Tvivl

Ikke så længe efter, jeg havde skrevet mit forrige indlæg (sidste søndag), fik jeg sendt beskeden til hende. Og så skyndte jeg mig at logge af og lukke computeren. Ikke at jeg troede, hun ville se beskeden det øjeblik, jeg sendte den, men jeg var alligevel for nervøs til at forblive online. Så offline og på hovedet i seng (det havde også været en ret omtumlet weekend).

Jeg sov overraskende godt. Måske var det visheden om, at jeg rent faktisk havde gjort noget, der påvirkede mig? Jeg aner det ikke, men som sagt – jeg sov virkeligt godt den nat, og vågnede frisk og fyldt med energi – og med en spændthed over, hvad der ville komme af svar på min besked.

Da jeg kom på arbejde, tjekkede jeg lige facebook for at se, om der var sket noget, og jeg kunne se, hun havde åbnet beskeden og læst den – men der lå intet svar. Ikke overraskende, for jeg havde forestillet mig, hun nok først ville svare om aftenen, efter hun selv havde fri og sådan. Så jeg tog det ikke så tungt. Jeg var trods alt sikker på, at jeg nok skulle få et svar.

Timerne gik, og jeg brugte min tid og energi på arbejdet, tog derfra ind til byen og løb nogle små ærinder, fik sat mig ved computeren og tjekket mails og tumblr og sådan – og så var klokken pludselig blevet sent om aftenen. Og jeg havde stadig ikke hørt noget. Jeg blev lidt nervøs over, om jeg mon havde formuleret mig lidt dumt, og tanken kunne heller ikke slippe mig, at hun nok tog sig så lang tid at svare, fordi hun lige skulle finde ud af, hvordan hun skulle formulere afslaget. For ja, på det tidspunkt var det det, der hele tiden trængte sig på – at hun nok ikke var interesseret, og var i gang med at skrive et afslag.

Jeg gik på facebook for at gennemlæse det, jeg havde skrevet til hende, og ikke så snart, jeg klikkede på den fane i min browser, svarede hun. Et øjeblik sad jeg og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. Jeg forventede jo et eller andet sted en afvisning, men var på ingen måde parat til det, så jeg måtte lige trække vejret dybt og ånde ud, inden jeg tog mod til mig og klikkede på beskeden for at se, hvad hun svarede.

Og så svarede hun sat’me ja.

Eller rettere – hun ville gerne mødes og syntes, det lød super hyggeligt, så hun skrev som sådan ikke ordet ”ja”, men det skulle forstås i den betydning. Lige der var jeg blæst bagover. Jeg havde håbet, men ikke forventet det, så jeg blev superglad for at læse det 🙂

Vi fik hurtigt aftalt hvornår og hvor og sådan, så på kort tid var jeg pludselig blevet en aftale rigere. Vi skal mødes på fredag. Og jeg ser vældig meget frem til det 🙂

Sekundet efter, vi havde afsluttet vores samtale, så var det (selvfølgelig) at tvivlen sparkede ind. For jeg havde jo ikke brugt ordet ”date” i min besked, og vi havde ikke nævnt det i samtalen. Så var det i det hele taget en date, eller hvad? Jeg blev forvirret. Jeg tænkte på, at det nok fremgik af de ord, jeg brugte i min besked, men tvivlen nagede. Jeg gennemlæste vores korrespondance en og to og tre gange, men blev stadig ikke klogere. Det kunne sagtens læses som en date – det kunne også sagtens læses som en venneaftale. Så min glæde aftog lidt, idet jeg begyndte at betvivle det hele.

Og så er det, jeg fandt mig selv i en dum situation – jeg inviterer en anden ud, ender med at blive i tvivl om, præcis hvad det er, der er meningen med at ses – og hvad skal jeg så gøre? Det ville virke dumt at skrive til hende igen og spørge, hvilken måde hun forstår det på, for hvis hun ikke har samme indstilling til aftalen som mig – hvad så? Og jeg burde jo have været klar i min kommunikation, eftersom det var mig, der inviterede hende…

Jeg sidder nu en uge efter og er stadig i tvivl, og har ikke fået hørt hende ad. Jeg fik dog vendt situationen med en ven i fredags, og han var rimelig sikker på, at hele forløbet og det der var gået forud, bar i retning af, at det var en date, vi havde aftalt. Så jeg skulle ikke være så bekymret. Dog burde jeg nok lige sikre mig som noget af det første – når vi nu ses på fredag – at vi er sikre på, hvad vi vil have ud af den aftale. Så det skal jeg lige have tænkt over, hvordan jeg gør.

I sidste uge bad jeg dig, der læser med, om at krydse fingre for mig – og det hjalp tydeligvis 🙂 Så kan du ikke lige gøre mig en ekstra tjeneste, og krydse fingre for mig igen på fredag? For jeg vil virkelig godt have dette her til at gå godt. Jeg vil nok være rædsomt nervøs selv, så al opbakning er guld værd 🙂

Og så kommer du jo nok til at høre, hvordan det er gået, når jeg skriver igen på søndag!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s