Rygter

Omend jeg prøver at holde humøret oppe og let her på bloggen, så må man også erkende hvornår verden er mørk og trist. Without the dark there can’t be light, eller hvordan man nu siger det.. Anyway, forhåbentlig bliver min verden lysere med tiden, også skal jeg selvfølgelig nok holde jer opdateret på det også.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at mit mørke ikke har noget med min queeridentitet at gøre, men det er faktisk en del af dén som gør mit liv trykket for tiden. Heldigivs er det ikke kun min queeridentitet der er “problemet”, så det er da ét “lyspunkt” eller hvad man nu kan sige.

De sidste par uger er jeg blevet outet bag min ryg og rygter florerer om mig de steder jeg ellers bedst kan lide at være. Ét blik, ét smil og nogle få ord bliver grobund for min paranoia og tanker som “ved de det?” Og jeg finder mig selv krybe ud og udenom samtaler med folk som jeg har mistanke om, at de vil stille mig DE spørgsmål. Det bliver en katten efter musen leg, men uden at de ved at de er katten med skarpe klør af ord, og mig som musen der kryber udenom. Ikke synderligt modigt, selvom det er det folk beskriver mig som når de endelig fanger mig og spørger om jeg “er født som pige”.

Mit eneste holdepunkt for tiden er min psykolog (wow det lyder virkelig trist faktisk..) siger jeg bør stille mig op foran dem alle sammen og tage tyren ved hornene. Jeg skal stoppe med at krybe udenom, og få aflivet rygterne – eller bekræftet dem som jeg egentlig vil gøre. Jeg skal have lov til at være vred over hvordan folk out’er mig uden at tænke over hvordan det føles for mig, og jeg skal have lov til at stå med løftet pegefinger og belære dem om god takt og tone når man taler om transpersoner.
Men gud hvor har jeg ikke lyst. Jeg har meget mere lyst til at danse og synge med de her folk, og ikke fortælle dem at jeg er transkønnet, for det har jo ingen betydning for det vi laver sammen. Før i tiden var teater mit frirum for køn og min kønsidentitet, men det forfølger mig som en skygge. Og pludselig bliver det at jeg er transkønnet som er noget jeg har accepteret og har det fint med, mit kendetegn, min skygge, et samtaleemne, og alt det jeg ikke gider det skal være.

Hvis jeg skal fortælle dem det skal det være torsdag i næste uge, og lige nu ved jeg virkelig ikke om det er det mest rigtige at gøre. Jeg synes det er uprofessionelt at tage noget så privat up front til mine medskuespillere, men i sidste ende kan jeg bliver nødt til det. Og her til min sidste drama time (et andet hold) blev jeg inspireret af min veninde som stod frem og fortalte, at hun havde været med i en ulykke for nogle år siden og gjorde, at hun gik tidligt den dag fordi hun stadig ikke var helt på toppen. Hendes krop gjorde hun var forhindret i at deltage, og de rygter der er om min krop forhindrer mig i at nyde folks selskab uden det skaber en masse paranoia i mit hoved.

Jeg vender tilbage med hvad jeg beslutter at gøre, for lige nu er jeg slet ikke sikker.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s