Renskuret borgerskab møder 60’er lebbe

It’s been a while, I know.

Jeg har været til eksamen, fået ferie, flyttet og holdt mere ferie. Også har jeg løbet Nordic Race (et forhindringsløb) og blevet dækket af mudder og blå mærker – så fedt!
Derudover har jeg fået en diagnose mere (borderline) og holdt mere ferie for at tygge lidt på den.

Mest af alt har jeg prøvet bare at være mig. Og i dagens Danmark er det virkelig svært bare at være sig selv. Og det er det af den mest.. Forkælede grund.

For tiden spiller jeg med i HAIR som er en musical fra 60′-70’erne der forgår i New York baseret på alle oprørerne de havde. Oprørerne mod konventionerne, konservatisme, traditionalisme, sexisme, racisme, homofobi og alt det gængse. Alt det vi i dag har love imod og tager forgivet; At kvinder kan arbejde på ligefod med mænd (generelt set), det ikke er lovligt at diskriminere folk baseret på deres hudfarve eller partner osv. Alt det som gør, at normen er en bredere definition i dag end i 60’erne.

Hvis jeg skulle prøve at leve i et årti, så ville jeg nok have valgt 60’erne eller 70’erne. Så ville jeg flytte til København, bo i et besat hus og demonstrere imod alt det konventionelle, cisheteronormative og gængse. En skamplet for mine forældre, men en helt og pioner i nutidens historiebøger. Jeg ville havde været en korthåret lesbian med stort L og stort F for feminisme. Indædt hade patriarkatet, renskurede mænd og jeg ville sandsynligvis både få og give blåmærker i kampen for frihed. Nu ved jeg ikke hvordan jeg i realiteten ville havde været, men jeg ville håbe jeg var sådan. Og ja, enormt lesbisk. So gay.
Men hvis jeg nu faktisk var født som en mand på den tid så.. Ville jeg havde været en del af det renskurede borgerstand. En ganske almindelige cis, hetero og regellydig ung mand der ville gifte mig inden jeg blev 23 år og sandsynligvis få både villa, volvo og vovse + 3 børn. Og hvorfor ville jeg ikke gøre oprør? Fordi jeg ville passe ind i normen, og jeg ville føle mig tilpas i den. Tror jeg. Hvem ved hvordan eller hvem jeg ville være hvis jeg var født cis.

Men at være sig selv er også svært i dag. Normen for hvem du kan være er bred, men ikke ubegrænset. Men jeg er mest af alt en rimelig kedelig, gennemsnitlig, hvid dansk fyr. Den værste diskrimination jeg kan møde er at jeg skal vise ID for at bevise min alder når jeg går i byen. Vil jeg have grønt hår kan jeg få det, og stadig få et arbejde. Og jeg vil sandsynligvis ikke blive slået ned eller blive udsat for verbal provokation. Sandsynligvis, det er længe siden jeg havde grønt hår 😉

Det der er svært for mig er, at jeg kan være alt jeg vil. Ingen kan stoppe mig, sige det er forkert eller at det er unormalt. For med nettet ved jeg, at jeg aldrig er alene. Og med anti-diskrimination love og almen god opdragelse af befolkningen til at respektere folk tiltros for vores forskelligheder, er jeg i sikkerhed.
Og det giver min hjerne frit spil. Lidt ligesom en person med for meget fritid, er jeg blevet ekspert i at udtænke alle de forskellige personer jeg kunne være hvis ….
Og det betyder jeg konstant bliver bombarderet med idéer til hvem og hvad jeg kunne være.
Istedet for bare at være mig selv.

Og med en svag identitetsfølelse (mit symptom fra borderline) er jeg nemt påvirkelig. Og det resulterer i, at alle de personer jeg tænker jeg kunne være får mig til at være smørklatten i et super nedern få-fat-i-bolden-og-find-dig-selv-spil. Og jeg løber fra person til person uden at vinde hverken spillet eller selvtillid. Derimod står jeg med en konstant tvivl om mig selv konstant; “Er dét her mig, eller bare en idé?”, “Hvad nu hvis..”, “men det her er jo også fedt!”, “er det her virkelig mig?”.

Og pludselig bliver den konventionelle, almindelige og hvide fyr jeg ér ikke så tiltrækkende og spændende som de andre personer. Og at indse, at jeg er kedelig, konventionel og egentlig bare gerne vil have villa, volvo og vovse + 3 børn ikke den fedeste erkendelse. For pludselig er jeg en del af et renskuret borgerskab min indre 60’er lebbe slet ikke kan holde ud.

Så nu er jeg begyndt at gå lidt med skyklapper og ikke tænke for meget over hvem jeg kunne være, men hvem jeg egentlig ér.

It’s a work in progress. Men det virker som om jeg ikke er synderlig queer udadtil mere. Heller ikke i sengen. Faktisk har jeg en kink med konventioner og kønsnormer jeg måske ikke ligefrem er mest stolt af.. Men i det mindste kender jeg til mine privilegier, kampen der har været for mine rettigheder og har et indblik i at mange ikke har det så nemt som jeg har det – og dem skal jeg kæmpe for. Og måske kan den renskurede borgerskabs unge mand vinde lidt indpas hos 60’er-lebben. Du bor i hvert fald begge i mig, og her skal der være plads til alle. comics-Cyanide-and-Happiness-boy-pedophile-440182.png

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s