Queer is a five letter word

Men hvad betyder det?

Starbuck og jeg havde en samtale om dette for nylig, og vi har også før haft samtaler om samme emne, så nu føler jeg, det er tid at få nogle af mine tanker ned på skrift.

‘Queer’, som ordet i sig selv, betyder noget i retning af ‘Underlig’ og ‘Mystisk’.
Som identitet kan det betyde næsten alt, har jeg lært. Folk knytter det oftest til non-heterocisnormative individer, men jeg har set det brugt om begreber som race, tro, og musik. I det store hele lader det til, at Queer kan stilles op over for Normativ i en dikotomi…

Men det er en dikotomi, der er afhængig af social kontekst, og som kan fungere på flere sociale niveauer. Er du Queer på et makro-niveau, er du modsat det store statssamfunds Normativitet (e.g., på statsniveau er heteroseksualitet normativt), men på et mikro-niveau er du blot modsat familiens og vennekredsens normativitet (og her er heteroseksualitet ikke nødvendigvis normativt (jeg kender til familier, hvor det at være hetero er Queer)).

Dette betyder rent og skært, at ens Queer-status afhænger af den sociale kontekst, og hvilket social niveau, man færdes i. Når jeg sidder blandt mine venner og bekendte i LGBT Ungdom Århus, er jeg ikke Queer, for vi tilhører næsten alle den kategori, der hedder Ikke-hetero. Og dog er jeg stadig Queer, fordi de fleste er Ciskønnede, mens jeg selv er Transkønnet…og så alligevel, for kønsidentiteter er om noget flydende i den kreds, og jeg har aldrig følt, at min var noget specielt.
Men har vi diskussioner om stat og om andre højere sociale niveauer til vores hyggecafeer, bliver vi pludselig Queer igen på LGBT-kontoen, idet samtalen nu drejer sig om kontekster, hvor vi er specielle, på godt og ondt. Således er vi i den sjove situation, at vi er Queer for andre, men ikke for hinanden, og heller ikke for os selv. Vi er Queer for nogen, der slet ikke er til stede.

Jeg føler, det bliver lidt speget det her, men jeg undskylder mig med, at jeg har haft næsen dybt begravet i psykologiske tekster om personlige og sociale identiteter, og det er svært at stoppe…så….videre!

Queer betyder mange ting. For nogle er det et symbol, for andre en identitet, for tredje en beskrivelse.
Ordet Queer er i titlen på denne blog! Her er betydningen igen ‘Ikke-normativ’. Læs om verden gennem ikke-normative folks øjne.
For nogle er det et skældsord. For nogle er det et kampråb. For nogle er det bare et ord uden særlige konnotationer.

Og så kommer vi til det endelige spørgsmål: Hvad betyder Queer for mig?

Det har jeg tænkt længe over. Jeg kaldte ikke mig selv Queer, før jeg joinede denne blog. Jeg var godt klar over, at jeg var det, fordi jeg var transkønnet og ikke-hetero, men det faldt mig mere naturligt at bruge de specifikke denotationer i stedet for det meget brede Queer. For, som skrevet, kan Queer betyde mange ting, og jeg føler ikke rigtigt, det fortæller folk noget om mig, at jeg er Queer, og så vil jeg alligevel skulle begive mig ud i de andre ord.

Jeg har aldrig haft en personlig historie med ordet, for det har aldrig været brugt til at definere mig, hverken på godt eller på ondt. Queer har altid bare været der, til når jeg skulle få lyst til det, men det har ikke krævet noget af mig, at tage det på mig. Der har ikke været nogen erkendelsesproces, ingen kamp, ingen lykke, ingen tvivl. Det har aldrig gjort mig glad at være Queer, og det har aldrig gjort mig ked.

At sige, jeg er Queer, føles for mig lige som en provokation for provokationens skyld.

Og dog er Queer, hvad jeg er, pr. definition.

For at illustrere, hvor lidt det betyder for mig…så betyder det mere for mig, at jeg er blevet kaldt Høj, Blond, Tynd…at jeg er Højrehåndet…tilsyneladende totalt ligegyldige deksriptorer, som alligevel har haft betydning for mig, og hvis betydning, jeg er klar over.

Jeg tror, jeg har det med det at være Queer, som jeg har det med at være Dansker.

Jeg er født og opvokset i Danmark, men jeg opfatter ikke mig selv som nationalist. Jeg nyder danske traditioner, men jeg udfører dem ikke fordi, jeg føler de cementerer min identitet som Dansker – jeg udfører dem, fordi jeg kan lide dem. Når jeg snakker Dansk er det ikke et udtryk for min Danskhed, men simpelthen bare min normale måde at kommunikere på. Jeg gør så mange Danske ting, men jeg gør dem ikke, fordi de er Danske.

Som jeg også skrev i et tidligere oplæg, er mange af de ting, jeg gør, Queer…uden at jeg nødvendigvis tænker dem som sådan.
Hell, når jeg som kvinde går i bad og vasker min penis, så er det en Queer handling. Jeg kan jo ikke lade være.
Jeg overvejede at deltage i årets nøgenløb under Kapsejladsen i Århus Universitspark, og jeg fandt frem til, at om jeg ville det eller ej, så ville det være en Queer handling, fordi min krop er Queer. Og det ville endda være en Politisk handling, fordi jeg har en Politisk krop. Hjælp!

Min pointe er, at jeg er Queer. Men jeg har ikke lyst til at tillægge det nogen betydning.

Hvorfor?

Fordi Queer/Normativ dikotomien har nogle, i mine øjne, negative konsekvenser for individet.

At være Queer på makro-niveau er at definere sig selv som værende uden for statslige strukturer. Queer er Anarki, og det kan ikke lade sig gøre for mig at være adskilt fra samfundet. Jeg kan godt lide samfundet, omend jeg ikke altid tilsutter mig normen. Jeg ønsker at deltage i diskussioner om verden, ikke melde mig ud med forklaringen “Det angår ikke mig!”. Jeg er ikke som Jer, på mange måder, men Vi er ens på så mange flere, og det er det, jeg vil holde fast i.
At insistere på, man er Queer, i alle dele af ens liv, virker for mig vældigt ekskluderende.

Selvfølgelig er det vigtigt for mig at definere mig selv, der hvor jeg ikke er som normen, fordi normen tvinger mig til at tage stilling til det. Jeg er opmærksom på, at jeg er transkønnet og ikke-hetero, især når diskussionen ikke går på mine mikro-niveauer.
Og jeg vil bruge det, også på et eventuelt meso-niveau, i en foredragssituation, men det vil aldrig blive på teksten “Jeg er speciel”. Jeg -er- speciel, men på samme måde som alle andre er det. At være transkønnet er ikke noget specielt. At være ikke-hetero er ikke noget specielt. At være menneske…det er noget helt specielt.

Når jeg ser folk online, der bedyrer deres Queer-ness, kommer jeg ofte til at tænke på de jokes, der var i min opvækst, om Emo’er, der samledes i flokke for at være helt unikke sammen, selvom de alle var helt unikke på helt den samme måde.
For jeg har set det hele før.
Intet, du gør, der definerer dig som Queer, vil få mig til at acceptere, at du ikke er som alle andre. Du er stadig en del af samfundet, og du må fungere inden for de rammer, det nu engang sætter (igen, justeret for socialt niveau).
At være Queer sætter dig ikke fri for ansvar, bare fordi du selv føler, du ikke hører til.

Måske er jeg i virkeligheden bare kedelig og konservativ, men jeg føler ikke, at provokation for provokationens skyld tjener noget formål. Gør hvad du kan lide, og gør det, fordi du kan lide det, men gør det i det samfund, du lever i, og efter de regler, der gør sig gældende, hvor du er.

Men Queer…Queer vil nok altid være lidt et tomt begreb for mig, fordi alt kan være Queer…og derfor fortæller det mig intet om dig, at du er Queer. Hvis Queer betyder Underlig, og at være Queer er at gøre Underlige ting, ja, så melder jeg mig ud af den klub. Jeg vil ikke bygge mit liv på at gøre ting, jeg selv synes er underlige. Det er muligt, folk ser mit og Starbucks forhold som underligt, men for mig er det det ikke. Hvis det var, ville jeg jo ikke være i det.

Det at være Queer er, for mig, på et helt personligt plan, alt andet end Queer. Det er bare den, jeg er. Og den, jeg er, kan umuligt være andet end normativt for mig, for det er kun mig, der er mig.

Advertisements

Renskuret borgerskab møder 60’er lebbe

It’s been a while, I know.

Jeg har været til eksamen, fået ferie, flyttet og holdt mere ferie. Også har jeg løbet Nordic Race (et forhindringsløb) og blevet dækket af mudder og blå mærker – så fedt!
Derudover har jeg fået en diagnose mere (borderline) og holdt mere ferie for at tygge lidt på den.

Mest af alt har jeg prøvet bare at være mig. Og i dagens Danmark er det virkelig svært bare at være sig selv. Og det er det af den mest.. Forkælede grund.

For tiden spiller jeg med i HAIR som er en musical fra 60′-70’erne der forgår i New York baseret på alle oprørerne de havde. Oprørerne mod konventionerne, konservatisme, traditionalisme, sexisme, racisme, homofobi og alt det gængse. Alt det vi i dag har love imod og tager forgivet; At kvinder kan arbejde på ligefod med mænd (generelt set), det ikke er lovligt at diskriminere folk baseret på deres hudfarve eller partner osv. Alt det som gør, at normen er en bredere definition i dag end i 60’erne.

Hvis jeg skulle prøve at leve i et årti, så ville jeg nok have valgt 60’erne eller 70’erne. Så ville jeg flytte til København, bo i et besat hus og demonstrere imod alt det konventionelle, cisheteronormative og gængse. En skamplet for mine forældre, men en helt og pioner i nutidens historiebøger. Jeg ville havde været en korthåret lesbian med stort L og stort F for feminisme. Indædt hade patriarkatet, renskurede mænd og jeg ville sandsynligvis både få og give blåmærker i kampen for frihed. Nu ved jeg ikke hvordan jeg i realiteten ville havde været, men jeg ville håbe jeg var sådan. Og ja, enormt lesbisk. So gay.
Men hvis jeg nu faktisk var født som en mand på den tid så.. Ville jeg havde været en del af det renskurede borgerstand. En ganske almindelige cis, hetero og regellydig ung mand der ville gifte mig inden jeg blev 23 år og sandsynligvis få både villa, volvo og vovse + 3 børn. Og hvorfor ville jeg ikke gøre oprør? Fordi jeg ville passe ind i normen, og jeg ville føle mig tilpas i den. Tror jeg. Hvem ved hvordan eller hvem jeg ville være hvis jeg var født cis.

Men at være sig selv er også svært i dag. Normen for hvem du kan være er bred, men ikke ubegrænset. Men jeg er mest af alt en rimelig kedelig, gennemsnitlig, hvid dansk fyr. Den værste diskrimination jeg kan møde er at jeg skal vise ID for at bevise min alder når jeg går i byen. Vil jeg have grønt hår kan jeg få det, og stadig få et arbejde. Og jeg vil sandsynligvis ikke blive slået ned eller blive udsat for verbal provokation. Sandsynligvis, det er længe siden jeg havde grønt hår 😉

Det der er svært for mig er, at jeg kan være alt jeg vil. Ingen kan stoppe mig, sige det er forkert eller at det er unormalt. For med nettet ved jeg, at jeg aldrig er alene. Og med anti-diskrimination love og almen god opdragelse af befolkningen til at respektere folk tiltros for vores forskelligheder, er jeg i sikkerhed.
Og det giver min hjerne frit spil. Lidt ligesom en person med for meget fritid, er jeg blevet ekspert i at udtænke alle de forskellige personer jeg kunne være hvis ….
Og det betyder jeg konstant bliver bombarderet med idéer til hvem og hvad jeg kunne være.
Istedet for bare at være mig selv.

Og med en svag identitetsfølelse (mit symptom fra borderline) er jeg nemt påvirkelig. Og det resulterer i, at alle de personer jeg tænker jeg kunne være får mig til at være smørklatten i et super nedern få-fat-i-bolden-og-find-dig-selv-spil. Og jeg løber fra person til person uden at vinde hverken spillet eller selvtillid. Derimod står jeg med en konstant tvivl om mig selv konstant; “Er dét her mig, eller bare en idé?”, “Hvad nu hvis..”, “men det her er jo også fedt!”, “er det her virkelig mig?”.

Og pludselig bliver den konventionelle, almindelige og hvide fyr jeg ér ikke så tiltrækkende og spændende som de andre personer. Og at indse, at jeg er kedelig, konventionel og egentlig bare gerne vil have villa, volvo og vovse + 3 børn ikke den fedeste erkendelse. For pludselig er jeg en del af et renskuret borgerskab min indre 60’er lebbe slet ikke kan holde ud.

Så nu er jeg begyndt at gå lidt med skyklapper og ikke tænke for meget over hvem jeg kunne være, men hvem jeg egentlig ér.

It’s a work in progress. Men det virker som om jeg ikke er synderlig queer udadtil mere. Heller ikke i sengen. Faktisk har jeg en kink med konventioner og kønsnormer jeg måske ikke ligefrem er mest stolt af.. Men i det mindste kender jeg til mine privilegier, kampen der har været for mine rettigheder og har et indblik i at mange ikke har det så nemt som jeg har det – og dem skal jeg kæmpe for. Og måske kan den renskurede borgerskabs unge mand vinde lidt indpas hos 60’er-lebben. Du bor i hvert fald begge i mig, og her skal der være plads til alle. comics-Cyanide-and-Happiness-boy-pedophile-440182.png

 

Anmeldelse: Mapplethorpe og Perry, Aros

Jeg havde den udsøgte fornøjelse i sidste uge, at besøge Aros og se de to nuværende udstillinger af hhv. Robert Mapplethorpes fantastiske fotografier og Greyson Perrys spraglede keramik/broderi/alt muligt. De to herrer er på hver sin vis led i en nutidig gentænkning af køn og seksualitet. Robert Mapplethorpe har selv været aktiv som bøsse i det New Yorkske SM-miljø og Greyson Perry er crossdresser. Begge udstillinger var på hver sin måde sublime i deres fortælling om menneskelige aftryk og hvad der fundamentalt rør sig i vores indre når vi snakker om gensidig kontakt og forhold til hinanden, om det er på et platonisk eller intimt plan.

Men en ting ad gangen. Her følger en lille beretning om mine indtryk af de to udstillinger.

20160210-lens-robert-slide-8gvp-superjumbo

Two men dancing – af Robert Mapplethorpe

Rober Mapplethorpe burde være fotografiens gud. Han døde desværre i en alt for tidlig alder af 42 år, og jeg er næsten sikker på at med nyere tiders medier ville han kunne have rakt op og trukket stjernerne ned til os. Han har arbejdet både med mennesker men også skulpturer, blomster og sidenhen SM-relaterede kompositioner.

For mit vedkommende havde jeg faktisk ikke stiftet bekendtskab med hans værker før jeg læste en anmeldelse selv, og blev hooked på at se hvad han kunne fremtrylle af kunst eftersom Aros vælger at udstille hans X-portfolio (den frække). Det var dog ikke den, der greb mig mest i hans visuelle æstetik. Det var nærmere hans sans for dynamik og harmonien mellem kroppen og måderne den kan komponeres på, som en dirigent med et orkester. Han formår at række ud og stille et menneske frem så man knap kan kende forskel på de marmorskulpturer han også har taget billeder af, og menneskene. De homoerotiske toner er legende ophidsende, sensuelle men stadig fjerne nok til at en beskuer ikke ville føle sig for udsat i sin egen normative seksualitet. Der er måske 3 billeder i hele samlingen der har farve, ellers er hans arbejde overvejende i gråtoner og sepia, og det er jeg sgu lidt en sucker for. Derudover blev jeg som grafiker helt blød i knæene af kvaliteten af hans billeder. Ikke en firkantet pixel var der at skimte på de store værker. Man føler sig lidt mindreværdig når man skal kæmpe for at få en A3 plakats billeder til bare at se nogenlunde pæn ud.

Hans X-portfolio hænger i et rum for sig, og der er gjort en del ud af at advare om det explicitte indhold. Bevares, der var et par små knægte på 10-12 år der alligevel havde forvildet sig derind, men hvad der hang på væggene var forholdsvist harmløst. De mere ekstreme billeder var udstillet i glasmontre som man skulle have en vis højde for at bøje sig ind over og se. None the less ødelægger det en del af stemningen at en flok unge, spanske studerende og nogle måske lidt reserverede, ældre tyskere fnisende går og kommenterer billederne. Respektløst, vil jeg sige, og som min kæreste og jeg bagefter sagde til mine forældre, der betalte turen: vi er sgu nok blevet en smule hårdhudede overfor den slags motiver.

Pause efter Mapplethorpe med mad og en øl i caféen omringet af turister.

p01l9pd2

Greyson Perry som Claire.

Videre ned til Greyson Perry, der var endnu en ukendt, men dog nulevende, kunstner på programmet. Hans univers cirkulerer omkring en bamse ved navn Alan Measles og hans alter-ego Claire, og hans fabulerende håndværk spænder vidt fra støbt jern til broderede vægtæpper, klassiske keramikvaser, en lyserød motorcykel og et væld af kjoler. Han er ikke blu for at vedkende sig sin transvestisme og sine erfaringer indenfor bondage og sadomasochisme. Hans univers svømmer over af ærlighed, som et barn der fortæller direkte fra hjertet, bramfrit og uden at hævde, at historierne er falske. Jeg bed specielt mærke i læder skåret som blonder med nitter som blondehullerne, hans samfundskritiske undertoner i sin egen pilgrimsfærd samt det helt overdådige tag-selv-bord af symboler og analysérbare elementer der går igen, og fortæller en historie om en mand, der ved hvor han står, hvor han har været og hvor han vil hen. Der er en fantastisk spændevidde både kunstfagligt og spirituelt.

Vi sluttede vores besøg med en obligatorisk tur op i Aros’ regnbue. Udsigt til TV2’s Sommerbold-studie nedenfor Musikhuset og ude i periferien kunne vi se vores eget lejlighedskompleks og endda vinduet til altanen. Alting skal være så fucking perfekt, tænkte jeg, og hvor jeg dog savner at flere museer går planken ud sådan som Aros har gjort det, og får fat i de skæve men livsbekræftende kunstnere, som Mapplethorpe og Perry er.

Anmeldelse: 5* ud af 6* til begge udstillinger. Se dem. Dem skal man ikke gå glip af.