Det svære valg

Long post ahead, ye be warned!

Hmm, hvordan skriver jeg det her bedst monstro…? Der er så mange forskellige ting jeg vil sige på en gang, at ordene er kaget fuldstændig sammen og splittet til atomer på samme tid. Hvis der var et enkelt ord for min tilstand er det måske lettelse, men med et strejf vemodighed.

Der er ting ved min beslutning, der ikke er optimale. Jeg bor i et land hvor jeg er beriget med muligheder for at ændre på mig selv på den måde jeg har det bedst med, og jeg er et yderst priviligeret menneske for at have de muligheder ved hånden. Mange ville give deres hånd for at kunne leve et liv som mig, i tryghed og i ly for krig og forfølgelse og fordømmelse for den man er.

Men jeg kan se mig selv i spejlet og kan også se en PTSD-ramt ex-alkoholiker, der har været ting igennem de færreste kunne forestille sig; ting, jeg ikke ville byde min værste fjende. Mit liv har ikke været en dans på roser, og det er først de senere år at tornene er ved at blive klippet ned og roserne dukker frem fra skyggerne. Pardon me for et lidt følelsesladet indlæg, men jeg tror ikke jeg kan skrive det på nogen anden måde.

Jeg har valgt det fra.

Ja, det. De store indgreb, dem, som jeg ellers har set frem til i lang tid og tænkt ville gøre mit liv rigere og smukkere og bedre. Jeg har taget dem og smidt dem over skulderen, og beslutningen var ikke nem at træffe. Afgørende faktorer er, at jeg i marts fik ændret cpr-nummer og navn. Jeg er 2½ år på hormoner og går fint i spænd med mine omgivelser som en ung fyr med hang til grafisk design og ball-jointed dolls.

Det var igår, da jeg afsluttede mit forløb på alkoholbehandlingen, at det væltede ud af munden på mig, lidt spontant, at jeg havde leget med tanken om at forblive hvor jeg er nu, da min lykkekurve aldrig har været højere, og jeg ikke vil risikere at ødelægge det. For lige nu har jeg en del at miste. Det havde jeg ikke så meget førhen. Og jeg har en partner der støtter mig i at være lykkelig fremfor at opfylde nogle ”krav” til at være mand.

Ordene har jeg aldrig rigtig sagt højt, og min behandler så på mig med et forstående blik og sagde ”det er måske faktisk en god idé.”

Hun har hørt min historie, de mange tidligere operationer for læbeganespalte, nogle af dem mere vellykkede end andre, min opvækst i en halv-barsk folkeskole, en lang periode fra de sene teenage-år til midten af tyverne, der bestod af at drikke alt væk i en rus af selvdestruktiv ligegyldighed. En tidligere holdkammerat fra mit mediegrafikerhold sagde til mig i en brandert, at hun havde oplevet langt mere end jeg havde, fordi hun havde været stewardesse og jeg jo bare havde været her i Danmark og studeret. Jeg er min lærer evigt taknemmelig for tålmodigt at stå og se til ellers ville jeg have pandet hende ned på gaden i Berlin.

Ingen skal nogensinde undervurderer vores oplevelser, for den indflydelse den har på vores liv er ligeså reel for os som andres er for dem. En lille ubetydelig oplevelse for en person er måske tusind gange vigtigere for en anden. Det er kunsten at lytte til andre, det er der vi forstår vigtigheden af deres ord for dem selv og måske ikke nødvendigvis for os selv. De deler det med os fordi det er vigtigt for dem, og det er derigennem at vi lærer dem at kende bedre, for det er deres prioritet i livet; det har værdi.

Min behandler havde lyttet og forstået. Gennem 9 måneder havde hun hørt mig fortælle hvad der var vigtigst i mit liv og havde siet det fra som hun kunne høre var mindre vigtigt end kernen, end kimen til min lykke. Og måske var det netop det, at jeg vidste hvad hun havde hørt, der gjorde hendes ord var så meget tydeligere. Også selvom det kun er lidt over 24 timer siden hun sagde det til mig.

For præcis et år siden gik jeg ned med stress og begyndte at have panikangstanfald af høj karat. Jeg blev sygemeldt fra min skolepraktik og begyndte i behandling for mit overforbrug af alkohol. Jeg valgte samtidig at stoppe mine samtaler på Sexologisk klinik, da jeg vidste jeg måtte prioritere min egen forbedring før jeg kunne gå videre. Endvidere havde jeg godt af at begynde på angstmedicinering og mærkede deres effekt mens jeg nød min og min partners ophold på SISC i sommerferien, hvor blev mødt af mere accept end nogensinde, også selvom min krop ikke passede til min kønsidentitet.

Siden har jeg spekuleret. Og jeg har spekuleret som en gal på hvad der er pros and cons for at få foretaget de store indgreb. Og jeg har mærket min krops PTSD komme snigende hver gang jeg har tænkt på at jeg skulle videre med mine forløb på SK. For den har allerede været 11-12 indgreb igennem, og de har sat deres tydelige præg i mine mange mareridt, min angst og min depression. Jeg ønsker ikke atter at skulle gennem flere års terapi for at komme på højkant igen. Det er næppe tilfældet at det sker nu da jeg er ældre, men med min personlighedstype er risikoen højere end i de fleste andre samfundsgrupper.

Dernæst kommer en ode til min partner, der elsker mig for den jeg er og støtter mig i modgang og medgang. Jeg gentager en kliché om at tak er et fattigt ord, for jeg kunne ikke finde ro og besindelse nok i mig selv til at tage en så stor beslutning som jeg har i det forgangne døgns tid uden hendes tilstedeværelse i mit liv. I den henseende er kærlighed måske også en fattig følelse, for der er mere end det mellem hende og jeg; forståelse, indsigt og tydelig kommunikation er vores ”force”, og at jeg har fundet hende i midten af mine mørkeste dage er som en portal til en anden verden og al den lykke den verden kan bringe.

Jeg er en af de heldige. Mine bryster er ikke særlig store og de er en perk når der skal cross-dresses. Der findes et utal af muligheder for at finde gode brugbare packers der kan fungere in public space, og så er min hormonbehandling jo stadig i fuld sving og jeg nyder hvert sekund af mit liv. Det er lidt over en uge siden nu at jeg havde fødselsdag og mine forældre kom hjem et par dage efter fra en rejse til Armenien og min mor udbryder ”tillykke gamle dreng” og jeg smiler fjoget indvendigt resten af dagen, og ugen for den sags skyld.

Så hermed træder jeg et skridt tilbage fra den planlagte gender relocation surgery, erkender at man kan ændre meninger undervejs som man lærer sig selv bedre at kende, og gennem hårdt arbejde og selverkendelse finder man måske den rigtige vej fremfor den man tror er bedst.

Jeg er stadig en mand, jeg er stadig Gabriel. Jeg ligner bare ikke de andre.

Advertisements

Afsky

Tidligere på ugen var jeg til et spændende arrangement på Hovedbiblioteket i København, der handlede om afsky i forskellige former. En håndfuld studerende, hvoraf den ene er en af mine venner, holdt oplæg om hver sin afart af afsky, heriblandt mytologien om Dracula, incestlovgivning, russisk lovgivning mod homo-propaganda og rygekampagner. Det oplæg, min ven skulle holde, handlede om seksuel afsky, dens rolle inden for psykiatrien samt relationen til aseksualitet.

Seksuel afsky er i sig selv ikke noget at være bange for, idet vi alle oplever det fra tid til anden: F.eks. kan tanken om at have sex med en bestemt person eller tanken om at skulle onanere og derved berøre sit eget skridt være eksempler på seksuel afsky. For de fleste optræder det lejlighedsvist – for andre er det mere vedvarende.

Som min ven i sit oplæg kom ind på, findes der indenfor psykiatrien en diagnose for personer, der har en vedvarende oplevelse af seksuel afsky. Sex, og især en sund interesse for sex, er tæt knyttet til ord som trivsel og sundhed, mens en afstandtagen fra sex derimod modtages med skepsis og gode råd om, hvordan man kan komme på ”bedre tanker”. For sex er (underforstået) godt for alle, og alle skal lide det, tragte efter det og have det. Den holdning til sex gennemsyrer samfundet, og som det sker, sætter det sig spor. I dette tilfælde i psykiatrien, der sygeliggør en aversion mod sex, da dette jo strider mod samfundsnormen.

Dette blev i høj grad problematiseret i oplægget, for skal dette forvrængede syn på sex og seksualitet virkelig være med til at sygeliggøre de personer, der føler en aversion mod sex – om de personer er aseksuelle eller ej?

Tidligere på året faldt jeg over en undersøgelse foretaget af AVEN (Asexual Visibility & Education Network), der viste, at blandt aseksuelle personer, følte helt op til 55 % afsky ved sex eller seksuelle handlinger. Undersøgelsen tog udgangspunkt i svar fra 14.000 personer, så regner man lidt på det, kommer man hurtigt frem til, at psykiatriens fingre nok ville klø efter at diagnosticere de 7.500-8.000 personer, der på den måde afveg fra den seksuelle norm.

Èn ting er dog at føle personlig afsky ved sex – men hvad var holdningen generelt til sex? Det kunne undersøgelsen også svare på, for et andet af spørgsmålene handlede om, hvorvidt ens syn på sex var positivt eller negativt. Her svarede omkring 10 %, at de var negative over for sex, og havde den opfattelse, at sex var forkert og burde undgås. Ikke kun for dem selv, men at alle burde gøre det på den måde. Så selvom et flertal af de adspurgte personer følte personligt afsky ved sex, havde næsten alle et positivt syn på det – at sex blev opfattet som noget, der blev set som sundt og godt i et samfundsmæssigt perspektiv.

Oplægget på Hovedbiblioteket var for mig rigtig interessant – dels fordi det bekræftede min forestilling om samfundets syn på seksuel aversion (og implicit aseksuelle), og dels fordi jeg ikke tidligere har oplevet et proppet lokale lytte oprigtigt interesserede til noget, der indbefatter aseksualitet. I spørgerunden efter oplæggene var der også kun et spørgsmål til noget af det psykiatriske i forhold til det oplæg, og ingen kommentarer eller spørgsmål funderet i fordomme eller uvidenhed. Det var en af de ting, jeg var nervøs for ville ske, men jeg blev positivt overrasket 🙂

Nu var det godt nok kun et ”lille” oplæg for en 100 mennesker, men i forhold til modtagelsen har jeg et håb om, at det går den rigtige vej og det kan bliver bedre. Der snakkes i hvert fald om det nu, og det er en god start 🙂

Hvis I selv vil læse mere, så er her link til eventen med beskrivelser, litteraturhenvisninger og billeder: https://www.facebook.com/events/1048398688527982/ 🙂

tumblr_noxdd9IsTL1tc59pfo1_r1_500

Tilhørsforhold

I lørdags havde vi (endelig!) premiere på musicalen jeg spiller med i lige nu. Det blev afsluttet med en fest med god mad og fri bar(!). Alle os ensemble drenge endte ved samme rundbord og selvom jeg har levet som en dreng i 3 år nu, er det stadig en speciel følelse at være en del af drengegruppen. Og denne gang følte jeg mig faktisk ualmindeligt komfortabel ved rundbordet.

Måske er det fordi jeg de sidste 2 uger har delt garderobe med selvsamme drenge, og dermed er blevet meget komfortable med dem. Jeg skifter kostume ligesom alle de andre i bar overkrop og boxershorts, og selvom jeg ved de andre bemærker mit kæmpe ar på brystkassen (+ de mange små) så er jeg ligeglad. Og de er ligeglad. Ingen af dem ser skævt til mig eller synes det er underligt, at jeg er der. Og hvorfor skulle de? Jeg er en dreng i deres øjne.

I lørdags sprang jeg ud for et par stykker, selvom de fleste på en eller anden måde godt ved, at jeg er transkønnet. Men folk reagere alligevel ret “voldsomt” selvom de “ved” det. De fleste siger: “Jeg har aldrig set dig som andet end en mand.” og nogle siger endda: “Jeg kunne slet ikke forestille mig, at du skulle være en pige. I mine øjne er du 100 % mand”.
Og jeg svarer altid: “Hvorfor skulle du også se mig som andet?”

Så at sidde ved rundbordet med alle drengene og skifte tøj lige ved siden af dem, gør mig hverken nervøs eller utilpas. Det sjove er så, at jeg selvsamme aften endte med at sidde omgivet af piger. “Det er lidt at sjovt at alle pigerne sidder her – og Oliver” sagde en. Og selvom jeg var velkommen i gruppen, så havde jeg ikke samme tilhørsforhold som ved drengne. Jeg var bekendt med pige kotymen, men ingen så mig som en pige bare det mindste.

Men én ting er hvordan andre ser mig, for hvordan ser jeg mig selv? Hver dag lægger jeg eyeliner til musicalen, og ofte tænker jeg “gid jeg måtte lægge mere make-up”. Når pigerne kommer i flotte kjoler og sko tænker jeg: “Gid jeg kunne gøre ligeså meget ud af mig selv” og det er nogle meget nye tanker for mig. Det er ikke fordi jeg ikke er glad for min flade brystkasse og skjorte, men den feminine verden er utrolig spændende også. Men lige nu har jeg ikke tid til andet end at nøjes med den smule eyeliner og pudder jeg skal have på hver dag, før jeg hopper i et suit og senere håndværker tøj. Jeg kan mærke hvor meget jeg savner at være feminin og udforske min tydelige flydende kønsidentitet eller kønsudtryk(?) og til tider kan det få mit humør ned – hvilket virkelig skræmmer mig.

Forestillingen slutter om 2 uger også må vi se hvor jeg er der! tumblr_mqx9qf42eH1stlzkho1_500

Identitet og udspring

Jeg faldt i ugens løb over en lille comic på tumblr i anledning af, at det var ”National Coming Out Day” i USA. Striben handlede om – hvad enten det var din første eller din femte gang, du nu ville springe ud af skabet – det, at springe ud på ny med en ny identitet. Tegneren benyttede lejligheden til at skitsere sin egen korte fortælling om, hvad vedkommende har identificeret sig som gennem årene – hvilket var ikke så få betegnelser.

Pointen med striben var at sætte fokus på det, at ens identitet (hvad enten der er tale om seksualitet eller køn) kan skifte, og det er helt igennem okay, at det sker. Tegneren opstillede det med tre punkter:

  1. Alt er i bevægelse. Nogle oplever kun mindre udsving, mens andre oplever større skift.
  2. Springer du ud på ny, betyder det ikke nødvendigvis, at din tidligere identitet har været ugyldig eller forkert.
  3. Det er okay at være usikker, forvirret eller uvillig til at bruge labels om sig selv, ligesom det er okay at bruge mange labels om sig selv.

Det fik mig til at tænke over, hvilken rejse jeg selv indtil videre har været på rent identitetsmæssigt. Der har nemlig været flere skift undervejs:

  • Som barn var jeg en blank tavle – jeg tænkte aldrig over det, og jeg følte ingen særlig tiltrækning til hverken det ene eller det andet, ligesom jeg ikke følte mig som hverken det ene eller andet køn.
  • Som teenager oplevede jeg mest af alt forvirring, fordi jeg ikke kunne genkende mig selv i, hvordan alle mine klassekammerater opførte sig, hvad de gik op i og hvad de talte om. Jeg kunne mærke en eller anden form for tiltrækning til andre, og gik i nogle år og tænkte, jeg nok var biseksuel – uden at tænke nærmere over det.
  • I slutningen af teenagetiden havde jeg en større krise, hvor jeg endte med at springe ud som homoseksuel, da det var sådan, jeg følte mig.
  • 10 år senere havde det sat sig spor i min identitet i forhold til, hvilke ting, jeg interesserede mig for, hvordan jeg opførte mig og hvilke ting, jeg talte om – men det begyndte at føles uvedkommende og begrænsende, og jeg overvejede mange gange, hvad der var galt med mig, siden jeg følte mig ved siden af.
  • Et par år efter faldt jeg først over demiseksuel, og begyndte at identificere mig med det, og kort efter aseksuel. Det var en stor lettelse for mig, og gjorde op med meget af den tvivl, der havde bygget sig op.
  • Dernæst begyndte jeg også at bruge ord om min romantiske orientering, hvilket jeg ikke tidligere anede noget om. Jeg bruger oftest panromantisk om mig selv, men er den dag i dag stadig i tvivl om, hvad jeg er, og om jeg nogensinde bliver sikker. Usikkerheden generer mig ikke, så om der sker udvikling på den front – I don’t give a fuck.
  • Omkring samme tid læste jeg meget om køn og kønsidentitet, og tænkte meget over det, og fra at have identificeret mig som en cismand, er jeg nu i en alder af 35 mere ovre i at kalde mig selv kønsneutral eller noget andet i den dur. Heller ikke der er jeg sikker – udover at jeg ikke er cis – og heller ikke her rører usikkerheden mig.

Så – i dag er jeg queer og genderqueer 🙂 Jeg har flere gange i løbet af livet skiftet identitet med større eller mindre betydning for mig. Alle identiteter har været en del af mig, og har betydet meget for mig, så det er på ingen måde noget, jeg tænker tilbage på med skam eller fortrydelse. Som tegneren også selv er inde på i striben: Min tidligere identitet (eller rettere: identiteter) er ikke ugyldige, og dengang så var det, hvem jeg var!

Og efter den tur ned ad Memory Lane, så kan I lige få denne tegning som afslutning:

Watch Me

Og forresten – her er link til den comic, der inspirerede dette indlæg 🙂 http://noelarthurian.tumblr.com/post/130964968901/a-little-comic-for-national-coming-out-day-not

At være eller ikke at være queer

Jeg er endelig blevet medskribent på Queer Tider. Det er egentlig lidt spøjst, for jeg bruger aldrig ordet queer om mig selv, og tager måske endda afstand fra det til tider. Grunden har jeg ikke helt fundet frem til. Ordet har bare en vis konnotation, jeg ikke kan associere mig med, på trods af, at jeg, i og med jeg er både bøsse og transkønnet, let kan betegnes som meget queer.

Hvad er det så, ordet bliver associeret med? Jeg ved så meget, at det er et engelsk ord, der var mere udbredt i folks ordforråd i 50erne, end det er i dag. Ifølge Longman’s Dictionary of Contemporary English er queer både et tillægs- og et navneord, der defineres således:

An offensive word used to describe someone who is HOMOSEXUAL, especially a man. Do not use this word.

Nådada, der står udtrykkeligt, at man ikke må bruge ordet overhovedet. Det er endda markeret som taboo. Desuden betød det:

Strange or difficult to explain.

Eller:

Slightly crazy.

i gamle dage.

Det er ikke just positive betydninger, ordet queer har. Det er blevet brugt til at nedgøre homoseksuelle mænd, og det har nok noget nær den samme konnotation som svans, et ord, jeg også kun ville bruge om mig selv i sarkastisk forstand. Er det derfor, jeg aldrig kalder mig selv queer? Næppe. Jeg kan på stående fod kun erindre, at jeg har hørt det blive brugt to gange: i Amiri Barakas Dutchman og i Roman Polanskis Col-De-Sac. Jeg kan ikke hævde, at jeg er blevet præsenteret for en overflod af eksempler på, at ordet queer er blevet brugt til at undertrykke mig.

Måske har jeg brug for et mere moderne syn på ordets betydning. Derfor prøvede jeg at søge ‘what does queer mean’ på Google. Resultatet blev, ifølge Googles ordbog, at queer betyder noget i retning af sær, syg, gøre skade eller homoseksuel. Igen er det lutter negative betydninger (måske lige bortset fra homoseksuel?), der alle lægger sig op ad den gammeldages betydning. Til gengæld oplyste Google også, at ordet var mest udbredt i 30erne og 40erne men har vundet et vist indpas i folks sprogbrug siden årtusindeskiftet.

Jeg stødte for første gang på denne moderne brug af ordet queer på Queer Jihads hjemmeside, en side, der er så aggressiv og antagonistisk i sin retorik, at jeg spekulerede på, om den mon var lavet for sjov. Her blev begrebet ofte brugt i betydningen homoseksuel mand, men blev også udvidet til i en vis grad til at omhandle lesbiske, biseksuelle, transkønnede og non-binære mennesker og endda enhver, der ikke var en heteroseksuel, ciskønnet, binær mand.

Det var dengang, jeg var i fuld gang med at lære at acceptere mig selv som transkønnet mand. Jeg har siden fundet frem til, at jeg er binær mand, når det kommer til min kønsidentitet, og binært tiltrukket af sekundære mandlige karakteristika, når det kommer til seksuel orientering.

Queer, har jeg også fundet frem til, kan betyde mange ting. Nogle har brugt ordet om sig selv, fordi de ikke kan sætte en mærkat på sig selv som enten mand eller kvinde. I den forstand er jeg ikke queer. Andre bruger det om sig selv, fordi de ikke føler seksuel tiltrækning af binære køn alene. I den forstand er jeg heller ikke queer. Eller er jeg? Jeg er for så vidt ligeglad med min partners kønsorganer. Hvis jeg havde en partner, der fortalte mig, at han var non-binær af identitet, ville jeg ikke miste min tiltrækning. Hvis han havde en vagina, to løse håndled og en præference for at gå i blondebluser, ville det ikke røre mig, så længe han havde en krop, jeg læste som mandig. Jeg ville for så vidt foretrække ham frem for en cismand, jeg ikke læste som hankøn. Sådan en præference er vel ret queer?

Min søgning på Google ledte mig også til artiklen ‘Being queer means’ på Huffington Post skrevet af en universitetsstuderende ved navn Nadia Cho, som i artiklen prøvede at gøre rede for, hvad begrebet betyder for hende. Selvom hun nøje beskriver, at ordet blandt andet handler om at gøre op med heteronormativitet og cissexisme, så kræver hun ikke på noget tidspunkt, at man skal være LGBT+person for at identificere sig som queer. Queerhedens største fjende i følge Queer Jihad, den heteroseksuelle, ciskønnede, binære mand, kan altså sagtens være queer, så længe han forstår, at ikke alle er eller skal være heteroseksuelle, ciskønnede og kønsbinære af identitet. En transfobisk bøsse kan ikke.

Men er jeg queer i min egen forstand? Jeg vil gerne være med til at erobre et ord, der er blevet brugt til at nedgøre os, ligesom der i dag er folk, der har erobret bøsse, lebbe, nigger og dværg og nærmest kærligt bruger dem om sig selv. Jeg bryder mig dog stadig ikke om det, ordet blev brugt til i mit første møde med det: til at opdele folk i os og dem, queer og fjenden, de gode og de onde.

Jeg er bøsse Jeg er transmand. Jeg kan ikke komme udenom, at det er ret homoseksuelt at være det. Jeg kommer heller ikke uden om, at mange mennesker stadig synes, at det er underligt og svært at forklare, en smule skørt, sært, sygt og måske ligefrem noget, der gør skade. Jeg er med andre ord ret queer. Men jeg er ikke en af os.

Fortid

Nogle gange glemmer man fortiden, hvilket jo både er godt og skidt. Men lige for tiden graver jeg enormt meget i min fortid, og det er både en hård og spændende oplevelse. Men det sætter også mange ting i perspektiv.

Årsagen til, at jeg graver så meget i fortiden skyldes nogle lektier mine psykolog har givet mig for. Det gik op for mig, at der er mange af mine bedrifter jeg har “glemt” og selvom jeg godt kan huske meget fra jeg er 17 til 19, så er det ikke nogle år jeg har beskæftiget mig meget med senere hen. Det var årene jeg var vild, ung, dum, lesbisk og prøvede at finde mig selv. Alle de hårfarver, piercinger og dårlige valg jeg dog ikke har lavet i de år! Men det resulterer i nogle farverige billeder, og det er egentlig ret nice. Og udover de dårlige valg, formåede jeg også at gennemføre nogle vilde projekter. F.eks. Skrev og opsatte jeg min egen musical i 3.g kun lige fyldt 19 år! Og jeg eftefølgende en kulturpris af kommunen for mit frivillige arbejde på det lokale teater. Og det var kun som 19 årig!

Da jeg var 19 år prøvede jeg også at begå selvmord. Og det er dér perspektivet kommer ind i billedet. Jeg ser nemt op til folk, specielt i musical verden. Og jeg er tit bitter og jaloux over mine cis medspillere. Ofte er det endt i selvkritik “Hvis du dog ikke var som du var, så kunne du havde nået lige så langt!”
Men nu er jeg begyndt at vende “kritikken” lidt. Eller i det mindste se på det med andre øjne.
Nogle af mine medspillere ér 19 eller lavede større musicals før de var 19 år. Nogle af de store stjerner i dag havde kæmpe roller i professionelle musicals og teaterstykker da de var 19 år – og yngre. Og jeg bliver altid så bitter ved tanken om det, men..

Da jeg var 19 år prøvede jeg altså at begå selvmord? Man skal ret langt ud for, at man prøver at gøre sådan noget. Og i alle de år hvor mine medspillere voksede op i et køn de følte sig som, kæmpede jeg med et voksende selvhad og kritik fra mine omgivelser. Det er lidt ligesom om jeg er bitter over, at jeg ikke er en 2 meter høj solsikke ligesom alle de andre, når jeg har skulle vokse i frossen jord og uden sollys.
Like, come on Oliver, give yourself some slack?

Det er som om en helt fortid med en masse oplevelser og minder åbner sig for mig, som jeg har glemt. For da jeg begyndte at leve som dreng i 2012 og 19 år, så lagde jeg min fortid bag mig og så kun fremad. Men jeg havde et liv før jeg var dreng, og selvom det virkelig var hårdt og til tider latterligt forfærdeligt, så er det stadig mit liv. Og min historie. Og jeg tror specielt os queer mennesker, og måske især transkønnede, kan have en tendens til at glemme fortiden for hvad den også var.
Skærmbillede 2015-10-11 kl. 22.31.29