Savn

Hvis du har fulgt med i mine tidligere indlæg, så ved du, jeg så meget frem til i fredags, da jeg havde en aftale. Om det så var en date eller bare en aftale mellem to venner om at mødes – det var jeg i tvivl om. Og lad mig starte med at sige, at jeg overhovedet ikke er blevet klogere.

Det gik dog fint 🙂 Det var overhovedet ikke det. Vi mødtes kort før den aftalte tid, fik os en kop kaffe og fik en god lang snak. Efter en 2½ times tid fulgte jeg hende til bussen, og vi fik hastigt sagt farvel, da hun skulle skynde sig for at nå den.

Jeg var for stor en kylling til at bringe emnet på bane, og samtalen drejede aldrig ind på det, så om det var en date eller ej, fandt jeg som sagt ikke ud af. Ikke at det gjorde så meget, for det gik godt, og vi fandt ud af, vi sagtens kunne få tiden til at gå på en god måde i hinandens selskab uden at blande alkohol ind i det (vi har tidligere kun mødtes til fester). Så alt i alt var det meget positivt.

Jeg var ikke så nervøs inden eller under. Undtaget de 5 minutter fra jeg stod af på Nørreport og gik op for at vente på hende – enhver, der så mig på gaden der, var nok i stand til at se nervøsiteten stråle ud af mine øjne. Det gik dog væk det øjeblik, hun kom, og vi fik hilst på hinanden – og dukkede ikke op igen resten af tiden. Men det var ikke fordi, jeg oplevede samme form for tiltrækning, da jeg sad med hende nu, som jeg følte under brylluppet for et par uger siden. Så mens vi sad og talte og drak kaffe, blev jeg i tvivl om, hvorvidt min tiltrækning til hende overhovedet var reel eller noget, der var indbildt?

Senere på aftenen var jeg ude med en ven og få et par øl, hvilket fik tankerne hen på noget andet, men hun slap ikke mine tanker helt, for på et tidspunkt kom jeg – af en eller anden grund – til at tænke på hende, og lige der følte jeg et form for savn. Lige der ønskede jeg, at hun var i rummet sammen med mig, at hun sad der ved siden af mig, i stedet for min ven. Da var det, jeg blev sikker på mig selv om, at mine tanker tidligere, omkring hvorvidt det var indbildning, i sig selv var indbildning. Jeg ønskede at være sammen med hende igen. Og det ret kraftigt.

Hvorfor jeg ikke rigtig følte noget, da vi var sammen – jeg ved ikke, hvorfor det var sådan. Men det er ikke første gang, jeg oplever mine følelser fucke med mig på den måde, så jeg tillægger det ikke megen værdi. Det, der føltes rigtigt, var det savn efter hende, jeg følte senere på dagen (og dagen efter igen).

Dagen efter tænkte jeg, at jeg skulle skrive til hende og takke for i går og alt det der. Følge lidt op på nogle af de ting, vi havde talt om. Jeg nåede ikke at tænke særlig meget over det, for før jeg havde skrevet noget, skrev hun til mig om det samme – takkede mig og skrev, det havde været hyggeligt 🙂 Og så smilede jeg for mig selv. Og var glad.

Vi skrev en smule med hinanden, men havde begge aftaler, så sluttede det ret hurtigt. Og siden har jeg tænkt på at invitere hende ud igen. For jeg vil virkeligt gerne se hende igen. Men så er det, jeg bliver nervøs ved tanken – og det med god grund: Jeg har aldrig inviteret nogen, jeg har syntes godt om, ud to gange før. I mit hoved lyder det ærligt talt lidt ynkeligt – jeg er snart 35, og jeg har aldrig prøvet at invitere nogen ud mere end én gang. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.

Før jeg for alvor går i selvsving, så skal jeg nævne, at jeg godt er klar over, jeg sikkert gør det langt mere kompliceret, end det egentlig er. Og det var da heller ikke kompliceret første gang: ”Vil du mødes?” ”Ja, hvad med den dag?” ”Fint, klokken det og det og vi mødes på det sted?” ”Lyder godt. Vi ses :)” Så det er jo ikke ligefrem raketvidenskab (men jeg kan nu så godt li’ at komplicere tingene for mig selv…)

Jeg tror, jeg ender med at spørge en af mine mere erfarne venner til råds – har heldigvis en god ven, der er supergod til alt det der med at date og hvad man kan lave og invitere til og sådan. Hellere lade sig inspirere ad den vej end at blive nervøs for, hvad jeg ellers kan gøre. Og så må jeg få skrevet til hende igen og høre, om hun har tid og lyst til at ses endnu en gang. Og måske kunne jeg så prøve at få taget mig sammen til at tale om andet end absurde oplevelser i lufthavne eller ar efter lavtflyvende ølglas på diskoteker? Det kunne være rart 🙂

Og ja – jeg har skrevet det de sidste to gange, så hvorfor ikke alle gode gange tre? Gider du, kære  læser, krydse fingre for mig en tredje gang? For at jeg kan finde ud af at håndtere det her på en ordentlig måde og for endnu et ”ja” fra hende til at skulle møde 🙂 Det er super!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s