Labels

”Fuck labels, altså. Det ville være så fedt, hvis vi ikke havde nogen labels.”

Ovenstående citat er frit fra hukommelsen og ligger nogle år tilbage, og stammer fra en diskussion omkring normer om køn og seksualitet. Personen, der kom med citatet mente det af sit gode hjerte og mente, at labels begrænser mere end de sætter én fri. Intentionen bag udsagnet var ikke til at tage fejl af – at putte folk i kasser gør ondt på folk. Og vedkommende mente, at folk ville være mere fri, hvis vi engang nåede til et stadie, hvor folk ikke placeres i kasser.

Men allerede dengang skurrede det i mine ører, og det har det gjort i lang tid – lige indtil denne uge.

Jeg har ikke præcist kunne sætte fingeren på, hvad det var ved den tankegang, der generede mig, men det har rumsteret i baghovedet på mig, hver gang nogen kom ind på den diskussion. Intentionen er der i og for sig intet galt med – men hvad var det så?

I løbet af ugen fandt jeg så et citat på tumblr, og idet jeg læste det, ramte hammeren hovedet på sømmet. Citatet lød:

“No labels” rhetoric isolates people from their community, history and culture. It keeps people from being able to articulate themselves and ask for what they need. It promotes a false sense of unity that only serves to further the dominant classes in society. It is a lazy way of getting out of understanding and digesting complex issues. I dislike this rhetoric and approach.

Så forstod jeg endelig, hvorfor det havde generet mig i så lang tid. Ikke at jeg skal påstå, jeg havde gjort mig præcis de samme tanker, men nogle af dem havde været inde og vende i kraniekassen. Det, der betød mest for mig, var det fællesskab og den spejling, der ligger i labels, så det var det, jeg straks genkendte fra citatet her. I de mellemliggende år havde jeg nået frem til, at det var nogle af de ting, jeg fandt, var yderst positivt og for mange også ret vigtigt når man taler om labels.

Om citatets antagelser holder stik, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det forklarer i hvert fald for noget, jeg har gået og spekuleret på i længere tid. I stedet for forvirringen over en tankegang, så er det nu citatet her, der vender og drejer sig i tide og utide i hovedet på mig. Det har sat nogle nye tanker i gang, som jeg nyder at beskæftige mig mere med end den forvirring, der havde bidt sig fast tidligere.

Hvad det endelige output bliver, skal jeg ikke kunne sige – men noget skal der nok komme ud af spekulationerne. Det har inspireret mig – og jeg håber, der er noget i det, du også kan bruge til noget 🙂

Og hvis ikke, så har jeg i den forløbne uge også læst mig til, at du efter bare en time har glemt halvdelen af de informationer, du er blevet præsenteret for i samme periode. Så chancen for, du glemmer mit indlæg og citatet er nok rimelig stor 😛

Advertisements

Kender I det?

Hvis I ikke har set 21 Søndag afsnittet om Vincent der bryder kønsnormerne så gør det nu!

Vincent er pisse sej og går i præcis det han vil. Jeg synes hans forældre er ligeså pisse seje fordi de ikke har stoppet ham eller prøvet at tvinge ham ned i en konventionel kønskasse. Thumps up all the way til Vincent og hans familie.

Kender I det at man ser en person og tænker “sådan der vil jeg også være!” Det sker rigtig, rigtig tit for mig. Det ene øjeblik ser jeg en kodyl sej Lebbe med svedige tattoveringer over det hele og jeg tænker “jeg ville ønske jeg kunne være den mest cool dykede lebbe in the neighborhood.” Og det næste øjeblik ser jeg en androgyn skønhed med læbestift og kjole på og tænker: “Jeg ville ønske jeg kunne gå i alt det flotte tøj og lægge en perfekt make-up og bare stråle af androgynitet.”.

Det er bestemt ikke fordi jeg ser mig i spejlet og tænker “øv”, overhovedet ikke. Jeg er faktisk ret stolt af hvor pæn jeg er endt med at blive, og jeg går meget op i at gå i pæne skjorter og farvesammensætte mit tøj til perfektion. Men alligevel bliver jeg meget påvirket af de seje kønsnormbrydende mennesker jeg møder og jeg tænker “Jeg vil også være sådan”. Også ser jeg på min bankkonto og tænker “Jeg har ikke råd til at blive sådan”.

Derudover så tør jeg ikke. Nu har jeg ejet en kjole i nogle måneder, men den har det meste af tiden bare set indersiden af mit skab. Når det endelig kommer til stykket så konformer jeg af enten frygt eller dagligdagens dovenskab, og ender i de samme skorter og farvekombinationer. Ret kedeligt, men nemt.

Men det er nu heller ikke nemt at ville ændre stil hver gang jeg ser en cool queer person. Og der er altså mange af dem!

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 15.49.38

Copenhagen Pride

Nu er det snart en måned siden, og jeg har ikke skrevet et ord om Copenhagen Pride… Det er for galt, så det må jeg hellere rette op på.

Grunden til, jeg nok ikke lige har haft den nærliggende tanke, at dele mine oplevelser under Priden med jer, er den simple, at jeg er blevet noget ambivalent med Priden, og derfor ikke har tænkt det som noget positivt, jeg måtte skrive om. For mig at se har Priden i København i mange år været uhyrligt homonormativ med utrolig lidt plads (om nogen) for andre end bøsser og lesbiske. Det er så småt ved at ændre sig, og den nye Pridebestyrelse gør meget for at inkludere andre end homoer, men der er for mig at se lang vej, da det vil kræve en kulturændring i den måde, man i det hele taget tænker Priden på.

Den anden dag var jeg til et feministisk arrangement, hvor jeg mødte formanden for Priden, og vi endte med at tale meget om forskellene på organisationerne i miljøet og de visioner, han har for Priden. Jeg fik der øjnene op for, at der er et væsentligt potentiale i Priden som brobygger mellem de forskellige bogstaver. Det vil være en hård kamp at komme dertil, men potentialet var der. Det sværeste er nok for mig at se, at få slået fast i bevidstheden hos alle de, der kommer til Priden år efter år, at det altså ikke længere er en lukket fest for bøsser og lesbiske. Den tankegang hænger mange desværre fast i.

Hvad der lige skal til, skal jeg ikke kunne sige – dertil ved jeg for lidt om kulturændringer og hvordan sådan noget kan ske i praksis – men efter at have talt med formanden havde jeg et langt mere positivt syn på Priden end for en måned tilbage, da jeg selv deltog i den. Det er jeg taknemlig for 🙂

Der er nemlig det i det, at jeg har været med i Priden i så mange år, at det lidt er blevet en årlig fætter-kusinefest, hvor jeg én gang om året møder alle dem, der engang var en stor del af mit liv, men som af forskellige årsager ikke er det længere. Ikke at det er noget negativt – bestemt ikke – men det føles bare ikke som den helt store fejringsdag, som mange andre gør det til. Bevares, jeg havde nogle fornøjelige dage op til og selve paraden gik også fint. Jeg gik sammen med min far og nogle af mine venner og hyggede mig. Så det er slet ikke fordi, jeg ikke har noget godt at fortælle om – problemet er bare, det lidt er blevet standarden, og når man har oplevet det mange gange nok, står det ikke længere ud i ens bevidsthed.

Det, jeg husker bedst fra Priden var faktisk netop et af de øjeblikke, hvor jeg var sammen med nogen, jeg efterhånden kun ser denne ene gang om året. Det var en dag eller to før paraden på Pride Square på Rådhuspladsen – de var en gruppe af fem bøsser, der havde slået sig ned med en øl, og da jeg kendte dem og ikke lige kendte andre i nærheden, slog jeg mig ned ved deres bord.

DET var lidt af et kulturchok! Det slog mig hurtigt, at de overhovedet ikke havde ændret sig siden vi hang ud sammen for en 5 år siden. De snakkede stadig om de samme ting (mest om unge fyre og sex), og havde på den måde slet ikke forandret sig. Det behøver slet ikke være af det dårlige, men der var lige det ved det, at jeg i den mellemliggende periode havde forandret mig væsentligt – gik det nu op for mig. Der var engang, hvor jeg var ligesom dem og talte om de samme ting og gik op i de samme emner, men der er sket meget siden dengang.

Og det var først der ved det bord den dag inden Priden, det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde forandret mig.

Den åbenbaring blev jeg ret glad for – netop fordi, jeg føler, jeg selv de sidste par år har været gennem en masse i forhold til, hvem jeg er som person og hvordan jeg relaterer mig til andre mennesker. Ændringerne er jo sket efterhånden, men så langsomt, at jeg har vænnet mig til dem undervejs, og det var først ved konfrontationen med mit ”gamle jeg” personificeret ved de andre bøsser, det gik op for mig, præcis hvor stor ændringen var. Det har været – for mig – en positiv udvikling, og det glædede mig, at den havde været så markant, for der var mange ting ved den måde, jeg var på før, der var ret problematiske.

Samtidig var det også noget vemodigt, i og med jeg ikke længere havde noget til fælles med disse personer, der engang var en stor del af mit liv. Så oplevelsen havde en bittersød smag. Men jeg tænker også der var en grund til, vi gled fra hinanden. Den ser jeg tydeligt nu, og jeg ser lige så tydeligt, at jeg nok aldrig nogensinde igen kommer til at have noget tæt venskab med dem igen. Dertil er der sket for meget i mellemtiden.

Det sker, man vokser fra hinanden, og det var også det, der var sket i dette tilfælde – jeg udviklede mig i en retning, hvor jeg ikke længere havde noget til fælles med disse mennesker, hvorved venskabet naturligt gled ud. Heldigvis er der dukket andre venskaber op siden, samt nye netværk og nye muligheder for udvikling. Det er jeg alt sammen glad for er sket 🙂

Og næste år til Priden, hvis jeg ser dem sidde ved et bord og jeg igen står i situationen, at jeg ikke kender andre – så tror jeg, jeg vil prøve at gå et helt andet sted hen. Fortiden må nu engang høre fortiden til.

Past_tattoo

Diagnose

I tirsdags var jeg på Risskov for at snakke med min behandler og få afsluttet min udredning. Jeg havde udfyldt en masse skemaer og snakket med min far om dem, men jeg havde inden samtalen fundet problemstillinger som jeg slet ikke havde nævnt. Eller rettere sagt; Som jeg havde undladt eller direkte løget om til samtalerne. Heldigvis blev min behandler ikke vred, men sagde at han var opmærksom på, at jeg stak ud på flere måder end den diagnose jeg har fået nu.

Jeg har fået en ADHD diagnose. Og vi aftalte, at når jeg var kommet i behandling for den kunne jeg senere blive undersøgt for en personlighedsforstyrrelse. Det er store diagnoser og ord, men jeg er glad for at jeg nu (forhåbentlig) kan komme på rette vej.

Det at jeg er transkønnet har stor betydning for hvordan mit liv har formet sig. Men har det også formet min diagnose? Vi lever i et samfund hvor drenge opfordres til at være fysisk aktive og vilde, og hvor piger helst skal være stille og kreative. I et samfund hvor mange drengebørn diagnosticeres med ADHD, men hvor pigernes først langt senere bliver opdaget fordi de er mere “stille” eller fordi de har ADD – altså ingen hyperaktivitet. Det er ikke fordi jeg vil udtale mig om mængden af diagnoser der gives til børn i dag er for stor, men for mig er min opvækst – og udfordrende kønsidentitet vigtig.

Hvis jeg var født som dreng ville min ADHD så hurtigere været blevet opdaget? Eller langt senere, fordi mit køn undskyldte for min voldsomme adfærd? Hurtig stemplet som en drenge-pige der elskede vilde lege fik jeg lov til at boltre mig, og min (eventuelle) ADHD var ikke et problem for mig i min tidlige barndom (bortset fra når mine venner kom til skade når vi legede, hvilket skete tit). Problemet begyndte først i den tidlige pubertet hvor jeg var som drevet af en maskine, og aldrig lavede lektier. Ville det hurtigere været opdaget hvis jeg havde været en dreng?

Det der har reddet mig igennem livet er mit gode hoved sagde min behandler. Jeg har altid kun fået middelmådige karakterer, hvis ikke lidt dårligere. Jeg har aldrig lavet lektier, og jeg får sjældent 10 eller 12 også er det for det meste af rent held. I et karakter-samfund kan man hurtigt føle sig dum, når alle andre får 10, 12 eller “bare” 7. Så det betyder enormt meget, at en professionel behandler siger jeg ikke er dum.

Uanset hvad, så går jeg en interessant tid i møde. Hvis medicinen virker på mig får jeg endelig bekræftet om jeg har ADHD eller ej. Og jeg må acceptere, at jeg aldrig kan finde ud af om diagnosens symptomer ville havde været anderledes hvis jeg var født og opvokset som dreng. Men det er et interessant dobbelt-billede som nok de færreste overvejer – om deres diagnose ville havde været anderledes hvis de var født som et andet køn.

Skærmbillede 2015-09-10 kl. 10.57.59

Tillykke?

Jeg blev forleden dag ønsket tillykke med min operation.

Jeg var til familiefest, og en af min mors veninder benyttede chancen, da vi skulle sige farvel, til at ønske mig tillykke. Jeg var paf. Og træt. Så jeg smilte bare svagt og sagde pænt tak 🙂

Hun kom igen 10 sekunder efter og undskyldte, hvis hun havde sagt noget forkert. Jeg var stadig paf og træt, så jeg sagde bare nej nej, og smilte svagt 🙂

Der var så mange ting, jeg kunne have sagt. Jeg har snakket med nok folk, der har været komplet uvidende om transpersoner og LGBT+ i det hele taget, til at jeg har formuleret en del hårdtslående responser på spørgsmål om sex, anatomi, osv…. men det er sjældent, jeg rent faktisk får dem brugt 😦

Nogle gange er man dog heldig!

I fredags blev jeg også spurgt af en fyr på en bar, om jeg var født dreng. Jeg vedholdte at jeg var født hankøn, opdraget og opvokset som dreng, men faktisk var kvinde, men det var for mange ord for denne let fulde fyr at indtage oveni hans øl. Så vi tog den ned på hans niveau.

Han spurgte om en masse personlige ting, og hvis det ikke havde været fordi jeg havde siddet sammen med en gruppe venner (hvor han var en ven af en ven) havde jeg sat mig et andet sted, eller bedt ham gøre det i stedet. Men jeg holdt hovedet koldt og svarede oprigtigt på de spørgsmål, han måtte have. Han forsikrede mig om at han “altså ikke havde noget imod det”, hvortil jeg spurgte “nej, hvorfor skulle du da også have det?”. Dette afstedkom intet godt svar, men det stod altså klart at han var “helt okay med det”.

Gooooooodt så 😀

Han ville gerne vide mit navn. Altså, du ved, mit -rigtige- navn. Altså, det som jeg blev født med (hvortil jeg svarede at jeg var navnløs de første 6 uger af mit liv…), mit drengenavn. Jeg sagde nej, han spurgte hvorfor, jeg forklarede ham hvorfor, og han spurgte igen. Jamen…nej.
Jeg spurgte ham, hvorfor han ville vide det. Han var nysgerrig. Jeg sagde at hans nysgerrighed ikke trumfede min komfort. Han sagde, han jo ikke ville bruge det til noget, hvortil jeg svarede, at hvis han ikke ville bruge det til noget, var det jo heller ikke vigtigt for ham.

Jeg bad ham fortælle mig koden til hans dankort og mobiltelefon. Han spurgte hvorfor, og jeg sagde “jeg er bare nysgerrig”. Dette argument, der ellers før for ham virkede som et udmærket et, duede dog ikke til at overbevise ham om at han skulle oplyse sine koder til en fremmed. “Så kan du jo stjæle mine penge”, sagde han. Jeg forsikrede ham om at jeg ikke ville bruge dem til noget – jeg var jo bare nysgerrig! – men jeg endte med ikke at få hans koder, og han endte med ikke at få mit gamle navn at vide.

Jeg ved ikke om han forstod sammenligningen, men han holdt da op med at spørge.

Eller, han holdt op med at spørge om dét. For som noget af det næste kom samtalen ind på min kæreste og mit forhold. Meget kluntet forsøgte han at spørge hvordan vi havde sex, fordi, altså, der var jo ingen fisse, så…hvordan kunne det ligesom foregå?

Jeg fortalte ham, med iskold stemme at det var privat, og at jeg desuden have ondt af hans kæreste, hvis det eneste sex han kunne forestille sig var Penis-i-Vagina.
Og det lukkede den diskussion. Han smuttede kort tid efter, og jeg nød resten af aftenen vældigt!

Hans spørgsmål om min krop og min fortid og hormoner og ting var intet problem. Jeg er trans, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg har en penis, og det har jeg det fint med. Ingen skam at hente!

Men de andre ting kommer for tæt på, og når folk begynder at ville involvere min kærestes privatliv, siger jeg stop. Jeg går ind for at være synlig, og jeg er glad for at stille folks nysgerrighed omkring mit liv, men jeg vil dog beholde retten til at beskytte mig selv og mine nære relationer mod snagen i vores privatliv.

Jeg følte mig på intet tidspunkt truet af denne fyr. Vi sad 6 personer om bordet, og både han og jeg vidste, at hvis han lagde en hånd på mig, ville der være mindst tre personer, der ville rejse sig og sørge for han smuttede med det samme. Det er godt at have venner 🙂

Men selvom jeg fik fyret noget af mit bedste materiale af, tror jeg ikke han er blevet klogere. Han lod ikke til at ville det.

Og det er derfor, jeg som regel vælger mine kampe med omhu. Det er nemlig ikke altid det værd at forsøge at uddanne, når eleven ikke vil lære.

Så nogle gange siger jeg bare “tak” og smiler svagt. Jeg ser nok først min mors veninde igen om et år (måske!), og det er ikke det værd at involvere hende i min verden, og forklare hende at ikke alle transpersoner får foretaget nogensomhelst operation, og at nogle faktisk foretrækker det sådan.

Så…ønsk mig gerne tillykke med operationen 😀 Så længe du er positiv, er det okay. Du skal bare ikke forvente at jeg tager ansvaret for din uddannelse, hvis du ikke er klar på at lære 😉

Afslutningen på historien

Jeg skylder vist efterhånden at knytte nogle løse tråde sammen… For noget tid siden skrev jeg en del om en kvinde, jeg blev lidt lun på, og om hvordan det gik mellem os. Jeg fik aldrig skrevet, hvad der skete, efter jeg sidst skrev om, at jeg ville invitere hende på en date…

Long story short – jeg skrev, hun sagde nej, og vi blev enige om at vores forhold var venskabeligt. Så der skete ikke mere mellem os.

Efter jeg fik den besked, var jeg selvsagt ked af det, men må samtidig indrømme, at jeg følte en byrde blive løftet fra mine skuldre. Det havde optaget mig meget, så lige pludselig at blive ”fri” for at spekulere hele tiden, og ikke skulle give sig ud i et forløb om dating og muligt kæresteri med alt hvad det ville medføre af spænding, nervøsitet og hvad ved jeg – det føltes faktisk rart ikke at skulle begive sig ud i det. Samtidig med, at jeg ville ønske, det var netop den retning, vi havde bevæget os i.

Det var så modsætningsfyldt. Så jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg i det hele taget skulle reagere eller hvad jeg skulle sige. Så jeg lod bare være. Og så gik tiden, og jeg fik tankerne hen på andre ting, og jeg tror et eller andet sted, jeg glemte de følelser, jeg havde haft. Det, eller også løb de ikke så dybt, som jeg først troede.

Så jeg er ikke længere lun på hende. Eller på nogen. Det sker heller ikke særlig tit for mig. Sidste gang, det skete, var i julen 2012. Så med mindre mønsteret ændrer sig, skal jeg nok ikke lige forvente at forelske mig i nogen igen det første års tid eller to. Hvis jeg forstår at bruge tiden indtil da fornuftigt, kunne jeg passende forberede mig mentalt på alt det der med dating og sådan, så det ikke virker så skræmmende på mig næste gang 🙂 Det kunne være rart.

Og det virker faktisk – det der med et venskabeligt forhold 🙂 Vi har set hinanden flere gange siden, og vi snakker fint sammen. Det er jeg ret glad for 🙂