Trigger Warning

[TW: Voldtægt, Sex, Misbrug, Overgreb, Psykisk vold]

Jeg beklager den meget seriøse post i dag…men man må nogle gange følge sin inspiration!



Jeg færdes en del på fora, hvis medlemmer hører til de udsatte grupper i samfundet, og jeg erfarer ofte, at der er en helt anden kultur og kommunikation disse steder end i den virkelige verden og i frit tilgængelige fora (såsom kommentarsporet på diverse nyhedsoutlets online).

Disse folk har ofte været udsat for traumatiserende oplevelser – nogle akutte (som i enkelte, voldsomme hændelser), andre mere kroniske (som i mere eller mindre voldsomme, men gentagne hændelser) – og det har sat tydelige spor i deres psyke. Hvad enten det er fysiske, emotionelle eller verbale overgreb, så påvirker det ofrene, og det kan tage lang tid at nå til det punkt, hvor det ikke længere medfører overvældende negative tanker at blive mindet om disse eller lignende overgreb. Nogle mennesker når aldrig dertil, og må leve med smerten og frygten resten af livet.

Jeg kender folk personligt, der er blevet udsat for overgreb, eller som har så forfærdelige minder knyttet til visse folk eller situationer, at nævner man det forkerte navn på det forkerte tidspunkt, går de helt i stykker. Når man hører historierne, forstår man det godt, og man bestræber sig på, ikke at bringe dem på bane.

Nogle gange kan det være svært. Jeg har siddet til fester, hvor der er blevet sagt noget forkert (en trigger), og en person har måttet forlade selskabet for en stund for at samle sig igen. Vennerne er som regel gode til at forklare, hvad det var, der skete, og opfordre til, at det ikke sker igen. Der er aldrig nogen, der beskylder personen, der sagde det forkerte, for at være ond; vedkommende viste jo ikke, det ville have den effekt. Og som oftest bliver den efterfølgende undskyldning også mødt med et “Det er okay.”. Men disse situationer er oftest opstået i fællesskaber, hvor udsatte mødes. Mange af mine bekendte har haft erfaringer med misbrug af stoffer og alkohol og alt hvad det medfører, og der eksisterer i det rum en fælles forståelse af, at folk bliver skadet, og at man skal tage hånd om dem.

Den forståelse kan dog være svær at finde i det større samfund.

Jeg hører nogle gange fra udenforstående, at det er op til den udsatte at gøre opmærksom på de ord og temaer, der kan udløse voldsomme reaktioner. Helst lige fra start, så de undgår at skulle føle sig som de onde, hvis de siger noget forkert. Det kan være, det afhjælper noget af deres skyldfølelse, hvis de lægger ansvaret over på en anden?
Men jeg tror, de misforstår. Der er ikke nogens skyld. Ofte er triggers noget, der optræder helt naturligt i samtaler, og du skal være synsk for at vide, de vil give en voldsom reaktion.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget, der får en anden person til at gå i stykker, hvis du ikke var klar over, det ville ske.
Det er heller ikke din skyld, hvis du går i stykker over et ord, uden at have fortalt om det forinden.

For hvem har lyst til at rende rundt med en liste over triggers? “Hej, jeg hedder Maia, her er 37 ord, du absolut ikke må bruge i min nærhed!”. Og forventer folk virkelig, at man skal starte en samtale med at fortælle om, hvorfor voldtægt er en trigger, når denne handling netop ville medføre, at det ville blive bragt på bane? Jeg har ikke selv mange triggers, men dem jeg har, gør virkelig ondt at tale om, og bare det at tænke på dem, kan bringe mig til tårer. Fed start på en samtale.

Derfor respekterer jeg også, at der i min omgangskreds er visse ting, man ikke bare bringer på bane uden advarsel. Fx er emnet ‘Sex’ ikke nødvendigvis noget, vi snakker om på plenum i den lokale T-gruppe (for transpersoner og pårørende). idet mange har et anstrengt forhold til det. Selvfølgelig begrænser det -mig-, ikke at kunne tale om sex i disse situationer, men ved du hvad? Jeg har så mange andre steder, jeg kan snakke om det. Det behøver ikke være lige dér.

Og det er her, jeg tror mange falder i. Jeg ser folk argumentere for, at der er ytringsfrihed i Danmark, og at man derfor må sige, hvad man vil, og det er for så vidt rigtigt…men man må altså også godt lade være. Selvfølgelig må jeg da til enhver tid diskutere emner som stofmisbrug, men jeg har for megen respekt for folk omkring mig til, at jeg gør det blandt dem, jeg ved, det vil såre.

Respekt.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget forkert, når du ikke ved, det er en trigger.

Det -er- dog din skyld, hvis du gør det igen, efter at have fået at vide, det er en trigger.

Det viser en mangel på respekt for dine medmennesker, at du med vilje sårer dem. Nogle folk forsvarer sig med, at det kun er godt for den sårede at blive udsat for sin trigger, for vi ved jo alle at konfrontation er den bedste måde at slippe af med frygt, fobier og angst…det er rigtigt nok, men konfrontationen skal foregå i en terapeutisk situation med et tydeligt sikkerhedsnet. Hvis du med fuldt overlæg konfronterer mig med min største frygt, uden at sørge for, der er nogen til at gribe mig, så hjælper du mig ikke. Tvært imod vil jeg fremover undgå enhver situation, hvor du optræder. Tillykke, du har faktisk gjort det værre.

Jeg forstår godt, det er svært at forholde sig til, når man ikke selv har oplevet det, men det er derfor man bør lytte til dem, der har. Respektér, at nogle mennesker har helt specialle udfordringer, og tag hånd om dem, hvis du holder af dem. Acceptér, at der ikke altid er noget, du kan gøre for at ændre situationen.

Og hvis du ikke kan det, så hold dig væk. Eller læg i det mindste ud med en Trigger Warning, så folk selv kan styre uden om dine ytringer.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s