Copenhagen Pride

Nu er det snart en måned siden, og jeg har ikke skrevet et ord om Copenhagen Pride… Det er for galt, så det må jeg hellere rette op på.

Grunden til, jeg nok ikke lige har haft den nærliggende tanke, at dele mine oplevelser under Priden med jer, er den simple, at jeg er blevet noget ambivalent med Priden, og derfor ikke har tænkt det som noget positivt, jeg måtte skrive om. For mig at se har Priden i København i mange år været uhyrligt homonormativ med utrolig lidt plads (om nogen) for andre end bøsser og lesbiske. Det er så småt ved at ændre sig, og den nye Pridebestyrelse gør meget for at inkludere andre end homoer, men der er for mig at se lang vej, da det vil kræve en kulturændring i den måde, man i det hele taget tænker Priden på.

Den anden dag var jeg til et feministisk arrangement, hvor jeg mødte formanden for Priden, og vi endte med at tale meget om forskellene på organisationerne i miljøet og de visioner, han har for Priden. Jeg fik der øjnene op for, at der er et væsentligt potentiale i Priden som brobygger mellem de forskellige bogstaver. Det vil være en hård kamp at komme dertil, men potentialet var der. Det sværeste er nok for mig at se, at få slået fast i bevidstheden hos alle de, der kommer til Priden år efter år, at det altså ikke længere er en lukket fest for bøsser og lesbiske. Den tankegang hænger mange desværre fast i.

Hvad der lige skal til, skal jeg ikke kunne sige – dertil ved jeg for lidt om kulturændringer og hvordan sådan noget kan ske i praksis – men efter at have talt med formanden havde jeg et langt mere positivt syn på Priden end for en måned tilbage, da jeg selv deltog i den. Det er jeg taknemlig for 🙂

Der er nemlig det i det, at jeg har været med i Priden i så mange år, at det lidt er blevet en årlig fætter-kusinefest, hvor jeg én gang om året møder alle dem, der engang var en stor del af mit liv, men som af forskellige årsager ikke er det længere. Ikke at det er noget negativt – bestemt ikke – men det føles bare ikke som den helt store fejringsdag, som mange andre gør det til. Bevares, jeg havde nogle fornøjelige dage op til og selve paraden gik også fint. Jeg gik sammen med min far og nogle af mine venner og hyggede mig. Så det er slet ikke fordi, jeg ikke har noget godt at fortælle om – problemet er bare, det lidt er blevet standarden, og når man har oplevet det mange gange nok, står det ikke længere ud i ens bevidsthed.

Det, jeg husker bedst fra Priden var faktisk netop et af de øjeblikke, hvor jeg var sammen med nogen, jeg efterhånden kun ser denne ene gang om året. Det var en dag eller to før paraden på Pride Square på Rådhuspladsen – de var en gruppe af fem bøsser, der havde slået sig ned med en øl, og da jeg kendte dem og ikke lige kendte andre i nærheden, slog jeg mig ned ved deres bord.

DET var lidt af et kulturchok! Det slog mig hurtigt, at de overhovedet ikke havde ændret sig siden vi hang ud sammen for en 5 år siden. De snakkede stadig om de samme ting (mest om unge fyre og sex), og havde på den måde slet ikke forandret sig. Det behøver slet ikke være af det dårlige, men der var lige det ved det, at jeg i den mellemliggende periode havde forandret mig væsentligt – gik det nu op for mig. Der var engang, hvor jeg var ligesom dem og talte om de samme ting og gik op i de samme emner, men der er sket meget siden dengang.

Og det var først der ved det bord den dag inden Priden, det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde forandret mig.

Den åbenbaring blev jeg ret glad for – netop fordi, jeg føler, jeg selv de sidste par år har været gennem en masse i forhold til, hvem jeg er som person og hvordan jeg relaterer mig til andre mennesker. Ændringerne er jo sket efterhånden, men så langsomt, at jeg har vænnet mig til dem undervejs, og det var først ved konfrontationen med mit ”gamle jeg” personificeret ved de andre bøsser, det gik op for mig, præcis hvor stor ændringen var. Det har været – for mig – en positiv udvikling, og det glædede mig, at den havde været så markant, for der var mange ting ved den måde, jeg var på før, der var ret problematiske.

Samtidig var det også noget vemodigt, i og med jeg ikke længere havde noget til fælles med disse personer, der engang var en stor del af mit liv. Så oplevelsen havde en bittersød smag. Men jeg tænker også der var en grund til, vi gled fra hinanden. Den ser jeg tydeligt nu, og jeg ser lige så tydeligt, at jeg nok aldrig nogensinde igen kommer til at have noget tæt venskab med dem igen. Dertil er der sket for meget i mellemtiden.

Det sker, man vokser fra hinanden, og det var også det, der var sket i dette tilfælde – jeg udviklede mig i en retning, hvor jeg ikke længere havde noget til fælles med disse mennesker, hvorved venskabet naturligt gled ud. Heldigvis er der dukket andre venskaber op siden, samt nye netværk og nye muligheder for udvikling. Det er jeg alt sammen glad for er sket 🙂

Og næste år til Priden, hvis jeg ser dem sidde ved et bord og jeg igen står i situationen, at jeg ikke kender andre – så tror jeg, jeg vil prøve at gå et helt andet sted hen. Fortiden må nu engang høre fortiden til.

Past_tattoo

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s