Clock

Nærmest som på cue efter jeg havde postet omkring skæg sidste uge, fik jeg en sjov lille oplevelse med samme i torsdags…lad os se på det.

Jeg var i byen for første gang siden påsken – normalt er jeg i byen oftere, men April måned havde været karakteriseret af hjemmedruk og dårlig timing. Jeg nægter altså at tage i byen og feste, når jeg skal til min nevøs 7-års fødselsdag tidlig næste morgen. Respekt til dig, hvis du kan klare det, men jeg er sgu for gammel! Men når der er gratis drinks i en time, godt selskab, og fridag dagen efter, er jeg klar på en bytur.

Torsdag var dog lidt speciel. Kæresten smuttede ved 7-tiden, og jeg begyndte lige så stille at gøre mig klar til selv at tage afsted. Ved 9-tiden barberede jeg mig. Ved 10-tiden var jeg ude af døren. Og 21.40 var jeg i byen. Resten af dagen var gået med ærinder på uni, på borgerservice, på genbrug, mad, og frivilligt arbejde. Allerede nu var det over en halv dag siden jeg havde barberet mig, og det kan mærkes, men ikke ses.

Anyway, vi hygger os bravt, og da de gratis drinks udløber, tager vi på en pub med karaoke, fordi min veninde har en idé om at hun kan synge. Især når hun bliver fuld. Hun er en virkelig dejlig person, men hun kan altså ikke synge…men det kan de fleste andre til karaoke-aften heller ikke, så det er okay 😀

Hele aftenen er der ingen ubehagelige spørgsmål. Min venindes ven fortæller mig at han godt ved, jeg er trans, men det er kun fordi min veninde har snakket om mig – memo til mig, snak lige med hende om det. Der er ingen issue eller noget, lige indtil førnævnte ven er en idiot over for min veninde, og vi forlader scenen for at komme lidt på afstand. Vi nåede to sange – en hun sang selv, og en anden som jeg måtte hjælpe med eftersom den veninde, hun skulle have sunget med var gået.

“To the left, to the left. Don’t you ever for a second get to thinking you’re irreplaceable.”

Jeg er ikke den store Beyoncé-fan, men jeg synes jeg klarer mig hæderligt!

Anyway, vi smutter, vi snakker, og vi vender tilbage, fast besluttede på at ignorere vennen indtil pubben lukker. Efter noget tid bliver lyset i lokalet tændt, og folk begynder at sive ud. Vi står i baren, og bartenderen starter en samtale.

“Du bør barbere dig tættere. Det er ikke godt nok.”

Jeg ved godt, det er mig han snakker til. På dette tidspunkt har det være 20 timer siden jeg barberede mig, og det siger jeg til ham. Han er sådan set meget forstående, og vi snakker om hvor hurtigt skæg gror ud, og hvor trælst det er at skulle barbere sig hver dag. Tonen er let, og ikke fordømmende, men jeg er meget selvbevidst. Normalt ville jeg -aldrig- gå i byen 12 timer efter en barbering, for jeg bliver nervøs omkring det lige så snart jeg selv kan mærke stubbene. Jeg er før i tiden gået hjem simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være med at sidde og tænke på det. I modsætning til når jeg er i Føtex, er det fucking vigtigt for mig at folk i byen opfatter mig som kvinde – i hvert fald når jeg sidder og snakker med dem.

Så nu står jeg der, med tydelige skægstubbe, åbenbart, og forsøger ikke at løbe min vej. Men bartenderen er sød nok, og da jeg fortæller ham om, hvor dyrt det ville være at få fjernet, er han også ved at gå i chok. “Det er ikke sjovt at være transkønnet”, siger jeg til ham, og han erklærer sig enig, og undskylder endda hvis han gjorde mig utilpas. Nice.

Eller, det ville have været nice, hvis ham, der havde stået ved siden af og lyttet til vores samtale ikke havde syntes, han skulle have det sidste ord, vel og mærke -efter- min veninde og jeg var ved at gå, og vi havde vendt dem ryggen.

“…she-male”, lyder det. Tydeligvis om mig. Præcist højt nok til at jeg ikke kan undgå at høre det. Jeg registrerer det, og vælger at ignorere det. Grunden til han ikke siger det til mit ansigt er nok, at han er bange for mig. Jeg er højere end ham, og han ser ikke stærk ud. Jeg kender dørmændene, og de ville smide ham på gaden uden at blinke, hvis han generede mig direkte. Jeg overvejer i et sekund, om jeg skal gå tilbage og konfrontere ham, men det er ikke det værd. Byturen har handlet om min veninde, og det skal den blive ved med lidt endnu.

Vi tager en taxa hjem til hende, hvor jeg overnatter, vel vidende at når jeg skal hjem senere på dagen (klokken er 6 da vi kommer hjem), vil det være mere en 24 timer siden jeg barberede mig. Mine skægstubbe vil nu være tydelige for enhver, især i sollyset, hvor de nærmest skinner. Da jeg endelig kommer hjem til mig selv, er det 31 timer siden barbering, og jeg har måttet gå, fordi det at tage bussen i min tilstand er for angstfremkaldende. Det er også over 20 timer siden, jeg har spist, men det er ikke nær så vigtigt.

Men det sjove er…klokken 18 kommer der en mand med en pizza til mig. 33 timer efter barbering. Det er tydeligt. Men jeg er så ligeglad med hvad han tror om mig. Der er vigtigere ting her i livet end glat hud i ansigtet, og Pizza er en af dem 😉

Jeg må indrømme, jeg er imponeret over, hvor roligt jeg tog denne oplevelse…og jeg er lidt glad for at min kæreste ikke var med, for han ville ikke have været nær så fattet. Jeg glæder mig stadig til jeg en dag får råd til at fjerne mit skæg. Det irriterer mig, og det irriterer min hud, og selvom jeg ikke har så meget imod det på mine fridage, er det ikke udtryk for at jeg kan lide det…jeg tolererer det bare.

Advertisements