Sorg

Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg.
Men nu gør jeg det så alligevel.

For halvanden uge siden, klokken 2 om natten d. 12/6 2016, blev 49 mennesker dræbt og 53 såret på en natklub i Orlando, USA. Gerningsmanden tiltvang sig adgang med våben, og begyndte at skyde på de tilstedeværende.

Det ved I alle sammen godt. I har hørt om det. Det var over hele internettet og i nyhederne. Det er det stadig, halvanden uge efter, og med god grund. Over hundrede mennesker blev skudt, og halvdelen af dem døde. Det er det største masseskyderi begået af en enkelt person i USA nyere tid.

Jeg har ikke lyst til at skrive det her, fordi jeg ved, jeg ikke bare kan forholde mig til kolde fakta…

Jeg er ikke god til tragedier.

Jeg er en af de personer, der græder nemt, når noget er smertefuldt eller smukt, også selvom det ikke sker for mig selv, men for folk i fjernsynet. Jeg græder over sørgelige film, og jeg græder over opløftende fortællinger.

Jeg har ikke grædt over Orlando endnu. Ikke fordi, jeg ikke er ked af det, der er sket, men fordi, jeg har været bange for at lade det komme for tæt på. For det -er- tæt på.
Natklubben, Pulse, var en af Orlandos bedst kendte LGBT-klubber, og størstedelen af ofrene for skyderiet tilhørte miljøet.
Den pågældende nat var natklubben vært for et Latinx-arrangement. Latinx refererer til folk, der foruden at være latino også falder uden for det binære kønssystem.

Ofrene var Latino. Non-binære. LGBT+ eller allierede.

Mandag morgen blev jeg ringet op af TV2 Midtjylland. De ville gerne have en udtalelse omkring skyderiet, og fordi jeg tidligere har medvirket i medier, og har en plads i Danmarks primære politiske organ, når det kommer til LGBT, ringede de til mig. Klokken var 8.20, og min weekend havde allerede været fuld af billeder og reportager fra Orlando.

Jeg fortalte dem, at de skulle ringe til en anden. Jeg havde intet at sige.

Men det havde jeg. Jeg var bange. Ikke så meget for mig selv, men for så mange andre. Jeg var bange for, hvem denne gerningsmand ville inspirere. Jeg var bange for, hvad folk ville bruge skyderiet til af politiske agendaer. Jeg var bange for, at det ville splitte minoriteterne endnu mere end de er i forvejen.

Og jeg var vred. Mest af alt, var jeg vred. Og det er jeg stadig, men nu også af andre grunde.

Der er altid et spørgsmål om skyld i disse situationer, og folk prøver ihærdigt at finde en simpel forklaring på, hvordan det kunne ske, så de kan forsøge at ændre denne lille faktor, i håb om at det vil forhindre fremtidige tragedier.

Der er ingen simpel forklaring. Men folk prøver alligevel. For gerningsmanden er død, og folk har brug for at kunne vende deres vrede et sted hen, nu hvor han ikke kan modtage den. Det forstår jeg godt.
Men jeg har ikke lyst til at analysere gerningsmanden, og jeg har slet ikke lyst til at vende vreden mod andre, der deler hans træk på den ene eller den anden måde. Jeg ville helst bare kunne glemme, at det her er sket. Jeg ville helst bare kunne lukke øjnene, og vente til det er overstået. Jeg ville helst bare kunne tro på, at sådan noget ikke sker i virkeligheden.

Men det kan jeg ikke.

TV2 spurgte mig, om jeg var bange for, at noget lignende kunne ske i Danmark. De fik ikke mit svar, men det gør I nu.

Ja. Det er jeg. Jeg er bange.

En uge før Orlando gik jeg til Århus Pride med min kæreste, Starbuck, ved min side. Søndag d. 12/6 sad jeg og så nyhederne med mine forældre, og jeg kunne mærke bekymringen i deres stemmer, når vi snakkede om det efterfølgende.
Jeg har aldrig været bange for at tage Starbucks hånd, når vi går sammen, selvom jeg godt ved, der er folk, der ser skævt til os. Jeg tager ikke Starbucks hånd for at bevise noget, hverken over for mig selv eller over for andre. Jeg tager den, fordi den er tryg og varm. Kærlighed er det naturligste i verden, og jeg udtrykker min, som jeg nu en gang har lyst til.

Men jeg er også blevet lagt for had. Jeg er blevet spyttet på, jeg er blevet truet, jeg er blevet seksuelt forulempet (for at sige det mildt), op til flere gange, fordi jeg er anderledes. Nogle gange fordi jeg er transkønnet. Nogle gange fordi jeg ikke er heteroseksuel. Nogle gange fordi jeg er kvinde. Jeg har oplevet had, og de værste sider af mennesker. Og jeg prøver, virkelig prøver, ikke at lade de ting røre mig. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det kun er trusler, at jeg ikke skal frygte for min sikkerhed…

Men jeg er bange. For at tilråbene en dag skal blive til vold. For at hadet en dag skal blive til handling. For at jeg skal blive målet for endnu et ondt menneskes forsøg på at ændre verden med mord.

Som ofrene i Orlando blev det.

Jeg blev en gang jagtet af en hund. Den så helt forfærdelig ud, som om den ville slå mig ihjel. Ejeren kom og reddede mig, og fortalte mig med et smil, at hunden altså ikke var farlig (men at han nok skulle holde den indendørs eller i snor fra nu). I lang tid herefter var jeg bange for hunde. Alle hunde. Jeg stolede ikke på min fætters hund. Den var voldsom, slet ikke som deres gamle. Legesyg. Utilregnelig. Den bed min fætter i ansigtet. Så fik de en ny, der gøede hele tiden. Den stolede jeg heller ikke på.
Jeg gik med reklamer, og mødte hunde hele tiden. Jeg gik aldrig op til huset med hunden, der havde jagtet mig. Hvis der var en hund i haven, fik det hus ingen reklamer den dag.
Jeg blev jagtet af andre hunde siden, som bare ville lege. Jeg flygtede, for jeg vidste jo ikke, hvad de havde tænkt sig. Når jeg mødte hunde i snor, og de knurrede af mig, fik jeg at vide, det var fordi, jeg sendte signaler om frygt, og hunden reagerede på det. Den er mere bange for mig end jeg er for den, sagde de. Nå ja, det kan godt ske, men den står klar til angreb med blottede tænder. Selvom den er mere bange end mig, er det den, der er klar til at skade mig. Måske var det -fordi- den var bange, at den ville skade mig.
Jeg stoler stadig ikke på hunde generelt, og jeg går aldrig hen til en hund, jeg ikke kender, hvis jeg er alene. Jeg går aldrig ind på en hunds område.

Og jeg har haft det på samme måde med mennesker. Jeg har haft svært ved at stole på dem, fordi jeg aldrig helt følte, jeg kunne vide, om de ville skade mig…og det virkede som en ret stor risiko at løbe.

Jeg er større nu. Jeg er ikke længere bange for alle hunde. Og jeg er ikke længere bange for mennesker. Jeg kan ikke leve mit liv i frygt for, hvad ondt en enkelt person måske kunne gøre, og derved gå glip af alt det gode, en anden kunne gøre.

Og derfor vil tragedier som Orlando heller aldrig få mig til at gå i skjul. Men jeg vil nok aldrig slippe helt af med tanken om, at det kunne ske for mig. Og jeg vil nok altid være bange for de folk, der sviner mig til og truer mig, ligesom jeg er bange for hunde, der knurrer.

Men jeg er i sorg over Orlando. Det påvirker mig. Og jeg er mere bange i dag, end jeg var for to uger siden. Og det er okay at være det. For selvom jeg er bange, står jeg stadig frem. Selvom jeg er bange, går jeg stadig ud og udfordrer verden.

Jeg er i sorg. Jeg er vred. Jeg er bange.

Det var det.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s