Equus

I morgen skal min kæreste ud og ride på en hest. Han er spændt. Men her er min hemmelighed:

Jeg er ikke glad for heste.

Det kommer sig af at jeg var med min søster til ridning engang, og jeg fik lov til at ride. Jeg kunne selvfølgelig ikke ride, og hesten løb lidt løbsk. Ta-daa, ikke glad for heste.

Altså, jeg kan godt være omkring heste – jeg har ikke fobi eller angst eller noget – men jeg vil ærligt talt hellere klappe en ko end en hest. De har altid virket lidt for store…for skræmmende…for tilregnelige.

Jeg fortalte dette til mit første møde på Sexologisk Klinik. Jeg sagde at jeg godt vidste, jeg ikke var sådan traditionelt hyper-femi (det har vi snakket om), og nævnte heste-frygten som eksempel. Hvad jeg ikke havde forventet var, at psykologen ville bide så meget mærke i at jeg ikke kunne lide heste, og hun fik mig derfor til at fortælle hele historien. Jeg ved ikke om hun følte, det var vigtigt, eller om det var hendes nysgerrighed, der trådte i kraft – ærligt talt, så ville jeg nok også spørge ind til det, hvis en person sagde at de ikke kunne lide heste 😛

En anden mulighed var at de indgik i hendes bedømmelse af mig og min kvindelighed. SK er glade for stereotypier, ved jeg, og en person, der påstår hun er kvinde, men ikke kan lide heste er måske ikke stereotyp nok?

Vi kan godt blive enige om at den slags kønsstereotypier hører fortiden til, men måske skal jeg alligevel passe på med, hvad jeg siger til min udredning! Jeg må ikke nævne at jeg ser Battlebots. Er det mon for maskulint at gå i bukser? Skjorte er i hvert fald et nono. Er det drenget at lege med Lego? Jeg har aldrig lært at strikke, så det trækker nok ned.

Og jeg kan ikke lide heste. Jeg har fejlet som kvinde 😀

Jeg har flere gange overvejet om de også selv tager deres kønsidentitetstests derinde. Jeg vil gerne være sikker på at min behandler er mindst lige så meget kvinde som jeg, ellers synes jeg ikke hun har noget belæg for at vurdere min kvindelighed. Kører hun bil? Det er ikke super kvindeligt, altså. Og med en længerevarende uddannelse? Hvordan har hun tid til at passe børnene?

Hvor mange år mon der skal gå før vi holder op med at holde os til disse åndssvage mål for kvindelighed og mandlighed?

Det værste er at mens ‘behandlerne’ på SK og den generelle befolkning helst vil have at jeg er så stereotyp som muligt  før de vil acceptere mig som kvinde, vil de trans-fjendtlige radikale feminister helst ikke have at jeg opfører mig stereotypt kvindelig…for så er jeg falsk, idet jeg bare prøver at emulere kvindelighed.
Jeg har seriøst set kvinder, der kritiserer andre kvinder for at gå i kjole og have sex med mænd, fordi de mener, det forstærker stereotype, negative kønsroller. Det virker næsten som om, deres ideelle kvinde opfører sig som…en stereotyp mand? Men så igen, hvis jeg gjorde det, og proklamerede at jeg samtidig var kvinde, ville de stadig ikke acceptere mig. Altså.

Samfundet har langt hen ad vejen svært ved at bestemme sig. Der er dobbelte standarder. Ruby Rose er populær fordi hun er lidt maskulin, men hvis jeg er det, er jeg utilstrækkelig som kvinde? Vi elsker omsorgsfulde og feminine mænd (især hvis de er bøsser), men en transmand, der godt kan lide makeup er ikke en rigtig mand?

Suk…jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu, og bare komme så nemt igennem SK som muligt. Svare ærligt på deres spørgsmål, men passe på ikke at sige for meget.

…gad vide om min fobi for skaldyr får betydning?

[indsæt selv billede af en hummer her – jeg gør det ikke!]

…måske tror de bare jeg er jøde…men er det godt eller skidt? Argh!

Advertisements

Kærlighed

Min kæreste er lige flyttet til Irland i 1 år for at arbejde med handicappede på en Camp Hill. Mange ved at hun er rejst, og mange ved også vi lige er fundet sammen igen efter et halvt år fra hinanden. Og mange spørger om det ikke er hårdt, at hun er rejst og “hvad gør vi så?” Mange næsten indikere, at vi jo burde slå op igen eller tvivler på at vi kan klare afstanden. Og hver gang bliver jeg lidt forvirret over deres tvivl.

Jeg kender ikke den præcise afstand mellem Sydirland og Århus, men der er én times tidsforskel og en flyvetur imellem. For nogle måneder siden var der 10 km imellem min kæreste og jeg, men en kløft af forvirring, sårede følelser og knuste hjerter – og dét er en afstand der ikke kan løses med en flybillet. Min kæreste og jeg snakker i telefon sammen hver dag, gerne flere gange om dagen, og skriver om hvad vi laver. Det er rart og hyggeligt, og selvom hun ikke fylder i sengen om aften så føler jeg mig meget tæt med hende.

Tit tænker jeg på hvordan min transition ville have været uden hende. Vi fandt sammen nogle dage efter jeg var begyndt på hormoner, så hun har været med fra starten af mine fysiske forandringer. Hun har grint sammen med mig hvor meget mere jeg sveder, lugter, spiser og snorker. Hun har kysset min dysfori væk og altid forsikret mig om, at jeg er mand nok til hende. Nogle har endda spurgt hende om hun slog op med mig fordi jeg var transkønnet, hvilket hun blankt afvist ligesom jeg nu afviser afstanden er et problem.

Jeg er møghamrende priviligeret at have en kæreste der elsker min krop præcis som den er og som gør alt for at jeg har det godt. At være kærester er mere end sex og at holde i hånden. Det er at støtte hinanden i at vokse om det så er at rejse til Irland i 1 år eller finde sig selv i queer verden.

Jeg er en heldig fyr! tumblr_nrv459H0IF1qzag1wo1_1280 (1)

Femininitet og maskulinitet

Jeg bryder mig ikke rigtig om at klippe mine negle. Ikke fordi, jeg har noget mod selve handlingen, men mere, fordi jeg hurtigt vænner mig til, at mine negle er lange, og faktisk godt kan lide det sådan 🙂 Faktisk så lægger jeg mere mærke til mine fingre og hænder, når mine negle er lange, og jeg synes, det ser godt ud på mig. Samtidig sørger jeg altid for, at de er velplejede.

At have lange (og pæne) negle får mig til at føle mig godt tilpas – og en lille smule glad indvendig 🙂 Jeg er glad for, at de ser så godt ud, og foretrækker ofte at beholde dem sådan. De når dog hurtigt at blive for lange, og så bliver det for besværligt at have dem sådan. Det går oftest helt galt, når jeg benytter tastaturet på min computer i de perioder, jeg har lange negle. De kommer ofte i vejen for min skrivning (som oftest går ret hurtigt), og så laver jeg flere fejl, som betyder ekstra tid på rettelser. Så de forsinker mig meget i både mit egentlige arbejde såvel som i mange af de ting, jeg bruger min fritid på (som i: Jeg bruger meget tid foran computeren til daglig). Så derfor bliver jeg nødt til at klippe dem.

Det pudsige ved det er så, at når jeg først har klippet dem, så bliver jeg glad for resultatet og er glad for mine korte negle. Men jeg lægger ikke mærke til dem på samme måde længere…

Tager man de helt konservative kønsnormer i betragtning, så burde jeg – med det køn, jeg nu engang er tildelt ved fødslen – ikke bryde mig om lange negle eller være så glad for dem, som jeg nu engang er. Men sådan har jeg haft det så langt tilbage, som jeg kan huske. Engang betragtede jeg det som en form for hemmelighed, at jeg var så glad for dem, for ”sådan noget skulle drenge ikke bryde sig om”, og jeg må indrømme, det også var forbundet med en smule skam. Det sidste har jeg så heldigvis aflært mig siden.

Jeg elsker at være tvetydig i min opførsel, så jeg prøver (i det omfang, jeg er bevidst om det), at blande både maskuline og feminine elementer i min fremtoning. Ikke kun fordi jeg kan li’ at forvirre andre på den måde, men også fordi, jeg foretrækker at ligge et sted midt mellem det maskuline og feminine i forhold til, hvad normerne dikterer. På den måde passer det mig derfor fint at have lange negle 🙂 Jeg ser det som et mikro-oprør mod kønsnormerne.

En anden ting, jeg sjældent gør, men godt kan lide at gå i, er højhælede sko. Altså, damesko, som i – lavet til kvinder. De giver mig en mere rank holdning, hvilket giver mig en følelse af selvsikkerhed. Jeg har dog ikke selv nogen sko, så jeg har kun gjort det de gange, jeg har kunnet låne andres (typisk ved festlige lejligheder).

Derfor glædede det mig usigeligt meget, at jeg sidste weekend fik et par aflagte støvler 🙂 Jeg prøvede dem på med det samme, og dem, jeg var sammen med den dag, blev hurtigt enige om, at støvlerne gav mig et mere maskulint udtryk end det, jeg plejede at have. Lidt pudsigt, når man tænker på, at det meste af det, der bliver produceret til kvinder, laves for at få dem til at se feminine ud – men på mig havde de støvler altså en anden virkning. Og det var en virkning, der passede mig fremragende 🙂 At de andre så syntes, det så mærkeligt ud – dem om det…

Hvornår jeg så får luftet de støvler i offentligheden, det ved jeg ikke endnu – men når jeg gør, så skal jeg sørge for at mikse beklædningen godt og grundigt, så jeg mere fremstår som både-og frem for enten-eller. Og jeg kan love dig for, at jeg skal have lange negle den dag… 😉

Støtteperson

Jeg kommer nogle gange i lidt af et dilemma…

Jeg skriver og snakker meget med andre transpersoner, både online og i den virkelige verden. Jeg sælger mig selv som en vidende person, en god skulder, et åbent sind. Det er alt sammen sandt, føler jeg, og jeg gør det mest af alt for at hjælpe andre, men også for at lære mere om det mennesker, jeg vil komme til at skulle arbejde med om et par år.

Transpersoner er lige så heterogene som cispersoner, men det er svært for folk at forstå – hvad end de er cis eller trans eller non-binære. Mange transpersoner føler at deres måde at være trans på er ‘den rigtige’, og at de oplevelser, de har haft, er almengyldige for transpersoner verden over.

Newsflash: ikke to personer er ens. Jeg har mødt folk, der hader deres kønsorganer, folk der er ligeglade (som mig selv), og folk der foretrækker hvad de er født med. Jeg har mødt folk, der er meget dysforiske, og folk der er meget lidt dysforiske. Jeg har mødt folk med psykiske udfordringer, og folk der er komplet neurotypiske. At antage at vi er ens, bare fordi vi er transkønnede, er absurd.

Og det har gjort det sværere for mig at være støtteperson. Når folk vil snakke om kønsdysfori har jeg ikke så meget at tilføje af min egen erfaring, og må hengive mig til tilegnet viden. På nogle måder er det bedre, for så kommer det til at handle om den, der spørger i stedet for mig, men det er også rart at kunne opleve den der personlige forbundethed, når man har oplevelser tilfælles.

Men…jeg mærker nogle gange at jeg bliver irriteret over folks mangel på fremskridt i deres transition. Jeg bliver irriteret over deres manglende accept af deres egne kroppe. Jeg føler mig irriteret over at de ikke passer ind i mit narrativ. Ja, jeg er skyldig i at dømme folk ud fra mine egne kompetencer. Det er ikke noget, jeg siger til folk, men tankerne er der. “De burde gøre sådan her,” siger min hjerne. Men min hjerne siger heldigvis også at den skal holde sin kæft og lade folk klare deres liv i deres eget tempo 😀

Det er det der med selv-censur. De fleste folk oplever negative tanker over for andre, men nogle folk glemmer at deres tanker ikke har brug for at blive udtrykt. De gemmer deres udtalelser bag undskyldninger som “Ærlighed”, men deres ærlighed er udtryk for deres opfattelse af sandhed, og deres sandhed er ikke den, der gælder mest.

Hvis en person fortæller mig at de hader deres krop fordi de er trans, må jeg acceptere det som sandhed, selvom det ikke er en sandhed, der gælder mig selv, og jeg må afveje min respons på baggrund af deres sandhed – ikke min egen. Det er nogle gange svært, men det hjælper.

Men…nogle gange må jeg sige stop. Nogle gange bliver det for meget at skulle være støtteperson for andre, især når jeg ikke har det godt selv. Jeg har ikke råd til at være til rådighed for andre, når det går ud over min egen velvære. Det sker. Og derfor har jeg også distanceret mig selv fra nye bekendtskaber på det sidste.

Men det…irriterer mig. Jeg ville gerne kunne hjælpe så mange personer som muligt. Men jeg har indset at jeg ikke kan gøre det på bekostning af mig selv. Jeg gør dem afhængig af min støtte, får så pludselig at tage støtten væk, når jeg ikke har mere at give. Det er ikke et godt mønster.

I fremtiden kommer jeg til at være støtteperson for mange mennesker. Men det kommer til at være isoleret til kontoret. De vil være klienter, ikke venner. Og på den måde kan jeg slippe for at tære på min egen energi. Jeg er ked af at indrømme det, men at være støtteperson lige nu er tærende.

Jeg glæder mig til jeg har det bedre igen, så jeg kan gøre mere for både mig selv og andre. Indtil da er jeg glad for, jeg har venner og familie, der forstår når jeg har det svært, og giver mig plads og støtte. Heldigvis koster støtte intet, når det kommer fra den kant, men jeg håber alligevel at jeg kan betale alt tilbage engang 🙂

Det skal nok blive okay. Og det er okay ikke at være stærk nok til at tage vare på andre…eller sig selv for den sags skyld.

Jeg undskylder den lettere alvorlige tone 🙂 Når humøret kommer op igen, skal I nok få en sjov historie 😉

Indtil da må I klare jer selv 🙂

Forskel

Den sidste halvanden uge har jeg brugt på musical øvning og dermed været langt væk fra min computer. Det går super godt med forestillingen kan jeg fortælle, og jeg føler mig efterhånden klar til vores generalprøve på søndag.

Anyway, det var ikke det jeg ville snakke om.

Tit sidder jeg i flokken af mennesker der er med på scenen eller på anden vis hjælper til med forestillingen og føler mig.. Udenfor? Udover mine ben der tripper konstant, så ligner jeg nok roligheden selv når jeg sidder der helt stille og lytter til instruktøren eller snakker med folk. Men det er jeg ikke. Hvis ikke min ben tripper så kører rastløsheden rundt i min krop og jeg kæmper for at holde mig i ro. Hvis instruktørerne snakker for længe begynder mine tanker at flyve og jeg bliver nødt til at få de andre til at gentage hvad de siger.

Og her sad vi. Midt på scenen i den sidste scene ved et fint bord og skulle lytte. Jeg kiggede på de andre ved bordet – folk på min alder, der drillede hinanden ved at kaste vand på hinanden fra glassene der havde samlet vandet fra dagens regnskyl. Nogle gange skreg en op og de grinte og var, ja, ukoncentrerede. Imens instruktøren snakkede. Og hvad lavede jeg? Jeg sad komplet stille og turde ikke gøre som dem; Grine, drille, snakke. Jeg tænkte, at så snart jeg åbnede min mund ville en instruktør vende sig om og skælde mig ud for at larme. Mig. Som lige nu sad fastfrosset på stolen.

Og tit står jeg i den situation. Jeg ser de andre grine og havde det sjovt, og jeg føler mig som en asparges fra dåse; Virkelig kikset og meget slap. Og selvfølgelig tænker jeg meget over hvorfor det er sådan. Hvordan de kan være så afslappede og have det sjovt uden 1. At nogen siger noget til det.  og 2. At jeg ikke kan finde ud af at være med i det.

Så begynder jeg at tænke over deres liv; Ham der jeg så gerne vil ligne, der er født som dreng – og følt sig som en. Der er vokset op med drengevenner og kærester – uden fortitlen “pige”kærester, vokset op med en naturlig lang pubertet og skægvækst. Hvis største problem har måske været et dødsfald i familien eller en større eller mindre ulykker for ham eller hans familie. Og hans alder som er den samme som da jeg erkendte, at jeg var transkønnet. Deres liv bliver et glansbillede af små naturlige udfordringer, men langt hen af vejen er.. Nemt. Ingen selvskade, ingen selvhad, identitetskrise, hormonbehandling og operationer. Ingen der kaldte dem “den” eller som skulle se dem i spejlet hver dag for at kunne følge med forandringerne. Som kan sige til mig “du er modig” og “hvor sej jeg er”, uden at skulle tænke over deres egne cis(hetero)privilegier.

Og som heller ikke behøver bekymre sig om deres normative kønsudtryk eller identitet. Den provokation jeg mærker hver gang nogle nedtaler transkønnede eller LGBT rettigheder, eller ikke forstår hvorfor marriage equality i USA er enormt irrelevant for de fleste LGBT personer. Eller den forvirring jeg har når min kønsidentitet drejer sig.

Uh jeg bliver bitter. Og sur. Men det nytter ikke så meget. Ligesom jeg ikke kan gøre for at jeg er transkønnet, så kan de ikke gøre for at de er ciskønnede. Og i sidste ende ér det altså en dårlig undskyldning for at være usikker social – også alligevel. Teoretisk set er jeg knap nok 16 år, måske lige 18 år, rent fysisk. Men jeg er aldrig blevet opdraget til at være en normativ dreng, så bare det at begærde sig i verden helt normalt som en fyr er en udfordring – og nu også at fjolle rundt i den? Det er som at bede et lille barn løbe før de overhovedet kan gå.

Mit kostume i forestilling er jakkesæt og aldrig har jeg følt mig så gammeldags maskulin! Det er virkelig sjovt og jeg elsker kostumerne. Det er sjovt at høre mine lædersko klikke under mig og med løftet hat bukke for pigerne i fine kjoler. Der er intet galt med normativiteten, så længe den bare bliver på scenen 😉

Skærmbillede 2015-07-22 kl. 11.47.12

Spøgelse

Kom nærmere, børn, og saml jer omkring ilden…nu skal I høre en spøgelseshistorie 🙂

For omtrent et år siden joinede jeg den famøse side boyfriend.dk, hvor folk af alle mulige seksuelle orienteringer sender hinanden billeder af alle mulige seksuelle organer og inviterer til alt muligt uforpligtende sjov. Jeg joinede ikke siden for disse ting, men jeg må erkende at det var en stor del af mine oplevelser derinde, så det er værd at nævne, synes jeg. Min personlige grund var, at jeg havde været helt single i et år, og efter at hormonbehandlingen til at starte med havde skruet fuldstændigt ned for min libido, blev der sidste sommer skruet gevaldigt op igen. Min krop havde ændret sig, min selvtillid var i top og jeg havde brug for at prøve det af.

Så jeg joinede boyfriend.dk for at finde folk, jeg kunne udforske min seksualitet med i ro og mag.

Lang historie kort, det lykkedes, men det er ikke det, vores spøgelseshistorie handler om…nej, børnlil, det handler om en person, der for alt han har at prale med, lige så godt ikke kunne have eksisteret, men de ting, og de ting, jeg troede om ham endte med at betyde mere end hvad der skete i virkeligheden. Næsten.

Jeg kaldte ham Rocketman. Det var ikke hans navn. Det var ikke engang det navn han brugte på boyfriend, ej heller hans kælenavn. Det var mit eget personlige navn til ham, og det skulle vise sig at passe ham.

Rocketman var en karrieresoldat. Han var stærk, flot, og veltalt. Hans første besked til mig var et langt brev, hvor han fortalte om sig selv, stillede spørgsmål til mig og de ting, jeg havde skrevet i min profiltekst, og komplimenterede mit udseende såvel som hans antagelser om min personlighed. Eftersom min typiske oplevelse med boyfriend var beskeder fra folk med navne som ‘StramAnalSex’, der inkluderede et “Hej” og måske et “Du lækker”, må jeg indrømme at min interesse var vakt fra første øjeblik. Det blev kun bedre af at der på hans profil var billeder af hans ansigt – og ikke et eneste af hverken hans brystkasse eller penis. Han var, kort sagt, for god til at være sand. I hvert fald for god til at være på boyfriend 😛

Vi skrev en masse over de næste mange uger, og jeg vil gerne indrømme, jeg faldt for ham. Han virkede som den perfekte mand…sure, han havde et par fejl – han drak ikke alkohol, og han stod op halv fem hver morgen for at løbe en tur…han trænede helt utroligt meget, og så havde han nok nogle psykiske ar efter at have været udsendt. Okay, ‘fejl’ er måske et lidt hårdt ord, for ingen af disse ting gjorde ham mindre interessant for mig. Det største problem var at han boede i København, og at hans arbejde ofte var uforudsigeligt, idet han kunne blive kaldt på øvelse med kort varsel.

Dette kom også til at have betydning, for efter vi havde skrevet en masse, besluttede vi os for at mødes her i Århus og snakke face-to-face. Vi havde allerede snakket i telefon en del og skypet og hvad ved jeg, så det var det næste logiske skridt. Vi lagde planer, og jeg glædede mig, men dagen før vores date ringer han og aflyser – han er blevet kaldt ind for at hjælpe med en øvelse et sted i Nordjylland. Suk. Men der er ikke noget at gøre. Efter øvelsen skal han tilbage til KBH, og vi prøver at planlægge igen. Det er så her, jeg modtager nyheden om, at han skal til Irak i 4 måneder snart…men der burde lige være tid til at han kunne komme til Århus et par dage inden! Yay, tænker jeg, og gør alting klart. Der er ryddet op, der er købt ind, og jeg har fundet en god rute, man kan gå i skoven (for det har han sagt, han holder af). Jeg går i seng med visheden om at han kommer ved middagstid dagen efter.

Klokken 6 næste morgen modtager jeg en besked på Skype…afgangen til Irak er rykket et par dage frem, og han skal til Tyskland med det samme. Da jeg vågner klokken 9 er han allerede dernede, og få timer efter er han på flyet. Og han er væk.

Jeg er ked af det, selvfølgelig, men mest af alt er jeg vred. Vred, fordi jeg ikke aner om der virkelig var noget dér. Vred, fordi jeg ikke ved, hvornår han kommer tilbage. Vred, fordi jeg ikke ved om jeg skal vente på ham.

Jeg hører fra ham et par gange mens han er afsted, når han en gang i mellem har adgang til computer. Det er rart, og vi får snakket om nogle ting, blandt andet at jeg er ked af, vi aldrig fik prøvet om det kunne være blevet til noget. Han undskylder, men sådan er jobbet, og det vidste jeg også godt, men jeg havde håbet at skæbnen ville være gunstig.

Well, måske var skæbnen gunstig, for jeg besluttede mig for at lade ham slippe væk. Det var ikke det værd at gå og vente på noget, der ikke var sikkert, og jeg kunne ikke se mig selv i et forhold, hvor min kæreste er væk i flere måneder af gangen uden mulighed for kommunikation. Det er ikke fair over for mig. Og jeg indså at alle de søde ord, alle hans løfter, ikke betød en skid, for de var ikke virkelige. Han kunne have været hvem som helst. Hvem siger, jeg overhovedet kendte ham? Så jeg gav slip.

Og fordi jeg gav slip, var jeg klar da min nuværende kæreste kom ind i mit liv. Og jeg har aldrig været mere lykkelig end jeg er lige nu ❤

…men spøgelser har det med at hjemsøge.
Jeg havde ikke tænkt på Rocketman i over et halvt år. Han fandtes ikke længere, og så vidt jeg vidste havde han aldrig rigtigt været virkelig. Og så en dag, for en måneds tid siden, skrev han til mig. Han var lige kommet hjem. Havde lyst til at skrive til mig. Hvordan havde jeg det?
Klokken var lidt over tolv, og jeg havde lige skrevet godnat til kæresten. Og så kommer han og sniger sig tilbage i mit liv. Ingen beskeder i over et halvt år, og jeg troede, han havde lagt mig bag sig. Jeg var ikke sur, men jeg var overrasket. Og jeg fortalte ham, hvad jeg gik og lavede. Jeg fortalte ham om kæresten og alle mine projekter. Vi snakkede om ham, og hvad der skulle ske for ham nu (han endte med at være afsted i 9 måneder, i stedet for de 4 der var planen til at starte med), og det var egentlig meget rart.

Men han skrev som om vi stadig var, hvor vi slap. Som om han ikke havde såret mig ved at tage afsted så pludseligt. Som om han bare kunne komme tilbage og forvente at intet var forandret. Jeg var på den ene side glad for at han ikke havde glemt mig.

Men jeg havde glemt ham. Og jeg havde ikke lyst til at huske. Jeg havde ikke lyst til at høre de søde ord, og komplimenterne, og de personlige historier. Jeg havde ikke lyst til at komme tæt på det igen, for det føltes stadig som om, det aldrig var blevet afsluttet. Som om det endte på et ‘hvad nu hvis?’, dengang sidste sommer. Og hvad nu hvis…

Jeg snakkede med min kæreste om det, hvilket var utroligt befriende. Han forstod, og sagde at han elskede mig, og jeg sagde at jeg elskede ham, og i det øjeblik var det faktisk ret nemt. Min kæreste og jeg har noget, der er virkeligt. Ægte kærlighed, om jeg må have lov. Vi er totalt ærlige over for hinanden, og jeg ved, jeg kan stole på ham.

Rocketman er ikke en, jeg kan stole på. Jeg ved stadig ikke, om han egentlig findes, eller om han er en anden i virkeligheden. Var jeg overhovedet ærlig over for ham?

Jeg besluttede mig for at holde kontakten, men jeg fortalte ham at det gjorde mig utilpas, når han flirtede med mig. Han sagde ‘okay’.

Det var en måned siden.

Det var sidste gang jeg hørte fra ham.

Alle de ting, han lod mig tro, gjorde mig glad. Dengang, sidste sommer, var jeg glad i troen om at nogen kunne være så god mod mig. At nogen kunne sige de rigtige ting, støtte mig, og inspirere mig. Jeg konstruerede denne Rocketman af de ting, han skrev til mig, men i sidste ende var han ikke andet end en person bag en skærm. Måske, hvis han ikke var taget afsted. Måske, hvis jeg havde mødt ham. Måske, hvis jeg havde kendt ham i virkeligheden.

Men det nåede jeg aldrig. Og det eneste, han gjorde ved mig, som endte med at betyde noget, var at såre mig. Og jeg har lært, at de ting, de sår, betyder langt mere end de løfter og søde ord. Handlinger. Ikke ord.

Og Rocketman var ord. Luft. Spøgelse.
Det var den anden person, den han er i virkeligheden, der sårede mig, der forlod mig, der valgte mig fra.

Og ham har jeg ikke lyst til at møde. Jeg ved ikke, hvem han er.

Pik på min skærm

Min facebook-messenger popper op med en notifikation. Ah, en af mine venner har skrevet. Ok, han er mere en bekendt end en ven, har fjollet lidt med ham til nogle fester her på kollegiet hvor vi begge bor. Dygtig musiker, lidt af en drankerskid, men hvad fa’en. Han har angiveligt sendt mig et billede. Hvor nice.

Tjekker ind, åbner samtalen. BUM! Penis. Stor og ret knudret i det, med alle blodårer tydelige; en ret porno-agtig penis. Hans næste tekstbesked sender mig grinende af stolen: “sådan skal din da se ud”. Jeg svarer troskyldigt “Hvilken?”, selvom jeg egentlig godt forstår hvad han mener. Han svarer næsten ligeså bramfrit tilbage “din tissemand”. Jeg smilede mildt og svarede “Nah, det kommer den nok ikke til at kunne.” Hans efterfølgende “aww øv” lod jeg hænge ubesvaret i æteren. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle svare, for tanken om at mine venner sidder og kigger på penisser og tænker på mig samtidig er lidt besværlig at koble sammen.

Men det slog mig kort. En af mine venner, mere bekendt end ven igen, sendte mig forleden et link til et podcast: http://www.stitcher.com/s?eid=39560068&refid=asa og sagde i samme åndedrag: “Kunne have interesse. Måske ømtåleligt emne?”

Jeg måtte standse efter pikken var blegnet fra min facebook-chat og jeg sad og tænkte lidt for mig selv. For mit liv handler grangiveligt lige pt om meget andet end at være transkønnet. Jeg tænker ikke over hvordan min pik kommer til at være, jeg beskæftiger mig yderst sjældent med noget trans-relateret andet end på lukkede grupper på facebook eller på et af de store internationale fetish-fora der findes på nettet. None the less er jeg gennem tiden blevet bombarderet med trans-relateret infomateriale, om det være sig dokumentarer, film, bøger eller pjecer om emnet. Fair nok, mange har brug for at søge viden om sig selv, og det kan af og til være nemmere når det er andre i samme situation der har skrevet det. Hence this blog.

Men jeg selv? Nah. Not so much. Jeg deler gerne min egen viden, mine egne erfaringer og lignende. Men jeg bryder mig ikke om at få stukket ting op i fjæset og få sagt “”et er sådan her andre har det, er det ikke det samme for dig, hva? Hva? Hva?”

Lidt i stil med penissen. Bevares, jeg tror de fleste mænd ville være ovenud lykkelige for en 12-14 centimeters, svulmende kødpølse men jeg forbeholder mig retten til at være lidt af en realist når det kommer til mit ydre og de forandringer det skal gennemgå. Porno-pik? Not possible. Ikke med mindre man finder en donor eller lignende, og lige pt er det ikke noget der rigtigt kan lade sig gøre, så vidt jeg har ladt mig fortælle af videnskabsfolk de seneste par dage.

Mit liv handler om andet end at være transkønnet og queer. Jeg tager ikke bemærkninger eller lignende tungt længere. Hvis nogen forsøger at ramme mig for at være queer og transkønnet (“man kan da ikke gå i korset og påstå man er mand når man har bryster” har jeg hørt en enkelt gang), så følger jeg den gode Tyrion Lannisters ord: “Wear it like an armor and it can never be used to hurt you. Make it your strength and it can never be your weakness”.

Folk, der sender mig links etc. til forskelligt trans-relateret materiale, klapper jeg på hovedet og siger: “Hey, har du set min seneste tegning?” eller “Skal vi ikke drikke nogle øl og høre noget god musik og filosofere over tilværelsen på jorden?”.

Det er vigtigt at huske, at vi er andet end queer. Vi er hele mennesker, og fra tid til anden har vi brug for bare at være det.

Peace out.

Det er ikke sjovt

Jeg gået all-in på sommerferie. Det inkludere at sove længe og spise aaaaalt for meget mad. Selv min træning kan jeg ikke helt få gjort, og alt andet på min to-do liste bliver udskudt hver dag. En doven skid vil man kalde mig på moderne dansk.

Og selvom min dårlige samvittighed er værre end det skybrud der aldrig ramte Århus, så prøver jeg også at berolige mig selv med, at fra lørdag af begynder musical øvegangene igen også kommer der hverken til at være tid til at sove længe eller spise for meget. Så indtil da nyder jeg ferien med min kæreste, og har allerede været alt for mange gange i biografen og ude at spise. (Jeg kan anbefale Sharks ved busgadens cheeseburger!<3)

Her forleden var vi så til open mic comedy på V58. Her kan uerfarne og erfarne komikere stille op og afprøve deres materiale, som så både er godt og.. knap så godt. En sød lidt ny fyr gik på og i gang med hans komik, og det gik da også fint nok til at starte med, indtil han begyndte at snakke om homoseksuelle.

“Jeg bliver så glad når jeg ser homoseksuelle par gå hånd i hånd ned af strøget. Når det er piger. Så peger jeg på dem og prikker til mine kammerater som om jeg var i zoologisk have.” 

I kid you not, det sagde han vitterligt. Da havde jeg mest lyst til at råbe op og sige hvor pisse diskriminerende det er at sige og kommentere på hans enormt dårlige tøjstil, men jeg lod være. Jeg vendt mundvigerne ned, sad uroligt i stolen og sloges med min kæreste om vores fælles øl som vi begge prøvede at bruge som et holdkæftbolsje. Fyren blev ved med at køre i homo jokene som heldigvis faldt ret brat til jorden. Men bare det, at jokene var sjove i hans hoved fik min indre queerhed til at smøge ærmerne op og svinge med armene i arrigskab.

Hvor vil jeg ufattelig gerne kunne sparke tilbage og lave comedy om heteronormativiteten, men det er aldrig sjovt at skulle oversætte en joke og det vil være nødvendigt i det her tilfælde. Så udfordringen er hvordan man gør LGBT sprog letforstågeligt for udeforstående samt gøre det sjovt. Personligt går jeg i båndafspiller mode når folk spørger til transpolitik som var jeg vært på P4 og sendetiden i kl 11 om formiddagen hvor kun pensionister hører med, for ellers kan folk ikke følge med. Så jeg frygter at i stedet for at få folk til at grine om det binære kønssystems latterlighed og de priviligerede cisheteronormative personer vil de i al stilhed suge viden til sig og bagefter sige hvor klog og spændende jeg er, men ikke sjov – som jo er mit mål.

Nu ved jeg ikke hvornår jeg skal af sted igen og høre comedy, men hvis den søde fyr prøver på de jokes én gang til bliver jeg nødt til at tage mig sammen og forklare ham, at det ikke er sjovt. Det er diskriminerende, undertrykkende, uhøfligt og opmuntre kun til homofobi – også selvom han jo bare siger tingene for sjovt.

Jeg sad forleden til en fest med en fyr som netop proklarmede, at så længe modtageren synes det er sjovt så er joken i orden. Mit svar var, at der sikkert er racistiske jokes som modtages med iver i nazistiske kredse, men det gør ikke jokene i orden. Det var han uenig i(!?) og jeg blev nødt til i al arrigskab at rydde vores bord op og gå ud af situationen før mine fægtende queer arme ikke kun ville være et metaforisk udtryk for min vred.
Fuck cisheteronomativiteten og god sommer.

f

Definition

Gad vide om jeg kan skrive om noget ikke-trans relateret i dag…

5hours

…sex. Der var den 😉

Hvad er sex? Lad os spørge google!

*ahem* Velkommen til min fremlægelse om sex.

Mange definerer blot sex som ‘intercourse’, altså det vi på dansk kalder ‘samleje’. Samleje er til gengæld ret bredt defineret…Wikipedia skriver fx at “For at have samleje indføres den erigerede penis i skeden”, hvilket, hvis vi definerer sex som samleje, udelukker en betydelig del af befolkningen fra at have sex…øv, hva. Wikipedia skriver også at formålet med samleje er reproduktion, men at man også kan have det for nydelsens skyld…og, okay, de skriver også at man kan have oralsex og analsex, hvilke er andre former for samleje.

I alle tilfælde er det givet at der skal være mindst ét kønsorgan involveret i processen…ellers er det ikke samleje, og derfor ikke sex.

Jeg håber at I tilgiver, jeg ikke er tilfreds med denne definition af sex. Lad os se, hvad vi ellers kan finde!

Sundhed.dk har mange af de samme definitioner som Wikipedia, men er en del mere ekspansiv. Her nævnes også hvordan homoseksuelle kan have samleje, og det ses som værende sex på lige linje med heteroseksuelt samleje. Yay! Sådan har det sgu ikke altid været, og jeg ser mange folk bekende sig til, at de ikke opfatter fx lesbisk sex som værende ‘rigtig’ sex, idet der ikke forekommer penetration af et andet kønsorgan. Der hersker stadig i vores samfund en opfattelse af at ‘Penis-i-vagina’ (PiV) er RIGTIG sex, og alle andre former er, well, forkerte? Urigtige? De fleste folk tæller også først deres tab af jomfruelighed fra den dag, de havde PiV sex…blowjobs tæller ikke…og Gud er åbenbart ligeglad med om du har fået den i røven, så længe din skede er uberørt…altså uberørt af penis. Man er stadig jomfru selvom man har haft en dildo længere oppe end nogen mand kan håbe på at komme…eller hvad? Og når mange homoseksuelle mænd regner deres mangel på mødom fra den dag, der var en fremmed penis i deres egen røv eller deres egen penis i en anden mands røv, hvorfor gælder samme standarder så ikke for heterokvinder? Og mister en heteromand sin mødom af at give analsex til en kvinde? Og hvornår fanden mister lesbiske deres mødom?! Argh!

…sorry…min pointe er at det er svært at definere hvad der tæller som samleje. Det er ret individuelt. Og det gør det også svært at vide, hvornår man er utro. Hvis oralsex ikke er samleje i Ingolfs øjne, så er han jo heller ikke utro når han får et blæs af Karen-Margrethe nede ude i lunden. Nogle forhold kan ikke tolerere berøring af andre. Andre forhold tillader sex med andre i alskens former og farver. Utroskab defineres i det enkelte forhold…og sex defineres ligeledes af dem, der har det.

Sundhed.dk er da også så gode, at de inkluderer denne linje: “Dertil kommer, at seksualitet ikke nødvendigvis har noget med rejsning, fugtning, samleje og orgasme at gøre. At kysse, kramme, holde i hånd eller ligge i ske kan også være en værdsat seksuel oplevelse.”

Og Merriam-Webster definerer endda sex som “physical activity in which people touch each other’s bodies, kiss each other, etc. : physical activity that is related to and often includes sexual intercourse”.

Så sex er altså ikke kun samleje…huh. Sex behøver faktisk ikke engang inkludere kønsorganerne. Det er op til hvert enkelt forhold at definere, hvad der tæller som sex. Se, det her en en definition, jeg langt bedre kan forholde mig til!

Grunden til at jeg kom til at skrive det her er, at min kæreste og jeg ikke har haft samleje i 9 måneder. Altså, den der dårlige definition af samleje, hvor man penetrerer eller bliver penetreret af en penis. Han har ikke lysten, og jeg har ikke behovet, og det fungerer ganske glimrende 🙂
Men folk har svært ved at forstå, hvordan man kan have et forhold uden sex…til det kan jeg så sige: vi har masser af sex. Bare ikke den gængse definition. Vores sex er kys og kram og masser af fysisk kontakt…bare ingen penis involveret (eller, i hvert fald ikke hans…(dammit, så tæt på at holde trans-tingen ude af min post!)). Og vi føler ikke, der mangler noget.

Er denne post blot en lang rant om hvorfor min kærestes og mit seksuelle forhold er legitimt? Maybe…men jeg føler nu stadig, jeg har fat i noget. Ligesom vi alle er frie til selv at bestemme, hvordan vi er kvinder og mænd (såfremt vi overhovedet føler, vi passer under de begreber), er vi også selv frie til at bestemme, hvad vi opfatter som værende sex, og hvordan vi har det (hvis vi overhovedet har lyst til at have det).

Så nej, jeg kommer nok aldrig til at have ‘rigtig’, reproduktivt samleje…men jeg er et seksuelt væsen, og uanset hvad andre måske tror, opfyldes mine behov til fulde af min kærestes berøring 😀

Så, det var det…næste uge kommer det nok til at handle om at være trans igen 😉