Metafor

At begå sig i livet udenfor de gængse kønsopfattelser er lidt ligesom at gå midt på vejen i silende regnvejr mens alle andre passerer på fortovet under butiksmarkiserne eller med paraplyer. Man er dømt til et evindeligt zik-zak eller slalom om man vil, mellem store vandpytter, rendestenspludder og den nu og da tilfældigt passerende forgænger der skal fra det ene fortov til det andet. Det er tæt mørke, du har ingen reflekser på din jakke og biler og cykelister strømmer afsted forbi dig mens du ser hjælpeløst til, frysende i det kolde, våde vejr.

Det er ikke underligt, at det tærer på mange udenfor det heteronormative spektrum når man skal forsøge at stride sig frem i ad den endeløse livets vej mod et mål der formodentlig bliver en et-værelses med låg (som min mor ynder at kalde det). De første gange du har formået at få et lift i en bil kan det være du har oplevet slag, overfald eller andre ydmygelser, der gør at du afslår de senere tilbud om lignende hjælp. Tillid og åbentsindethed bliver langsomt kyset af vejen af mistro, isolation og angst.

Angsten er den værste. Det er tankemønstrenes boss, og jeres battle er uden stop. Du føler dig til frit skue for dem på fortovet, de kan altid se dig, de kan se du ikke færdes med dem, ergo må der være noget skævt, noget ”off” ved dig, right? Du er ikke som dem.

Angsten melder sig altid når man mindst venter det. Den kommer krybende, snigende, som en hugorm i rendestenene, den følger dit fodslag og ved ethvert skridt kan du risikere at blive snappet i hælen af dine våde snickers. Og det er kun dig der kan se hugormen, hvis du overhovedet kan se den i det regnvejrsflimrende mørke. Det er den, der sender mistroens gift gennem dine årer og ud i hårrødderne; det er den der hvisker hvad de andre tænker om dig og hvad du må gøre for at undgå deres fordømmelse.

”Kravl nu op til dem.”

”Kom nu, det kan da ikke være så svært bare at være almindelig.”

”Drop nu alt det der selvoptagethed og gør hvad der er bedst for alle de andre omkring dig – så behøver du jo ikke gå herude i regnen alene mere, vel?”

”Det hele bliver meget nemmere hvis du bare dropper det.”

Nogle gange kan man være længere væk fra hugormen end andre. Man kan faktisk komme så langt væk at man glemmer den nogensinde har været dér. Regnen er knap så slem, mørket knap så tæt og med mindre trafik går man mere sikkert på vejen. Skoene er efterhånden tørre, bagagen i tasken på ryggen føles ikke så tyngende, og du kan se fra side til side på menneskerne på fortovet, hvordan de haster afsted, mod præcis samme mål som dig, men mere sanseløst, mere livløst, uforhindret, ureflekterende.

Hugormen kan sagtens komme igen. Den kommer og går. Nogle slipper helt ud af dens greb og finder den mindst trafikerede vejbane at færdes på. Andre sakker agterud og møder den igen og igen resten af turen. En eller to bliver så forgiftet af den at de falder om undervejs og må bæres ind i en et-værelses med låg tidligere end os andre.

Man kan ikke sætte en snor på en hugorm, men man kan lære at se den, holde øje med den og acceptere at dens bid gør ondt og får én til at stagnere i sin fremdrift. Det er ikke ensbetydende med at det er en jernlænke der holder én fast for evigt. Den kan afværges, den kan holdes på afstand, og man kan måske være heldig at få modgift mod dens bid. Under alle omstændigheder er man aldrig alene med sin kamp, imod vejen, imod fortovsgængerne, imod hugormen, imod regnen.

6_150209210950

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s