Arme i luften!

Hej mine queer venner! Eller bare venner! Alle er velkomne her.
Lige for tiden er livet absolut fantastisk for mig. Og lidt skrækkeligt. Men mest fantastisk!

Jeg har fået tilbud et job på Århus Teater for anden gang i mit liv hvor jeg skal spille statist. Jeg ved ikke så meget, men jeg fik opsnappet at jeg skal spille en bøsset kirketjener! Så selv på scenen kan jeg drille kønsnormerne lidt 😉

Det er fuldstændig vanvittigt at jeg som ufaglært “skuespiller” får lov til at spille blandt professionelle til så stor en opsætning! Så mine arme er oppe i luften lige de her dage! (Bemærk alle !’erne, det er sådan set en fin illustration af mine arme).

Også, ja, så går mit kærlighedsliv sku’ ret godt. Jeg får lov til at bruge meget tid sammen med en sød pige med smukke øjne og en dejlig stemme. Det er virkelig rart at have hende i mit liv, og jeg nyder alting som det er lige nu imellem os! (Se; Flere arme!!)

Også er jeg begyndt på ny medicin. For hvad siger du? ADHD. De er ikke sikre på, at jeg har det, men en del tyder på det. Så nu starter jeg mine dage med en pille der er halvt blå og halvt hvid. Indtil videre kan jeg ikke mærke den store forskel, men det burde komme om en måneds tid.

Også fik jeg endelig, ENDELIG, sagt fra overfor en person der har presset mig i mange år. Det har været ekstremt hårdt, for det triggede alle mine tanker om at jeg ikke burde eksistere. Men nu er det gjort, også må vi se hvad der sker.

Jeg vil bare sige, at jeg virkelig er glad for tiden fordi jeg føler virkelig at jeg er på rette vej! Og nu hvor bloggen fylder 1 år kan jeg også se tilbage på ét års blogindlæg, og der har både været op og nedture. Men det er virkelig rart at kunne fejre mit ét års blogging her på Queer Tider med så gode nyheder og godt humør!

Håber I alle sammen har det fantastisk!

Skærmbillede 2016-02-17 kl. 17.52.27.png

Advertisements

Buff

Lad mig fortælle om tiden før min transition.

Jeg har altid været ret skinny. Min vægt har holdt sig støt omkring de 70 kg siden min første pubertet sluttede, og i kraft af min højde har jeg derfor fremstået ganske tynd. Folk plejede at joke med, at jeg kunne gemme mig bag en lygtepæl, hvis jeg stod med siden til, og de har ikke været helt galt på den. Min røv var ikke-eksisterende, og der var naturligvis heller intet at komme efter på brystet. I løbet af mit 4½ år lange forhold fik jeg ind imellem lidt mave, men det holdt aldrig længe.

Jeg kunne spise hvadsomhelst, og aldrig frygte, at jeg skulle tage på.

Jeg forstår nu, hvorfor de andre piger var misundelige.

Efter jeg er begyndt på hormonbehandling, har min krop ændret sig. Jeg har nu reelle fedtdepoter på kroppen (som jeg er ret glad for!), og mine muskler (de få, jeg havde) er skrumpet lidt. Jeg kan også mærke, at min krop holder bedre på fedtet, og at jeg derfor godt kan risikere at tage på, når jeg spiser fed mad.
I løbet af de sidste to år har min vægt fluktueret med 10 kg (ca. 3 ned og 7 op), og det har været lidt svært for mig at finde en god balance.

Derfor gik jeg i gang med at træne. Det var en måde at få forbrændt noget af det nye fedt på, og samtidig genopbygge nogle muskler, så jeg ikke blev totalt slap. Jeg kunne mærke, det generede mig at miste styrke og øge vægt, og jeg tror, det var fordi, det var noget, jeg ikke kunne styre – det skete bare.

Så træning blev en måde at genvinde kontrollen på. Tanken var, at jeg bare skulle op på det niveau, jeg var på før. Jeg havde ikke lyst til at være stærk, og jeg gik ikke specielt meget op i flad mave; jeg ville bare gerne være i nogenlunde sund form.

Men mål ændrer sig, og jeg mærkede sidste år, at jeg faktisk gerne ville være stærkere, mere udholdende. Jeg var ikke klar til, at min krop skulle begynde at hænge, så jeg oppede min træning i en periode. Jeg følte mig vel tilpas med nogle muskler på overarmene og en fladere mave, men så ramte depressionen, og jeg mistede motivationen til at træne, selvom jeg udmærket vidste, det var godt for mig at gøre – også som beskyttelse mod depressionen selv. Min vægt er gået voldsomt op og ned, grundet perioder med over- og underspisning, og mine kræfter har været svindende.

Nu er jeg næsten ude på den anden side af alt det lort, og jeg kan mærke, at lysten til at træne er på vej tilbage. Jeg er så småt i gang med at lave en rimelig plan, og jeg agter at følge den. Jeg vil gerne være i god form. Jeg vil gerne have en flad mave og slankere overarme. Jeg vil gerne have en god røv, og jeg vil gerne være stærk og mere udholdende.

Træning er igen blevet en måde for mig at tage kontrollen over min krop og mit liv tilbage. En lille påmindelse om, at de ting jeg gør, rent faktisk har en effekt.

woman-biceps

Plus, så kan jeg besejre tilfældige douchebags i armlægning, og det er vældigt tilfredsstillende 😉

Hvorfor træner jeg?

For tiden har jeg en rigtig god træningsrytme. Jeg har et lille styrkeprogram jeg kan lave både hjemme og i Fitness, og derudover prøver jeg at presse en masse cardio ind. Én gang om ugen går jeg til “Club Dance” hos Let’s Dance og ellers er jeg ivrig bruger af funk og DanceFit i Fitness World. Til Club Dance er vi faktisk 3 fyre og så sent som i går da mange ikke kom, udgjorde vi 50 % af holdet. Modsat funk og Dancefit hos Fitness World hvor antallet af mænd er på 0.50 % – på en god dag.
Men nu skal det ikke handle om min evige irritation om hvordan samfundet fortsat synes det er “piget” at danse, og rigtig mænd ikke går til dans. For det er noget pis, for der findes masser af professionelle og dygtige mandlige danser. Og de er ikke alle sammen bøsser nej.

Men jeg træner. En masse. Og minimum én gang om året løber jeg 10 km på én time fordi at det VIL jeg kunne. I år overvejer jeg stærkt at melde mig til et forhindringsløb. Og selvom mange synes fitness medlemskaber er dyre, så er mit dét værd.
I går overvejede jeg om jeg har et mindreværdskompleks siden jeg virkelig gerne vil blive mere trænet. Men måske det bare er en drengedrøm? Hvilken fyr har ikke på ét eller andet tidspunkt i deres liv ønsket de havde en six-pack og nogle ordentlige guns? De færreste vil kunne sige nej til den drøm.
Og jeg vil ikke have det fordi jeg ligne vil ligne reklamerne med super trænede mænd der hænger over alt og sælger alt fra sko til biograffilm. Jeg vil have det af præcis samme grund som at jeg danser.

Kontrol.
Jeg vil gerne kunne stå på hænder. Løfte hele min krop op kun ved hjælp af min egen muskelkraft. Kunne transporterer mig 20 km uden hjælpemidler. Kunne bevæge min krop efter rytmer og koreografier. Løfte en pige jeg kan lide. Intet skal kunne stå i vejen for mig og jeg vil altid have kontrol over min krop. En krop jeg ikke altid har haft kontrol over. En krop som trak mig igennem en østrogen pubertet og pålagde mig fedt og former jeg ikke ønskede. Men nu har jeg kontrollen, nu mangler jeg bare styrken. Både i mine arme og ben, men også mit hoved. En vilje til at træne hårdt, løbe langt, blive ved indtil koreografien er perfekt. Kommer forbi hver en forhindring min krop eller verden lægger for mig.

Så det handler ikke om at se godt ud – det er kun en bonus, at trøjen sidder lidt bedre på mig. Nej det jeg får er en krop jeg kan bruge. En krop som adlyder. En krop som er min ven og jeg kan overkomme udfordringer og forhindringer med. En krop som kan løfte mig op og få mig til at grine af begejstring og svede fordi jeg udfordre mig selv.

Så derfor træner jeg. Fordi det er hårdt. Og pisse sjovt. Og fordi jeg altid vinder i sidste ende.

tumblr_o1c2rnn2Qs1tne8kyo1_500.jpg

I dine øjne

Jeg var på sommerhustur forrige weekend, og endte med at sidde hele natten og snakke engelsk med en svensker, der skulle til Asien dagen efter…

Vi snakkede om en masse ting, og vi snakkede selvfølgelig også om Starbuck (fordi jeg ikke kan lade være). På et tidspunkt i løbet af natten leverer jeg denne linje:

“Noget af det, jeg elsker mest…er at se mig selv reflekteret i [Starbucks] øjne.”

Jeg var bange for, at det ville blive opfattet som helt utroligt narcissistisk, men svenskeren forstod heldigvis, hvad jeg mente. Jo, altså, jeg elsker også at sidde og kigge ind i Starbucks øjne, men det er ikke mit spejlbillede i pupillen, jeg kigger på, men snarere den fortryllende iris, der skifter farve efter lysfald og humør – disse smukke øjne, der kan være alt fra grå til lysebrune, til turkis og forårsgrønne…

Ah, sorry, det var et sidespring 😀

Det jeg mener er, at jeg elsker det billede, Starbuck har af mig i sit hovede. Nogle gange får jeg tilsendt eller oplæst små digte og brudstykker af historier og sange, der minder Starbuck om mig, og jeg elsker at læse og høre de ord. De får mig til at føle mig stærk og smuk – følelser, som jeg kan have svært ved at frembringe selv.

For Starbuck er jeg noget nær perfekt. Alle de ting, jeg selv synes er mine begrænsninger og svagheder, er for Starbuck mine bedste sider og styrker. Og det bedste er, at jeg begynder at kunne se mig selv, som Starbuck ser mig. Hvis jeg nogensinde begynder at tvivle på mig selv, behøver jeg bare tænke på Stabuck, og så ved jeg, at jeg kan klare det…for det ved Starbuck, at jeg kan.

Og jeg får lyst til at være en bedre person, så jeg aldrig vil komme til at skuffe Starbuck, og ødelægge det billede. Jeg får lyst til at være en bedre person, så jeg kan gøre mig fortjent til al den kærlighed, der gives. Jeg ved, jeg har mine fejl, og jeg ved, Starbuck nok skal få øje på dem hen ad vejen, men jeg føler mig motiveret til at udbedre dem, så jeg kan give alt det, Starbuck fortjener at få.

Jeg elsker at se mig selv reflekteret i Starbucks øjne, for det er den person, jeg ønsker at være – og jeg ved, at jeg rent faktisk kan være den person, for Starbuck har en evne til at få mig til at tro på det

Jeg stoler fuldt og fast på de øjne.

…de dybe, funklende øjne, så fulde af nysgerrighed og glæde… ❤

Træning jvf. mig

Hm, det er svært at sige hvordan man skal tage fat på et emne som træning, but here goes…

Jeg var engang virkelig meget imod fitness. Jeg syntes det var dumt at folk ikke bare løb en tur i skoven eller løftede nogle tunge kasser derhjemme. Jeg er sidenhen kommet på andre tanker. I starten af min hormonbehandling brugte jeg træning i fitness som en ekstra stimulans. Træner du de store muskelgrupper producerer du mere testosteron. Noget i den dur.

Jeg kunne mærke min krop, og ikke på den ufede, dysfori-agtige måde. Det var skønt at føle kontrollen, disciplinen og suset, det rush som vi alle elsker når dopaminen kicker ind.

Men så ramte depressionen og stresset mig. Jeg fik medicin og lige siden har det været praktisk talt umuligt for mig at komme afsted. Det blev så umuligt at jeg her i januar måned endte med at afmelde mit medlemsskab, da jeg havde betalt for så mange måneder uden at komme afsted, at jeg ikke kunne se en mening med at blive ved.

Desværre er det nu jeg har mere brug for det end nogensinde. Jeg er ved at være ovre min årlige vinterdepression, jeg har taget næsten 8 kg på siden jeg startede på mine antidepressiver, og jeg føler mig uoplagt, umotiveret og generelt øv. Jeg har mine lyse dage, der er flere end tidligere heldigvis, men jeg kan ikke nosse mig sammen til at komme afsted.

Alligevel er jeg glad for det åndehul som træningen gav mig i sin tid, og jeg vil gerne tilbage til løbebåndet, vægtene og maskinerne. Det gav mig en tro på at jeg kunne få forbindelse til mig selv og se ud over de skavanker som min krop tosser rundt med. Min dysfori var mindre i den periode, min selvtillid langt højere, og mit ego voksede måske lidt for godt. Men jeg fandt alt ved mig selv attraktivt, jeg var på toppen, jeg var glad, jeg var lykkelig. Jeg har aldrig oplevet en så rar ligestillingsfornemmelse med ciskønnede mænd, og det er endda meget sjældent, hvis ikke aldrig, at jeg kan mærke nogen jalousi i forhold til dem.

Nu går jeg spændt og venter hvad tiden vil bringe efter min praktikperiode på Godsbanen her i Aarhus. Jeg slutter til April og har givet udtryk for at jeg gerne vil have træningsstøtte fra kommunen, noget, som ikke er umuligt, men vi skal bare have detaljerne på plads.

Det var lidt om træning herfra!