Tisseperson

Jeg har gået og tænkt over kønsneutralitet.

Okay, jeg skal nok uddybe! Sheesh!

Man hører for tiden meget om kønsneutrale opdragelser, kønsneutrale børnehaver, kønsneutrale toiletter, forretninger, osv..

Kønsneutrale mennesker og kønsneutrale børn. Det kan være, jeg skriver noget om det en dag, men i dag vil jeg gerne snakke om noget helt andet.

Tissemænd. Og tissekoner.

Hvad er en tissemand/kone?

Jeg er udmærket klar over, at der findes et væld af slang, synonymer, eufemismer og dysfemismer omkring kønsorganer, men det sjove ved dem (eller i hvert fald de fleste af dem) er, at de knytter sig til selve organet, som kategori og koncept, adskilt fra hvad end kvaliteter indehaveren måtte have.
At en person har en penis siger i min opfattelse intet om dennes køn.

Men tissemænd og -koner er mere kønnede begreber.

Nu er mine kønsorganer ikke længere kliniske og neutrale, men har i stedet et iboende køn! Min tisser er en mand! Send hjælp!

Men det er den jo ikke. Den er ikke engang et mandligt kønsorgan, for den sidder på mig, en kvinde. Den er for så vidt heller ikke kvindelig, for mange mænd har også en (nogle har endda flere), og hvis min er noget, er deres det også.

Nej, en penis er ikke noget, mænd eller kvinder har. Det er noget personer har. Noget mennesker har. Den er ikke mandlig eller kvindelig. Den er personlig. Den er menneskelig.

Og det samme gælder selvfølgelig for vaginaer 😀

Men vi er så vant til det synonym, ’tissemand’, at alle ved, hvordan sådan en ser ud.

Men…hvis jeg en dag besluttede mig for, at jeg ønskede vaginoplastiske operationer, så ville min tissemand blive en tissekone??? Hvordan? Den er stadig lavet af det samme hud og de samme nerver, bare sat sammen på en lidt anden måde. Er det bare på grund af den måde, den ser ud?

Nej…for så ville enhver ting, der ligner en tissemand også være det. Form, funktion, det har intet at sige. Du kan sagtens have et kønsorgan, der ligner en tissemand, men som ikke fungerer som en, og et kønsorgan, der fungerer som en tissemand, men ikke ligner en.

Og så alligevel…

Jeg har hørt folk referere til en packer som deres pik. Jeg har hørt folk refere til anus som deres fisse. En penis kan være klitoris og omvendt. Der er også på dette område en masse muligheder for selvbestemmelse i kraft af sproget, og det synes jeg er dejligt. Bevares, hvis du en dag kommer slemt til skade med dit skridt, er det smart at du bruger de korrekte kliniske termer over for lægen, der skal redde dig og dit vedhæng (en vagina er også et vedhæng ifølge Starbuck), men når du sidder og snakker med fremmede, er der intet i vejen for, at du kan bruge hvilket som helst ord, der passer dig, hvis de spørger til dine kønsorganer.

(Pro-tip: Lad være med at spørge til folks kønsorganer. Det er suuuuuper creepy!)

Og nu er vi så kommet frem til min pointe!

Kan jeg godt kalde min penis for en tissekone?

Ikke at jeg har lyst; jeg synes penis, pik, lem, bukseslange, skaft, Queen Mary of Scotland, langejan, etc. er udmærkede ord for den 🙂

Men står det egentlig ikke i min magt selv at definere den, som det gør med så mange andre dele af mig? Og hvis min definition ikke passer på den gængse, så er det måske den gængse, der er utilstrækkelig. Kan vi gøre kønsorganer kønsneutrale?

Måske en dag.

I sidste ende, hvis du spørger mig, hvad jeg har mellem benene (pro-tip, lad stadig være), vil mit svar være som tidligere nævnt:

“Noget personligt og menneskeligt.”

…eller det her 😛

what-are-you-evil-whats-your-gender-villan-whats-in-your-pants-doom

Advertisements

Hårvækst anekdote

Jaja, alt er godt, alt er fint. Woopeeei, hormones here I come. Et år, to år, tre år! Det går strygende. Frisk og frejdig. Og dog!!
Imorges sad jeg og spiste morgenmad med min kæreste i køkkenet. Hun stoppede op og så på mig.
“Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her på en pæn måde,” sagde hun. Jeg så op fra mit rundstykke, stadig i færd med at tygge tredje bid.
“Hvad? Har jeg krummer om munden?” spurgte jeg med munden fuld af rundstykke. Hun skuttede sig lidt med et skælmsk smil.
“Du, ehh, du har altså et ret langt næsehår der stritter ud til siden,” sagde hun.
“Hah, really?” jeg lod mig ikke mærke af det før jeg var færdig med maden, skjult greb mig til næsen og styrtede ud på badeværelset.
Yes. Næsehår.
Dagens morale er: Trans-Guys, beware. Man nyder måske hårvækst steder man ikke før havde hår, men næsehår er , set fra mit synspunkt, ikke videre charmerende. Der kommer en tid hvor man måske kan lade det gro sammen med overskægget, men jeg har ikke overskæg, så en dusk, så at sige, fra næsehule til overlæbe er værd at undgå.
Peace out!
3278740-til-bt

Alle de seksualiteter

Aarhus Pride står for døren. Jeg, som forholdsvist fast parade-medlem for SMil Aarhus, har med glæde deltaget nogle år, og set mangfoldighedens regnbuer spættet med forskellige symboler på kryds og tværs, for at signalere de mange forskelligartede seksualiteter man støder på i nutidens moderne samfund. Jeg har ikke luftet mine gevandter i andre byers prides, jeg er måske for meget en tryghedsnarkoman til at gide at rejse hele vejen til København, Berlin eller London for at svinge en fane, som jeg egentlig ikke går voldsomt meget op i til daglig, men når jeg går med SMil Aarhus har jeg følt, at jeg hørte til. At der var en grund til min tilstedeværelse.

Og det er her min fundering kommer ind. For kan man sammenligne SM med andre seksualiteter såsom homo- , bi- eller heteroseksualitet?

Jeg har fået mig fortalt, jeg nævner ingen kilder, at måske ikke alle i LGBT-miljøet i Aarhus anerkender SM som en seksualitet, og derfor ikke mener at det er en passende del af et Pride-optog. Jeg må respektfuldt modsige dem, for hvis ikke det er en seksualitet, hvad er det så? Er det ord mod ord mellem en sadomasochist og en ikke-sadomasochist? Det må vel være svært at kunne forstå en seksuel dragen til et markant anderledes drive for en anden persons libido. Underkastelse, dominans, smerte og ydmygelse ligger så langt fra de flestes opfattelse af seksualitet, lyst og fysisk stimulans, at det er klart der må være modvilje imod nogle af disse udfoldelser. Og ja, det er der, selv i et miljø som LGBT-miljøet, hvor accept og respekt næsten er et mantra.

Jeg forstår det på sin vis godt. Ikke alle kan lide den samme mad, ikke alle spiser ost, ikke alle kan lide roser. I SM-miljøet er der en forkortelse, der siger “YKINMK – ATO”, mere forståeligt udtalt som: “Your Kink Is Not My Kink – And That’s Ok”. Det kan spredes ud i flere vifter over flere forskellige miljøer, men netop i betydningen ligger accept og respekt forankret som en konstant reminder om, at man ikke skal begynde at dømme nogens seksualitet – med mindre man selvfølgelig ligefrem tigger efter et slagsmål med piskesvingende Dom(ina).

Jeg ser selv SM som min seksualitet. Man kan også kalde mig queer pga min cross-dressing og skofetish. Man kan kalde mig transmand fordi jeg er FTM. Men de typiske missionærstillinger duer ligesom ikke for mig. Hverken som en lystfuld tanke eller som en fysisk handling da der altid skal være sexlegetøj involveret når man ikke selv er udstyret fra naturens side. Så kan man ligeså godt kaste håndklædet i ringen og holde op med at prøve at have et normalt sexliv, når der nu også er en kæmpe stor verden derude af sjove ting, der kan vise sig at være tusind gange bedre end end ål i en grotte, der glider ind og ud, alt for hjemmevant til at nyde noget som helst.

For mig er SM en seksualitet, og derfor synes jeg også den skal repræsenteres i en Pride. Jeg kunne ikke forestille mig noget andet sted hvor det hører hjemme. Jeg har gennem min tid som sadomasochist mødt mere imødekommenhed og åbenhed i SM-miljøet end jeg har mødt i LGBT-miljøet. Jeg ved ikke hvorfor. Faktisk er SM-miljøet det sted jeg har følt mig bedst tilpas, mest fri og mest velkommen end noget andet sted – måske på nær mit eget hjem. Who knows. Måske får vi svaret en dag på hvorfor det forholder sig sådan.

Men indtil da vil jeg se frem til dette sommers Pride i Aarhus med glæde. Lørdag den 4. juni bliver en festdag hvor vi skal kaste alle hæmninger og nyde os selv, vores liv, vores kroppen, hinanden og det, der binder os sammen. Og jeg, som den cross-dressing, sadomasochistiske transmand med en skofetish jeg er, vil stolt stå klar.

Go’ Pride!

Gensyn med fortiden – Mødet

Det er dagen derpå. Vejret var godt, og solen skinnede. Jeg burde nok have følt nervøsitet, men nej – af en eller anden grund var det fraværende. Vi mødtes, fik en kop kaffe og gik en tur. Og så skiltes vi. Det var så det (indtil videre).

Jeg følte mig tom efterfølgende. Der var ingen glæde eller opstemthed, ej heller (heldigvis) ingen skuffelse eller sorg. Jeg følte mig bare fuldstændig følelsestom. Som at befinde sig på en øde slette uden lyde fra nogen dyr og ikke en vind, der rører sig. Fanget i et vakuum.

Det var ikke fordi, det gik skidt. Vi skulle lige i gang med samtalen først, men så gik det til gengæld også ret godt derfra. Vi fik fulgt op på nogle af de ting, vi havde skrevet sammen om via Messenger, og under vores gåtur var vi det ene øjeblik muntre og lavede sjov med hinanden, og det andet alvorlige og talte om de prøvelser, vi hver især havde været igennem de sidste par år.

Det var heller ikke fordi, det gik godt. Eller – det kan jeg ikke rigtigt fornemme. Jeg er meget dårlig til at læse andre folks signaler, så jeg ved aldrig, om jeg er i gang med at kede dem eller interesserer dem med den historie, jeg er i gang med at fortælle. Så jeg gik derfra uden at blive klogere på, hvad han egentlig følte om det hele.

Og denne følelse af tomhed forvirrede mig. Hvis jeg ikke var kommet mig over ham, og hvis jeg stadig havde følelser for ham – burde det så ikke have trigget et eller andet at se ham igen efter så lang tid og tale med ham igen? Burde det ikke have haft en effekt på mine følelser, at vi kom bedre ud af det nu, end vi gjorde det dengang? Jeg kan mærke, jeg har nogle følelser for ham, men kan ikke konkretisere, hvad er det for nogle, og hvad de tager udgangspunkt i…

Er mine følelser reelle, eller er det fortiden, der spøger? Er det fordi, mine oplevelser med ham oplevedes så positive, og det i virkeligheden er intimiteten, jeg ønsker tilbage – og min hjerne så fabrikerer følelser for ham, der i virkeligheden har mere at gøre med nærværet og intimiteten frem for reelle følelser for lige netop ham?

Eller kan det være, at min hjerne spiller mig et puds? Mit liv er vitterligt kedsommeligt for tiden uden de store udsving i hverken den ene eller den anden retning, og da jeg havde en god tid med ham dengang, så imiterer den måske følelser for ham for at prøve at tilføje lidt ekstra krydderi til tilværelsen? Som en form for desperat handling i håbet om, at det vil gøre min tilværelse mere spændende?

Så forvirringen er total – jeg føler noget, når jeg er alene, men føler åbenbart ikke noget, når jeg er sammen med ham, og er usikker på, om jeg i det hele taget føler noget, eller om det er opspind…

Det er dog ikke helt sandt, det med at jeg ikke følte noget… Der var et enkelt øjeblik, hvor der var et eller andet i mig, der begyndte at gnistre. Da vi havde sat os inden for og han tog solbrillerne af – jeg havde næsten glemt, hvordan han så ud, og fra da vi mødtes til vi kom over til caféen kunne jeg ikke se hans ansigt ordentligt pga. solbrillerne. Det kunne jeg til gengæld der, og det bragte et lille sug i maven med sig.

Det bragte mig tilbage til dengang, vi mødtes – det var en aften ude i byen, hvor jeg mødte ham gennem fælles venner. Til at starte med, så gjorde han ikke rigtigt noget indtryk på mig, men på et tidspunkt faldt vi i snak, og så skete der pludselig noget… Jeg kan bedst beskrive det med et citat fra Dr. Who, som meget godt forklarer, hvad der skete:

AmyQuote

Citat af Amy Pond (Dr. Who).

Da vi tog afsked med hinanden den aften, så jeg ham som et af de skønneste væsener på jorden, og i tiden efter forstærkedes den følelse kun. For mig at se var han en af de smukkeste personer, jeg nogensinde har kendt, og den dag i går kunne jeg mærke, at jeg stadig ser sådan på ham. Et øjeblik, i hvert fald.

Så det følte jeg dog – jeg kunne stadig se skønheden i ham, og det fik i nogle få sekunder en sommerfugl til at flakse lidt med vingerne i maven på mig. Det var dog en forbigående følelse, og efter det øjeblik kom det ikke tilbage.

Så ja – forvirring er det, der præger tiden nu. Kan være, jeg skulle bruge pinsen som en kærkommen lejlighed til at rydde ud i det morads, der er mine følelser, og se, hvad jeg ender ud med. Måske det bare er tid, der skal til før det falder på plads?

Gensyn med fortiden – del 2

(Læs første del her.)

Morgenen efter vågnede jeg i usædvanligt godt humør og superfrisk. Væk var nervøsiteten fra aftenen forinden, men jeg gjorde mig nu stadig tanker om, hvorvidt jeg havde modtaget svar eller ej.

Jeg fik hurtigt syn for sagen. Ikke så snart, jeg havde tændt for min mobil, så tikkede en besked ind via Messenger. Og det var fra ham.

Jeg åbnede den, skimmede den hurtigt, og gik så ud af den igen. Gik på facebook og fordrev en del tid der, og vendte så tilbage til beskeden. Læste den igen, men denne gang grundigt. Loggede af igen, og stod endeligt op og gik ud for at få noget morgenmad.

Mens jeg spiste, så jeg med computeren og tjekkede mails og diverse sociale medier, og da jeg var færdig med at spise, åbnede jeg beskeden igen, læste den på ny, og begyndte at formulere et svar.

Svaret var forholdsvis positivt og åbent. Han var meget overrasket over, at høre fra mig (se: akavet afslutning tre år tidligere), men var meget glad for at høre fra mig og i at han havde min støtte i sin beslutning. Han berørte også situationen for tre år siden, og bemærkede, at det lød som om, jeg var kommet videre (ja, lige omkring det… Not so much, er jeg bange for) og at det var ærgerligt, det var endt sådan dengang.

Vi endte med at skrive lidt frem og tilbage den formiddag – og mest fantastisk af alt, så fik vi vendt lidt af hele situationen dengang for tre år siden, og fik forklaret hinanden hver især, hvordan vi havde haft det og følt og så videre. Jeg undskyldte for noget, jeg havde gjort dengang, som ikke havde været særlig hensigtsmæssigt, og han undskyldte derefter for noget, han havde gjort. Og det føltes godt – at få ryddet ud i alle de følelser fra den gang, der havde ligget og samlet støv, og i det hele taget at få talt om det. Det var ikke uden en vis nostalgi, at vi skrev frem og tilbage, og noget af det gjorde mig til tider helt rørt.

Som jeg også skrev i mit blogindlæg her på siden sidste år, så mindes jeg det meget positivt, og jeg tog meget med fra det, vi havde (selvom det kun varede få måneder). Det nævnte jeg også for ham, og han nævnte, at det også havde betydet meget for ham.

Jeg fik tanken om, at foreslå at mødes en dag, og sad tydeligvis ikke alene med den tanke, for før jeg selv fik den formuleret, havde han foreslået det. Så det aftale vi. Bemærkelsesværdigt uden problemer i modsætning til, hvordan det havde foregået for tre år siden. Vi blev enige om, at se om vi kunne finde ud af at være venner, og ville så mødes for at følge op på, hvad vi hver især havde haft gang i de sidste par år.

Og lige nu er jeg lidt nervøs for det møde. Ikke så nervøs som da jeg skulle sende beskeden, men alligevel – jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det, og om det lykkes at lukke det ned, vi havde for tre år siden. Og på, om vi kan blive venner (igen), eller hvad der kunne ske. Jeg har ikke nævnt noget om, at jeg stadig har følelser for ham, og ved ikke endnu, hvordan jeg skal håndtere den situation. Lige til at starte med, vil jeg prøve at lægge låg på dem (for det fungerede jo vildt godt sidste gang…) og se, om vi overhovedet kan finde ud af at blive venner igen. Så må jeg se, om det med tiden vil vise sig, at følelserne forsvinder, eller om de bliver. Og så må jeg tage den derfra…

***

I forhold til dette og det forrige indlæg, så læste jeg mit tidligere indlæg fra sidste år igennem, og flere ting faldt mig i øjnene. Dengang skrev jeg, at jeg ikke følte, vi var færdige med hinanden, og i og med vi nu har kontakt igen og skal mødes, må det siges at have holdt stik. Jeg er så ikke så sikker på, om tanken bag længere er den samme – jeg havde visse følelser forbundet med det, da jeg skrev det sidste år, og er den dag i dag mere forvirret.

Derudover – det portræt, han tegnede af mig, som jeg havde som baggrund på min telefon. Det er ikke tilfældet længere. Jeg fik ny telefon for trekvart år siden, og i den forbindelse blev jeg enig med mig selv om at finde en ny baggrund. Hvad der så virker en anelse ironisk, er at jeg skiftede det ud med en tegning af karakteren Nico de Angelo fra Rick Riordans serie om halvguden Percy Jackson m.fl. Du ved, ham drengen, der er dødeligt forelsket i Percy, men som han i flere år stædigt benægter, han er forelsket i…? Lyder det ikke vidunderligt bekendt…?

Og for bare en uge siden, var jeg sikker på, jeg var kommet videre…

Nico_mini

En tegning af Nico de Angelo (fundet på tumblr).

Gensyn med fortiden – del 1

”(…) jeg tænker over, om jeg overhovedet er kommet videre, eller en dag kommer det…”

Det var de afsluttende ord til et indlæg, jeg skrev her på bloggen i marts måned sidste år. Svaret fandt jeg i sidste uge, for nej, jeg var ikke kommet videre, men har tværtimod været utrolig god til at nægte at se sandheden i øjnene i alt for lang tid.

Det, der satte det hele i gang var et indlæg på facebook. Hendes. Eller rettere – hans. For efter en del overvejelser og hårde år, havde han truffet en beslutning om at leve som det menneske, han er, og skrev derfor et længere indlæg, hvori han fremover bad folk om at kalde ham ved mandlige pronomener og et nyt (mandligt) navn.

Det var inderst inde det, jeg håbede, han havde modet til at stå ved, da vi mødtes for tre år siden, så jeg blev afsindigt glad for at læse indlægget. Men det var ikke det eneste, jeg følte, for straks dukkede der billeder op i hovedet på mig – fantasier om, ”hvad nu hvis…” og tanken om at finde sammen igen overtog min hjerne.

Jeg havde lyst til at skrive til ham om, hvor glad jeg var for den beslutning, han havde truffet – men vi havde ikke haft kontakt i snart 3 år, og afslutningen på vores – hvad pokker det end var – var noget akavet. Ville det egentlig ikke være bedst, hvis jeg glædede mig over det og så ellers lod ham om sit eget liv, og koncentrerede mig om mit eget?

Der gik et døgns tid, og tankerne om at skrive til ham ville bare ikke gå væk. Som jeg har gjort så mange andre gange, når jeg har været i tvivl om noget, vendte jeg mig mod en af mine bedste venner, som er god til at give råd. Derudover kender vi hinanden på godt og ondt efter snart 10 års venskab, så han ville med det samme kunne se lige gennem mig, og (sandsynligvis) formulere dilemmaet bedre end jeg selv kunne.

Og sandt nok – ikke før end jeg skrev, at jeg tænkte at tage kontakt til nogen, jeg ikke havde talt med i nogle år, havde han gættet, hvem det drejede sig om, og hvilke følelser, der rodede rundt i hovedet på mig. Vi endte med at have en lang samtale om det hele – både situationen for tre år siden, og situationen nu, og jeg endte (takket være hans hjælp) med at indse nogle ting om mig selv:

For det første – Gu var jeg da ej kommet videre! Jeg havde tværtimod i løbet af de sidste par år været utroligt god til at benægte (over for mig selv såvel som over for andre), at jeg stadig havde følelser for ham, og jeg ikke var kommet et eneste skridt videre. (Min ven havde luret det, og havde vidst det i flere år, men ventede på, at jeg selv indså det.)

For det andet – jeg lå inde med en masse uforløste følelser, tanker og ord, som jeg havde brug for at komme ud med for at få lukket det, der skete for tre år siden. Og for at få løst op for det, så var der ingen vej udenom at tale med den person, der havde været en del af det sammen med mig.

Så, der var ikke rigtigt noget dilemma – det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at prøve at genoptage kontakten og så se, hvad der kom ud af det. Det kunne være, jeg kunne lukke det afsnit af mit liv, og rent faktisk komme videre. Det kunne også være (hvad jeg jo egentlig også lidt håbede), at vi fandt sammen igen. Eller det kunne forværre det hele. Men da jeg talte med min ven om det, blev vi enige om, at det var bedst at handle, og så se, hvad der kom ud af det.

Så som sagt, så gjort – jeg skrev sent den aften en besked og sendte den af sted. Det tog mig lang tid at finde de rette ord, og da jeg til sidst sad og havde gjort alt klart, og bare manglede at trykke ”send” – så var jeg noget så nervøs. Jeg var hamrende nervøs. For reaktionen. For svaret. For hvad der kunne komme ud af det. For hvilken indvirkning dette skridt ville have på mit liv – om nogen.

Og så trykkede jeg. Beskeden røg af sted, og jeg skyndte mig at lukke computeren, så jeg ikke stirrede mig blind på, hvornår han fik læst min besked.

…og det var slut på første del 1. Anden del følger næste uge 🙂
kissing___by_kyrie0201_mini

Hvad min hjerne er fuld af lige for tiden…

Bøsseboksen

Jeg har brugt mange labels i løbet af mit liv.

Folk joker ofte med, at jeg kan repræsentere hele LGBTQIAP-alfabetet ene person, og det er for så vidt ikke langt fra sandheden.
Jeg identificerede som bøsse (G) i min gymnasietid og på mit arbejde i Legoland. Senere identificerede jeg som Biseksuel (B), da jeg endelig indså, at min tiltrækning til piger var mindst lige så stærk.
Transkønnet (T) blev en del af min identitet omkring mit 18. leveår, og har været det siden (omend jeg har forsøgt at benægte det halvdelen af tiden siden…).
Queer (Q) er jeg i hvert fald, både på køn og seksualitet. Jeg har benyttet dette ord om mig selv i godt to år nu.
Aseksuel (A) har også været, og er stadig, en del af min identitet, idet jeg opfatter mig selv som Demiseksuel. Da jeg var sammen med min ekskæreste, var det endnu nemmere at benytte det fulde Aseksuel-label, men jeg er siden blevet klogere på mig selv.
Nutildags bruger jeg ordet Panseksuel (nok i virkeligheden Panromantisk, jf. Demiseksuel), til at beskrive min seksualitet. Da jeg fandt ud af at der fandtes mere end to køn, virkede det naturligt at ændre label. Dengang troede jeg nemlig, at Biseksuel betød tiltrækning til kvinder og mænd, og ikke til non-binære kønsidentiteter. Jeg er siden blevet meget klogere, men Pan er stadig mit foretrukne label.

Det efterlader blot Lesbisk (L) og Intersex (I).
Intersex er jeg, så vidt jeg ved, ikke, og Lesbisk duer ikke rigtigt, eftersom min erkendelse om, at jeg er tiltrukket af mere end ét køn kom før erkendelsen af, at jeg er en kvinde…andre folk har dog givet mig det label – folk, der ikke ved, jeg er trans, og som hører mig snakke om mit 4-år lange forhold til en kvinde 😛

Men for en lille måned siden havde jeg en oplevelse, der fik mig til at tænke over disse labels.

Jeg havde i weekenden været til fødselsdagsfejring for en veninde, og havde i den anledning taget en flot, rød neglelak på. Man må gerne se godt ud, mens man bowler!

Men de to følgende dage havde jeg det virkelig skidt, og kom slet ikke ud af min lejlighed. Den fine neglelak blev på, mens jeg lå i sengen og kom til at se mere og mere syg ud.
Som tidligere beskrevet barberer jeg mig ikke, når jeg bare er hjemme for mig selv, og især når jeg har det dårligt, virker det som en unødig handling, så da det blev onsdag, og jeg igen var klar til at komme ud i den friske luft, var det med et 3-dages skæg.
Og flot, rød neglelak på samtlige fingre (kun en lille smule ridset).

Jeg skulle ned og handle. Normalt tager jeg jo bare noget kedeligt tøj og nogle flade sko på, men den røde neglelak var ligesom ikke til at overse. Det var en varm dag, så det virkede også forkert at have handsker på…især inde i butikken!

Så mine valg var:
1: Handle ind med skæg, vindjakke og flotte, røde negle.
2: Barbere mig for at være ude blandt tilfældige fremmede i 30 minutter.
3: Fjerne neglelakken, igen for at være ude blandt fremmede i 30 minutter.
4: Sulte ihjel.

Ingen af dem virkede tiltalende, men jeg var bange for, at hvis jeg gik ud med et inkongruent kønsudtryk, så ville folk…øh…ja, hvad var jeg egentlig bange for?
Hvad var jeg bange for, folk ville tænke, når de så mig, en person med skæg, gå rundt i butikken med flotte, røde negle? Hvad troede jeg egentlig, de ville tænke? At jeg var en kvinde med skæg (hvilket jo er sandt!), at jeg var en mand med neglelak (en nem fejlantagelse at gøre sig), eller at jeg var…bøsse?
Det viste sig faktisk, at det jeg var mest bange for, var at de skulle tro, jeg var bøsse. Hvorfor? Måske fordi, det label er så fjernt fra min nuværende identitet, og fordi det sætter mig i kasser, jeg aldrig rigtigt har befundet mig i. Jeg, en homoseksuel mand!?

Nej, vel?

Selv i den tid, jeg identificerede mig som bøsse, var det aldrig noget, jeg kunne sige, jeg var stolt af. I gymnasietiden var det skammeligt, og i Legoland var det nærmere et forsvar mod spørgsmål om mit køn. Jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg kunne sige det højt og klart…i stedet var det en skamfyldt hvisken. At være bøsse blev aldrig til en styrke, og måske derfor er det stadig et label der, når det påduttes mig, føles virkelig utilpas.

Selvom jeg aldrig har været lesbisk, kan jeg stadig mærke, at det ikke gør mig noget som helst, om folk antager det. Jeg går ofte hånd i hånd med en veninde, og folks antagelser rører mig ikke. Hvis jeg har en skæg-dag, gør det mig ikke noget, om folk antager, at jeg er en mand. Jeg skammer mig ikke over at være født hankøn og have levet som mand i størstedelen af mit liv. Det generer mig endda ikke voldsomt, hvis folk, der møder mig for første gang, spørger ind til, om jeg var født kvinde! Jeg har konsolideret de identiteter. Jeg var – og nu er jeg.

Men med bøsse…jeg tror aldrig, jeg nåede at slippe af med den der internaliserede homofobi. Jeg turde aldrig helt være i den identitet, for jeg følte mig så forkert i den. Og dengang, tør jeg godt indrømme, syntes jeg faktisk, det var dårligt, ligefrem ulækkert, at være bøsse. Det gør jeg ikke mere. Men hvis jeg skal forestille mig selv som bøsse, er det stadig de tanker, der kommer frem.

Nu er chancen for, at nogen vil vedholde, jeg er bøsse, ret lille. Selv hvis det skulle ske, ville de jo tage fejl på så mange fronter, at det ville være pinligt for deres slægt i flere generationer. Men hvis det skulle ske, ved jeg, at jeg ikke ville benægte det med logik til at starte med, men i stedet med et lidt for hurtigt “Nej!”, og først derefter saglige argumenter. Suk…

Nå, men tilbage til den onsdag!

Efter at have haft denne interne kamp for at forstå, hvorfor jeg var så bange for at blive kaldt bøsse, besluttede jeg mig for at se realistisk på tingene:
For det første er der ingen, der vil konfrontere dig i et supermarked.
Hvis de endelig gør, er det nok for at spørge, hvilket mærke neglelak, du bruger.
Folk har glemt dig, så snart de har vendt ryggen til. Der er ingen, der fortæller om ‘ham der med flot, rød neglelak’ henover aftensmaden.

Og med det, tog jeg ned for at handle. Jeg satte mig op i min store og rummelige Queer-boks, og sejlede af sted gennem heteronormativiteten.
Det er godt at vide, hvem man er.
Det er også godt at vide, hvem man ikke er.
‘Bøsse’ kommer aldrig til at være et label, der passer til mig, men jeg må lære ikke at være så bange for det.

gay-box

…den er ellers fin. Måske en onsdag engang…