Rupaul’s Drag Race

Det har været nogen tid siden jeg har skrevet noget herinde. Siden nogen har skrevet noget som helst. Det giver måske lidt stof til eftertanke.

Vi skriver 2017. Der er sket en del i verden. Blandt andet er Donald Trump blevet præsident i USA. Jeg tror ikke vi kan komme udenom det faktum, og jeg har heller ikke lyst til at blive politisk af den grund, men det er sket. Så må himlen falde ned om ørerne på os, som de siger i Asterix.

 

Derudover har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Rupaul’s Drag Race. Jeg var godt nok tilbageholden. Needless to say, jeg har været tilbageholden – og særdeles fordomsfuld – overfor drag queens i det hele taget. Det er sært når man tænker på, at jeg som queer burde kunne relatere. Det er sjovt når man tænker på, at jeg så siden hen er blevet oplyst nok til at lægge mine fordomme fra mig. None the less hang de stadig lidt ved da mig og min kæreste – nu forlovede ❤ – satte første sæson på og bingewatchede det hele. Jeg må nu alligevel sige jeg blev grebet. Ikke af deres interne drama-shit, fordi det var bare seertal der skulle pleases, men af deres kreativitet, af deres engagement, af deres styrke. Det var som om en ild brændte i alle deltagerne, i hver sin form og det var så fantastisk at se. Jeg er stadig ked af at Alexis Mateo ikke kom gennem nåleøjet men whatevs!

So, jeg tror det jeg vil sige er, at selv queer folk engang imellem kan være fordomsfulde. Jeg var i høj grad da jeg startede i community’et. Og er det måske stadig. Men jeg erkender mine fejl. Drag queens er ikke kønsforvirrede forfjamskede mænd. Beton-lebber er ikke hardcore kvinder der leder efter en måde at passe ind i en maskulin verden på. Vi er alle hver vores person og har hver vores måde at tolke verden på. Og ja, undskyld udtrykket beton-lebber. Det sidder fast, og jeg glæder mig til den dag det ikke længere gør, men det er bare en dum del af mine teenage-år.

 

Og ja, jeg er kommet videre. I den grad. Jeg havde selv fordomme om specielt MTF’er i sin tid, men efter at have været i miljøet og have mødt så mange søde og dejlige MTF’er som jeg har, så ser jeg tilbage på min uvidenhed som en del af en uddannelse. Dannelse hvis man vil. For man lærer altid noget nyt.

 

Ja, jeg er blevet forlovet. Jeg har lært at min kæreste betød mere for mig end jeg nogensinde selv ville have kunnet forestille mig. Vi har fået en kat mere, selvom jeg egentlig var meget imod det så har det bragt liv og glæde til vores lille familie her i Aarhus. Ja, jeg er gået hen og elsker min hobby med ball-jointed dolls, som er en umådelig kvindedomineret hobby, og jeg har vist også raget uklar med et par eller tre, men det afholder mig ikke fra at lave det jeg laver. Selvom jeg for tiden er sygemeld med depression og hjælper min kæreste på højkant med hendes lille dukketøjsvirkomshed, så nyder jeg tilværelsen. Lidt overvægtig, lidt for meget kolesterol i blodet, men masser af kærlighed og glæde.

 

Så må verden derude komme an. Jeg har dedikeret 2017 til at være et år for forandringer. Jeg vil hjælpe hvor jeg kan, når jeg kan. Jeg lider vel at mærke af angst men jeg vil ikke være bange længere. Vi har en heftig fremtid foran os og jeg vil ikke ligge på den lade side og sige “I told you so” når atombomben slår ned.

 

Jeg betaler min uvidenhed med mit engagement, dér hvor jeg kan og hvor det giver mening.

 

Cheers and hugs! xoxo

Advertisements

Anmeldelse: Mapplethorpe og Perry, Aros

Jeg havde den udsøgte fornøjelse i sidste uge, at besøge Aros og se de to nuværende udstillinger af hhv. Robert Mapplethorpes fantastiske fotografier og Greyson Perrys spraglede keramik/broderi/alt muligt. De to herrer er på hver sin vis led i en nutidig gentænkning af køn og seksualitet. Robert Mapplethorpe har selv været aktiv som bøsse i det New Yorkske SM-miljø og Greyson Perry er crossdresser. Begge udstillinger var på hver sin måde sublime i deres fortælling om menneskelige aftryk og hvad der fundamentalt rør sig i vores indre når vi snakker om gensidig kontakt og forhold til hinanden, om det er på et platonisk eller intimt plan.

Men en ting ad gangen. Her følger en lille beretning om mine indtryk af de to udstillinger.

20160210-lens-robert-slide-8gvp-superjumbo

Two men dancing – af Robert Mapplethorpe

Rober Mapplethorpe burde være fotografiens gud. Han døde desværre i en alt for tidlig alder af 42 år, og jeg er næsten sikker på at med nyere tiders medier ville han kunne have rakt op og trukket stjernerne ned til os. Han har arbejdet både med mennesker men også skulpturer, blomster og sidenhen SM-relaterede kompositioner.

For mit vedkommende havde jeg faktisk ikke stiftet bekendtskab med hans værker før jeg læste en anmeldelse selv, og blev hooked på at se hvad han kunne fremtrylle af kunst eftersom Aros vælger at udstille hans X-portfolio (den frække). Det var dog ikke den, der greb mig mest i hans visuelle æstetik. Det var nærmere hans sans for dynamik og harmonien mellem kroppen og måderne den kan komponeres på, som en dirigent med et orkester. Han formår at række ud og stille et menneske frem så man knap kan kende forskel på de marmorskulpturer han også har taget billeder af, og menneskene. De homoerotiske toner er legende ophidsende, sensuelle men stadig fjerne nok til at en beskuer ikke ville føle sig for udsat i sin egen normative seksualitet. Der er måske 3 billeder i hele samlingen der har farve, ellers er hans arbejde overvejende i gråtoner og sepia, og det er jeg sgu lidt en sucker for. Derudover blev jeg som grafiker helt blød i knæene af kvaliteten af hans billeder. Ikke en firkantet pixel var der at skimte på de store værker. Man føler sig lidt mindreværdig når man skal kæmpe for at få en A3 plakats billeder til bare at se nogenlunde pæn ud.

Hans X-portfolio hænger i et rum for sig, og der er gjort en del ud af at advare om det explicitte indhold. Bevares, der var et par små knægte på 10-12 år der alligevel havde forvildet sig derind, men hvad der hang på væggene var forholdsvist harmløst. De mere ekstreme billeder var udstillet i glasmontre som man skulle have en vis højde for at bøje sig ind over og se. None the less ødelægger det en del af stemningen at en flok unge, spanske studerende og nogle måske lidt reserverede, ældre tyskere fnisende går og kommenterer billederne. Respektløst, vil jeg sige, og som min kæreste og jeg bagefter sagde til mine forældre, der betalte turen: vi er sgu nok blevet en smule hårdhudede overfor den slags motiver.

Pause efter Mapplethorpe med mad og en øl i caféen omringet af turister.

p01l9pd2

Greyson Perry som Claire.

Videre ned til Greyson Perry, der var endnu en ukendt, men dog nulevende, kunstner på programmet. Hans univers cirkulerer omkring en bamse ved navn Alan Measles og hans alter-ego Claire, og hans fabulerende håndværk spænder vidt fra støbt jern til broderede vægtæpper, klassiske keramikvaser, en lyserød motorcykel og et væld af kjoler. Han er ikke blu for at vedkende sig sin transvestisme og sine erfaringer indenfor bondage og sadomasochisme. Hans univers svømmer over af ærlighed, som et barn der fortæller direkte fra hjertet, bramfrit og uden at hævde, at historierne er falske. Jeg bed specielt mærke i læder skåret som blonder med nitter som blondehullerne, hans samfundskritiske undertoner i sin egen pilgrimsfærd samt det helt overdådige tag-selv-bord af symboler og analysérbare elementer der går igen, og fortæller en historie om en mand, der ved hvor han står, hvor han har været og hvor han vil hen. Der er en fantastisk spændevidde både kunstfagligt og spirituelt.

Vi sluttede vores besøg med en obligatorisk tur op i Aros’ regnbue. Udsigt til TV2’s Sommerbold-studie nedenfor Musikhuset og ude i periferien kunne vi se vores eget lejlighedskompleks og endda vinduet til altanen. Alting skal være så fucking perfekt, tænkte jeg, og hvor jeg dog savner at flere museer går planken ud sådan som Aros har gjort det, og får fat i de skæve men livsbekræftende kunstnere, som Mapplethorpe og Perry er.

Anmeldelse: 5* ud af 6* til begge udstillinger. Se dem. Dem skal man ikke gå glip af.

Hårvækst anekdote

Jaja, alt er godt, alt er fint. Woopeeei, hormones here I come. Et år, to år, tre år! Det går strygende. Frisk og frejdig. Og dog!!
Imorges sad jeg og spiste morgenmad med min kæreste i køkkenet. Hun stoppede op og så på mig.
“Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her på en pæn måde,” sagde hun. Jeg så op fra mit rundstykke, stadig i færd med at tygge tredje bid.
“Hvad? Har jeg krummer om munden?” spurgte jeg med munden fuld af rundstykke. Hun skuttede sig lidt med et skælmsk smil.
“Du, ehh, du har altså et ret langt næsehår der stritter ud til siden,” sagde hun.
“Hah, really?” jeg lod mig ikke mærke af det før jeg var færdig med maden, skjult greb mig til næsen og styrtede ud på badeværelset.
Yes. Næsehår.
Dagens morale er: Trans-Guys, beware. Man nyder måske hårvækst steder man ikke før havde hår, men næsehår er , set fra mit synspunkt, ikke videre charmerende. Der kommer en tid hvor man måske kan lade det gro sammen med overskægget, men jeg har ikke overskæg, så en dusk, så at sige, fra næsehule til overlæbe er værd at undgå.
Peace out!
3278740-til-bt

Alle de seksualiteter

Aarhus Pride står for døren. Jeg, som forholdsvist fast parade-medlem for SMil Aarhus, har med glæde deltaget nogle år, og set mangfoldighedens regnbuer spættet med forskellige symboler på kryds og tværs, for at signalere de mange forskelligartede seksualiteter man støder på i nutidens moderne samfund. Jeg har ikke luftet mine gevandter i andre byers prides, jeg er måske for meget en tryghedsnarkoman til at gide at rejse hele vejen til København, Berlin eller London for at svinge en fane, som jeg egentlig ikke går voldsomt meget op i til daglig, men når jeg går med SMil Aarhus har jeg følt, at jeg hørte til. At der var en grund til min tilstedeværelse.

Og det er her min fundering kommer ind. For kan man sammenligne SM med andre seksualiteter såsom homo- , bi- eller heteroseksualitet?

Jeg har fået mig fortalt, jeg nævner ingen kilder, at måske ikke alle i LGBT-miljøet i Aarhus anerkender SM som en seksualitet, og derfor ikke mener at det er en passende del af et Pride-optog. Jeg må respektfuldt modsige dem, for hvis ikke det er en seksualitet, hvad er det så? Er det ord mod ord mellem en sadomasochist og en ikke-sadomasochist? Det må vel være svært at kunne forstå en seksuel dragen til et markant anderledes drive for en anden persons libido. Underkastelse, dominans, smerte og ydmygelse ligger så langt fra de flestes opfattelse af seksualitet, lyst og fysisk stimulans, at det er klart der må være modvilje imod nogle af disse udfoldelser. Og ja, det er der, selv i et miljø som LGBT-miljøet, hvor accept og respekt næsten er et mantra.

Jeg forstår det på sin vis godt. Ikke alle kan lide den samme mad, ikke alle spiser ost, ikke alle kan lide roser. I SM-miljøet er der en forkortelse, der siger “YKINMK – ATO”, mere forståeligt udtalt som: “Your Kink Is Not My Kink – And That’s Ok”. Det kan spredes ud i flere vifter over flere forskellige miljøer, men netop i betydningen ligger accept og respekt forankret som en konstant reminder om, at man ikke skal begynde at dømme nogens seksualitet – med mindre man selvfølgelig ligefrem tigger efter et slagsmål med piskesvingende Dom(ina).

Jeg ser selv SM som min seksualitet. Man kan også kalde mig queer pga min cross-dressing og skofetish. Man kan kalde mig transmand fordi jeg er FTM. Men de typiske missionærstillinger duer ligesom ikke for mig. Hverken som en lystfuld tanke eller som en fysisk handling da der altid skal være sexlegetøj involveret når man ikke selv er udstyret fra naturens side. Så kan man ligeså godt kaste håndklædet i ringen og holde op med at prøve at have et normalt sexliv, når der nu også er en kæmpe stor verden derude af sjove ting, der kan vise sig at være tusind gange bedre end end ål i en grotte, der glider ind og ud, alt for hjemmevant til at nyde noget som helst.

For mig er SM en seksualitet, og derfor synes jeg også den skal repræsenteres i en Pride. Jeg kunne ikke forestille mig noget andet sted hvor det hører hjemme. Jeg har gennem min tid som sadomasochist mødt mere imødekommenhed og åbenhed i SM-miljøet end jeg har mødt i LGBT-miljøet. Jeg ved ikke hvorfor. Faktisk er SM-miljøet det sted jeg har følt mig bedst tilpas, mest fri og mest velkommen end noget andet sted – måske på nær mit eget hjem. Who knows. Måske får vi svaret en dag på hvorfor det forholder sig sådan.

Men indtil da vil jeg se frem til dette sommers Pride i Aarhus med glæde. Lørdag den 4. juni bliver en festdag hvor vi skal kaste alle hæmninger og nyde os selv, vores liv, vores kroppen, hinanden og det, der binder os sammen. Og jeg, som den cross-dressing, sadomasochistiske transmand med en skofetish jeg er, vil stolt stå klar.

Go’ Pride!

Træning jvf. mig

Hm, det er svært at sige hvordan man skal tage fat på et emne som træning, but here goes…

Jeg var engang virkelig meget imod fitness. Jeg syntes det var dumt at folk ikke bare løb en tur i skoven eller løftede nogle tunge kasser derhjemme. Jeg er sidenhen kommet på andre tanker. I starten af min hormonbehandling brugte jeg træning i fitness som en ekstra stimulans. Træner du de store muskelgrupper producerer du mere testosteron. Noget i den dur.

Jeg kunne mærke min krop, og ikke på den ufede, dysfori-agtige måde. Det var skønt at føle kontrollen, disciplinen og suset, det rush som vi alle elsker når dopaminen kicker ind.

Men så ramte depressionen og stresset mig. Jeg fik medicin og lige siden har det været praktisk talt umuligt for mig at komme afsted. Det blev så umuligt at jeg her i januar måned endte med at afmelde mit medlemsskab, da jeg havde betalt for så mange måneder uden at komme afsted, at jeg ikke kunne se en mening med at blive ved.

Desværre er det nu jeg har mere brug for det end nogensinde. Jeg er ved at være ovre min årlige vinterdepression, jeg har taget næsten 8 kg på siden jeg startede på mine antidepressiver, og jeg føler mig uoplagt, umotiveret og generelt øv. Jeg har mine lyse dage, der er flere end tidligere heldigvis, men jeg kan ikke nosse mig sammen til at komme afsted.

Alligevel er jeg glad for det åndehul som træningen gav mig i sin tid, og jeg vil gerne tilbage til løbebåndet, vægtene og maskinerne. Det gav mig en tro på at jeg kunne få forbindelse til mig selv og se ud over de skavanker som min krop tosser rundt med. Min dysfori var mindre i den periode, min selvtillid langt højere, og mit ego voksede måske lidt for godt. Men jeg fandt alt ved mig selv attraktivt, jeg var på toppen, jeg var glad, jeg var lykkelig. Jeg har aldrig oplevet en så rar ligestillingsfornemmelse med ciskønnede mænd, og det er endda meget sjældent, hvis ikke aldrig, at jeg kan mærke nogen jalousi i forhold til dem.

Nu går jeg spændt og venter hvad tiden vil bringe efter min praktikperiode på Godsbanen her i Aarhus. Jeg slutter til April og har givet udtryk for at jeg gerne vil have træningsstøtte fra kommunen, noget, som ikke er umuligt, men vi skal bare have detaljerne på plads.

Det var lidt om træning herfra!

Metafor

At begå sig i livet udenfor de gængse kønsopfattelser er lidt ligesom at gå midt på vejen i silende regnvejr mens alle andre passerer på fortovet under butiksmarkiserne eller med paraplyer. Man er dømt til et evindeligt zik-zak eller slalom om man vil, mellem store vandpytter, rendestenspludder og den nu og da tilfældigt passerende forgænger der skal fra det ene fortov til det andet. Det er tæt mørke, du har ingen reflekser på din jakke og biler og cykelister strømmer afsted forbi dig mens du ser hjælpeløst til, frysende i det kolde, våde vejr.

Det er ikke underligt, at det tærer på mange udenfor det heteronormative spektrum når man skal forsøge at stride sig frem i ad den endeløse livets vej mod et mål der formodentlig bliver en et-værelses med låg (som min mor ynder at kalde det). De første gange du har formået at få et lift i en bil kan det være du har oplevet slag, overfald eller andre ydmygelser, der gør at du afslår de senere tilbud om lignende hjælp. Tillid og åbentsindethed bliver langsomt kyset af vejen af mistro, isolation og angst.

Angsten er den værste. Det er tankemønstrenes boss, og jeres battle er uden stop. Du føler dig til frit skue for dem på fortovet, de kan altid se dig, de kan se du ikke færdes med dem, ergo må der være noget skævt, noget ”off” ved dig, right? Du er ikke som dem.

Angsten melder sig altid når man mindst venter det. Den kommer krybende, snigende, som en hugorm i rendestenene, den følger dit fodslag og ved ethvert skridt kan du risikere at blive snappet i hælen af dine våde snickers. Og det er kun dig der kan se hugormen, hvis du overhovedet kan se den i det regnvejrsflimrende mørke. Det er den, der sender mistroens gift gennem dine årer og ud i hårrødderne; det er den der hvisker hvad de andre tænker om dig og hvad du må gøre for at undgå deres fordømmelse.

”Kravl nu op til dem.”

”Kom nu, det kan da ikke være så svært bare at være almindelig.”

”Drop nu alt det der selvoptagethed og gør hvad der er bedst for alle de andre omkring dig – så behøver du jo ikke gå herude i regnen alene mere, vel?”

”Det hele bliver meget nemmere hvis du bare dropper det.”

Nogle gange kan man være længere væk fra hugormen end andre. Man kan faktisk komme så langt væk at man glemmer den nogensinde har været dér. Regnen er knap så slem, mørket knap så tæt og med mindre trafik går man mere sikkert på vejen. Skoene er efterhånden tørre, bagagen i tasken på ryggen føles ikke så tyngende, og du kan se fra side til side på menneskerne på fortovet, hvordan de haster afsted, mod præcis samme mål som dig, men mere sanseløst, mere livløst, uforhindret, ureflekterende.

Hugormen kan sagtens komme igen. Den kommer og går. Nogle slipper helt ud af dens greb og finder den mindst trafikerede vejbane at færdes på. Andre sakker agterud og møder den igen og igen resten af turen. En eller to bliver så forgiftet af den at de falder om undervejs og må bæres ind i en et-værelses med låg tidligere end os andre.

Man kan ikke sætte en snor på en hugorm, men man kan lære at se den, holde øje med den og acceptere at dens bid gør ondt og får én til at stagnere i sin fremdrift. Det er ikke ensbetydende med at det er en jernlænke der holder én fast for evigt. Den kan afværges, den kan holdes på afstand, og man kan måske være heldig at få modgift mod dens bid. Under alle omstændigheder er man aldrig alene med sin kamp, imod vejen, imod fortovsgængerne, imod hugormen, imod regnen.

6_150209210950

Det svære valg

Long post ahead, ye be warned!

Hmm, hvordan skriver jeg det her bedst monstro…? Der er så mange forskellige ting jeg vil sige på en gang, at ordene er kaget fuldstændig sammen og splittet til atomer på samme tid. Hvis der var et enkelt ord for min tilstand er det måske lettelse, men med et strejf vemodighed.

Der er ting ved min beslutning, der ikke er optimale. Jeg bor i et land hvor jeg er beriget med muligheder for at ændre på mig selv på den måde jeg har det bedst med, og jeg er et yderst priviligeret menneske for at have de muligheder ved hånden. Mange ville give deres hånd for at kunne leve et liv som mig, i tryghed og i ly for krig og forfølgelse og fordømmelse for den man er.

Men jeg kan se mig selv i spejlet og kan også se en PTSD-ramt ex-alkoholiker, der har været ting igennem de færreste kunne forestille sig; ting, jeg ikke ville byde min værste fjende. Mit liv har ikke været en dans på roser, og det er først de senere år at tornene er ved at blive klippet ned og roserne dukker frem fra skyggerne. Pardon me for et lidt følelsesladet indlæg, men jeg tror ikke jeg kan skrive det på nogen anden måde.

Jeg har valgt det fra.

Ja, det. De store indgreb, dem, som jeg ellers har set frem til i lang tid og tænkt ville gøre mit liv rigere og smukkere og bedre. Jeg har taget dem og smidt dem over skulderen, og beslutningen var ikke nem at træffe. Afgørende faktorer er, at jeg i marts fik ændret cpr-nummer og navn. Jeg er 2½ år på hormoner og går fint i spænd med mine omgivelser som en ung fyr med hang til grafisk design og ball-jointed dolls.

Det var igår, da jeg afsluttede mit forløb på alkoholbehandlingen, at det væltede ud af munden på mig, lidt spontant, at jeg havde leget med tanken om at forblive hvor jeg er nu, da min lykkekurve aldrig har været højere, og jeg ikke vil risikere at ødelægge det. For lige nu har jeg en del at miste. Det havde jeg ikke så meget førhen. Og jeg har en partner der støtter mig i at være lykkelig fremfor at opfylde nogle ”krav” til at være mand.

Ordene har jeg aldrig rigtig sagt højt, og min behandler så på mig med et forstående blik og sagde ”det er måske faktisk en god idé.”

Hun har hørt min historie, de mange tidligere operationer for læbeganespalte, nogle af dem mere vellykkede end andre, min opvækst i en halv-barsk folkeskole, en lang periode fra de sene teenage-år til midten af tyverne, der bestod af at drikke alt væk i en rus af selvdestruktiv ligegyldighed. En tidligere holdkammerat fra mit mediegrafikerhold sagde til mig i en brandert, at hun havde oplevet langt mere end jeg havde, fordi hun havde været stewardesse og jeg jo bare havde været her i Danmark og studeret. Jeg er min lærer evigt taknemmelig for tålmodigt at stå og se til ellers ville jeg have pandet hende ned på gaden i Berlin.

Ingen skal nogensinde undervurderer vores oplevelser, for den indflydelse den har på vores liv er ligeså reel for os som andres er for dem. En lille ubetydelig oplevelse for en person er måske tusind gange vigtigere for en anden. Det er kunsten at lytte til andre, det er der vi forstår vigtigheden af deres ord for dem selv og måske ikke nødvendigvis for os selv. De deler det med os fordi det er vigtigt for dem, og det er derigennem at vi lærer dem at kende bedre, for det er deres prioritet i livet; det har værdi.

Min behandler havde lyttet og forstået. Gennem 9 måneder havde hun hørt mig fortælle hvad der var vigtigst i mit liv og havde siet det fra som hun kunne høre var mindre vigtigt end kernen, end kimen til min lykke. Og måske var det netop det, at jeg vidste hvad hun havde hørt, der gjorde hendes ord var så meget tydeligere. Også selvom det kun er lidt over 24 timer siden hun sagde det til mig.

For præcis et år siden gik jeg ned med stress og begyndte at have panikangstanfald af høj karat. Jeg blev sygemeldt fra min skolepraktik og begyndte i behandling for mit overforbrug af alkohol. Jeg valgte samtidig at stoppe mine samtaler på Sexologisk klinik, da jeg vidste jeg måtte prioritere min egen forbedring før jeg kunne gå videre. Endvidere havde jeg godt af at begynde på angstmedicinering og mærkede deres effekt mens jeg nød min og min partners ophold på SISC i sommerferien, hvor blev mødt af mere accept end nogensinde, også selvom min krop ikke passede til min kønsidentitet.

Siden har jeg spekuleret. Og jeg har spekuleret som en gal på hvad der er pros and cons for at få foretaget de store indgreb. Og jeg har mærket min krops PTSD komme snigende hver gang jeg har tænkt på at jeg skulle videre med mine forløb på SK. For den har allerede været 11-12 indgreb igennem, og de har sat deres tydelige præg i mine mange mareridt, min angst og min depression. Jeg ønsker ikke atter at skulle gennem flere års terapi for at komme på højkant igen. Det er næppe tilfældet at det sker nu da jeg er ældre, men med min personlighedstype er risikoen højere end i de fleste andre samfundsgrupper.

Dernæst kommer en ode til min partner, der elsker mig for den jeg er og støtter mig i modgang og medgang. Jeg gentager en kliché om at tak er et fattigt ord, for jeg kunne ikke finde ro og besindelse nok i mig selv til at tage en så stor beslutning som jeg har i det forgangne døgns tid uden hendes tilstedeværelse i mit liv. I den henseende er kærlighed måske også en fattig følelse, for der er mere end det mellem hende og jeg; forståelse, indsigt og tydelig kommunikation er vores ”force”, og at jeg har fundet hende i midten af mine mørkeste dage er som en portal til en anden verden og al den lykke den verden kan bringe.

Jeg er en af de heldige. Mine bryster er ikke særlig store og de er en perk når der skal cross-dresses. Der findes et utal af muligheder for at finde gode brugbare packers der kan fungere in public space, og så er min hormonbehandling jo stadig i fuld sving og jeg nyder hvert sekund af mit liv. Det er lidt over en uge siden nu at jeg havde fødselsdag og mine forældre kom hjem et par dage efter fra en rejse til Armenien og min mor udbryder ”tillykke gamle dreng” og jeg smiler fjoget indvendigt resten af dagen, og ugen for den sags skyld.

Så hermed træder jeg et skridt tilbage fra den planlagte gender relocation surgery, erkender at man kan ændre meninger undervejs som man lærer sig selv bedre at kende, og gennem hårdt arbejde og selverkendelse finder man måske den rigtige vej fremfor den man tror er bedst.

Jeg er stadig en mand, jeg er stadig Gabriel. Jeg ligner bare ikke de andre.

Jeg sprang ud for mine forældre – igen igen

Sommeren 2015 har været lidt turbulent. Jeg er begyndt på angstdæmpende medicin som led i min behandling af min agorafobi, jeg har skullet tage stilling til uddannelse og fremtid og jeg har været på BDSM-camp i Danmark. Lidt om det, lige om lidt.

Den her post kommer lidt som et resultat af mine mange år som queer-person. Første gang jeg fortalte mine forældre, at jeg var til det modsatte køn (in general, jeg betegner trods alt mig selv som biseksuel), var de ikke særdeles forundrede. Det skete efter min 9.klasse på efterskole syd for Aarhus, hvor jeg var blevet særdeles glad for min roomie. Jeg sagde det kort efter året var overstået og de sagde “no worries, vi accepterer dig som du er.” Gymnasie-tiden gik med både en drengekæreste (kortvarigt) og en pigekæreste (langvarigt), og der var altid accept.

I 2010 sprang jeg ud som transkønnet for de gamle og hele familien. Det var særdeles svært. Jeg havde den samme nervøsitet som jeg havde haft tidligere da jeg skulle tilstå min glæde for piger, men den opbakning jeg havde forventet udeblev. 2011 og 2012 for ikke at sige 2013 var nogle ret hårde år, hvor bl.a. min ene storebror truede med at slå hånden af mig. Jeg tror næsten kun jeg har min svigerinde at takke for, at han ikke gjorde alvor af truslen. Mine forældre tog en tur i 2014 over til Sexologisk klinik og snakkede med min behandler, og kom faktisk tilbage ganske beroligede og mere afslappede.

None the less står der nogle ret tydelige minder i erindring hos mig. Bl.a. at min far spurgte meget ind til mit ellers forholdsvis private liv i 2012, efter han og min mor havde set piske og en latex trøje hænge frit i min lejlighed. Han spurgte direkte “Jamen hvad gør du så? Er det sådan noget SM-noget du laver?”. Jeg sagde “Det gider jeg ikke engang svare på.”

I år var det noget lidt anderledes. Min kæreste og jeg deltog for første gang i flere dage på en gård i Danmark (no address given due to discretion rules), og det var himmelsk. Frie tøjler og jeg kunne rent faktisk rende rundt og strutte med mine sparsomme bryster og packer i jock-strap mens folk sad og drak kaffe og diskuterede alt andet i verden end min krops indretning. Der var en velkommenhed og omfavnelse jeg ikke har oplevet før, heller ikke i den ellers super-åbentsindede SM-klub vi som regel går i. Der var fællesbad, hvilket var en kæmpe kamel jeg lige skulle sluge – risikoen for at møde andre i forholdsvist private omgivelser var ret svært, men min kæreste sad på en bænk udenfor båsen den første dag, og dagen efter fik hun for første gang lov til at se mig 100% nøgen under en bruser. There was much rejoice!

Lejren ligger isoleret fra alle omgivelser. Der er store legerum med sandgrav, trægulv og masser af fantastiske redskaber at lege med. Vi fik flere aftener til at gå i en højere enhed mens vi var derude. Vi afprøvede grænser, fantasier og fandt nogle ting som vi ikke havde regnet med var bedre end andre (wax-play, try it out!). Jeg fik afprøvet mit tysk og lært en masse folk at kende, både indenfor BDSM-erfaring og indenfor kunsterfaring.

In the long run, kom vi hjem aftenen før jeg skulle på Grimfest i Aarhus (go there, there be dragons and amazing people). Jeg var træt og fyldt til randen og jeg tror jeg proklamerede for gud og hvermand at jeg havde været afsted på en lejr hvor man dyrker BDSM. Jeg fik den typiske “Nåårh, jamen jeg har også læst Fifty Shades” og jeg lavede en hård facepalm men lod dem overbærende vide, at Fifty Shades ikke når virkeligheden til sokkeholderne. Og straks forklarede hvordan man bedste bruger en wand eller anvender en sex-sling i tykt ko-læder.

Jump forth til en af festivalens første dage hvor min mor ringede og spurgte hvordan det gik. Jeg var en lille tand beruset, ikke mere end at jeg havde sans og samling på mine ord, og jeg overvejede kraftigt om jeg skulle sige sandheden om min sommer. Der var også en enkeltdags tur til Skagen og min kammerats forældres sommerhus hvor vi sad til langt ud på natten og hyggede på en terrasse. Men BDSM-lejren, hvor smuk Skagen end er, stod klarere i min erindring, og jeg endte med at sige, at ja vi havde været på en lejr, og ja, det var måske lidt en kinky bunke mennesker, som jeg senere i samtalen omtalte som folk fra BDSM-miljøet i Nordeuropa.

Spol frem igen til for et par dage siden, fredag i starten af august. Vi var på besøg hos de gamle, bare kæresten og jeg, og vi sagde fuldt åbent hvordan det forholdt sig på lejren. Ingen detaljer, ingen navne, ingen adresse. Men hvor glade vi var kunne ses på vores ansigter under solnedgangslyset på deres terrasse og min mor og far var fantastisk afklarede og accepterende. Spurgte lidt ind, gik ikke for dybt, men dertil hvor vi ville gå og ikke længere. Vi fik store kram og farvelknus, og inden fordømmelse i kølvandet.

Vi er elsket no matter what crazy stuff we do, and sometimes, it’s important to remember that. Og det var sådan jeg sprang ud for mine forældre for tredje gang i mit liv. Jeg tror ikke der er flere ting på den to-do-liste.

Pik på min skærm

Min facebook-messenger popper op med en notifikation. Ah, en af mine venner har skrevet. Ok, han er mere en bekendt end en ven, har fjollet lidt med ham til nogle fester her på kollegiet hvor vi begge bor. Dygtig musiker, lidt af en drankerskid, men hvad fa’en. Han har angiveligt sendt mig et billede. Hvor nice.

Tjekker ind, åbner samtalen. BUM! Penis. Stor og ret knudret i det, med alle blodårer tydelige; en ret porno-agtig penis. Hans næste tekstbesked sender mig grinende af stolen: “sådan skal din da se ud”. Jeg svarer troskyldigt “Hvilken?”, selvom jeg egentlig godt forstår hvad han mener. Han svarer næsten ligeså bramfrit tilbage “din tissemand”. Jeg smilede mildt og svarede “Nah, det kommer den nok ikke til at kunne.” Hans efterfølgende “aww øv” lod jeg hænge ubesvaret i æteren. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle svare, for tanken om at mine venner sidder og kigger på penisser og tænker på mig samtidig er lidt besværlig at koble sammen.

Men det slog mig kort. En af mine venner, mere bekendt end ven igen, sendte mig forleden et link til et podcast: http://www.stitcher.com/s?eid=39560068&refid=asa og sagde i samme åndedrag: “Kunne have interesse. Måske ømtåleligt emne?”

Jeg måtte standse efter pikken var blegnet fra min facebook-chat og jeg sad og tænkte lidt for mig selv. For mit liv handler grangiveligt lige pt om meget andet end at være transkønnet. Jeg tænker ikke over hvordan min pik kommer til at være, jeg beskæftiger mig yderst sjældent med noget trans-relateret andet end på lukkede grupper på facebook eller på et af de store internationale fetish-fora der findes på nettet. None the less er jeg gennem tiden blevet bombarderet med trans-relateret infomateriale, om det være sig dokumentarer, film, bøger eller pjecer om emnet. Fair nok, mange har brug for at søge viden om sig selv, og det kan af og til være nemmere når det er andre i samme situation der har skrevet det. Hence this blog.

Men jeg selv? Nah. Not so much. Jeg deler gerne min egen viden, mine egne erfaringer og lignende. Men jeg bryder mig ikke om at få stukket ting op i fjæset og få sagt “”et er sådan her andre har det, er det ikke det samme for dig, hva? Hva? Hva?”

Lidt i stil med penissen. Bevares, jeg tror de fleste mænd ville være ovenud lykkelige for en 12-14 centimeters, svulmende kødpølse men jeg forbeholder mig retten til at være lidt af en realist når det kommer til mit ydre og de forandringer det skal gennemgå. Porno-pik? Not possible. Ikke med mindre man finder en donor eller lignende, og lige pt er det ikke noget der rigtigt kan lade sig gøre, så vidt jeg har ladt mig fortælle af videnskabsfolk de seneste par dage.

Mit liv handler om andet end at være transkønnet og queer. Jeg tager ikke bemærkninger eller lignende tungt længere. Hvis nogen forsøger at ramme mig for at være queer og transkønnet (“man kan da ikke gå i korset og påstå man er mand når man har bryster” har jeg hørt en enkelt gang), så følger jeg den gode Tyrion Lannisters ord: “Wear it like an armor and it can never be used to hurt you. Make it your strength and it can never be your weakness”.

Folk, der sender mig links etc. til forskelligt trans-relateret materiale, klapper jeg på hovedet og siger: “Hey, har du set min seneste tegning?” eller “Skal vi ikke drikke nogle øl og høre noget god musik og filosofere over tilværelsen på jorden?”.

Det er vigtigt at huske, at vi er andet end queer. Vi er hele mennesker, og fra tid til anden har vi brug for bare at være det.

Peace out.

Freaking toilets

Du skal vaske dine hænder hver gang du børster tænder… eller noget.

Toiletter. Bad. Hygiejne.

To be honest, så har jeg ikke så meget på hjertet omkring toiletter, når det kommer til om hvorvidt det skal være kønsopdelt eller ej. Det er vel op til det pågældende sted (i de fleste tilfælde uddannelsesinstitutioner og beværtninger o.lign) hvad de vælger af skilte til deres døre, bag hvilke de hvide cisterner, krom vandhaner og flisegulve gemmer sig. Hvis man vil ændre på kønsopfattelsen i samfundet, og dermed muligvis også hvordan toiletskiltene ser ud, skal man gå ned i grundstenen for kønsopfattelse og hvad det vil sige og hvad det indebærer at være menneske. Og det er lidt en lang vej bare for at kunne gå på det samme toilet som det modsatte køn. Hvorfor er det egentlig vigtigt? Er det det evindelige “lighed for alle”-mantra der skal presses ned omkring folks hoveder, om de har lyst eller ej? Og skal de fordømmes hvis de egentlig gerne helst vil gå på WC med dem de identificerer sig med kønsmæssigt, fremfor at blive en del af en skøn, blandet landhandel? Jeg kan tænke på adskillige sager jeg hellere vil gå op i før det kommer til toiletkulturen.

Jeg får ofte et kort, lidt undrende blik af fyrene når jeg går ud på herretoilettet i en eller anden offentlig sammenhæng, men jeg har langt om længe lært at kaste det af mig. Det er ikke mere anderledes end at en punker måske får et ekstra blik på sin hanekam eller næsepiercing. Dermed sagt har jeg selv sidecut, har en del ar i ansigtet fra diverse operationer og skiller mig generelt lidt mere ud i mængden end de fleste. Så om de skeler til min frisure eller min tøjstil, big deal. Det er måske i virkeligheden deres sko der er for små hvis de går op i hvordan deres toiletkammerater ser ud.

Det er store tanker og ønsker, at få indført et generelt ikke-kønsopdelt toiletsamfund. Jeg tror bare vi er for mange tusind/millioner år fremme til at kunne nå at gribe ind og ændre det. Og hvis man ser på Tysklands opdeling efter 2. verdenskrig og hvor meget man ønskede at få samling igen, blev Muren alligevel revet ned mens økonomien på den ene side var bedre end den anden, og det satte landet adskillige år tilbage at slå de to dele sammen fremfor at holde det adskilt lidt endnu til de begge ville kunne fungere godt sammen under samme paraply der idag er Tyskland.

Did that make sense? I’m not sure it did. Men min pointe er, at man ikke skal presse noget ned over nogen. Det er stadig et mindretal man hører til som transperson/queer/whatevs, og på trods af at jeg stadig tror, at der er mange der vil være med på vognen hvis man indførte unisex-dit og unisex-dat, så har jeg på fornemmelsen af at folk ikke helt er klar til det. Endnu.

Indtil da vil jeg tage mit toiletbesøg med ophøjet sindsro og glæde når trykket endelig er lettet.