Støtteperson

Jeg kommer nogle gange i lidt af et dilemma…

Jeg skriver og snakker meget med andre transpersoner, både online og i den virkelige verden. Jeg sælger mig selv som en vidende person, en god skulder, et åbent sind. Det er alt sammen sandt, føler jeg, og jeg gør det mest af alt for at hjælpe andre, men også for at lære mere om det mennesker, jeg vil komme til at skulle arbejde med om et par år.

Transpersoner er lige så heterogene som cispersoner, men det er svært for folk at forstå – hvad end de er cis eller trans eller non-binære. Mange transpersoner føler at deres måde at være trans på er ‘den rigtige’, og at de oplevelser, de har haft, er almengyldige for transpersoner verden over.

Newsflash: ikke to personer er ens. Jeg har mødt folk, der hader deres kønsorganer, folk der er ligeglade (som mig selv), og folk der foretrækker hvad de er født med. Jeg har mødt folk, der er meget dysforiske, og folk der er meget lidt dysforiske. Jeg har mødt folk med psykiske udfordringer, og folk der er komplet neurotypiske. At antage at vi er ens, bare fordi vi er transkønnede, er absurd.

Og det har gjort det sværere for mig at være støtteperson. Når folk vil snakke om kønsdysfori har jeg ikke så meget at tilføje af min egen erfaring, og må hengive mig til tilegnet viden. På nogle måder er det bedre, for så kommer det til at handle om den, der spørger i stedet for mig, men det er også rart at kunne opleve den der personlige forbundethed, når man har oplevelser tilfælles.

Men…jeg mærker nogle gange at jeg bliver irriteret over folks mangel på fremskridt i deres transition. Jeg bliver irriteret over deres manglende accept af deres egne kroppe. Jeg føler mig irriteret over at de ikke passer ind i mit narrativ. Ja, jeg er skyldig i at dømme folk ud fra mine egne kompetencer. Det er ikke noget, jeg siger til folk, men tankerne er der. “De burde gøre sådan her,” siger min hjerne. Men min hjerne siger heldigvis også at den skal holde sin kæft og lade folk klare deres liv i deres eget tempo 😀

Det er det der med selv-censur. De fleste folk oplever negative tanker over for andre, men nogle folk glemmer at deres tanker ikke har brug for at blive udtrykt. De gemmer deres udtalelser bag undskyldninger som “Ærlighed”, men deres ærlighed er udtryk for deres opfattelse af sandhed, og deres sandhed er ikke den, der gælder mest.

Hvis en person fortæller mig at de hader deres krop fordi de er trans, må jeg acceptere det som sandhed, selvom det ikke er en sandhed, der gælder mig selv, og jeg må afveje min respons på baggrund af deres sandhed – ikke min egen. Det er nogle gange svært, men det hjælper.

Men…nogle gange må jeg sige stop. Nogle gange bliver det for meget at skulle være støtteperson for andre, især når jeg ikke har det godt selv. Jeg har ikke råd til at være til rådighed for andre, når det går ud over min egen velvære. Det sker. Og derfor har jeg også distanceret mig selv fra nye bekendtskaber på det sidste.

Men det…irriterer mig. Jeg ville gerne kunne hjælpe så mange personer som muligt. Men jeg har indset at jeg ikke kan gøre det på bekostning af mig selv. Jeg gør dem afhængig af min støtte, får så pludselig at tage støtten væk, når jeg ikke har mere at give. Det er ikke et godt mønster.

I fremtiden kommer jeg til at være støtteperson for mange mennesker. Men det kommer til at være isoleret til kontoret. De vil være klienter, ikke venner. Og på den måde kan jeg slippe for at tære på min egen energi. Jeg er ked af at indrømme det, men at være støtteperson lige nu er tærende.

Jeg glæder mig til jeg har det bedre igen, så jeg kan gøre mere for både mig selv og andre. Indtil da er jeg glad for, jeg har venner og familie, der forstår når jeg har det svært, og giver mig plads og støtte. Heldigvis koster støtte intet, når det kommer fra den kant, men jeg håber alligevel at jeg kan betale alt tilbage engang 🙂

Det skal nok blive okay. Og det er okay ikke at være stærk nok til at tage vare på andre…eller sig selv for den sags skyld.

Jeg undskylder den lettere alvorlige tone 🙂 Når humøret kommer op igen, skal I nok få en sjov historie 😉

Indtil da må I klare jer selv 🙂

Advertisements

One thought on “Støtteperson

  1. En del med asperger syndrom, er i tvil om hvilket kjønn de er og pendler mye mellom hvem de skal være. Selv er jeg jente, født jente, og stolt og fornøyd med å være det. Men ikke alle kjenner på det samme. Jeg antar det er som at ingen med asperger er lik også, transpersoner er også ulike. Har du møtt én, har du bare møtt én. Jeg håper du får støtte tilbake også. Du bidrar til forståelse og åpenhet.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s