Nedtur

Starten af 2016 var tænkt som en pause fra nogle ting, deriblandt denne blog, idet jeg havde nogle ting, jeg havde brug for at koncentrere mig om. Nu er måneden så slut, året er godt i gang, og selv om jeg kan ane spændende ting forude, så er tiden for mig lige i disse dage ikke særlig fantastisk. Derfor titlen på mit indlæg.

Kort fortalt, så havde jeg sidste arbejdsdag på mit arbejde i fredags. Jeg havde arbejdet der næsten 1½ år, og slutningen var alt andet end køn. Det var f.eks. først på den allersidste dag, jeg endeligt fik at vide, at det VAR min sidste dag, og at jeg derfor står uden beskæftigelse på mandag (i morgen). Det på trods af tidligere løfter om ansættelse, når jeg var færdig med min praktik hos dem. Et løfte, de så valgte at bryde, pudsigt nok kort efter, de ansatte en anden, hvis primære opgave det var at blive sat ind i mine arbejdsområder.

Derfor var jeg heller ikke så overrasket over, at de valgte at slutte det, og selvom det i sig selv er lusket at love én ansættelse og så hyre en anden og sætte førstnævnte til at oplære dem og ydermere vente til allersidste dag med at fortælle, at det var det, så er det ikke det værste. Jeg føler mig på en måde misbrugt af dem. Og det er rædsomt at sidde med en sådan fornemmelse efter at have været en del af en arbejdsplads og et fællesskab i 16 måneder.

Sagen er den, at under hele min ansættelse fik min arbejdsplads enten min arbejdskraft gratis eller med tilskud fra kommunen. De har aldrig selv betalt min fulde løn. I starten var der ingen ende på rosen og de lovede hurtigt, at der skam var plads til mig, og de havde brug for mine kompetencer. Fast forward til december 2015, hvor de vælger at ansætte det, der bliver min efterfølger uden at nævne det for mig.

De havde dog ret – de havde brug for mine kompetencer til at skrue nogle arbejdsgange og processer sammen. Det var der brug for. Pudsigt nok havde de så ikke brug for mig, da de ikke længere kunne få mig helt eller delvist gratis, og havde ingen problemer med – bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden – at finde en til at overtage (til fuld løn). Og så holdt de mig hen i 1½ måned, og sagde tak for samarbejdet på allersidste dag.

Jeg føler mig udnyttet, jeg føler mig vred, og ikke mindst føler jeg mig virkeligt naiv. I lang tid troede jeg faktisk på deres løfter, som i sidste ende viste sig at være lige så håndgribelige som den stride vind, der blæser gennem gaderne i dag. Og jeg føler mig fuldstændig lost.

Jeg ved stadig ikke helt, hvordan pokker jeg skal tackle denne situation, og hvordan jeg skal reagere. Jeg har indtil videre sagt noget om dette til nogle få venner og familie, men jeg kan mærke på mig selv, jeg har brug for virkeligt at komme ud med mine tanker om forløbet. Og så har jeg lyst til at gøre et eller andet for, at det her ikke sker for en anden i samme virksomhed.

Så jeg sidder og tænker så det knager over, hvad mine muligheder er, og hvad de hver især indebærer af risici med mere. Uanset hvad, så skal jeg til at se videre og se om jeg kan finde et andet sted at arbejde. Jeg har allerede modtaget flere links fra venner, der er faldet over interessante stillinger, men jeg føler, jeg bliver nødt til at få det her afsluttet først.

Lige præcis hvordan det så falder ud – ja, det må jeg se på i løbet af det næste stykke tid… ❤

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s