Gensyn med fortiden – del 1

”(…) jeg tænker over, om jeg overhovedet er kommet videre, eller en dag kommer det…”

Det var de afsluttende ord til et indlæg, jeg skrev her på bloggen i marts måned sidste år. Svaret fandt jeg i sidste uge, for nej, jeg var ikke kommet videre, men har tværtimod været utrolig god til at nægte at se sandheden i øjnene i alt for lang tid.

Det, der satte det hele i gang var et indlæg på facebook. Hendes. Eller rettere – hans. For efter en del overvejelser og hårde år, havde han truffet en beslutning om at leve som det menneske, han er, og skrev derfor et længere indlæg, hvori han fremover bad folk om at kalde ham ved mandlige pronomener og et nyt (mandligt) navn.

Det var inderst inde det, jeg håbede, han havde modet til at stå ved, da vi mødtes for tre år siden, så jeg blev afsindigt glad for at læse indlægget. Men det var ikke det eneste, jeg følte, for straks dukkede der billeder op i hovedet på mig – fantasier om, ”hvad nu hvis…” og tanken om at finde sammen igen overtog min hjerne.

Jeg havde lyst til at skrive til ham om, hvor glad jeg var for den beslutning, han havde truffet – men vi havde ikke haft kontakt i snart 3 år, og afslutningen på vores – hvad pokker det end var – var noget akavet. Ville det egentlig ikke være bedst, hvis jeg glædede mig over det og så ellers lod ham om sit eget liv, og koncentrerede mig om mit eget?

Der gik et døgns tid, og tankerne om at skrive til ham ville bare ikke gå væk. Som jeg har gjort så mange andre gange, når jeg har været i tvivl om noget, vendte jeg mig mod en af mine bedste venner, som er god til at give råd. Derudover kender vi hinanden på godt og ondt efter snart 10 års venskab, så han ville med det samme kunne se lige gennem mig, og (sandsynligvis) formulere dilemmaet bedre end jeg selv kunne.

Og sandt nok – ikke før end jeg skrev, at jeg tænkte at tage kontakt til nogen, jeg ikke havde talt med i nogle år, havde han gættet, hvem det drejede sig om, og hvilke følelser, der rodede rundt i hovedet på mig. Vi endte med at have en lang samtale om det hele – både situationen for tre år siden, og situationen nu, og jeg endte (takket være hans hjælp) med at indse nogle ting om mig selv:

For det første – Gu var jeg da ej kommet videre! Jeg havde tværtimod i løbet af de sidste par år været utroligt god til at benægte (over for mig selv såvel som over for andre), at jeg stadig havde følelser for ham, og jeg ikke var kommet et eneste skridt videre. (Min ven havde luret det, og havde vidst det i flere år, men ventede på, at jeg selv indså det.)

For det andet – jeg lå inde med en masse uforløste følelser, tanker og ord, som jeg havde brug for at komme ud med for at få lukket det, der skete for tre år siden. Og for at få løst op for det, så var der ingen vej udenom at tale med den person, der havde været en del af det sammen med mig.

Så, der var ikke rigtigt noget dilemma – det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at prøve at genoptage kontakten og så se, hvad der kom ud af det. Det kunne være, jeg kunne lukke det afsnit af mit liv, og rent faktisk komme videre. Det kunne også være (hvad jeg jo egentlig også lidt håbede), at vi fandt sammen igen. Eller det kunne forværre det hele. Men da jeg talte med min ven om det, blev vi enige om, at det var bedst at handle, og så se, hvad der kom ud af det.

Så som sagt, så gjort – jeg skrev sent den aften en besked og sendte den af sted. Det tog mig lang tid at finde de rette ord, og da jeg til sidst sad og havde gjort alt klart, og bare manglede at trykke ”send” – så var jeg noget så nervøs. Jeg var hamrende nervøs. For reaktionen. For svaret. For hvad der kunne komme ud af det. For hvilken indvirkning dette skridt ville have på mit liv – om nogen.

Og så trykkede jeg. Beskeden røg af sted, og jeg skyndte mig at lukke computeren, så jeg ikke stirrede mig blind på, hvornår han fik læst min besked.

…og det var slut på første del 1. Anden del følger næste uge 🙂
kissing___by_kyrie0201_mini

Hvad min hjerne er fuld af lige for tiden…

Advertisements

One thought on “Gensyn med fortiden – del 1

  1. Pingback: Gensyn med fortiden – del 2 | Queer tider

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s