Anmeldelse: Mapplethorpe og Perry, Aros

Jeg havde den udsøgte fornøjelse i sidste uge, at besøge Aros og se de to nuværende udstillinger af hhv. Robert Mapplethorpes fantastiske fotografier og Greyson Perrys spraglede keramik/broderi/alt muligt. De to herrer er på hver sin vis led i en nutidig gentænkning af køn og seksualitet. Robert Mapplethorpe har selv været aktiv som bøsse i det New Yorkske SM-miljø og Greyson Perry er crossdresser. Begge udstillinger var på hver sin måde sublime i deres fortælling om menneskelige aftryk og hvad der fundamentalt rør sig i vores indre når vi snakker om gensidig kontakt og forhold til hinanden, om det er på et platonisk eller intimt plan.

Men en ting ad gangen. Her følger en lille beretning om mine indtryk af de to udstillinger.

20160210-lens-robert-slide-8gvp-superjumbo

Two men dancing – af Robert Mapplethorpe

Rober Mapplethorpe burde være fotografiens gud. Han døde desværre i en alt for tidlig alder af 42 år, og jeg er næsten sikker på at med nyere tiders medier ville han kunne have rakt op og trukket stjernerne ned til os. Han har arbejdet både med mennesker men også skulpturer, blomster og sidenhen SM-relaterede kompositioner.

For mit vedkommende havde jeg faktisk ikke stiftet bekendtskab med hans værker før jeg læste en anmeldelse selv, og blev hooked på at se hvad han kunne fremtrylle af kunst eftersom Aros vælger at udstille hans X-portfolio (den frække). Det var dog ikke den, der greb mig mest i hans visuelle æstetik. Det var nærmere hans sans for dynamik og harmonien mellem kroppen og måderne den kan komponeres på, som en dirigent med et orkester. Han formår at række ud og stille et menneske frem så man knap kan kende forskel på de marmorskulpturer han også har taget billeder af, og menneskene. De homoerotiske toner er legende ophidsende, sensuelle men stadig fjerne nok til at en beskuer ikke ville føle sig for udsat i sin egen normative seksualitet. Der er måske 3 billeder i hele samlingen der har farve, ellers er hans arbejde overvejende i gråtoner og sepia, og det er jeg sgu lidt en sucker for. Derudover blev jeg som grafiker helt blød i knæene af kvaliteten af hans billeder. Ikke en firkantet pixel var der at skimte på de store værker. Man føler sig lidt mindreværdig når man skal kæmpe for at få en A3 plakats billeder til bare at se nogenlunde pæn ud.

Hans X-portfolio hænger i et rum for sig, og der er gjort en del ud af at advare om det explicitte indhold. Bevares, der var et par små knægte på 10-12 år der alligevel havde forvildet sig derind, men hvad der hang på væggene var forholdsvist harmløst. De mere ekstreme billeder var udstillet i glasmontre som man skulle have en vis højde for at bøje sig ind over og se. None the less ødelægger det en del af stemningen at en flok unge, spanske studerende og nogle måske lidt reserverede, ældre tyskere fnisende går og kommenterer billederne. Respektløst, vil jeg sige, og som min kæreste og jeg bagefter sagde til mine forældre, der betalte turen: vi er sgu nok blevet en smule hårdhudede overfor den slags motiver.

Pause efter Mapplethorpe med mad og en øl i caféen omringet af turister.

p01l9pd2

Greyson Perry som Claire.

Videre ned til Greyson Perry, der var endnu en ukendt, men dog nulevende, kunstner på programmet. Hans univers cirkulerer omkring en bamse ved navn Alan Measles og hans alter-ego Claire, og hans fabulerende håndværk spænder vidt fra støbt jern til broderede vægtæpper, klassiske keramikvaser, en lyserød motorcykel og et væld af kjoler. Han er ikke blu for at vedkende sig sin transvestisme og sine erfaringer indenfor bondage og sadomasochisme. Hans univers svømmer over af ærlighed, som et barn der fortæller direkte fra hjertet, bramfrit og uden at hævde, at historierne er falske. Jeg bed specielt mærke i læder skåret som blonder med nitter som blondehullerne, hans samfundskritiske undertoner i sin egen pilgrimsfærd samt det helt overdådige tag-selv-bord af symboler og analysérbare elementer der går igen, og fortæller en historie om en mand, der ved hvor han står, hvor han har været og hvor han vil hen. Der er en fantastisk spændevidde både kunstfagligt og spirituelt.

Vi sluttede vores besøg med en obligatorisk tur op i Aros’ regnbue. Udsigt til TV2’s Sommerbold-studie nedenfor Musikhuset og ude i periferien kunne vi se vores eget lejlighedskompleks og endda vinduet til altanen. Alting skal være så fucking perfekt, tænkte jeg, og hvor jeg dog savner at flere museer går planken ud sådan som Aros har gjort det, og får fat i de skæve men livsbekræftende kunstnere, som Mapplethorpe og Perry er.

Anmeldelse: 5* ud af 6* til begge udstillinger. Se dem. Dem skal man ikke gå glip af.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s