlidenhed med sokkerne. Deres adskillelse talte deres tydelige sprog. Jeg havde holdt dem i en skammekrog under sengen med alt legetøjet, skoene, læder-aggregaterne plus alt det andet der samler sig under sengen (kattehår, rodekasser etc.); en støvet ghetto fordi de var anderledes. Jeg gjorde mod dem hvad jeg ville hade blev gjort mod mig. Adskillelse. Fremmedgjort.
Så de ligger nu sammen med de andre. Som de skal. For de er alle ens, om de så er lavet af polyester, bomuld, alpacauld, er stribede, blå eller sorte.