Diagnose

I tirsdags var jeg på Risskov for at snakke med min behandler og få afsluttet min udredning. Jeg havde udfyldt en masse skemaer og snakket med min far om dem, men jeg havde inden samtalen fundet problemstillinger som jeg slet ikke havde nævnt. Eller rettere sagt; Som jeg havde undladt eller direkte løget om til samtalerne. Heldigvis blev min behandler ikke vred, men sagde at han var opmærksom på, at jeg stak ud på flere måder end den diagnose jeg har fået nu.

Jeg har fået en ADHD diagnose. Og vi aftalte, at når jeg var kommet i behandling for den kunne jeg senere blive undersøgt for en personlighedsforstyrrelse. Det er store diagnoser og ord, men jeg er glad for at jeg nu (forhåbentlig) kan komme på rette vej.

Det at jeg er transkønnet har stor betydning for hvordan mit liv har formet sig. Men har det også formet min diagnose? Vi lever i et samfund hvor drenge opfordres til at være fysisk aktive og vilde, og hvor piger helst skal være stille og kreative. I et samfund hvor mange drengebørn diagnosticeres med ADHD, men hvor pigernes først langt senere bliver opdaget fordi de er mere “stille” eller fordi de har ADD – altså ingen hyperaktivitet. Det er ikke fordi jeg vil udtale mig om mængden af diagnoser der gives til børn i dag er for stor, men for mig er min opvækst – og udfordrende kønsidentitet vigtig.

Hvis jeg var født som dreng ville min ADHD så hurtigere været blevet opdaget? Eller langt senere, fordi mit køn undskyldte for min voldsomme adfærd? Hurtig stemplet som en drenge-pige der elskede vilde lege fik jeg lov til at boltre mig, og min (eventuelle) ADHD var ikke et problem for mig i min tidlige barndom (bortset fra når mine venner kom til skade når vi legede, hvilket skete tit). Problemet begyndte først i den tidlige pubertet hvor jeg var som drevet af en maskine, og aldrig lavede lektier. Ville det hurtigere været opdaget hvis jeg havde været en dreng?

Det der har reddet mig igennem livet er mit gode hoved sagde min behandler. Jeg har altid kun fået middelmådige karakterer, hvis ikke lidt dårligere. Jeg har aldrig lavet lektier, og jeg får sjældent 10 eller 12 også er det for det meste af rent held. I et karakter-samfund kan man hurtigt føle sig dum, når alle andre får 10, 12 eller “bare” 7. Så det betyder enormt meget, at en professionel behandler siger jeg ikke er dum.

Uanset hvad, så går jeg en interessant tid i møde. Hvis medicinen virker på mig får jeg endelig bekræftet om jeg har ADHD eller ej. Og jeg må acceptere, at jeg aldrig kan finde ud af om diagnosens symptomer ville havde været anderledes hvis jeg var født og opvokset som dreng. Men det er et interessant dobbelt-billede som nok de færreste overvejer – om deres diagnose ville havde været anderledes hvis de var født som et andet køn.

Skærmbillede 2015-09-10 kl. 10.57.59

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s