Kom an verden!

I nogle måneder har jeg haft gang i mit eget lille skriveprojekt, og nu er jeg kommet til den mere “kreative” del og som holdt mig oppe til klokken 1 i nat.
Projektet handler om mig, og den kreative del er billeder af mig. Det ér enormt ego-centreret (bevidst todelt stavet), men det er en del af processen “Oliver skal blive glad”.

Men der sad jeg så i går; Med begge mine eksterne fyldt med billeder tilbage til 2008 og til dig der tænker “2008 er ikke så længe siden!” Åh jo det er. Det er faktisk 8 år siden. Og jeg var 15 år dengang. Det ér længe siden.
Målet var at finde en masse forskellige billeder fra mit liv for at jeg så senere kan sortere og redigere i dem og sætte dem sammen med projektet. Et projekt der har været ualmindeligt hårdt at skrive og som hev mig igennem flere tudeture og vredesudbrud. Så det var hvad jeg ledte efter; Vrede. Sorg. Tårer. Billeder af mig sammenkrøbet på mit kostskoleværelse, billeder hvor jeg er enormt fuld og alene, billeder af min smerte.

Men de var der ikke.

Derimod fandt jeg et hav af smilende selfies og farverige hårfarver. Utallige billeder af mig selv blandt venner storsmilende og glad, og det er langt fra de billeder jeg netop ledte efter. Men de billeder var der ikke. Engang imellem dukkede et ømt billede op af mig imens jeg henkastet så væk imod horisonten, men det var næsten det. Jeg skulle grave langt og dybt for at finde nogen der udtrykte den smerte jeg ved, at jeg gik med.

Jeg så glad ud. Farverig. Ung. Og hold nu op hvor jeg lignede min søster!
Det var underligt at se alle de billeder af mig selv, specielt hvor glad jeg ser ud. For jeg var jo glad før jeg transitionerede – det har jeg bare tendens til at glemme.

Som transperson starter dit liv ikke idet du transitionerer – selvom det føles sådan. Din hukommelse bliver ikke slettet og dit liv bliver ikke genstartet. Og som transperson har du det ikke nødvendigvis elendigt helt op til din transition starter.

Jeg kan huske kærlige ord hvisket til mig i varmen af senge. Kys på min krop og berøring jeg søgte og fik. Handlinger der gjorde mig glad og rolig. Ord jeg mindede mig selv om når jeg så mig i spejlet efter et bad. Jeg tænkte aldrig “den her krop er forkert”, og jeg tænkte aldrig “jeg ville ønske jeg var en dreng” – for hvad godt skulle det gøre? Jeg nød min lesbiske identitet og jeg kæmpede for at følge med mit energiniveau, mit drive for projekter og følge med i skolen. Jeg fik det bedste ud af en rigtig lortet situation.

Og udfra billederne at se, så gik det godt. Jeg var glad. Jeg fik gennemført en helveds masse ting. Jeg havde venner. Jeg havde kærester. Jeg havde rigtig gode tider. Og det var alt sammen før min transition. Langt før jeg overhovedet vidste, at jeg en dag ville være en fyr. Jeg gjorde noget ret imponerende: Jeg havde det af helvedes til fordi jeg var udsat for nogle frygtelige ting og fordi jeg behandlede mig selv elendigt til tider, men jeg smilte stadig. Jeg grinte stadig. Jeg prøvede at få et så godt liv jeg syntes jeg kunne og fortjente.

Ofte glemmer jeg og undervurdere jeg mit gamle jeg. Mit 17 årige jeg der stod i lort til halsen, men stadig klarede den. Mit 19 årige jeg der bare ville være glad. Og takket været dem står jeg nu som 23 årig og føler verden ligger for mine fødder. At jeg kan blive til alt jeg ønsker at blive. At den største forhindring i mig selv – og det har jeg overkommet før.

Hver dag er jeg spændt på i morgen, og jeg er så spændt på hvad livet kommer til at byde mig! P1010652.JPG

Ps. Jeg blev også mindet om den tid hvor en selfie var at række kameraet mod en og satse på man ramte en selv, og ikke bare en væg.

Advertisements

Hverdag

Jeg får ofte at vide, jeg lever et spændende liv.

Når folk hører om mit frivillige arbejde i LGBT-miljøet, om mit studie, og, nå ja, at jeg er transkønnet, kan de slet ikke få armene ned. Og så flyver spørgsmålene, og man får næsten ikke mulighed for at spørge ind til deres liv, fordi de alt for ofte vil sige, de jo bare er, sådan, kedelige.

Her er en lille hemmelighed: jeg er også ret kedelig 🙂

Eller, nej, det kan jeg ikke sige med overbevisning. Jeg synes selv, mit liv er spændende. De ting, jeg interesserer mig for, er spændende. Jeg elsker at snakke om mine oplevelser med LGBT, om de bøger jeg læser, de film og serier jeg ser, de diskussioner jeg har om feminisme og aktivisme og hvad ved jeg.
Det er spændende for mig – ellers ville jeg jo ikke gøre det.

Men rent objektivt er jeg også kedelig. Almindelig. Mit liv er ikke en non-stop glitterfest (bortset fra når jeg er sammen med Starbuck), og langt de fleste dage tilbringes med helt almindelige sysler. Jeg står op, drikker kaffe, læser, træner, vasker op, skriver, ser serier, går i seng.
Hele dage kan gå, uden jeg laver noget som helst queer ud over at grine lidt over de sjove lgbt-jokes, der dukker op på min facebook feed.

Men det er jo heller ikke de dage, jeg fortæller om, når folk spørger ind til mit liv. Så er det Pride og aktivisme og psykologiske teorier og hormonbehandling. Alle de store ting, jeg ved, folk synes er spændende. Nogle gange er det en fejl, for jeg vil også gerne snakke om andre folk, og medmindre de deler mine interesser og identiteter, så er der ikke plads til at snakke om dem selv i den samtale.

Og derfor er jeg faktisk også begyndt at undlade at fortælle om disse ting, og i stedet holde mig til de mere jordnære ting, jeg gør. Ting som andre også kan være med på, så vi kan få en samtale, i stedet for at jeg skal sidde og holde et foredrag for den anden. Hverdagsting. Serier, bøger, Starbuck <3, musik. Mad, øl, strik, familie…alle de små ting, som jo langt hen ad vejen er nogle af de vigtigste.

Jeg tror også, det har at gøre med, at min queer-ness er blevet mere og mere hverdag for mig. At den fylder mindre og mindre i mit sind.

Jeg sidder i en rådgivning for lgbt-personer, og mange af dem, vi snakker med, føler sig netop overvældede af deres nye identitet som queer. Alting drejer sig om det. Alting skal vurderes i forhold til det. Vaner sættes i nyt lys i kraft af, at man pludselig identificerer sig som fx homoseksuel…ethvert forhold vil nu være et homoseksuelt forhold…venskaber sættes på prøve…i starten fylder det alt.
Og de gjorde det også for mig. Da jeg endelig følte, jeg kunne snakke om det at være trans, bestilte jeg jo næsten ikke andet! Der var så meget, jeg havde gået med selv, som jeg nu ville dele med andre. Alting handlede om det. Hvert problem, hver succes, hver nye og gamle relation, min fremtid og min fortid, alt var farvet trans-farvet (lyserødt, lyseblåt og hvidt, hvis du var i tvivl 😉 )

Men nu…nu tænker jeg faktisk næsten ikke over det. Selvfølgelig er jeg opmærksom på, at jeg er, som jeg er, men jeg føler ikke længere, at jeg fx gør bestemte ting, fordi jeg er trans; i stedet gør jeg dem, fordi jeg er mig.

Jeg er altid trans. Og jeg er altid queer. Jeg gør selvfølgelig stadig visse ting -fordi- jeg er queer og trans, og det føler jeg også, jeg har brug for, for stadig at kunne sige jeg er det. Når jeg stiller op til interviews er det som transperson. Når jeg laver frivilligarbejde er det som queer. Men i mine personlige relationer er det som mig.

Og jeg tror, det er sådan, det fungerer bedst for mig. Jeg er queer trans konstant, men jeg behøver ikke udøve det. De få, men store udøvelser, er nok til at definere mig, også for andre. Jeg er altid queer, men ikke alt, jeg gør, er queer.

For at citere årets hidtil bedste film:

“Four or five moments – that’s all it takes to become a hero. Everyone thinks it’s a full-time job. Wake up a hero. Brush your teeth a hero. Go to work a hero. Not true. Over a lifetime there are only four or five moments that really matter. Moments when you’re offered a choice to make a sacrifice, conquer a flaw, save a friend – spare an enemy. In these moments everything else falls away…”

Erstat ‘a hero’ med ‘queer’…de er næsten synonyme anyway 😀

At være queer og trans er stadig vigtigt for mig, og det er en stor del af min identitet. Men måske netop fordi , det er så stort, føler jeg også et behov for ikke altid at tale om det. Mon ikke det er det samme for alle, der har megen identitet forankret i få ting. Folk, der er så opslugte af deres hobbier, deres fandoms, deres arbejde, hvad end der giver dem identitet. Vi elsker jo at snakke om det, fordi det er så spændende, og vi elsker, når folk er interesserede i vores liv, men nogle gange er det altså også rart bare at snakke om almene hverdagsting, og føle, man også er interessant på det niveau 🙂

Jeg er spændende. Også når jeg ikke laver queer ting. Også til hverdag.
Jeg er spændende i kraft af alt, jeg er.
Og det er du også ❤

Trigger Warning

[TW: Voldtægt, Sex, Misbrug, Overgreb, Psykisk vold]

Jeg beklager den meget seriøse post i dag…men man må nogle gange følge sin inspiration!



Jeg færdes en del på fora, hvis medlemmer hører til de udsatte grupper i samfundet, og jeg erfarer ofte, at der er en helt anden kultur og kommunikation disse steder end i den virkelige verden og i frit tilgængelige fora (såsom kommentarsporet på diverse nyhedsoutlets online).

Disse folk har ofte været udsat for traumatiserende oplevelser – nogle akutte (som i enkelte, voldsomme hændelser), andre mere kroniske (som i mere eller mindre voldsomme, men gentagne hændelser) – og det har sat tydelige spor i deres psyke. Hvad enten det er fysiske, emotionelle eller verbale overgreb, så påvirker det ofrene, og det kan tage lang tid at nå til det punkt, hvor det ikke længere medfører overvældende negative tanker at blive mindet om disse eller lignende overgreb. Nogle mennesker når aldrig dertil, og må leve med smerten og frygten resten af livet.

Jeg kender folk personligt, der er blevet udsat for overgreb, eller som har så forfærdelige minder knyttet til visse folk eller situationer, at nævner man det forkerte navn på det forkerte tidspunkt, går de helt i stykker. Når man hører historierne, forstår man det godt, og man bestræber sig på, ikke at bringe dem på bane.

Nogle gange kan det være svært. Jeg har siddet til fester, hvor der er blevet sagt noget forkert (en trigger), og en person har måttet forlade selskabet for en stund for at samle sig igen. Vennerne er som regel gode til at forklare, hvad det var, der skete, og opfordre til, at det ikke sker igen. Der er aldrig nogen, der beskylder personen, der sagde det forkerte, for at være ond; vedkommende viste jo ikke, det ville have den effekt. Og som oftest bliver den efterfølgende undskyldning også mødt med et “Det er okay.”. Men disse situationer er oftest opstået i fællesskaber, hvor udsatte mødes. Mange af mine bekendte har haft erfaringer med misbrug af stoffer og alkohol og alt hvad det medfører, og der eksisterer i det rum en fælles forståelse af, at folk bliver skadet, og at man skal tage hånd om dem.

Den forståelse kan dog være svær at finde i det større samfund.

Jeg hører nogle gange fra udenforstående, at det er op til den udsatte at gøre opmærksom på de ord og temaer, der kan udløse voldsomme reaktioner. Helst lige fra start, så de undgår at skulle føle sig som de onde, hvis de siger noget forkert. Det kan være, det afhjælper noget af deres skyldfølelse, hvis de lægger ansvaret over på en anden?
Men jeg tror, de misforstår. Der er ikke nogens skyld. Ofte er triggers noget, der optræder helt naturligt i samtaler, og du skal være synsk for at vide, de vil give en voldsom reaktion.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget, der får en anden person til at gå i stykker, hvis du ikke var klar over, det ville ske.
Det er heller ikke din skyld, hvis du går i stykker over et ord, uden at have fortalt om det forinden.

For hvem har lyst til at rende rundt med en liste over triggers? “Hej, jeg hedder Maia, her er 37 ord, du absolut ikke må bruge i min nærhed!”. Og forventer folk virkelig, at man skal starte en samtale med at fortælle om, hvorfor voldtægt er en trigger, når denne handling netop ville medføre, at det ville blive bragt på bane? Jeg har ikke selv mange triggers, men dem jeg har, gør virkelig ondt at tale om, og bare det at tænke på dem, kan bringe mig til tårer. Fed start på en samtale.

Derfor respekterer jeg også, at der i min omgangskreds er visse ting, man ikke bare bringer på bane uden advarsel. Fx er emnet ‘Sex’ ikke nødvendigvis noget, vi snakker om på plenum i den lokale T-gruppe (for transpersoner og pårørende). idet mange har et anstrengt forhold til det. Selvfølgelig begrænser det -mig-, ikke at kunne tale om sex i disse situationer, men ved du hvad? Jeg har så mange andre steder, jeg kan snakke om det. Det behøver ikke være lige dér.

Og det er her, jeg tror mange falder i. Jeg ser folk argumentere for, at der er ytringsfrihed i Danmark, og at man derfor må sige, hvad man vil, og det er for så vidt rigtigt…men man må altså også godt lade være. Selvfølgelig må jeg da til enhver tid diskutere emner som stofmisbrug, men jeg har for megen respekt for folk omkring mig til, at jeg gør det blandt dem, jeg ved, det vil såre.

Respekt.

Det er ikke din skyld, hvis du kommer til at sige noget forkert, når du ikke ved, det er en trigger.

Det -er- dog din skyld, hvis du gør det igen, efter at have fået at vide, det er en trigger.

Det viser en mangel på respekt for dine medmennesker, at du med vilje sårer dem. Nogle folk forsvarer sig med, at det kun er godt for den sårede at blive udsat for sin trigger, for vi ved jo alle at konfrontation er den bedste måde at slippe af med frygt, fobier og angst…det er rigtigt nok, men konfrontationen skal foregå i en terapeutisk situation med et tydeligt sikkerhedsnet. Hvis du med fuldt overlæg konfronterer mig med min største frygt, uden at sørge for, der er nogen til at gribe mig, så hjælper du mig ikke. Tvært imod vil jeg fremover undgå enhver situation, hvor du optræder. Tillykke, du har faktisk gjort det værre.

Jeg forstår godt, det er svært at forholde sig til, når man ikke selv har oplevet det, men det er derfor man bør lytte til dem, der har. Respektér, at nogle mennesker har helt specialle udfordringer, og tag hånd om dem, hvis du holder af dem. Acceptér, at der ikke altid er noget, du kan gøre for at ændre situationen.

Og hvis du ikke kan det, så hold dig væk. Eller læg i det mindste ud med en Trigger Warning, så folk selv kan styre uden om dine ytringer.

Nye tal

For at ændre de sidste 4 tal i ens CPR-nummer skal man søge om det, vente i 6 måneder kaldet “tænketid” og derefter sende en mail om at man er sikker i sin beslutning. Det skulle jeg havde gjort i marts 2015, meeen det skete bare ikke.. Men for 3 ugers tid siden fik jeg så sendt min beslutning af sted og 2 dage efter ringede en sød dame fra CPR kontoret og fortalte mig mit nye tal ID.

Og det er lidt fjollet hvor meget fire små til i ens nummer ID kan betyde, men alligevel blev jeg helt glad da hun ringede og jeg officielt blev en “juridisk mand”.

En af grundene til, at jeg har udskudt skiftet har været det enorme papirarbejde et juridisk kønsskifte tager med sig. Jeg skulle ændre det i min skoles system, i SU systemet, på mit arbejde, i min bank, i sundhedsvæsenet og det virkede simpelt uoverskueligt i lang tid.
Men skiftet har faktisk været meget nemmere – og sjovere end jeg havde forventet. Det er alligevel sjældent at folk oplever en person der skifter noget så permanent som et CPR nummer, og jeg har kunne mærke det offentlige personale jeg har mødt efterfølgende har været nysgerrige og glade på mine vegne.
I min bank gik jeg ned for at fortælle om mine nye tal, og ekspedienten sagde “at det havde hun ikke oplevet før!” – hvilket jeg heller ikke har, sagde jeg. Det syntes hun var sjovt og hun ønskede mig tillykke “for det gør man vel?” sagde hun i den her nye situation vi begge stod i.
Nede på borgerservice hjalp en sød ung kvinde mig med ordene “At det er spændende at få en ny udfordring!” og fik mig i kontakt med mit NemId igen meget nemmere end jeg havde troet.
Senest i morges var jeg på Risskov for at blive tjekket op med min medicin og da min behandler var syg fik jeg en jeg ikke kendte. Jeg nævnte skiftet og hun fortalte hun godt havde læst det, og jeg kunne se i hendes – og praktikanten hun havde med, øjne at jeg var enooormt spændende. De virkede fyldte med spørgsmål, men de holdt sig til dagsorden og jeg smuttede ligeså hurtigt som jeg plejer. Jeg føler mig lidt mere “shiny and new” i samfundets øjne, og det er lidt sjovt!

Så selvom jeg stadig ikke kan komme ind på min netbank og jeg stadig ikke har fået mit nye gule kort, så er hele skiftet gledet utrolig nemt og behageligt. Og jeg må indrømme, at jeg glæder mig lidt til den dag jeg skal have et pas og der står et “m” i mit pas. Det er de små ting der gør en forskel nogle gange.