Remembrance

I dag er international transmindedag. Det er den dag på året, hvor vi husker på de folk, der er blevet taget fra os på grund af had, misundelse eller misforståelse – blot fordi de ikke passede ind i et cis-narrativ. Hvad enten det er sket ved andres eller egen hånd, mindes vi de personer, og husker på at kampen langt fra er ovre.

Det er også en dag, hvor jeg minder mig selv om, at det stadig er risikofyldt at være transperson. Jeg har det med at færdes i meget sikre cirkler, og jeg oplever heldigvis ikke selv had rettet mod mig, men jeg ser det på sociale medier hele tiden, og jeg hører folk fortælle om deres forældre, der ikke vil lade dem leve deres liv…og jeg indser, at jeg stadig er bange.

Hver gang jeg møder en ny transperson, rammes jeg af vægten af deres kamp. Hver af os har udfordringer med hensyn til transition, men nogle har enten flere, eller er dårligere udstyret til at overkomme dem. Jeg kan ofte se frygten i deres øjne, og at jeg fortæller dem, hvor godt jeg har det, hjælper dem kun en lille smule – for de er ikke mig.

Jeg forventer altid, at det vil gå folk godt i livet. Jeg tror på det gode. Men jeg ved også, at selvom du har tre tusinde gode mennesker i dit liv, så skal der kun et enkelt ondt menneske til at slå det i stykker.

Her i Danmark er der heldigvis ikke så mange, der bliver slået ihjel. Men jeg kender folk, der er blevet offentligt ydmyget, slået ned, tilsvinet, spyttet på…jeg kender folk, der er blevet nægtet den behandling, der har været så livsvigtig for mange af mine nære venner, og jeg frygter oprigtigt for, hvor meget mere afvisning, de kan tåle…jeg har kendt folk, der har taget livet af sig selv gennem mange år ved at selvmedicinere, og som ikke i tide har opdaget blodpropper og hjertefejl.

I Danmark bliver man ikke slået ihjel hurtigt. Man får blot frataget muligheden for at leve, stykke for stykke.

Så på denne transmindedag vil jeg mindes dem, der venter på at få hjælp, og dem, der aldrig har kunnet få den. Jeg mindes dem, der må tåle aggressioner fra familie og kolleger, og som langsomt føler, de fratages deres værdi som mennesker.

Der er grænser for, hvor meget et enkelt menneske kan klare.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s