Spøgelse

Kom nærmere, børn, og saml jer omkring ilden…nu skal I høre en spøgelseshistorie 🙂

For omtrent et år siden joinede jeg den famøse side boyfriend.dk, hvor folk af alle mulige seksuelle orienteringer sender hinanden billeder af alle mulige seksuelle organer og inviterer til alt muligt uforpligtende sjov. Jeg joinede ikke siden for disse ting, men jeg må erkende at det var en stor del af mine oplevelser derinde, så det er værd at nævne, synes jeg. Min personlige grund var, at jeg havde været helt single i et år, og efter at hormonbehandlingen til at starte med havde skruet fuldstændigt ned for min libido, blev der sidste sommer skruet gevaldigt op igen. Min krop havde ændret sig, min selvtillid var i top og jeg havde brug for at prøve det af.

Så jeg joinede boyfriend.dk for at finde folk, jeg kunne udforske min seksualitet med i ro og mag.

Lang historie kort, det lykkedes, men det er ikke det, vores spøgelseshistorie handler om…nej, børnlil, det handler om en person, der for alt han har at prale med, lige så godt ikke kunne have eksisteret, men de ting, og de ting, jeg troede om ham endte med at betyde mere end hvad der skete i virkeligheden. Næsten.

Jeg kaldte ham Rocketman. Det var ikke hans navn. Det var ikke engang det navn han brugte på boyfriend, ej heller hans kælenavn. Det var mit eget personlige navn til ham, og det skulle vise sig at passe ham.

Rocketman var en karrieresoldat. Han var stærk, flot, og veltalt. Hans første besked til mig var et langt brev, hvor han fortalte om sig selv, stillede spørgsmål til mig og de ting, jeg havde skrevet i min profiltekst, og komplimenterede mit udseende såvel som hans antagelser om min personlighed. Eftersom min typiske oplevelse med boyfriend var beskeder fra folk med navne som ‘StramAnalSex’, der inkluderede et “Hej” og måske et “Du lækker”, må jeg indrømme at min interesse var vakt fra første øjeblik. Det blev kun bedre af at der på hans profil var billeder af hans ansigt – og ikke et eneste af hverken hans brystkasse eller penis. Han var, kort sagt, for god til at være sand. I hvert fald for god til at være på boyfriend 😛

Vi skrev en masse over de næste mange uger, og jeg vil gerne indrømme, jeg faldt for ham. Han virkede som den perfekte mand…sure, han havde et par fejl – han drak ikke alkohol, og han stod op halv fem hver morgen for at løbe en tur…han trænede helt utroligt meget, og så havde han nok nogle psykiske ar efter at have været udsendt. Okay, ‘fejl’ er måske et lidt hårdt ord, for ingen af disse ting gjorde ham mindre interessant for mig. Det største problem var at han boede i København, og at hans arbejde ofte var uforudsigeligt, idet han kunne blive kaldt på øvelse med kort varsel.

Dette kom også til at have betydning, for efter vi havde skrevet en masse, besluttede vi os for at mødes her i Århus og snakke face-to-face. Vi havde allerede snakket i telefon en del og skypet og hvad ved jeg, så det var det næste logiske skridt. Vi lagde planer, og jeg glædede mig, men dagen før vores date ringer han og aflyser – han er blevet kaldt ind for at hjælpe med en øvelse et sted i Nordjylland. Suk. Men der er ikke noget at gøre. Efter øvelsen skal han tilbage til KBH, og vi prøver at planlægge igen. Det er så her, jeg modtager nyheden om, at han skal til Irak i 4 måneder snart…men der burde lige være tid til at han kunne komme til Århus et par dage inden! Yay, tænker jeg, og gør alting klart. Der er ryddet op, der er købt ind, og jeg har fundet en god rute, man kan gå i skoven (for det har han sagt, han holder af). Jeg går i seng med visheden om at han kommer ved middagstid dagen efter.

Klokken 6 næste morgen modtager jeg en besked på Skype…afgangen til Irak er rykket et par dage frem, og han skal til Tyskland med det samme. Da jeg vågner klokken 9 er han allerede dernede, og få timer efter er han på flyet. Og han er væk.

Jeg er ked af det, selvfølgelig, men mest af alt er jeg vred. Vred, fordi jeg ikke aner om der virkelig var noget dér. Vred, fordi jeg ikke ved, hvornår han kommer tilbage. Vred, fordi jeg ikke ved om jeg skal vente på ham.

Jeg hører fra ham et par gange mens han er afsted, når han en gang i mellem har adgang til computer. Det er rart, og vi får snakket om nogle ting, blandt andet at jeg er ked af, vi aldrig fik prøvet om det kunne være blevet til noget. Han undskylder, men sådan er jobbet, og det vidste jeg også godt, men jeg havde håbet at skæbnen ville være gunstig.

Well, måske var skæbnen gunstig, for jeg besluttede mig for at lade ham slippe væk. Det var ikke det værd at gå og vente på noget, der ikke var sikkert, og jeg kunne ikke se mig selv i et forhold, hvor min kæreste er væk i flere måneder af gangen uden mulighed for kommunikation. Det er ikke fair over for mig. Og jeg indså at alle de søde ord, alle hans løfter, ikke betød en skid, for de var ikke virkelige. Han kunne have været hvem som helst. Hvem siger, jeg overhovedet kendte ham? Så jeg gav slip.

Og fordi jeg gav slip, var jeg klar da min nuværende kæreste kom ind i mit liv. Og jeg har aldrig været mere lykkelig end jeg er lige nu ❤

…men spøgelser har det med at hjemsøge.
Jeg havde ikke tænkt på Rocketman i over et halvt år. Han fandtes ikke længere, og så vidt jeg vidste havde han aldrig rigtigt været virkelig. Og så en dag, for en måneds tid siden, skrev han til mig. Han var lige kommet hjem. Havde lyst til at skrive til mig. Hvordan havde jeg det?
Klokken var lidt over tolv, og jeg havde lige skrevet godnat til kæresten. Og så kommer han og sniger sig tilbage i mit liv. Ingen beskeder i over et halvt år, og jeg troede, han havde lagt mig bag sig. Jeg var ikke sur, men jeg var overrasket. Og jeg fortalte ham, hvad jeg gik og lavede. Jeg fortalte ham om kæresten og alle mine projekter. Vi snakkede om ham, og hvad der skulle ske for ham nu (han endte med at være afsted i 9 måneder, i stedet for de 4 der var planen til at starte med), og det var egentlig meget rart.

Men han skrev som om vi stadig var, hvor vi slap. Som om han ikke havde såret mig ved at tage afsted så pludseligt. Som om han bare kunne komme tilbage og forvente at intet var forandret. Jeg var på den ene side glad for at han ikke havde glemt mig.

Men jeg havde glemt ham. Og jeg havde ikke lyst til at huske. Jeg havde ikke lyst til at høre de søde ord, og komplimenterne, og de personlige historier. Jeg havde ikke lyst til at komme tæt på det igen, for det føltes stadig som om, det aldrig var blevet afsluttet. Som om det endte på et ‘hvad nu hvis?’, dengang sidste sommer. Og hvad nu hvis…

Jeg snakkede med min kæreste om det, hvilket var utroligt befriende. Han forstod, og sagde at han elskede mig, og jeg sagde at jeg elskede ham, og i det øjeblik var det faktisk ret nemt. Min kæreste og jeg har noget, der er virkeligt. Ægte kærlighed, om jeg må have lov. Vi er totalt ærlige over for hinanden, og jeg ved, jeg kan stole på ham.

Rocketman er ikke en, jeg kan stole på. Jeg ved stadig ikke, om han egentlig findes, eller om han er en anden i virkeligheden. Var jeg overhovedet ærlig over for ham?

Jeg besluttede mig for at holde kontakten, men jeg fortalte ham at det gjorde mig utilpas, når han flirtede med mig. Han sagde ‘okay’.

Det var en måned siden.

Det var sidste gang jeg hørte fra ham.

Alle de ting, han lod mig tro, gjorde mig glad. Dengang, sidste sommer, var jeg glad i troen om at nogen kunne være så god mod mig. At nogen kunne sige de rigtige ting, støtte mig, og inspirere mig. Jeg konstruerede denne Rocketman af de ting, han skrev til mig, men i sidste ende var han ikke andet end en person bag en skærm. Måske, hvis han ikke var taget afsted. Måske, hvis jeg havde mødt ham. Måske, hvis jeg havde kendt ham i virkeligheden.

Men det nåede jeg aldrig. Og det eneste, han gjorde ved mig, som endte med at betyde noget, var at såre mig. Og jeg har lært, at de ting, de sår, betyder langt mere end de løfter og søde ord. Handlinger. Ikke ord.

Og Rocketman var ord. Luft. Spøgelse.
Det var den anden person, den han er i virkeligheden, der sårede mig, der forlod mig, der valgte mig fra.

Og ham har jeg ikke lyst til at møde. Jeg ved ikke, hvem han er.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s