Jul

Musikken overdøver min hurtige vejrtrækning og fører mig af sted over fortovene. Forbi mig suser villaerne med hække og træer viklet ind i små lys. I vinduerne kan jeg se juledekorationer og velindrettede børneværelser. Nogle gange ser jeg mennesker i de små gule firkanter som vinduerne er her i december mørket. Gråhårede, middelaldrende par der snakker sammen over en fællesmiddag. En kvinde med pagehår og briller der taler til sin teenage søn som er blevet så høj siden sidste jul. Lys, varme og jul skinner ud på haven med lysene og ud på fortovet jeg løber over. Jeg løber hurtigt. Både for at følge de 165 trin Spotify har talt min løbehastighed til og dermed beatet på musikken, men måske også væk fra noget indeni i mig. Jeg løber forbi min eks’ bedsteforældres hjem, og jeg kan ikke lade være med at stoppe lidt op og kigge ind. Der er lys, men også rullet ned. Bare de har det godt, tænker jeg, og løber videre. Væk.

Jeg vil gerne væk, lige for tiden. Væk fra julen. Væk fra julemusikken, julegaverne, julemaden, julehyggen. Det er såmænd ikke julestressen der anstrenger mig, eller juleøkonomien. Det er faktisk heller ikke musikken, gaverne eller maden der kan få skylden. Selvom jeg aldrig bliver fan af pebernødder.

De sidste 3 år har jeg ikke holdt jul med min familie. Det har været en lettelse ikke at skulle holde jul med dem, men det gør ikke julen nemmere. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så elsket og velkommen som jeg har gjort de sidste 3 års juleaftener hos henholdsvis min plejemor og bedstevenindes familie. Men det gør desværre ikke juletiden nemmere.

Vi sidder og snakker lidt, mine venner og jeg. Min ven fortæller hvordan hans forældre pakkede hans taske og smed den ud på gaden, da han sprang ud som bøsse som 16 årig. Nu, 5 år efter, har han stadig ikke hørt fra dem. Det samme skete for min anden ven da han var ung. Og desværre hører jeg stadig de historier. Også historier om juleaftener med det gamle navn på julegaverne eller ubehagelige julegaver der ikke ligefrem byder til accept. Min mors skuffede blik og triste mine glemmer jeg aldrig. Imens jeg prøvede at sige tak for en gave vi begge vidste slet ikke var mig. Og jeg prøvede så hårdt at være sød og høflig, for jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være den datter hun ønskede.

Julen er ikke hjerternes tid for alle. For mig, og desværre også andre LGBT*ere og cisheteroer er det en smertefuld tid. En tid med ubehagelige kompromier, kommentarer eller diskussioner. Eller en tid der netop minder en om alt det man ikke har, men som et hvert ugeblad billedligt beskriver normen er.

Jeg håber, at hvis du kender en der som mig står uden et behageligt og rart sted at holde jul, vil invitere dem ind i dit hjem. Jeg er så heldig at jeg har en (uofficiel) plejemor der har taget mig ind, samt en bedsteveninde med den sødeste familie der også har åbnet deres hjem for mig. De gør, at julene er lidt bedre for mig. For du kan næppe fikse personens familie, men i det mindste kan du gøre, at de kan få en god jul med nogle mennesker der holder af dem. For det at nogen åbnede deres hjem op til mig, er den største gave jeg nogensinde har fået.

God jul, jeg håber I alle kommer igennem den så godt I kan ❤

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s