Jeg var engang homo…

… i 12½ år for at være mere præcis. Det føltes aldrig helt rigtigt. Lige i starten, men som årene gik føltes det mere og mere begrænsende. Som om, det ikke rigtig passede mig alligevel. For et par år siden faldt jeg over et begreb, der bedre dækkede, hvem jeg var, og så mig nødsaget til at smide identiteten ”homo” overbord. Den passede mig ikke længere – og spørgsmålet er, om den overhovedet nogensinde passede mig.

Sådan noget kommer dog ikke uden udfordringer, for idet man skifter fra én seksuel identitet til en anden – hvordan forklarer man sin omgangskreds, at man pludselig ikke længere er homo eller bøsse eller vil omtales sådan? Og at de desuden ikke skal regne med, det er en mand, jeg forelsker mig i næste gang?

Jeg har været yderst sparsom med (igen) at springe ud over for venner, og når jeg tænker over det, så er det ikke fordi, jeg ikke har tiltro til, at de kan forstå det eller acceptere det. De fleste af mine venner er i forvejen rimeligt queer-orienterede, så at ens seksualitet – eller for den sags skyld ens kønsidentitet – kan ændre sig, forstår de udmærket. En del af dem har prøvet det selv. Så de vil med stor sandsynlighed forstå og acceptere det 🙂

Der er dog en håndfuld af mine venner, især de ældste af mine venner, der er mere konservativt indstillede i forhold til det med køn og seksualitet, og mange af dem hænger stadig fast i fordommene omkring, at en biseksuel person ”bare” er en, der ikke har valgt side endnu. Og at ens seksualitet er noget man er født med (tak for det, Lady Gaga!), og som sådan aldrig vil ændre sig. Med den indstilling er det rimelig meget op ad bakke at skulle forklare min situation, og jeg har da også på forhånd helt droppet det (indtil videre). Jeg magter det umiddelbart ikke – at skulle prøve at sætte dem ind i, hvordan det hænger sammen, når vi hver især befinder os i hver sin verden. Det ville være som at forklare de gamle grækeres forståelse af geometri til et rumvæsen, der kommer fra en planet med en helt anderledes grundforståelse for matematik. Ikke umuligt, men besværligt og opslidende.

Så er der også det, at jeg fra flere sider har hørt det med, at man vil blive betragtet som en slags forræder i det homoseksuelle miljø, hvis man springer videre fra det med at være homo. Hvor meget det har på sig – om det i det hele taget har noget på sig – ved jeg ikke, men jeg håber det da ikke. Den slags konfrontation har jeg ikke lyst til, især ikke i et rum, jeg har anset og stadig anser som et safe space.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil have, at mine venner kender til den side af mig, og ved, hvem jeg tiltrækkes af og sådan – det er mere fordi, jeg ikke rigtig orker at springe ud en gang til. Og så har jeg ikke lyst til at skulle forklare mig. Forklare, hvorfor det pludselig hænger sådan sammen og mere eller mindre skulle forsvare mine egne følelser over for andre.

Det går mig lidt på, for jeg har altid prædiket åbenhed omkring ens seksualitet, og mener stadig, at det hjælper langt mere end at være i skabet. Synlighed betyder meget, og det kan være, at det at man selv er åben omkring sine præferencer, kan hjælpe andre til at forstå sig selv bedre – eller til selv at stå ved, hvem man er. At jeg så pludselig finder mig selv i en situation, hvor jeg går imod min overbevisning – det irriterer mig. For at sige det mildt.

Er mine forklaringer om, hvorfor jeg ikke vil fortælle det til folk reelle, eller er det bortforklaringer, fordi jeg slet og ret er en kujon? Fordi jeg er bange for at blive udstødt af det miljø, jeg har befundet mig i – og stadig befinder mig godt i – i snart 15 år? Er det fordi, jeg ikke magter konsekvensen, og hellere vil være foruden? Jeg kan ikke selv finde svaret.

Nu jeg tænker over det, så er det dog ikke fordi, folk ikke har lugtet lunten, om man så må sige. Der er et par stykker (som jeg ikke har fortalt), der er begyndt at spørge til, om det er en mand eller kvinde, jeg er lun på, når jeg fortæller om, at jeg er begyndt at synes godt om en person. Så selvom jeg ikke har fortalt dem noget, så har de alligevel fået færten af det – og lader til, at de er okay med det.

Jeg ved dog stadig ikke – måske jeg bare ser spøgelser, og folk allerede har fundet ud af, hvem jeg er, og bare venter på, jeg fortæller dem det. Det ville ikke være første gang. Måske jeg bare overtænker det, og lægger mere i det, end jeg burde (det ville bestemt heller ikke være første gang).

Måske jeg bare burde være åben om det, når chancen byder sig, og tage den derfra. Det ville hjælpe i og med jeg ikke skal tænke over, hvilket pronomen jeg nu benytter, og så er der også den bonus, at jeg rent faktisk ville leve op til mine egne idealer. Det kunne nu være smukt, hvis det skete 🙂

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s