Tinder

Sidste uge fik jeg oprettet mig på Tinder. Endelig, kan man sige, for jeg har haft app’en liggende på min mobil i snart to måneder, men nu fik jeg altså endelig oprettet mig. Mine forventninger til det var ikke så store, men kan dog ikke sige mig fri fra at have nogle romantiske illusioner om, hvad der kunne komme ud af det. Så derfor – jeg kastede mig ud i det!

Nu har jeg så brugt den en uge, og det har resulteret i to ting: Et match (som ikke har fjernet mig igen inden nogen form for kommunikation), og tanken om, at slette app’en.

For at tage det positive først: Jeg fik et match! 😀 Og endda var det en meget spændende kvinde, som jeg godt kunne se, jeg havde meget til fælles med. Jeg tog mod til mig, og fik skrevet en besked til hende, og der gik lige nogle dage inden der var svar. Jeg svarede, og nu venter jeg på at se, om jeg får endnu et svar. Så det går vist, om end meget langsomt.

Så til det negative: Den måde, Tinder fungerer på, har jeg fundet ud af, slet ikke passer til mig. Hvilket er grunden til, jeg overvejer at slette den. Jeg troede (måske lidt naivt), at folk gjorde noget ud af deres profiltekster, men efter at have set, at de er en sjældenhed, gik det op for mig, at det kun er billeder, der virker til at have en betydning. Fair nok, sådan fungerer det oftest i forhold til datingsider og –apps, men det kom alligevel bag på mig, at det var så udbredt. Og i forhold til, at jeg altid har haft et meget ambivalent forhold til mit udseende og stadig den dag i dag kæmper med dårligt selvværd, så er det nærmest angstprovokerende for mig at navigere på Tinder, der kun går på udseende, og hvor det står klart for mig, at folk derfor kun vurderer mig på dette.

Det har så også ført til, at jeg bruger utroligt lidt tid på den nu, så jeg er oftest kun online en enkelt gang om dagen, og kun i nogle få minutter. Jeg får det simpelthen dårligt af at være på i længere tid af gangen.

Så – nu ser jeg, hvad der kommer ud af det match, jeg har. Løber det ud i sandet, eller skulle det gå hen og gå godt, og vi begynder at kommunikere via andre kanaler – ja, så ryger Tinder altså i svinget. Og det vil jeg faktisk kun være glad for.

Advertisements

Quantum

“Jeg er Schrödingers Queer”

Således skrev personen, jeg dater (for nemheds skyld kaldt Starbuck i denne blog), til mig for ikke alt for lang tid siden.

Preamblen var en forklaring om, hvordan Starbucks køn afhænger af humør og omstændigheder, og at en udenforstående ikke kan vide, hvilket køn, der er gældende den pågældende dag, hvorfor Starbuck kan siges at være i en tilstand, der er både Mand og Kvinde (min parafrase af Starbucks besked).

Som fritidsnørd tænder denne tanke mig enormt.

Som fuldtidsqueer og polyseksuel tænder den mig endnu mere.

Lad os lige få alle med:

“Schrödingers Kat” er en kendt lignelse, der illustrerer et problem kvantecidenskaben ofte har – nemlig at én ting anses for at have to(eller flere) mulige tilstande, og at man ikke kan vide hvilken, uden at observere udfaldet af dens deltagelse i et eksperiment.

En kat sættes ned i en kasse, sammen med en kolbe med gift. Giften udløses gennem en mekanisme, der er styret af et bestemt atoms tilstand – men denne tilstand er umulig at forudsige, og det kunne tage alt 1 sekund til en uendelighed før giften frigives og dræber katten. Således kan vi ikke vide, om katten er levende eller død, og vi må behandle den som værende begge dele, indtil vi åbner kassen, og finder ud af det.

På samme måde befinder Starbucks køn sig i en superposition, der er både Mand og Kvinde, idet en udefra observerende person ikke vil kunne se det på SBs tøj eller opførsel. Selvfølgelig ved SB godt, hvad dagens eller timens køn er, men indtil der spørges, må SB betragtes og behandles som værende begge.

Således er ethvert forhold, SB befinder sig i, Biseksuelt, idet man vil være i et forhold med både en Mand og en Kvinde. Selvfølgelig er det muligt at kollapse funktionen ved at spørge ind til (observere) kønnet, men hvor er det sjove i det? Og desuden ved du aldrig, hvornår det skifter igen 😉

For mit vedkommende synes jeg, det er genialt at være sammen med en person, der konstant er et enigma. Selvfølgelig tillægger jeg ind imellem Starbuck et køn ud fra mine egne observationer og forventninger (og nogle gange fordi mine forældre og andre har svært nok ved at forstå at der findes transkønnede), men det er altid med viden om, at det er -min- fortolkning, og at virkeligheden måske er en anden.

Jeg forventer, at Starbuck fortæller mig, hvis dagens køn er vigtigt at observere, for nogle gange kan det sikkert have betydning. Jeg ved fra mig selv, at der er dage, hvor mit køn er vigtigt for mig, og andre hvor det ikke er. Men ellers går jeg gennem tilværelsen, lykkeligt uvidende om, hvorvidt jeg er i et Homoseksuelt eller et Heteroseksuelt forhold.

Vil det forresten sige at Biseksualitet er en Superseksualitet, idet den er både Homo og Hetero?

Ja…ja, det vil det!

Bi-sex

Han har skæg. Det er tykt og rart at nusse. Han har lange hår på maven og brystet. Det føles rart at glide mine fingre igennem dem. Han er blød, og varm. En mand. Han har søde øjne og et dejligt smil. Vi har samme briller, nærmest samme kasket. Hans læber er store og bløde på mine. Han er rar at kysse med. 

Hun dufter fantastisk. Og når hun danser ser hun til siden imens hun smiler. Hun har grønne-grå øjne, omkranset af sort make-up. Hendes hud er glat og hendes læber røde. Hendes hår er langt og sat op i en knold. Hendes kys trækker mig ind til hende. Jeg skal bøje mig en smule ned for at nå hendes læber. 

Jeg krøller mine fingre ind i hans skæg imens vi kysser. Han holder om mig med hans faste hænder. Hans skridt vokser, og hans bukser er åbne. Han trækker min t-shirt af. Og åbner mine bukser. 

Hun sidder på mit skød. Kysser mig lidenskabeligt og ser på mig med smukke og lystne øjne. Vi griner lidt. Så går vi ind i sengen. Hun kommer med små lyde der får min krop til at krible. 

Jeg lægger mig på hans seng. Trækker ham ned til mig. Vi kysser. Hans hår er bløde mod min hud. Jeg føler mig tryg. Feminin. Og det er okay. Jeg er mig. 

Hendes negle kradser min ryg og jeg brummer. Jeg løfter hende rundt, bider i hendes krop. Jeg føler mig tryg. Maskulin. Og det er okay. Jeg er mig. 

Der ér forskel. På de to. Både dem og mig. Men jeg føler mig tryg, nysgerrig og værdsat. Det er sjovt. Og skræmmende. Og hyggeligt. Det er mig. tumblr_nkw63hY5HD1r1arpmo1_540.png

Kunsten at skamme sig over en udgivelse

Jeg har tidligere skrevet om en antologi (læs mere her), der for ikke så lang tid siden er udkommet. Bogens bidragsydere har skrevet om deres hverdag som aseksuelle, og det er (så vidt jeg ved) en af de første antologier af sin slags 🙂

Jeg var en af de 17, der skrev et indlæg til den bog.

Jeg har siden udgivelsen ikke fortalt det til særlig mange mennesker. Stort set ingen har fået det at vide, faktisk. Og det er der en god grund til: Jeg skammer mig lidt over det, jeg har skrevet.

Det gik ellers godt til at begynde med – jeg skrev løs, og fik det læst igennem og redigeret både to, tre og fire gange, så jeg til sidst stod med et resultat, jeg var glad for. Jeg indsendte det, og fik også ros retur fra redaktøren 🙂 Det blev lige vredet gennem en redigeringsproces, men det blev mit bidrag egentlig kun bedre af. Så da den proces var afsluttet, og bogen gik ind i den næste fase, var jeg faktisk ret tilfreds og glad for det, jeg havde skabt 🙂

Så gik der nogle måneder, og jeg beskæftigede mig ikke mere med det, indtil jeg en dag gik i gang med at prøve at oversætte mit bidrag til dansk, så jeg havde den på begge sprog.

Og så var det, det gik galt.

De fleste kender nok det med, at de sjældent vender tilbage til noget, de har skrevet tidligere, fordi de pludselig indser, at det de skrev, ikke var særlig godt. Og det var præcis sådan, jeg havde det, da jeg efter nogle måneder læste min historie igennem igen. Bevares, nogle af tingene hang godt sammen, og jeg havde nogle fine pointer, men hele den første side (mit bidrag fyldte 4½) var rædselsfuldt skrevet. Det blev lidt bedre derefter, men ikke voldsomt meget.

Oversat det fik jeg da, og jeg blev mere glad for den danske udgave end den engelske, men det rokkede ikke ved, at jeg ikke længere tænkte så højt om det, jeg havde skrevet. Så derfor valgte jeg at undlade at fortælle det til andre – at jeg havde skrevet noget, der snart ville blive udgivet.

Og det er faktisk noget, der betyder meget for mig, for jeg har altid haft – indrømmet, mange drømme – men en af de stærkeste var, at jeg gerne ville skrive og have noget udgivet på et tidspunkt. Så derfor betød dette, at jeg pludselig fik mit navn stående i en bog, man kunne købe, ret meget – men blev så ødelagt af, at jeg ikke længere brød mig om det, jeg havde skrevet.

Udgivelsen er derfor ikke blevet nævnt med et ord for andre end de i min omgangskreds, der selv er aseksuelle (ikke særligt mange) og som havde hørt om det i forvejen. Selv efter bogen udkom, vægrede jeg mig ved at nævne det, men endte alligevel med at gøre det – nu havde de hørt om det så længe, så det var kun fair af mig at fortælle dem det.

…og nu er de så i gang med at finde ud af, hvor mange af dem, der vil have bogen, så de kan købe dem samlet… Det er virkelig fedt, for så kommer bogen til at blive købt og kommer ud i verden – men så betyder det også, de kommer til at læse det bidrag, jeg efterhånden er kommet til at skamme mig over. Det bryder jeg mig ikke særlig meget om 😦

Det er nok ikke til at komme udenom, at hvis man skriver, så ender man med, at bryde sig om noget af det, man skriver, og knap så meget om andet af det, man skriver. Nu må jeg så leve med, at denne udgivelse falder i sidstnævnte kategori, og håbe på, jeg på et tidspunkt får udgivet noget, der falder i førstnævnte.

Der er heldigvis ting, jeg har skrevet, jeg stadig den dag i dag virkeligt godt kan lide (bl.a. et par af indlæggende på denne blog), så det er ikke fordi, jeg er ude af stand til at skabe noget, jeg holder af. Og hvis jeg formår at tænke konstruktivt, kan jeg med fordel vende denne oplevelse til en positiv, og lære af de fejl, jeg gjorde mig i det bidrag, og bruge det til at minimere fejl i kommende skriverier.

Og så en dag kan det være, jeg står med en bog i hånden med mit navn på og er glad over det 🙂

Remembrance

I dag er international transmindedag. Det er den dag på året, hvor vi husker på de folk, der er blevet taget fra os på grund af had, misundelse eller misforståelse – blot fordi de ikke passede ind i et cis-narrativ. Hvad enten det er sket ved andres eller egen hånd, mindes vi de personer, og husker på at kampen langt fra er ovre.

Det er også en dag, hvor jeg minder mig selv om, at det stadig er risikofyldt at være transperson. Jeg har det med at færdes i meget sikre cirkler, og jeg oplever heldigvis ikke selv had rettet mod mig, men jeg ser det på sociale medier hele tiden, og jeg hører folk fortælle om deres forældre, der ikke vil lade dem leve deres liv…og jeg indser, at jeg stadig er bange.

Hver gang jeg møder en ny transperson, rammes jeg af vægten af deres kamp. Hver af os har udfordringer med hensyn til transition, men nogle har enten flere, eller er dårligere udstyret til at overkomme dem. Jeg kan ofte se frygten i deres øjne, og at jeg fortæller dem, hvor godt jeg har det, hjælper dem kun en lille smule – for de er ikke mig.

Jeg forventer altid, at det vil gå folk godt i livet. Jeg tror på det gode. Men jeg ved også, at selvom du har tre tusinde gode mennesker i dit liv, så skal der kun et enkelt ondt menneske til at slå det i stykker.

Her i Danmark er der heldigvis ikke så mange, der bliver slået ihjel. Men jeg kender folk, der er blevet offentligt ydmyget, slået ned, tilsvinet, spyttet på…jeg kender folk, der er blevet nægtet den behandling, der har været så livsvigtig for mange af mine nære venner, og jeg frygter oprigtigt for, hvor meget mere afvisning, de kan tåle…jeg har kendt folk, der har taget livet af sig selv gennem mange år ved at selvmedicinere, og som ikke i tide har opdaget blodpropper og hjertefejl.

I Danmark bliver man ikke slået ihjel hurtigt. Man får blot frataget muligheden for at leve, stykke for stykke.

Så på denne transmindedag vil jeg mindes dem, der venter på at få hjælp, og dem, der aldrig har kunnet få den. Jeg mindes dem, der må tåle aggressioner fra familie og kolleger, og som langsomt føler, de fratages deres værdi som mennesker.

Der er grænser for, hvor meget et enkelt menneske kan klare.

Post-travlhed

De her dage har jeg post-travlheds stress som betyder jeg glemmer at trække vejret, jeg har ondt i brystet og fanger mig selv i at glo ud i luften uden at vide hvor længe jeg har gjort det. Dertil kommer der næsten ingen ord ud af min mund og min hoved rumsterer med tanker. Det er helt okay, at jeg har det sådan, og meget normalt for mig.

I søndags spillede min teatertrup sin sidste forestilling på en teaterfestival, og med den blev mange måneders teaterliv for mig afsluttet. Bortset fra en måneds ferie i sommers, så har jeg non-stop lavet musical og teater siden februar. I alt har jeg lavet to musicals og et teaterstykke i år, hvilket jeg synes er ret godt gået!

Min nu går jeg rundt i min post-travlheds stress/uro og prøver at samle mine tanker om alting. Hvis jeg kan samle mod til mig, vil jeg måske fortælle jer om de tanker jeg har om at date andre mænd sammenlignet med det at date piger. Og egentlig vil jeg også gerne fortælle om kærlighed, og det at føle sig halv fordi man har mistet den person man tror er sin sjælepartner. Det er kønskærlighedslimbo til tider, med en balance gang af libido og behov.

Men det der fylder mest af alt er et projekt der har rumsteret i mit baghoved i flere uger snart. Jeg vil gerne lave en ny teater forestilling som skal handle om køn. Bum. Det er det jeg ved. Men behovet, lysten og tankerne holder mig vågen om natten og rumsterer konstant i mit baghoved. For hvordan kan jeg lave en forestilling om køn? Og hvad mener jeg med køn? Hvad er køn, måske? Eller hvem er køn? Køn som i køn. Som i smuk. Du ved. Og har det noget med køn at gøre? Altså køn, tillægsordet.

Jeg vender tilbage med min brainstorm om køn, for jeg får helt sikkert brug for en masse inputs til forestillingen!

I morgen eller en anden dag

Hej Queer Tider – længe siden!

Der er sket meget siden sidst, jeg følte overskud til at skrive på denne blog; netop ‘overskud’ er nøgleordet, for det har der ikke været meget af. Men nu er jeg altså på vej tilbage 🙂

Jeg vil ikke kede jer med alle de lange detaljer, men blot fortælle at jeg har revet mit metaforiske hus ned, og nu er i gang med at bygge det op igen. Heldigvis har jeg et solidt fundament og nogle kyndige håndværkere, så denne gang bliver det et meget bedre hus.

Der er en masse historier, jeg gerne vil fortælle jer, men vi tager det lidt hen ad vejen…

Det vigtigste er, at jeg er okay.

Eller, det er jeg ikke helt. Men det er også okay.

Ellers bliver det det nok.

I morgen, eller en anden dag 🙂

Flirt?

I forbindelse med Halloween var jeg til en fest hos nogle venner i sidste weekend, og der var nogle øjeblikke til den fest, der fik mig til at lægge mærke til nogle ændringer ved mig, som er kommet inden for de sidste par år.

Som altid til de fester, netop disse venner holder, blev der drukket og danset og skrålet med til de hits, der pumpede ud af højttalerne. Som det oftest sker når mennesker får alkohol i blodet, så bliver man mere frimodig og flirter mere med andre end man gør i ædru tilstand. Eller – det gør jeg i hvert fald, og har oplevet det med mange andre, så tænker, det er noget, de fleste i hvert fald oplever…

I løbet af festen bemærkede jeg, at der muligvis var to, der flirtede med mig. Det der ”muligvis” vender jeg tilbage til, men for at uddybe: Til disse fester er det typisk det samme selskab, der dukker op, så det er mennesker, jeg er vant til at feste med (deriblandt hende, jeg har skrevet flere indlæg om tidligere, og som jeg på et tidspunkt havde et godt øje til). Der var dog en ny med til denne fest, og i løbet af aftenen sagde han flere ting til mig, der gjorde mig lidt usikker på, om han flirtede med mig, eller om han – idet han var ny i selskabet – bare ikke var inde i omgangstonen i selskabet. På et tidspunkt nævnte han noget om, at han godt kunne se for sig, at vi endte med at kysse i løbet af aftenen. Det var netop denne bemærkning, der fik mig til at spekulere på, at han flirtede med mig.

Derudover var der en anden til festen, som jeg godt kendte i forvejen, som jeg på et tidspunkt havde ”a moment” med. Vi havde danset en del, og havde så sat os ned for lige at slappe af, og snakkede lidt om løst og fast (tilgiv min hukommelse, thi flasken med vodka var næsten tom, da jeg gik hjem…), og der faldt nogle bemærkninger, og lige der kiggede vi hinanden i øjnene og jeg fik en følelse af samhørighed: At vi lige i det øjeblik ikke bare var fysisk tæt på hinanden, men som om vi også delte en følelsesmæssig forbindelse. Og jeg havde lige i det øjeblik lyst til at kysse hende. Jeg tror, hun følte det samme. Jeg gjorde det dog ikke, men spekulerede over, om det, hun havde sagt forinden var flirten.

Og nu til det der ”muligvis”, som jeg lagde ud med… For lige at få det på plads (jeg har vist også skrevet om det før), så er jeg fuldstændig clueless når det kommer til flirten. Jeg lægger ikke mærke til, når nogen flirter med mig, og jeg lægger ikke engang mærke til, når jeg selv flirter med nogen! De signaler går lige over hovedet på mig, og det har de altid gjort. Så derfor bliver jeg meget usikker når talen falder på emnet, og derfor bruger jeg ordet ”muligvis” i denne sammenhæng, idet jeg ikke kan være sikker på, at der rent faktisk var tale om flirten.

Med det sagt, så gjorde de to oplevelser med de to personer dog noget for mig: Jeg fik øjnene op for, at jeg havde ændret mig på et punkt i løbet af de sidste par år.

Tidligere i situationer som disse, har jeg ofte grebet chancen og reageret på det. Oftest med et positivt udfald. I sjældne tilfælde har det ført noget vedvarende med sig, men oftest har det været enkeltstående oplevelser, der har budt på samvær for en enkelt aften eller nat. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at det var det, jeg skulle gøre – altså, reagere på det.

Det var ikke sådan, jeg reagerede denne aften. Tværtimod. I selve øjeblikket lagde jeg mærke til mulighederne, men reagerede med vilje ikke på dem. Ikke fordi, jeg ville have noget imod det – slet ikke. Der var tale om to pænt attraktive mennesker. Jeg havde bare ikke lysten til det.

Jeg har på fornemmelsen, der bunder i de erkendelser og den viden, jeg har gjort mig de sidste par år i forhold til seksualitet og romantik. Før i tiden har jeg reageret ud fra antagelsen om, at det var sådan man skulle gøre – nu til dags tænker jeg mere over, om det rent faktisk er noget, jeg har lyst til frem for, hvad jeg tror, der forventes af mig. Så det var med tanke på det, der gjorde, at jeg denne aften valgte at forholde mig passivt til de ting, jeg oplevede. Og den ændring i min adfærd er jeg rent faktisk vældig glad for.

Ser du – som jeg lige har været inde på, så har det tidligere sjældent ført til noget, og jeg er efterhånden kommet dertil, at jeg gerne vil noget mere med en anden person end bare noget for en enkelt aften eller nat. Der må gerne være mere i det, så derfor er jeg forbeholden over for at reagere hver gang jeg oplever nogen flirte med mig (ikke at det sker særlig tit). Og så synes jeg bare ikke, en fest er det bedste sted at prøve at starte sådan noget…

Kald mig bare gammeldags, men jeg vil nu foretrække at lære et andet menneske bedre at kende på den måde i ædru tilstand – i hvert fald til at begynde med… Så derfor mit valg om ikke at gøre noget til festen.

Så kan jeg kun krydse fingre for, at jeg traf det rigtige valg ved ikke at indlade mig på noget til festen. Det er nok ikke så skidt, at jeg afholdte mig fra at flirte selv (tror jeg), for jeg er seriøst virkelig dårlig til det… 😛

futurama-fry-meme-generator-not-sure-if-flirting-or-being-extra-friendly