Gensyn med fortiden – del 2

(Læs første del her.)

Morgenen efter vågnede jeg i usædvanligt godt humør og superfrisk. Væk var nervøsiteten fra aftenen forinden, men jeg gjorde mig nu stadig tanker om, hvorvidt jeg havde modtaget svar eller ej.

Jeg fik hurtigt syn for sagen. Ikke så snart, jeg havde tændt for min mobil, så tikkede en besked ind via Messenger. Og det var fra ham.

Jeg åbnede den, skimmede den hurtigt, og gik så ud af den igen. Gik på facebook og fordrev en del tid der, og vendte så tilbage til beskeden. Læste den igen, men denne gang grundigt. Loggede af igen, og stod endeligt op og gik ud for at få noget morgenmad.

Mens jeg spiste, så jeg med computeren og tjekkede mails og diverse sociale medier, og da jeg var færdig med at spise, åbnede jeg beskeden igen, læste den på ny, og begyndte at formulere et svar.

Svaret var forholdsvis positivt og åbent. Han var meget overrasket over, at høre fra mig (se: akavet afslutning tre år tidligere), men var meget glad for at høre fra mig og i at han havde min støtte i sin beslutning. Han berørte også situationen for tre år siden, og bemærkede, at det lød som om, jeg var kommet videre (ja, lige omkring det… Not so much, er jeg bange for) og at det var ærgerligt, det var endt sådan dengang.

Vi endte med at skrive lidt frem og tilbage den formiddag – og mest fantastisk af alt, så fik vi vendt lidt af hele situationen dengang for tre år siden, og fik forklaret hinanden hver især, hvordan vi havde haft det og følt og så videre. Jeg undskyldte for noget, jeg havde gjort dengang, som ikke havde været særlig hensigtsmæssigt, og han undskyldte derefter for noget, han havde gjort. Og det føltes godt – at få ryddet ud i alle de følelser fra den gang, der havde ligget og samlet støv, og i det hele taget at få talt om det. Det var ikke uden en vis nostalgi, at vi skrev frem og tilbage, og noget af det gjorde mig til tider helt rørt.

Som jeg også skrev i mit blogindlæg her på siden sidste år, så mindes jeg det meget positivt, og jeg tog meget med fra det, vi havde (selvom det kun varede få måneder). Det nævnte jeg også for ham, og han nævnte, at det også havde betydet meget for ham.

Jeg fik tanken om, at foreslå at mødes en dag, og sad tydeligvis ikke alene med den tanke, for før jeg selv fik den formuleret, havde han foreslået det. Så det aftale vi. Bemærkelsesværdigt uden problemer i modsætning til, hvordan det havde foregået for tre år siden. Vi blev enige om, at se om vi kunne finde ud af at være venner, og ville så mødes for at følge op på, hvad vi hver især havde haft gang i de sidste par år.

Og lige nu er jeg lidt nervøs for det møde. Ikke så nervøs som da jeg skulle sende beskeden, men alligevel – jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det, og om det lykkes at lukke det ned, vi havde for tre år siden. Og på, om vi kan blive venner (igen), eller hvad der kunne ske. Jeg har ikke nævnt noget om, at jeg stadig har følelser for ham, og ved ikke endnu, hvordan jeg skal håndtere den situation. Lige til at starte med, vil jeg prøve at lægge låg på dem (for det fungerede jo vildt godt sidste gang…) og se, om vi overhovedet kan finde ud af at blive venner igen. Så må jeg se, om det med tiden vil vise sig, at følelserne forsvinder, eller om de bliver. Og så må jeg tage den derfra…

***

I forhold til dette og det forrige indlæg, så læste jeg mit tidligere indlæg fra sidste år igennem, og flere ting faldt mig i øjnene. Dengang skrev jeg, at jeg ikke følte, vi var færdige med hinanden, og i og med vi nu har kontakt igen og skal mødes, må det siges at have holdt stik. Jeg er så ikke så sikker på, om tanken bag længere er den samme – jeg havde visse følelser forbundet med det, da jeg skrev det sidste år, og er den dag i dag mere forvirret.

Derudover – det portræt, han tegnede af mig, som jeg havde som baggrund på min telefon. Det er ikke tilfældet længere. Jeg fik ny telefon for trekvart år siden, og i den forbindelse blev jeg enig med mig selv om at finde en ny baggrund. Hvad der så virker en anelse ironisk, er at jeg skiftede det ud med en tegning af karakteren Nico de Angelo fra Rick Riordans serie om halvguden Percy Jackson m.fl. Du ved, ham drengen, der er dødeligt forelsket i Percy, men som han i flere år stædigt benægter, han er forelsket i…? Lyder det ikke vidunderligt bekendt…?

Og for bare en uge siden, var jeg sikker på, jeg var kommet videre…

Nico_mini

En tegning af Nico de Angelo (fundet på tumblr).

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s