Bøsseboksen

Jeg har brugt mange labels i løbet af mit liv.

Folk joker ofte med, at jeg kan repræsentere hele LGBTQIAP-alfabetet ene person, og det er for så vidt ikke langt fra sandheden.
Jeg identificerede som bøsse (G) i min gymnasietid og på mit arbejde i Legoland. Senere identificerede jeg som Biseksuel (B), da jeg endelig indså, at min tiltrækning til piger var mindst lige så stærk.
Transkønnet (T) blev en del af min identitet omkring mit 18. leveår, og har været det siden (omend jeg har forsøgt at benægte det halvdelen af tiden siden…).
Queer (Q) er jeg i hvert fald, både på køn og seksualitet. Jeg har benyttet dette ord om mig selv i godt to år nu.
Aseksuel (A) har også været, og er stadig, en del af min identitet, idet jeg opfatter mig selv som Demiseksuel. Da jeg var sammen med min ekskæreste, var det endnu nemmere at benytte det fulde Aseksuel-label, men jeg er siden blevet klogere på mig selv.
Nutildags bruger jeg ordet Panseksuel (nok i virkeligheden Panromantisk, jf. Demiseksuel), til at beskrive min seksualitet. Da jeg fandt ud af at der fandtes mere end to køn, virkede det naturligt at ændre label. Dengang troede jeg nemlig, at Biseksuel betød tiltrækning til kvinder og mænd, og ikke til non-binære kønsidentiteter. Jeg er siden blevet meget klogere, men Pan er stadig mit foretrukne label.

Det efterlader blot Lesbisk (L) og Intersex (I).
Intersex er jeg, så vidt jeg ved, ikke, og Lesbisk duer ikke rigtigt, eftersom min erkendelse om, at jeg er tiltrukket af mere end ét køn kom før erkendelsen af, at jeg er en kvinde…andre folk har dog givet mig det label – folk, der ikke ved, jeg er trans, og som hører mig snakke om mit 4-år lange forhold til en kvinde 😛

Men for en lille måned siden havde jeg en oplevelse, der fik mig til at tænke over disse labels.

Jeg havde i weekenden været til fødselsdagsfejring for en veninde, og havde i den anledning taget en flot, rød neglelak på. Man må gerne se godt ud, mens man bowler!

Men de to følgende dage havde jeg det virkelig skidt, og kom slet ikke ud af min lejlighed. Den fine neglelak blev på, mens jeg lå i sengen og kom til at se mere og mere syg ud.
Som tidligere beskrevet barberer jeg mig ikke, når jeg bare er hjemme for mig selv, og især når jeg har det dårligt, virker det som en unødig handling, så da det blev onsdag, og jeg igen var klar til at komme ud i den friske luft, var det med et 3-dages skæg.
Og flot, rød neglelak på samtlige fingre (kun en lille smule ridset).

Jeg skulle ned og handle. Normalt tager jeg jo bare noget kedeligt tøj og nogle flade sko på, men den røde neglelak var ligesom ikke til at overse. Det var en varm dag, så det virkede også forkert at have handsker på…især inde i butikken!

Så mine valg var:
1: Handle ind med skæg, vindjakke og flotte, røde negle.
2: Barbere mig for at være ude blandt tilfældige fremmede i 30 minutter.
3: Fjerne neglelakken, igen for at være ude blandt fremmede i 30 minutter.
4: Sulte ihjel.

Ingen af dem virkede tiltalende, men jeg var bange for, at hvis jeg gik ud med et inkongruent kønsudtryk, så ville folk…øh…ja, hvad var jeg egentlig bange for?
Hvad var jeg bange for, folk ville tænke, når de så mig, en person med skæg, gå rundt i butikken med flotte, røde negle? Hvad troede jeg egentlig, de ville tænke? At jeg var en kvinde med skæg (hvilket jo er sandt!), at jeg var en mand med neglelak (en nem fejlantagelse at gøre sig), eller at jeg var…bøsse?
Det viste sig faktisk, at det jeg var mest bange for, var at de skulle tro, jeg var bøsse. Hvorfor? Måske fordi, det label er så fjernt fra min nuværende identitet, og fordi det sætter mig i kasser, jeg aldrig rigtigt har befundet mig i. Jeg, en homoseksuel mand!?

Nej, vel?

Selv i den tid, jeg identificerede mig som bøsse, var det aldrig noget, jeg kunne sige, jeg var stolt af. I gymnasietiden var det skammeligt, og i Legoland var det nærmere et forsvar mod spørgsmål om mit køn. Jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg kunne sige det højt og klart…i stedet var det en skamfyldt hvisken. At være bøsse blev aldrig til en styrke, og måske derfor er det stadig et label der, når det påduttes mig, føles virkelig utilpas.

Selvom jeg aldrig har været lesbisk, kan jeg stadig mærke, at det ikke gør mig noget som helst, om folk antager det. Jeg går ofte hånd i hånd med en veninde, og folks antagelser rører mig ikke. Hvis jeg har en skæg-dag, gør det mig ikke noget, om folk antager, at jeg er en mand. Jeg skammer mig ikke over at være født hankøn og have levet som mand i størstedelen af mit liv. Det generer mig endda ikke voldsomt, hvis folk, der møder mig for første gang, spørger ind til, om jeg var født kvinde! Jeg har konsolideret de identiteter. Jeg var – og nu er jeg.

Men med bøsse…jeg tror aldrig, jeg nåede at slippe af med den der internaliserede homofobi. Jeg turde aldrig helt være i den identitet, for jeg følte mig så forkert i den. Og dengang, tør jeg godt indrømme, syntes jeg faktisk, det var dårligt, ligefrem ulækkert, at være bøsse. Det gør jeg ikke mere. Men hvis jeg skal forestille mig selv som bøsse, er det stadig de tanker, der kommer frem.

Nu er chancen for, at nogen vil vedholde, jeg er bøsse, ret lille. Selv hvis det skulle ske, ville de jo tage fejl på så mange fronter, at det ville være pinligt for deres slægt i flere generationer. Men hvis det skulle ske, ved jeg, at jeg ikke ville benægte det med logik til at starte med, men i stedet med et lidt for hurtigt “Nej!”, og først derefter saglige argumenter. Suk…

Nå, men tilbage til den onsdag!

Efter at have haft denne interne kamp for at forstå, hvorfor jeg var så bange for at blive kaldt bøsse, besluttede jeg mig for at se realistisk på tingene:
For det første er der ingen, der vil konfrontere dig i et supermarked.
Hvis de endelig gør, er det nok for at spørge, hvilket mærke neglelak, du bruger.
Folk har glemt dig, så snart de har vendt ryggen til. Der er ingen, der fortæller om ‘ham der med flot, rød neglelak’ henover aftensmaden.

Og med det, tog jeg ned for at handle. Jeg satte mig op i min store og rummelige Queer-boks, og sejlede af sted gennem heteronormativiteten.
Det er godt at vide, hvem man er.
Det er også godt at vide, hvem man ikke er.
‘Bøsse’ kommer aldrig til at være et label, der passer til mig, men jeg må lære ikke at være så bange for det.

gay-box

…den er ellers fin. Måske en onsdag engang…

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s