Aktivisme

I forgårs var jeg inde og se “Pride”, der handler om det unikke samarbejde mellem en forening for bøsser og lesbiske og en mine-by midt i 80’ernes strejker i England. Minearbejderen krævede rettigheder og måtte gå i strejke før regeringen ville høre på dem, og i mellemtiden var de afhængige af donationer. En lille forening af homoseksuelle tilbød deres hjælp, men blev afvist af alle de store minearbejder foreninger. Men én by tog imod deres donationer og det skabte en masse røre.

Jeg vil ikke udpensle filmen mere, men jeg vil anbefale den specielt fordi den er bygget på en sand historie. Min kæreste og jeg var begge høje på filmen bagefter, og hun sagde, at det var ærgerligt vi ikke var født i den tid for sådan noget kunne ikke ske i dag. Store indsamlinger skabt af små drivkraftige foreninger eksploderende i god musik og stilede 80’er outfits var fortid og ville aldrig kunne ske igen.
Fortidens store arrangement for kvinderettigheder, homorettigheder, arbejderrettigheder, lige race rettigheder afbilledet i sort/hvide billeder og i skøre drastiske outfits. Aldrig mere.
Har vi ikke noget at kæmpe for i dag? Tænkte jeg. Transrettigheder, ligestilling, nonbinæritet, hudfarve ligestilling. Der er masser. Men hvor er arrangementerne? Foreningerne? Energien? Engagementet? Håbet? Troen?
Og dette er især på spidsen nu hvor valget er endt med DF som det mest indflydelsesrige parti i dansk politik. Partiet der er det mest heteronormative, hvide, racistiske parti vi kan finde som ikke er nazister. Et parti der vil Danmark det bedste, men så alligevel..
At komme ud af biografen efter at have set fortidens queer krigere og rende ind i virkeligheden er hård. Og lyst dræbende. Pludselig ved jeg ikke om jeg tager skjorte på for at føle mig pæn, eller have andre til at synes jeg er en flot fyr. Om jeg er lidt mere stille for ikke at blive dømt bøsse, eller fordi flokken jeg sidder i er heteronormative.
Og jeg tænker om kampen er slut? Men er den ikke først det når der ikke er mere at kæmpe for? For så er den nonbinære kamp knap nok begyndt, og de transkønnedes kamp kun lige kommet i gang. Vi har masser at ændre, men hvorfor føles det ikke ligeså.. Vildt? Som dengang? Er det filmenes klipning og soundtrack der gør fortidens queers hverdage mere spændende? Mere farverige? Mere vilde? Mere.. Vigtige?
Også husker jeg på folk der har droppet Pride for at læse til eksamen. Folk der melder sig ud af aktivist foreninger for at finde tid til studiet, eller helt fravælger alt politisk arbejde for at studere eller arbejde. Hvordan folk vægter uddannelse højere end at kæmpe for lige rettigheder.
Og jeg bliver arrogant når jeg siger det, det ved jeg. Jeg er et priviligeret menneske, det ved jeg. Men jeg bliver vred på det pres der er på mennesker. Husk at læse en masse, få en god uddannelse, husk at træne, spis rigtigt, se de rigtige mennesker, hold kontakten til folk, svar på alle beskeder, mails, sms’er og hold dig på beatet. Hvad hvis aktivisme i dag er at gå i byen og holde en god fest med sine queer venner? Hvis det er at deltage i et foredrag selvom det ligger samtidig med forelæsningerne? Hvis det er at blive et par timer længere og forklare sine heteronormative venner om queer livet over en øl? Hvis det er at deltage i interviews og tage sig tid til folks spørgsmål? Eller være der for en queer i nød der føler sig alene?
Jeg vil ikke bestemme hvad folk skal, og jeg har al respekt for at vi ikke alle kan klare det samme. Men jeg ville ønske folk gjorde mere hvad de har lyst til og droppede at opfylde alle forpligtelser. Jeg ville ønske at vi kunne lette presset for hinanden så vi kunne være der mere for hinanden. For selvom DF sidder på magten, så har vi stadig selv valget om hvor nærværende vi vil være, hvad vi vil ændre, hvor glade vi vil være og hvordan vi gør det.
En dag om 20 år laver de måske en film om vores aktivisme i dag; En tid hvor vi går imod racisme, sexismen, heteronormativiteten og vælger mennesker og rettigheder fremfor forpligtelser og fremtidsfornuft.
Jeg vil i hvert fald altid tage mig tid til min lille aktivisme: Den her blog der viser farverne i mit queer liv.pride-movie-2014
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s