Lava

Forleden dag var jeg i biografen og så Disney/Pixars nyeste animationsfilm, ”Inside out”. Den var fantastisk 🙂 Der var nogle få øjeblikke under filmen, hvor jeg blev lidt træt, idet nogle af følelserne hos andre personer end lige hovedpersonen blev skitseret meget kønsstereotypisk. Det eneste minus, heldigvis, og det var ”blink and you’ll miss it”-øjeblikke, så det kunne jeg godt leve med.

Det er dog ikke den film, jeg vil skrive om, men derimod den kortfilm, de viste før filmen. Det var en kortfilm med titlen ”Lava” og handlede om en vulkan, der savnede selskab og drømte om ”someone to lava” (oversat – den ville have nogen at elske og være sammen med). Sangen i filmen var meget god og en ørehænger, men kortfilmen i sig selv – jeg brød mig slet ikke om den. Grunden til det skyldes den, at de to vulkaner i filmen var kønnede, heteroseksuelle og tænkte ikke på andet end ”lava” (kærlighed).

Jeg mindes en tekstpost på tumblr (kan ikke lige finde den nu), der starter ud med et citat om, at man ikke skal presse køn og seksualitet ned over børn før de er klar til det, efterfulgt af en linje om, at (specielt cisheteroseksuelle) personer netop presser cisheteronormative idéer og forventninger ned over børn fra før de overhovedet er født.

Det var det, der generede mig så voldsomt med denne kortfilm – filmen efter (som er den, folk går i biografen for at se), er målrettet børn, men inden de ser den, skal de lige udholde 6 minutters cisheteronormativ indoktrinering – samtidig med, at de lige skal lære, at livets formål altså er kærlighed og at indgå i partnerskab med én anden person (af det andet køn).

Hvor skadeligt kan det ikke virke på børn og unge, der ikke kan genkende sig selv i en cisheteroseksuel matrix – eller ikke er romantisk anlagte og helst vil leve uden? Det vil næppe få dem til at føle sig bedre med sig selv, når de ser denne kortfilm.

Jeg var i virkeligt dårligt humør efter den film. Heldigvis var den film, jeg var taget i biografen for at se god, men det ændrede ikke ved, at jeg efterfølgende havde det dårligt med kortfilmen og kunne ikke lade være med at tænke på de millioner af børn, der vil blive påvirket af den. Det rokkede ved glædesfølelsen over ”Inside out”.

Ku’ I for pokker ikke have ladet den kortfilm forblive en urealiseret idé, Disny/Pixar? Behøver I virkelig ødelægge børn og unge med det cisheteronormative lort?

hn

Advertisements

Behandler

Jeg går ude på Risskov psykiatriske afdeling for udredning. Hvorfor spørger du? Fordi jeg falder i søvn når jeg læser, er i skole eller skal koncentrere mig. Jeg er næsten konstant rastløs og har vildere humørsvingninger end et diskolys.

Den behandler jeg har fået er en cismandmed indisk baggrund (mit gæt). Selv hvis jeg ville fortælle jer hans navn så ville jeg ikke kunne stave det. Problemet er ikke hans navn, hans hudfarve, eller at han er en mand.

Problemet er, at det ikke er fordi han skal klippemit hår, tage min blodprøve eller massere mig. Han skal lytte til mine største problemer som er et makværk af en besværgelig barndom, konfliktfyldt ungdom og alt mulig andet lort. Han ved intet om den kvindelige pubertet og hvordan østrogen kan rasere hele ens humør i perioder. De forventninger en pige mødes med og som hun skal opfylde. Og uanset hvad han gør, så stoler jeg ikke på at han kan sætte sig ind i det. Han vil altid kunne sidde i sit elfenbenstårn og se “ned” på min pubertet og selv have gennemgået den pubertet jeg ønskede.

Dertil kommer det, at jeg føler mig enormt priviligeret og et røvhul at jeg piver over kønsforvirring og diskrimination overfor en person der selv møder voldsom diskrimination pga sin hudfarve. På gaden ligner jeg en hvid cismand – det mest sikre du kan være i verden.

Men igen; Det er ikke hudfarven der er relevant. Åh suk, det ér kønnet.. Han er en mand, og selvom jeg også er det så.. Så har min rejse dertil været meget, meget anderledes.

Så jeg ringede ud til Risskov og spurgte forsigtigt om jeg kunne få en ny behandler. Jeg er grøn som en uudsprunget anemone i forårsvejr når det gælder psykiatri systemet – tiltros for jeg har været på SK i halvanden år.

Jo, det kunne jeg godt svarede damen sødt. Jeg spurgte om jeg eventuelt kunne ønske en kvinde som behandler næste gange, jo det kunne jeg godt svarede hun sødt tilbage. “Men selvom de prøvede at opfylde ønsker, så var der jo nogle ting mænd måske forstod bedre hos mænd end kvinder og omvendt.. Må jeg lige få dit cpr nr?” Sagde hun i samme sætning.

… Øhm jo…

Jeg håbede hun hørte det lige tal tilsidst i talrækken og lagde 2 og 2 sammen. Jeg havde lyst til at fremhæve det for hende; Mit lige tal i mit cpr nr der gør mig anderledes end andre mænd. Det lille tal som forklarede hvorfor jeg ville have nemmere ved at dele visse emner med en kvinde.
Jeg sagde ikke noget. Hun sagde ikke noget. Hun sagde jeg ville høre fra dem med en venlig stemme og vi sagde farvel.

Jeg føler mig åndssvag at jeg er utryg ved at have en mandlig behandler, men jeg kan ikke lide det. Jeg ved ikke om det er en indgroet kønsstereotyp fra min side, at psykiske behandlere skal være kvinder. Eller om det er min baggrund og historie der forklarer min utryghed.

Nu glæder jeg mig til at høre fra dem så jeg snart kan få det bedre!

Skærmbillede 2015-08-25 kl. 22.14.30

Jeg sprang ud for mine forældre – igen igen

Sommeren 2015 har været lidt turbulent. Jeg er begyndt på angstdæmpende medicin som led i min behandling af min agorafobi, jeg har skullet tage stilling til uddannelse og fremtid og jeg har været på BDSM-camp i Danmark. Lidt om det, lige om lidt.

Den her post kommer lidt som et resultat af mine mange år som queer-person. Første gang jeg fortalte mine forældre, at jeg var til det modsatte køn (in general, jeg betegner trods alt mig selv som biseksuel), var de ikke særdeles forundrede. Det skete efter min 9.klasse på efterskole syd for Aarhus, hvor jeg var blevet særdeles glad for min roomie. Jeg sagde det kort efter året var overstået og de sagde “no worries, vi accepterer dig som du er.” Gymnasie-tiden gik med både en drengekæreste (kortvarigt) og en pigekæreste (langvarigt), og der var altid accept.

I 2010 sprang jeg ud som transkønnet for de gamle og hele familien. Det var særdeles svært. Jeg havde den samme nervøsitet som jeg havde haft tidligere da jeg skulle tilstå min glæde for piger, men den opbakning jeg havde forventet udeblev. 2011 og 2012 for ikke at sige 2013 var nogle ret hårde år, hvor bl.a. min ene storebror truede med at slå hånden af mig. Jeg tror næsten kun jeg har min svigerinde at takke for, at han ikke gjorde alvor af truslen. Mine forældre tog en tur i 2014 over til Sexologisk klinik og snakkede med min behandler, og kom faktisk tilbage ganske beroligede og mere afslappede.

None the less står der nogle ret tydelige minder i erindring hos mig. Bl.a. at min far spurgte meget ind til mit ellers forholdsvis private liv i 2012, efter han og min mor havde set piske og en latex trøje hænge frit i min lejlighed. Han spurgte direkte “Jamen hvad gør du så? Er det sådan noget SM-noget du laver?”. Jeg sagde “Det gider jeg ikke engang svare på.”

I år var det noget lidt anderledes. Min kæreste og jeg deltog for første gang i flere dage på en gård i Danmark (no address given due to discretion rules), og det var himmelsk. Frie tøjler og jeg kunne rent faktisk rende rundt og strutte med mine sparsomme bryster og packer i jock-strap mens folk sad og drak kaffe og diskuterede alt andet i verden end min krops indretning. Der var en velkommenhed og omfavnelse jeg ikke har oplevet før, heller ikke i den ellers super-åbentsindede SM-klub vi som regel går i. Der var fællesbad, hvilket var en kæmpe kamel jeg lige skulle sluge – risikoen for at møde andre i forholdsvist private omgivelser var ret svært, men min kæreste sad på en bænk udenfor båsen den første dag, og dagen efter fik hun for første gang lov til at se mig 100% nøgen under en bruser. There was much rejoice!

Lejren ligger isoleret fra alle omgivelser. Der er store legerum med sandgrav, trægulv og masser af fantastiske redskaber at lege med. Vi fik flere aftener til at gå i en højere enhed mens vi var derude. Vi afprøvede grænser, fantasier og fandt nogle ting som vi ikke havde regnet med var bedre end andre (wax-play, try it out!). Jeg fik afprøvet mit tysk og lært en masse folk at kende, både indenfor BDSM-erfaring og indenfor kunsterfaring.

In the long run, kom vi hjem aftenen før jeg skulle på Grimfest i Aarhus (go there, there be dragons and amazing people). Jeg var træt og fyldt til randen og jeg tror jeg proklamerede for gud og hvermand at jeg havde været afsted på en lejr hvor man dyrker BDSM. Jeg fik den typiske “Nåårh, jamen jeg har også læst Fifty Shades” og jeg lavede en hård facepalm men lod dem overbærende vide, at Fifty Shades ikke når virkeligheden til sokkeholderne. Og straks forklarede hvordan man bedste bruger en wand eller anvender en sex-sling i tykt ko-læder.

Jump forth til en af festivalens første dage hvor min mor ringede og spurgte hvordan det gik. Jeg var en lille tand beruset, ikke mere end at jeg havde sans og samling på mine ord, og jeg overvejede kraftigt om jeg skulle sige sandheden om min sommer. Der var også en enkeltdags tur til Skagen og min kammerats forældres sommerhus hvor vi sad til langt ud på natten og hyggede på en terrasse. Men BDSM-lejren, hvor smuk Skagen end er, stod klarere i min erindring, og jeg endte med at sige, at ja vi havde været på en lejr, og ja, det var måske lidt en kinky bunke mennesker, som jeg senere i samtalen omtalte som folk fra BDSM-miljøet i Nordeuropa.

Spol frem igen til for et par dage siden, fredag i starten af august. Vi var på besøg hos de gamle, bare kæresten og jeg, og vi sagde fuldt åbent hvordan det forholdt sig på lejren. Ingen detaljer, ingen navne, ingen adresse. Men hvor glade vi var kunne ses på vores ansigter under solnedgangslyset på deres terrasse og min mor og far var fantastisk afklarede og accepterende. Spurgte lidt ind, gik ikke for dybt, men dertil hvor vi ville gå og ikke længere. Vi fik store kram og farvelknus, og inden fordømmelse i kølvandet.

Vi er elsket no matter what crazy stuff we do, and sometimes, it’s important to remember that. Og det var sådan jeg sprang ud for mine forældre for tredje gang i mit liv. Jeg tror ikke der er flere ting på den to-do-liste.

Løvetæmmer

Det skulle jo ske. Det er som taget ud af en film. I et tidligere indlæg snakkede jeg om en gruppe mennesker til musical som jeg ser op til, men, men, men..

Jeg fik til en fest krattet lidt i overfladen og et hav af problemer dukkede op. Jeg kunne næsten ikke lade vær med at grine af mig selv. Her havde jeg forestillet mig hvor nemt og let deres liv var, også viste det sig at være en stor blandinger af følelser, ugengældte følelser, familieproblemer osv.

Det hverken formindsker eller forstørrer mine problemer eller deres, men lidt ligesom vandfarver blander farverne sammen føler jeg at jeg har lidt tilfælles med dem. Og at den piedestal jeg har sat dem på krakelere.

Jeg føler mig dog stadig anderledes. Til festen fik jeg også bekræftet, at de fleste kender til min “situation”; At jeg er født som “pige”. Men det er faktisk ikke dét der gør, at jeg føler mig anderledes. I mine øjne er min krop ligeså normal som alle andres, og at nogen skulle synes den var anderledes undrer mig oprigtigt.

Men anderledes føler jeg mig, og her for tiden er det ved at gå op for mig, at sådan kommer jeg altid til at have det. Så sent som her til morgen så jeg en video af en bekendt der fjoller rundt og jeg tænkte; At så modig bliver jeg aldrig. Min nakke er næsten sømmet fast i én anspændt position når jeg bevæger mig og det at “give slip” er mere frygtindgydende end at stikke mig selv én gang om måneden. Det at lave et grimt ansigt eller fjolle rundt overfor “fremmede” giver mig andedamme under armene og en nervøs grimasse.

Og det er lidt komisk. Her har jeg underlagt mig fuld narkose for en operation, stukket mig selv i 2.5 år med en kanyle, fået taget et hav af blodprøver, konfronteret folk der ikke vil anerkende mit køn og skældt folk ud når de omtalte transpersoner forkert. Stået frem på TV, radio og i avisartikler og talt min sag, men at fjolle rundt foran folk – HELL NO.

Hvilken modig lille løve jeg er, at jeg bliver skræmt væk af min egen skygge! Men det er faktisk svært at lægge våbnene fra sig og grine af tingene. Nogle gange føler jeg, at jeg har været i krig og vaks som var jeg det stadig. Jeg holder konstant øje mod “fjender” og som Lucky Luke vil jeg være hurtigere end min egen skygge. Det er bare åndssvagt når jeg ikke er i krig. Og egentlig burde kunne slappe af.

Men kan man nogensinde sige, at man er ude af queer regimentet når man først har indskrevet sig i det? Og vil jeg virkelig lade kønsdiskriminerende jokes og kommentarer gå forbi for at kunne fjolle rundt? Hvem siger det er ufedt at være en akavet blød asparages fra dåse hvis man netop stivner som ukogt spaghetti ved en nedern kommentar og slår igen som et spanksrør? Måske er jeg egentlig en løvetæmmer der holder fast i mine principper for ellers bliver jeg ædt op af dyriske og gammeldags kommentarer. Ja, en løvetæmmer, det er sejere at være!

Skærmbillede 2015-08-04 kl. 07.20.18