Bogorm

“Books, like friends, should be few and well chosen. Like friends too, we should return to them again and again for, like true friends, they will never fail us.”

Lad det være kendt, at jeg elsker bøger. Jeg elsker duften, jeg elsker at mærke papiret, jeg elsker dedikationer, og jeg elsker omslag. Jeg elsker at mærke vægten af en tung bog i mit skød, og jeg elsker at finde en bog, der kan være i min lomme. I alle former og størrelser, elsker jeg bøger.

Bøger kan transportere en ind i en helt ny verden, eller vise os vores verden i et nyt perspektiv. Bøger, på en helt unik måde, giver os mulighed for at forstå andre personers handlinger ud fra deres tanker, og de giver os anledning til også bedre at forstå os selv igennem andre.

Jeg tilhører en generation af læseheste og nørder. De fleste i min omgangskreds er glade for bøger, og nogle skriver endda selv. Jeg tror internettet, med dets store mulighed for udveksling af skriblerier og kritik, har hjulpet dette godt på vej, og jeg tror at tendensen til, som jeg gør her, at formidle sine indre tanker i et offentligt rum, har gjort os, som mennesker, bedre i stand til at forstå hinanden.

Bøger, som film og tv, afspejler ofte den samfundsmæssige diskurs, og i min levetid har bøger med Queer karakterer været få og svært tilgængelige. Man så dem aldrig på bestsellerhylden, eller på promoveringsstanden. Jeg var desværre aldrig selv, som ung, i stand til at finde disse skjulte skatte af Queer-litteratur…indtil jeg fandt fanfics.

Jeg læste min første Harry Potter fanfic som 15-årig, og -selvfølgelig- var den Queeret godt og grundigt op. Det var ikke eksplicit seksuelt, men mange af karaktererne gav udtryk for homoromantiske tiltrækninger, hvilket jeg fandt vældig interessant. Jeg dykkede mere ned i det, og fandt, at jeg holdt meget af de fanfics, der ikke direkte stred imod eden etablerede kanon for universet, men som udforskede bipersoners liv – dem, hvis tanker vi aldrig får indblik i, og hvis liv vi aldrig involveres tilstrækkeligt i til at kende deres identiteter tilstrækkeligt.

Folk har ofte en opfattelse af, at karakterer er heteroseksuelle, medmindre andet står eksplicit i bøgerne. “Hvis han var bøsse, havde det nok stået der,” siger de, og beskylder en for at presse homoseksualitet ned over hovedet på dem, når man siger at Draco Malfoy sagtens kunne være Queer. Jeg beskylder dem for at presse heteroseksualitet ned over mit hoved, når de forsøger at overbevise mig om, at han ikke er, men den side af argumentet har sjovt nok ikke lige så meget vægt i den generelle befolkning 😛

Men denne løsrivelse fra heteronormen har givet mig en ny måde at læse bøger på, hvor jeg ikke længere antager noget om nogens seksuelle identitet eller kønsidentitet. Og jeg må sige, det er befriende!

Endnu mere befriende er det, at bruge denne approach i dagligdagen, når man har med mennesker at gøre. Jeg bliver sjældent overrasket, når folk fortæller mig om deres skævheder, for jeg har ikke haft nogen forventning om, at de skulle være normative.

Jeg elsker at høre folks historier, og udbygge min forestilling om dem derigennem, ligesom jeg elsker at læse en bog, og fordybe mig i dens univers. Mennesker er meget lig bøger, og jeg elsker at læse dem begge.

Men læsningen foregår på menneskets og bogens præmisser. Nogle gange skriver vi vores egne små fanfics om mennesker, vi kender; ting der kunne være sande, men som vi ikke ved med sikkerhed. Forskellen er, at mennesker kan vi altid spørge – bøger giver os intet mere, end det der står.

Jeg elsker bøger, og jeg elsker at digte videre. En dag får jeg skrevet min egen, som folk selv kan få lov at fortolke, og jeg glæder mig til at se, hvad de finder på 🙂

Advertisements

Pass

Jeg havde i går en god diskussion med en god ven omkring konceptet med at “Passere”.
Det kommer velsagtens af det engelske ord for det, “Passing”, hvilket betyder at man ‘ligner godt nok’. Det bruges oftests i forbindelse med transpersoner, der gerne vil passere eller ligne deres køn godt nok, men kan så sandelig også bruges i mange andre sammenhænge – fx kan en homoseksuel siges at passere som hetero.

Jeg er ikke vild med konceptet. Jeg synes, der ligger en del beskæmmende i det – bare ideen om at der er en nedre grænse for, hvornår du ligner en mand godt nok fylder mig med ubehag. Og morsomt nok er det kun et koncept for dem, der ikke er normative, så at sige. ‘Passing’ udtrykker jo netop et ønske om at nærme sig normen.

Og det skræmmer mig nogle gange, at der lægges så stor vægt på vigtigheden i at passere, både fra udefrakommende, men så sandelig også inde i de grupper, hvor konceptet er gældende. Jeg har snakket med homoseksuelle mænd og kvinder, der egentlig foretrækker at deres partner er ‘Straight-acting’, dvs. ikke-stereotypt homo, og disse mennesker har ofte selv været dem, jeg ville kategorisere som ikke-stereotype.

Jeg er selv blevet hevet med i samtaler med andre transkønnede, der udelukkende gik på, hvordan man bedst passerer.

Det trætter mig at der ikke blot i samfundet, men også inde i de forholdsvist lukkede miljøer eksisterer en forherligelse af det normative. Jo mere du ligner de andre, jo bedre for dig (og for os som miljø – det er kun de transpersoner, der passerer, vi gider vise i medier).

Og ordet, for mig, giver netop anledning til konnotationen: du har klaret en test. Du har opfyldt mindstemålet for, hvad samfundet opfatter som værende acceptabelt. Du er en del af normen nu.

Fuck da det.

Kan vi blive enige om, at de færreste ciskønnede ville blive glade for at få at vide, de passerer som trans? Hvor mange heteroseksuelle mænd nyder at høre, de kunne gå for at være bøsser?

Hvorfor går vi selv inde i miljøet op i at forstærke det normative som det gode, og det skæve som det dårlige?

Fordi det er den bedste måde at overleve på. Fordi mange steder i verden har både transpersoner og homoseksuelle -brug- for at passe ind i normen – for hvis de stikker for meget ud, kan det have alvorlige konsekvenser. Fordi vi selv her i Danmark kan blive frasorteret på så mange områder, hvis vores udseende og opførsel ikke passer ing i, hvad arbejdsgivere, kolleger, kunder, familie og venner finder aceptabelt.

Fordi de normative går op i det, må vi desværre også se og nødsaget til det.

Og her må jeg også nævne, at jeg ‘passerer’, hvad enten jeg kan lide konceptet eller ej, og det føles derfor lidt hult for mig at kritisere folks behov for at passere – omtrent som når en hvid mand ikke forstår, hvorfor vi skal snakke om racisme. Og jeg fjerner jo også mit skæg og gror mit hår langt netop for at folk skal se mig som kvinde fra start – så jeg går også op i det.

Men min kritik er heller ikke møntet på dem, der går op i det for deres eget vedkommende – den er møntet på det samfuldsideal, der stadig følger normen. Det har været med os siden queer-bevægelser opstod første gang – de havde netop en fokus på at gøre homoseksualitet ‘Normalt’ – tilstrækkeligt normativt til at det kunne godkendes. Det var vigtigt for homoseksuelle mænd, der kom i mediernes søgelys at udvise maskulinitet og respektabilitet – selv inden for miljøet sås det helst at maskuline fandt sammen med feminine, for på bedst mulig måde at emulere heteronormativiteten – se, vi er lige som jer!

Jeg glæder mig til vi kan gøre det normale skævt, i stedet for det omvendte. Jeg glæder mig til Hetero og Mand bliver diffuse begreber i samfundet, der hverken dikterer udseende eller opførsel.

Btw, prøv at fortæl dine ciskønnede venner at du synes, de ligner deres køn virkelig godt. Jeg tror de færrste vil tage det som et kompliment, og de fleste vil måske endda blive fornærmede over at du føler et behov for at fortælle dem det – som om der skulle være nogen tvivl!

Jeg har ikke til hensigt at pass-shame. Som nævnt forstår jeg fuldt ud folks bevæggrunde for at gå op i at tilpasse sig normen, og folk bestemmer selv, hvad der er vigtigt for dem. Jeg forstår også udmærket folks frustration over ikke at kunne leve op til de mål, samfundet og de selv har stillet. Jeg har selv længe bakset med følelsen af ikke at være God Nok, og indimellem rammes jeg stadig af den.

Men lad mig slutte af med at fortælle dig, læseren, at du er God Nok. Og hvis folk ikke synes det, så burde det udelukkende være deres problem!

Quantum

“Jeg er Schrödingers Queer”

Således skrev personen, jeg dater (for nemheds skyld kaldt Starbuck i denne blog), til mig for ikke alt for lang tid siden.

Preamblen var en forklaring om, hvordan Starbucks køn afhænger af humør og omstændigheder, og at en udenforstående ikke kan vide, hvilket køn, der er gældende den pågældende dag, hvorfor Starbuck kan siges at være i en tilstand, der er både Mand og Kvinde (min parafrase af Starbucks besked).

Som fritidsnørd tænder denne tanke mig enormt.

Som fuldtidsqueer og polyseksuel tænder den mig endnu mere.

Lad os lige få alle med:

“Schrödingers Kat” er en kendt lignelse, der illustrerer et problem kvantecidenskaben ofte har – nemlig at én ting anses for at have to(eller flere) mulige tilstande, og at man ikke kan vide hvilken, uden at observere udfaldet af dens deltagelse i et eksperiment.

En kat sættes ned i en kasse, sammen med en kolbe med gift. Giften udløses gennem en mekanisme, der er styret af et bestemt atoms tilstand – men denne tilstand er umulig at forudsige, og det kunne tage alt 1 sekund til en uendelighed før giften frigives og dræber katten. Således kan vi ikke vide, om katten er levende eller død, og vi må behandle den som værende begge dele, indtil vi åbner kassen, og finder ud af det.

På samme måde befinder Starbucks køn sig i en superposition, der er både Mand og Kvinde, idet en udefra observerende person ikke vil kunne se det på SBs tøj eller opførsel. Selvfølgelig ved SB godt, hvad dagens eller timens køn er, men indtil der spørges, må SB betragtes og behandles som værende begge.

Således er ethvert forhold, SB befinder sig i, Biseksuelt, idet man vil være i et forhold med både en Mand og en Kvinde. Selvfølgelig er det muligt at kollapse funktionen ved at spørge ind til (observere) kønnet, men hvor er det sjove i det? Og desuden ved du aldrig, hvornår det skifter igen 😉

For mit vedkommende synes jeg, det er genialt at være sammen med en person, der konstant er et enigma. Selvfølgelig tillægger jeg ind imellem Starbuck et køn ud fra mine egne observationer og forventninger (og nogle gange fordi mine forældre og andre har svært nok ved at forstå at der findes transkønnede), men det er altid med viden om, at det er -min- fortolkning, og at virkeligheden måske er en anden.

Jeg forventer, at Starbuck fortæller mig, hvis dagens køn er vigtigt at observere, for nogle gange kan det sikkert have betydning. Jeg ved fra mig selv, at der er dage, hvor mit køn er vigtigt for mig, og andre hvor det ikke er. Men ellers går jeg gennem tilværelsen, lykkeligt uvidende om, hvorvidt jeg er i et Homoseksuelt eller et Heteroseksuelt forhold.

Vil det forresten sige at Biseksualitet er en Superseksualitet, idet den er både Homo og Hetero?

Ja…ja, det vil det!

Remembrance

I dag er international transmindedag. Det er den dag på året, hvor vi husker på de folk, der er blevet taget fra os på grund af had, misundelse eller misforståelse – blot fordi de ikke passede ind i et cis-narrativ. Hvad enten det er sket ved andres eller egen hånd, mindes vi de personer, og husker på at kampen langt fra er ovre.

Det er også en dag, hvor jeg minder mig selv om, at det stadig er risikofyldt at være transperson. Jeg har det med at færdes i meget sikre cirkler, og jeg oplever heldigvis ikke selv had rettet mod mig, men jeg ser det på sociale medier hele tiden, og jeg hører folk fortælle om deres forældre, der ikke vil lade dem leve deres liv…og jeg indser, at jeg stadig er bange.

Hver gang jeg møder en ny transperson, rammes jeg af vægten af deres kamp. Hver af os har udfordringer med hensyn til transition, men nogle har enten flere, eller er dårligere udstyret til at overkomme dem. Jeg kan ofte se frygten i deres øjne, og at jeg fortæller dem, hvor godt jeg har det, hjælper dem kun en lille smule – for de er ikke mig.

Jeg forventer altid, at det vil gå folk godt i livet. Jeg tror på det gode. Men jeg ved også, at selvom du har tre tusinde gode mennesker i dit liv, så skal der kun et enkelt ondt menneske til at slå det i stykker.

Her i Danmark er der heldigvis ikke så mange, der bliver slået ihjel. Men jeg kender folk, der er blevet offentligt ydmyget, slået ned, tilsvinet, spyttet på…jeg kender folk, der er blevet nægtet den behandling, der har været så livsvigtig for mange af mine nære venner, og jeg frygter oprigtigt for, hvor meget mere afvisning, de kan tåle…jeg har kendt folk, der har taget livet af sig selv gennem mange år ved at selvmedicinere, og som ikke i tide har opdaget blodpropper og hjertefejl.

I Danmark bliver man ikke slået ihjel hurtigt. Man får blot frataget muligheden for at leve, stykke for stykke.

Så på denne transmindedag vil jeg mindes dem, der venter på at få hjælp, og dem, der aldrig har kunnet få den. Jeg mindes dem, der må tåle aggressioner fra familie og kolleger, og som langsomt føler, de fratages deres værdi som mennesker.

Der er grænser for, hvor meget et enkelt menneske kan klare.

I morgen eller en anden dag

Hej Queer Tider – længe siden!

Der er sket meget siden sidst, jeg følte overskud til at skrive på denne blog; netop ‘overskud’ er nøgleordet, for det har der ikke været meget af. Men nu er jeg altså på vej tilbage 🙂

Jeg vil ikke kede jer med alle de lange detaljer, men blot fortælle at jeg har revet mit metaforiske hus ned, og nu er i gang med at bygge det op igen. Heldigvis har jeg et solidt fundament og nogle kyndige håndværkere, så denne gang bliver det et meget bedre hus.

Der er en masse historier, jeg gerne vil fortælle jer, men vi tager det lidt hen ad vejen…

Det vigtigste er, at jeg er okay.

Eller, det er jeg ikke helt. Men det er også okay.

Ellers bliver det det nok.

I morgen, eller en anden dag 🙂

Tillykke?

Jeg blev forleden dag ønsket tillykke med min operation.

Jeg var til familiefest, og en af min mors veninder benyttede chancen, da vi skulle sige farvel, til at ønske mig tillykke. Jeg var paf. Og træt. Så jeg smilte bare svagt og sagde pænt tak 🙂

Hun kom igen 10 sekunder efter og undskyldte, hvis hun havde sagt noget forkert. Jeg var stadig paf og træt, så jeg sagde bare nej nej, og smilte svagt 🙂

Der var så mange ting, jeg kunne have sagt. Jeg har snakket med nok folk, der har været komplet uvidende om transpersoner og LGBT+ i det hele taget, til at jeg har formuleret en del hårdtslående responser på spørgsmål om sex, anatomi, osv…. men det er sjældent, jeg rent faktisk får dem brugt 😦

Nogle gange er man dog heldig!

I fredags blev jeg også spurgt af en fyr på en bar, om jeg var født dreng. Jeg vedholdte at jeg var født hankøn, opdraget og opvokset som dreng, men faktisk var kvinde, men det var for mange ord for denne let fulde fyr at indtage oveni hans øl. Så vi tog den ned på hans niveau.

Han spurgte om en masse personlige ting, og hvis det ikke havde været fordi jeg havde siddet sammen med en gruppe venner (hvor han var en ven af en ven) havde jeg sat mig et andet sted, eller bedt ham gøre det i stedet. Men jeg holdt hovedet koldt og svarede oprigtigt på de spørgsmål, han måtte have. Han forsikrede mig om at han “altså ikke havde noget imod det”, hvortil jeg spurgte “nej, hvorfor skulle du da også have det?”. Dette afstedkom intet godt svar, men det stod altså klart at han var “helt okay med det”.

Gooooooodt så 😀

Han ville gerne vide mit navn. Altså, du ved, mit -rigtige- navn. Altså, det som jeg blev født med (hvortil jeg svarede at jeg var navnløs de første 6 uger af mit liv…), mit drengenavn. Jeg sagde nej, han spurgte hvorfor, jeg forklarede ham hvorfor, og han spurgte igen. Jamen…nej.
Jeg spurgte ham, hvorfor han ville vide det. Han var nysgerrig. Jeg sagde at hans nysgerrighed ikke trumfede min komfort. Han sagde, han jo ikke ville bruge det til noget, hvortil jeg svarede, at hvis han ikke ville bruge det til noget, var det jo heller ikke vigtigt for ham.

Jeg bad ham fortælle mig koden til hans dankort og mobiltelefon. Han spurgte hvorfor, og jeg sagde “jeg er bare nysgerrig”. Dette argument, der ellers før for ham virkede som et udmærket et, duede dog ikke til at overbevise ham om at han skulle oplyse sine koder til en fremmed. “Så kan du jo stjæle mine penge”, sagde han. Jeg forsikrede ham om at jeg ikke ville bruge dem til noget – jeg var jo bare nysgerrig! – men jeg endte med ikke at få hans koder, og han endte med ikke at få mit gamle navn at vide.

Jeg ved ikke om han forstod sammenligningen, men han holdt da op med at spørge.

Eller, han holdt op med at spørge om dét. For som noget af det næste kom samtalen ind på min kæreste og mit forhold. Meget kluntet forsøgte han at spørge hvordan vi havde sex, fordi, altså, der var jo ingen fisse, så…hvordan kunne det ligesom foregå?

Jeg fortalte ham, med iskold stemme at det var privat, og at jeg desuden have ondt af hans kæreste, hvis det eneste sex han kunne forestille sig var Penis-i-Vagina.
Og det lukkede den diskussion. Han smuttede kort tid efter, og jeg nød resten af aftenen vældigt!

Hans spørgsmål om min krop og min fortid og hormoner og ting var intet problem. Jeg er trans, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg har en penis, og det har jeg det fint med. Ingen skam at hente!

Men de andre ting kommer for tæt på, og når folk begynder at ville involvere min kærestes privatliv, siger jeg stop. Jeg går ind for at være synlig, og jeg er glad for at stille folks nysgerrighed omkring mit liv, men jeg vil dog beholde retten til at beskytte mig selv og mine nære relationer mod snagen i vores privatliv.

Jeg følte mig på intet tidspunkt truet af denne fyr. Vi sad 6 personer om bordet, og både han og jeg vidste, at hvis han lagde en hånd på mig, ville der være mindst tre personer, der ville rejse sig og sørge for han smuttede med det samme. Det er godt at have venner 🙂

Men selvom jeg fik fyret noget af mit bedste materiale af, tror jeg ikke han er blevet klogere. Han lod ikke til at ville det.

Og det er derfor, jeg som regel vælger mine kampe med omhu. Det er nemlig ikke altid det værd at forsøge at uddanne, når eleven ikke vil lære.

Så nogle gange siger jeg bare “tak” og smiler svagt. Jeg ser nok først min mors veninde igen om et år (måske!), og det er ikke det værd at involvere hende i min verden, og forklare hende at ikke alle transpersoner får foretaget nogensomhelst operation, og at nogle faktisk foretrækker det sådan.

Så…ønsk mig gerne tillykke med operationen 😀 Så længe du er positiv, er det okay. Du skal bare ikke forvente at jeg tager ansvaret for din uddannelse, hvis du ikke er klar på at lære 😉

Equus

I morgen skal min kæreste ud og ride på en hest. Han er spændt. Men her er min hemmelighed:

Jeg er ikke glad for heste.

Det kommer sig af at jeg var med min søster til ridning engang, og jeg fik lov til at ride. Jeg kunne selvfølgelig ikke ride, og hesten løb lidt løbsk. Ta-daa, ikke glad for heste.

Altså, jeg kan godt være omkring heste – jeg har ikke fobi eller angst eller noget – men jeg vil ærligt talt hellere klappe en ko end en hest. De har altid virket lidt for store…for skræmmende…for tilregnelige.

Jeg fortalte dette til mit første møde på Sexologisk Klinik. Jeg sagde at jeg godt vidste, jeg ikke var sådan traditionelt hyper-femi (det har vi snakket om), og nævnte heste-frygten som eksempel. Hvad jeg ikke havde forventet var, at psykologen ville bide så meget mærke i at jeg ikke kunne lide heste, og hun fik mig derfor til at fortælle hele historien. Jeg ved ikke om hun følte, det var vigtigt, eller om det var hendes nysgerrighed, der trådte i kraft – ærligt talt, så ville jeg nok også spørge ind til det, hvis en person sagde at de ikke kunne lide heste 😛

En anden mulighed var at de indgik i hendes bedømmelse af mig og min kvindelighed. SK er glade for stereotypier, ved jeg, og en person, der påstår hun er kvinde, men ikke kan lide heste er måske ikke stereotyp nok?

Vi kan godt blive enige om at den slags kønsstereotypier hører fortiden til, men måske skal jeg alligevel passe på med, hvad jeg siger til min udredning! Jeg må ikke nævne at jeg ser Battlebots. Er det mon for maskulint at gå i bukser? Skjorte er i hvert fald et nono. Er det drenget at lege med Lego? Jeg har aldrig lært at strikke, så det trækker nok ned.

Og jeg kan ikke lide heste. Jeg har fejlet som kvinde 😀

Jeg har flere gange overvejet om de også selv tager deres kønsidentitetstests derinde. Jeg vil gerne være sikker på at min behandler er mindst lige så meget kvinde som jeg, ellers synes jeg ikke hun har noget belæg for at vurdere min kvindelighed. Kører hun bil? Det er ikke super kvindeligt, altså. Og med en længerevarende uddannelse? Hvordan har hun tid til at passe børnene?

Hvor mange år mon der skal gå før vi holder op med at holde os til disse åndssvage mål for kvindelighed og mandlighed?

Det værste er at mens ‘behandlerne’ på SK og den generelle befolkning helst vil have at jeg er så stereotyp som muligt  før de vil acceptere mig som kvinde, vil de trans-fjendtlige radikale feminister helst ikke have at jeg opfører mig stereotypt kvindelig…for så er jeg falsk, idet jeg bare prøver at emulere kvindelighed.
Jeg har seriøst set kvinder, der kritiserer andre kvinder for at gå i kjole og have sex med mænd, fordi de mener, det forstærker stereotype, negative kønsroller. Det virker næsten som om, deres ideelle kvinde opfører sig som…en stereotyp mand? Men så igen, hvis jeg gjorde det, og proklamerede at jeg samtidig var kvinde, ville de stadig ikke acceptere mig. Altså.

Samfundet har langt hen ad vejen svært ved at bestemme sig. Der er dobbelte standarder. Ruby Rose er populær fordi hun er lidt maskulin, men hvis jeg er det, er jeg utilstrækkelig som kvinde? Vi elsker omsorgsfulde og feminine mænd (især hvis de er bøsser), men en transmand, der godt kan lide makeup er ikke en rigtig mand?

Suk…jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu, og bare komme så nemt igennem SK som muligt. Svare ærligt på deres spørgsmål, men passe på ikke at sige for meget.

…gad vide om min fobi for skaldyr får betydning?

[indsæt selv billede af en hummer her – jeg gør det ikke!]

…måske tror de bare jeg er jøde…men er det godt eller skidt? Argh!

Støtteperson

Jeg kommer nogle gange i lidt af et dilemma…

Jeg skriver og snakker meget med andre transpersoner, både online og i den virkelige verden. Jeg sælger mig selv som en vidende person, en god skulder, et åbent sind. Det er alt sammen sandt, føler jeg, og jeg gør det mest af alt for at hjælpe andre, men også for at lære mere om det mennesker, jeg vil komme til at skulle arbejde med om et par år.

Transpersoner er lige så heterogene som cispersoner, men det er svært for folk at forstå – hvad end de er cis eller trans eller non-binære. Mange transpersoner føler at deres måde at være trans på er ‘den rigtige’, og at de oplevelser, de har haft, er almengyldige for transpersoner verden over.

Newsflash: ikke to personer er ens. Jeg har mødt folk, der hader deres kønsorganer, folk der er ligeglade (som mig selv), og folk der foretrækker hvad de er født med. Jeg har mødt folk, der er meget dysforiske, og folk der er meget lidt dysforiske. Jeg har mødt folk med psykiske udfordringer, og folk der er komplet neurotypiske. At antage at vi er ens, bare fordi vi er transkønnede, er absurd.

Og det har gjort det sværere for mig at være støtteperson. Når folk vil snakke om kønsdysfori har jeg ikke så meget at tilføje af min egen erfaring, og må hengive mig til tilegnet viden. På nogle måder er det bedre, for så kommer det til at handle om den, der spørger i stedet for mig, men det er også rart at kunne opleve den der personlige forbundethed, når man har oplevelser tilfælles.

Men…jeg mærker nogle gange at jeg bliver irriteret over folks mangel på fremskridt i deres transition. Jeg bliver irriteret over deres manglende accept af deres egne kroppe. Jeg føler mig irriteret over at de ikke passer ind i mit narrativ. Ja, jeg er skyldig i at dømme folk ud fra mine egne kompetencer. Det er ikke noget, jeg siger til folk, men tankerne er der. “De burde gøre sådan her,” siger min hjerne. Men min hjerne siger heldigvis også at den skal holde sin kæft og lade folk klare deres liv i deres eget tempo 😀

Det er det der med selv-censur. De fleste folk oplever negative tanker over for andre, men nogle folk glemmer at deres tanker ikke har brug for at blive udtrykt. De gemmer deres udtalelser bag undskyldninger som “Ærlighed”, men deres ærlighed er udtryk for deres opfattelse af sandhed, og deres sandhed er ikke den, der gælder mest.

Hvis en person fortæller mig at de hader deres krop fordi de er trans, må jeg acceptere det som sandhed, selvom det ikke er en sandhed, der gælder mig selv, og jeg må afveje min respons på baggrund af deres sandhed – ikke min egen. Det er nogle gange svært, men det hjælper.

Men…nogle gange må jeg sige stop. Nogle gange bliver det for meget at skulle være støtteperson for andre, især når jeg ikke har det godt selv. Jeg har ikke råd til at være til rådighed for andre, når det går ud over min egen velvære. Det sker. Og derfor har jeg også distanceret mig selv fra nye bekendtskaber på det sidste.

Men det…irriterer mig. Jeg ville gerne kunne hjælpe så mange personer som muligt. Men jeg har indset at jeg ikke kan gøre det på bekostning af mig selv. Jeg gør dem afhængig af min støtte, får så pludselig at tage støtten væk, når jeg ikke har mere at give. Det er ikke et godt mønster.

I fremtiden kommer jeg til at være støtteperson for mange mennesker. Men det kommer til at være isoleret til kontoret. De vil være klienter, ikke venner. Og på den måde kan jeg slippe for at tære på min egen energi. Jeg er ked af at indrømme det, men at være støtteperson lige nu er tærende.

Jeg glæder mig til jeg har det bedre igen, så jeg kan gøre mere for både mig selv og andre. Indtil da er jeg glad for, jeg har venner og familie, der forstår når jeg har det svært, og giver mig plads og støtte. Heldigvis koster støtte intet, når det kommer fra den kant, men jeg håber alligevel at jeg kan betale alt tilbage engang 🙂

Det skal nok blive okay. Og det er okay ikke at være stærk nok til at tage vare på andre…eller sig selv for den sags skyld.

Jeg undskylder den lettere alvorlige tone 🙂 Når humøret kommer op igen, skal I nok få en sjov historie 😉

Indtil da må I klare jer selv 🙂

Spøgelse

Kom nærmere, børn, og saml jer omkring ilden…nu skal I høre en spøgelseshistorie 🙂

For omtrent et år siden joinede jeg den famøse side boyfriend.dk, hvor folk af alle mulige seksuelle orienteringer sender hinanden billeder af alle mulige seksuelle organer og inviterer til alt muligt uforpligtende sjov. Jeg joinede ikke siden for disse ting, men jeg må erkende at det var en stor del af mine oplevelser derinde, så det er værd at nævne, synes jeg. Min personlige grund var, at jeg havde været helt single i et år, og efter at hormonbehandlingen til at starte med havde skruet fuldstændigt ned for min libido, blev der sidste sommer skruet gevaldigt op igen. Min krop havde ændret sig, min selvtillid var i top og jeg havde brug for at prøve det af.

Så jeg joinede boyfriend.dk for at finde folk, jeg kunne udforske min seksualitet med i ro og mag.

Lang historie kort, det lykkedes, men det er ikke det, vores spøgelseshistorie handler om…nej, børnlil, det handler om en person, der for alt han har at prale med, lige så godt ikke kunne have eksisteret, men de ting, og de ting, jeg troede om ham endte med at betyde mere end hvad der skete i virkeligheden. Næsten.

Jeg kaldte ham Rocketman. Det var ikke hans navn. Det var ikke engang det navn han brugte på boyfriend, ej heller hans kælenavn. Det var mit eget personlige navn til ham, og det skulle vise sig at passe ham.

Rocketman var en karrieresoldat. Han var stærk, flot, og veltalt. Hans første besked til mig var et langt brev, hvor han fortalte om sig selv, stillede spørgsmål til mig og de ting, jeg havde skrevet i min profiltekst, og komplimenterede mit udseende såvel som hans antagelser om min personlighed. Eftersom min typiske oplevelse med boyfriend var beskeder fra folk med navne som ‘StramAnalSex’, der inkluderede et “Hej” og måske et “Du lækker”, må jeg indrømme at min interesse var vakt fra første øjeblik. Det blev kun bedre af at der på hans profil var billeder af hans ansigt – og ikke et eneste af hverken hans brystkasse eller penis. Han var, kort sagt, for god til at være sand. I hvert fald for god til at være på boyfriend 😛

Vi skrev en masse over de næste mange uger, og jeg vil gerne indrømme, jeg faldt for ham. Han virkede som den perfekte mand…sure, han havde et par fejl – han drak ikke alkohol, og han stod op halv fem hver morgen for at løbe en tur…han trænede helt utroligt meget, og så havde han nok nogle psykiske ar efter at have været udsendt. Okay, ‘fejl’ er måske et lidt hårdt ord, for ingen af disse ting gjorde ham mindre interessant for mig. Det største problem var at han boede i København, og at hans arbejde ofte var uforudsigeligt, idet han kunne blive kaldt på øvelse med kort varsel.

Dette kom også til at have betydning, for efter vi havde skrevet en masse, besluttede vi os for at mødes her i Århus og snakke face-to-face. Vi havde allerede snakket i telefon en del og skypet og hvad ved jeg, så det var det næste logiske skridt. Vi lagde planer, og jeg glædede mig, men dagen før vores date ringer han og aflyser – han er blevet kaldt ind for at hjælpe med en øvelse et sted i Nordjylland. Suk. Men der er ikke noget at gøre. Efter øvelsen skal han tilbage til KBH, og vi prøver at planlægge igen. Det er så her, jeg modtager nyheden om, at han skal til Irak i 4 måneder snart…men der burde lige være tid til at han kunne komme til Århus et par dage inden! Yay, tænker jeg, og gør alting klart. Der er ryddet op, der er købt ind, og jeg har fundet en god rute, man kan gå i skoven (for det har han sagt, han holder af). Jeg går i seng med visheden om at han kommer ved middagstid dagen efter.

Klokken 6 næste morgen modtager jeg en besked på Skype…afgangen til Irak er rykket et par dage frem, og han skal til Tyskland med det samme. Da jeg vågner klokken 9 er han allerede dernede, og få timer efter er han på flyet. Og han er væk.

Jeg er ked af det, selvfølgelig, men mest af alt er jeg vred. Vred, fordi jeg ikke aner om der virkelig var noget dér. Vred, fordi jeg ikke ved, hvornår han kommer tilbage. Vred, fordi jeg ikke ved om jeg skal vente på ham.

Jeg hører fra ham et par gange mens han er afsted, når han en gang i mellem har adgang til computer. Det er rart, og vi får snakket om nogle ting, blandt andet at jeg er ked af, vi aldrig fik prøvet om det kunne være blevet til noget. Han undskylder, men sådan er jobbet, og det vidste jeg også godt, men jeg havde håbet at skæbnen ville være gunstig.

Well, måske var skæbnen gunstig, for jeg besluttede mig for at lade ham slippe væk. Det var ikke det værd at gå og vente på noget, der ikke var sikkert, og jeg kunne ikke se mig selv i et forhold, hvor min kæreste er væk i flere måneder af gangen uden mulighed for kommunikation. Det er ikke fair over for mig. Og jeg indså at alle de søde ord, alle hans løfter, ikke betød en skid, for de var ikke virkelige. Han kunne have været hvem som helst. Hvem siger, jeg overhovedet kendte ham? Så jeg gav slip.

Og fordi jeg gav slip, var jeg klar da min nuværende kæreste kom ind i mit liv. Og jeg har aldrig været mere lykkelig end jeg er lige nu ❤

…men spøgelser har det med at hjemsøge.
Jeg havde ikke tænkt på Rocketman i over et halvt år. Han fandtes ikke længere, og så vidt jeg vidste havde han aldrig rigtigt været virkelig. Og så en dag, for en måneds tid siden, skrev han til mig. Han var lige kommet hjem. Havde lyst til at skrive til mig. Hvordan havde jeg det?
Klokken var lidt over tolv, og jeg havde lige skrevet godnat til kæresten. Og så kommer han og sniger sig tilbage i mit liv. Ingen beskeder i over et halvt år, og jeg troede, han havde lagt mig bag sig. Jeg var ikke sur, men jeg var overrasket. Og jeg fortalte ham, hvad jeg gik og lavede. Jeg fortalte ham om kæresten og alle mine projekter. Vi snakkede om ham, og hvad der skulle ske for ham nu (han endte med at være afsted i 9 måneder, i stedet for de 4 der var planen til at starte med), og det var egentlig meget rart.

Men han skrev som om vi stadig var, hvor vi slap. Som om han ikke havde såret mig ved at tage afsted så pludseligt. Som om han bare kunne komme tilbage og forvente at intet var forandret. Jeg var på den ene side glad for at han ikke havde glemt mig.

Men jeg havde glemt ham. Og jeg havde ikke lyst til at huske. Jeg havde ikke lyst til at høre de søde ord, og komplimenterne, og de personlige historier. Jeg havde ikke lyst til at komme tæt på det igen, for det føltes stadig som om, det aldrig var blevet afsluttet. Som om det endte på et ‘hvad nu hvis?’, dengang sidste sommer. Og hvad nu hvis…

Jeg snakkede med min kæreste om det, hvilket var utroligt befriende. Han forstod, og sagde at han elskede mig, og jeg sagde at jeg elskede ham, og i det øjeblik var det faktisk ret nemt. Min kæreste og jeg har noget, der er virkeligt. Ægte kærlighed, om jeg må have lov. Vi er totalt ærlige over for hinanden, og jeg ved, jeg kan stole på ham.

Rocketman er ikke en, jeg kan stole på. Jeg ved stadig ikke, om han egentlig findes, eller om han er en anden i virkeligheden. Var jeg overhovedet ærlig over for ham?

Jeg besluttede mig for at holde kontakten, men jeg fortalte ham at det gjorde mig utilpas, når han flirtede med mig. Han sagde ‘okay’.

Det var en måned siden.

Det var sidste gang jeg hørte fra ham.

Alle de ting, han lod mig tro, gjorde mig glad. Dengang, sidste sommer, var jeg glad i troen om at nogen kunne være så god mod mig. At nogen kunne sige de rigtige ting, støtte mig, og inspirere mig. Jeg konstruerede denne Rocketman af de ting, han skrev til mig, men i sidste ende var han ikke andet end en person bag en skærm. Måske, hvis han ikke var taget afsted. Måske, hvis jeg havde mødt ham. Måske, hvis jeg havde kendt ham i virkeligheden.

Men det nåede jeg aldrig. Og det eneste, han gjorde ved mig, som endte med at betyde noget, var at såre mig. Og jeg har lært, at de ting, de sår, betyder langt mere end de løfter og søde ord. Handlinger. Ikke ord.

Og Rocketman var ord. Luft. Spøgelse.
Det var den anden person, den han er i virkeligheden, der sårede mig, der forlod mig, der valgte mig fra.

Og ham har jeg ikke lyst til at møde. Jeg ved ikke, hvem han er.

Definition

Gad vide om jeg kan skrive om noget ikke-trans relateret i dag…

5hours

…sex. Der var den 😉

Hvad er sex? Lad os spørge google!

*ahem* Velkommen til min fremlægelse om sex.

Mange definerer blot sex som ‘intercourse’, altså det vi på dansk kalder ‘samleje’. Samleje er til gengæld ret bredt defineret…Wikipedia skriver fx at “For at have samleje indføres den erigerede penis i skeden”, hvilket, hvis vi definerer sex som samleje, udelukker en betydelig del af befolkningen fra at have sex…øv, hva. Wikipedia skriver også at formålet med samleje er reproduktion, men at man også kan have det for nydelsens skyld…og, okay, de skriver også at man kan have oralsex og analsex, hvilke er andre former for samleje.

I alle tilfælde er det givet at der skal være mindst ét kønsorgan involveret i processen…ellers er det ikke samleje, og derfor ikke sex.

Jeg håber at I tilgiver, jeg ikke er tilfreds med denne definition af sex. Lad os se, hvad vi ellers kan finde!

Sundhed.dk har mange af de samme definitioner som Wikipedia, men er en del mere ekspansiv. Her nævnes også hvordan homoseksuelle kan have samleje, og det ses som værende sex på lige linje med heteroseksuelt samleje. Yay! Sådan har det sgu ikke altid været, og jeg ser mange folk bekende sig til, at de ikke opfatter fx lesbisk sex som værende ‘rigtig’ sex, idet der ikke forekommer penetration af et andet kønsorgan. Der hersker stadig i vores samfund en opfattelse af at ‘Penis-i-vagina’ (PiV) er RIGTIG sex, og alle andre former er, well, forkerte? Urigtige? De fleste folk tæller også først deres tab af jomfruelighed fra den dag, de havde PiV sex…blowjobs tæller ikke…og Gud er åbenbart ligeglad med om du har fået den i røven, så længe din skede er uberørt…altså uberørt af penis. Man er stadig jomfru selvom man har haft en dildo længere oppe end nogen mand kan håbe på at komme…eller hvad? Og når mange homoseksuelle mænd regner deres mangel på mødom fra den dag, der var en fremmed penis i deres egen røv eller deres egen penis i en anden mands røv, hvorfor gælder samme standarder så ikke for heterokvinder? Og mister en heteromand sin mødom af at give analsex til en kvinde? Og hvornår fanden mister lesbiske deres mødom?! Argh!

…sorry…min pointe er at det er svært at definere hvad der tæller som samleje. Det er ret individuelt. Og det gør det også svært at vide, hvornår man er utro. Hvis oralsex ikke er samleje i Ingolfs øjne, så er han jo heller ikke utro når han får et blæs af Karen-Margrethe nede ude i lunden. Nogle forhold kan ikke tolerere berøring af andre. Andre forhold tillader sex med andre i alskens former og farver. Utroskab defineres i det enkelte forhold…og sex defineres ligeledes af dem, der har det.

Sundhed.dk er da også så gode, at de inkluderer denne linje: “Dertil kommer, at seksualitet ikke nødvendigvis har noget med rejsning, fugtning, samleje og orgasme at gøre. At kysse, kramme, holde i hånd eller ligge i ske kan også være en værdsat seksuel oplevelse.”

Og Merriam-Webster definerer endda sex som “physical activity in which people touch each other’s bodies, kiss each other, etc. : physical activity that is related to and often includes sexual intercourse”.

Så sex er altså ikke kun samleje…huh. Sex behøver faktisk ikke engang inkludere kønsorganerne. Det er op til hvert enkelt forhold at definere, hvad der tæller som sex. Se, det her en en definition, jeg langt bedre kan forholde mig til!

Grunden til at jeg kom til at skrive det her er, at min kæreste og jeg ikke har haft samleje i 9 måneder. Altså, den der dårlige definition af samleje, hvor man penetrerer eller bliver penetreret af en penis. Han har ikke lysten, og jeg har ikke behovet, og det fungerer ganske glimrende 🙂
Men folk har svært ved at forstå, hvordan man kan have et forhold uden sex…til det kan jeg så sige: vi har masser af sex. Bare ikke den gængse definition. Vores sex er kys og kram og masser af fysisk kontakt…bare ingen penis involveret (eller, i hvert fald ikke hans…(dammit, så tæt på at holde trans-tingen ude af min post!)). Og vi føler ikke, der mangler noget.

Er denne post blot en lang rant om hvorfor min kærestes og mit seksuelle forhold er legitimt? Maybe…men jeg føler nu stadig, jeg har fat i noget. Ligesom vi alle er frie til selv at bestemme, hvordan vi er kvinder og mænd (såfremt vi overhovedet føler, vi passer under de begreber), er vi også selv frie til at bestemme, hvad vi opfatter som værende sex, og hvordan vi har det (hvis vi overhovedet har lyst til at have det).

Så nej, jeg kommer nok aldrig til at have ‘rigtig’, reproduktivt samleje…men jeg er et seksuelt væsen, og uanset hvad andre måske tror, opfyldes mine behov til fulde af min kærestes berøring 😀

Så, det var det…næste uge kommer det nok til at handle om at være trans igen 😉