På tærsklen til det nye år

– så er det næsten en selvfølge at reflektere over ens liv det sidste års tid og lægge planer for det nye. Det er dog ikke det, indlægget her kommer til at handle om, for jeg har med vilje udskudt den refleksion, da jeg på forhånd ikke føler, at det forgangne år har været særlig fantastisk, samtidig med, at det nye år byder på nogle seriøse udfordringer fra starten af. Jeg har været mere optaget af at få tingene til at hænge sammen end at reflektere over dem, kan man vel sige.

Så derfor – ingen ord om det forgangne år fra mig, ud over at det har været en fornøjelse at blogge her på siden de sidste 12 måneder 🙂 Det har budt på mange forskellige emner og indsigter i årets løb, og jeg håber, det næste år byder på mere af samme skuffe.

Og så vil jeg slutte af med en andens ord, nemlig Neil Gaimans. Han har for vane at skrive nogle ord hvert nytår – et håb for det kommende år. Jeg har udvalgt et, jeg synes, passer til siden her 🙂

NG - New Year

Og med det – godt nytår og må 2016 blive bedre end 2015! Tak for at følge os ❤

Advertisements

Jul

Musikken overdøver min hurtige vejrtrækning og fører mig af sted over fortovene. Forbi mig suser villaerne med hække og træer viklet ind i små lys. I vinduerne kan jeg se juledekorationer og velindrettede børneværelser. Nogle gange ser jeg mennesker i de små gule firkanter som vinduerne er her i december mørket. Gråhårede, middelaldrende par der snakker sammen over en fællesmiddag. En kvinde med pagehår og briller der taler til sin teenage søn som er blevet så høj siden sidste jul. Lys, varme og jul skinner ud på haven med lysene og ud på fortovet jeg løber over. Jeg løber hurtigt. Både for at følge de 165 trin Spotify har talt min løbehastighed til og dermed beatet på musikken, men måske også væk fra noget indeni i mig. Jeg løber forbi min eks’ bedsteforældres hjem, og jeg kan ikke lade være med at stoppe lidt op og kigge ind. Der er lys, men også rullet ned. Bare de har det godt, tænker jeg, og løber videre. Væk.

Jeg vil gerne væk, lige for tiden. Væk fra julen. Væk fra julemusikken, julegaverne, julemaden, julehyggen. Det er såmænd ikke julestressen der anstrenger mig, eller juleøkonomien. Det er faktisk heller ikke musikken, gaverne eller maden der kan få skylden. Selvom jeg aldrig bliver fan af pebernødder.

De sidste 3 år har jeg ikke holdt jul med min familie. Det har været en lettelse ikke at skulle holde jul med dem, men det gør ikke julen nemmere. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så elsket og velkommen som jeg har gjort de sidste 3 års juleaftener hos henholdsvis min plejemor og bedstevenindes familie. Men det gør desværre ikke juletiden nemmere.

Vi sidder og snakker lidt, mine venner og jeg. Min ven fortæller hvordan hans forældre pakkede hans taske og smed den ud på gaden, da han sprang ud som bøsse som 16 årig. Nu, 5 år efter, har han stadig ikke hørt fra dem. Det samme skete for min anden ven da han var ung. Og desværre hører jeg stadig de historier. Også historier om juleaftener med det gamle navn på julegaverne eller ubehagelige julegaver der ikke ligefrem byder til accept. Min mors skuffede blik og triste mine glemmer jeg aldrig. Imens jeg prøvede at sige tak for en gave vi begge vidste slet ikke var mig. Og jeg prøvede så hårdt at være sød og høflig, for jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være den datter hun ønskede.

Julen er ikke hjerternes tid for alle. For mig, og desværre også andre LGBT*ere og cisheteroer er det en smertefuld tid. En tid med ubehagelige kompromier, kommentarer eller diskussioner. Eller en tid der netop minder en om alt det man ikke har, men som et hvert ugeblad billedligt beskriver normen er.

Jeg håber, at hvis du kender en der som mig står uden et behageligt og rart sted at holde jul, vil invitere dem ind i dit hjem. Jeg er så heldig at jeg har en (uofficiel) plejemor der har taget mig ind, samt en bedsteveninde med den sødeste familie der også har åbnet deres hjem for mig. De gør, at julene er lidt bedre for mig. For du kan næppe fikse personens familie, men i det mindste kan du gøre, at de kan få en god jul med nogle mennesker der holder af dem. For det at nogen åbnede deres hjem op til mig, er den største gave jeg nogensinde har fået.

God jul, jeg håber I alle kommer igennem den så godt I kan ❤

Og så blev det jul endnu en gang…

Grumpy christmas

… og Grumpy Cat her udtrykker meget præcist, hvordan jeg har det med det. Det er ikke fordi, jeg hader julen eller noget, men på den anden side er det heller ikke en højtid, jeg ligefrem elsker.

En af grundene til, jeg egentlig helst vil have denne tid overstået, er at den i min familie dyrkes meget konservativt. Der er faste traditioner, og de har altid været der, og de skal følges. Punktum! Der skal ikke ændres ved det, for traditionerne er jo noget, der fungerer – eller, det ved vi jo ikke, for vi rokker aldrig ved dem…

Derudover betyder julen også for mig en masse tid sammen med min familie. Forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg har noget mod min familie eller ikke bryder mig om at være sammen med dem, slet ikke – men dels er jeg ikke åben over for dem, og kan derfor ikke altid give udtryk for det, jeg gerne vil, dels er vi så langt fra hinanden, at det betyder en del kompromisser for mig at være sammen med dem.

Mine forældre valgte for nogle år tilbage at bosætte sig i udkantsdanmark, kan man roligt sige. Så derfor er der ikke noget, der hedder: ”Jeg kommer lige forbi til kaffe!” Næ, det bliver planlagt god tid i forvejen, og så er man sammen mindst en tre-fire dage. Denne gang er det så fem. Og selv om det nok vil indeholde flere hyggelige stunder, betyder det desværre, at jeg ikke kan gøre, hvad jeg selv vil eller være åben omkring mig selv. Mine forældre er ikke strikse, men de har alligevel nogle ret konservative holdninger til nogen ting. En af dem er f.eks. internettet og det at bruge tid på sociale medier eller i det hele taget at være online.

Det er netop noget, jeg gør mig meget i, da det interesserer mig, men også fordi, jeg mange gange lærer så utroligt meget og bliver inspireret af forskellige ting, om jeg så ser det på facebook, tumblr eller et tredje sted. Derudover bruger jeg det også til at komme i kontakt med andre som mig selv (om det så drejer sig om at være aseksuel, queer eller være et stort spørgsmålstegn om sin kønsidentitet). Så derfor bruger jeg meget af min fritid foran en computer.

Det er så desværre det aspekt, mine forældre ikke forstår – for dem, så betyder en computer og internet nemlig, at tjekke sin mail, og så logge ud igen. Andet er der jo ikke behov for. De ser selv meget tv og tjekker tekst-tv utroligt ofte, hvad jeg slet ikke gør mig i. Vi får begge mange nyheder, men får dem forskellige steder fra, og forståelsen for, at jeg får mine nyheder fra andre kilder end dem, er ikke lige gået op for dem endnu. For dem, så er en time foran computeren næsten for alt meget, og så er det også så asocialt (siger de samtidig med at de alle sidder foran fjernsynet og ingen af dem siger et kvæk…)

Så – for at få fred og hygget, betyder det, at jeg må gå på kompromis med mit online-forbrug, hvilket jeg hader. Det gør mig i hvert fald sjældent i godt humør, og det smitter typisk. Så på den ene side glæder jeg mig til julen, fordi det betyder gode stunder, mad og gaver, men på den anden side bryder jeg mig ikke om, at jeg skal indordne mig under – hvad jeg ser som – gammeldags dogmer og konservatisme i forhold til medier og interesser. Så et eller andet sted glæder jeg mig, til jeg er hjemme igen og selv kan bruge min tid på lige det, jeg har lyst til og ikke skulle føle mig skyldig i at ”ødelægge” familiehyggen ved at være asocial foran et andet medie end fjernsynet.

Oh, well… Det er gået de sidste par år, så jeg skal nok klare det dette år også. Jeg skal nok tage del i alle traditionerne, og synge med rundt om træet, men så snart det er ordnet, så har jeg også fået nok. Jeg er træt af at skulle gå på kompromis med mig selv på denne måde. Det er fem dage, og så går der nok en 3-4 måneder, før jeg skal derover igen. Så kan jeg lige klare den i mellemtiden, og forhåbentlig gøre dem mere klar på, hvorfor jeg bruger så meget tid online. Det vil i hvert fald hjælpe i forhold til næste ferie hos dem.

Og så lige her på falderebet: Må I få en god jul, alle sammen – og må I finde tiden til at gøre lige netop det, I allermest har lyst til. Jeg håber, I klarer jer igennem julen. Så ses vi på den anden side 🙂

Binge Trans

Lige pt sidder jeg med en stor skoleopgave der har deadline før jeg kan blive færdig. Det er mildest talt super nederne, but thats life. Det fedeste ved opgaven er, at den går ud på, at jeg skal omdesigne en hjemmeside for en virksomhed/museum/produkt fra Berlin.

Jeg har valgt “Schwules Museum*” som er Europas eneste LGBT*, og det har helt klart gjort opgaven sjovere at lave. For at introducere mine lærere/læsere til hvad Schwules Museum* er har jeg været “nødt til” at introducere nogle begreber. Så i min opgave om design og kommunikation, har jeg fået lov til at lave et helt afsnit om hvad L, G, B, T, *, Queer, binær og non-binær betyder. Jeg er meget spændt på hvad mine lærere vil sige til det, for begrebs introduktionen fylder.. Måske lidt for meget.. Men det er jo vigtige ting! Synes jeg. Altså.

Nu sidder jeg på falderebet med opgaven og binge watcher “True Trans” af Laura Jane Grace i baggrunden. (Hvis I ikke har set serien så er den her.) Og jeg har af en eller anden grund en kæmpe lyst til netop at se en masse videoer, film, dokumentarer osv. omkring transpersoner og queers. Film som “Transamerica”, “Boys don’t cry”, og alle de dokumentarer jeg har fået samlet over tiden (link til spilleliste her).

Det er spændende at høre andres historier, se andre som mig – eller som ikke er som mig. Blive klogere på * og alt det nonbinære indeholder. Det er ikke min familie, og jeg er bestemt ikke fan af at the notion at alle transmænd er “transbrødre”, men jeg har altid synes debatten om køn er interessant. Cis, trans, queer – det er spændende.

I forgårs havde jeg besøg af en kammerat der ville tage billeder af mig til en skoleopgave. Vi havde en lang og god snak om hvad han ville tage billeder af, og jeg blev klogere på hvordan jeg gerne vil have MIN historie bliver vist og hvordan jeg tror transkønnedes historie bedst bliver vist. Og min historie er ikke den binære heteroseksuelle transmand, men mere kringlet og stadig under udvikling. Jeg er SUPER spændt på at se billederne – mere end jeg nogensinde har været efter at folk har taget billeder af mig. For til den her session gjorde jeg nogle usædvanlige ting foran et kamera og jeg var 100 % komfortabel samtidig. Hvis jeg tør, så lægger jeg måske billederne op her. Nu vil jeg binge watche videre på min trans*/queer interesse. Og skrive opgave.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 21.02.54.png

Det der med at være attraktiv…

Olivers indlæg i mandags om at være attraktiv fik mig til at tænke – og bragte mig tilbage i tiden. For så snart jeg læste de første tre linjer, tænkte jeg: ”Det er spot on! Der er mine tanker, det der!” Det var, som om det kunne have været noget, jeg selv kunne have skrevet over samme emne.

Jeg voksede op meget med de samme tanker. Jeg var ranglet og nørdet, og jeg havde da også et ry i klassen som en lidt sær fisk. Så med årene udviklede der sig en fortælling i mit hoved om, at jeg ikke var attraktiv. Det kunne jeg også se på de andre i klassen – de så langt bedre ud end mig, og der var sjældent nogen, der gad være kærester med mig.

Og det har i høj grad hængt ved. Om end jeg i dag godt kan føle mig lækker en gang i mellem, så lurer det dårlige selvværd stadig lige under overfladen og truer med at ødelægge den dejlige følelse med nogle velvalgte skældsord. Om end jeg har oplevet folk flirte med mig eller kigge efter mig – eller decideret sige det til mig – så er det som om, jeg stadig har svært ved at tro, at nogen overhovedet kan finde mig køn eller attraktiv.

Der er da desværre også flere oplevelser, der føder fortællingen om, at jeg er uattraktiv, end det modsatte. Det er sjældent, jeg oplever folk flirte med mig i supermarkedet eller i byen, og på dating sider har jeg slet ikke succes (jo, med at finde venner, men det er en anden historie…) En gang i mellem er det dog som om, universet lige vil minde mig om, at den der fortælling, der har brændt sig ind i hovedet på mig, altså ikke er sand, og sender en person, der får mig til at føle mig attraktiv og noget værd. Ikke kun over for andre, men i lige så høj grad over for mig selv.

Det er ikke fordi, det er let, når det sker, for som Oliver også nævner, så er det bestemt ikke noget, jeg er vant til. Jeg ved aldrig rigtig, hvordan jeg skal reagere på den form for opmærksomhed. Det, der mest går mig på i de situationer, er at mit lave selvværd og den førnævnte fortælling står i vejen, og har travlt med at bilde mig ind, at den anden person slet ikke flirter med mig eller finder mig interessant og det bare er fordi, vedkommende vil udnytte mig på en eller anden måde… Ikke ligefrem det bedste at stå og tænke på, når en anden står og flirter med én, og man godt vil gøre et godt indtryk 😦

Når jeg tænker tilbage på nogle af de positive oplevelser jeg har haft med det med at flirte med andre, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvor meget af det, der har med attitude at gøre? Det, at andre finder én attraktiv? For jeg har oplevet flere gange, at netop de gange, hvor jeg følte mig helt ovenpå og ikke til at skyde igennem – ja, så var det lettere at tiltrække nogen, og lettere at flirte med andre. Der skete det oftere, at andre gav mig grund til at tro på, jeg var attraktiv.

Og så vil jeg give Oliver fuldstændig ret i sin afsluttende pointe: Når man har et lidt ambivalent forhold til sit udseende og om man er attraktiv for andre, så kan det betyde verden (intet mindre), at andre bekræfter en i det! Det er virkelig vigtigt at få den bekræftelse – og ja, det føles også virkelig rart, når det sker 🙂 Man føler sig mere værd – for sig selv og for andre.

(Og det er så her, mit dårlige selvværd fortæller mig, det er en latterlig tanke, og hvor jeg mest har lyst til at råbe: ”Skrid med dig! Jeg har ikke brug for det her, for jeg VED – jeg har oplevet det flere gange – at andre godt kan finde mig attraktiv!” … det måtte dog godt lige ske noget oftere…)

Bogorm

“Books, like friends, should be few and well chosen. Like friends too, we should return to them again and again for, like true friends, they will never fail us.”

Lad det være kendt, at jeg elsker bøger. Jeg elsker duften, jeg elsker at mærke papiret, jeg elsker dedikationer, og jeg elsker omslag. Jeg elsker at mærke vægten af en tung bog i mit skød, og jeg elsker at finde en bog, der kan være i min lomme. I alle former og størrelser, elsker jeg bøger.

Bøger kan transportere en ind i en helt ny verden, eller vise os vores verden i et nyt perspektiv. Bøger, på en helt unik måde, giver os mulighed for at forstå andre personers handlinger ud fra deres tanker, og de giver os anledning til også bedre at forstå os selv igennem andre.

Jeg tilhører en generation af læseheste og nørder. De fleste i min omgangskreds er glade for bøger, og nogle skriver endda selv. Jeg tror internettet, med dets store mulighed for udveksling af skriblerier og kritik, har hjulpet dette godt på vej, og jeg tror at tendensen til, som jeg gør her, at formidle sine indre tanker i et offentligt rum, har gjort os, som mennesker, bedre i stand til at forstå hinanden.

Bøger, som film og tv, afspejler ofte den samfundsmæssige diskurs, og i min levetid har bøger med Queer karakterer været få og svært tilgængelige. Man så dem aldrig på bestsellerhylden, eller på promoveringsstanden. Jeg var desværre aldrig selv, som ung, i stand til at finde disse skjulte skatte af Queer-litteratur…indtil jeg fandt fanfics.

Jeg læste min første Harry Potter fanfic som 15-årig, og -selvfølgelig- var den Queeret godt og grundigt op. Det var ikke eksplicit seksuelt, men mange af karaktererne gav udtryk for homoromantiske tiltrækninger, hvilket jeg fandt vældig interessant. Jeg dykkede mere ned i det, og fandt, at jeg holdt meget af de fanfics, der ikke direkte stred imod eden etablerede kanon for universet, men som udforskede bipersoners liv – dem, hvis tanker vi aldrig får indblik i, og hvis liv vi aldrig involveres tilstrækkeligt i til at kende deres identiteter tilstrækkeligt.

Folk har ofte en opfattelse af, at karakterer er heteroseksuelle, medmindre andet står eksplicit i bøgerne. “Hvis han var bøsse, havde det nok stået der,” siger de, og beskylder en for at presse homoseksualitet ned over hovedet på dem, når man siger at Draco Malfoy sagtens kunne være Queer. Jeg beskylder dem for at presse heteroseksualitet ned over mit hoved, når de forsøger at overbevise mig om, at han ikke er, men den side af argumentet har sjovt nok ikke lige så meget vægt i den generelle befolkning 😛

Men denne løsrivelse fra heteronormen har givet mig en ny måde at læse bøger på, hvor jeg ikke længere antager noget om nogens seksuelle identitet eller kønsidentitet. Og jeg må sige, det er befriende!

Endnu mere befriende er det, at bruge denne approach i dagligdagen, når man har med mennesker at gøre. Jeg bliver sjældent overrasket, når folk fortæller mig om deres skævheder, for jeg har ikke haft nogen forventning om, at de skulle være normative.

Jeg elsker at høre folks historier, og udbygge min forestilling om dem derigennem, ligesom jeg elsker at læse en bog, og fordybe mig i dens univers. Mennesker er meget lig bøger, og jeg elsker at læse dem begge.

Men læsningen foregår på menneskets og bogens præmisser. Nogle gange skriver vi vores egne små fanfics om mennesker, vi kender; ting der kunne være sande, men som vi ikke ved med sikkerhed. Forskellen er, at mennesker kan vi altid spørge – bøger giver os intet mere, end det der står.

Jeg elsker bøger, og jeg elsker at digte videre. En dag får jeg skrevet min egen, som folk selv kan få lov at fortolke, og jeg glæder mig til at se, hvad de finder på 🙂

Attraktiv

Da jeg var yngre troede jeg aldrig, at nogen nogensinde ville finde mig attraktiv. Når du vokser op som outsideren der bliver beskrevet som “nørd”, “asocial” og “sær” så booster det ikke ligefrem ens selvværd.
Første gang jeg kyssede var jeg 17 år, og jeg mistede min mødom som 18 årig. I årene op til blev ordene til at beskrive mig udskiftet, men det ændrede ikke mit selvværd. “Sej” og “punk” var da en forbedring, men det ændrede ikke på hvordan jeg oplevede mig selv:
Underlig, sær, nørdet.

Uattraktiv.

Med tiden er der kommet mange nye ord på mig. “Flot”, “lækker”, ja endda;

“Attraktiv”

Med det ord kommer mange nye øjne på en. Både over disken i supermarkedet, på dansegulvet og i andre sociale settings. Flirtende øjne og søde smil, endda berøringer. Jeg havde troet, at ordet “transkønnet” ville stoppe de fleste øjne. Men det gør det faktisk overhovedet ikke. Jeg vil ikke sige tværtimod, fordi det ville være løgn. Men det i hvert fald ikke en begrænsning.

Men min indre generte nørd er slet ikke vandt til den her opmærksomhed. Og efter jeg er blevet single, har jeg også fået mulighed for at gengælde de søde øjne. Eller selv lave dem. Og pt står jeg i en situation med et splittet hjerte og mange tanker.

I følge janteloven må jeg ikke være selvsikker og selv mene, at jeg er attraktiv. Men det skider jeg højt på. Jeg er fanme endt meget heldigt med mit udseende – det privilegie er jeg meget opmærksom på. Jeg er da stadig utilfreds med mine brede hofter og mavefedt osv. Men all in all er jeg glad. Og jeg nyder de romantiske øjne jeg får. Også selvom jeg i bund og grund har svært ved at tro på dem, og stadig føler jeg burde gå med et advarselstegn i panden.

Min store usikkerhed er så, om jeg stadig er attraktiv hvis jeg var mere queer i mit kønsudtryk. E n d e l i g få jeg romantiske interesse og er glad for min krop, og det vil jeg nu kaste væk for lidt make-up og feminint tøj? Det virker latterligt dumt at gøre det. Men det er også latterligt dumt at følge cisheteronormative regler som egentlig kun nedgører, diskriminerer og skaber dårlig selvtillid hos de fleste. Men med min stadigvæk haltende selvværd og selvbillede så er det, at andre ser mig som attraktiv vigtigt. Og rart. For så er jeg da et eller andet værd – tænker jeg. Omend det er en latterlig tanke..

Hvad gør man dog ikke for at være lækker. Skærmbillede 2015-12-07 kl. 17.12.26.png

Pass

Jeg havde i går en god diskussion med en god ven omkring konceptet med at “Passere”.
Det kommer velsagtens af det engelske ord for det, “Passing”, hvilket betyder at man ‘ligner godt nok’. Det bruges oftests i forbindelse med transpersoner, der gerne vil passere eller ligne deres køn godt nok, men kan så sandelig også bruges i mange andre sammenhænge – fx kan en homoseksuel siges at passere som hetero.

Jeg er ikke vild med konceptet. Jeg synes, der ligger en del beskæmmende i det – bare ideen om at der er en nedre grænse for, hvornår du ligner en mand godt nok fylder mig med ubehag. Og morsomt nok er det kun et koncept for dem, der ikke er normative, så at sige. ‘Passing’ udtrykker jo netop et ønske om at nærme sig normen.

Og det skræmmer mig nogle gange, at der lægges så stor vægt på vigtigheden i at passere, både fra udefrakommende, men så sandelig også inde i de grupper, hvor konceptet er gældende. Jeg har snakket med homoseksuelle mænd og kvinder, der egentlig foretrækker at deres partner er ‘Straight-acting’, dvs. ikke-stereotypt homo, og disse mennesker har ofte selv været dem, jeg ville kategorisere som ikke-stereotype.

Jeg er selv blevet hevet med i samtaler med andre transkønnede, der udelukkende gik på, hvordan man bedst passerer.

Det trætter mig at der ikke blot i samfundet, men også inde i de forholdsvist lukkede miljøer eksisterer en forherligelse af det normative. Jo mere du ligner de andre, jo bedre for dig (og for os som miljø – det er kun de transpersoner, der passerer, vi gider vise i medier).

Og ordet, for mig, giver netop anledning til konnotationen: du har klaret en test. Du har opfyldt mindstemålet for, hvad samfundet opfatter som værende acceptabelt. Du er en del af normen nu.

Fuck da det.

Kan vi blive enige om, at de færreste ciskønnede ville blive glade for at få at vide, de passerer som trans? Hvor mange heteroseksuelle mænd nyder at høre, de kunne gå for at være bøsser?

Hvorfor går vi selv inde i miljøet op i at forstærke det normative som det gode, og det skæve som det dårlige?

Fordi det er den bedste måde at overleve på. Fordi mange steder i verden har både transpersoner og homoseksuelle -brug- for at passe ind i normen – for hvis de stikker for meget ud, kan det have alvorlige konsekvenser. Fordi vi selv her i Danmark kan blive frasorteret på så mange områder, hvis vores udseende og opførsel ikke passer ing i, hvad arbejdsgivere, kolleger, kunder, familie og venner finder aceptabelt.

Fordi de normative går op i det, må vi desværre også se og nødsaget til det.

Og her må jeg også nævne, at jeg ‘passerer’, hvad enten jeg kan lide konceptet eller ej, og det føles derfor lidt hult for mig at kritisere folks behov for at passere – omtrent som når en hvid mand ikke forstår, hvorfor vi skal snakke om racisme. Og jeg fjerner jo også mit skæg og gror mit hår langt netop for at folk skal se mig som kvinde fra start – så jeg går også op i det.

Men min kritik er heller ikke møntet på dem, der går op i det for deres eget vedkommende – den er møntet på det samfuldsideal, der stadig følger normen. Det har været med os siden queer-bevægelser opstod første gang – de havde netop en fokus på at gøre homoseksualitet ‘Normalt’ – tilstrækkeligt normativt til at det kunne godkendes. Det var vigtigt for homoseksuelle mænd, der kom i mediernes søgelys at udvise maskulinitet og respektabilitet – selv inden for miljøet sås det helst at maskuline fandt sammen med feminine, for på bedst mulig måde at emulere heteronormativiteten – se, vi er lige som jer!

Jeg glæder mig til vi kan gøre det normale skævt, i stedet for det omvendte. Jeg glæder mig til Hetero og Mand bliver diffuse begreber i samfundet, der hverken dikterer udseende eller opførsel.

Btw, prøv at fortæl dine ciskønnede venner at du synes, de ligner deres køn virkelig godt. Jeg tror de færrste vil tage det som et kompliment, og de fleste vil måske endda blive fornærmede over at du føler et behov for at fortælle dem det – som om der skulle være nogen tvivl!

Jeg har ikke til hensigt at pass-shame. Som nævnt forstår jeg fuldt ud folks bevæggrunde for at gå op i at tilpasse sig normen, og folk bestemmer selv, hvad der er vigtigt for dem. Jeg forstår også udmærket folks frustration over ikke at kunne leve op til de mål, samfundet og de selv har stillet. Jeg har selv længe bakset med følelsen af ikke at være God Nok, og indimellem rammes jeg stadig af den.

Men lad mig slutte af med at fortælle dig, læseren, at du er God Nok. Og hvis folk ikke synes det, så burde det udelukkende være deres problem!