Starfighter: Eclipse

De sidste par dage har jeg brugt uanselige mængder af tid på dels at spille et computerspil, dels lytte til det musiknummer, det åbner og lukker med. Spillet hedder ”Starfighter: Eclipse” og musikvideoen noget så originalt som ”Desire”.

SFE

Hvis du kender til den webcomic, der meget simpelt hedder ”Starfighter”, så ved du, hvad du kan forvente af spillet – gør du ikke, kan jeg kort forklare, at historien tager afsæt i et futuristisk samfund, hvor vi følger hovedpersonerne Abel og Cain og deres oplevelser som del af den rumbårne enhed kaldet The Alliance.

Spillet reducerer de to til bipersoner, og introducerer i stedet to andre personer som de primære karakterer – Helios, som man spiller som, og dennes nye partner, Selene. Spillet er en form for dating simulator, hvor du gennemlever fem dage og interagerer med forskellige karakterer over den tid. Du præsenteres for forskellige valgmuligheder, og vælger du rigtigt, ender du sammen med en af de øvrige karakterer i spillet. Vælger du forkert – ja, så kommer en sort skærm med ”Game over” i rød skrift, og du må pænt begynde forfra…

Dating sims er rimeligt populære, men det der gør, at jeg synes dette spil stikker ud fra andre er dels den grafiske side (HamletMachine er en fantastisk tegner!), dels det at – i modsætning til de fleste andre spil i genren – så er alle karakterer, man kan ende sammen med, mænd. Og man spiller selv som en mand. Læg oven i det, at de afsluttende scener med hvem man nu ender sammen med, er så grafiske som selve den webcomic, universet kommer fra (NSFW).

Så – med andre ord – der er lagt op til svedig, heftig tegneseriesex mellem mænd i det her spil 🙂 Scenerne ”begejstrede” mig ikke ligefrem (if you get me), men hele historien og replikkerne var godt skrevet, så jeg fulgte interesseret med.

Og hvis du er til firser-inspireret pop, så prøv lige at giv musiknummeret et lyt – det kan være, det inspirerer til at prøve spillet af eller til at tjekke den oprindelige webcomic ud 🙂

Video her: https://youtu.be/oIpci4XB7Bk

Advertisements

Aktivisme

I forgårs var jeg inde og se “Pride”, der handler om det unikke samarbejde mellem en forening for bøsser og lesbiske og en mine-by midt i 80’ernes strejker i England. Minearbejderen krævede rettigheder og måtte gå i strejke før regeringen ville høre på dem, og i mellemtiden var de afhængige af donationer. En lille forening af homoseksuelle tilbød deres hjælp, men blev afvist af alle de store minearbejder foreninger. Men én by tog imod deres donationer og det skabte en masse røre.

Jeg vil ikke udpensle filmen mere, men jeg vil anbefale den specielt fordi den er bygget på en sand historie. Min kæreste og jeg var begge høje på filmen bagefter, og hun sagde, at det var ærgerligt vi ikke var født i den tid for sådan noget kunne ikke ske i dag. Store indsamlinger skabt af små drivkraftige foreninger eksploderende i god musik og stilede 80’er outfits var fortid og ville aldrig kunne ske igen.
Fortidens store arrangement for kvinderettigheder, homorettigheder, arbejderrettigheder, lige race rettigheder afbilledet i sort/hvide billeder og i skøre drastiske outfits. Aldrig mere.
Har vi ikke noget at kæmpe for i dag? Tænkte jeg. Transrettigheder, ligestilling, nonbinæritet, hudfarve ligestilling. Der er masser. Men hvor er arrangementerne? Foreningerne? Energien? Engagementet? Håbet? Troen?
Og dette er især på spidsen nu hvor valget er endt med DF som det mest indflydelsesrige parti i dansk politik. Partiet der er det mest heteronormative, hvide, racistiske parti vi kan finde som ikke er nazister. Et parti der vil Danmark det bedste, men så alligevel..
At komme ud af biografen efter at have set fortidens queer krigere og rende ind i virkeligheden er hård. Og lyst dræbende. Pludselig ved jeg ikke om jeg tager skjorte på for at føle mig pæn, eller have andre til at synes jeg er en flot fyr. Om jeg er lidt mere stille for ikke at blive dømt bøsse, eller fordi flokken jeg sidder i er heteronormative.
Og jeg tænker om kampen er slut? Men er den ikke først det når der ikke er mere at kæmpe for? For så er den nonbinære kamp knap nok begyndt, og de transkønnedes kamp kun lige kommet i gang. Vi har masser at ændre, men hvorfor føles det ikke ligeså.. Vildt? Som dengang? Er det filmenes klipning og soundtrack der gør fortidens queers hverdage mere spændende? Mere farverige? Mere vilde? Mere.. Vigtige?
Også husker jeg på folk der har droppet Pride for at læse til eksamen. Folk der melder sig ud af aktivist foreninger for at finde tid til studiet, eller helt fravælger alt politisk arbejde for at studere eller arbejde. Hvordan folk vægter uddannelse højere end at kæmpe for lige rettigheder.
Og jeg bliver arrogant når jeg siger det, det ved jeg. Jeg er et priviligeret menneske, det ved jeg. Men jeg bliver vred på det pres der er på mennesker. Husk at læse en masse, få en god uddannelse, husk at træne, spis rigtigt, se de rigtige mennesker, hold kontakten til folk, svar på alle beskeder, mails, sms’er og hold dig på beatet. Hvad hvis aktivisme i dag er at gå i byen og holde en god fest med sine queer venner? Hvis det er at deltage i et foredrag selvom det ligger samtidig med forelæsningerne? Hvis det er at blive et par timer længere og forklare sine heteronormative venner om queer livet over en øl? Hvis det er at deltage i interviews og tage sig tid til folks spørgsmål? Eller være der for en queer i nød der føler sig alene?
Jeg vil ikke bestemme hvad folk skal, og jeg har al respekt for at vi ikke alle kan klare det samme. Men jeg ville ønske folk gjorde mere hvad de har lyst til og droppede at opfylde alle forpligtelser. Jeg ville ønske at vi kunne lette presset for hinanden så vi kunne være der mere for hinanden. For selvom DF sidder på magten, så har vi stadig selv valget om hvor nærværende vi vil være, hvad vi vil ændre, hvor glade vi vil være og hvordan vi gør det.
En dag om 20 år laver de måske en film om vores aktivisme i dag; En tid hvor vi går imod racisme, sexismen, heteronormativiteten og vælger mennesker og rettigheder fremfor forpligtelser og fremtidsfornuft.
Jeg vil i hvert fald altid tage mig tid til min lille aktivisme: Den her blog der viser farverne i mit queer liv.pride-movie-2014

Femi

Jeg mødte for nylig en person, der fik mig til at tænke over min fremtoning, og hvordan folk mon opfatter mig…

Denne person er forholdsvist ung, og har haft tanker om hvorvidt deres kønsidentitet matcher deres ved fødslen tildelte køn. Kort sagt, en ung transkvinde (og jeg vil bruge Hun/’Hendes resten af tiden når jeg refererer til denne person).

Og som mange transkvinder i starten af deres udforskning af køn, hvad end de er unge eller ældre, var hun meget fokuseret på at være feminin og se smuk ud. Vi talte længe om alle de operationer, hun ville have, og hvordan hun ville være, når hun blev en rigtig kvinde. Der var mange af hendes udtalelser, jeg ikke kunne være enig i, men når jeg tænker tilbage, var jeg nok ikke meget anderledes da jeg var i den fase og alder. Alt handlede om det ydre, og jeg kiggede på billeder af smukke kvinder og blev deprimeret over at jeg aldrig ville kunne se sådan ud. Jeg købte tøj med blonder og gjorde mit bedste for at være feminin.

Så jeg forstod godt, hvor alle hendes tanker kom fra. Hun var dårligt informeret om de faktiske forhold, hvilket afstedkom nogle negative reaktioner fra andre tilstedeværende, men ærligt talt…jeg var ikke meget anderledes dengang. Havde du spurgt mig, hvad jeg vidste om transmænd i den alder, havde min reaktion være overraskelse over at sådanne væsener kunne eksistere. Hvem ville da nogensinde ønske at være mand, når man var så smuk som kvinde?

Jeg er selvsagt blevet en del klogere siden 😀 Efter at have mødt andre transpersoner i virkeligheden, har mit verdensbillede udvidet sig markant. Jeg forstår, hvad andre transpersoner går igennem, også selvom deres oplevelser er anderledes end mine. Jeg forstår at der er nonbinære personer i verden, og at seksualitet og køn ikke er forbundne. Ting som for de fleste, der læser dette, virker indlysende. Men vi var alle dumme engang 😉

Min udvikling har båret mig et sted hen hvor jeg for det meste er ret ligeglad med om jeg er feminin. Jeg går ofte i skjorter, og for det meste er det herreskjorter, jeg har købt længe før min transition. Som jeg har skrevet tidligere, er det en fancy dag hvis jeg bruger andet makeup end pudder og mascara. Mit kønsudtryk hælder til den feminine side, men der er en masse plads til maskuline koder. Hvis folk tror jeg er en fyr ved første øjekast, så fred med det, så længe de justerer deres opfattelse hvis jeg efterspørger det. Nogle gange kan jeg faktisk godt lide at folk er i tvivl. Og nogle gange hænder det at jeg er helt komfortabel med at blive set som fyr. Jeg ville ikke have kunnet forudse disse følelser selv for bare halvandet år siden, men det føles rigtigt og det føles godt.

Hvad så hvis jeg ikke er femi. Hvad så hvis jeg ikke er 100% kvinde. Hvad så hvis jeg ikke ønsker kirurgi. Der er ikke to historier, der er helt ens, og det synes jeg, man skal respektere 🙂 Derfor vil jeg heller ikke fortælle denne transkvinde at hun skal slappe af og lære at være tilfreds med hendes maskuline kvaliteter – bare fordi det har virket for mig, betyder jo ikke at det vil virke for hende.

Første gang jeg mødte min kæreste havde jeg en af mine gamle skjorter på, og gjorde sådan set ikke ret meget for at være feminin den dag…og han faldt stadig for mig. Det tager jeg som et godt tegn 😀 For at citere den vise Meghan Trainor: “You know I won’t be no stick figure silicone Barbie doll. So if that’s what you’re into, then go ‘head and move along”.

pTRU1-17133966enh-z6

Det kommer bare aldrig til at være mig 😀

Jeg var engang homo…

… i 12½ år for at være mere præcis. Det føltes aldrig helt rigtigt. Lige i starten, men som årene gik føltes det mere og mere begrænsende. Som om, det ikke rigtig passede mig alligevel. For et par år siden faldt jeg over et begreb, der bedre dækkede, hvem jeg var, og så mig nødsaget til at smide identiteten ”homo” overbord. Den passede mig ikke længere – og spørgsmålet er, om den overhovedet nogensinde passede mig.

Sådan noget kommer dog ikke uden udfordringer, for idet man skifter fra én seksuel identitet til en anden – hvordan forklarer man sin omgangskreds, at man pludselig ikke længere er homo eller bøsse eller vil omtales sådan? Og at de desuden ikke skal regne med, det er en mand, jeg forelsker mig i næste gang?

Jeg har været yderst sparsom med (igen) at springe ud over for venner, og når jeg tænker over det, så er det ikke fordi, jeg ikke har tiltro til, at de kan forstå det eller acceptere det. De fleste af mine venner er i forvejen rimeligt queer-orienterede, så at ens seksualitet – eller for den sags skyld ens kønsidentitet – kan ændre sig, forstår de udmærket. En del af dem har prøvet det selv. Så de vil med stor sandsynlighed forstå og acceptere det 🙂

Der er dog en håndfuld af mine venner, især de ældste af mine venner, der er mere konservativt indstillede i forhold til det med køn og seksualitet, og mange af dem hænger stadig fast i fordommene omkring, at en biseksuel person ”bare” er en, der ikke har valgt side endnu. Og at ens seksualitet er noget man er født med (tak for det, Lady Gaga!), og som sådan aldrig vil ændre sig. Med den indstilling er det rimelig meget op ad bakke at skulle forklare min situation, og jeg har da også på forhånd helt droppet det (indtil videre). Jeg magter det umiddelbart ikke – at skulle prøve at sætte dem ind i, hvordan det hænger sammen, når vi hver især befinder os i hver sin verden. Det ville være som at forklare de gamle grækeres forståelse af geometri til et rumvæsen, der kommer fra en planet med en helt anderledes grundforståelse for matematik. Ikke umuligt, men besværligt og opslidende.

Så er der også det, at jeg fra flere sider har hørt det med, at man vil blive betragtet som en slags forræder i det homoseksuelle miljø, hvis man springer videre fra det med at være homo. Hvor meget det har på sig – om det i det hele taget har noget på sig – ved jeg ikke, men jeg håber det da ikke. Den slags konfrontation har jeg ikke lyst til, især ikke i et rum, jeg har anset og stadig anser som et safe space.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil have, at mine venner kender til den side af mig, og ved, hvem jeg tiltrækkes af og sådan – det er mere fordi, jeg ikke rigtig orker at springe ud en gang til. Og så har jeg ikke lyst til at skulle forklare mig. Forklare, hvorfor det pludselig hænger sådan sammen og mere eller mindre skulle forsvare mine egne følelser over for andre.

Det går mig lidt på, for jeg har altid prædiket åbenhed omkring ens seksualitet, og mener stadig, at det hjælper langt mere end at være i skabet. Synlighed betyder meget, og det kan være, at det at man selv er åben omkring sine præferencer, kan hjælpe andre til at forstå sig selv bedre – eller til selv at stå ved, hvem man er. At jeg så pludselig finder mig selv i en situation, hvor jeg går imod min overbevisning – det irriterer mig. For at sige det mildt.

Er mine forklaringer om, hvorfor jeg ikke vil fortælle det til folk reelle, eller er det bortforklaringer, fordi jeg slet og ret er en kujon? Fordi jeg er bange for at blive udstødt af det miljø, jeg har befundet mig i – og stadig befinder mig godt i – i snart 15 år? Er det fordi, jeg ikke magter konsekvensen, og hellere vil være foruden? Jeg kan ikke selv finde svaret.

Nu jeg tænker over det, så er det dog ikke fordi, folk ikke har lugtet lunten, om man så må sige. Der er et par stykker (som jeg ikke har fortalt), der er begyndt at spørge til, om det er en mand eller kvinde, jeg er lun på, når jeg fortæller om, at jeg er begyndt at synes godt om en person. Så selvom jeg ikke har fortalt dem noget, så har de alligevel fået færten af det – og lader til, at de er okay med det.

Jeg ved dog stadig ikke – måske jeg bare ser spøgelser, og folk allerede har fundet ud af, hvem jeg er, og bare venter på, jeg fortæller dem det. Det ville ikke være første gang. Måske jeg bare overtænker det, og lægger mere i det, end jeg burde (det ville bestemt heller ikke være første gang).

Måske jeg bare burde være åben om det, når chancen byder sig, og tage den derfra. Det ville hjælpe i og med jeg ikke skal tænke over, hvilket pronomen jeg nu benytter, og så er der også den bonus, at jeg rent faktisk ville leve op til mine egne idealer. Det kunne nu være smukt, hvis det skete 🙂

Hende fra Aladdin?

Nu ved jeg godt det er ved at være et stykke tid siden, men jeg ville gerne lige fortælle om noget jeg oplevede til kapsejladsen. Kort fortalt havde jeg en fed kapsejlads. Til dem, der ikke har været til dette skøre arrangement i Århus Universitetspark før, kan jeg fortælle, at jeg heller ikke er helt sikker på hvad det gik ud på. Da vi efter flere timers tæt druk endelig nåede til afgørelsen i hvad der vist bare gik ud på at drikke en masse alkohol og sejle over søen i stafetagtige-hold, var jeg allerede gået kold mellem mine studieveninders tasker. Basically er det en hel dag, hvor den gamle smukke park forvandles til Roskilde Festival på den gode måde med fest og druk og blå festivaltoiletter.

Jeg havde en fest! Jeg følte mig oven på med et glas kølig papvin i hånden og godt selskab. I mellem de tusind ture til toiletterne og hilsen på bekendte fra andre studier, endte jeg i en hyggelig samtale med min veninde og nogle folk fra hendes studie. Pludselig tog samtalen en mærkelig drejning, da der er en der bekendtgører at mandenavne slutter på konsonanter og kvindenavne på vokaler….. Virkeligt?

Mig: “Er jeg så ikke en kvinde?”

Ham: “Jo, men du er jo også biseksuel?”

Mig: “…”

Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg skal konkludere ud fra den udtalelse. Er man mindre kvinde, hvis man ikke kun er til mænd? Eller bliver jeg en lille smule mere en mand, hver gang jeg er tiltrukket af en kvinde eller en nonbinær? Om ikke andet fik det mig da til at overveje lidt, det der skøre navn mine forældre, i følge min mor, ret spontant kom på. 

Selv når folk ikke er kommet op med en skør forkortelse, forlængelse eller omskrivning af mit navn til diverse kreative kælenavne, udtaler de det stadig vildt forskelligt! Da jeg var barn var jeg altid hende der irriteret rettede vikarerne, når de skulle læse klasselisten op, men med årene har jeg fået lidt en forkærlighed for de forskellige tolkninger. Det var dog først på højskolen, at der var en i min omgangskreds, der konsekvent brugte den “maskuline” udtalelse af mit navn. Okay, det lyder måske skørt, at der er sådan en version, men det er altså tilfældet med mit. Eller sådan rent statistisk set, så har jeg mødt massere af forskellige kvinder med mit navn, men kun en fyr og han hed denne “maskuline” udtalelse. 

Måske kunne det være sjovt at præsentere mig som sådan lidt oftere? 

– og nej, jeg har ikke et flyvende tæppe eller en flot mellemøstlig prins…

Varm

Jeg kan godt lide sommer. Også selvom man ofte kan risikere at gå glip af den danske sommer, hvis man sover over sig en enkelt dag. Lige nu står regnen ned, og jeg er ekstra glad for at jeg ligger i min seng med min kat ovenpå benene (jeg sværger, hun tager flere kilo på så snart hun begynder at slappe af i kroppen) selvom det er varmt.

Sommer føles mere fri end vinter. Mindre tøj har nok noget at gøre med det, men jeg føler også at jeg har mere overskud – mindre travlt – når vejret er godt. Jeg føler mig gladere og mere smilende, og der er en anden kvalitet i min gang og min interaktion med andre.

Men sommer giver mig nye udfordringer.

Om vinteren er min krop dækket af tøj. Alt, hvad der anses for en smule unormalt for kvinder at besidde af fysiske træk kan gemmes væk. Brede skuldre, smalle hofter, store hænder og fødder…om sommeren er det alt sammen blottet, og det er nogle gange ubehageligt. Det hænder at jeg får episoder af øget selvopmærksomhed på de negative aspekter af min krop, og normalt ville min reaktion være at skjule dem. Tage en jakke på. Hænderne i lommen. Flade sko. Men det kan jeg ikke, når det er varmt.

Og dog elsker jeg at vise min krop frem. Jeg skammer mig ikke længere over den, og jeg vil gerne kommunikere selvsikkerhed og styrke til dem, jeg møder på gaden. og det gør man bedst ved ikke at gemme sin krop, åbenbart. Det er for mig både utroligt skræmmende og virkelig, hvad siger man, empowering 😀

Min krop er fuld af historier. Jeg har mange ar, og de lyser op på min hud. Både på mine arme, men også på mine ben. Jeg får ar utroligt nemt, og de holder i mange år…sandsynligvis resten af mit liv. Nogle er selvforskyldte, hvad enten det har været med vilje eller ved manglende opmærksomhed. Nogle ar har jeg fået af andre. Nogle har jeg fået i uheld. Men de er med mig altid. Om vinteren er de under tøjet. Om sommeren er de ude i det fri.

Ar gør ondt. Som jeg ligger her og skriver, værker mit højre knæ. Her fik jeg en stor plamage af arvæv efter en scooterulykke. På benene kan jeg mærke mine ar efter loppebid og kløen, som udviklede sig til sår. Jeg kan mærke min venstre arm, hvor jeg engang selv sad med et barberblad og lavede linjer i huden. Nogle dybere end andre, men alle stadig lige tydelige efter snart et helt årti. Jeg mærker tydeligt forskellen på højre og venstre arm.

Men jeg skammer mig heller ikke over mine ar. Jeg er træt af mine ar efter ulykken, og jeg føler mig dum over at have kradset hul på mine ben så mange gange. Og jeg føler mig dum over min venstre arm. Men jeg har ikke lyst til at gemme dem, for de fortæller noget om mig…de er en del af min historie, ligesom mine knap-så-kvindelige fysiske træk er det.

Jeg elsker at studere folks hud. Den er på mange måder et maleri af en persons liv. Ar, strækmærker, modersmærker…alt, der ikke er perfekt og glat. De ting, som folk måske selv ser sig sure på, og synes er grimme, synes jeg er enormt smukke, og jeg har ofte lyst til at spørge ind til dem…men gør det ikke, for det er ikke sjældent, at især ar er forbundet med smerte.

Jeg tænker tit over, hvad folk mon tror om mig, når de ser mine ar. Hvilke historier, de skaber. Og hvad tænker de om min krop? Ser de at jeg er anderledes? Og hvilken historie skaber de om det? Jeg gad vide…

Men når alt kommer til alt, så er det min krop, og min historie. Og jeg har ikke noget imod at fortælle den historie, hvis folk spørger. Jeg skammer mig ikke. Min krop er smuk, også selvom jeg ikke lever op til de fleste skønhedidealer. Jeg er nok det blegeste menneske i Danmark, og jeg er lang og uelegant. Hvis mit hår bliver den mindste smule vådt, filtrer det som bare pokker, og jeg har det med at svede af ingenting overhovedet 😀

Og hvad så? Jeg vil sgu stadig nyde sommeren så godt som jeg overhovedet kan, og hvis det indebærer korte shorts og tynde toppe, så overlever folk nok. Hvis de skammer sig over mig, så er det deres sag – jeg gider ikke mere skam i mit liv.

Og nu må jeg hellere tjekke vejrudsigten…det kunne jo være det var sommervejr i morgen!

11428004_10207101543316030_6850309315449587699_n

…or not 😛

Pride historie..

Jeg ved ikke hvor tydeligt det var i mit sidste indlæg, men jeg var pisse forvirret. Siden søndag morgen gjorde jeg ikke andet end at græde, grine, være forvirret og på en eller anden måde gå til eksamen og få sommerferie med et 4 tal. Nøj det var ikke sjovt at blive halal slagtet i budgetter, men jeg må have sagt noget rigtigt siden de ikke bare dumpede mig..
Hele søndag aften gik jeg rundt om mig selv pisse forvirret og ør. Og hvorfor spørger I? Jo, nu skal I høre;

Pride er min yndlingsdag. Det er en dag hvor jeg kan føle mig fri, rende rundt i bar overkrop og føle jeg er en del af et kæmpe dejligt og kærligt miljø. Men Pride har de sidste 2 år også været en dag jeg fejrede med min eks. En dag hvor vi malede flag i hinandens ansigter, hvor hun smurte mine skuldre i solcreme og jeg hentede hende når hun var for fuld til at gå selv. Det var en dag vi fejrede sammen og hvor vi gik hånd i hånd med paraden. Så Priden i år var også svær, for det var den første uden hende siden 2012.

Men sådan har det sidste halve år været for mig. En masse nye oplevelser uden hende. Én af dem er den her blog som jeg startede op imens jeg midlertidigt boede hos mine plejeforældre og kedede mig. Der skulle ske noget, jeg skulle gøre noget, og at starte en blog om noget jeg havde brug for var en løsning.

Det starter med at jeg er på vej ind på arbejde om lørdagen og min eks skriver hun måske kommer på G-bar. Vi havde en aftale om, at hun ikke kom der når jeg var på arbejde, så jeg bliver selvfølgelig vred. Og håbede hun ikke drukkede op. Jeg løber rundt for at følge med tempoet som en propfyldt G-bar med Pride glade mennesker skaber. Shezus der var travlt! Jeg rystede af stress og dér, lige dér træder min eks ind på G-bar.
Hercules-disneyscreencaps.com-6022Jeg var ikke glad.

For at gøre en lang historie kort så endte jeg først i personalerummet tudende, men senere hen foran min eks fordi hun ville snakke med mig. You heard it right; Hun ville snakke med mig. Og jeg græd. En masse. For jeg var og er stadig vild med hende.

true-love-meme-300x225Jeg er et meget forstående menneske og jeg har aldrig været vred på min eks over at hun gik. Det var godt for os begge to at vi var fra hinanden, og løbet af det sidste år er jeg vokset så meget. Men mine følelser stoppede aldrig med at være der for hende. Vi snakkede sammen og aftalte at mødes snart. Jeg var en blanding af møghamrende glad, lettet og pisse forvirret. Jeg kunne vitterligt ikke holde min koncentration om noget i mere end 10 minutter, så eksamenlæsningen søndag var bare såååååå sjov…..

Anyway. Nu er der gået en uge og jeg har brugt det meste af min nyopstartede sommerferie sammen med hende. Vi har det pisse hyggeligt og sjovt sammen, og alt det gode vi havde før er der stadig. Og alt det der skulle ændres er vi godt i gang med at arbejde på. Jeg vågner stadig op ved siden af hende og er forvirret over om jeg drømmer, men den er sku god nok; Hun er der. Min A.

Så er der bare den mindre detalje, at hun rejser til Irland i 1 år om en måneds tid – BUT TRUE LOVE WILL FIND A WAAAAAAAAAY…..

hpebe

Følgesvend

Jeg er endelig kommet mig over Pride i Århus, og alt hver dertil hørte af evaluering og opsamling. Jeg ender sjovt nok altid med at klumpe mine aftaler og begivenheder sammen, og den forgangne uge har været meget typisk på den måde, med kun en enkelt dag helt for mig selv.

..eller, det vil sige, jeg er aldrig helt for mig selv. Og det er jeg meget glad for.

Tillad mig at introducere Mis-Mis, min Norske Skovkat

2012-12-23 11.35.20

Billedet her er 2½ år gammelt, og hun er vokset siden da, men hun er stadig lige så sød som dengang vi købte hende.

Mis-Mis (det er ikke det navn, der står i hendes pas (ja, hun har et pas), men hun reagerer på det, og det passer også bedre til hende) er 4½ år gammel nu, og var ikke engang 2 år da min daværende kæreste og jeg købte hende af nogle katteopdrættere i Sønderjylland. De havde begået den fejl også at slå sig på hundeopdræt, og Mis-Mis kunne ikke holde hundene ud. Hun begyndte at isolere sig selv, og de andre katte i hjemmet så sig også sure på hende…det endte med at opdrætteren måtte holde hende inde på et lukket værelse for hendes egen skyld, fordi de andre katte var efter hende, når hun gemte sig for hundene.

Derfor blev hun sat til salg på DBA.dk. En sød lille norsk skovkat, vaccineret, øremærket og kastreret, med diplomer og stamtavle og pas og det hele, til kun 3500.- …vi slap dog med 2500.- , fordi vi skulle køre så langt for at hente hende. Det var min daværende kæreste, der tog turen, og det var tydeligt at Mis-Mis var godt opdraget som show-kat – hun har aldrig haft et problem med transport, så længe hun ikke bliver ladt alene. Vi fik hende til Århus, og hun strøg ind under sengen. Vi så hende ikke i en time, og da vi endelig fik et glimt af hende, var det som et lille, brunt lyn, der strøg ud af døren til soveværelset og ind i stuen – ind under sofaen.

Hun vænnede sig dog hurtigt til os, men hun havde stadig nogle traumer fra hendes tid i isolation. Hun havde for vane at tisse på diverse stof-overflader når der var mange mennesker (den dag i dag er hun stadig ikke glad for at gå på toilettet når der er fremmede – det kan jeg godt relatere til), og i en periode sked hun også på dørmåtten. Hun var ikke glad for, når der kom besøgende, og i lang tid tvivlede folk på at vi faktisk havde en kat, for hun var altid under sengen.

Min daværende kæreste og jeg slog op, og flyttede fra hinanden for omkring to år siden. Jeg flyttede hjem til mine forældre, og Mis-Mis flyttede sammen med min ex hjem til en fælles veninde. Det var en hård periode for Mis-Mis. Hun var allerede mest knyttet til mig, og jeg fik hende kun at se med en måneds mellemrum i den periode. Desuden var der et langt større rend, og langt mindre mulighed for at være i ro hos vores veninde. Hun begyndte at tisse på ting igen, og holdt sig oftest skjult.

Da jeg endelig fandt et sted i Århus igen, flyttede Mis-Mis med. Det var et stort hus, hvor jeg havde underetagen, og jeg så med det samme, hvordan Mis-Mis fik det bedre. Her var plads til at løbe rundt, her var steder at udforske…og her var tre små hunde på overetagen. Det første stykke tid var hun meget sky, men efterhånden fik hun modet til at konfrontere dem.

IMG_20131019_170434

På afstand 😉

Hun var stadig sky, når folk kom på besøg, men så dejlig når vi var alene. Når jeg kom hjem blev jeg altid mødt af en lille kat, der rendte rundt på gangen med logrende hale. Hun tissede et par gange, men det var nok mest pga. hundene…

Vi flyttede igen, denne gang til en lille studielejlighed. Vi har boet her i tæt på 1½ år, og Mis-Mis er vokset helt utroligt meget. Hun gemmer sig ikke længere under sengen, når der kommer folk, men kommer i stedet hen og hilser på dem – også selvom det er fremmede. Hun har ikke tisset andre steder end kattebakken i et år, og man kan mærke på hende, at hun er helt afslappet nu. Hun stoler på mennesker, og hun nyder menneskelig kontakt. Hun er ikke bange for at være i centrum, hun miaver gladeligt for at gøre opmærksom på sig selv, og hun er meget bestemt omkring, hvad hun vil (fx vil hun have mad kl. 18. Det varierer lidt med årstiderne, men når hun miaver tidligt på aftenen, kan man godt regne ud, hvad klokken er).

Og hun har hjulpet mig utroligt meget. Hun har altid været der at snakke med, og har på den måde sørget for at min lejlighed ikke har føltes tom. Hun byder mig velkommen når jeg kommer hjem, og lader som om hun slet ikke har savnet mig, når jeg har været væk i flere dage (men ender med at afsløre sig selv ved at være ekstra kælen og legesyg), og hun er bare en konstant tilstedeværelse i mit liv, der kræver at jeg er der. Selv hvis jeg har det dårligt, bliver jeg nødt til at stå ud af sengen for at give hende mad. Hun opsøger selv kæl og nærvær, og bidrager med underholdning, og jeg føler mig aldrig helt alene…men alligevel stresser det mig ikke (som hvis jeg fx skulle være sammen med mange mennesker i lang tid), for hun kræver så lidt af mig, og hun hverken dømmer eller kritiserer.

Og på mange måder ligner vi hinanden. Vi har begge følt os isolerede, og vi har været bange for andre. I store forsamlinger og til fester, var jeg den, der gik en tur op af vejen og tilbage i stedet for at snakke med folk, eller stod i hjørnet med et glas og et nedslået blik. Havde der været plads under sofaen, havde jeg været dér. Jeg tissede ikke på folks ting, men jeg brændte broer og undgik venskaber. Da jeg flyttede til Århus sammen med Mis-Mis (og hundene), var det i starten af min transition, og lige som Mis-Mis konfronterede jeg langsomt min største frygt – og overvandt den! Og nu…nu har jeg venner, og jeg opsøger deres selskab. Jeg er ikke bange for at tale, og gøre opmærksom på mig selv, heller ikke selvom det nogle gange er akkompagneret af pinlighed. Jeg er langt stærkere nu, end for blot 2½ år siden.

Og jeg nyder at være i live. Og jeg tror ærligt talt at jeg har Mis-Mis at takke for at jeg har det så godt.

IMG_20150209_012915

…kattemaver er ekstremt terapeutiske 😀

Efter festen

Det var en date.

Det står klart for mig nu. Jeg var til en fest i går, hvor hun også var med, og på et tidspunkt (kan ikke lige huske, hvordan vi kom ind på det) nævnte værten, at vi (hende og jeg) da allerede havde været på en date. Vel vidende at han har et lidt løst forhold til sandheden, så tog jeg det med et gran salt, men hendes ansigtsudtryk, da han sagde det, bekræftede mig i, at det VAR sandheden, han kom med.

Så det var altså en date, og det var gået godt. Det gjorde mig lettet at høre.

Vi talte da også godt sammen i går. Et par gange i løbet af aftenen holdt vi hinanden i hænderne, og da vi gik i gang ude på dansegulvet – well, lad mig nøjes med at sige, at få ting var overladt til fantasien, når man så på, hvordan vi dansede med hinanden.

Jeg kan oven på det konstatere, at der er god kemi mellem os, der er interesse, og der er tiltrækning. Så alt i alt godt 🙂 Nu skal jeg bare have sparket mig selv bagi og se, hvordan vi kommer videre i processen. Hvilket i sig selv er lidt skræmmende – dels fordi jeg, som jeg har skrevet om tidligere, har stort set nul erfaring i det med at date, og dels fordi, jeg er pissehamrende nervøs over det hele, og om jeg nu kommer til at sige eller gøre noget dumt.

Heldigvis havde jeg en god ven med til festen i går, der var betydeligt mere ædru end jeg, og kunne fortælle, hvad han havde set og hørt i går mellem os. Hvilket var utroligt godt, for jeg huskede ikke alt, og mange ting huskede jeg ikke, som de reelt havde udspillet sig.

Jeg var enormt træt, da jeg stod op tidligere i dag, og i væsentligt dårligt humør, men det er skiftet i løbet af dagen, så nu ser jeg mere optimistisk på tingene. Og så skal jeg nok få skrevet til hende igen – bare ikke lige i dag… I dag skal jeg slappe af, drikke cola og spise ulækker mad. Og være glad over, at jeg ikke har tømmermænd og at det gik godt mellem hende og mig til festen i går 🙂

Aarhus Pride

I lørdags var der Aarhus Pride og hvis I er gået glip af det har jeg ondt af jer!

Jeg startede kl 10 om morgen på G-bar hvor vi gjorde vores lille trækvogn med musikanlæg klar imens vi læskede os i daquries og alkohol. Alt herfra er en smule uklart, men jeg kan huske at jeg hilste på en masse dejlige mennesker og gik i paraden med en veninde. Jeg var møghamrende glad og løb rundt på Pride pladsen og hyggede mig. Det blev også kun til 20 minutters søvn inden jeg skulle arbejde på G-bar. Hvilket var s.i.n.d.s.y.g.t. Jeg opgav at følge med opvasken og prøvede bare at rydde af så hurtigt jeg kunne.

Jeg outede mig selv flere gange til Priden hvilket jeg giver alkoholen skylden for. Men det var faktisk befriende at kunne være åben om mig selv, og modsat andre gange fik det mig ikke til at føle mig mindre som en mand. Jeg har før følt at når jeg outede mig selv, at folk så anderledes på mig. At de behandlede mig anderledes. Men nu føler jeg inden forskel at folk ved det, og det er skønt. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet fuldstændig fri for dysfori og glad for min krop, eller hvad der sket, men jeg klager ikke!

Generelt kan jeg mærke en kæmpe tilpas i mig selv og min identitet. Så meget, at jeg har købt en kjole og hyggede mig med at lave et fotoshoot ud af det. Det vil jeg fortælle mere om en anden dag, for mit værelse er ét stort rod og nu nytter mine overspringshandlinger altså ikke mere!