Det svære valg

Long post ahead, ye be warned!

Hmm, hvordan skriver jeg det her bedst monstro…? Der er så mange forskellige ting jeg vil sige på en gang, at ordene er kaget fuldstændig sammen og splittet til atomer på samme tid. Hvis der var et enkelt ord for min tilstand er det måske lettelse, men med et strejf vemodighed.

Der er ting ved min beslutning, der ikke er optimale. Jeg bor i et land hvor jeg er beriget med muligheder for at ændre på mig selv på den måde jeg har det bedst med, og jeg er et yderst priviligeret menneske for at have de muligheder ved hånden. Mange ville give deres hånd for at kunne leve et liv som mig, i tryghed og i ly for krig og forfølgelse og fordømmelse for den man er.

Men jeg kan se mig selv i spejlet og kan også se en PTSD-ramt ex-alkoholiker, der har været ting igennem de færreste kunne forestille sig; ting, jeg ikke ville byde min værste fjende. Mit liv har ikke været en dans på roser, og det er først de senere år at tornene er ved at blive klippet ned og roserne dukker frem fra skyggerne. Pardon me for et lidt følelsesladet indlæg, men jeg tror ikke jeg kan skrive det på nogen anden måde.

Jeg har valgt det fra.

Ja, det. De store indgreb, dem, som jeg ellers har set frem til i lang tid og tænkt ville gøre mit liv rigere og smukkere og bedre. Jeg har taget dem og smidt dem over skulderen, og beslutningen var ikke nem at træffe. Afgørende faktorer er, at jeg i marts fik ændret cpr-nummer og navn. Jeg er 2½ år på hormoner og går fint i spænd med mine omgivelser som en ung fyr med hang til grafisk design og ball-jointed dolls.

Det var igår, da jeg afsluttede mit forløb på alkoholbehandlingen, at det væltede ud af munden på mig, lidt spontant, at jeg havde leget med tanken om at forblive hvor jeg er nu, da min lykkekurve aldrig har været højere, og jeg ikke vil risikere at ødelægge det. For lige nu har jeg en del at miste. Det havde jeg ikke så meget førhen. Og jeg har en partner der støtter mig i at være lykkelig fremfor at opfylde nogle ”krav” til at være mand.

Ordene har jeg aldrig rigtig sagt højt, og min behandler så på mig med et forstående blik og sagde ”det er måske faktisk en god idé.”

Hun har hørt min historie, de mange tidligere operationer for læbeganespalte, nogle af dem mere vellykkede end andre, min opvækst i en halv-barsk folkeskole, en lang periode fra de sene teenage-år til midten af tyverne, der bestod af at drikke alt væk i en rus af selvdestruktiv ligegyldighed. En tidligere holdkammerat fra mit mediegrafikerhold sagde til mig i en brandert, at hun havde oplevet langt mere end jeg havde, fordi hun havde været stewardesse og jeg jo bare havde været her i Danmark og studeret. Jeg er min lærer evigt taknemmelig for tålmodigt at stå og se til ellers ville jeg have pandet hende ned på gaden i Berlin.

Ingen skal nogensinde undervurderer vores oplevelser, for den indflydelse den har på vores liv er ligeså reel for os som andres er for dem. En lille ubetydelig oplevelse for en person er måske tusind gange vigtigere for en anden. Det er kunsten at lytte til andre, det er der vi forstår vigtigheden af deres ord for dem selv og måske ikke nødvendigvis for os selv. De deler det med os fordi det er vigtigt for dem, og det er derigennem at vi lærer dem at kende bedre, for det er deres prioritet i livet; det har værdi.

Min behandler havde lyttet og forstået. Gennem 9 måneder havde hun hørt mig fortælle hvad der var vigtigst i mit liv og havde siet det fra som hun kunne høre var mindre vigtigt end kernen, end kimen til min lykke. Og måske var det netop det, at jeg vidste hvad hun havde hørt, der gjorde hendes ord var så meget tydeligere. Også selvom det kun er lidt over 24 timer siden hun sagde det til mig.

For præcis et år siden gik jeg ned med stress og begyndte at have panikangstanfald af høj karat. Jeg blev sygemeldt fra min skolepraktik og begyndte i behandling for mit overforbrug af alkohol. Jeg valgte samtidig at stoppe mine samtaler på Sexologisk klinik, da jeg vidste jeg måtte prioritere min egen forbedring før jeg kunne gå videre. Endvidere havde jeg godt af at begynde på angstmedicinering og mærkede deres effekt mens jeg nød min og min partners ophold på SISC i sommerferien, hvor blev mødt af mere accept end nogensinde, også selvom min krop ikke passede til min kønsidentitet.

Siden har jeg spekuleret. Og jeg har spekuleret som en gal på hvad der er pros and cons for at få foretaget de store indgreb. Og jeg har mærket min krops PTSD komme snigende hver gang jeg har tænkt på at jeg skulle videre med mine forløb på SK. For den har allerede været 11-12 indgreb igennem, og de har sat deres tydelige præg i mine mange mareridt, min angst og min depression. Jeg ønsker ikke atter at skulle gennem flere års terapi for at komme på højkant igen. Det er næppe tilfældet at det sker nu da jeg er ældre, men med min personlighedstype er risikoen højere end i de fleste andre samfundsgrupper.

Dernæst kommer en ode til min partner, der elsker mig for den jeg er og støtter mig i modgang og medgang. Jeg gentager en kliché om at tak er et fattigt ord, for jeg kunne ikke finde ro og besindelse nok i mig selv til at tage en så stor beslutning som jeg har i det forgangne døgns tid uden hendes tilstedeværelse i mit liv. I den henseende er kærlighed måske også en fattig følelse, for der er mere end det mellem hende og jeg; forståelse, indsigt og tydelig kommunikation er vores ”force”, og at jeg har fundet hende i midten af mine mørkeste dage er som en portal til en anden verden og al den lykke den verden kan bringe.

Jeg er en af de heldige. Mine bryster er ikke særlig store og de er en perk når der skal cross-dresses. Der findes et utal af muligheder for at finde gode brugbare packers der kan fungere in public space, og så er min hormonbehandling jo stadig i fuld sving og jeg nyder hvert sekund af mit liv. Det er lidt over en uge siden nu at jeg havde fødselsdag og mine forældre kom hjem et par dage efter fra en rejse til Armenien og min mor udbryder ”tillykke gamle dreng” og jeg smiler fjoget indvendigt resten af dagen, og ugen for den sags skyld.

Så hermed træder jeg et skridt tilbage fra den planlagte gender relocation surgery, erkender at man kan ændre meninger undervejs som man lærer sig selv bedre at kende, og gennem hårdt arbejde og selverkendelse finder man måske den rigtige vej fremfor den man tror er bedst.

Jeg er stadig en mand, jeg er stadig Gabriel. Jeg ligner bare ikke de andre.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s